"Vejen til Gældssanering" (2001) - Jørgen Juel Hansen

No. 28
V 640/1995 Vestre Landsret nægtede modsat skifteretten gældssanering med følgende begrundelse:
”en samlet vurdering af K’s budget, herunder betydelige udgifter til bolig, hvorved K bør tilbyde
kreditorerne et større beløb.”
No. 29
V 97.1995 Vestre Landsret godkendte 25/01-95 skifterettens kendelse om gældssanering til en 42årig
journalist. Men da han ikke mente fortsat at kunne oppebære skifterettens skønnede årsindkomst
på 240.000 kr., som tog sit udgangspunkt i hans indtjening før 1991, og før han var kommet
alvorligt til skade, fandtes han fremtidige indtægtsforhold ikke på nuværende tidspunkt sandsynliggjort
med den fornødne sikkerhed.
Den 42-årige journalist havde siden 1976 arbejdet freelance og havde før ulykken i 1991 en årsindtægt
på ikke under 500.000 kr., i 1992 424.414 kr., i 1993 288.662 kr. og fra 1/1 – 31/8-94 152.466
kr.
Skifteretten udtalte:
Den omstændighed at han ikke havde nogen fast indtægt, var ikke i sig selv til hinder for gældssanering,
navnlig ikke i tilfælde, hvor det økonomiske sammenbrud skyldes sygdom.
No. 30
U.1995.77V Vestre Landsret 27/10-94 gav som skifteretten 5/3-90 gældssanering til S, men
pengeinstituts krav mod kautionister K1 og K2 var ikke tabt efter § 41, 2. pkt. i lov om pengeinstitutter.
En skyldner S's gæld til et pengeinstitut P var ikke blevet indfriet til forfaldstid den 31. maj 1987,
og P havde ikke inden udløbet af 6 månedersfristen i § 41, men først i juli 1988 underrettet to selvskyldnerkautionister
K1 og K2 om misligholdelsen. I marts 1990 havde S ved gældssanering fået
sin gæld nedsat til ca. 8%, og P havde derefter krævet sit tilgodehavende på ca. 219.000 kr. betalt af
K1 og K2. Det blev lagt til grund, at S's formue allerede fra udgangen af 1987 havde været negativ,
og at hans indkomstforhold i det væsentlige havde været uændrede fra 1987 til gældssaneringen.
Der var herefter ikke grundlag for at antage, at kautionisternes mulighed for at gennemføre et regreskrav
mod S ville have været bedre, selv om P rettidigt havde givet meddelelse om misligholdelsen,
og de blev derfor dømt til betaling af det krævede beløb.
Vestre Landsrets kendelse:
”For landsretten har appellanten, Sparekassen Kronjylland, principalt gentaget sin påstand i første
instans.
Subsidiært har appellanten nedlagt påstand om betaling af et mindre beløb efter landsrettens skøn.
De indstævnte, K1 og K2, har påstået dommen stadfæstet.”
Landsretten udtaler:
”Det er ubestridt, at appellanten ikke som foreskrevet i lov om pengeinstitutter § 41 inden 6 måneder
har underrettet de indstævnte om, at gælden ikke var blevet indfriet til forfaldstid den 31. maj
1987.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at appellantens brev af 28. januar 1988 ikke
kan anses for at være kommet frem til de indstævnte.
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at tidspunktet for skyldnerens indfrielse af gælden
blev udsat til den 31. maj 1987, efter at en tidligere betalingsfrist ikke var blevet overholdt. Det
lægges endvidere til grund, at skyldnerens formue allerede fra udgangen af 1987 var negativ, og at
hans indkomstforhold i det væsentlige var uændrede fra 1987 og indtil kendelsen om gældssanering.
180