Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
egne produktionsvirksomheder, nedbringes. I en ressourceknap
tid bør det være det – ganske vist nok uopnåelige
– mål, at afkastet i statsvirksomheder så vidt muligt bringes
på linie med de for det private erhvervsliv gældende normer.
Det er desværre karakteristisk, at Monopoltilsynet, som bl.a.
skal påse, at de private virksomheder dreves effektivt, ikke
kan gribe ind over for statens virksomheders manglende
effektivitet og enorme ressourcespild.
Og så er forholdet jo yderligere det, at den ideologisk indstillede
del af de politiske partier ikke er tilfreds med bare at
tage penge fra borgerne i form af skatter og afgifter – staten
vil også selv forsøge at tjene penge ved erhvervsmæssige
aktiviteter – desværre kun med tab af produktivitet og med
underskud.
Det er jo ligetil, at politikere, som ser, hvad private igangsættere
og virksomhedsledere kan skabe af værdier, må få den
tanke, at staten selv bør påtage sig sådanne erhvervsmæssige
opgaver, således at ”staten”, som man opfatter som
”dig og mig”, kan få hele avancen og ikke blot de 80-90 pct.
deraf, som aktieselskabsskat, kapitalvindingsskat, momsbeskatning
osv. og til slut den personlige indtægts- og
formueskat tilsammen andrager. Det er den samme fristende
tanke, som ligger til for Karl Marx’ tanke om, at staten bør
eje alle produktionsmidler. Denne tanke kan blot ikke lade
sig realisere uden katastrofale virkninger for samfundsøkonomien.
Hvorfor? Ja, det kan jo politisk godt lade sig gøre,
at staten sætter sig på al kapital og alle produktionsmidler
eller en væsentlig del deraf, men økonomisk bliver det kun
med et tab af produktivitet, som sænker hele befolkningens
velstandsniveau så drastisk, at det i praksis simpelthen ikke
kan lade sig gøre. Hvorfor? Ja, det er ikke så mærkeligt ud
fra et erhvervspsykologisk synspunkt.
Staten, kapitalen og kapitalisterne
Kapitalen – der jo ikke blot er pengesække, men allehånde
kapitalgoder: virksomheder, maskiner, bygninger, varer, rettigheder
osv. – er en vanskelig skabning. Den blomstrer ikke
for enhver, og den lystrer ikke hvem som helst. Man kan godt
lægge en sadel på den og sætte sig i sadelen, man kan også
ride den til vands, men ikke alle kan få den til at drikke. Det er
ikke enhver givet at få kapitalen til at præstere noget. – Men
det vil nok være mere træffende, hvis man siger, at kapitalen
kun hengiver sig til sin virkelige elsker. Der er kun kapitalens
elskere, der kan anspore den til de store ydelser. Kapitalens
elskere er mennesker, der har kærligheden og trangen til at
igangsætte og skabe nye virksomheder så at sige indbygget
i deres system. Det er de mennesker, for hvem dette er livets
store interesse, mennesker, der på alle tider af døgnet tænker
derpå, mennesker, der vil give deres liv for, at virksomheden
skal trives, blomstre og sætte frugt. Ligesom videnskabsmænd
og kunstnere er besat af løsningen af et videnskabeligt
problem eller af skabelsen af et kunstværk, der lever i dem
på en sådan måde, at intet andet kommer inden for deres
tanker, medens arbejdet står på, således er det for en kommerciel
”igangsætter” problemet om, hvorledes den kapital,
han har opsparet, giver størst udbytte, eller den virksomhed,
han har skabt eller har ideen til, kan gennemføres med bedst
muligt resultat, der ikke lader ham have rist eller ro, men
besætter ham helt og fuldt. Virkelige videnskabsmænd og
kunstnere er normalt ikke gode ægtemænd; deres ideers og
tankers realisation tager alle deres tanker og al deres tid. Det
er de aktive kapitalister, igangsætterne, heller ikke; de lever
og ånder for deres projekter og virksomheder. – Hverken
politikere, nationaløkonomer eller statistikere, der iagttager
kapitalen og dens gerninger på afstand bag deres skrivebord,
er egnet til at ride kapitalen til vands eller til som kapitalens
elskere at få den til at blomstre op og sætte frugt. I alle de
eventyrlige beretninger vi læser om de stor virksomheders
eller kapitalkoncentrationers tilblivelse, hører vi om den
lille mekanikers start i en cykelkælder, der ender i en verdensomfattende
produktions- og kapitalgruppe, eller om en
skibsdrengs drømme, der fører til et rederi med skibe på de
syv verdenshave. – William S. Knudsen, Mads Clausen, H.N.
Andersen, A.P. Møller osv. – for nu kun at holde os til de
danske. Det er disse kapitalens og den økonomiske aktivitets
elskere, der skaber et samfunds store virksomheder og dets
store arbejdspladser, som løfter de mange andre ud af fattigdommen.
De skaber dem på basis af sparsommelighed og
afsavn, ideer, initiativ og hårdt arbejde samt ikke mindst mod
til at tage en økonomisk risiko. Til disse særligt værdifulde
egenskaber – sparsommelighed, flid, initiativ og risikomod
– bør nok i øvrigt føjes en yderligere: evnen til at vurdere en
økonomisk situation perspektivisk, ”det økonomiske langsyn”.
Kapitalisten har et langsigtet mål med sit arbejde og sit
initiativ. Den nu til dags så lovpriste evne til at ”leve i nuet” er
ikke hans sag; den udspringer vel til syvende og sidst også
af et ønske om at nyde tilværelsen. Igangsætteren er derimod
fremtidsorienteret – han lever i fremtiden, i ønsket om at se
sit initiativ bære frugt og har ikke noget ønske om ”livsnydelse”.
Det, han nyder, er det hårde arbejde, spændingen ved
at tage risici, og glæden ved at se sine anstrengelser bære
frugt.
Det er – som allerede nævnt – ikke blot igangsætterne iblandt
kapitalisterne, men alle de mange små opsparere der søger
at skabe kapital, og som daglig plejer den og tænker på, hvor
den med størst udbytte kan sættes ind, der er samfundsøkonomiens
værdifulde børn, som vi ikke kan undvære; men
det er samtidig dem, der som ”kapitalister” er mest hadet
og misundt. Og i vore dage skaber de deres for samfundet
uundværlige værk i en forsat kamp imod statens ideologiske
kløer, imod det klima, som staten i de sidste generationer har
skabt, der med modvind, storm og kulde søger at hæmme
farten fremad og at forhindre kapitaldannelse for private
igangsættere og virksomhedsledere. Særlig i de sidste år
har staten på ny været ude efter de mange småspareres
pensionsindbetalinger og pensionskassernes kapitaler. Men
det er naturligvis ikke blot småspareres pensionsindbetalinger
– selv om de sammenlagt bliver milliardbeløb – det er jo
først og fremmest de store kapitalisters opsparing, staten er
ude efter, f.eks. med sin lammende formuebeskatning, der
gør det så at sige økonomisk umuligt for formuebesiddere,
| 19