Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Sovjetunionen, men som efter 2001 primært var fokuseret på krigen mod terror i almindelighed og
Afghanistan i særdeleshed. Det blev en glemsomhed, som skulle hævne sig grusomt.
Den russiske statsmilitarisme
Det blev i samtiden ikke for alvor forstået, men Sovjetunionen var i hele sin levetid et
hypermilitariseret samfund, som reelt kun eksisterende med et formål: At forberede sig på krig.
Rødderne til den sovjetiske krigsstat går langt tilbage og allerede under de russiske zarer havde
Rusland satset mere på rå militær magt end på økonomisk udvikling. De store distancer i det
russiske rige og de relativt få byer krævede, at zarer lige fra Ivan den Grusomme havde brug for et
stort militær til at holde sammen på imperiet og sikre, at det kunne ekspandere. 12
Kommunistpartiet byggede videre på denne russiske tradition, men gav den russiske
statsmilitarisme et langt mere totalitært og altomfattende tilsnit. Hele samfundet skulle nu
forberedes på krig. Den tyske historiker Bogdan Musial gør det i bogen Kampfplatz Deutschland
det klart, at senest efter Wall Street-krakket i 1929 forberedte Sovjetunionen sig på, at føre
angrebskrig mod den vestlige kapitalistiske verden. Den Røde Hær voksede fra 631.000 soldater i
1930 til 1.033.570 mio. i 1934, antallet af fly steg fra 1149 til 4354 og antallet af kampvogne steg
fra 92 til 1928 til 7574 i 1934. I 1939 havde Den Røde Hær 1.9 mio soldater under våben, 10.362 fly
og 21.110 kampvogne. 13 Selvom Sovjetunionen blev taget på sengen i juni 1941 af det tyske
overraskelsesangreb, så sikrede dette store arsenal af våben og mandskab, at den Røde Hær først
kunne holde stand overfor den tyske Værnemagt, i 1942-43 vende krigslykken og efterfølgende
kæmpe sig hele vejen frem til Berlin, hvor den endelig sejr blev vundet i maj 1945. Millioner
omkom og ødelæggelserne var enorme, men Sovjetunionen blev efter 1945 en supermagt takket
være sin militære styrke. Målet blev i de følgende år, at koncentrere denne voksende militære
styrke til en kommende supermagtskonfrontation med NATO og herunder specielt USA. For at
opnå det mål måtte Sovjetunionen kontrollere og undertrykke lande i Østeuropa, som forblev
under sovjetisk kontrol indtil 1989. Hvis folk gjorde oprør – som i Budapest i 1956 – blev den
sovjetiske hær sat ind og knuste oprøret med den største brutalitet.
I årene efter Anden Verdenskrig blev Sovjetunionens militære styrke opbygget med helt nye typer
våben såsom langtrækkende ballistiske missiler og atomvåben. I 1985 – da Sovjetunionens
militære styrke formodentlig kulminerede – havde landet væbnede styrker på 6 mio. soldater og
mulighed for at mobilisere yderligere 25 mio. mænd. Der var 1.3 mio. officerer og deraf var 7.600
admiraler eller generaler. 14 En væsentlig del af det sovjetiske BNP gik til opretholdelsen af dette
mægtige militære apparat, som af samme grund var med til at tynge den civile økonomi til
bristepunktet. Op til 30 procent af BNP gik til militæret så sent som i midten af firserne, mens 10-
12 mio. sovjetiske borgere arbejdede i det militær-industrielle kompleks. Prisen for den ensidige
12
Golts og Putnam 2004.
13
Musian marts 2008.
14
Odom 1998 side 38-39.
10