MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

36
tro, og han lyttede altid ærbødigt til dem og ofte med interesse. Da jeg plejede ham,
havde jeg ofte lejlighed til at overvære disse samtaler. Alt dette hjalp til at indprente
fordragelighed overfor alle religioner i mig.
Kun kristendommen var dengang en undtagelse. Jeg fik en slags antipati overfor
den af en bestemt grund. Kristne missionærer plejede dengang at stå på et hjørne nær
ved latinskolen og tale, idet de på det voldsomste angreb hinduerne og deres guder,
hvad jeg ikke kunne fordrage xxvii . Jeg har sikkert kun stået der en gang og hørt på
dem, men det har været nok til at afskrække mig fra at gentage forsøget. Omtrent på
samme tid hørte jeg om en bekendt hindu, der var blevet omvendt til kristendommen.
Det blev fortalt ude i byen, at da han blev døbt, skulle han spise oksekød og drikke spiritus,
at han skulle forandre sin klædedragt, så at han fra den dag begyndte at gå med
europæisk dragt, hat ikke at forglemme. Dette fik mig til at spekulere. En religion, der
tvang en til at spise kød, drikke spiritus og forandre ens egen klædedragt kunne sandelig
ikke fortjene navn af religion.
Jeg hørte også, at den nyomvendte allerede var begyndt at rive ned på sine forfædres
religion, deres nedarvede skikke og deres land. Alt dette fremkaldte hos mig en
modvilje overfor kristendommen.
Det, at jeg havde lært at være tolerant overfor andre religioner, betød dog ikke, at
jeg havde nogen levende tro på Gud. Jeg fik ved denne tid tilfældigvis fat i Manusmriti
35 , som var i min faders bogsamling. Skabelseshistorien og lignende ting gjorde ikke
meget indtryk på mig, tværtimod, jeg kom til at sympatisere lidt med ateismen.
Der var en af mine fætre, som lever endnu, som jeg havde stor respekt for på grund
af hans intelligens. Ham henvendte jeg mig til med min tvivl. Men han kunne ikke
hjælpe mig. Han lod mig gå igen med følgende svar: "Når du bliver voksen, kan du nok
ved egen hjælp klare den tvivl. Sådanne spørgsmål skal man ikke tænke på i din alder".
Jeg var bragt til tavshed, men tilfreds var jeg ikke. Visse dele af Manusmriti, der
handlede om maden og lignende, syntes jeg gik lige stik imod alt det, jeg var vant til.
Mine tvivl herom blev imødegået med samme svar, og jeg sagde til mig selv: "Når jeg
bliver ældre og mere udviklet og får læst noget mere, vil jeg nok kunne forstå det" .
Manusmriti lærte mig i hvert fald ikke den gang ahimsa. Jeg har fortalt om min
kødspisning. Manusmriti syntes at underbygge den. Jeg følte også, at det var fuldt
moralsk at dræbe slanger, væggetøj og lignende, fordi jeg betragtede det som en pligt.
Men et slog dybt rod i mig - overbevisningen om, at moral er grundlaget for alt og at
sandheden er kernen i al moral. Sandhed blev mit eneste mål.
Den begyndte at vokse i betydning for hver dag, og min definition af den er også stadig
blevet mere og mere omfattende.
Der var også et læredigt på gujarati, der greb mig om hjertet. Dets forskrift - at give
godt for ondt - blev mit ledende princip. Det blev en lidenskab hos mig, og jeg begyndte
talrige forsøg, dermed. Her er disse, som jeg synes så vidunderlige linier:
For en skål med vand kun, et måltid give du,
for en venlig hilsen, bøj dig med ydmyg hu,
får du en simpel skilling, læg guld igen i hånd,
og om dit liv er reddet, giv liv i samme ånd.
Betragt kun ord og handling i alle vises liv,
hver tjeneste man gør dig, tifold tilbage giv.
35 Manusmriti: Manu's lovbog, fra oldindisk tid.