Fyssen k
ommer Nogen finder dem påtrængende. Andre anser dem for et nødvendigt onde. Men skal der styr på skavankerne, kommer man altså ikke uden om fysioterapeuterne. InTryk har fået lov til at følge med et par af dem. „Det går simpelthen bare godt. Jeg synes næsten ikke, det var nødvendigt at komme i dag,“ siger Andreas mor storsmilende, mens hun forventningsfuldt hanker op i liften med sin lille datter og følger efter fysioterapeuten Mette Nørgaard ind i den lune undersøgelsesstue. Andrea er seks måneder gammel og døjer med en såkaldt lejringsbetinget hoveddrejning. Senen, der løber ned langs halsen på venstre side, er for stram til, at Andrea kan dreje hovedet ordentligt mod venstre. Det er derfor, hun nu for tredje gang er på besøg hos Mette. Skæv i knolden Problemet er langt fra usædvanligt, og man oplevede en markant stigning i tilfældene, da Sundhedsstyrelsen i 1990’erne anbefalede, at spædbørn bør sove på ryggen for at mindske risikoen for vuggedød. „Spædbørns knogler er meget bløde, og baghovedet bliver skævt, hvis man konsekvent lader barnet hvile med hovedet til en bestemt side. Er dét sket, kan barnet ikke selv dreje hovedet den anden vej, og derfor bliver senen stram,“ forklarer Mette, mens hun tjekker Andreas fremskridt. Mette ruller den lille pige fra side til side og lokker med lækre lyde fra rangler og trælegetøj, der får en nysgerrig Andrea til at dreje hovedet i den ønskede retning. Vel at mærke uden at overkroppen følger med. Det sørger Mettes faste hånd for. Undervejs får Andreas mor tips og råd til, hvordan de skal arbejde videre derhjemme. Efter en halv time har den unge dame fået nok af fysioterapeuten. Hun vil hellere have en tår vand og smage lidt på legetøjet. „Det ser rigtig godt ud, du skal nok blive fin,“ konstaterer Mette, men hun vil alligevel gerne se Andrea igen om tre uger. Lidt knotten er man vel altid Nu skal Martin på fem måneder prøve kræfter med Mette. Han er indlagt på A3, fordi han har en byld i lungesækken. Men i dag er det ikke derfor, at Mette har ham på programmet. Under indlæggelsen har fysioterapeuterne nemlig opdaget, at Martin har svært ved at strække benene, som han bør. Og det skal der gøres noget ved. Inden Mette går ind på stuen, sludrer hun kort med Martins sygeplejerske. Det går fint med Martin, så der er ikke noget, der forhindrer Mette i at gå i gang. Martin småsover og bliver ikke just begejstret for fysioterapeutens ankomst. Han bliver mildest talt rasende, da Mette tager alvorligt fat på de nødvendige strækøvelser. Mettes hænder arbejder intensivt, mens hun småpludrer med den rødglødende hidsigprop. Samtidig udveksler hun oplevelser af fremgang med hans mor. De er enige om, at det går meget bedre. Martin skal formentlig overflyttes til hjemsygehuset samme dag. Mette skal derfor have fat i den lokale fysioterapeut, som skal arbejde videre med Martins ben. Indtil da kan Martin puttes under dynen, som han dog ret hurtigt får sparket af. Måske for at vise, at han har fattet konceptet; At strække ben. En gammel kending Det er sin sag at være ni år gammel, totalt vild med sport og samtidig være plaget af både gigt i knæene og stramme sener i fodledene. Morten er et af de 450 gigtbørn, der er tilknyttet Skejby Sygehus. Han er kommet hele vejen fra Fyn og har taget sin familie med. Mette er specialist i gigtbørn, og hun og Morten kender hinanden rigtig godt. „Hele hans liv handler om sport, og derfor er det vigtigt, at han kan være med på trods af gigten,“ forklarer Mette på vej ind i „Kærnehuset“, hvor hun skal deltage i en opfølgende lægesamtale med Morten og hans familie. Alt tyder dog på, at Morten er med helt fremme, hvor tingene sker. Håret stritter moderigtigt i alle retninger, og blå mærker af nyere og ældre dato vidner om en endog meget aktiv hverdag. Erfarent smider han bukserne og indtager briksen. Uden de store dikkedarer placerer Mette begge hænder på Mortens ene knæ og lægger vægten i. Han bliver helt skæv i fjæset. Det er noget, der kan mærkes. Til gengæld er der ikke ende på begejstringen. Der er nemlig ingen, der kan huske, at Morten før har kunnet strække så meget i knæledene. Den iværksatte behandling virker, og Mette er tydeligt tilfreds. Tilbage i fysioterapien er det nu de voksne, det handler om. Det er mandag. Klokken er elleve, og: „Skeden er en skydedør“ Det skorter ikke på billeder til det indre lærred, når fysioterapeuten Katie Leaborn underviser nybagte mødre i, hvordan man bedst strammer understellet op efter en fødsel. Det gør hun mandag, onsdag og fredag. Ud over den med skydedøren kan hun blandt andet også en med tamponer. „Det fremmer forståelsen for, hvilke muskler der skal i arbejde,“ forklarer Katie. Ordene går rent ind hos de fem, der denne mandag har taget imod tilbudet om barselsgymnastik i fysioterapien. Udmattede slanger de sig mere eller mindre elegant på de grønne madrasser rundt om på gulvet. „Prøv så at stramme mavemusklerne samtidig med, at I strammer bækkenbunden, og hold den, mens I tæller til tredive,“ lyder det muntert fra Katie. Selv om det er svært, er det alligevel også lidt skægt. Pigerne morer sig kosteligt over Katies sproglige input i seancen, der varer en lille time. Mødrene er kommet på benene igen og sætter kursen mod de nyfødte. Katie kan lige nå en hurtig bid frokost, inden eftermiddagens opgaver på Y. Tekst Hanne Børresen | Foto Tonny Foghmar