Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Min læser vil muligvis gerne se mig få noget jord under neglene ved at diske op
med et konkret eksempel på en overskuelig fremstilling af vores grammatik for at
konkretisere ideen. Men jeg vil ikke påbegynde endnu en begrebslig undersøgelse
udover den, jeg laver af begrebet ’filosofi’, da det ville blive et for omfattende
projekt. Specialet i sig selv må tjene som eksempel på, hvad en overskuelig
fremstilling af grammatikken for et ord kan beløbe sig til.
Wittgensteins forhold til den øvrige filosofiske tradition er et omdiskuteret emne,
og det er berigende at undersøge. Grunden til, at jeg ikke gør mere ud af emnet, er,
at i Wittgensteins øjne er det ikke den filosofiske tradition som sådan, man som
filosof kæmper imod – det er derimod sproget selv, der er ’fjenden’. Grunden til
dette er, som vi har set i dette afsnit, at det overvejende er sproget, der leder os ud i
de filosofiske problemer. Sproget indeholder fælder for filosoffer, og den utrænede
eller uopmærksomme tænker vader troskyldigt ind i dem, da de første skridt synes
så indlysende rigtige og uskyldige 53 : ”Der entscheidende Schritt im
Taschenspielerkunststück ist getan, und gerade er schien uns unschuldig.”
(§308,PU). Faktisk siger Wittgenstein, at det ofte er præcis de ting, vi er
umiddelbart fristede til at sige, når vi giver os til at filosofere, at filosoffen skal
behandle ekstra varsomt: ”Was wir in so einem Fall ’zu sagen versucht sind’, ist
natürlich nicht Philosophie; sondern es ist ihr Rohmaterial.” (§254, PU). Dette gør
det klart, at de afgrænsninger af ’negativt rum’, som Wittgenstein altid foretager i
sine begrebslige undersøgelser, er en essentiel og ikke overflødig del af
undersøgelsen. Eftersom filosofiske problemer er misforståelser, hænger det at
fjerne dem uløseligt sammen med at sige noget om, hvordan vi ikke skal forstå det
givne begreb, og hvorfor vi ikke skal forstå det således. Ved at dreje vores hoveder
væk fra alle de forkerte retninger, vi er tilbøjelige til at se i, får Wittgenstein også
indirekte peget i den retning, vi bør se. Fordi sproget er ’fjenden’, bliver det
relevante i Wittgensteins øjne ikke at gøre op med de filosoffer, der konkret er gået
i sprogets fælder, men det vigtige bliver at få sat advarselsskilte op på de veje, der
fører ind i fælderne. Et fokus på et opgør med konkrete filosoffer kunne meget let
lede os til at overse, hvor radikale og vidtrækkende konsekvenser Wittgensteins
53 Et velkendt problem i argumentationsteori.
34