Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Alt tegner til, at situationen i Østersøområdet fortsat vil være præget af et stadigt tættere
økonomisk, politisk og militært samarbejde. Forholdet mellem Rusland og EU/NATO vil blive det
centrale omdrejningspunkt efter disse organisationers udvidelser. Rusland besidder betydelige
militære kapaciteter, men synes at se nøglen til landets fremtid i en modernisering og integration i
vestlige samarbejdsstrukturer i et nært samarbejde med Europa. Kaliningrad-området vil udgøre
en særlig faktor i Danmarks nærområde.
(…)
Ruslands hovedmålsætning synes at være at skabe et solidt politisk og økonomisk fundament for
landets stormagtsposition. Den russiske ledelse vil se nøglen til landets modernisering i et nært
samarbejde med Europa, såvel bilateralt som med EU. Rusland vil samtidig prøve at placere sig
som ”strategisk partner” med USA på områder, hvor der kan identificeres fælles interesser. I dette
partnerskab vil russiske nationale interesser fortsat have forrang. Ruslands udenrigspolitik vil dog
ikke være entydigt vest-orienteret, idet Rusland parallelt med det øgede samarbejde med Vesten
vil indgå i lignende ”strategiske partnerskaber” med Kina og Indien. Dette ligger i forlængelse af
Ruslands forsøg på at modvirke tendensen til en USA-domineret unipolær verden. 11
Under alle omstændigheder betød Rusland i den vestlige optik ikke ret meget og russiske
advarsler/protester angående udvidelsen af NATO og i mindre grad EU blev høfligt ignoreret.
Udvidelsen af begge organisationer gav både i samtiden og i dag mening i lyset af hvad der ellers
kunne være sket, men problemet med hvad EU og NATO skulle gøre når Rusland en skønne dag
genvandt sin styrke forblev ubesvaret. I retrospektiv må det erkendes, at det var en kapitalbrøler
at tro, at Rusland uden videre ville acceptere udvidelsen af NATO/EU som en fuldbyrdet
kendsgerning og ikke på et eller andet tidspunkt ville begynde at presse tilbage igen når kræfterne
var til det. Men spørgsmålet forblev ikke bare ubesvaret, men blev reelt skubbet langt bagud til
fordel for langt mere presserende problemer: Den 11. september 2001 blev World Trade Center
og Pentagon i USA ramt af et ødelæggende terrorangreb, der kostede knap 3.000 amerikanere
livet. NATO aktiverede Artikel 5 i Atlantpagten som sagde, at et angreb på et medlemsland var et
angreb på alle medlemmer af alliancen. USA kunne ikke direkte bruge NATO til så meget og i
stedet fik alliancen til opgave at stabilisere Afghanistan efter Talibans fald. En opgave, som viste
sig betydelig mere vanskelig da Taliban i de følgende år begyndte at omgruppere sig og gik i
offensiven igen. Krigen mod terror markerede en kulmination på USA's magt og det amerikanske
militær rykkede i 2003 ind i Irak uden noget FN-mandat for at vælte det irakiske styre. Angiveligt
som led i jagten på hemmelige masseødelæggelsesvåben, som den irakiske diktator Saddam
Hussein skjulte og som han måske ville overdrage til terrorister. Som med Serbien i 1999 var
Rusland igen magtesløs og kunne intet gøre. Rusland var blevet den glemte fjende – glemt af USA,
som ikke rigtig regnede Rusland for noget længere; glemt af EU, som primært så Rusland som en
leverandør af råstoffer; glemt af NATO, som ganske vist udvidede alliancen langt ind i det tidligere
11 Bruun-udvalget 2003 side 12-14.
9