Danmark, Rusland og den nye kolde krig

More documents

Recommendations

Info

Konklusion Rusland er et stort, fascinerende og ekstraordinært land med en imponerende historie og videnskabelige og kulturelle præstationer som befolkningen med rette kan være stolte af. Hvad enten vi taler om Gagarin, Pavlov, Shostakovich eller Solsjenitsyn. Hvad der slår en når vedkommende læser om Rusland er hvilket indlysende potentiale det russiske folk har og altid har haft. Men Rusland er også samtidig historisk set et gammelt imperium med århundred-gamle autoritære traditioner, som har været vant til at opretholde sit mægtige rige gennem brug af lige dele rå magt og undergravende virksomhed. Sovjetunionen gav denne mentalitet en ekstra skarp drejning ved at skabe en dybt paranoid statsstruktur, der byggede på mistro og frygt, og som var rettet mod at gøre samfundet klar til angrebskrig. Det 20. århundrede har været blodigt for Rusland og landet er stadig mærket af sin autoritære fortid. Det samme er alle de lande, som i flere årtier var under sovjetisk kontrol og som med rette er skeptiske overfor om Rusland for alvor har gjort op med sin sovjetiske fortid. Denne skepsis er blevet til alarm i lyset af, at Rusland i dag fører en mere og mere aggressiv revanchistisk politik, hvor målet stadig mere tydeligt er at rulle vestlig indflydelse tilbage og efterfølgende at genetablere en dominerende rolle i hvad der stadig anses for at være ”det nære udland”, hvor Rusland har ret og krav på særlig indflydelse og privilegier. Vi står i dag midt inde i en ny kolde krig, men målet for Moskva er ikke længere en socialistisk verdensrevolution eller at vinde et våbenkapløb mod den vestlige verden. Det er i dag underordnet hvilket politisk system der råder i de enkelte NATO eller EU-lande. I stedet handler den nye kolde krig om konsekvenserne af den gamle kolde krig og specielt om tabet af det gamle russiske imperium. Rusland kan føre en ”signalpolitik” ved at sende bombefly og krigsskibe til Venezuela eller Cuba, men den virkelige pris for Rusland er at genvinde kontrollen med de gamle sovjetiske republikker som Ukraine eller de baltiske lande. Kun hvis det sker, kan Rusland igen forvente at blive en stormagt igen synes holdningen at være. Hvis Rusland i samme forbindelse kan rive sammenholdet i specielt NATO og i mindre grad EU i stykker er det så meget desto bedre. Rusland deltager derfor i dag i det globale marked, men målet med deltagelse er snævert at styrke den russiske stat. Økonomien og specielt den del af den russiske økonomi, som arbejder med energi-sektoren, er fortsat under stærk statslig styring. Det kan diskuteres om den russiske udenrigspolitik er klog eller rigtig. Rent faktisk ville det – set for en iagttager udefra – være mere logisk hvis Rusland gjorde som Kina og for et par årtier accepterede sine svagheder, genopbyggede sin økonomiske styrke og efterhånden sin militære styrke og på den måde indtog en dominerende position. Den kinesiske ledelse har en langt mere pragmatisk indstilling til omverdenen og selvom der også har været kriser mellem USA og Kina – eksempelvis affyringen af ballistiske missiler omkring Taiwan i 1995-96 – så har forholdet mellem de to lande altid været mere forretningsbaseret og rationel. Det har ikke gjort Kina til et demokrati, men medmindre man er meget paranoid er det også svært at se, at det har gjort Kina til nogen speciel stor trussel mod USA eller den vestlige verden. Interessant nok står Kinas ledere i dag i den position, at de direkte kan påvirke dispositionerne i den amerikanske udenrigspolitik såfremt de ønsker det. De har endnu ikke brugt dette som magtmiddel, men det er ikke utænkeligt, at hvis USA eksempelvis en dag skulle overveje at bombe de iranske atomanlæg vil et enkelt telefonopkald fra Beijing til Washington – snarere end at sætte de kinesiske styrker i alarmberedskab – være nok til at overbevise den amerikanske præsident om, at det ikke er i nogens interesse at det sker. En 44
væsentlig del af den amerikanske gældsætning siden 2001 er sket via låntagning i Kina og USA er derfor nød til at lytte til Kinas ledere. Rusland er til sammenligning en mere rastløs og urolig stormagt. Men måske er det forventeligt i lyset af at dels NATO og i mindre grad EU's udvidelse mod øst, dels hvem der i dag styrer Rusland. Hvad enten vi er enige eller ej ser Rusland fortsat NATO som sin hovedfjende og forbereder sig fortsat på en konfrontation med alliancen. NATO og EU’s udvidelse mod øst var i den forbindelse ikke en dårlig beslutning, men det blev aldrig afklaret hvad de to organisationer egentlig skulle gøre den dag Rusland genvandt sin styrke. Prisen betales i dag, hvor begge organisationer er forpligtet til at hjælpe lande, som er udsatte og truet. Selv nu er der en dyb modvilje internt i NATO eller EU mod overhovedet at tage stilling til spørgsmålet om en ny russisk trussel, som i stedet bliver reduceret til at være et simpelt spørgsmål om militær kapacitet. Hvor langt et missil kan flyve eller hvor nye de russiske bombefly er, kan bestemte være relevante at overveje, men det betyder meget mere hvordan de eksisterende militære kapaciteter tænkes at blive brugt. Dvs. intentionen. Rusland styres i dag af ledere, som har deres udgangspunkt i de sovjetiske ”magtministerier” og det var bestemt ikke en skole i demokratiske principper. I stedet synes de nuværende russiske ledere at tro på, at Vesten fortsat er fjenden og at NATO/EU’s udvidelse mod øst, krigen mod Irak eller planerne om et raketskjold i Østeuropa blot er en bekræftelse på disse fjendtlige intentioner. Danmark kunne spille en central rolle i bestræbelserne på at imødegå en ny russisk trussel, men på mange punkter er Danmark måske den mest usandsynlige kandidat til at gøre det. Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik er efter 2004 blevet globalt i sit udsyn og har samtidig mistet sit fokus på trusler i det danske nærområde. Vi står i dag i den absurde situation, at nogle pjaltede bjergbønder bevæbnede med AK47-stormgeværer i Afghanistan opfattes som en større trussel mod danske interesser end en russisk invasion af Georgien, militære trusler mod Polen og Tjekkiet eller mod de tre baltiske lande. Det er ikke hensigten at forklejne betydningen af de sikkerhedspolitiske trusler i den 3. Verden, men snarere at putte dem i den rette ramme og se dem som de er: En lokal eller en regional trussel. Hvis terrorister med udgangspunkt i Afghanistan eller et andet land i den 3. Verden igen vil angribe den vestlige verden vil det være dem, som vil være på udebane og konstant må risikere at komme under overvågning, blive arresteret eller på anden vis stoppet før de når deres mål. Ikke-statslige aktører har fået større magt, men gamle stater som USA og Danmark kan stadigvæk rette et knusende slag mod dem når viljen er til det. Selv et selvmordsangreb mod København kan ikke komme i nærheden af de tabstal en konventionel krig med Rusland kunne medføre. Problemet er, at der i dag investeres så store kræfter i operationer fjernt fra Danmark, at der ikke er forståelse for andre typer af opgaver og slet ikke opgaver mod en modstander som er betydelig tættere på. Det spiller formodentlig også ind, at mens Danmark har høstet stor prestige ved at føre sin ”aktivistiske” udenrigspolitik vil der ikke være nogen gevinst at hente ved at imødegå en ny russisk trussel. Det er ikke hvad USA (som står med problemer op til halsen i Irak og Afghanistan) ønsker, det er ikke hvad tendensen indenfor NATO går i retning af og det vil medføre endnu en pinefuld kursændring for Forsvaret, som i forvejen er blevet skåret ind til benet for at gøre det muligt for Danmark at deltage i krigen i Afghanistan. I realiteten står vi med den værste af to verdener: Netop fordi der er så stor modvilje mod at erkende, at der er en trussel fra Rusland bliver der heller ikke gjort noget mens tid er. Rusland er ikke så stærkt som tidligere, men vi gør heller ikke noget for at afskrække Rusland og fokuserer i stedet på trusler helt andre steder. Potentialet for en katastrofe vokser derfor. Det skal her 45
Page 1 and 2: Danmark, Rusland og den nye kolde k
Page 3 and 4: Indledning Et spøgelse går gennem
Page 5 and 6: følge deraf ansvaret med det tidli
Page 7 and 8: lykkedes for EU og NATO at fungere
Page 9 and 10: Alt tegner til, at situationen i Ø
Page 11 and 12: satsning på den militære option v
Page 13 and 14: atomvåben ville komme i centrum so
Page 15 and 16: Det skal betones, at ingen ansvarli
Page 17 and 18: militærparade i Berlin, hvor forti
Page 19 and 20: Finanskrisen har foreløbig sat en
Page 21 and 22: enige i udsagnet, at AIDS var noget
Page 23 and 24: holdt en tale, hvor han erklærede,
Page 25 and 26: ”gamle” militære strukturer og
Page 27 and 28: det argentinske luftvåben sænkede
Page 29 and 30: på grund af finanskrisen. 50 Det h
Page 31 and 32: Sarkozy: Sådan kan I vel ikke gør
Page 33 and 34: Det kan argumenteres, at den øjens
Page 35 and 36: lande var under angreb og en humani
Page 37 and 38: "fascism". The Russian media report
Page 39 and 40: Nogle tal kan illustrere udviklinge
Page 41 and 42: tæt på at kuldsejle. Selv hvis NA
Page 43: skal fejes ind under gulvtæppet b
Page 47 and 48: Artikler: Kilder: 1. Ariel Cohen:

Danmark, Rusland og den nye kolde krig

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?