Århus Pædagoger nr. 2 - Bupl

More documents

Recommendations

Info

8 ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2013 I konkurrencestatens tjeneste? - eller er livet andet og mere end læring og kompetenceudvikling? Af Brian Boll, pædagog Fra Fritids-pædagog over SFOpædagog til Skole-pædagog. Det stadig skiftende præfiks har været betegnende for udviklingen i pædagogernes samfundsmæssige rolle i arbejdet med de 6 til 12 årige. I øjeblikket fremhæver politikere, skoleledere, lærer mv. pædagogernes evner til at arbejde med børnenes sociale kompetencer. Denne anerkendelses oprigtighed og berettigelse skal ikke betvivles, men indikerer også, at ”inklusions”-pædagogen er på vej til, at blive defineret som en, der mobiliserer elevernes adfærds-, tilpasnings- og motivationskompetencer, så de ”matcher” det snart allestedsnærværende(ind)læringsmiljø og mindre forstås som garant for den gode barndom – en forestilling der udfases, hvis den fri-tid yderligere eksproprieres til fordel for målfast lærings-tid. I så fald vil mødet mellem pædagog og barn være ændret grundlæggende. Denne artikel handler om dette, og om hvorledes pædagogernes arbejde indskriver sig i statens overordnede ledelse af- og mål med sine borgere og vil hævde, at den nye interesse for pædagogerne ikke er tilfældig. Pædagogerne har nemli´ noget som er interessant og brugbart, når staten skal forme og påvirke lille Peter. Ledelse Meget ledelse af moderne liberale demokratier, deres institutioner og private virksomheder bygger på borgernes eller de ansattes oplevelse af (valg)frihed. Det opleves demotiverende og illegitimt for frie mennesker at blive styret pr. dekret. Det er langt mere effektivt, hvis borgerne/medarbejderne på eget initiativ og af egen frivilje vælger at gøre det, som staten eller virksomheden ønsker. Derfor handler meget ledelse om, at lede folk Pædagogerne har nemli´ noget som er interessant og brugbart, når staten skal forme og påvirke lille Peter. via deres forhold til dem selv. Den rette sundhedskampagne kan eksempelvis bevirke, at jeg på umærkeligvis, selv får den ide, at begynde at dyrke motion. Hermed forenes sundhedsministeriets og min vilje. En forudsætning for, at en sådan ledelse til selvledelse eller conduct of conduct, som den franske tænker Michel Foucault kaldte det, er at man besidder den fornødne viden, om dem man vil lede. På det relationelle plan har pædagoger alle forudsætninger for at bedrive denne form for ledelse, da ledelse til selvledelse, jo nærmest er indbegrebet af pædagogik. Når nu vores undervisningsminister Christine Antorini med sit oplæg til en ny skolereform ønsker at eleverne ”skal få lyst til” mere undervisning, er det oplagt, at vende blikket mod pædagogen - for pædagogen besidder ideelt set den fornødne viden om barnet bag eleven. “Man kan godt have kæft, trit og retning – på den fede måde. Forudsætningen for den gode og inspirerende undervisning, vi alle ønsker, er, at der er ro i klassen.” (Christine Antorini i Ugebrevet A4 nr. 18 2005) Kæft, trit og retning – på den subtile måde. Den relation og fortrolighed der ofte opbygges mellem pædagog og barn får, når den er bedst, en forpligtende karakter. Børnesamtalerne kan skærpe dette forhold og samlet set kan dette udnyttes i og omkring undervisningen. Pædagogen; ”Kan du huske, at du sagde til mig , at du gerne ville være gode til at side stille i timerne” Lille Peter, ”når, ja” Pædagogen ”Nu, har du chancen”. Her leder pædagogen lille Peter via hans selvforhold. Peter vil gerne betragtes og anerkendes af pædagogen, som en der mener, det han siger. Men eksemplerne er mange. Det blot at vide, at Peter gerne ser sig selv som en vinder eller som en der gør sin mor glad, kan bruges, når Peter af egen fri vilje skal rette blikket mod tavlen. Pædagogerne har altså en viden og en relation,
Men er børnene tjent med en så snæver forestilling om det gode liv? Ruster det dem reelt til fremtiden? der ideelt set gør dem i stand til at trykke på de rigtige knapper, så Peters hopper på indlæringsvognen. Denne form for ledelse/pædagogik/magt udøvelse er ikke i sig selv dårlig men heller ikke uskyldig. Legitimiteten afhænger af hvilket politisk/pædagogisk formål den tjener - og om Peter levnes plads til andet og mere. Human resursen Peter I Christine Antorinis kronik ”Veluddannede pædagoger er alfa og omega” hedder det således, ”…vi kan blive meget bedre til, at få det meste ud af den enkeltes potentiale.”.Den samme ambition finder man i OECD´s rapport fra 2001 ”Starting strong” og blev allerede spidsformuleret af EU´s uddannelseskommission i 1996, hvor det hedder, ”None of the talents which are hidden like buried treasures in every person must be left untapped”. Tanken er, at man, ved at maximere barnets jobpotentiale, kan sikre statens konkurrenceevne. Når denne altoverskyggende målsætning fremstår som legitim, skyldes det, at forestillingen om det gode liv, i denne dominerende diskurs, er reduceret til et spørgsmål om employability. Men er børnene tjent med en så snæver forestilling om det gode liv? Ruster det dem reelt til fremtiden? - og er det legitimt, at denne diskurs, og dens indlejrede menneskesyn, ligger beslag på hele barndommen? Med regeringens udspil vil pædagogerne, stort set, være reduceret til en form for (uset lavlønnet) HRM- medarbejdere/social-ingeniører, der får alle med på uddannelsesvognen og mobiliserer børnene / elevernes kompetencer til at håndtere, at være i skolens rammer - med den struktur, normering og økonomi der er givet. Forhold der allerede nu får inklusionsretorikken til at ligne et coverup for mere eller mindre raffineret assimilering, da der er grænser for fleksibiliteten i skolens lærende fællesskaber. Værn om værdierne I forhold til dette, har det fri tids politisk-pædagogiske projekt haft en større åbenhed i forhold til målet med den enkelte og visionen om det gode liv. Det har handlet om solidaritet, omsorg, dannelse til demokrati gennem selv- og medbestemmelse, samt en socialpolitisk forventning om ”at holde ro på bagsmækken”. Den relative mål-åbenhed i mødet med barnet, har betydet at den fri-tids pædagog i særlig grad, med filosoffen Imanuel Kant, har haft mulighed for at møde barnet, ikke blot som et middel (til at nå et politisk/økonomisk mål), men som et mål i sig selv. Der har således været plads til barnets personlige dannelse, med alle de omveje, skæverter og med den frihed en sådan proces måtte og må indbefatte. Det indbefatter også pladsen til- og friheden i- de kreative processer, tiden til at smage på de erhvervede erfaringer, udtrykke sine holdninger og endelige det legitime i blot at være sammen. Dette miljø eksisterer stadig fordi pædagoger m.fl. værner om det og kan se værdien af det for såvel Peter som for samfundet. Men dette rum og denne praksis er under stadig pres og udvanding, i takt med at tid, rum og pædagogisk fokus inddrages i et stadig mere målstyret lærings og kompetenceprojekt. Dannelsen er for længst skrevet ud af skoleloven, hvorfor pædagogerne bør værne om det frirum som er dannelsens forudsætning. For livet er andet og mere end læring og kompetenceudvikling. n 9 ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2013
Page 1 and 2: Århus Pædagoger Nr. 2 April 2013
Page 3 and 4: Århus Pædagoger Nr. 2 April 2013
Page 5 and 6: Redaktøren har været i arkivet fo
Page 7: ørn kommer så med en anden gang,
Page 11 and 12: Den alsidige personlighedsudvikling
Page 13 and 14: Hov, hvor blev vi af? Af Dorthe And
Page 15 and 16: Formålet med en heldagsskole er ui

Århus Pædagoger nr. 2 - Bupl

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?