Medarbejderne skulle holde mund

Madlavning i leve-bomiljø
Nu må det snart være på tide at få
madlavningen ud af køkkenopholdsstuerne
på plejehjemmene.
Jeg er ansat i et leve-bomiljø i
Sæby med fem afdelinger, hvor den
daglige madlavning foregår ude på
hver afdeling. Vore beboere skal
hjælpe til i den udstrækning, det
lader sig gøre, og de, som ikke kan
hjælpe, kan nyde duften af maden,
mens den produceres. Det er en rigtig
god tanke – men den afdeling,
jeg arbejder på, er en demens-afdeling,
og det at producere så meget
mad skaber en del uro – blandt
andet når der bruges røremaskiner,
blender, opvaskemaskine og
emhætte.
Vore beboere er ikke kun demente,
de er også gamle mennesker, de
fleste af dem, og de kan lide, at der
Trælse kommentarer
Til Hanne Hansen og Britta Jensen.
Jeg læste jeres kommentarer i
januarbladet til Kirsten Pagels indlæg
og uden at blande mig i efterlønsdebatten,
så blev jeg godt nok
temmelig rystet over jeres snæversynede
udbasuneringer. Hvad end
I og jeres generation vælger af forsørgelse,
når I forlader arbejdsmarkedet,
er en ting sikkert: Det bliver
– blandt andre – mine børn og
deres generation, der kommer til at
holde samfundet i gang, når I forlader
det. At sige at det »vel er forældrenes
eget ansvar at få deres
hverdag til at hænge sammen«, er
nogenlunde ligeså så idiotisk, som
at sige, at det kun er dem, der har
børn, der bidrager til at holde samfundet
kørende, der har lov at få del
i dets fortsatte goder og velfærd,
når de forlader arbejdsmarkedet.
Jeg kunne så sige i samme argu-
er ro. Ikke nok med det, men hvis
der er for megen uro, bliver de
opkørte, urolige og ved ikke, hvad
de skal gøre af sig selv. Jeg oplever,
at de, som kan, trækker sig.
Det er dog ikke alle som kan –
andre bliver råbende eller vrede
og udfarende.
I weekenderne produceres der ikke
mad, idet der i dagligdagen bliver
produceret mad, så det kun skal
varmes lørdag og søndag, hvor der
er en hel anderledes
ro og tilfredshed
blandt
beboerne.
Jeg har
ondt af
vore beboere,
som er
mentationsform, at det jo må være
menneskers eget ansvar at få børn,
hvis de ønsker at have del i velfærden,
når de ikke længere er på
arbejdsmarkedet.
Jeg er forælder og elsker det. Det
kan dog være temmelig svært at få
hverdagene til at hænge sammen,
når alle ferie-/fridage, afspadseringsdage,
omsorgsdage og så videre
går til at være hjemme med børnene
på institutionslukkedage.
Samtidig skal man jonglere med
barns 1. sygedag og pasning hos
hvem, der nu er til rådighed.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg
sidst havde en fridag, feriedag eller
afspadseringsdag, der gik til det,
den er beregnet til: at holde fri.
Jeg forventer ikke medlidenhed, for
som sagt elsker jeg det. Men jeg
forventer bare et minimum af forståelse
fra det omgivende samfund
flyttet i leve-bomiljø. Det er deres
hjem, både køkken og dagligstue,
og der er til tider ikke til at være
for larm. Samtidig er det jo også
påvist, at det er en hel del dyrere
at producere maden decentralt i
stedet for centralt.
Der bliver skam ført kommunalt
tilsyn, og vore beboere bliver da
også spurgt, om de er tilfredse
med maden. Men for det første
hører de ikke til den generation,
som laver vrøvl over maden, og for
det andet kan de jo ikke huske,
hvordan dagens middag er
blevet produceret, når de
spiser den. ■
Rikke Harbo Eriksen,
social- og sundhedsassistent–
og vil i hvert fald ikke have skudt i
skoene, at jeg – eller mine børn –
på nogen måde kører på nas på de
offentlige midler.
Øv, jeres kommentarer var trælse
at læse. Håber, I en dag kommer
på bedre tanker, når I opdager, at
andres børn kører samfundet videre,
når I ikke bidrager længere … ■
Katrine Eilertsen,
mor!
Med hovedet
i computeren
En kommentar til læserbrevet om
dokumentationskrav og øget computer-tidsforbrug
i januarnummeret:
Kender godt til det med, at folk sidder
ved computeren. Der er snart
ikke nogen, man kan snakke med
mere. Nej, send en advir (elektronisk
besked) eller skriv i borgerens
journal. Åh, bare vi kunne snakke
sammen og få tingene klaret med
det samme. Hvor går der megen
tid med de computere, som kunne
komme borgerne til gode.
Tænk at de kunne blive passet før –
ja, jeg tror endda lige så godt om
ikke bedre.
Hvor finder vi igen glæden ved arbejdet?
Måske hvis der ikke var al
den elektronik, og vi kunne bruge
tiden til at tale sammen med kollegaer
og borgere, men det er tiden
ikke til, for vi skal huske at skrive,
så vi sidder med hovedet i computeren.
■
(Navnet er redaktionen bekendt)
Skriv til
fag og arbejde
redaktionen@foa.dk
Husk: Et læserbrev må ikke være længere
end 300 ord. Redaktionen forbeholder sig ret
til at forkorte, når pladshensynet kræver det.
debat
fag og arbejde • februar 2009
FOTOS: COLORBOX
47