Analyse af barrierer for konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor

UDBUDSRÅDET
Et aspekt af de styringsmæssige barrierer er, hvorledes den offentlige myndighed
håndterer det at miste egne driftskompetencer. Samtidig med, at myndigheden naturligt
taber driftskompetencer, hvis udbuddet ender med udlicitering, skal myndigheden
både være en effektiv bestiller, som giver den private leverandør et kvalificeret
med- og modspil, og kunne tage opgaven tilbage, såfremt det skulle blive
nødvendigt. Analysen tyder på, at disse udfordringer udgør en barriere på alle tre
offentlige myndighedsniveauer.
Om en offentlig myndighed tvinges til at hjemtage en opgave for at kunne opfylde
sin forsyningsforpligtelse afhænger til dels af, om der er et velfungerende marked.
Netop fraværet af et velfungerende marked opfattes af flere – både statslige aktører
og kommuner – som en vis barriere for konkurrenceudsættelsen.
For de, der skal udbyde for første gang, kan det være vanskeligt at skabe sig overblik
over regler og værktøjer. En lovgivningsmæssig barriere, som flere oplever –
både blandt offentlige og private aktører – er, at EU’s udbudsregler om det generelle
forhandlingsforbud lægger visse restriktioner på dialogen mellem den offentlige
myndighed og leverandørerne. Bl.a. betyder forbuddet, at en offentlig myndighed
ikke kan tage kontakt til tilbudsgivere for at få rettet ”indlysende fejl”, ligesom
de private savner en mulighed for at introducere nye løsninger.
En anden lovgivningsmæssig barriere, som flere offentlige myndigheder har
nævnt, er den asymmetri, der er i fordelingen af omkostningerne ved at klage over
et udbud: Hvis ordregiveren har overtrådt udbudsreglerne, er det normalt, at ordregiveren
skal betale klagers omkostninger. Derimod skal ordregiveren selv
dække sine sagsomkostninger i de tilfælde, hvor Klagenævnet for Udbud har afgjort,
at reglerne er fulgt. Ca. 1 pct. af alle offentlige udbud indklages for Klagenævnet
for Udbud.
Endvidere fremhæver flere af de offentlige aktører, at risikoen for, at et udbud efterfølgende
bliver indbragt for Klagenævnet, bidrager til at hæve transaktionsomkostningerne
væsentligt, jf. ovenfor. Risikoen for en efterfølgende klagesag betyder,
dels at den offentlige myndighed allerede fra starten afsætter en budgetmæssig
post til at finansiere en evt. klage, dels at de offentlige aktører anvender unødig
mange ressourcer på at sikre og dobbelttjekke, at alle regler og procedurer er
overholdt.
Boks 2.7 opsummerer analysens hovedkonklusioner om barrierer for den offentlige
sektors brug af konkurrenceudsættelse.
66