Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Et eksempel på dette kunne være, at man tænker i termerne for ’det indre’ og ’det
ydre’, når man filosoferer over følelser, tanker og bevidsthed. Ud af dette billede -
distinktionen mellem et privat indre rige, bevidstheden, og et offentligt ydre rige,
verden, - kan problemet om det fremmedpsykiske opstå, fordi dette billede
generelt har en tendens til at lede vore tanker i nogle bestemte retninger: Det er en
kendsgerning, at jeg er den eneste, som kan føle mine smerter, glæder, sorger etc.
– dvs. følelser. Derfor har jeg en privilegeret adgang til, hvad der sker inde i mig, i
mit private, indre rige. 43 Jeg kan ikke føle andres smerter, men kun deducere, at de
har dem på baggrund af deres opførsel – hvis de opfører sig, som jeg gør, når jeg
har smerter. Men hvis jeg kun har adgang til andre menneskers ydre, hvordan kan
jeg så have sikker viden om, hvad der virkelig foregår inden i et andet menneske?
– Hvordan kan jeg nogensinde være sikker på, at der foregår noget derinde?! Rent
faktisk kunne alle folk foregive at have et følelsesliv eller være avancerede
robotter! Med denne tanke samt oplevelsen af at være ude af stand til at afvise eller
modbevise den, står vi med det filosofiske problem om det fremmedpsykiske. Ud
af vores filosofiske trang til at forstå verden opstår et problem, fordi tanken lokket
af sproget får sig rodet ind i gordiske knuder. Tænk blot på visse formuleringer af
sjæl/legeme-problemet: ’Hvordan kan to væsensforskellige substanser
interagere?’. 44 Der kan siges meget om, hvorfor dette spørgsmål kommer til at
udgøre et paradoks, når man vil have to ting, der er essentielt forskellige til at
interagere, eller når man begynder at tænke på sjælen som en ting, en form for
substans, som bl.a. har den egenskab ikke at optage noget sted, at være udelelig,
uden udstrækning, etc.! Dette uløselige filosofiske problem hviler på træk ved det
daglige sprog, som leder os vild, fx vores tale om ’ånd’, som om den var en ting i
udtryk som ’Hun har en skrøbelig krop, men en stærk ånd’.
Et andet træk ved sproget, der vildleder filosoffer, er, at nogle filosofiske
spørgsmål er stillet på en sådan måde, at det er umuligt at besvare dem. 45 Et
simpelt eksempel, er det spørgsmål, man præsenterer børn for: ’Hvad er højest:
43 Fx Locke har dette billede af bevidstheden i An Essay concerning Human Understanding.
44 Fx Descartes får skabt et sjæl/legeme-problem i ’Metafysiske Meditationer’, bl.a. via sin
konklusion ”…at det er min natur at være en tænkende ting” (s. 185).
45 Hilmy kalder denne form for spørgsmål for ’false questions’ i ’Tormenting questions’.
28