MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

20
egen bekvemmelighed og økonomiske betragtninger.
Bryllup blandt hinduer er ikke så ligetil. Bruds- og brudgoms forældre ruinerer ofte
sig selv derved. De sætter deres formue overstyr, de spilder deres tid. Måneder går
med forberedelser - med at lave klæder og pynt og lægge budgetter for middage. Den
ene plejer at overtrumfe den anden med, hvor mange retter og hvor sammensatte de
skal laves. Kvinder, enten de har stemme eller ej, synger sig hæse, bliver endogså syge
og forstyrrer deres naboers fred. Disse finder sig på deres side roligt i al den uro og
larm, alt det skidt og snavs, der udgør festens efterspil, fordi de ved, at der kommer en
dag, hvor de vil opføre sig på selv samme måde.
Det ville være meget bedre, tænkte mine ældre slægtninge, at komme over alt det
mas på en og samme gang. Mindre udgifter og større pragt.
Pengene behøvede man jo ikke at se så nøje på, når de kun skulle gives ud en gang i
stedet for mange gange. Min fader og onkel var begge gamle, og det var de sidste børn,
der skulle bortgiftes.
De ville måske også nok gerne gøre dette til den sidste rigtig store fest i deres liv. I
betragtning af alt dette besluttede man et tredobbelt bryllup, og som jeg sagde før, forberedelserne
tog flere måneder.
Det var kun gennem disse forberedelser, at vi fik nys om den kommende begivenhed.
Jeg tror ikke det for mig betød andet end udsigten til fine klæder, trommeslagning,
bryllupsprocessioner, overdådige middage og en fremmed pige at lege med.
Det kødelige begær kom senere. Jeg vil lade sløret falde over min skam, når undtages
nogle enkelte ting, der er omtalen værd. Disse skal jeg senere komme tilbage til.
Men også de har kun lidt at gøre med det, der for mig er det væsentligste under
nedskrivningen af denne beretning.
Min broder og jeg blev begge bragt til Porbandar fra Rajkot. Der var flere morsomme
ting ved forberedelserne til det endelige skuespil, f. eks. at smøre hele kroppen
ind med sandelolje; men jeg må springe dette over.
Min fader var diwan, men ikke desto mindre en tjener, så meget mere som han stod
i gunst hos Thakore Saheb. Denne ville ikke lade ham rejse før i sidste øjeblik, og da
han endelig lod ham slippe, bestilte han ekstravogne til min fader for at forkorte rejsen
to dage. Porbandar ligger 200 km fra Rajkot, en rejse med hest og vogn på fem
dage.
Min fader gjorde den på tre, men tredje dag væltede vognen, og han pådrog sig slemme
kvæstelser. Da han kom, var han forbundet over det hele. Både hans og vor interesse
for den kommende begivenhed var spoleret, men festligheden skulle man igennem;
thi hvorledes kunne datoen for brylluppet ændres? Imidlertid - jeg glemte min
sorg over faders uheld ved min barnlige morskab over brylluppet.
Jeg var hengiven mod mine forældre; men jeg var ikke mindre hengiven mod de lidenskaber,
der er i kødet båret. Først senere lærte jeg, at al lykke og glæde burde ofres
i hengiven tjeneste mod mine forældre. Og dog hændte der noget som en slags straf for
mit begær efter sanselig nydelse, som jeg senere vil fortælle, og som stedse siden nagede
mit sind. Nishkulanand synger: "Afholdenhed fra ting, uden afholdenhed fra begæringer,
er kortlivet, hvor stærkt du end prøver". Når jeg synger denne sang eller hører
den sunget, stiger denne bitre og grimme begivenhed frem i min erindring og fylder
mig med skam.
Min fader gjorde sig tapper til, trods for sin skade og tog fuld del i brylluppet. Medens
jeg tænker derpå, kan jeg endog genkalde for mit indre øje de steder, hvor han
sad, medens han gennemgik de forskellige enkeltheder i ceremonien. Kun lidt anede