En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen

ne. Mellemstore industrivirksomheder
og handelsforetagender var enten på
statslige hænder eller forpagtet bort.
Større industriel produktion overlod
Moskvastaten til udlændinge: Minedrift
til hollændere og tyskere, papir- og
glasfremstilling til svenskere og fremstilling
af uld til hollændere. Staten gav
udlændingene koncession på produktionen
og opkøbte til aftalte priser den
del af deres produkter, den selv ville
gøre brug af. Resten kunne udlændingene
sælge på det fri marked (Pipes
1974: 195 ff.).
Moskvastaten havde således ansat
indenlandske og udenlandske
købmænd til at varetage statens forretning,
samtidig med at købmændene
også varetog deres egen. Den position
var ikke altid hverken eftertragtet eller
frivillig, for den gik ud over købmændenes
egen virksomhed. Hertil kom, at
hvis staten opdagede, at der et eller
andet sted i landet var en særlig driftig
og dygtig købmand, blev han beordret
til at bosætte sig i Moskva og arbejde
som statens rådgiver i forretningssager.
Ud over disse statsrådgivere, som der
kun var få af, ca. 30 i det 17. årh., var
der hundredvis af mindre købmænd,
der fik pålagt at udføre forskellige opgaver
for staten, så som at opkræve skatter,
rekvirere varer til staten og videresælge
dem, have overopsynet med statslige
eller bortforpagtede virksomheder
og præge mønter. Til gengæld for de
opgaver, de påtog sig for staten, modtog
de forskellige privilegier, hvoraf de mest
værdsatte var frihed for at betale skat
og afgifter, lempeligere behandling end
andre borgere i forbindelse med retssager,
ret til at købe og besidde jord og ret
til at rejse udenlands. Hvor mange og
hvor fordelagtige privilegierne var,
afhang af købmandens position i statsapparatet
og størrelsen af hans personlige
rigdom.
På den måde fremelskede staten to
forskellige grupper af købmænd: Rige,
statsprivilegerede storkøbmænd på den
ene side og småkøbmænd på den
anden, som måtte klare sig selv efter
bedste beskub, uden hjælp udefra og
med statsstorkøbmændene og staten
som konkurrenter, det var særdeles vanskeligt
at hamle op med, og som overopsynsmænd,
man måtte vogte sig for.
De privilegerede storkøbmænd udviklede
en mentalitet, som var præget af
afhængighed og underdanighed over
for staten og modstand mod frihandel,
som kunne true statens forretningsmæssige
monopol og deres egen position
(ibid. 1974: 197). Tilbage til de mindre
og små menige købmænd var der stort
set kun smulerne fra de riges bord.
I det moskovitiske Rusland var der
kun få og små byer. De fleste var opstået
som militære forposter i forbindelse
med statens geografiske ekspansion
eller bestræbelser på at beskytte sine
grænser og ikke, som det var reglen i
Vesteuropa, i takt med at de blev vigtige
handelscentre. De første indbyggere
i de russiske byer var soldater og administratorer
og deres familier, samt
præster (ibid.: 199). I hælene på dem
dukkede købmændene op. Ligesom
bønderne ikke ejede den jord, de dyrkede,
og ikke frit kunne forlade de
landkommuner, hvor de boede, kunne
bybefolkningen heller ikke eje jord i
byerne, for den var statsejendom og
kunne kun stilles til rådighed eller lejes
ud til borgerne. Det var desuden forbudt
de menige borgere uden videre at
ROTUNDEN NR. 22 61