danske - Editions

fo#02 2007 www.iff.dk
”Der findes en særlig plads
i helvede til kvinder,
der ikke hjælper hinanden.”
en bestyrelse og trætte af alt det der mande dit og dat. Vi gad
ikke alle de magtkampe. Det er ikke sikkert, det var specielt
mandligt, men det var alt det der benhårde med budgetter,
bestyrelser, ingen afvigelser. At skulle spille efter de regler,
der nu engang var.
En anden ting var, at det eneste, det handlede om, var
at skabe vækst. Mange virksomheder anede jo ikke engang,
hvad de skulle stille op med profitten. Bill Gates måtte sågar
lave den der ekstra virksomhed, der skulle finde ud, hvad de
skulle bruge pengene til. Og det var jo især af denne grund, at
vi ønskede en anden dagsorden – og det er ikke mindst derfor,
det er så trist, at vi ikke får mere formel magt. Det er os, der
har banet vejen for det nye paradigme.
I dag er vi kvinder med virksomheder, der mest af alt
er forelskede teenagere, og som på mange måder stadig skal
udfordre de middelalderlige organisationer. Og vi gør det
godt: Både i forhold til den traditionelle måde at drive virksomheder
på og ikke mindst i forhold til den måde, arbejdslivet
bedst indrettes på. Vi er på vej frem, og med den større
og større andel kvindelige iværksættere udgør vi efterhånden
et vægtigt alternativ til det traditionelle arbejdsmarked. Vi
ved også godt, at det er en narresut at tro, at man har mere
tid med sine børn som fri agent. Som fastansat er der andre,
der deler nøgler ud, laver kaffen, går ud med skraldet og
ordner alle de andre ting. De fleste af os har derfor også en
’kone’ derhjemme, og jeg ved, det var svært for mange af jer
at erkende, at det var nødvendigt. Nogle af jer følte jer overflødige
og mindre kvindelige, ja – det blev næsten et socialt
kompleks. Men det er et spørgsmål om vaner, og så stor er
æren altså heller ikke ved at gøre sine egne huslige pligter.
Jeg vil i hvert fald altid have en aupair.
Når alt det gode så er sagt, så er det fortsat en skam,
at vores virksomheder ikke vokser mere, end de gør. At vi
ikke tør satse på at skabe en ny type virksomheder, som
også kan konkurrere med de store spillere på markedet. Og
det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at vi ikke blevet langt
madeleine Albright
bedre repræsenteret i de nye erhvervsråd. Konsekvensen
af, at vi har valgt den alternative vej, er måske at gå ned
ad en ensrettet vej – og det var jo ikke det, vi gerne ville
opnå. Det får mig til at spekulere på, hvad vi gør, når vi
går nogle andre veje?
Først og fremmest er vi gode til at skabe en omsorg for
noget af det, vi står inde for. Det er jo det, der bl.a. har gjort,
at det nye økonomiske paradigme, den sociale kapitalisme,
nu endelig er kommet på EU’s dagsorden. Vi er med til at
gøre det acceptabelt at bruge følelser i sit arbejdsliv. Jeg kan
fx huske dengang, jeg var ansat i en stor virksomhed, og da
lærte jeg, at man ikke græder foran sin mandlige chef. Efter
jeg selv er blevet chef, ser jeg anderledes på det og synes,
det er helt ok, at folk græder foran mig, eller jeg selv græder
foran dem.
Jeg har fortalt om det her før, men hør det lige igen
– for det er måske en af de veje, vi kan gå, for at få endnu
mere indflydelse og magt. Tilbage i 2008 startede en
kvinde et alternativt kontormiljø i København, som skulle
være et åbent fællesskab for frie agenter. Hendes idé var
en slags parkometer-ordning, men hun fandt hurtigt ud af,
at det ikke rigtig fungerede. Uden den struktur og de samlende
værdier eller en fælles retning, som en virksomhed
kan give, fungerede det alligevel ikke. Men hun gav ikke
op, og i 2011 lykkedes det at skabe et fælles bæredygtigt
brand, som alle de små virksomheder blev en del af. I dag
sidder der 12 selvstændige små virksomheder, der arbejder
med design, kommunikation, strategi, processer, coaching,
analyse og trends – og de har hver deres specialer og forretningsområder,
men efterhånden også en voksende fælles
produktportefølje. Gennem de fælles projekter er de
hver især sikret en basisindkomst årligt, og det giver en
stor frihed for den enkelte til derudover, at beskæftige sig
med det, de brænder for.
Vi må ikke miste troen på, at det kan lade sig gøre – på
vores egen måde.
19