MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

44
kunne spise, var uden smag og vandede. Jeg følte mig som mellem Scylla og Charybdis.
England kunne jeg ikke udholde, men at vende tilbage til Indien kunne der ikke
være tale om. Nu da jeg var kommet, måtte jeg gennem de tre år, sagde, den indre
stemme.
Kapitel XIV.
MIT VALG
Dr. Mehta gik om mandagen til Hotel Victoria, da han ventede at finde mig der.
Han erfarede, at vi var taget afsted, fik vor nye adresse og traf mig i vore værelser. Af
lutter dumhed havde jeg nået at få ringorm ombord på skibet. Vi måtte vaske os og
bade i havvand, hvori sæbe ikke kan opløses.
Jeg brugte imidlertid sæbe, idet jeg regnede det for et tegn på civilisation, med det
resultat, at i stedet for at rense, gjorde den huden fedtet. Så fik jeg ringorm. Jeg viste
det til dr. Mehta, der sagde, at jeg skulle behandle det med eddikesyre. Jeg husker,
hvordan den brændende syre fik mig til at græde. Dr. Mehta undersøgte mit værelse
og alle dets indretninger og rystede misbilligende på hovedet. "Det duer ikke", sagde
han. "Vi kommer til England ikke så meget for at studere som for at lære engelsk levevis
og skik at kende. Og af den grund bør du bo hos en privat familie. Men før du begynder
på det, tror jeg, at du heller må tage en læretid hos -. Jeg vil tage dig med
derhen." Jeg tog med tak mod forslaget og flyttede til "vennen"s værelse. Han var lutter
venlighed og opmærksomhed. Han behandlede mig som sin egen broder, belærte
mig om engelske sæder og skikke og vænnede mig til at tale sproget. Min mad blev
imidlertid et vanskeligt spørgsmål. Jeg kunne ikke lide kogte grønsager tilberedt uden
salt eller krydderi. Værtinden var i forlegenhed over, hvad hun skulle lave til mig. Vi
fik havregrød til frokost.
Det fyldte godt, men jeg var aldrig mæt efter middags- og aftensmåltiderne. Min ven
diskuterede altid med mig om at spise kød, men jeg henviste altid til mit løfte og tav
så ellers. Både til middag og aften fik vi spinat og brød og syltetøj. Jeg havde en
vældig appetit og en rummelig mave; men jeg skammede mig ved at bede om mere end
to eller tre skiver brød, da det ikke syntes korrekt at gøre det. Ydermere var der ingen
mælk til, hverken til middag eller aften. Min ven blev engang ærgerlig over alt dette
og sagde: "Havde du været min egen broder, så havde jeg sendt dig på porten. Hvad
værdi har et løfte, der er givet en uvidende moder og uden at kende til forholdene her?
Det er overhovedet ikke noget løfte. Det ville ikke blive betragtet som et løfte efter
loven. Det er ren og skær overtro at holde fast ved sådan et løfte. Og jeg vil sige dig, at
den stædighed ikke vil hjælpe dig til at opnå noget her. Du indrømmer, at du har spist
kød og syntes om det. Du nød det, da det var ganske unødvendigt og vil ikke her, hvor
det er så påkrævet. Sikke noget pjank". Men jeg var urokkelig.
Dag ud og dag ind talte min ven for mig, men jeg havde stadig afslag at møde ham
med. Jo mere han talte, des mere umedgørlig blev jeg. Daglig bad jeg om Guds bistand
og fik den. Ikke fordi jeg havde nogen ide om Gud. Det var troen, der arbejdede, - troen,
hvis sæd var sået af min gode barnepige, Rambha.
En dag begyndte min ven at læse Benthams "Nyttens Teori" for mig. Min forstand
stod stille.
Sproget var for vanskeligt til at jeg kunne forstå det. Han begyndte at forklare det.