MINE FORSØG MED SANDHEDEN BD 1 - Det danske Fredsakademi

22
fandt for godt. At jeg skærpede kontrollen bevirkede blot, at hun tog sig mere frihed,
og at jeg blev mere og mere irriteret. Det hørte til dagens orden, at vi ægtefæller, børn
som vi var, nægtede at sige et ord til hinanden. Jeg synes nu, at Kasturbai var ganske
i sin ret, når hun tog sig disse friheder overfor min kontro1. Hvorledes kunne en ung,
uskyldig pige finde sig i ikke at få lov til at gå i templet eller besøge sine venner? Hvis
jeg havde ret til at pålægge hende bånd, havde hun ikke også den samme ret overfor
mig? Alt dette kan jeg nu tydeligt se; men dengang måtte jeg gøre min autoritet som
ægteherre gældende!
Læseren må dog ikke tro, at vor tilværelse altid var så forbitret. Min strenghed
skyldtes jo dog helt og holdent min kærlighed. Jeg ønskede at gøre min hustru til en
ideel hustru. Min ærgerrighed gik ud på at gøre hendes liv rent, at lære hende, hvad
jeg havde lært og gøre hendes liv og tanke et med mig.
Jeg ved ikke, om Kasturbai ejede nogen sådan ærgerrighed. Hun kunne ikke læse og
skrive. Af natur var hun jævn og ligefrem, selvstændig, bestandig, og, i hvert fald
overfor mig, af få ord. Hun var ikke ked af sin uvidenhed, og jeg kan ikke erindre, at
mine studier nogensinde har ansporet hende til at vove sig ud på noget lignende. Jeg
tænker derfor, at ærgerrigheden udelukkende var på min side. Min lidenskab havde
kun en kvinde til midtpunkt, og jeg ønskede, den skulle være gensidig.
Selvom der dog ikke var nogen gensidighed, kunne den dog ikke være helt igennem
ulykkelig, fordi der var aktiv kærlighed fra en af siderne i det mindste.
Jeg må sige, jeg holdt umådelig meget af hende. Selv i skolen plejede jeg at tænke
på hende, og tankerne om aftenens komme og vort følgende møde stod stadigt for mig.
Adskillelsen var uudholdelig. Jeg plejede at holde hende vågen til langt ud på natten
med min overflødige snak.
Hvis jeg foruden denne fortærende lidenskab ikke havde ejet en glødende pligtfølelse,
ville jeg enten være faldet som offer for sygdom og en altfor tidlig død, eller også
være sunket ned til en byrdefuld tilværelse. Men de fastsatte arbejder skulle gennemgås
hver morgen, og at lyve for nogen kunne der ikke være tale om. Det var det sidste,
der frelste mig fra mangen faldgrube.
Jeg har allerede sagt, at Kasturbai hverken kunne læse eller skrive. Jeg var meget
ivrig efter at lære hende noget, men kødelig attrå lod mig ikke få tid. For det første
skulle undervisningen foregå mod hendes vilje, dertil om aftenen. Jeg turde ikke møde
hende i de ældres nærværelse, endnu mindre tale med hende. Kathiawad havde dengang,
og har til en vis grad endnu, sin egen særskilte, unyttige og barbariske
Purdah 18 . Der var således ikke nogen gunstig lejlighed, og Jeg må derfor tilstå, at de
fleste af mine bestræbelser for at undervise Kasturbai i vore unge dage mislykkedes.
Og da jeg var vågnet op efter at have rystet sanselighedens søvn af mig, var jeg allerede
inde i det politiske liv, som ikke lod mig megen tid tilovers. Det lykkedes mig heller
ikke at få hende undervist af private lærere. Resultatet er, at Kasturbai nu kun
med nogen vanskelighed kan skrive simple breve og læse let Gujarati. Jeg er vis på, at
hvis min kærlighed til hende havde været absolut ubesmitet af begær, ville hun nu
have været en lærd dame; thi jeg kunne da have overvundet hendes mishag mod studier.
Jeg ved, at intet er umuligt for ren kærlighed.
Jeg har omtalt en omstændighed, der mer eller mindre bevarede mig for den kødelige
attrås ulykker. Der er endnu en, der er værd at nævne. Mange eksempler har overbevist
mig om, at Gud i sidste instans bevarer den, hvis motiver er rene. Ved siden af
18 Purdah: Kvindernes tillukkede del af hjemmet. Ofte kommer kvinderne end ikke ud derfra efter at
de har indgået ægteskab.