Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Det kan argumenteres, at den øjensynlige vestlige svaghed i Georgien ikke betyder noget. Ganske
vist blev international lov brudt og et europæisk land angreb et andet europæisk land, men
Georgien ligger i udkanten af Europa og er ikke medlem af hverken EU eller NATO. Situationen ville
have været helt anderledes hvis landet i tide var kommet ind i NATO eller EU, hvilket ville have
afskrækket Kreml fra at gøre noget lyder et sådan ræsonnement som bl.a. den danske
konservative udenrigsminister Per Stig Møller står for. Dette er væsentligt at få afklaret det, for et
andet stort østeuropæisk land – Ukraine – ønsker at komme ind i NATO og EU og det er derfor
centralt at vide om det ville stabilisere eller destabilisere Østeuropa ved at lade det ske.
Spørgsmålet er ekstra presserende fordi Rusland som nævnt har en stor flådebase på Sevastopol,
historisk anser Krim-halvøen for at være russisk og fordi der er et stort russisk mindretal i landet
på halvøen og øst for floden Dnepr. Ukraine kan blive det næste Georgien. De østeuropæiske
lande og landene i det tidligere Sovjetunionen mistede millioner af mennesker under det
sovjetiske rædselsregime efter 1917 og behøver derfor sikkerhed. Kan EU og NATO give dem det?
Den sikkerhedspolitiske ekspert Peter Viggo Jakobsen giver i bogen Helt forsvarligt udtryk for, at
hvad der manglede i krigen i Georgien var NATO- og EU-medlemskab. Havde Georgien været
medlem af EU eller NATO ville krigen ikke have fundet sted:
Hvis Rusland havde angrebet Baltikum i stedet for Georgien, ville reaktionerne fra EU/NATO have
været en helt anden, for her ville alliancens vitale interesser og eksistensgrundlag pludselig have
stået på spil. Det er ikke noget tilfælde, at NATO sondrer mellem artikel 5-operationer – selvforsvar
af medlemslandenes territorium – og ikke-artikel 5-krisestyringsoperationer. NATO blev oprettet til
at forsvare mod angreb udefra, mens ikke-artikel 5-operationer først er noget, alliancen (og EU)
har kastet sig over efter murens fald. Mens medlemmerne stadig ser en politisk forpligtelse og
interesse i at bakke op om artikel 5, som er alliancens raison d’être, så anses bidrag til
krisestyringsoperationer mere som noget, man kan gøre, hvis man har ”lyst”. 58
Eller sagt på en anden måde betyder det ingenting, at NATO indtil videre har fejlet i krigen i
Afghanistan, for hvis et medlem af alliancen bliver truet vil alle slutte op og i en fælles front gå
imod aggressoren. NATO’s (og for den sags skyld EU’s) evne til kollektivt selvforsvar er lige så
stærkt som under den kolde krig.
Disse synspunkter kan imidlertid godt diskuteres: For det første var det ganske rigtig tilfældet
under den gamle kolde krig, at NATO’s raison d’être var kollektivt selvforsvar, men det er i så fald
blevet kraftigt udvandet efter den kolde krigs afslutning. Da NATO udvidede mod øst i 1999 og
igen i 2004 var målet ikke så meget at udvide NATO’s selvforsvars-garanti men mere at udvide
alliancens stabiliserende effekt. De lande som kom ind i alliancen blev også gjort klart, at de ikke
skulle ”spilde” deres tid og ressourcer på at opruste mod en ikke-eksisterende russisk trussel, men
i stedet gøre deres styrker klar til at deltage i fjernoperationer langt fra deres hjemland. Det var
her, at de nye medlemslande kunne høste points i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles eller i
Washington. Selvom der formodentlig stadig er en del ældre diplomater som kan huske, at NATO
vistnok oprindelig blev skabt for at afskrække mulige aggressorer er denne rolle for længst blevet
udvandet til fordel for NATO’s deltagelse i ”out of area”-operationer som med absolut rimelighed i
dag kan betegnes som NATO’s raison d’être. At NATO aktiverede Artikel 5 i forbindelse med
terrorangrebet den 11. september 2001 viser derfor reelt ingenting, for det var en ikke-statslig
58 Jakobsen i Mortensen 2009 side 45-46.
33