Medarbejderne skulle holde mund

▲
Glimtet i øjet. Else Constantin Hansen, en af de ældre, som indgik i Jens Kofods undersøgelse. Billedet til venstre: Else, lige før hun flyttede på plejehjem.
Til højre: Else efter et halvt år på plejehjem.
har sat fire social- og sundhedshjælpere
fra Grønnehave Ældrecenter i Helsingør
stævne for at diskutere nogle af de
udsagn, som antropolog og forsker Jens
Kofod, SFI, når frem til i sin undersøgelse.
Grønnehave Ældrecenter var et af de steder,
som indgik i undersøgelsen.
Mere social kontakt
Undersøgelsen viser, at de ældre ofte har
en forventning om, at der på plejehjemmet
vil være andre ældre, de kan tale med.
Måske har de været på et genoptræningshjem
i en periode og haft en god oplevelse
der.
Men virkeligheden på plejehjemmet er
en anden, for de møder typisk ikke andre
ældre, de kan tale med. Dermed er den
sociale kontakt, som de ældre kan opnå på
plejehjemmet, begrænset til medarbejderne.
Det giver ifølge undersøgelsen medarbejderne
en stor magt, fordi det er dem,
14 fag og arbejde • februar 2009
der kan bestemme, hvem de vil tale med,
hvornår og hvor længe.
Til det siger Jannie Bolling:
»Det er rigtigt nok: Vi er deres livline.
Min dag er reddet, hvis jeg kan få de ældre
til at grine. Men det kommer ikke bag på
mig, at vi har en utrolig magt. Sådan er
det bare.«
Medarbejderne genkender det scenarium,
at mange af beboerne er for syge eller
demente til at have kontakt med hinanden.
Og så er der også dem, der ikke vil
tale med nogen.
»Men vi prøver at få dem til at tale sammen.
Og nogle gange lykkes det faktisk,«
siger Evy Orbansen.
Ikke resurser nok
Snakken kommer hurtigt hen på, hvor de
som medarbejdere skal få tiden til at være
der for de ældre.
»Hos os har vi sytten beboere, hvoraf
halvdelen er så demente, at de burde være
ovre på demensafsnittet. De tager dobbelt
så meget tid, og det går ud over dem, der
er friske, og som vi også burde snakke
med,« forklarer Jannie.
Desuden oplever kollegerne, at de er
blevet færre til at tage sig af beboerne,
samtidig med at de har fået flere opgaver:
»Vi må være realistiske: Der skal spares
og dokumenteres. Vi bruger enormt
meget tid på andre ting end beboerne,«
forklarer Mette Damsø.
Det er Grethe Farcinsen helt enig i: »Når
vi bliver skåret så meget, som vi er nu, så
er det jo den psykiske pleje, som ryger
først.«
Problemet er altså ikke, at de fire kolleger
ikke gerne vil være mere sammen med
de ældre, tale med dem og tage ud af
huset på udflugter. De har ikke tid til det.
»Så på den måde hænger de ældres
livsgnist også sammen med, hvor meget