Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Den filosofiske terapi er overstået, når læseren er kureret for sin sygdom i
intellektet, således at han ikke længere holdes fanget af sine tanker. Men hvorledes
er det muligt at holdes fanget af sine tanker? Wittgensteins eksempel er
klokkeklart: En mand holdes fanget af sine tanker i et rum med en ulåst dør, hvis
han har et billede af, at døre kun åbner udad, og døren i dette rum åbner indad
(s.509, VB). Den filosofiske aktivitet har altså to hovedfunktioner:
1) Terapi: At befri sindet fra de billeder, misforståelser og uklarheder, man holdes
fangne af på en sådan måde, at man lærer teknikker til at undgå intellektuel
sygdom i fremtiden.
2) Forståelse: At give den ønskede filosofiske forståelse gennem ’eine Übersicht’
af grammatikken for det undersøgte fænomen.
Wittgensteins filosofiopfattelse indebærer ikke, at filosofien udelukkende har en
terapeutisk rolle, men som beskrevet også en ’forståelses-øgende’ rolle ved at give
os klarhed og overblik over vores begrebsverden.: “Whenever I say: here we are at
the limits of language, that sounds as if some kind of self-denial were necessary;
but on the contrary, we have reached complete satisfaction, since there are no
questions left over.” (p. 271,WR,mk).
Som afslutning på dette afsnit vil jeg gerne gøre det klart, at jeg ikke mener, det
ifølge Wittgenstein er passende at sige, at filosofiske problemer er personlige
problemer, selv om terapi-retorikken lægger op til en sådan udlægning 86 , hvilket
vil blive uddybet i afsnit 4.1. Men ikke desto mindre er Wittgensteins intenderede
læser et konkret menneske, som er uklar i sindet, og enhver forfatter bør tage højde
for sin læsers omstændigheder, hvis han i sandhed ønsker at kommunikere med
vedkommende. ”Was ist dein Ziel in der Philosophie? – Der Fliege den Ausweg
aus dem Fliegenglas zeigen.” (§309,PU).
Dette kapitel viste, at filosofi ifølge Wittgenstein er en refleksiv, terapeutisk
aktivitet, hvis mål er opløsningen af filosofiske problemer og spørgsmål. Disse
opstår som en følge af, at filosoffen ikke har klarhed over grammatikken og
vildledes af sit sinds og sprogets natur til at tænke i forkerte, meningsløse eller
86 Hvad fx Ackerman synes at hævde i Wittgenstein’s City, chapter 10.
50