MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

32
mig lige overfor planken.
Han læste den igennem, og tåreperlerne rullede ned over hans kinder og vædede papiret.
Et øjeblik lukkede han øjnene tankefuldt og rev så sedlen i stykker. Han havde
siddet op for at læse den. Han lagde sig ned igen. Jeg græd. Jeg kunne se, hvor min
fader led. Hvis jeg havde været maler, så kunne jeg have tegnet et billede af hele scenen
den dag i dag. Den står endnu så levende for mig.
Disse kærlighedens tåreperler rensede mit hjerte og vaskede min synd bort. Kun
den, som har mærket sådan kærlighed, ved, hvordan den er. Som hymnen siger:
"Kun den,
der er ramt af kærlighedens pile,
kender dens magt".
Det var for mig en anskuelsesundervisning i ahimsa. Dengang så jeg ikke mere deri
end en faders kærlighed, idag ved jeg, at det var ren ahimsa. Når sådan ahimsa bliver
altomfattende, så forandrer den alt, den kommer i berøring med. Der er ingen grænser
for dens magt.
Denne art af ophøjet tilgivelse lå ikke til min fader. Jeg havde troet, at han ville blive
vred, tale hårde ord og slå sig for panden. Men han var så vidunderlig fredfyldt, og
jeg tror, at dette skyldtes min blanke tilståelse: Den oprigtige tilståelse sammen med
et løfte om aldrig mere at begå den samme synd, er, når den gives den, som har ret til
at modtage den, den reneste slags anger.
Jeg ved, at min tilståelse fik min fader til at føle sig fuldkommen sikker, hvad mig
angik, og øgede hans kærlighed til mig umådeligt.
Kapitel IX.
MIN FADERS DØD OG MIN DOBBELTE SKAM
På den tid, jeg nu taler om, var jeg sejsten år.
Min fader var, som vi har set, sengeliggende, lidende af fistel. Det var mest en gammel
tjener i huset og mig, der passede ham. Jeg havde en sygeplejers arbejde, hvilket
nærmest bestod i at forbinde hans sår, give ham hans medicin og blande apotekervarerne,
når dette skulle gøres hjemme.
Hver aften masserede jeg hans ben og forlod ham først, når han bad mig derom eller
var faldet i søvn. Jeg elskede at forrette denne tjeneste. Al den tid jeg havde til min rådighed
efter besørgelsen af de daglige pligter, var delt mellem skolen og pasningen af
min fader. Jeg gik kun ud på en eftermiddagstur, enten når han gav tilladelse dertil,
eller når han befandt sig godt.
Det var også på denne tid, at min hustru ventede et barn, - hvad jeg nu kan se, betød
en dobbelt skam for mig. For det første havde jeg ikke lagt de bånd på mig, som jeg
burde have gjort, da jeg endnu kun var gymnasiast. Og for det andet lod jeg denne
kødelige lyst gå forud for min pligt til læsning og endda forud for hvad jeg anså for en
endnu større pligt, min hengivenhed for mine forældre, eftersom Shravan 27 siden
barndommen havde været mit ideal. Hver eneste aften, når jeg masserede min faders
ben, kredsede mine tanker omkring soveværelset - og det selv på en tid, hvor religion,
27 Shravan, se kap. 2.