Søfartens Ledere 5 - 2011

Jeg skal i hvert fald bruge en del tid og
kræfter på at sikre mig, at ordrer er korrekt
forstået og bliver udført på rette
måde.
den ene er født i Columbia og den
anden er svensk.”
Derefter begynder kaptajnen at
remse besætningsmedlemmerne op
og når frem til, at der er syv forskellige
nationaliteter om bord. Overstyrmanden
er rumænsk, de øvrige
styrmænd er indere, chiefen hollandsk,
mestrene er fra henholdsvis
Indien og Filippinerne. Kokken og de
andre menige er ligeledes filippinere.
Endelig er der et malergæng, der
kommer fra Thailand og en reparatør
fra Indien.
”Der er jo bestemt ikke noget i
vejen med et internationalt miljø, og
jeg bor også selv i Singapore, så jeg er
vant til at have med mange nationaliteter
at gøre. Der er som sådan ikke
noget at udsætte på deres kvalifikationer,
eftersom deres certifikater via
rederiet er tjekket og fundet i orden,
men det er alligevel ikke optimalt.
Som bekendt foregår al kommunikation
på engelsk, hvilket ikke er
modersmål for nogen af os. Det betyder,
at der af og til kan opstå nogle
forviklinger, og man kan vist sige det
sådan, at de udenlandske søfolk har
andre måder at forstå tingene på,
Kaptajn Steentoft giver instrukser
til skibets rumænske overstyrmand,
Remus Galiatatos.
De øvrige navigatører på Mærsk
hvilket er naturligt i et tværkulturelt
miljø. Jeg skal i hvert fald bruge en
del tid og kræfter på at sikre mig, at
ordrer er korrekt forstået og bliver
udført på rette måde,” fortæller Kim
Steentoft og ringer til stewarden for
at bestille et par kolde sodavand.
Nye stress faktorer
Man kan godt se på kaptajnen, at
han ikke har fået al for meget søvn
de seneste døgn. Og han indrømmer
da også, at det har været en
lidt træls tur fra den nordkinesiske
havn Dalian og her til Tianjin. Turen
kom til at vare 18 timer, og da det
meste af sejladsen kom til at foregå
i en tåge så tyk som ærtesuppe, var
Steentoft nødt til at være på broen
næsten uafbrudt. Efter ankomst
Tianjin kl. 21:30 var der lige et par
formaliteter, der skulle ordnes, inden
kaptajnen kunne gå til køjs kl. 23.
”Det er et døgn, der trækker
tænder ud, men sådan har det jo alle
dage været. Ellers må jeg sige, at det
mest stressende i hverdagen er alle
de administrative ting, der bliver
os pålagt i større og større omfang.
Det er alle former for ændringer og
nye systemer, der skal implementeres.
Igen spiller sprogbarrieren eller
måske rettere kulturforskellen ind,
for vores skib refererer ikke længere
til teknisk afdeling i København men
til en tilsvarende afdeling i Singapore.
Så derfor skal man hele tiden
sikre sig, at vi taler samme sprog,
- forståelsesmæssigt,” siger Kim
Steentoft.
opsparede frustrationer
Den filippinske steward banker let
på den åben dør og lister forsigtigt
hen over dørken. Det leder samtalen
hen på al den ballade, der har
været omkring kosten på rederiets
skibe:
en sidehistorie
Steentoft kigger på uret. Den er ved at være
halv 12, og der skal lige være tid til en rundvisning,
inden vi bliver hentet af vores chauffør.
Inden jeg slukker båndoptageren, kommer jeg
lige i tanke om at spørge til hans karriereforløb,
og han begynder at remse op:
”Jo – jeg var aspirant i Dansk-Fransk i 1979
på M/S Banana”, når han at sige, inden jeg er
nødt til at afbryde:
”Hvad – hvornår – for jeg var også på
Banana i 1979 ?”
Kim Steentoft kniber øjnene sammen og
lyser op i et stort smil:
”Var du desse dengang – var det dig, der kom
ned agter til H.C. og mig og sagde, at vi skulle til
Esbjerg. Vi troede, det var løgn, for skibet havde
aldrig nogen sinde været i dansk havn før?”
”Yes – det var lige præcis mig.”
Vi sidder lidt og glor på hinanden – i et
forsøg på at fremmane et billede af en gammel
skibskammerat, men det er svært efter 32 år.
Historien var den, at Dansk-Fransk på det
tidspunkt var blevet erklæret konkurs. Rederiet
havde derfor beordret vores gamle stykgodsskib
til at forlade havnen i Rotterdam og søge
ud internationalt farvand for ikke at risikere at
blive arresteret. Efter flere døgn i uvished, hvor
kabysrygterne føg rundt på skibet, fik vi endelig
telex hjemme fra Amaliegade med beskeden:
”Sejl til Esbjerg”. Og her blev både M/S Banana
og søsterskibet Afrika solgt til rederiet Dannebrog.
Det stod enhver frit for at afmønstre, men
næsten alle valgte at blive, så de to skibe blev
faktisk solgt med mand og mus. Om aftenen gik
begge skibes besætninger i land sammen i en
kæmpestor glad flok. Vi ejede Esbjerg den aften,
men det er en anden historie.
Og sådan er det med søens folk – forhenværende
som nuværende. Vi er som en stamme,
hvor man på den ene eller den anden led altid
viser sig at have fælles bekendte. Men det var
også dengang, stort set alle om bord var danskere.
Steentoft og jeg må konstatere, at sådan
bliver det aldrig mere, men han tror på, at der
også om 10 år vil være danske officerer om bord
på danske skibe, hvis udviklingen fortsætter
som den er i dag.
”Jeg synes nu, vi får udmærket
mad, men måske er der ikke tid til
at gøre ligeså meget ud af det som i
gamle dage, hvor der både var hovmester,
kok og koksmath foruden
en kældermand. Selvfølgelig kan vi
mærke, at der er skåret ind til benet
tekst og fotos: Pia elers
Salalah kommer fra Indien. >
SØFARTENS LEDERE / 5 / 2011 • 27