MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

12
til grund for nogen handling. Men ved hvert skridt har jeg stillet mig selv overfor dette:
at antage eller forkaste, og handlet i overensstemmelse hermed. Og så længe mine
handlinger tilfredsstiller min fornuft og mit hjerte, må jeg fuldt ud stå ved mine oprindelige
følgeslutninger.
Dersom jeg kun skulle diskutere akademiske principper, var det klart, at jeg ikke
turde forsøge på en selvbiografi. Men da min hensigt er at give en beretning om forskellige
praktiske anvendelser af disse principper, har jeg sat titlen "Mine forsøg med
sandheden" over de kapitler, som jeg har i sinde at skrive. De vil naturligt omfatte forsøg
med ikkevold, cølibat og andre grundsætninger, der anses for at være afvigende
fra selve sandheden. Men for mig er sandheden den øverste grundsætning, der omfatter
mange andre grundsætninger. Denne sandhed er ikke blot sanddruhed i ord, men
også sanddruhed i tanken, og ikke blot vor fatteevnes relative sandhed, men den Absolutte
Sandhed, den Evige Grundsætning, det vil sige Gud. Der er utallige definitioner
af Gud, fordi han viser sig på utallige måder. De overvælder mig med undren og ærefrygt
og gør mig for en stund målløs. Men jeg ærer Gud som sandheden alene. Jeg har
endnu ikke fundet ham, men jeg søger efter ham. Jeg er rede til at ofre det, der er mig
dyrebarest for denne søgens skyld. Selvom det offer, der krævedes, var selve livet, håber
jeg, at jeg må være rede til at give det. Men sålænge jeg ikke har virkeliggjort denne
absolutte sandhed, så længe må jeg holde mig til den relative sandhed, således som
jeg har fattet den. Denne relative sandhed må imens være min fakkel, mit skjold og
mit værge. Om end denne sti er ujævn og smal og skarp som ragekniven, har den for
mig været den hurtigste og letteste. Selv mine fejlgreb, store som Himalaya selv; syntes
mig ubetydelige, fordi jeg holdt mig strengt til denne sti. For den har bevaret mig
fra at fare vild, og jeg er gået frem efter det lys, der blev mig givet. Ofte har jeg på min
vandring set svage glimt af den absolutte sandhed, Gud, og daglig har den overbevisning
vokset sig stærkere hos mig, at han alene er virkelig og alt andet er uvirkeligt.
Lad dem, som ønsker det, følge, hvorledes overbevisningen er vokset hos mig; lad dem
tage del i mine forsøg og også dele min overbevisning, om de kan. Ydermere er den
overbevisning vokset frem, at hvad der er muligt for mig, er muligt endog for et barn,
og jeg har gode grunde til at sige det. Midlerne til sandhedssøgen er ligeså simple som
de er vanskelige.
De kan synes ganske umulige for en indbildsk person, og ganske overkommelige for
et uskyldigt barn. Den, der søger sandheden, bør være ydmygere end støvet. Verden
knuser støvet under sin fod, men den, der søger efter sandheden, må ydmyge sig så
meget, at selv støvet kan knuse ham. Kun da, og ikke før da, vil han få glimt af sandheden.
Samtalen mellem Vasishtha og Vishvamitra gør dette mere end indlysende 6 .
Kristendommen og Islam bærer også rigeligt vidnesbyrd derom.
Dersom noget af det, jeg skriver på disse blade kan støde læseren som stoltheds tale,
så må han antage, at der er noget galt ved min søgen, og at de glimt jeg har set, kun er
øjenforblændelse. Lad hundreder som mig forgå, men lad sandheden bestå. Lad os
ikke drage fra sandhedens rette værd endog blot så meget som et gran ved at dømme
fejlende dødelige som mig.
Jeg håber og beder til, at ingen vil betragte de råd, der findes indstrøet i de følgende
kapitler, som lovbud. De forsøg, der er berettet om, må betragtes som billeder, og i lyset
af dem kan enhver udføre sine egne forsøg efter sin egen tilbøjelighed og evne. Jeg
stoler på, at billederne i denne begrænsede udstrækning kan være til virkelig hjælp,
fordi jeg hverken vil skjule eller besmykke noget af det hæslige, der må fortælles. Jeg
6 Samtalen mellem Vasishtha og Vishvamitra: i det gamle digt Ramayana.