Danmark, Rusland og den nye kolde krig

More documents

Recommendations

Info

vestlige kommentatorer får man somme tider det indtryk, at det i virkeligheden var georgierne som vandt krigen og var tæt på at rykke ind i Moskva. Selvom Ruslands militær måske ikke efter vestlige standarder kan kaldes moderne så evner det stadigvæk at nå de operationelle mål i en krig. Den russiske ledelse synes også – i lyset af svaghedstegnene under krigen mod Georgien – at være mere fast besluttet på at modernisere de russiske styrker, øge de militære udgifter og reducere antallet af værnepligtige. Ifølge de russiske militære planer forventes der at blive brugt 4.000 mia. rubler (eller 650 mia. kroner) på at modernisere det russiske militær frem til 2011. Herunder ved at reducere hæren fra 1.2 mio. soldater til 1 million soldater og ved at sende 200 generaler på pension. 47 Ikke desto mindre er det fortsat karakteristisk, at den russiske militære kapacitet jævnligt nedvurderes og direkte hånes af vestlige talsmænd. Som da Rusland i 2008 sendte en flådestyrker – herunder atomslagkrydseren Peter den Store – afsted til Venezuela for at vise flaget og demonstrere den russiske flåde genfundne sømilitære kapacitet. Det fik det amerikanske udenrigsministeriums pressetalsmand Sean McCormack til lidt spydigt at spørge om de russiske krigsskibe mon som tidligere var ledsaget af slæbebåde. 48 Den militære kapacitet er vigtig, men faktisk ikke den afgørende: Det er i et land som Rusland langt mere relevant at se på de politiske tendenser – ”intentionen” – i forhold til udlandet samt de ”tilbøjeligheder” det fører med sig i udenrigspolitikken. Det skal her erindres, at Rusland i dag er styret af en politisk elite, som har deres rod i de såkaldte ”magtministerier” og hvis verdenssyn derfor er præget af lige del fremmedhad, paranoia og nationalisme. Vestlige iagttagere og forskere kan lede nok så meget efter tegn på skabelsen af et russisk demokratisk-sindet civilsamfund men foreløbig står de autoritære institutioner stærkt og der er intet tegn på, at de utilfredse russiske masser er villige til at gå på gaden for at kræve større politisk frihed. Som nævnt tyder meget i stedet på, at vestlige ideer som demokrati grundigt blev miskrediteret i halvfemserne. Samtidig er der en tydelig følelse i Rusland af, at være presset og truet fra flere sider – af et fald i befolkningstallet som allerede begyndte i det gamle Sovjetunionen, af den nuværende finanskrise, men også af udvidelsen af EU og NATO mod øst. Mens vestlige sikkerhedspolitiske eksperter som nævnt anså den kolde krig for slut i 1991 og gik mod nye horisonter måtte Rusland leve med de særdeles reelle konsekvenser af kommunismens fald og ikke mindst den nationale ydmygelse det udgjorde. En såret stormagt er en farlig stormagt – uanset hvor stærk eller svag den reelt er – netop fordi der er en perception om, at en svækket stormagt ikke kan tillade sig at vise svaghed og at vise svaghed vil føre til nye trusler, som yderligere vil svække landet, som igen vil føre til nye trusler og yderligere svækkelse etc. Det kan her være relevant at sammenligne Rusland med Storbritannien, som har lange liberale traditioner og i to verdenskrige forsvarede demokratiet i Europa. Men Storbritannien var samtidig også et imperium og følte både i 1956 og igen i 1982 trang til at vise sin militære magt også selvom det begge gange var på grænsen af sin militære ydeevne: I 1956 ville Storbritannien gennemføre et regimeskifte i Egypten fordi landets leder havde nationaliseret Suez-kanalen og startede derfor efter flere måneders forberedelser en angrebskrig sammen med Frankrig og Israel. Krigen kom til en brat ende da USA – som ikke var blevet konsulteret – forlangte at briterne stoppede og at de i modsat fald både ville tilbageholde al fremtidig økonomisk hjælp og olieforsyninger til briterne. I 1982 invaderede Argentina Falklandsøerne og det medførte et britisk modangreb for at generobre øerne. Igen opererede briterne på det alleryderste af deres militære ydeevne og var også tæt på at lide et nederlag da 47 Jürgensen februar 2009. 48 TV2 Nyheder november 2008. 26
det argentinske luftvåben sænkede flere af deres krigsskibe. Men politisk og militær dristighed kompenserede for hvad der manglede i militær kapacitet og øerne blev genindtaget. Uden at det her skal blive til ren psykoanalyse synes der at være en ganske særlig logik, der driver stormagter eller supermagter – specielt når de er svækkede. Krigen i Irak har for Ruslands ledelse vist, at USA er villig til at bruge militær magt mod et land på et spinkelt efterretningsmæssigt grundlag, mens ”Orange-revolutionen” i Ukraine for den russiske ledelse har vist, at der også er en reel trussel for en intern omvæltning. Hvis det her erindres, at Rusland både historisk set har en selvforståelse som et imperium og en stormagt og samtidig ikke har nogen presse eller politisk opposition af betydning som kan virke hæmmende, er der lagt i ovnen til alvorlige storpolitiske vanskeligheder. At reducere det her til udelukkende at være et spørgsmål om den militære kapacitet er en alvorlig misforståelse. Den politiske perception og trusselsvurdering i Kreml samt internt i den russiske generalstab betyder mere. Det skal dertil noteres, at jo længere NATO og EU rykker mod øst jo bedre har Rusland for at udnytte sine begrænsede militære, efterretningsmæssige, økonomiske og politiske redskaber til at splitte, intimidere og provokere lande, som vil ind i NATO/EU eller som allerede er medlemmer af NATO/EU. Som nævnt kompenserer geografi som en euro-asiatisk nation til en vis grad for Ruslands manglende kapacitet på andre områder. Mens USA er nød til at sende tropper og forsyninger til den anden side af kloden for at føre krig i Irak eller Afghanistan behøver russerne forenklet sagt bare at gå over grænsen for at influere situationen i deres nabolande. Ruslands manøvre med reelt at bestikke den kirgisiske ledelse til at lukke den amerikanske militærbase Manas viser hvordan Rusland kan spille sine kort. Et land som Ukraine er helt og holdent afhængig af russisk naturgas og har et stort russisk mindretal i den østlige del af landet og på Krim-halvøen. Den nye kolde krig – også selvom det tit bliver misforstået – handler ikke om, at Rusland ønsker at sprede den kommunistiske verdensrevolution ud i verden og derfor behøver at sende sine kampvognsstyrker til Den Engelske Kanal. Hvem der styrer Storbritannien eller Norge er komplet underordnet for Kreml anno 2009. Putin og den øvrige russiske ledelse har deres rødder i det gamle Sovjetunionen og er stolte af deres fortid og vedkender sig åbent deres åndelige arv, men de har ingen ambitioner om at genoplive selve den kommunistiske ide. I stedet handler den nye kolde krig om at genrejse Rusland som en stormagt og for at gennemføre dette projekt må Rusland først og fremmest hindre yderligere udvidelse af NATO og i mindre grad EU, dernæst rulle NATO og i mindre grad EU tilbage og igen indtage en dominerende position i Østeuropa eller som minimum det tidligere Sovjetunionen. Så længe NATO – og dermed reelt den amerikanske militærmagt – har adgang næsten direkte til Rusland via de baltiske lande eller hvis Georgien kommer ind i alliancen er det en torn i øjet på Rusland og skal bekæmpes med alle midler undtaget direkte krig. Som krigen i Georgien viser, behøver den sidste undtagelse heller ikke at være definitiv. For at opsummere: Den militære kapacitet er derfor vigtig, men skal ses i sammenhæng med de politiske intentioner i Kreml og de udenrigspolitiske tilbøjeligheder det fører med sig. Rusland behøver ikke nødvendigvis at søge en konfrontation, men den kan med sin udenrigspolitik komme i en situation hvor krig bliver en mulighed som under Cuba-krisen, hvor et militært underlegent Sovjetunionen begik en fejlkalkulation ved at opstille mellemdistance-missiler på Cuba og måtte kaste sig ud i et ydmygende politisk tilbagetog for at undgå en atomkrig. Den sovjetiske ledelse ønskede heller ikke krig i 1962, men anbragte sig i en situation, hvor det måtte vælge mellem en krig eller et ydmygende politisk tilbagetog. Heldigvis for verden valgte den sovjetiske ledelse det sidste. Sovjetunionen kunne overleve uden Cuba som er 13.000 kilometer fra Moskva, men det er 27
Page 1 and 2: Danmark, Rusland og den nye kolde k
Page 3 and 4: Indledning Et spøgelse går gennem
Page 5 and 6: følge deraf ansvaret med det tidli
Page 7 and 8: lykkedes for EU og NATO at fungere
Page 9 and 10: Alt tegner til, at situationen i Ø
Page 11 and 12: satsning på den militære option v
Page 13 and 14: atomvåben ville komme i centrum so
Page 15 and 16: Det skal betones, at ingen ansvarli
Page 17 and 18: militærparade i Berlin, hvor forti
Page 19 and 20: Finanskrisen har foreløbig sat en
Page 21 and 22: enige i udsagnet, at AIDS var noget
Page 23 and 24: holdt en tale, hvor han erklærede,
Page 25: ”gamle” militære strukturer og
Page 29 and 30: på grund af finanskrisen. 50 Det h
Page 31 and 32: Sarkozy: Sådan kan I vel ikke gør
Page 33 and 34: Det kan argumenteres, at den øjens
Page 35 and 36: lande var under angreb og en humani
Page 37 and 38: "fascism". The Russian media report
Page 39 and 40: Nogle tal kan illustrere udviklinge
Page 41 and 42: tæt på at kuldsejle. Selv hvis NA
Page 43 and 44: skal fejes ind under gulvtæppet b
Page 45 and 46: væsentlig del af den amerikanske g
Page 47 and 48: Artikler: Kilder: 1. Ariel Cohen:

Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?