Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

at filosofiens spørgsmål handler om vores begrebsverden (§568,Z). 11 Det, der
adskiller Wittgenstein fra de fleste andre filosoffer, er hans opfattelse af, hvordan
vi skal besvare begrebslige spørgsmål, dvs. hans filosofiske metode. Denne metode
hænger væsentlig sammen med Wittgensteins svar på, hvad det er, der giver ord
betydning, fordi begreber er, hvad der udtrykkes/manifesteres i meningsfulde
udtryk. Jeg vil derfor, inden hans metode undersøges, sige noget om, hvad
Wittgenstein mener gør det muligt, at små klatter sort blæk på et stykke papir, eller
lyde udstødt af mennesker, kan have mening.
1.2 Mening er brug
I den del af den filosofiske tradition før Wittgenstein, der mente, at filosofiske
undersøgelser var begrebslige undersøgelser, har der forenklet sagt været én måde
hvorpå man besvarede spørgsmålet: Hvad giver ord deres mening? Denne tradition
hævdede, at ord får betydning ved at stå for noget. Denne generelle struktur kaldes
ofte ’navnemærkatteorien’. Det filosofiske ræsonnement bag navnemærkatteorien
starter med den betragtning, at der er korrekte og ukorrekte anvendelser af et ord.
Derfor må der være noget, der står bag vores brug af et ord og styrer denne brug.
Det virker indlysende, at det der styrer brugen må være ordets betydning. Men
hvad er denne betydning? Der har – igen forsimplet sagt – været tre specifikke
versioner af navnemærkatteorien: Enten fik et ord betydning ved at stå for et indre
objekt (sansedata, mental idé, følelse), 12 eller et ydre objekt (’bord’ betyder bord,
’Fido’ betyder Fido), 13 eller et ’super-ydre’ objekt (en platonistisk idé eller en
genstand i et 3. rige). 14 De tre meningsteorier kunne man kalde henholdsvis
’mentalisme’, ’commonsense opfattelsen af mening’ og ’meningsplatonisme’. 15
Wittgenstein afviser den generelle struktur i navnemærkatteorien som den rette
måde at besvare, hvad der giver ord betydning, og dermed afviser han også de tre
konkrete udformninger af dette svar. For at få svar på sine begrebslige spørgsmål
skal filosoffen hverken se bort fra denne verdens tidslige og rumlige fænomener (
”Wir reden von dem räumlichen und zeitlichen Phänomen der Sprache; nicht von
11
En opfattelse, der kommer til udtryk i The Republic og Sofisten.
12
Fx Locke, Berkeley og Russell.
13
Fx den tidlige Wittgensteins meningsteori og Augustins billede af sproget.
14
Fx Platon og Frege.
15
I afsnit 3.3 vender jeg i forbindelse med Dummett tilbage til en moderne udgave af denne
generelle meningsteoristruktur.
12