MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

24
ne fag for drengene i de øverste klasser. Jeg kunne ikke lide nogen af delene. Jeg tog
aldrig del i nogen idræt, kricket eller fodbold, før det blev tvungent. Min angst var en
af grundene til denne hovenhed, som jeg nu indser var forkert. Jeg havde dengang fået
den fikse ide, at gymnastik intet havde at gøre med opdragelse. Nu ved jeg, at den fysiske
træning bør have lige så meget plads på timeplanen som den åndelige træning.
Jeg må imidlertid bemærke, at jeg dog ikke var så ilde stillet til trods for at jeg holdt
mig borte fra idræt. Jeg havde nemlig i nogle bøger læst om, hvor gavnligt det var at
gå lange ture i det frie, og da jeg syntes om rådet, havde jeg gjort mig det, at gå ture,
til en vane, som endnu stikker til mig. Disse spadsereture hærdede mit legeme.
Grunden til at jeg ikke syntes om gymnastik, var mit brændende ønske om at tjene
min fader som hans sygeplejer. Så snart skoletiden var ovre, skyndte 'jeg mig hjem og
begyndte at pleje og passe ham. Den tvungne idræt kom direkte i vejen for denne tjeneste.
Jeg bad hr. Gimi fritage mig for gymnastik, så jeg kunne komme hjem og hjælpe
min fader, men det ville han ikke høre tale om. Nu hændte det en lørdag, da vi havde
skole om formiddagen, at jeg skulle i skole igen kl. 4 om eftermiddagen. Jeg havde
intet ur, og skyerne narrede mig. Alle drengene var borte, før jeg nåede skolen. Da hr.
Gimi næste dag gennemgik listen, fandt han mig betegnet som fraværende. Spurgt om
grunden til min fraværelse, fortalte jeg ham, hvad der var hændt. Han ville ikke tro
mig og beordrede mig en bøde på en eller to anna (jeg kan ikke huske hvor meget).
Jeg blev dømt for at lyve! Det pinte mig stærkt.
Hvordan kunne jeg bevise min uskyld? Der var ingen udvej. Jeg græd bitterligt. Jeg
indså, at en sanddru mand også må være en omsorgsfuld mand. Det var min første og
sidste skødesløshed i skolen. Jeg har en svag erindring om, at det sluttelig lykkedes
mig at få bøden eftergivet.
Fritagelsen for idræt blev naturligvis opnået eftersom min fader selv skrev til overlæreren
og meddelte, at han havde brug for mig hjemme efter skoletid. Men om jeg
end ikke var værre stillet fordi jeg forsømte idræt, så må jeg dog stadig bøde for en anden
forsømmelse. Jeg ved ikke, hvornår jeg havde fået den fikse ide, at en god håndskrift
ikke var nødvendig for opdragelsen, men jeg havde den, indtil jeg kom til England.
Senere, særlig i Sydafrika, da jeg så den smukke håndskrift, som sagførere og
drenge havde, der var født og opdraget der, skammede jeg mig og fortrød min forsømmelse.
Jeg indså, at dårlig håndskrift måtte betragtes som et tegn på ufuldkommen
opdragelse. Jeg søgte senere at forbedre min skrift, men det var for sent. Jeg kunne aldrig
få min ungdoms forsømmelse gjort god igen. Lad enhver ung mand og pige føle sig
advaret ved mit eksempel og forstå, at en god håndskrift er et nødvendigt led i opdragelsen.
Jeg er nu af den mening, at børn bør lære at tegne, før de undervises i
skrivning. Lad barnet lære bogstaverne at kende ved iagttagelse, ligesom tilfældet er
med forskellige genstande som blomster, fugle osv., og lad det ikke lære at skrive, før
det har lært at tegne forskellige genstande. Så vil barnet skrive en smuk hånd. To andre
erindringer fra min skoletid er værd at berette. Jeg var sat et år tilbage ved mit
bryllup, og læreren ønskede, at jeg skulle indhente det ved at springe en klasse over -
et privilegium, der sædvanligt tilstodes flittige drenge. Jeg var derfor kun seks måneder
i tredie klasse og blev så overflyttet til fjerde efter den eksamen, der kommer inden
sommerferien. I fjerde klasse blev engelsk undervisningssproget for de fleste fags
vedkommende. Jeg var fuldkommen ude at svømme. Geometri var et nyt fag, i hvilket
jeg ikke var særlig stærk, og engelsk som meddelelsesmiddel gjorde det endnu vanskeligere
for mig. Læreren forklarede tingene meget godt, men jeg kunne ikke følge ham.
Tit tabte jeg humøret og tænkte på at gå tilbage til tredie klasse, idet jeg følte, at den­