En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen

Danmark, hvor julen blev fejret hos
Otto Hansens forældre i præstegården i
Longelse på Langeland.
Døtrene lod til at befinde sig godt i
Kurgan. Når de var syge, hvilket naturligvis
hændte, blev Jacoba frygtelig nervøs.
Da den yngste, Ellen, blev syg,
engang Otto Hansen var på forretningsrejse
i udlandet i 5 uger, slog det
Jacoba helt ud, og hun endte med at
tilkalde doktor Kogan. Hun skrev hjem
til Otto Hansens søster Ally, som også
var hendes egen kusine, og i øvrigt
sygeplejerske og begge ægtefællernes
nærmeste fortrolige, at "det er jo også
Fejl at være for omhyggelig, men det er
ikke let at vide det rette, og naar vi
først har prøvet at miste én af vore
kære Smaa saa tror jeg at vi blive mere
ængstelige, ja tænk hvilken stor Dreng
Lillebror nu ville have været! Men jeg
ved jo at som Gud ordner alle Ting for
os, saa er ogsaa dette det bedste."
I 1911-1913 havde pigerne en dansk
guvernante, Otto Hansens halvsøster
Emma. Hun passede børnene og lærte
dem, hvad de ville have lært i en dansk
skole, læsning, skrivning, regning,
syning. "I skulle bare se hvor fornøjeligt
det gaar til i Skolen i Sytimerne,
Tante Emma læser nemlig højt for Børnene
naar de er flittige, og for Tiden er
det ’Onkel Toms Hytte’, den er meget
sørgelig, saa flere Gange naar jeg er
kommen derind har Inge og Emma siddet
og grædt over at nogen Mennesker
kunne være saa onde mod de stakkels
Slaver, Ellen derimod har siddet og
ment hun var en stor Pige at hun ikke
græd og tilbød at samle de andres Taarer
sammen, men da de pidskede Onkel
Tom en hel nat, udbrød hun - hvor er
de stykke, de Bæster, det er dog for
38
ROTUNDEN NR. 22
galt. Naturen gik over Optugtelsen,
hun glemte at hun ikke maa bruge
Kraftudtryk, da jeg rettede hende derfor
syntes hun stadig at naar Slavehandleren
var et Bæst, maatte hun da
ogsaa have Lov til at sige det, det var
hendes Opfattelse af den Ting, og jo i
Grunden ikke saa gal", fortalte Jacoba
Hansen sine forældre.
Otto Hansen tog sædvanligvis på
kortere eller længere forretningsrejser
hver fjortende dag. Imens havde Jacoba
bedre tid til at skrive breve hjem, som
hun så indledte med at fortælle om,
hvor meget hun savnede sin bortrejste
"Skat", og hvor meget hun glædede sig
til han kom hjem igen. Når Otto Hansens
rejser gik til Kurgans nærmeste
omegn, tog hun gerne med, af interesse,
nysgerrighed og for at opleve verden
sammen med sin mand. Hun skrev
altid begejstret hjem om disse ture,
således i januar 1911: "I kan tro jeg
havde en fornøjelig Tur med Otto i forrige
Uge, vi var ude at se til vor Mølle,
jeg blev helt imponeret af den, jeg havde
knap tænkt mig at sligt kunne laves
her i Siberien, men maa nu til at have
andre Tanker. Vi rejste herfra om Natten
Kl. 12 mellem Onsdag og Torsdag,
kom til Stationen Lepjasa Kl. 3 det var
et vidunderligt Syn der mødte os da vi
kom derind omkring paa Bænke og
Borde laa Folk og sov ja endog paa Gulvet
laa mange, hvert Øjeblik opdagede
jeg at det var en levende Bylt der laa
paa en anden Bylt, til sidst fandt jeg ud
af at det var en hel Familie, Mand Kone
og fire store Børn og til allersidst hørte
vi et svagt Grynt og Konen rejser sig op
og begynder at amme en ganske lille
Udgave som jeg hidtil ikke havde opdaget,
da det var overstaaet lagde hun sig