Medarbejderne skulle holde mund

More documents

Recommendations

Info

debat Brug seksualvejlederne Jeg har med stor interesse læst spørgsmål og svar omkring sexchikane i januarnummeret. Den unge kvinde på 23 år føler sig chikaneret af de gamle mænds befamlinger og er i tvivl om, hvordan hun skal forholde sig til det. Det er bestemt ikke rart at blive udsat for uønskede berøringer, endnu mindre når man ikke ved, hvordan man må/skal reagere. Sexchikane defineres udfra: • Noget-for-noget chikanen – når der stilles seksuelle krav med løfter eller trusler • Det chikanerende miljø – hvor alle mænd chikanerer alle kvindelige medarbejdere seksuelt, for eksempel med en sjofel omgangstone, pornografiske billeder på vægge og pc-skærme. Gamle demente/smådemente borgere, mener jeg ikke, falder inden for nogle af disse kategorier. Ofte er deres ønske blot kropsberøring, ønske om kontakt eller simpelthen impulsstyret adfærd. De har måske levet i et ægteskab gennem 60 år og er vant til regelmæssig fysisk 46 fag og arbejde • februar 2009 kontakt. Nu er de alene, savner fysisk samvær og savner konen. Fysisk kontakt får de kun via plejepersonalet, som oftest har handsker på. Når vi så også tænker på, at mænd er visuelle i deres seksualitet, kan det være endog meget svært ikke at røre, når der står en kvinde lige foran en. Desværre kommer vi som plejepersonale alt for ofte til kort i disse situationer. Vores uddannelser er desværre mangelfulde, når det gælder seksualitet. Når jeg har kørt som vikar i primærsektoren, er jeg gentagne gange blevet præsenteret for denne melding: »Pas på ham. Han er en gammel gris.« Vi tager afstand frem for at undre os. Hvad Aldrig for gammel til uddannelse Jeg har lyst til at fortælle, hvordan det er at tage en uddannelse i en moden alder. På Social- og Sundhedsskolen i Holbæk var jeg med mine 58 år alderspræsident, men det mærkede jeg slet ikke. De unge kunne finde på at sige: »Vi spørger lige hende, der har lidt længere erfaring end os.« Og lærerne var kompetente og dygtige. Jeg nød hver eneste dag. Dagen kom så, da jeg skulle i første praktik på Nyvangsparken i Kalundborg. Første dag jeg mødte op, fik jeg en meget varm velkomst. Og de 16 uger gik meget hurtigt. Også anden praktik var en pragtfuld oplevelse, og mine praktikvejledere var meget dygtige til at forklare, hvordan tingene hang sammen. De var gode til – på en ordentlig måde – at fortælle mig, hvis en opgave kunne løses på en anden måde. Kollegerne fik jeg også et fint forhold til, og alle hjalp mig, hvis der var tvivl om noget, og de gjorde det på en meget respektfuld måde. Ledelsen var god til at stille spørgsmål om, hvordan det gik, og fulgte i det hele taget med i, hvad der ske- kan årsagen være? Hvad mangler han? Hvordan er hans livshistorie? Fysisk, psykisk, socialt og seksuelt! Jeg vil foreslå en temadag om ældre og seksualitet. Hvordan imødekommer vi den ældres behov? Hvordan håndterer vi uønsket berøring? Respekt for egne grænser? Hvem i personalegruppen har lyst til at beskæftige sig med disse problematikker? te omkring mig. Uddannelseskonsulenten i Kalundborg Kommune var en vigtig brik. Hun skulle sørge for, at alle mål blev nået. Hun tog sig god tid til at lytte og spørge ind til, hvis der var noget, jeg havde på hjerte. Jeg synes, det har været vigtigt at have mulighed for i min alder at få en uddannelse. Jeg synes, det er et pragtfuldt arbejde, som jeg ikke ville have været foruden. Man giver meget, men man får lige så meget igen. Jeg synes, faget fortjener en meget større prioritering og Gør brug af at der efterhånden kommer flere seksualvejledere og sexologer til. (Forkortet af redaktionen). ■ Annette Henningsen, certificeret sexolog og autoriseret social- og sundhedsassistent opmærksomhed, end tilfældet er i dag. Inden jeg blev færdig med uddannelsen, spurgte min leder, om jeg havde lyst til at blive i et år. Om jeg havde! Jeg sagde ja med det samme. Til andre, der synes, de er for gamle til uddannelse: Gå i gang. I vil aldrig fortryde det. (Forkortet af redaktionen). ■ Jette Christensen ILLUSTRATION: PETER M. JENSEN
Madlavning i leve-bomiljø Nu må det snart være på tide at få madlavningen ud af køkkenopholdsstuerne på plejehjemmene. Jeg er ansat i et leve-bomiljø i Sæby med fem afdelinger, hvor den daglige madlavning foregår ude på hver afdeling. Vore beboere skal hjælpe til i den udstrækning, det lader sig gøre, og de, som ikke kan hjælpe, kan nyde duften af maden, mens den produceres. Det er en rigtig god tanke – men den afdeling, jeg arbejder på, er en demens-afdeling, og det at producere så meget mad skaber en del uro – blandt andet når der bruges røremaskiner, blender, opvaskemaskine og emhætte. Vore beboere er ikke kun demente, de er også gamle mennesker, de fleste af dem, og de kan lide, at der Trælse kommentarer Til Hanne Hansen og Britta Jensen. Jeg læste jeres kommentarer i januarbladet til Kirsten Pagels indlæg og uden at blande mig i efterlønsdebatten, så blev jeg godt nok temmelig rystet over jeres snæversynede udbasuneringer. Hvad end I og jeres generation vælger af forsørgelse, når I forlader arbejdsmarkedet, er en ting sikkert: Det bliver – blandt andre – mine børn og deres generation, der kommer til at holde samfundet i gang, når I forlader det. At sige at det »vel er forældrenes eget ansvar at få deres hverdag til at hænge sammen«, er nogenlunde ligeså så idiotisk, som at sige, at det kun er dem, der har børn, der bidrager til at holde samfundet kørende, der har lov at få del i dets fortsatte goder og velfærd, når de forlader arbejdsmarkedet. Jeg kunne så sige i samme argu- er ro. Ikke nok med det, men hvis der er for megen uro, bliver de opkørte, urolige og ved ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Jeg oplever, at de, som kan, trækker sig. Det er dog ikke alle som kan – andre bliver råbende eller vrede og udfarende. I weekenderne produceres der ikke mad, idet der i dagligdagen bliver produceret mad, så det kun skal varmes lørdag og søndag, hvor der er en hel anderledes ro og tilfredshed blandt beboerne. Jeg har ondt af vore beboere, som er mentationsform, at det jo må være menneskers eget ansvar at få børn, hvis de ønsker at have del i velfærden, når de ikke længere er på arbejdsmarkedet. Jeg er forælder og elsker det. Det kan dog være temmelig svært at få hverdagene til at hænge sammen, når alle ferie-/fridage, afspadseringsdage, omsorgsdage og så videre går til at være hjemme med børnene på institutionslukkedage. Samtidig skal man jonglere med barns 1. sygedag og pasning hos hvem, der nu er til rådighed. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde en fridag, feriedag eller afspadseringsdag, der gik til det, den er beregnet til: at holde fri. Jeg forventer ikke medlidenhed, for som sagt elsker jeg det. Men jeg forventer bare et minimum af forståelse fra det omgivende samfund flyttet i leve-bomiljø. Det er deres hjem, både køkken og dagligstue, og der er til tider ikke til at være for larm. Samtidig er det jo også påvist, at det er en hel del dyrere at producere maden decentralt i stedet for centralt. Der bliver skam ført kommunalt tilsyn, og vore beboere bliver da også spurgt, om de er tilfredse med maden. Men for det første hører de ikke til den generation, som laver vrøvl over maden, og for det andet kan de jo ikke huske, hvordan dagens middag er blevet produceret, når de spiser den. ■ Rikke Harbo Eriksen, social- og sundhedsassistent– og vil i hvert fald ikke have skudt i skoene, at jeg – eller mine børn – på nogen måde kører på nas på de offentlige midler. Øv, jeres kommentarer var trælse at læse. Håber, I en dag kommer på bedre tanker, når I opdager, at andres børn kører samfundet videre, når I ikke bidrager længere … ■ Katrine Eilertsen, mor! Med hovedet i computeren En kommentar til læserbrevet om dokumentationskrav og øget computer-tidsforbrug i januarnummeret: Kender godt til det med, at folk sidder ved computeren. Der er snart ikke nogen, man kan snakke med mere. Nej, send en advir (elektronisk besked) eller skriv i borgerens journal. Åh, bare vi kunne snakke sammen og få tingene klaret med det samme. Hvor går der megen tid med de computere, som kunne komme borgerne til gode. Tænk at de kunne blive passet før – ja, jeg tror endda lige så godt om ikke bedre. Hvor finder vi igen glæden ved arbejdet? Måske hvis der ikke var al den elektronik, og vi kunne bruge tiden til at tale sammen med kollegaer og borgere, men det er tiden ikke til, for vi skal huske at skrive, så vi sidder med hovedet i computeren. ■ (Navnet er redaktionen bekendt) Skriv til fag og arbejde redaktionen@foa.dk Husk: Et læserbrev må ikke være længere end 300 ord. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte, når pladshensynet kræver det. debat fag og arbejde • februar 2009 FOTOS: COLORBOX 47
Page 2 and 3: Sommerferie på Røsnæs Luksus-fer
Page 4 and 5: kort FOA Ungdom holder landsmøde d
Page 6 and 7: Tema. Der er voksende interesse for
Page 8 and 9: Et eventyr. Det er næsten som et H
Page 10 and 11: Pædagogik i ældreplejen Livsudfol
Page 12 and 13: fagligt talt Af Karen Stæhr Unødi
Page 14 and 15: ▲ Glimtet i øjet. Else Constanti
Page 16 and 17: Medarbejderne skulle holde mund Ytr
Page 18 and 19: »Som offentligt ansat er man som a
Page 20 and 21: Sladder. Der bliver sladret på all
Page 22 and 23: Sladdertasker. »Når lederen reelt
Page 24 and 25: 24 fag og arbejde • februar 2009
Page 26 and 27: Sladder. Utilfredsheden havde lukke
Page 28 and 29: dennis K. 28 fag og arbejde • feb
Page 30 and 31: Forundring. »De gamle siger tit, a
Page 32 and 33: Her glider det bare Af Anni Heiberg
Page 34 and 35: indspark Vi skal finde guldårerne
Page 36 and 37: Detektiv. Med en kombination af et
Page 38 and 39: panelet spørg Har du lyst til at s
Page 40 and 41: 40 fag og arbejde • februar 2009
Page 42 and 43: Gittes vej op fra det sorte hul Af
Page 44 and 45: Man tager en klud ... Sundhed. Lad
Page 48 and 49: Vi får bedre forståelse for hinan
Page 50 and 51: timeout Tid til kærlighed Den 14.
Page 52 and 53: stillinger / uddannelse Staunings P
Page 54 and 55: krydsord Jytte Christensen Fuglebak
Page 56 and 57: afdelinger og klubber vakant. Spisn
Page 58 and 59: i køkkenet Af Katrine Klinken Foto
Page 60: Afsender: Staunings Plads 1-3 1790

Medarbejderne skulle holde mund

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?