Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Det ovenstående skal ikke tolkes således, at Wittgenstein hævder, at filosoffer ikke
evner at nå frem til ’fænomenernes sande natur’, og derfor må tage til takke med
kun at undersøge, hvad vi siger om dem. Det skyldes, at ”Das Wesen ist in der
Grammatik ausgesprochen.” (§371,PU). Marie McGinn udfolder dette citat på
følgende måde:
”What we are concerned with when we ask questions of the form: ’What is time?’ … is
the nature of the phenomena which constitute our world…The nature of the phenomena
which constitute our world is not something that we discover by ’digging’, but is
something that is revealed in ’the kind of statement we make about phenomena’, by the
distinctive forms of linguistic usage which characterize the different regions of our
language.” 22
Hvad der hører til et udtryks distinktive form, er den brede vifte af ting som
hvornår, hvordan, med hvilken begrundelse, om hvad, med hvilket formål og i
hvilke kontekster et ord kan benyttes. En beskrivelse af et udtryks grammatik, dvs.
af sprogspillet med det, bør inkorporere alt dette. Kriteriet på, om filosoffens
beskrivelse af et begreb er korrekt, er, at den stemmer overens med begrebets brug
og grundene for denne brug, dvs. filosoffens beskrivelse skal indfange ikke kun
betingelserne for anvendelsen, men også grundene for anvendelsen. Wittgenstein
siger, at for så vidt det filosoffen spørger til er ord, så skal vi tale om ord. De
skrupler, man har i den forbindelse, ”sind Missverständnisse” (§120,PU), 23 hvad
eksemplet med ’kærlighed’ skulle illustrere. At tale om brugen af ord er at vise os
fænomenets sande, essentielle natur 24 , hvis det stillede spørgsmål er det
begrebslige ’Hvad er X?’-spørgsmål og ikke et af de empiriske spørgsmål om X.
Filosoffens spørgsmål er jo netop allerede udtrykt i sprog – dvs. var i stand til at
kunne udtrykkes i sprog. ”- Nun, deine Fragen waren ja auch schon in dieser
Sprache abgefasst; mussten in dieser Sprache ausgedrückt werden, wenn etwas zu
22 s. 18-19 i Wittgenstein and the Philosophical Investigations.
23 Men dette er kun tilfældet under den præmis, at essentialismen er uplausibel, dvs. at filosoffer
som Putnam (’The meaning of meaning’) og Kripke (Naming and Necessity) går galt i byen med
deres meningsteori for ’natural kind terms’: at det er en essens i verden, der bestemmer meningen
for ’natural kind terms’. Hanfling afviser essentialismen s. 46-48 i Wittgenstein’s later Philosophy.
Det samme gør Hacker s. 250-253 i Wittgenstein’s Place in 20. Century Analytical Philosophy.
24 Hanfling ibid.
20