"Vejen til Gældssanering" (2001) - Jørgen Juel Hansen

Af de grunde, der er anført af fogedretten, tiltræder landsretten, at kautionsforpligtelsen er tilsidesat
som sket. Landsretten finder ikke under dette kæremål grundlag for at tage kærendes subsidiære
påstand, der først er fremsat under kæremålet, og som refererer sig til en tidligere kautionsaftale, til
følge på det foreliggende grundlag, hvorfor den påkærede kendelse stadfæstes.
No. 33
U.1993.216V Vestre Landsret 11/12-92 mente som skifteretten 7/9-92, at konkurslovens § 199,
stk. 2:
”Kendelse om gældssanering omfatter dog ikke pantefordringer i det omfang, pantet strækker til.
Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring
mod skyldneren, som ikke dækkes af pantet.”
Omfatter alene tilfælde, hvor pantet tilhører skyldneren.
Af sagen fremgik det, at der ved skifteretten var indledt gældssaneringssag for H. Denne havde oplyst
bl.a., at M's faste ejendom, der anvendtes som bolig for familien, ved seneste vurdering var
vurderet til 520.000 kr., og at pantegælden til kreditforeningen ved udgangen af 1991 udgjorde
595.000 kr. Ægtefællerne havde en gæld til banken B på i alt ca. 162.000 kr., der var sikret ved bl.a.
et ejerpantebrev i M's ejendom. For skifteretten havde B gjort gældende, at det omtalte lån burde
udgå ved beregningen af den dividende, der skulle betales til H's kreditorer. Det var i den forbindelse
oplyst af B, at lånet oprindelig bestod af 3 lån, hvoraf de to mindste ville blive færdigafviklet
under den foreslåede gældssaneringsperiode.
Skifterettens kendelse:
”Det findes fortsat godtgjort, at andrageren opfylder betingelserne for gældssanering. Efter de foreliggende
oplysninger om ejendomsværdi, belåning og ejendommens beliggenhed i et mindre bysamfund
må det antages, at det lån hos Unibank, for hvilke begge ægtefæller hæfter ikke har reel
sikkerhed i andragerens ægtefælles ejendom, hvorfor en undladelse af at medtage fordringen i opgørelsen
af andragerens gæld og beregning af dividende reelt vil betyde, at ægtefællen bliver enehæftende
for lånet, til skade for ham ved en eventuel senere opgørelse af ægtefællernes formueforhold
indenfor lånets løbetid. Der findes herefter ikke at kunne bortses fra det pågældende lån ved beregningen
af dividende til andragerens kreditorer. Det bemærkes i den forbindelse, at andragerens kreditorer
er tilgodeset for den dividende, der tilfalder de to lån, der færdigafdrages i gældssaneringsperioden,
derved at gældssaneringsperioden er fastsat til 3 måneder længere end efter sædvanlig
praksis.”
Denne kendelse blev anket af B med påstand om, at begæringen om gældssanering blev nægtet
fremme, og sagen hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten med henblik på fastsættelse af en
væsentlig højere dividende. I den forbindelse henviste kærende til, at virkningen af at holde ægtefællernes
fælles lån hos B uden for gældssaneringsforslaget ville være en væsentlig forøgelse af
dividenden til de øvrige kreditorer.
B anførte bl.a.:
”Vedrørende sikkerhederne - ejerpantebrev i fast ejendom og løsøreejerpantebrev i et stk. automobil
- skal bemærkes, at det ikke er afgørende, om der er reel sikkerhed i det pantsatte. Pantekreditor kan
selv afgøre, om han vil anse sit krav dækket af pantet, jfr. Konkurslovens § 158, der ligeledes finder
anvendelse i gældssanering, jfr. § 199, stk. 2.
Det afgørende må være, at pantekreditor selv må afgøre, om sikkerheden skal realiseres, og i givet
fald, hvornår realisationen skal ske. Der henvises i øvrigt til Lilian Hindborg: Gældssanering i praksis,
side 111.”
183