7 6 0 6

ommer
Nogen finder dem påtrængende.
Andre anser dem for et nødvendigt
onde. Men skal der styr på skavankerne,
kommer man altså ikke uden
om fysioterapeuterne. InTryk har fået
lov til at følge med et par af dem.
„Det går simpelthen bare godt. Jeg synes
næsten ikke, det var nødvendigt at
komme i dag,“ siger Andreas mor storsmilende,
mens hun forventningsfuldt hanker
op i liften med sin lille datter og følger
efter fysioterapeuten Mette Nørgaard ind
i den lune undersøgelsesstue.
Andrea er seks måneder gammel og
døjer med en såkaldt lejringsbetinget
hoveddrejning. Senen, der løber ned langs
halsen på venstre side, er for stram til, at
Andrea kan dreje hovedet ordentligt mod
venstre. Det er derfor, hun nu for tredje
gang er på besøg hos Mette.
Skæv i knolden
Problemet er langt fra usædvanligt,
og man oplevede en markant stigning
i tilfældene, da Sundhedsstyrelsen i
1990’erne anbefalede, at spædbørn bør
sove på ryggen for at mindske risikoen
for vuggedød.
„Spædbørns knogler er meget bløde,
og baghovedet bliver skævt, hvis man
konsekvent lader barnet hvile med hovedet
til en bestemt side. Er dét sket, kan
barnet ikke selv dreje hovedet den anden
vej, og derfor bliver senen stram,“ forklarer
Mette, mens hun tjekker Andreas
fremskridt.
Mette ruller den lille pige fra side til
side og lokker med lækre lyde fra rangler
og trælegetøj, der får en nysgerrig Andrea
til at dreje hovedet i den ønskede retning.
Vel at mærke uden at overkroppen følger
med. Det sørger Mettes faste hånd for.
Undervejs får Andreas mor tips og
råd til, hvordan de skal arbejde videre
derhjemme.
Efter en halv time har den unge dame
fået nok af fysioterapeuten. Hun vil hellere
have en tår vand og smage lidt på
legetøjet.
„Det ser rigtig godt ud, du skal nok
blive fin,“ konstaterer Mette, men hun
vil alligevel gerne se Andrea igen om tre
uger.
Lidt knotten er man vel altid
Nu skal Martin på fem måneder prøve
kræfter med Mette. Han er indlagt på A3,
fordi han har en byld i lungesækken. Men
i dag er det ikke derfor, at Mette har ham
på programmet.
Under indlæggelsen har fysioterapeuterne
nemlig opdaget, at Martin har svært
ved at strække benene, som han bør. Og
det skal der gøres noget ved.
Inden Mette går ind på stuen, sludrer
hun kort med Martins sygeplejerske. Det
går fint med Martin, så der er ikke noget,
der forhindrer Mette i at gå i gang.
Martin småsover og bliver ikke just
begejstret for fysioterapeutens ankomst.
Han bliver mildest talt rasende, da Mette
tager alvorligt fat på de nødvendige
strækøvelser.
Mettes hænder arbejder intensivt, mens
hun småpludrer med den rødglødende
hidsigprop. Samtidig udveksler hun oplevelser
af fremgang med hans mor. De er
enige om, at det går meget bedre.
Martin skal formentlig overflyttes til
hjemsygehuset samme dag. Mette skal
derfor have fat i den lokale fysioterapeut,
som skal arbejde videre med Martins ben.
Indtil da kan Martin puttes under dynen,
som han dog ret hurtigt får sparket af. Måske
for at vise, at han har fattet konceptet;
At strække ben.
En gammel kending
Det er sin sag at være ni år gammel, totalt
vild med sport og samtidig være plaget
af både gigt i knæene og stramme sener i
fodledene.
Morten er et af de 450 gigtbørn, der er
tilknyttet Skejby Sygehus. Han er kommet
hele vejen fra Fyn og har taget sin familie
med.
Mette er specialist i gigtbørn, og hun
og Morten kender hinanden rigtig godt.
„Hele hans liv handler om sport, og
derfor er det vigtigt, at han kan være med
på trods af gigten,“ forklarer Mette på vej
ind i „Kærnehuset“, hvor hun skal deltage
i en opfølgende lægesamtale med Morten
og hans familie.
Alt tyder dog på, at Morten er med helt
fremme, hvor tingene sker. Håret stritter
moderigtigt i alle retninger, og blå mærker
af nyere og ældre dato vidner om en
endog meget aktiv hverdag.
Erfarent smider han bukserne og indtager
briksen. Uden de store dikkedarer
placerer Mette begge hænder på Mortens
ene knæ og lægger vægten i. Han bliver
helt skæv i fjæset. Det er noget, der kan
mærkes.
Til gengæld er der ikke ende på begejstringen.
Der er nemlig ingen, der kan
huske, at Morten før har kunnet strække
så meget i knæledene. Den iværksatte
behandling virker, og Mette er tydeligt
tilfreds.
Tilbage i fysioterapien er det nu de
voksne, det handler om. Det er mandag.
Klokken er elleve, og:
„Skeden er en skydedør“
Det skorter ikke på billeder til det indre
lærred, når fysioterapeuten Katie Leaborn
underviser nybagte mødre i, hvordan man
bedst strammer understellet op efter en
fødsel. Det gør hun mandag, onsdag og
fredag.
Ud over den med skydedøren kan hun
blandt andet også en med tamponer.
„Det fremmer forståelsen for, hvilke
muskler der skal i arbejde,“ forklarer
Katie.
Ordene går rent ind hos de fem, der
denne mandag har taget imod tilbudet om
barselsgymnastik i fysioterapien.
Udmattede slanger de sig mere eller
mindre elegant på de grønne madrasser
rundt om på gulvet.
„Prøv så at stramme mavemusklerne
samtidig med, at I strammer bækkenbunden,
og hold den, mens I tæller til
tredive,“ lyder det muntert fra Katie.
Selv om det er svært, er det alligevel
også lidt skægt. Pigerne morer sig kosteligt
over Katies sproglige input i seancen,
der varer en lille time.
Mødrene er kommet på benene igen og
sætter kursen mod de nyfødte.
Katie kan lige nå en hurtig bid frokost,
inden eftermiddagens opgaver på Y.
Tekst Hanne Børresen | Foto Tonny Foghmar