Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Konklusion
Rusland er et stort, fascinerende og ekstraordinært land med en imponerende historie og
videnskabelige og kulturelle præstationer som befolkningen med rette kan være stolte af. Hvad
enten vi taler om Gagarin, Pavlov, Shostakovich eller Solsjenitsyn. Hvad der slår en når
vedkommende læser om Rusland er hvilket indlysende potentiale det russiske folk har og altid har
haft. Men Rusland er også samtidig historisk set et gammelt imperium med århundred-gamle
autoritære traditioner, som har været vant til at opretholde sit mægtige rige gennem brug af lige
dele rå magt og undergravende virksomhed. Sovjetunionen gav denne mentalitet en ekstra skarp
drejning ved at skabe en dybt paranoid statsstruktur, der byggede på mistro og frygt, og som var
rettet mod at gøre samfundet klar til angrebskrig. Det 20. århundrede har været blodigt for
Rusland og landet er stadig mærket af sin autoritære fortid. Det samme er alle de lande, som i
flere årtier var under sovjetisk kontrol og som med rette er skeptiske overfor om Rusland for alvor
har gjort op med sin sovjetiske fortid. Denne skepsis er blevet til alarm i lyset af, at Rusland i dag
fører en mere og mere aggressiv revanchistisk politik, hvor målet stadig mere tydeligt er at rulle
vestlig indflydelse tilbage og efterfølgende at genetablere en dominerende rolle i hvad der stadig
anses for at være ”det nære udland”, hvor Rusland har ret og krav på særlig indflydelse og
privilegier.
Vi står i dag midt inde i en ny kolde krig, men målet for Moskva er ikke længere en socialistisk
verdensrevolution eller at vinde et våbenkapløb mod den vestlige verden. Det er i dag
underordnet hvilket politisk system der råder i de enkelte NATO eller EU-lande. I stedet handler
den nye kolde krig om konsekvenserne af den gamle kolde krig og specielt om tabet af det gamle
russiske imperium. Rusland kan føre en ”signalpolitik” ved at sende bombefly og krigsskibe til
Venezuela eller Cuba, men den virkelige pris for Rusland er at genvinde kontrollen med de gamle
sovjetiske republikker som Ukraine eller de baltiske lande. Kun hvis det sker, kan Rusland igen
forvente at blive en stormagt igen synes holdningen at være. Hvis Rusland i samme forbindelse
kan rive sammenholdet i specielt NATO og i mindre grad EU i stykker er det så meget desto bedre.
Rusland deltager derfor i dag i det globale marked, men målet med deltagelse er snævert at styrke
den russiske stat. Økonomien og specielt den del af den russiske økonomi, som arbejder med
energi-sektoren, er fortsat under stærk statslig styring. Det kan diskuteres om den russiske
udenrigspolitik er klog eller rigtig. Rent faktisk ville det – set for en iagttager udefra – være mere
logisk hvis Rusland gjorde som Kina og for et par årtier accepterede sine svagheder, genopbyggede
sin økonomiske styrke og efterhånden sin militære styrke og på den måde indtog en dominerende
position. Den kinesiske ledelse har en langt mere pragmatisk indstilling til omverdenen og selvom
der også har været kriser mellem USA og Kina – eksempelvis affyringen af ballistiske missiler
omkring Taiwan i 1995-96 – så har forholdet mellem de to lande altid været mere
forretningsbaseret og rationel. Det har ikke gjort Kina til et demokrati, men medmindre man er
meget paranoid er det også svært at se, at det har gjort Kina til nogen speciel stor trussel mod USA
eller den vestlige verden. Interessant nok står Kinas ledere i dag i den position, at de direkte kan
påvirke dispositionerne i den amerikanske udenrigspolitik såfremt de ønsker det. De har endnu
ikke brugt dette som magtmiddel, men det er ikke utænkeligt, at hvis USA eksempelvis en dag
skulle overveje at bombe de iranske atomanlæg vil et enkelt telefonopkald fra Beijing til
Washington – snarere end at sætte de kinesiske styrker i alarmberedskab – være nok til at
overbevise den amerikanske præsident om, at det ikke er i nogens interesse at det sker. En
44