Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
der har specialiseret sig i at rydde op i sådanne forhold. Jeg
har i min virksomhed inden for erhvervslivet set, hvorledes
f.eks. de store amerikanske rationaliseringsfirmaer som
McKinsey og mange andre kan styrke og genskabe produktiviteten
i virksomheder, der er ved at sakke agterud, således
at de fornyede og foryngede kan lade deres nyskabende,
energiske folk få spillerum til at sætte farten op igen. Mon det
ikke er på tide, at hele den danske statslige og kommunale
administration kommer under en sådan foryngelseskur? Det
er nok dyrt, men omkostningerne er ingenting imod, hvad
en fortsættelse af det hidtidige administrative ressourcespild
koster samfundet.
Forskningen og fremtiden
Det vil blive de lande, der har den største opsparing og de
mest ”opfinderiske” og initiativrige igangsættere, der vil blive
de førende i de kommende års udvikling. Den sidstnævnte
kategori skulle give os en god chance, for idérigdom og initiativ
er ikke fremmed for dansk psyke, tværtimod, og forskning
og opfindelse har altid ligget for os, men kan meget vel
lammes af en i bund og grund erhvervsuvenlig politik.
I vor industrielle udvikling er ”forskning” et nøgleord. Det er
igennem forskning, at vi skal finde nøglen til udvikling af vor
produktion, og det er typisk for en helt uforstående regerings
politik, at skattemyndighederne kun i meget ringe grad vil
henregne forskning til fradragsberettigede driftsudgifter. Det
samme gælder Monopoltilsynets modvilje imod at indregne
forskningsudgifter i et produkts priskalkulation.
Forskning har lagt grunden til store danske industriers
konkurrencedygtighed på det internationale marked. Der er
forskning, der eksempelvis har gjort det danske øl til en verdensproduktion.
– Det er højteknologi, der er vejen fremad,
og som vil bære den videre industrielle udvikling, og det er
kun via forskning, at vi i dag kan udvikle højteknologiske produkter
på linie med – og helst foran – de store industrilande,
og som burde hjælpes og ikke beskattes. Hver krone, som
skattevæsenet og Monopoltilsynet tager fra forskning, sætter
os tilbage i konkurrencen om fremtidens marked – hver
krone, som forbliver i forskningen, gør os mere konkurrencedygtige.
Fremtiden – og det er den, vi skal leve i og af – skabes ikke
af planøkonomer og statistikere, der prøver at beregne,
hvorledes fremtiden vil – eller bør – forme sig, hvis de
forhåndenværende forudsætninger forbliver uforandrede, og
fremtiden udvikler sig på fortidens og nutidens grundlag. Det
gør den nemlig bare ikke. Fremtiden skabes i laboratorier, i
konstruktionshaller og på værksteder af unge forskere, der
får nye ideer og udarbejder nye fremgangsmåder og nye
skabelsesprocesser. De henter og former fremtiden ud af
en ny erkendelse af naturkræfterne, ud af nye i dag ukendte
energimuligheder og ud af tekniske konstruktioner. Derfor er
forskning nøglen til fremtiden.
Og derfor er alle forsøg på at eksperimentere med planøkonomi
på forhånd dømt til at mislykkes. Man kan vel sætte
et budget op for at have en ledetråd – og det bør man altid
gøre – men planøkonomi, hvorved man vil forsøge at gennemtvinge
en bestemt udvikling i fremtiden, vil aldrig slå til;
det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Jeg har da heller aldrig
hørt om en fremtidsplan, som har holdt. Ethvert forsøg på at
tvinge samfundsøkonomien ind i bestemte, kunstige baner,
er på forhånd dømt til at mislykkes og kan kun få udviklingen
til at gå en unaturlig og skæv gang, som atter vil føre til nye
kunstige ordninger.
I stedet bør man støtte erhvervslivets bestræbelser for en
naturlig udvikling ved at lette dets bryder, ikke mindst hvad
angår den fremtidsorienterede forskning.
I et land som vort – i H.C. Ørsteds og Niels Bohrs fædreland
– hvor brygger I.C. Jacobsen for over hundrede år siden
grundlagde og udviklede Carlsberg Laboratoriet og som en
fundamental regel bestemte, at alle videnskabelige opdagelser
og fremskridt, som blev gjort dér, skulle være åbne for
alle, bør forståelsen af betydning af forskning, nye erkendelser
og nye tekniske fremskridt være en selvfølgelig vejviser
for fremtidens økonomiske samfund.
Jeg husker, at da vi i De forenede Bryggeriers bestyrelse på
et møde i I.C. Jacobsens gamle laboratoriums nye forskningscenter
skulle tage endelig stilling til direktionens forslag
om etablering af et nyt bryggeri i Fredericia, sagde jeg som
bestyrelsens formand, at også ganske uanset de mange andre
gode begrundelser, direktionen havde givet for at opføre
bryggeriet, burde dette opføres allerede fordi det ville give
os værdifulde erfaringer i nye metoder og nyt know-how,
som ville blive af central betydning for vor udvikling og vor
førende position i årene fremover.
En fri og åben forskning er nødvendig for at bane vor vej ind
i den teknologiske fremtid, der vil blive bestemmende for
vor økonomi, og et frit og åbent samfund, der giver rum for
initiativ og for chance- og risikotagning for handledygtige
erhvervsfolk, er nødvendig betingelse for en bedre fremtid
for vort samfund – for os alle.
Hvordan bevarer vi vort velfærdssamfund?
Der er meget få mennesker, der ønsker vort velfærdssamfund
forringet. For de allerfleste – også af de lede kapitalister
– er velfærdssamfundet noget positivt og betydningsfuldt,
som det er uhyre vigtigt for os at opretholde, og som de
derfor gerne vil yde deres bidrag til, selv om det skulle gå
noget ud over deres daglige behageligheder. Spørgsmålet
er kun, hvorledes vi kan gennemføre dette med den enorme
statsgæld, som regeringens altid overoptimistiske prognoser
for, hvad vi kan overkomme af velfærd, har ført os ud i. For
enhver, der har nogen føling med og forståelse af erhverv og
økonomi eller blot nogen realistisk sans, må det stå således,
at en fortsættelse af den økonomiske kurs, vi har holdt i de
sidste 15-20 år, uvægerligt må ende i en katastrofe, som vil
| 29