MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

Kapitel XIII.
ENDELIG I LONDON
42
Jeg blev slet ikke søsyg. Men som dagene
gik, blev jeg nervøs. Jeg turde ikke engang
tale til stewarden. Jeg var ganske uvant
med at tale engelsk, og når lige undtages
hr. Mazmudar, var alle de andre passagerer
på anden klasse englændere.
Jeg kunne ikke tale med dem; thi jeg
kunne dårligt nok følge deres bemærkninger,
når de kom og talte til mig, og selv, når
jeg forstod dem, kunne jeg ikke svare. Jeg
måtte forme hver eneste sætning i tankerne,
før jeg udtalte den. Jeg var ukendt med
brugen af knive og gafler, og havde ikke dristighed
nok til at spørge, hvilke af menuens
retter, der var kødfri. Jeg spiste derfor aldrig
ved bordet, men altid i min kahyt, og
min føde bestod hovedsagelig af søde sager
og frugter, som jeg selv havde bragt med. Gandhi som jurastuderende i London.
Hr. Mazmudar havde ingen vanskeligheder, og han omgikkes alle. Han spadserede
frit omkring på dækket, mens jeg skjulte mig i min kahyt hele dagen og kun vovede
mig op på dækket, når der næsten ingen mennesker var. Hr. Mazmudar blev ved at
bearbejde mig for at få mig til at omgås passagererne og tale frit med dem. Han sagde
til mig, at sagførere skulle være godt skårne for tungebåndet og fortalte mig om sine
erfaringer som sagfører. Han rådede mig til at benytte enhver mulig lejlighed til at
tale engelsk og ikke bryde mig om, at jeg gjorde nogle fejl, hvad der var ganske uundgåeligt
på et fremmed sprog. Men intet kunne få mig til at overvinde min frygtsomhed.
En engelsk passager, der var meget venlig imod mig, fik mig ind i en samtale. Han
var ældre end jeg. Han spurgte mig, hvad jeg spiste, hvor jeg var, hvor jeg rejste hen,
hvorfor jeg var så bange af mig og sådan. Han rådede mig også til at spise ved bordet.
Han lo af min vedholdende nægtelse af kødspisning og sagde på en venlig måde til
mig, da vi var i Det røde Hav: "Det er alt sammen meget godt, men du bliver nødt til
at ændre din beslutning, når du kommer ud på Den biscayiske Bugt. Og det er så
koldt i England, at man umuligt kan leve der uden kød".
"Men jeg har hørt, at folk kan leve der uden at spise kød," sagde jeg. "Du kan være
forvisset om, at det er lyv," sagde han. "Så vidt jeg ved, lever der ikke nogen uden at
være kødspisere. Kan du ikke se, at jeg beder dig ikke om at drikke spiritus, skønt jeg
selv gør det? Men jeg mener, at du skulle spise kød, for du kan ikke leve uden".
"Jeg takker Dem for Deres venlige råd, men jeg har højtideligt lovet min moder ikke
at røre kød, og derfor kan jeg ikke tænke mig at spise det.
Hvis det viser sig umuligt at klare sig uden det, så vil jeg hellere vende tilbage til
Indien end spise kød for at kunne blive der." Vi kom ind i Den biscayiske Bugt, men
jeg begyndte ikke at føle trang til hverken kød eller spiritus. Man havde tilrådet mig
at samle attester for at jeg havde afholdt mig fra at spise kød, og jeg bad min engelske