et “ikke-land” - De Berejstes Klub

DECEMBER 2007 / nR. 30 

Globen 

M E D l E M s B l a D f o R D E B E R E j s t E s K l u B 

Tema: 

Sydamerika 

- eventyret lever 

JAMAL HALVØEN 

Rensdyrnomader i sibirien 

VATIK ANET 

overgav sig endelig

Oplev den legendariske 

legendariske 

karavanevej og få 10% rabat* 

DBK- medlemmer 

www.penguin.dk tlf. 33215100 

6 

tEMa 

6 COLOMBIA: GUERILLAER, 

NARKOSMUGLERE OG INGEN 

TURISTER 

af Henrik Schumacher 

Vanvittig cykeltur gennem et af verdens 

farligste områder. 

12 TEMA: 5 EVENTYRLIGE 

EKSPEDITIONER 

af Søren Fodgaard og Jakob Øster 

Fokus på fem eventyrlige ekspeditioner og 

tre kendte sydamerikanere. 

18 BOLIVIA: DET LOVLØSE FÆNGSEL 

af Jakob Øster 

Læs om kokainfængslet San Pedro, 

verdens mest bizarre turistattraktion. 

28 RUNDTUR: SLANGEN I PARADISET 

af Arne Runge 

’Manos arriba!’ Læs om Arnes dramatiske 

oplevelser i Sydamerika. 

40 BRASILIEN: MED CLAUS I 

FØRERTRØJEN 

af Ann Kledal og Annette Grønkær 

Brasiliansk rundrejse og det vestligste 

medlemsmøde i DBK. 

46 BOLIVIA & CHILE: FRA VERDENS 

HØJESTE JERNBANE TIL 

VERDENS ENDE 

af Jørgen Oulund 

Læs om djævelen i bjerget, dødens 

landevej og et flystyrt set fra oven. 

50 PERU: ØJEBLIKKE PÅ AMAZONAS 

af Anders K. Pedersen 

Drømmende beretning fra ekspedition i 

verdens største regnskov. 

aRtIKlER 

17 44 

37 

56 ARGENTINA: 4 BRYLLUPPER OG 

ET VANDFALD 

af Jacob Gowland Jørgensen 

Bryllupsklokker, store røde bøffer og et 

brag af en fest. 

61 GUYANA: EN HOVEDSTAD OPFØRT 

I TRÆ 

af Simon Staun 

Pengeproblemer og bliktagsbelagte 

træhuse i besynderlige Georgetown. 

14 VATIKANET: VATIKANET OVERGAV 

SIG 

af Peter Schønsted 

Sværere at erobre end at vinde en million i 

Lotto? Læs om Peters utrolige bedrift. 

22 RUSLAND: JAMAL FOR ALTID 

af Gerner Thomsen 

Vor Ruslandseksperts utrolige fortælling 

fra en af klodens barskeste egne. 

32 SOMALIA: ET ”IKKE” LAND 

af Rasmus Krath 

På besøg hos præsidenter og krigsherrer 

på Afrikas horn. 

38 KATHMANDU/NEPAL: 

ET LAND/EN BY 

af Per Allan Jensen 

5 ting du må vide om Kathmandu - og en 

billedrejse rundt i Nepal. 

54 SPANIEN: COSTA DEL SOL - ANNO 

2007 

af Henrik Frier Hansen 

Spansk multikultur - eller internationalt 

betonhelvede? 

KluBBEn 

4 Leder 

Dette nummer af Globen er viet til 

beretninger fra Sydamerika. 

5 Næste tema 

Fortællinger fra naturen, når vi sætter 

fokus på verdens vilde dyr. 

17 Forsidekandidater 

Se de flotte fotos, der var med i opløbet 

om at komme på forsiden. 

37 Top 20 

Se listen over medlemmer med flest 

besøgte lande. 

43 Konkurrence 

De bedste artikler i konkurrencen: Mit 

besynderligste måltid. 

63 Folkersenprisen 

Se hvem der vandt klubbens fornemmeste 

pris i år 2007. 

64 Formandens beretning 

Søren Padkjær runder af med sin sidste 

beretning om året der gik. 

65 Nye medlemmer 

Se de sidste nye ansigter i klubben. 

66 Klubbens kontaktpersoner 

GLOBEN nr. 30 / December 2007 3

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, 

Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren 

Fodgaard. Adresser s. 66 

Indsendelse: 

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: 

globen@berejst.dk 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: 

Morten Elm 

Karneval, Rio de Janeiro 

Scan af billeder: Per Danielsen 

Tryk: 

Scanprint 

Jens Juuls Vej 2 

DK-8260 Viby J 

Oplag: 500 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

5. februar 2008 

Tema: Verdens vilde dyr 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Formand: 

Jens Poul Madsen, adresse s. 66 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt 

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i 

bladet, er derfor skribentens synspunkter og 

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller 

klubbens øvrige medlemmer. 

Alle rettigheder til de enkelte artikler og 

fotografier forbeholdes de respektive forfattere 

og fotografer og indholdet må ikke videreformidles 

eller sælges uden ophavsmandens 

godkendelse deraf. 

intro redaktørens forord næste tema verdens vilde dyr 

Vilde hjerter 

Sydamerika. Sig navnet, og det vælter frem med billeder på nethinden. en mand med 

overskæg, der spiller guitar. en mørkhåret skønhed med et forpint ansigt i en tango. en arbejdsmand 

i el Alto i højt humør trods en lang dags hårdt arbejde. en halvnøgen dronning 

i fjer og glitter på Sambadromen. Sydamerika er de store følelsers kontinent. Der festes, 

som var der ingen i morgen. Der leves, drikkes og danses. og melankolikerne skriger deres 

smerte ud i det offentlige rum. I tangoen, i romantiske sange og på fodboldtribunerne. 

Men er Sydamerika råt eller romantisk? når du læser artiklerne i dette blad, får du let 

indtrykket af det første. Der er fokus på guerillaen, på kokainsmuglere, drukkenbolte, røverier 

og overfald. Sandt at sige har Sydamerika sine problemer med narkotika, fattigdom, 

ustabilitet og korruption. Paradoksalt nok er den gennemsyrede korruption måske med 

til at gøre Sydamerika til så spændende en destination. At der på en eller anden måde er 

plads til de vilde hjerter. Til eventyret. Til at folk ikke behøver at bekymre sig alt for meget 

om regler og retningslinjer. Under alle omstændigheder er Sydamerika den rejsedestination, 

der står mit hjerte nærmest. På grund af menneskene, livsglæden og eventyret. og 

selvfølgelig kan man sagtens trygt og roligt rejse uden problemer på dette fantastiske 

kontinent, blot man udviser en smule omtanke. 

Dette nummer er endnu engang spækket med velskrevne fortællinger om eventyr, der 

næsten overgår fantasien, og kommer helt ind under huden på læseren. I dette nummer 

vil jeg fremhæve Henrik Schumachers fantastiske - nogle vil måske sige dumdristige 

- fortælling om en opsigtsvækkende cykeltur gennem guerillaens Colombia. Desuden kan 

du læse Peter Schønsteds meget underholdende beretning om, hvordan det lykkedes ham 

at ’erobre’ Vatikanet - der dermed som det sidste land i verden blev fjernet fra DbK’s kort 

over ubesøgte steder. endelig må du ikke snyde dig selv for Gerner Thomsens forrygende 

historie om hans mange besøg på en af klodens mest ufremkommelige destinationer, den 

russiske Jamal-halvø. 

En kæmpe tak til vores nye grafiker Anja Povlsen Olsen (P125), der er trådt til med kort 

varsel og professionelt har sat dette blad så flot op. Desuden tak til de utrættelige korrekturlæsere, 

Gerner og Per Allan, samt til min kompetente nye medredaktør, Søren Fodgaard 

(P216). 

God fornøjelse med bladet. 

Jakob Øster 

Verdens vilde dyr 

elefanten på Ugandas savanne udstøder et højt trompetstød. Kondoren hænger over en bjergkløft i Peru og spejder efter bytte. 

Kaskelothvalen ud for Vesterålen løfter halen højt til vejrs, inden den dykker ned på flere kilometers dybde. Vandregræshopperne 

i niger formørker himlen. Alligatoren i everglades ligger og lurer i sumpen med kun øjne og næsebor over vandet. De vilde heste 

på Mongoliets stepper forsvinder i en støvsky. 

Alle berejste har nu chancen for at berette om deres møde med verdens vilde dyr. Har du været på kør-selv safari i Afrika og 

overnattet blandt savannens rovdyr? Har du reddet på elefanter i Asien, dykket med hajer i Stillehavet eller besøgt orangutanger 

på Sumatra? Har du opsporet kæmpe komodovaraner på øerne af samme navn, eller har du været på jagt efter krokodiller, 

anakondaer og piratfisk i Pantanal? 

ligegyldigt om du har været på jagt, på ekspedition eller på organiseret safari, hører vi meget gerne fra dig, blot du har en 

underholdende beretning om dit møde med klodens vilde dyr. Send som altid gerne en mail, før du begynder at skrive, især hvis 

din beretning drejer sig om safari i Afrika, om dykning eller om jungleture i Amazonbassinet. Adressen er som altid globen@ 

berejst.dk, og deadline for næste nummer er 5. februar. 

Kommende temaer 

juni 2008: 

Road trips 

(deadline 5. maj) 

september 2008: 

Mellemøsten 

(deadline 5. august) 

December 2008: 

Det indiske subkontinent 

(deadline 5. november) 

GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 

Foto: Jakob Øster

tema sydamerika 

Guerillaer, narkosmuglere 

og ingen turister 

- En cykeltur gennem Colombias ”no go area” 

TeksT og foTo: Henrik scHumacHer 

Udenrigsministeriet havde advaret 

kraftigt om ikke at rejse til ecuador. 

Regeringen i Quito havde øget 

gaspriserne med 50%. Alle hovedveje 

i ecuador var spærret med brændende 

barrikader, og under de voldsomme 

demonstrationer i Quito havde militæret 

skudt nogle demonstranter. Ikke 

ligefrem de bedste forudsætninger 

for at starte en tre måneders cykeltur 

gennem Sydamerika, men det er heller 

ikke første gang et sydamerikansk land 

oplever denne slags uroligheder. 

efter en dejlig uge og et stort hul 

i budgettet forlod jeg Quito trods 

uroligheder mod nord. Jeg nød 

fartvinden, bevægelsen og ikke mindst 

cyklen som transportmiddel, hvor 

sjælen kan følge med. Vejene var stort 

set uden trafik, og de indfødte lod mig 

passere deres vejspærringer mod nogle 

smøger og smalltalk. 

efter tre dage nåede jeg grænsen til 

Colombia; nok det mest udfordrende 

land for mig. Guerillaer og paramilitære 

styrker bød på helt nye udfordringer. 

Faren for bortførelse var hele tiden 

tilstede i de to måneder, jeg cyklede 

gennem Colombia. 

Med narkosmuglere til 

kokainområdet 

Jeg elsker at cykle oppe fra 

Andesbjergene og ned til Amazonas 

regnskove. Man kommer indenfor kort tid 

gennem de forskellige vegetationszoner, 

fra kulde og træløse bjergtoppe ned 

til tæt regnskov med vandfald, dyr og 

fugtig varme. 

I Pasto forlod jeg den verdensberømte 

Panamericana Highway, som starter i 

Lige om hjørnet fik Guerillaen sig en middagslur, jeg trillede 

lydløst forbi, men den gik ikke, og så var der ellers ballade. 

Alaska og ender efter 22.000 km ved 

Kap Horn. Der mangler dog 400 km 

mellem Panama og Colombia. Planen 

var at trille oppe fra bjergsøen lago de 

Cocha i 3300 meters højde og ned til 

Colombias kokainområde i Putumayo. 

Min cykel var ikke egnet til denne ”rough 

and bumpy road” (Lonely Planet) med 

store sten og mudderbad på skift. 

Jeg besluttede mig for at blaffe ned til 

Mocoa. To flinke fyre fra Cali tog mig 

med i deres pickup. De var på vej ned 

til Amazonas for at ”besøge familien” og 

hente nogle specielle ”urter”, som kun 

vokser i det område. 

Det tog os næsten hele dagen at køre 

de 140 kilometer med flere stop, hvor 

de betalte større beløb til noget de 

kaldte Vejdirektoratet. Mig beskrev de 

som ”loco aleman con bici”, altså skør 

tysker med cykel. Det var fint med mig, 

bare jeg kunne nyde den enestående og 

uberørte natur. 

Vi kørte gennem den frugtbare 

Sibordoydal og på smalle grusveje, 

som bød på hæsblæsende udsigter til 

regnskov, der nærmest klistrede sig 

fast op ad de stejle skråninger. Ud af 

vinduet kunne jeg nogle gange se en 

rivende flod et par hundrede meter 

længere nede. Jeg jublede over at være 

en af de få rejsende, der nogensinde har 

fået denne vidunderlige naturoplevelse, 

og så i selskab med narkokurerer. 

Sent på eftermiddagen satte de mig af 

ved et vejkryds og ønskede mig held og 

lykke med turen. De sidste 15-20 kilometer 

til Mocoa lignede den sidste dag 

af ”Tour de France”. Hele den lokale 

befolkning kom stormende ud af deres 

hytter for at hilse på mig og klappe 

mig på skulderen. børnene og hundene 

løb efter mig, de fløjtede og klappede 

i hænderne. Jeg var den eneste turist 

i flere år, der var kommet ned i deres 

skønne område. 

amerikansk løsning på 

narkoproblemer 

Mocoa, som er den største by i området, 

ligger i 600 meters højde omgivet af 

regnskov og med et behageligt klima. 

Byen nyder godt af narkotrafikken. Der 

er en helt unik stemning på byens mange 

hoteller, restauranter, barer, salsatecas 

og i gaderne. Jeg følte mig meget tryg 

og blev hurtigt kendt som ”el ciclisto”. 

næste morgen vågnede jeg ved en 

kæmpelarm. noget chokeret spurgte jeg 

hotelejeren, hvad der foregik. Det var 

amerikanere, der bekæmpede narko. 

Den amerikanske regering havde i samarbejde 

med den colombianske regering 

lavet en ”plan Colombia” som kostede 

USA 1,3 milliarder dollars. Den gik ud 

på at dræbe alle kokaplanter ved hjælp 

Mit møde med en roterende ventilator resulterede i en hed 

flirt med lægen på skadestuen. Colombia er et dejligt land! 

af sprøjtegift og derefter ødelægge de 

illegale laboratorier. USA havde sendt 

”special forces” for at varetage denne 

opgave med helikoptere og våben. 

Det lykkedes dem at forgifte store områder 

og floder. Kokainproduktionen 

flyttede sammen med tusinder af flygtninge 

til nabolandene, hvor den nu er 

lige så stor som før, men mere spredt. 

De lokale fik aldrig tilbudt alternativer 

eller hjælp. 

Det må være den amerikanske måde 

at løse deres egne narkoproblemer på, 

tænkte jeg. Hvordan ville den amerikanske 

regering mon reagere, hvis 

saudiaraberne sprøjtede californiske 

vinmarker med gift, fordi alkohol er lige 

så forbudt i deres land som kokain er i 

USA? 

eU havde på samme tidspunkt tilbudt at 

give kokabønderne (cocaleros) løn for at 

ødelægge planterne uden gift. efterfølgende 

skulle de plante frugttræer, og 

eU ville købe frugterne til samme beløb, 

som de tidligere fik fra narkobaronerne. 

Ingen dårlig ide, men USA’s ”her og nu 

løsning” var hurtigere. De næste par 

dage så jeg, hvordan de syge cocaleros 

med deres børn på armene strømmede 

til byen, fordi de havde drukket forgiftet 

vand. Stemningen var vendt 180 grader, 

og jeg havde fået nok af USA’s kortsigtede 

narkopolitik. 

GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 7

Dårlig stemning i 

guerillaområdet 

Jeg kørte videre langs med regnskoven 

og var glad for hver kilometer jeg cyk- 

lede uden at møde de berygtede FARC, 

som er Colombias største guerillagrup- 

pe. Mit næste mål, St. Augustin, har 

tidligere været Sydamerikas næststør- 

ste turistattraktion efter Machu Picchu 

(ifølge min Lonely Planet fra 1994). 

Da jeg kom til St. Augustin lignede byen 

en stor depression. Ingen turister, ingen 

musik, og mange af beboerne havde 

pakket deres habengut og var klar til 

at forlade byen. en fransk kvinde, som 

ejede et lille hotel i byen, spurgte mig, 

om jeg ikke havde hørt nyhederne i sidste 

uge. Mit behov for colombianske nyheder 

var for længst dækket, efter at 

jeg kunne tælle i gennemsnit 20-30 lig 

hver aften i TV-avisen. 

en ny guerillagruppe var ved at etablere 

sig i det nærliggende bjergområde 

og havde skudt syv turister i St. 

Augustin. Tak for kaffe, tænkte jeg. 

Hvorfor kan jeg ikke bare cykle langs 

med Donaufloden, vandre i Alperne eller 

tage på charterferie til Spanien? 

næste dag havde jeg hele den store stenskulpturpark 

for mig selv. Skulpturerne 

skulle efter sigende være lidt i stil med 

dem på Påskeøerne. 

På landkortet viste hotelejeren mig, 

at St. Augustin var omringet af guerillagrupper, 

bortset fra den vej jeg var 

kommet ad. Det bedste var nok at tage 

bussen til Popayan. God idé. Min cykel 

gemte vi mellem frugtkurve og store tasker 

ovenpå taget, og mine cykeltasker 

blev pakket ned i en stor ternet plastiktaske 

for en tier. Jeg reserverede den 

midterste plads på den bagerste bænk, 

og bortset fra mine blå øjne kunne jeg 

godt ligne en colombianer. 

bussen var håbløst overbooket da vi forlod 

St. Augustin. Stemningen i bussen 

var meget atypisk for Sydamerika. Der 

blev ikke spillet musik, og alle passager 

var tavse og meget nervøse. Hver gang 

bussen stoppede, kunne man fornemme 

at alle holdt vejret mens de kiggede ud 

af vinduet. Mange vendte sig i min retning 

og kiggede på mig, som om de ville 

spørge, hvad fanden jeg lavede her. 

Det samme tænkte jeg, da bussen blev 

stoppet af en gruppe guerillaer. Ti unge 

fyre i camouflagetøj, gummistøvler og 

delvist maskeret med sortrøde tørklæder 

havde omringet bussen, bredbenede 

og skydeklare med deres maskingevær 

i hænderne. Min første tanke var ”wow, 

det er sgu ægte guerilla” og den næste 

”hovsa, hvordan klarer jeg lige denne 

situation?”. Faktisk havde jeg meget 

hurtigt affundet mig med, at min rejse 

ville ende her i ødemarken. Min pensionsopsparing 

ville nok ikke række til udbetaling 

af løsepenge. 

Mine tanker kredsede omkring, hvor 

meget jeg egentlig var værd, da to fyre 

kom ind i bussen og råbte noget, som 

jeg heldigvis ikke forstod. De nøjedes 

med at kigge langs med begge sidderækker. 

en af dem pegede med sit maskingevær 

på en fyr med en nystrøget 

hvid skjorte og sagde, at han skulle 

komme med ud. Jeg bemærkede, at han 

rystede over hele kroppen og tydeligvis 

ikke var meget for at forlade bussen. 

Jeg var så heldig at sidde for enden af 

gangen, som var fyldt med mennesker, 

så de ikke kunne se mig. 

Tavsheden fortsatte indtil cirka tredive 

kilometer før Popayan. Så fik den ellers 

hele den sydamerikanske arm med 

musik for fuld skrue, og folk var lettede 

over, at der ikke var sket mere. Det mest 

uforståelige for de andre i bussen var, at 

de blev til flygtninge i deres eget land, 

og hvorfor fanden jeg cyklede rundt her. 

Jeg gav dem ret i begge punkter. 

Det var efterhånden blevet mørkt, da 

jeg trillede af sted for at finde et hotel. 

I hele byen brændte der stearinlys, og 

min første tanke var ”nej, hvor hyggeligt, 

her bliver jeg et par dage” indtil jeg 

fandt ud af, at guerillaen havde slukket 

for strømmen på ubestemt tid. Præcis 

klokken tyve, samtidig med at Colombia 

skulle spille fodbold mod Australien 

(3:2), var strømmen tilbage. Sammen 

med en nordirsk backpacker skålede jeg 

på både Colombias sejr og det spændende 

rejseland, som Colombia uden 

tvivl er. 

Popayan er ellers en hyggelig gammel 

koloniby, som blev genopbygget i 

samme stil efter at et kraftigt jordskælv 

havde ramt byen. Den står på UneSCo’s 

liste over bevaringsværdige byer og er 

sikkert en rejse værd. 

Tilbage på Panamericana Highway cyklede 

jeg forbi en del udbrændte biler og 

busser og bildte mig selv ind, at de alle 

var blevet overfaldet efter solnedgang. 

De bilister, der havde penge nok, forsynede 

deres biler med skudsikre ruder 

og hjul. oveni købet er der indgraveret 

samme nummer på ruderne som på 

nummerskiltene. Så kan det vist heller 

ikke være værre. 

nogle gange cyklede jeg gennem spøgelsesbyer, 

dvs. forladte landsbyer med 

skudhuller i husmurene, smadrede vinduer 

og graffiti overalt. Der var en ubehagelig 

atmosfære, og jeg skyndte mig 

at cykle igennem uden fotostop, desværre. 

næste længere stop blev storbyen Cali. 

Tyve kilometer før Cali oplevede jeg 

noget, som man nok kun kan opleve i 

Colombia. Midt på vejen stod 58 mænd 

i cykeltøj, men uden cykler. et grotesk 

syn. Mændene var blevet overfaldet, 

alle cykler var kort efter forsvundet i en 

lastbil, og nu stod de stakkels fyre og 

ringede efter hjælp. 

Velkommen til Cali, tænkte jeg og 

skyndte mig ind til millionbyen før solnedgang. 

Jeg tilbragte nogle dejlige 

dage i Cali og konstaterede, at byen har 

de kønneste kvinder i Colombia og uden 

tvivl er et mekka for salsamusikken. 

Choco, den glemte delstat 

Jeg havde tanket nok energi til nye 

eventyr, denne gang ned til delstaten 

Choco. I følge lonely Planet kunne jeg 

tage en cargobåd fra Chocos hovedby 

Quibdo og op ad Rio Atrato til Turbo, en 

havneby ved det caribiske hav. Der fører 

kun én vej ned til Quibdo, og den er i 

meget dårlig stand. Jeg valgte igen bussen 

og overhørte alle advarsler fra de 

lokale om ikke at tage derned. 

Choco, som colombianerne kalder den 

glemte delstat, er cirka på størrelse med 

Frankrig og ligger ud til Stillehavskysten. 

Der bor kun 90-100.000 mennesker, 

hvoraf 5-10.000 er indianere og 

resten er sorte (1994). Choco består 

hovedsagelig af regnskov og sumpområder 

længere nordpå ved grænsen til 

Panama. Regnskoven har ingen forbindelse 

til Amazonas og skulle derfor 

være helt speciel med 20% endemiske 

planter. 

Der gik ikke lang tid, før vores bus blev 

stoppet af en større guerillagruppe, 

denne gang eln. en gruppe unge mænd 

iført Che Guevara T-shirts og med håndgranater 

hængende på deres militærveste 

stod kampklare omkring bussen. 

Alle passagerer forlod bussen bortset 

fra mig. 

Jeg blev sur på mig selv. Hvorfor i alverden 

hørte jeg ikke på de lokale, der 

havde advaret mig. Hvorfor skulle jeg 

udfordre min skæbne igen og igen. Jeg 

nåede lige at gemme nogle vigtige ting i 

min nabos gamle og slidte taske, før jeg 

blev eskorteret ud af bussen og hen til 

kommandanten. 

Der stod jeg så blandt 15-20 bevæbnede 

guerillakæmpere og var meget spændt 

på, hvad der skulle ske med mig. Jeg husker 

tydeligt, at jeg var forbavsende rolig, 

holdt nerverne i ro og smilede, mens 

jeg hilste på spansk. Den anspændelse, 

som havde fulgt mig hele vejen gennem 

landet, var pludselig forsvundet. På den 

ene eller anden måde var jeg meget afklaret; 

en meget underlig fornemmelse. 

Min skæbne lå i deres hænder. 

Lokale hænger ud på et gadehjørne i det gamle kolonikvarter i Cartegena de Indias. Foto: Jakob Øster 

Straks efter de havde undersøgt mig 

for våben, skulle jeg aflevere mit pas 

til kommandanten. Han stillede mange 

spørgsmål, som alle gik ud på, om det 

kunne betale sig at bortføre mig. Hurtigt 

fattede jeg pointen og fortalte ham en 

”vandtæt” historie, som ikke skulle give 

grund til en bortførelse. Alle, både guerilla, 

passagerer og nogle lokale lyttede 

meget interesseret til den følgende delvise 

løgnehistorie. 

Mine forældre var blevet dræbt i en trafikulykke, 

jeg havde ingen søskende, 

jeg havde sagt mit job op som sygeplejerske, 

solgt det lille hus og flyttet til 

min mors fædreland. Jeg brugte mine 

resterende penge på en brugt cykel 

og en flybillet til Quito for at få tingene 

på afstand og opfylde min drøm om at 

rejse rundt i Sydamerika. Jeg sov i min 

hængekøje og kørte på cykel for at spare 

penge. Desuden var colombianerne 

utrolig flinke til at invitere mig på middag 

eller give mig frugter og lignende. 

Det hele varede cirka en til halvanden 

time, hvor jeg skulle gentage nogle af 

de ting, som jeg tidligere havde fortalt. 

efter en kort pause, hvor han scannede 

mig fra top til tå, proppede han mit pas 

i sin brystlomme, lukkede den, lænede 

sig tilbage og sagde med korslagte 

arme, at de havde brug for en læge eller 

sygeplejerske. 

Kortvarigt strejfede tanken mig om en 

karriere som sygeplejerske hos guerillaen; 

det ville sikkert pynte på CV’et, 

men hvad så med min bekymrede familie 

og venner derhjemme, hvad med forlængelse 

af mit visum, skulle det være 

tidsbegrænset, osv., osv. 

De mærkeligste tanker kørte rundt i mit 

hoved, og det eneste jeg sagde til ham 

var, at det ikke kunne lade sig gøre. 

Han vendte hovedet til den ene side 

og spurgte med et overlegent smil ”og 

hvorfor ikke?”. og så væltede det bare 

ud af mig. nu var jeg kommet den lange 

vej fra Danmark til Quito, cyklet derfra 

og hertil, og nu lige før regnskoven 

skulle min rejse ende. Jeg havde hørt 

og læst så meget om regnskoven, så nu 

ville jeg opleve den med alt hvad der 

hører til, og i øvrigt er der ingen regnskov 

i Danmark. 

8 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007

En idyllisk lille landsby på vej ud af Andesbjergene. 

Cartagena, den koloniale perle ved det caribiske hav, er godt besøgt af tusindvis af krydstogtturister 

og backpackere. 

Han lå flad af grin mens han fortalte mig, 

hvad der ventede mig i regnskoven, gav 

mig mit pas tilbage og sagde, at jeg var så 

langt ude, at han bare kunne ønske mig 

held og lykke i det grønne helvede. Jeg 

takkede pænt og gik tilbage til bussen, 

hvor jeg lænede mig tilbage i mit sæde 

og tændte en smøg. Den har du brug for, 

sagde min nabo, for om cirka en time 

kommer vi til den næste guerillagruppe. 

Da vi nåede til næste gruppe blev jeg i 

bedste Hollywoodmaner stillet op ad 

bussen med spredte ben, mens en ung 

knægt borede sit gevær ind i min ryg. 

buschaufføren forkortede opholdet, idet 

han fortalte den hurtige version til kommandanten. 

Han stillede nogle enkelte 

konkrete spørgsmål som tydede på, at de 

to grupper kommunikerede sammen. Jeg 

løj til den store guldmedalje og var lidt 

stolt af, at ingen fandt mine 1000 dollars, 

som var godt gemt i mine cykelbukser. 

Vi fortsatte turen til dagens sidste guerillagruppe. 

Kommandanten her havde 

solbriller på og kasketten trukket godt 

langt ned i panden. Af erfaring vidste jeg, 

at det ikke er et godt tegn, men jeg blev 

nødt til at følge ham til en hytte, der lå lidt 

længere væk. 

Min første tanke var ”han er bøsse”. 

Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg havne i en 

sådan situation efter alt hvad der var sket 

i dag? Jeg blev helt nervøs og vidste slet 

ikke hvad jeg skulle gøre. Min homoseksuelle 

debut med en guerilla i en forladt 

hytte i Colombia. Det var da noget af en 

historie. Vi gik ind i hytten, han lukkede 

døren, tog brillerne af, smed sin kasket på 

bordet og smilede. Hvad skulle jeg gøre? 

Spændingen var ikke til at holde ud. Han 

tilbød mig noget at drikke, og så stillede 

han masser af spørgsmål omkring min 

cykeltur, livet i europa, og, og, og... Jeg 

blev så lettet at jeg nær var faldet ham 

om halsen. 

Tilbage i bussen undskyldte jeg mange 

gange og fordelte mine sidste smøger, 

mens jeg besvarede utallige spørgsmål. 

lige inden Quibdo blev vi atter kontrolleret, 

denne gang af det officielle militær. 

Den præstation fik mig til at trække på 

smilebåndene. 

sendt retur af det 

colombianske fBI 

Det var trykkende varmt da vi ankom i 

mørket til Quibdo. Mit største behov bestod 

i et værelse med aircondition, noget 

mad og nogle kolde øller. 

næste dag undersøgte jeg muligheden for 

at rejse med en cargobåd 400 kilometer 

gennem regnskoven op ad Rio Atrato til 

den caribiske kyst. Den trafik var blevet 

indstillet efter at AUC (paramilitær) var 

begyndt at kontrollere området længere 

nordpå. Jeg kunne prøve at sejle med indianerne 

fra landsby til landsby, men det 

ville nok tage uger, og så havde jeg stadigvæk 

problemet med AUC, som skyder 

først inden de spørger. 

Jeg blev mere end skuffet nu, hvor jeg 

havde glædet mig til denne unikke tur 

udenom guerillaen. I stedet gik jeg rundt 

i byen og sugede den fascinerende stemning 

til mig. en blanding af Sort-Afrika 

og Amazonas, fuldstændig ignoreret og 

glemt af resten af Colombia. Halvnøgne 

indianere som gik småforvirrede rundt, 

nærmest uden orientering, delvist berusede. 

om aftenen kiggede jeg længe 

efter dem, når de forsvandt i mørket 

med deres selvbyggede kanoer, tilbage 

til regnskoven. Klokken ti bankede det 

på døren, og en sort pige i tyverne med 

kort kjole, rød læbestift og en dyb hjerteformet 

udskæring spurgte, om jeg havde 

brug for noget til natten, mens hun løftede 

brysterne. Jeg takkede pænt nej og 

sagde, at jeg havde oplevet nok de sidste 

par dage. 

Næste morgen fik jeg besøg af to civilklædte 

colombianske DAS-agenter (FBI). 

De tjekkede mit pas over walkie-talkie og 

spurgte om min mission. Min mission? Jeg 

var cykelturist på vej fra Quito til Caracas, 

uden mission. Hvordan jeg var kommet 

forbi guerillaen, hvad min plan var, og om 

jeg overhovedet havde en anelse om, i 

hvilket område jeg befandt mig. Så fortalte 

de, at det ikke var sjovt længere, at 

der var borgerkrigslignede konflikter, og 

at jeg skulle forlade Quibdo hurtigst muligt. 

De sidste vesterlændinge, der forlod 

området, var fra ”læger uden grænser”, 

efter at en af dem var blevet bortført i juli 

2000 og løsladt måneden før jeg kom til 

området. 

Jeg besluttede mig for natbussen samme 

vej tilbage frem for at vente en hel uge 

på en plads i et militærfly. Jeg var selvfølgelig 

skide nervøs, men havde ingen rigtige 

alternativer. Heldigvis sov mine gode 

venner, da vi passerede posterne, og vi 

ankom helskindet til Medellín. 

Jeg cyklede nu videre mod Cartagena. 

På vejen stødte jeg kun en enkelt gang 

mere på en guerillapost, som jeg listede 

mig forbi, mens hele banden sov til middag. 

efter jeg forlod bjergene, blev landskabet 

noget mere trist. enkelte marker 

med sukkerrør, majs og rigeligt med køer. 

Solen brændte fra morgen til aften, og 

en stærk modvind fulgte mig helt op til 

Caracas. Der er ikke noget værre end at 

cykle i modvind. næste gang kigger jeg 

på vejrkortet inden jeg starter min tur. 

Cartagena og ”semana 

santa” 

endelig nåede jeg frem til Cartagena, 

storbyen med den velbevarede gamle bydel 

ved den caribiske kyst. Jeg trængte til 

at se og føle havet, lytte til bølgerne og 

bare nyde storbylivet. Hele byen vrimlede 

med udenlandske turister, både kokain 

glade backpackere og tusindvis af turister 

fra de mange krydstogtskibe der indtog 

hele byen. 

Jeg skaffede mig et visum til Venezuela 

og lagde planer om, hvor jeg skulle nyde 

min velfortjente ”semana santa”, altså 

påskeugen. ”Semana santa” er sydamerikanernes 

sommerferie, priserne bliver 

fordoblede, og man skal som cyklist holde 

sig langt væk fra vejene, ellers bliver 

man kørt ned af en øl- og romglad bilist. 

Desuden er hotellerne overbookede, så 

må man finde sig et sted at bo i god tid. 

Den nye regering under præsident 

Pastrana havde lovet colombianerne, at 

de kunne køre i egen bil fra bogota op 

til kysten. I påsken forlod hver dag tre 

militærkonvojer hovedstaden med højst 

fakta om Colombia 

- 98% af alle mord og forbrydelser 

bliver aldrig opklaret 

- 3.000 bortførelser om året (verdensrekord) 

- 26.000 mord (2004) 

- 2.450.000 internt fordrevne personer 

(verdensrekord i 2001) 

- 41.000.000 indbyggere, heraf 0,3% 

udlændinge. 3% af colombianerne 

bor i udlandet, hovedsagelig i USA 

- FARC med ca. 20.000 mand, ELN 

med ca. 6-9.000 mand, begge guerillagrupper 

og AUC (paramilitær) med 

ca. 15-20.000 mand kontrollerer 

40-60% af landets territorier, mest 

landområder 

200 privatbiler ad gangen. Både på jorden 

og i luften sikrede militæret sig, at 

ingen af bilerne blev stoppet og overfaldet. 

billederne virkede absurde, og jeg 

håbede at noget lignende aldrig vil ske 

i europa. Men det var dengang i påsken 

2001. I dag får vi ikke engang lov til at 

tage en plastikflaske med vand op i flyet. 

lige før Sierra nevada forlod jeg kystvejen 

og cyklede gennem en pragtfuld skov 

ned ad en grusvej, som endte i en lille sti. 

For enden ventede et paradis (Tayronaparken) 

med hængekøjer under et palmetag, 

hvid sandstrand og små restauranter. 

Stedet var fyldt med backpackere 

fra hele Sydamerika. om aften sad vi 

samlet, og alle havde en god og sjov historie 

at fortælle. bordet blev hurtigt 

fyldt med flasker, guitaren pakket ud, og 

så blev der ellers festet til tidlig morgen. 

Herligt! en uforglemmelig påskeferie. 

Venezuela skuffede 

Tiden pressede lidt, jeg skulle nå mit fly 

fra Caracas, selvom vinden pressede mig 

til at blive længere i dette skønne land. 

Venezuela var et stort cykelmareridt. 

Flere gange måtte jeg hoppe af cyklen, 

fordi idioterne ikke tog hensyn. 

Den sidste dag var det nær gået helt galt, 

da min forbremse gik i stykker på vej ned 

ad en serpentinervej. Jeg reddede mig 

ved et stunt, og syntes det var på tide at 

komme hjem til det københavnske forår. 

- De tre grupper har tilsammen cirka 

samme styrke som militæret (2001) 

- Guerillakonflikten har siden 1966 

kostet over 200.000 menneskeliv, 

mest bønder 

- 74% af befolkningen lever i byer 

- Colombia producerer 80% af verdens 

kokain, 25% af verdens heroin 

og tonsvis af marihuana 

- Ca. 980 lufthavne/landingsbaner, 

både legale og illegale 

- Kun 26% af vejene er asfalterede; 

folk flyver helst, også korte strækninger, 

eller de bliver i lokalområdet. 

- USA’s militærhjælp på 7,5 mia. $ er 

uden større virkning 

10 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 11


5 EVENTYRLIGE 

EKSPEDITIONER 

sydamerika er kendt for enestående natur og velbevarede inkaruiner. 

Her har du muligheden for at komme med Globen på fem spændende 

ekspeditioner til ruinerne, i sumpene, i bjergene og dybt inde i 

junglen. Desuden kan du læse om tre kendte personer, der har sat 

deres præg på kontinentet. 

kilde: Wikipedia 

TeksT: søren fodgaaard & Jakob øsTer 

Inkastien/El Camino Inca 

Kendetegn: Det klassiske 

Sydamerikatrek. Trekket går på dag 

to op i 4200 meters højde over ’Den 

døde kvindes pas’. På fjerdedagen nås 

Machu Picchu. For ikke at slide stedet 

ned er der indført begrænsning på 

max. 500 startende personer på stien 

pr. dag. I 2007 blev Machu Picchu valgt 

som et af verdens syv nye vidundere. 

typisk varighed: 4 dage 

sværhedsgrad: Middel 

Historie: Machu Picchu blev opført 

omkring 1450 og forladt 100 år senere, 

da Spanierne gjorde deres indtog. 

Spanierne fandt dog ikke ruinerne, der 

blev opslugt af junglen. Først i 1911 

fandt den engelske opdagelsesrejsende 

Hiram bingham Machu Picchu, der blev 

kaldt ”The lost City of the Incas”. 

torres del Paine 

Kendetegn: Sublime trekkingmuligheder 

i de sydlige Andesbjerge blandt forrevne 

bjergtoppe, enorme gletschere 

og vilde floder med det reneste vand. 

De fleste vælger ”W-ruten”, der tager 

fem dage. Den store cirkelrute tager ni 

dage. Der er campingpladser og refugios 

langs ”W-ruten”. 

typisk varighed: 5-9 dage 

sværhedsgrad: ”W-rute”: Let/middel; 

Cirkel-rute: middel/svær 

Dyreliv: Parken byder på mange 

Guanacos (lama-lignende dyr), ræve og 

fugle samt den meget sjældne bjergpuma. 

salto angel / angel falls 

Kendetegn: Venezuelas og verdens 

højeste vandfald på 979 meter. 

Vandfaldet er så højt, at vandet forstøver 

på vej ned. Man flyver fra Caracas 

eller Ciudad bolivar til Canaima, 

hvorfra man sejler i motoriseret kano. 

Kanoen gør stop, og der overnattes i 

hængekøjer i det fri. endelig vandrer 

man de sidste timer til selve vandfaldet. 


sværhedsgrad: ekspedition med lille 

cessna-fly, kano og 1-2 timers trek 

Historie: navngivet efter amerikaneren 

James Crawford Angel. Angel 

landede i 1933 med et lille fly på toppen 

af den Tepui, som vandfaldet flyder 

fra. Flyet blev ødelagt, og det tog hans 

gruppe 11 dage at klatre ned og fortælle 

om det fantastiske vandfald. 

Pantanal, amazonas 

Kendetegn: Verdens største vådområde, 

hvoraf 70% ligger i Brasilien 

og 30% ligger i Bolivia og Paraguay. 

Talrige turoperatører driver både i 

Pantanal og i Rurrenabaque (Bolivia) 

sump- og jungleture med mulighed for 

at se kaiman, piratfisk, papegøjer og 

talrige slanger 


sværhedsgrad: ekspedition med båd 

Historie: Tre indianske folk (Guaicurukrigere, 

der red på heste, Terena og 

Paiaguá, der jagede med bue og pil) 

levede oprindeligt i pantanalsumpene. 

Mange blev udryddet i forbindelse med 

1700-tallets goldrush i området. Kun få 

af deres efterkommere er tilbage i dag. 

salar de uyuni 

Kendetegn: Verdens største udtørrede 

saltsø bestående af 10 milliarder tons 

salt. De fleste tager på en 3-4 dages 

ekspedition med 4WD til området, der 

byder på øen Isla de Pescado med 

kæmpekaktus, laguna Colorado med 

flamingoer, et hotel bygget af salt samt 

et fantastisk landskab med vulkaner og 

gejsere. 

typisk varighed: 4 dage 

sværhedsgrad: Ekspedition i 4WD 

Historie: For 40.000 år siden var Salar 

de Uyuni en del af den forhistoriske sø 

laguna Minchin. 

3 kendte sydamerikanere 

Eva Peron (1 1 -1 2) 

María Eva Duarte de Perón (med kælenavnet 

Evita) var en argentinsk sanger 

og skuespiller, der blev berømt som 

præsidentfrue. Hun var datter af en 

fattig landmand og kom som 15-årig til 

buenos Aires. Startede som sanger og 

B-filmskuespiller, men hendes karriere 

tog først for alvor fart, da hun i 1944 

mødte den 48-årige general Juan Perón, 

som hun blev gift med året efter. I 1946 

blev Juan valgt til præsident, bl.a. med 

stærk hjælp fra eva. Hun blev tilbedt af 

de fattige, descamisados – ”de skjorteløse” 

– som i hende så et håb om en 

bedre tilværelse. I 1951 forsøgte hun at 

blive valgt til vicepræsident og fik stærk 

støtte fra de fattige. Men det mislykkedes 

pga. stor modstand fra landets elite 

og grundet hendes vaklende helbred. 

Hun døde i 1952, kun 33 år gammel, 

af kræft. Hun har stadig helgenstatus 

blandt mange argentinere. 

augusto Pinochet (1 1 -200 ) 

Chilensk general og diktator, som styrede 

Chile fra 1973 til 1990. Han var 

med i den junta, som i 1973 afsatte 

Salvador Allende, landets første socialistiske 

præsident. Kuppet afsluttede en 

49-årig periode med demokrati og fulgte 

efter længere tids politisk og økonomisk 

uro. Regimet startede en forfølgelse 

af den venstreorienterede opposition. 

Det menes, at over 2.000 er døde og 

forsvundne, 30.000 er fængslet og torteret. 

Pinochet indførte en meget liberal 

økonomi, som afskaffede fagforeninger, 

fjernede minimumslønninger og privatiserede 

virksomheder. Det skabte økonomisk 

vækst, men også stor arbejdsløshed 

og store forskelle mellem rig og 

fattig. Han gik af som præsident i 1990, 

men fortsatte som øverstkommanderende 

for hæren indtil 1998. Pinochet døde 

sidste år uden at være blevet stillet til 

regnskab for sine gerninger. 

Pablo Escobar (1 -1 3) 

berygtet colombiansk narkosmugler, 

også kendt som el Patrón. Startede 

som teenager med biltyverier og en 

kidnapning, hvor gidslet blev myrdet, 

efter der var udbetalt løsepenge. Gik ind 

i narkohandel, og i 1980’erne kontrollerede 

han det meste af narkoeksporten 

fra Sydamerika. I 1989 var han ifølge 

magasinet Forbes den syvende rigeste 

person i verden. Han menes at være 

ansvarlig for mordet på en præsidentkandidat, 

bombning af et personfly og 

stormen på højesteret, hvor halvdelen 

af dommerne blev dræbt. Gav politikere 

valget mellem at modtage bestikkelse 

eller miste livet med valget mellem plata 

o plomo - ”sølv eller bly”. Meldte sig selv 

for at undgå at blive myrdet af rivaler. 

Flygtede efterfølgende, fordi han frygtede 

udvisning. blev sluttelig opsporet i 

Medellín af en specialstyrke fra politiet 

og dræbt i ildkamp. 



”Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder fra sydamerika. 

Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden 

kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.” 

FORSIDEKANDIDATER 


Globen 


leguaner, Georgetown, Guyana 

Foto: Simon Staun 

lake Titicaca, Peru 

Foto: Søren Bonde 


Globen 



Globen 



Globen 


Iguazu Falls, Argentina 

Foto: Morten Elm 

Falden helt, Recoleta, 

buenos Aires, Argentina 

Foto: Knud B. Bach 


”fængslet lignede ikke et fængsel. faktisk var det ikke meget 

anderledes end de små distrikter i El alto uden for murene. Her var 

børn, der legede. legende børn i et fængsel. Meget underligt.” 


Det lovløse fængsel 

- Besøg i San Pedro fængslet i La Paz, Bolivia 

tag med på ”prison tour” i det lovløse san Pedro-fængsel. Et fængsel, hvor 

de indsatte selv laver reglerne, hvor kokain er tilgængelig overalt, og hvor 

fangerne lever under forhold fra den yderste fattigdom til den ypperste 

luksus. Hvor selvjustitsen råder, og hvor himmel og helvede bor dør om dør. 

TeksT og foTo: Jakob øsTer 

Gennem fængselslågens kolde ståltrem- 

mer betragtede vi på afstand menne- 

skemylderet på fængslets gårdsplads. 

Inde i fængslet kunne vi ikke få øje på 

en eneste uniformeret vagt. I porten 

hvor vi stod, var der til gengæld mas- 

ser af fængselsvagter samt en hoben af 

andet godtfolk, hvis tilknytning til ste- 

det vi ikke anede det ringeste om. Vores 

nerver hang i laser uden på tøjet, og de 

mange folk omkring os i porten gjorde 

ikke situationen meget bedre. 

Vi udpegede en fængselsbetjent og 

gjorde, hvad vi var blevet instrueret i 

at gøre. Diskret stak vi ham en fem- 

dollarseddel og spurgte efter Thomas 

fra liverpool. Uden at mæle et ord lod 

betjenten os passere det sidste stykke 

gennem porten. Vi havde ikke den fjerneste 

idé om, hvad der skulle til for også 

at få ham til at åbne den tunge tremmelåge, 

som vi nu stod presset helt op 

i mod. Svaret lod dog ikke vente længe 

på sig, for snart flokkedes en hob af indsatte 

lige bag lågens ru tremmer. ”Que 

Quires?” ”eres buscando, Thomas?” og 

”You want Thomas?”, lød nogle af de 

mange råb fra flokken, der åbenbart 

havde luret, hvad vores visit drejede 

sig om. Vi valgte at henvende os til en 

indsat, der ikke så særlig kriminel ud. 

”Give me one dollar!”, sagde han straks 

med et smil. Manden fik, hvad manden 

forlangte, og væk som vinden var han. 

Farvel lille dollar, tænkte vi og gik i gang 

med at diskutere en plan b. Det havde vi 

dog ikke behøvet, for straks efter dukkede 

den tilforladeligt udseende mand 

op igen med Thomas McFadden ved sin 

side. 

Prison tour 

”You guys want a prison tour?” sagde 

Thomas på sin syngende scouse-dialekt. 

Thomas var en lille, sorgløs, sort 

mand med en krop som en tønde og et 

smilende ansigt. Han virkede åben og 

ligetil og mindede mere om en engelsk 

fodboldfan end en hærdet kriminel. 

”That’ll be 10 dollars, guys”. Vi hostede 

op med de krævede ti dollars, Thomas 

blinkede til en vagt, og øjeblikket efter 

var lågen låst op, og vi var inde i det 

lovløse fængsel. 

Fængslet lignede ikke et fængsel. Faktisk 

var det ikke meget anderledes end de 

små distrikter i el Alto uden for murene. 

Her var børn, der legede. legende 

børn i et fængsel. Meget underligt. Her 

var små butikker og gadehandlere, der 

solgte frugter. Her var kvinder. Kvinder 

i et mandefængsel. også underligt. 

Tværs over gårdspladsen hang vasketøj 

til tørre i den bagende varme middagssol. 

Det virkede som et hyggeligt sted. 

Men hvor var morderne? Hvor var voldtægtsforbryderne 

og narkosmuglerne? 

”over det hele” sagde Thomas og tilføjede, 

uden at blinke: ”Jeg er selv en af 

dem”. Thomas var blevet taget med 850 

gram ren kokain og afventede på tredje 

år, at der skulle falde dom i hans sag. 

Han var havnet her, fordi nogen havde 

sladret. ”Skiderikkerne narrede mig”, 

var det eneste, han ville fortælle om 

den sag. 

”I skal ikke være bange”, sagde Thomas, 

da vi gik gennem fængslet mod hans 

celle. ”Jeg har masser af venner herinde. 

De holder hånden over jer”. Gudskelov, 

tænkte vi, og håbede, at nogen også 

holdt hånden over de mange kvinder og 

børn, vi lige havde set. Thomas’ celle 

var en sweatbox. en lille betonkasse på 

otte kvadratmeter uden vinduer med en 

seng i den ene ende og et bord og en 

stol i den anden. et nøgent lysstofrør 

lyste cellen op. ”Jeg har selv købt den”, 

sagde Thomas: ”Det er en two star, og I 

er med til at betale”. 

Billede øverst til venstre: Narkobaronen Barbachocas residens er bygget ovenpå det øvrige fængsel og er forsynet med al tænkelig luksus indeni. 

Billede øverst til højre: Åbent bur ind til morder med kniv. Eller muligvis blot en narkohandler der er ude på lidt sjov og ballade. 

Billede nederst til venstre: Kokainbase eller crack er billig, uforarbejdet kokain, der kan ryges, og som er afsindigt vanedannende. 

Billede nederst til højre: Fængslets swimmingpool i den 1-stjernede afdeling, hvor pædofile bliver tortureret. Nogle af dem ender deres dage på poolens bund. 


Mordere solgte grøntsager 

Cellerne i San Pedro fængslet ejedes af 

de indsatte. Fængslet var delt op i otte 

sektioner, og i sektionerne var cellerne 

ligesom hoteller klassificerede efter, 

hvor mange stjerner de havde. De dy- 

reste 5-stjernede celler kostede op mod 

80.000 kroner. De eneste celler, der var 

gratis, var dem uden stjerner, men der 

fik man også, hvad man ikke betalte for. 

Cellerne var små, kolde, uhumske fan- 

gehuller, hvor der knap var tilstrække- 

lig gulvplads til at de 4-5 indsatte, der 

delte cellen, kunne ligge udstrakt. Der 

stank af kokain-base, urin og chicha - 

en stærk alkoholisk lokalt produceret 

drik. Det var som at stikke hovedet ind i 

et gravkammer, hvor ligene havde tøm- 

mermænd. 

Ikke overraskende gjorde de indsatte 

alt, hvad de kunne for at undgå den nul- 

stjernede afdeling. Det krævede kun én 

ting: penge. Havde man ikke råd til at 

bløde de tre tusinde, en 1-stjernet cel- 

le kostede, kunne man leje den for 30 

kroner om måneden. ”Hvordan får man 

penge i et fængsel?”, spurgte vi Thomas. 

”Du arbejder”, sagde han. ”Hvis du da 

ikke har en opsparing uden for mure- 

ne, eller en kone der kan forsørge dig”. 

Der var derfor en livlig aktivitet blandt 

alle fængslets små entreprenører, der - 

med pistolen for panden - forsøgte at 

få hverdagen til at hænge sammen. en 

gangster-mikroøkonomi, hvor kun de 

stærkeste overlevede. Mordere solgte 

grøntsager. narkohandlere drev små 

butikker og restauranter. Smuglere og 

tyveknægte rendte ærinder. og nogle 

solgte dope. Til hinanden. Til os turister. 

Til hvem fanden der ville købe. Alt for 

penge - for penge var alt i San Pedro. 

For de rige indsatte var San Pedro et 

slaraffenland. Det var som at bo på hotel 

inde midt i et fængsel. I de 4- og 

5-stjernede sektioner var cellerne indrettede 

med telefon, kabel-tv og eget 

køkken og badeværelse. De rige fanger 

hyrede de fattige til at gøre rent, lave 

mad, vaske tøj og gå til hånde. I fællesområderne 

var der billard og selvfølgelig 

både en italiensk og en kinesisk restaurant. 

Havde man penge i San Pedro, 

kunne man leve som en konge. 

”Det var som at 

stikke hovedet ind 

i et gravkammer, 

hvor ligene havde 

tømmermænd.” 

narkobaronernes konge 

Kongen over dem alle hed Amado 

Pacheco, men var kendt som barbachoca. 

barbachoca - eller ”rødskæg” som navnet 

betyder - var en glat og veltalende 

international narkobaron, der uheldigvis 

for ham havde fået sit private fly ransaget, 

da han mellemlandede i Mexico på 

vej fra bolivia til USA. Flyet viste sig at 

indeholde intet mindre end 4,2 tons ren 

kokain, svarende til næsten 1 % af hele 

verdens samlede kokainforbrug i et helt 

år. Den gode barbachoca måtte derfor 

en god lang tur i kachotten. nøglen til 

hans celle var smidt væk på ubestemt 

tid, men heldigvis for ham havde han 

nået at stikke lidt skillinger i madrassen 

og var havnet her i San Pedro, hvor alt 

var til salg. og hvorfor skulle en narkogangster 

af format nøjes med en 5stjernet 

celle, når han ved hjælp af lidt 

bestikkelse kunne få lov at opføre sit 

eget domicil? barbachoca havde ønsket 

sig udsigt ud over el Alto til de smukke 

Andesbjerge, så derfor havde han naturligvis 

fået bygget en kæmpe lejlighed 

ovenpå den 5-stjernede sektion. 

Her havde han jacuzzi, internet og fem 

tjenere, der konstant vartede ham op. 

Han måtte ikke forlade fængslet, men 

ellers gjorde han, hvad der passede 

ham. Sniffede uendelige baner af den 

reneste kokain og hyggede sig med sine 

mange smukke, unge elskerinder, som 

han betalte vagterne for at lade komme 

på besøg. 

Indenfor murene bestemte de indsatte. 

Der var ingen vagter, og politiet 

blandede sig ikke. Officielt var fængslet 

styret af otte demokratisk valgte 

fanger. I praksis var det de stærke og 

rige fanger, der bestemte næsten alt. 

Vagternes funktion begrænsede sig til 

at vogte porten og ydermurene. Det 

var et lukrativt job at være vagt, for 

der blev dagligt betalt store summer i 

”afgift” for at få transporteret ulovlige 

varer og gæster ud og ind af fængslet. 

Rygtet sagde, at man som vagt skulle 

betale en stor sum i bestikkelse for at få 

lov at arbejde for San Pedro fængslet, 

fordi så mange vagter var interesseret i 

det indbringende arbejde. 

Det kriminelle parlament 

Trods manglen på politi og vagter virkede 

det som om, at der herskede lov og 

orden i fængslet. ”Hvordan kan så mange 

kriminelle leve her uden opsyn, uden 

at der sker noget alvorligt?”, spurgte vi 

Thomas. ”Det kan de heller ikke altid”, 

svarede han. ”om dagen er her okay, 

men om natten sker der ting og sager”. 

Ifølge fængslets egne oplysninger 

døde fire fanger om måneden af naturlige 

årsager og ”ulykker”. Knivoverfald 

og bandeopgør om retten til at sælge 

narko var almindelige om natten i det 

lovløse fængsel. og i et fængsel, hvor 

de indsatte selv lavede reglerne, havde 

det kriminelle parlament besluttet ikke 

at tolerere voldtægtsforbrydere og pædofile, 

som blev tæsket, tortureret og 

sendt på en ”uendelig svømmetur til havets 

bund” i fængslets ”swimmingpool”. 

Vores guidede rundtur førte os rundt i 

alle fængslets otte sektioner. Flere gange 

undervejs blev vi tilbudt kokain. Selv 

om fangerne forsikrede os, at de havde 

aftaler med vagterne om, at vi godt 

kunne få kokainen med ud af fængslet, 

tænkte vi, at det sikkert ikke var år- 

hundredets bedste idé at købe kokain 

i et fængsel, hvor over halvdelen af de 

indsatte netop sad på grund af handel 

med selv samme stof. endelig lidt valuta 

for studenterhuen, selv om dopedealerne 

slet ikke forstod vores argumenter. 

fremstilling af kokain 

Vi fik lov til at besøge flere af de indsatte 

i deres celler. Ikke alle var lige så 

nemme at snakke med som Thomas. 

nogle var psykisk syge, andre var fulde 

og en hel del var påvirkede af stoffer. 

Stofferne lå frit fremme og flød i mange 

celler, og flere fanger røg crack eller 

kokain-base, mens vi var på besøg. 

”Kokain-base er det eneste de har råd 

til” sagde Thomas. Kokain-base viste sig 

at være den billige ufærdige pasta, der 

bruges til fremstilling af kokain i pulverform. 

Stoffet benyttes typisk af fattige 

i tredjeverdens lande, der ikke har råd 

til andet. ”De ryger det, og når de først 

er begyndt holder de aldrig op” sagde 

Thomas. 

fakta san Pedro fængslet 

Udenfor murene havde vi hørt et rygte 

om, at man i San Pedro kunne købe det 

reneste kokain i bolivia. Det havde vi 

svært ved at tro. ”Jo, den er sgu god 

nok” sagde Thomas: ”Fangerne får 

smuglet kokainpasta eller kokablade ind 

i fængslet. I flere celler er der laboratorier. 

Der fremstiller de rigtig kokain”. 

Så havde vi set det med. et kokainproducerende 

fængsel. et grotesk paradoks. 

nogenlunde lige så uforudsigeligt, 

som hvis nogen drev bordel i en kirke. 

Kvinder og børn kunne frit komme og 

gå i fængslet. De fleste af børnene, der 

boede i San Pedro, gik om dagen i skole 

udenfor fængslet. I skole om dagen og 

i fængsel om natten. ”De har det ikke 

let” sagde Thomas, ”, men det er meget 

bedre end at de skal leve udenfor 

på gaden. og der er en meget bedre 

stemning herinde, fordi her er kvinder 

og børn”. Vores rundtur nærmede sig 

sin afslutning. Alt åndede stadig fred 

og idyl på fængslets gårdsplads. børn 

legede. Mænd spillede fodbold. Kvinder 

handlede ind til aftensmaden. Folk var 

glade. Familieliv som i en hver anden 

sydamerikansk storby. Vidste man det 

ikke havde man aldrig gættet, at vi stod 

inde midt i et af kontinentets mest berygtede 

fængsler, hvor almindelige love 

ikke gjaldt, og hvor stofferne flød i stride 

strømme. 

Billeder fra venstre: 

I gården til den 0-stjernede afdeling. Thomas fortalte 

skrækindjagende historier om livet i de uhumske 

celler i denne del af fængslet, som er den eneste, 

hvor der ikke skal betales husleje. 

Porten ind til den korrupte kachot. Manden med 

kasketten udenfor porten er stort set den eneste 

vagt, vi ser under vores besøg. 

En af de udenlandske narkokurerer der sidder 

fængslet. Ham her er franskmand og så komplet 

vind og skæv, at han knapt registrerer vores besøg. 

Besøg i Thomas McFaddens celle. Manden, der 

titter frem bag forhænget er vistnok Rusty Young 

der boede 4 mdr. i fængslet og senere skrev bogen 

‘Marching Powder’ om opholdet i fængslet. 

I den 4-stjernede afdeling ligger flere hyggelige 

caféer og restauranter, der frekventeres af velbeslåede 

indsatte. 

Hvordan 

Besøget fandt sted i oktober 1999. Vi traf tilfældigt nogle andre backpackere på Café Torino i La Paz, der fortalte os om 

fængslet og om Thomas fra liverpool. På et tidspunkt var turene så populære, at de blev nævnt i lonely Planet med en kort 

notits som ”verdens mest bizarre turistattraktion”. Turene blev stoppet omkring år 2003. Officielt fordi mange turister købte 

stoffer i fængslet. Muligvis var den reelle grund, at der var blevet skrevet en bog om fængslet. 

Rusty Young 

Rusty Young er en australsk forfatter. Som 24-årig boede han i 1999 i 4 måneder sammen med Thomas McFadden i fængslet. 

Rusty skrev bogen ”Marching Powder” om opholdet i fængslet. blev arresteret, da myndighederne fandt ud af, at han havde 

klistret optageudstyr til kroppen, men hurtigt løsladt igen. 

thomas Mcfadden 

Født 1971 i Tanzania. Opvokset i Liverpool. Begyndte at smugle narko efter flere ture til Indien i teenageårene. Arresteret 

i 1996 og indsat i San Pedro fængslet. Ernærede sig ved at drive ”prison tours” for backpackere. Fik efter tre års ventetid 

endelig sin dom, der lød på seks års fængsel. Blev købt fri af Rusty Young i slutningen af 1999, tre år før tid, på et tidspunkt, 

hvor Thomas frygtede for sit liv, da det var rygtedes, at der skulle skrives en bog om fængslet. boede en periode efter løsladelsen 

sammen med Rusty i bogotá. bor og arbejder i dag som bygningsarbejder i london. 

statistik 

Der er 1.500 indsatte i San Pedro fængslet. 200-300 børn bor i eller besøger fængslet dagligt. 80 procent af de indsatte er 

dømt eller anklaget for smugling af narkotika. De resterende 20 procent er enten mordere eller dømt/anklaget for andre alvorlige 

forbrydelser. Kun 25 procent af de indsatte er dømt, resten venter på deres domsafsigelse. Coca Cola har et sponsorat, 

der sikrer dem eksklusive rettigheder til salg af alle læskedrikke i fængslet. 


Jamal for altid 

luk øjnene. tænk på noget du elsker. 

Hvad ser du? Et landskab fladt som 

en pandekage? Rensdyr i hobetal 

og myg store som kolibrier? En 

vinter så kold, at kun nomader 

i rensdyrskind kan overleve? 

nå, ikke? Men det gør jeg. 

TeksT og foTo: gerner THomsen 

Det hænder, at der sker noget uventet 

i ens liv. Noget som får stor indflydel- 

se på det, man foretager sig de næste 

mange år. lige netop det skete for mig, 

en stjerneklar efterårsnat i 2001, da jeg 

stod af på station 220 km. 

Mine medpassagerer – russiske borebisser 

på vej mod Jamalhalvøens gasfelter 

længere nordpå – er for længst dejset 

omkuld i en vodkarus, så de sidste par 

timer har jeg omhyggeligt holdt øje med 

kilometermarkeringen langs sporet. 

Gazproms arbejdstog er nemlig af den 

type, som man helst ikke vil komme for 

sent til eller køre for langt med – det 

afgår kun hver 14. dag. 

Jeg har selvfølgelig bemærket huset, 

som står blot 50 meter fra trinbrættet 

på station 220 km. Men hvis jeg skulle 

have gættet på, at det er en købmandshandel, 

der befinder sig på denne gudsforladte 

tundrasteppe, så ville det have 

krævet en usandsynlig god fantasi og 

to-tre vodkaflasker mere. Købmanden 

hedder Takuchi og kommer mig søvndrukkent 

i møde med en olielampe i 

hånden. Som det er god skik her nord 

for polarcirklen, bliver den fremmede 

gæst budt indenfor og får en seng uden 

så mange spørgsmål. 

Et vanvittigt projekt 

Det tager mig tre dage at overbevise 

Takuchi om fornuften i mit projekt. ”At 

vandre alene ud på tundraen for at finde 

nenerne er den sikre død” gentager han 

igen og igen. ”Kun en stedkendt person 

kan undgå at fare vild, og når vinteren 

kommer, vil du uden tvivl dø af kulde og 

blive ædt af sultne ulve”. Tvivlen kommer 

snigende. Jeg er hverken bange for ulve 

eller for ikke at kunne finde vej. Men at 

finde rensdyrnomaderne på egen hånd i 

dette uendelige tundraområde føler jeg 

vil blive noget nær en umulig opgave. 

Jeg frygter, at mit projekt vil mislykkes 

– simpelt hen fordi det afhænger af, om 

jeg på det helt rigtige tidspunkt er i stand 

til at krydse nomadernes kurs sydpå under 

deres vandring imod trægrænsen. 

Til sidst bliver Takuchi mør af min stædighed, 

og han giver mig de oplysninger, 

som jeg hele tiden har satset på at få fra 

en lokalkendt. Én af Jamalhalvøens 50 

rensdyrbrigader (en gammel sovjetisk 

betegnelse for grupper af rensdyrno- 

Når nenerne kommer frem til en ny lejrplads, 

bliver teltene rejst på under en halv time. 

mader ansat af det lokale statsbrug) har 

netop passeret 220 km for en lille uge 

siden. Med al sandsynlighed vil den nu 

være omkring 40 km inde på tundraen, 

og på et kort ridser Takuchi den rute op, 

som nomaderne plejer at følge. 

Med maven fuld af andesuppe, kogt på 

Takuchis jagtbytte, tager jeg af sted. 

Rygsækken føles, som er den spækket 

med vodkaflasker, men det er nu mest 

mad, som fylder. Tunge regnbyger driver 

ind fra vest og gør om muligt tundraen 

endnu mere svampet og umulig 

at gå på. Temperaturen falder til et par 

grader, og når jeg bestiger områdets 

små bakketoppe, kan jeg konstatere, 

at der ikke er skyggen af en nomade 

i miles omkreds. Dagens sidste timer 

bliver brugt på at finde et sikkert sted 

at krydse en dyb flod i vand til lårene. 

Sokkerne bliver vredet og støvlerne 

tømt for vand, inden jeg kryber ind i mit 

lille enmandstelt, der står på det, der må 

være Jamalhalvøens sidste tørre plet. 

Mødet med nenerne 

Tanken om håbløsheden i mit projekt 

kommer snigende allerede næste dag. 

Den får god næring af det dårlige vejr, 

de våde støvler og så det uendelige 

landskab af søer og myr, hvor skridtene 

føles som forhindringsløb hen over en 

gigantisk badesvamp med blytunge lodder 

om benene. Jeg bestiger hver en 

bakketop med kikkert for øjnene, men 

gang på gang må jeg skuffet konstatere, 

at der ikke er andet at se end den 

øde tundra. Hvis jeg falder og brækker 

benet nu, så vil fiaskoen være fuldendt. 

bedst som det ser allermest håbløst ud, 

genlyder tundraen pludselig af et sejrsbrøl. 

Ude i horisonten har jeg set syv 

”tjummer” (rensdyrnomadernes tippilignende 

telte). Jeg tjekker flere gange 

med kikkerten, men den er god nok. I 

tusmørke og småregn nærmer jeg mig 

lejren. Mit hjerte sidder oppe i halsen. 

Rensdyrnomaderne får først øje på mig, 

da jeg er inde på 500 meters afstand. 

Kvinder og børn forsvinder ind i teltene, 

mens mændene bliver stående uden at 

sige en lyd. De stirrer blot på mig, som 

er jeg fløjet ind fra en anden planet. Jeg 

præsenterer mig, men må gentage mig 

selv flere gange, før de ser overbeviste ud. 

Snart befinder jeg mig i Alexanders 

tjum, siddende med familien på rensdyrskind 

omkring et lavt bord. I skæret fra 

det åbne ildsted kan jeg ane kødet fra et 

slagtet rensdyr hængt til tørre i midten 

af tjummen. Det koger livligt i gryderne, 

og en himmelsk duft af rensdyrkød breder 

sig. Snart serverer Alexanders kone 

kødstykkerne, som vi spiser med fingrene. 

I tjummen befinder sig også Alexanders 

far på 80 år samt et spædbarn og 

to børn på fem og syv år. Familiens ældste 

børn er blevet hentet i helikopter for 

en måned siden og fløjet til en kostskole 

længere sydpå. Middagen bliver skyllet 

ned med skoldhed te, og bagefter foreslår 

Alexander, at jeg sover i tjummen 

sammen med hans familie. behagelige 

mæt i rensdyrkød, liggende på varme 

rensdyrskind, falder jeg i søvn til lyden 

af hundeglam, mens bålet langsomt dør 

ud. Tjummen skal vise sig at blive mit 

hjem de næste to uger. 

”Kun en stedkendt person kan undgå at fare vild, 

og når vinteren kommer, vil du uden tvivl dø af 

kulde og blive ædt af sultne ulve” 

Råt kød og rensdyrblod 

Jeg bliver hurtigt introduceret til nogle 

af de få delikatesser, som findes på tundraen. 

En familie slagter 30-40 rener 

om året, og hver gang er der fest. De 

skærer små stykker af råt kød eller rå 

lever fra den nyslagtede ren, dypper det 

i blod og tager det i munden, og med et 

hurtigt snit af en kniv skæres det over 

lige foran læberne. Kødet skylles ned 

med et krus varmt rensdyrblod tilsat lidt 

salt. både blod og råt kød er rigt på vitaminer, 

og det giver variation i en ellers 

ensformig kost. Det bedste på rensdyret 

er tunge, lever, hjerte, nyrer, mule og 

knoglemarv. Ind imellem supplerer nomaderne 

med fisk fra søerne, som bliver 

fanget i net. De bliver også spist rå eller 

en sjælden gang kogt. Man steger aldrig 

noget herude på tundraen. 

Jeg kan ikke undgå at bemærke den 

tydelige kønsrollefordeling. Kvinderne 

står op før alle andre for at tænde bål 

og lave te til resten af familien. I løbet 

af dagen skal de passe børn, hugge 

brænde, hente vand og så i øvrigt stille 

mad og te på bordet for manden flere 

gange dagligt. når efteråret og vinteren 


Jeg fulgtes med syv familier, som tilsammen drev en flok på 3000 rener. 

kommer, bruger kvinderne de mørke 

aftener til at sy tøj af rensdyrskind til 

hele familien. Uden anorak og benklæ- 

der i rensdyrskind ville nomaderne ikke 

kunne overleve den barske vinter med 

temperaturer ned til minus 50 grader. 

Mændenes opgave er mere afgrænset. 

De skiftes først og fremmest til at passe 

flokken på 3000 rensdyr døgnet rundt. 

Renerne skal hele tiden have de bedste 

græsningssteder, så derfor lever ne- 

nerne som nomader på evig vandring fra 

græsgang til græsgang. om foråret bevæger 

de sig fra overvintringsstederne 

sydpå, nær trægrænsen i det nordlige 

Sibirien, til de nordlige sommergræsningssteder 

på Jamalhalvøen. om efteråret 

vandrer de den modsatte vej - en 

rute på omkring 500 km. 

Når familien skal flytte og trækrenerne 

udvælges, er det mændene, der svinger 

lassoen, mens kvinderne har til opgave 

at holde det reb, der lægges rundt om 

rensdyrflokken, så man kan holde den 

samlet. Her er det imponerende at se, 

hvordan kvinderne behændigt undgår at 

træde hen over reb, tøjler og styrestave, 

der ofte ligger spredt over hele lejren. 

Kvindens menstruation gør, at hun regnes 

for uren, og det er derfor bandlyst, 

at hun går hen over ting, der kan sættes 

i forbindelse med renerne. overholder 

hun ikke dette, risikerer familiens rener 

at blive ramt af en ulykke. 

Den hellige slæde 

Trods næsten 100 år under kommunismen, 

har shamanismen overlevet blandt 

nomaderne. enhver større sten eller 

underligt formet bakketop i landskabet 

er besjælet med en ånd. en dag bliver 

jeg kaldt hen til familiens hellige slæde, 

hvorpå står en trækasse, som jeg aldrig 

har set åbnet. Alexander løfter låget og 

viser mig ikoner af skæbneguder, som i 

nenernes verden afgør forskellen mellem 

liv og død for både dyr og mennesker. 

I kassen ligger også to små dukker, 

som symboliserer forfædrenes ånder. 

Det sker, at Alexander sætter dem ind 

i tjummen for at sikre familiens lykke. 

Den hellige slæde går i arv og skal altid 

trækkes af en hellig ren, der som regel 

er hvid. 

efter et par uger sammen med nomaderne, 

begynder jeg at overveje mulighederne 

for at komme tilbage til civilisationen. 

Det vil snart blive vinter, 

og jeg beslutter mig derfor at gå efter 

et boretårn 30 km ude i horisonten, 

som Alexander forklarer mig er en af 

Gazproms prøveboringer. Følelsen af 

våde fødder bliver hurtigt genopfrisket, 

men tanken om varme og civiliserede 

forhold holder modet oppe. Ved ankomsten 

bliver jeg mødt af 40 russiske 

borebisser, som giver mig en kongelig 

behandling med eget værelse i de opstillede 

skurvogne og fri adgang til kantinens 

store udvalg i supper og russiske 

kålretter. efter en tur i saunaen falder 

Ikke alle synes det er lige sjovt at sidde 20 km på en slæde under flytningen om vinteren. Piko med familien. Jeg fik tilbud om at gifte mig med Svetlana (nr. 2 fra højre) – måske jeg skulle 

have sagt ja? 

jeg i søvn til filmen Gladiator med russisk 

synkronisering. et par dage efter 

får jeg et lift i helikopter sammen med 

skifteholdet – men desværre nordpå til 

den lukkede by Mys Kamin. Det lokale 

grænsepoliti står allerede klar ved ankomsten. 

Under afhøringen spørger de 

interesseret til mit ophold hos rensdyrnomaderne, 

og jeg undgår på forunderlig 

vis både konfiskering, bøder og bestikkelse 

- kun overraskelsesmomentet 

kan forklare dette. Officeren kræver 

blot, at jeg flyver sydpå hurtigst muligt 

med næste helikopter. 

Da jeg næste morgen vandrer ud ad 

grusvejen mod den faldefærdige lufthavnsbygning, 

er det tydeligvis blevet 

vinter. Den første sne er faldet, og frosten 

bidder i næseborene. Men jeg er 

klar over, at det ikke er sidste gang, jeg 

har sat mine ben på tundraen. Jeg er 

solgt. Solgt til Jamal og rensdyrnomaderne, 

og et besøg den kommende vinter 

spøger allerede i mine tanker. 

spritkørsel på havisen 

Min ånde driver langsomt opad som en 

tyk tåge foran ansigtet, da jeg står på 

havisen og tomler i minus 25 grader. Jeg 

slår kuskeslag på tredje time og overvejer 

kraftigt situationen. Det er ikke et 

spørgsmål, om bilerne stopper og tager 

tomlere med. Det skal de nok gøre. 

Spørgsmålet er mere, hvornår den første 

bil overhovedet vil komme. Det når at 

blive mørkt, før lykkens engel forbarmer 

sig over min naive optimisme. ”Har du 

visum?”, spørger chaufføren brovtent, 

da han hører min russiske accent. ”Jo, 

det har jeg da”, svarer jeg. ”Drikker du 

også vodka?”. Det kan jeg også svare ja 

til, og så er jeg godkendt. I trucken sidder 

en russer mere, som tilsyneladende 

også har taget den på stop ud over isen. 

efter en times kørsel stopper chaufføren. 

”er du sulten?”, spørger han. Før 

jeg når at svare, finder han et brød og 

en spegepølse frem, som hurtigt får følgeskab 

af en halv liter vodka. Alle tager 

godt for sig af retterne, og især chaufføren 

gør sit til, at det bliver lavvande i 

vodkaflasken. Der er næppe tvivl om, at 

han står til et klip i kørekortet, men vejen 

ud over isen er lige og flad, og der er 

heldigvis ligeså lidt modkørende trafik 

som politibetjente. lyset fra Panaevsk 

dukker op ude i horisonten ved midnatstide, 

og vi sætter kursen direkte mod 

landsbyens eneste bar, hvor folk danser 

og tumler omkring i sprittåger. Vi når 

vel at feste med i 20 minutter, før der 

opstår en slåskamp, som lukker baren 

med et brag. Det er en slåskamp mellem 

en rensdyrnomade fra tundraen og 

”.....pludselig spørger 

Piko, om jeg ikke har lyst 

at gifte mig med hans 

datter svetlana på 18 år” 

én fra landsbyen – et klassisk opgør, får 

jeg senere at vide. 

Hvem vil have svetlana? 

Alexander havde om efteråret fortalt 

mig, at de om vinteren ville stå cirka 

50 km fra landsbyen. Mere nøjagtigt 

kunne han ikke sige det, så jeg har taget 

skiene med for at være selvtransporterende. 

På statsbruget beskriver de 

stedet mere præcist, og så er det bare 

at tage af sted, før de flytter. Allerede 

på andendagen er der bid – tror jeg. 

De fem telte på en bakketop viser sig 

at være nabobrigaden. Vi kender ikke 

hinanden, men det er ligegyldigt. Jeg 

bliver inviteret til at overnatte hos Piko 

og hans familie, som gerne vil lære den 

mystiske skiløber med rygsæk og pulk 

bedre at kende. Pikos kone serverer en 

dejlig kraftig rensdyrsuppe med knoglemarv 

og kogte kødstykker, og der kommer 

også en flaske vodka på bordet. 

Stemningen stiger, og pludselig spørger 

Piko, om jeg ikke har lyst at gifte 

mig med hans datter Svetlana på 18 år. 

Jeg holder en kunstpause og tager en 

ekstra slurk af vodkaen. Svetlana sidder 

ved siden af mig og er bestemt en 

køn pige. Men alligevel, jeg synes ikke 

helt vi passer til hinanden. ”Jeg kan jo 

ikke passe rensdyrene, så derfor vil det 

aldrig gå”, forklarer jeg Piko, overbevist 

om, at jeg har fundet det perfekte argument. 

”Det er ligegyldigt, du tager 

hende bare med til Danmark”, svarer 

han, og bunder kruset med vodka. Den 

tygger jeg så lidt på og vurderer, at min 

bedste chance nok er, at vi drikker noget 

mere. Den eneste der ikke bliver 

spurgt om noget, er Svetlana. Hun går 

rundt og hjælper sin mor med at lave te 

og opvarte os mænd. Det er der ingen, 

der synes er underligt – formentlig heller 

ikke hende selv. 

tundraild og drukkenbolte 

næste morgen kører Piko mig på sin 

snescooter op til Alexanders brigade. 

natasha, Alexanders kone, står allerede 

klar med varm te. Der er godt nok ingen 

telefon, e-mail eller fax herude på 

tundraen, men man har noget andet, 

som er bedre og ikke behøver strøm. 

”Tundrailden”, som den kaldes, er for 

længst løbet i forvejen og har sladret 

om min ankomst. ”Alexander er inde i 

landsbyen for at købe madvarer, men 

han kommer snart igen”, fortæller hun. 

Det er dejligt at være tilbage hos familien 

og sjovt at gense børnene, som alle 

er blevet et halvt år større. natasha varter 

mig op, som var jeg et nært familiemedlem. 

Solen når at gå ned, men der 

er stadig ingen Alexander. Til sidst går 

vi i seng. Jeg vågner klokken seks næste 

morgen, ved at Alexander kommer 

væltende ind i teltet med spritånde og 

istapper i skægget. ”Velkommen hjem, 

min søn”, siger han med hovedet så tæt 

på mit ansigt, at jeg ville have forsøgt 

et kys, hvis ikke lige han havde været 

en mand og lugtet af sprit. Jeg bliver 

hurtigt klar over, at der kun er én rigtig 


måde, jeg kan gengælde hans hengi- 

venhed på. Jeg bliver nødt til at stå op 

og starte dagen med at dele en halv liter 

vodka sammen med ham. Alt andet ville 

virke uopdragent. 

De næste uger bliver en udfordring for 

leveren. nomaderne står tæt på landsbyen 

om vinteren, og selvfølgelig burde 

jeg have regnet ud, at det ville gå op i 

vodka. Ikke alle mændene drikker, men 

så godt som. nogen kan styre det bedre 

end andre, men Alexander er ikke i den 

kategori. Han fortsætter drikkeriet ligeså 

længe, der er flasker tilbage. Når 

han vågner om morgenen med tømmermænd, 

så er det første han leder efter 

en ny vodkaflaske. Natasha forsøger 

hver gang at gemme flaskerne, men 

problemet er bare, at der ikke er så 

mange gemmesteder i en tjum, når man 

har boet i den hele sit liv. ofte drikker 

mændene i naboteltene med, og til sidst 

bliver kvinderne så trætte af det hele, at 

de smider mændene på porten; her får 

de lov at ligge i sneen og sove rusen ud, 

før de kommer ind igen. 

Der er dog vodkafri perioder ind imellem, 

hvor mændene kommer på højkant 

og får indhentet noget af alt det 

forsømte arbejde. Det er på denne årstid 

– i den sene vinter – at de bygger 

slæderne, som skal transportere dem til 

Karahavet i løbet af foråret og sommeren. 

Slæderne bygges i lærketræ vha. 

primitive redskaber, et gammelt håndværk 

som er gået i arv mellem generationer. 

efter et par uger hos Alexander vender 

jeg tilbage til Piko i nabobrigaden. Det 

er ikke brylluppet med Svetlana, som 

trækker, men derimod at få lov at følges 

med dem på deres forårsvandring nordpå. 

Pikos familie tilhører de såkaldte 

nordlige brigader, som forlader vinterlejrene 

først. Jeg fortryder ikke mit valg. 

Det er et fantastisk skue at se ni familier 

køre i karavane udover den hvide isørken 

med over hundrede slæder trukket 

af rener. Bagved kommer den store flok 

på omkring 6000 rensdyr, som bliver 

drevet frem med hjælp fra hunde. Jeg 

sidder med på en af slæderne og kan 

følge, hvordan trækrenerne bliver styret 

vha. seletøj, en lang pind og nogle 

hvislelyde. efter en lille uge sammen 

med Piko og familien siger jeg farvel og 

står på ski tilbage til landsbyen. 

”Der er dog vodkafri perioder ind imellem, hvor 

mændene kommer på højkant og får indhentet 

noget af alt det forsømte arbejde” 

Varme følelser i - ºC 

Året efter er jeg tilbage igen. Jeg kommer 

i januar, midt i den koldeste periode, 

og finder Alexander og familien 

omtrent samme sted. Men allerede ved 

ankomsten fornemmer jeg, at noget er 

galt. Alexander skal ikke have noget af 

hverken den vodka eller vin, som jeg 

har slæbt med ud på tundraen. ”Hans 

far døde for et par måneder siden, og 

han sørger stadig”, forklarer Sergei fra 

naboteltet. Med til forklaringen hører, 

at Alexander efter faderens død var taget 

til landsbyen og havde drukket sig 

en brandert til, der fortsatte i mange 

dage. ”Til sidst nærmede det sig det 

livstruende, og lægen måtte give ham 

antabus. Så nu kan han selvfølgelig 

hverken drikke vodka eller rødvin”, fortæller 

Sergei med et tydeligt håb om, 

at han så kan få lov at hjælpe mig af 

med mine gaver. Selv om stemningen 

er lidt trykket til at starte med, så er det 

på mange måder hyggeligere at være 

sammen med Alexander denne gang, 

og han snakker også gerne om faderen. 

Han kom af dage på hospitalet i landsbyen, 

og på den måde undgik familien 

at skulle transportere hans lig ugevis 

henover tundraen på en slæde, hvilket 

ellers ofte sker, når nogen dør. nenerne 

efterlader aldrig døde på tundraen, men 

lægger dem i en kiste i landsbyen, som 

står hævet lidt over jorden. 

Januar er en måned, hvor nomaderne 

opholder sig så meget som muligt indenfor 

i teltene og venter på varmen 

og forårets kommen. Solen hænger lige 

akkurat over horisonten et par timer 

hver dag, og det er bidende koldt som i 

to dybfrysere tilsammen. Temperaturen 

synker til -46 grader, men det går fint 

med at holde varmen i den rensdyranorak, 

som jeg har lånt af statsbruget. om 

natten sover jeg sammen med familien 

på rensdyrskind i teltet. Vi ligger på rad 

og række iført lange rensdyrstøvler og 

med rensdyrjakker trukket henover os 

som dyner. På den måde kan man faktisk 

holde varmen selv i de koldeste 

nætter. 

Hen ad vejen oplever jeg en gensidig 

respekt mellem natasha og Alexander, 

som jeg ikke lagde mærke til i starten. 

når Alexander kommer tilbage efter at 

have vogtet over renflokken en kold vinternat, 

er det med omsorg og tydelig 

respekt for hans arbejde, at natasha 

skænker te og serverer mad. Han får 

de bedste kødstykker med de største 

fedtbræmmer, for hun er godt klar over, 

at en person taber mange tusinde kalorier 

ved blot at skulle holde varmen i 

25 graders kulde en hel nat igennem. 

også Alexander omtaler altid natashas 

arbejde med stor respekt, f.eks. ved at 

fremhæve det tøj, hun har syet af rensdyrskind 

til familien. Det par rensdyrstøvler, 

som jeg har købt til mig selv 

inde i landsbyen, vækker ikke nogen 

beundring hos Alexander: ”De forstår 

ikke at sy det, så det kan holde til at 

blive brugt herude på tundraen” siger 

han, med tydelig henvisning til, at det 

gør hans kone. Den rollefordeling, jeg 

i begyndelsen syntes var uretfærdig, 

forekommer mig mere og mere at være 

et fornuftigt samarbejde mellem de to 

køn herude på tundraen, hvor det er 

fuldstændigt urealistisk at bo alene. og 

ingen af kønnene virker utilfredse med 

deres opgave: ”Hvordan skulle kvinden 

både kunne amme børn og vogte 

over rensdyrene om natten”, spørger 

natasha, da jeg kommer ind på emnet. 

en kvinde får typisk mellem seks og 

otte børn, som alle fødes i teltet under 

primitive forhold. 

friheden er ikke til salg 

August er en dejlig årstid. Myggene er 

forsvundet, temperaturen behagelig, 

dagene stadig lange og tundraen bugner 

af orange multebær. Jeg møder 

Alexander og resten af brigaden et par 

dage før de når Karahavet. Vejen derud 

fra station 220 km tilbagelægger jeg i 

en pansret mandskabsvogn på larvefødder, 

som købmanden tilfældigvis har 

stående. Købmandens chauffør er fuld, 

og det er sent på aftenen, men han tilbyder 

alligevel at køre mig de sidste 50 

km ud til brigaden. Drivremmen ryger 

af hvert femte minut, men på forunderlig 

vis lykkes det ham hver gang at sætte 

den på igen, selv om finmotorikken 

tydeligvis er forsvundet sammen med 

vodkaen. Da drivremmen ved midnatstide 

ryger af for 117. gang, overmander 

trætheden ham, og han falder i søvn 

med en svensknøgle i hånden og hovedet 

inde i motorrummet. Han vågner 

først op næste formiddag, men det gør 

ikke så meget. Herude er tiden ikke så 

vigtig, og ingen kender alligevel til min 

ankomst. Selv tundrailden har svigtet 

denne gang. 

Alle børnene er hjemme, da jeg sidder 

i teltet og drikker te med Alexander 

og natasha. ”Jeg ventede, at du ville 

komme”, siger Alexander. ”Jeg ved, at 

du ikke kan undvære os og tundraen 

så længe”, griner han højt, men med 

et gran af alvor. Det er rigtigt nok. Det 

er sjette gang jeg besøger familien, og 

som altid føler jeg mig velkommen og 

accepteret som en af deres nærmeste. 

også denne gang slagter Alexander en 

ren for at fejre mit besøg, og som altid 

skal han lige se, om ”drengen” stadig 

kan huske at drikke en kop varm rensdyrblod. 

Det kan han godt. 

Da jeg et par dage efter går en tur langs 

stranden ved Karahavet, strejfer tanken 

mig, om nenerne vil fortsætte med 

at leve som de gør, eller de vil forfalde 

til at blive fastboende, som det er sket 

med så mange andre nomadefolkeslag. 

Jeg tillader mig at være optimistisk. 

Historien viser, at nenerne kun tager 

den del af civilisationen til sig, som de 

kan bruge på tundraen – og forkaster 

den del, som vil betyde, at de ikke kan 

leve det frie liv under åben himmel. De 

har allerede overvundet mange af civilisationens 

fristelser, hvor andre russiske 

nomadefolkeslag har givet efter. 

Jeg tror, det må være en sjælden stor 

stolthed og frihedstrang, som stadig 

får unge nenere til at gifte sig med hinanden 

og leve det samme enkle liv på 

tundraen, som deres forældre og bedsteforældre 

gjorde, frem for at jage nye 

fristende muligheder. Der er mange måder 

at leve livet på, men nomadelivet på 

Jamalhalvøen er en af de mere eksotiske, 

som heldigvis ser ud til at overleve. 

Jeg ser i hvert fald frem til med sindsro 

at kunne fejre min 10. jubilæumsrejse 

til Jamalhalvøen om få år. 

Billede øverst: Inden nomaderne kan flytte, skal de først indfange træk-renerne. 

Billede midten; Natasha med børnene i august – tæt på Karahavet, hvor nenerne vender om 

og vandrer sydpå igen. 

Billede nerst: Vinteren kan være bitterlig kold (jeg oplevede ned til -46 grader), men teltene 

er lavet af rensdyrskind og varmes op af en lille brændeovn. 



Slangen i Paradiset 

sydamerika er et Paradis på jord, set med vores nordlige blå øjne. tiden 

går langsomt, solen skinner, folk synger og danser, og ingen har stress eller 

mavesår. alle har god tid. Engang imellem alt for god tid, vil mange danskere 

nok mene. alle snakker med alle, folk har høns og får med i busserne, og 

så er der musik overalt. Pigerne er nogle af de smukkeste i verden, og 

sprutten er billig. Der er mange fristelser i sydamerika, men det er bestemt 

ikke ufarligt. I Ushuaia på Tierra del Fuego fik jeg et flot stempel i passet 

der sagde ’fin del mundo’ - verdens ende. Og det kunne det meget let være 

blevet. Der er nemlig osse en bagside på medaljen, en slange i Paradiset. 

TeksT: arne runge 

foTo: knud b. bacH 

I buenos Aires dansede smukke unge 

par tango på gaden. De var iført de 

smukkeste klassiske tango-dress og 

blev akkompagneret af musik fra en 

ghettoblaster. På Ipanema-stranden i 

Rio spillede guitaristerne bossanova, 

mens mine øjne var ved at trille ud af 

hovedet ved synet af alle de chokoladefarvede 

pigenumser med G-strenge, de 

var omringet af. når pigerne kom op fra 

vandet, var der vanddråber og gåsehud 

på ballerne. I Paraguay gik jeg ind i en 

købmandsforretning for at købe en cola. 

Flaskerne med cola stod på en hylde ved 

siden af flasker med rom. Flaskerne kostede 

det samme - seks kroner. På vandrehjemmet 

i Cuenca i ecuador sad alle 

hippierne hver aften og sniffede kokain. 

Kokainen kostede otte kroner grammet. 

otte kroner for at blive udødelig - et par 

timer. Men der var osse mange lommetyverier, 

og det der var værre. Meget 

værre. 

Pistoloverfald i uruguay 

Klokken var to om eftermiddagen. Den 

skarpe sol stod højt på himlen, og termometret 

nærmede sig de 40 grader. 

Der var ikke en sjæl at se. Folk havde 

rullet persiennerne ned, byen sov siesta. 

Jeg slentrede langsomt ned ad den 

lille sidegade, der førte mod stranden. 

Pludselig blev stilheden brudt. Ud fra 

en gyde sprang fire unge knægte, den 

ene med en pistol i hånden. Mens de tre 

andre omringede mig, pegede drengen 

med pistolen direkte på min mave og 

sagde ’Money’. ’Que pasa’ - hvad sker 

der - spurgte jeg forvirret, for det var 

ikke rigtigt gået op for mig endnu, at det 

var et ”hold up”. Money, gentog han, og 

pludselig fattede jeg chokeret, hvad der 

var gang i. 

Den store rygsæk, med alt mit brugte 

tøj, var sikkert anbragt på hotellet, men 

jeg havde alt af værdi på mig. I min lille 

dagtursrygsæk lå mit kamera, mine 

film, min walkman, min dagbog og min 

guidebog og mine nye dobbeltslebne 

briller, og i lommen på mine cowboybukser 

havde jeg, i en lille lærredspose, 

mit pas, min flybillet, mine rejsechecks, 

mit visakort, og elleve hundrede dollars 

i kontanter. Ups! At aflevere ville sandsynligvis 

have afsluttet den tremåneders 

rundrejse i Sydamerika, som jeg 

var begyndt på kun to uger tidligere. 

Adrenalinet susede rundt i kroppen på 

mig. Pludselig sprang jeg ind imellem to 

af drengene og løb så godt jeg kunne. en 

af drengene fik fat i min T-shirt som blev 

flået, samtidig med at der kom en taxi 

fra en sidegade. Den bremsede hård op 

lige ud for os. Drengene stoppede osse 

op og tog så benene på nakken, og jeg 

åndede lettet op. Jeg glemte helt at sige 

tak til taxichaufføren. Jeg skyndte mig 

op til hovedgaden og ind på den første 

café, jeg mødte. På vejen passerede jeg 

en gammel dame, som havde set, hvad 

der var sket. Hun stirrede vildt efter 

mig, mens hun gjorde korsets tegn. 

”Mens de tre andre omringede mig, 

pegede drengen med pistolen direkte 

på min mave og sagde ’Money’. ” 

Kiwien fik en strik om 

halsen og mistede alt 

I la Paz, hovedstaden i bolivia, boede 

jeg på hostel Continental, et rygsækshotel 

med sovesale og en stor have. en 

morgen, da jeg sad og drak morgenkaffe 

med et par andre backpackere, kom 

Jimmi, en Kiwi fra new Zealand, ind ad 

døren. Han kom lige fra politistationen 

og fortalte os, helt omtumlet, en meget 

trist historie. Han var ankommet til la 

Paz klokken fem samme morgen, og da 

det stadig var mørkt og der ikke var en 

sjæl på gaden, havde han taget en taxi 

til hotellet. Hotellet havde han fundet 

i guidebogen. Han betalte taxien, som 

straks kørte videre, og gik ind i receptionen. 

Men alt var optaget. Så ud på 

gaden igen. Taxien var jo kørt, så han 

fandt guidebogen frem for at kikke efter 

et andet hostel, da en ung fyr kom 

forbi og spurgte, om han kunne hjælpe. 

Han fortalte, at lige rundt om det næste 

hjørne lå der et andet hostel. De fulgtes 

ad, men rundt om hjørnet ventede hans 

kammerater. De kastede en snøre om 

halsen på ham, og mens to strammede 

snøren, så han næsten blev kvalt, rippede 

de ham for alt. Han kom tilbage til 

hotellet, hvor jeg boede, i T-shirt og underdrenge. 

Selv hans bukser og støvler 

havde de stjålet. 

Hotellet havde så lånt ham noget tøj og 

ringet til politiet, som hjalp ham med at 

komme i kontakt med sit forsikringsselskab. 

new Zealand havde ingen ambassade 

i bolivia, så han skulle helt til 

Santiago for at få nyt pas. Politiet havde 

givet ham et stykke papir med et stempel, 

der var et slags nødpas, så han 

kunne rejse til Chile. Han var helt knust. 

Hold da kæft hvor var han ked af det. 

nogen havde i mellemtiden tjekket ud, 

så han havde nu fået en seng i en sovesal 

på hotellet. 

To dage senere var han blevet kammerat 

med et par aussier, som man kalder 

folk fra Australien, som osse boede på 

vores hostel. De havde fået nogle bajere, 

og nu havde han det helt fint igen. 

Han havde købt nyt tøj og en ny rygsæk. 

De fik mig ned med nakken et par dage, 

sagde han, men de 

skal fan’me ikke få 

lov at ødelægge 

hele min rejse. Så 

de tre nye venner 

tog sammen til 

Puno ved Titicacasøen. 

Jeg tog med. Hans nødpas gjaldt 

en måned, så der var god tid. en måned 

senere, en uge før min hjemrejse, var 

det min tur igen. 

De fik mig alligevel til sidst 

Jeg var træt men lettet, da jeg satte 

mig tilrette ved et bord på den lille restaurant 

på hovedgaden i Trujillo, lige 

rundt om hjørnet fra busstationen. Hold 

da kæft hvor var jeg træt. Men alt var 

gået helt efter bogen. næsten bedre, 

de forhold jeg havde rejst under de sidste 

fjorten timer taget i betragtning. 

Jeg havde rejst på tommelfingeren ned 

gennem ecuador og det nordlige Peru, 

og jeg havde lige købt en billet til natbussen 

til lima. bussen afgik halvanden 

time senere. Så nu trængte jeg bare til 

lidt at spise, så tilbage til busstationen 

og ind i bussen med mig og mine rygsække. 

Så kunne jeg bare slappe af og 

sove trygt de næste tolv timer. 

Jeg havde i elleve uger rejst det meste 

af Sydamerika rundt. Fra Rio de 

Janeiro var jeg - via Paraguay, Uruguay, 

Argentina, Tierra de Fuego, Chile, bolivia 

og ecuador - nu på vej til lima for at 

tage flyet hjem. En ting havde fulgt mig 

hele rejsen: de andre backpackeres 

historier om deres egne og bekendtes 

oplevelser med overfald, voldtægter, 

tyverier, røverier og bondefangerier. Så 

jeg var stolt af, at jeg havde klaret den 

i så lang tid uden at miste noget som 

helst. Jeg havde været meget tæt på 

et par gange, især dengang med pistoldrengene 

i Montevideo, så jeg vidste, at 

jeg havde været heldig og at det gjaldt 

om at passe på. Meget på. Hele tiden. 

Alligevel gik det galt. 


Costa del Sol-konceptet er for længst nået til Sydamerika, hvor hoteller troner højt over de 

kridhvide sandstrande. 

Jeg smed mine to rygsække på gulvet 

foran mine ben, bestilte dagens menu 

og forsøgte at følge med i en spansk 

film på TV’et, som hænger på alle re- 

stauranter i Sydamerika. Der var ikke 

andre i restauranten. De store glasdøre 

stod åbne ud til gaden. Jeg bemærke- 

de godt nok, at der kom to gæster ind 

i restauranten, men tænkte ikke nær- 

mere over det. Pludselig prikkede den 

ene mig på ryggen og ville hjælpe mig 

med at flytte lidt på bordet, så jeg bedre 

kunne se fjernsynet. Flink fyr. Jeg af- 

slog hans hjælp og sagde alt var oK. 

Så vigtigt var det heller ikke med det 

TV. Han prikkede mig igen på ryggen, 

og da jeg vendte mig om, spurgte han 

på gebrokken engelsk, hvor jeg kom fra. 

Jeg var godt nok dødtræt, men jeg er 

jo en venlig mand, så jeg svarede ham, 

at jeg var fra Denmark. Det vil sige, 

mens jeg var ved at forklare ham, hvor 

Denmark befandt sig på landkortet, gik 

det pludselig op for mig, at der var no- 

get galt. Den flinke mand var alt for iv- 

rig. Jeg vendte mig lynhurtigt tilbage og 

så hælene af den anden mand, på vej 

ud af restauranten med min lille rygsæk 

i hånden. Den med alle værdierne. Hold 

da kæft. Jeg sprang op af stolen og løb 

efter manden. Men som i en tegnefilm 

stoppede jeg brat op i døren, jeg kunne 

alligevel ikke fange ham, han var tyve år 

yngre end jeg, så jeg løb tilbage til bor- 

det, for dog at redde min store rygsæk. 

Selv om jeg var træt, hvilket var hoved- 

grunden til at det gik galt, så var jeg 

hurtig til at fange det gamle trick. Mens 

jeg løber efter den første mand, som 

jeg aldrig kunne have fanget alligevel, 

smutter hans makker med den anden 

rygsæk. Det er et trick. ligesom i dyreverden 

er de altid to eller flere, der ar- 

bejder sammen. Mændene er makkere 

og går omkring ved bus- og togstationer, 

hvor de udser sig et offer. en svag, 

træt, enlig eller måske påvirket person. 

De følger så efter ham eller hende, og 

første gang chancen byder sig, slår de 

til. Det var det, der nu var sket. De havde 

set, hvor træt jeg var, da jeg ankom 

til busstationen for et øjeblik siden for 

at købe billet til bussen, fulgt efter mig 

og slået til, som en slange der snupper 

en mus. Haps. Væk var alle mine tredive 

eksponerede film, mit kamera og 

min dagbog. 

Jeg var i chok, alt blev sort omkring mig 

af blindt raseri og sorg. De allervigtigste 

ting, mine film og min dagbog med alle 

mine adresser, med folk jeg havde mødt 

og lovet at skrive og sende fotos til, var 

væk. Skidt med kameraet, walkmanden, 

mine briller og hvad der ellers var 

i rygsækken. Men min dagbog og tredive 

eksponerede film, fra næsten tre 

måneders rundrejse i Sydamerika. Det 

var ikke til at bære. Gu´ske lov havde 

jeg stadig mine penge, pas og papirer, 

i lærredsposen i lommen. Hundrede 

mand og én bajer. 

et ungt, meget hjælpsomt, peruansk 

ægtepar, der kom kørende i en gammel 

hvid folkevognsbobbel, tog mig med 

i deres bil, og vi kørte forgæves rundt 

for at se efter tyvene. De var naturligvis 

over alle bjerge. Så kørte de mig til 

Turistpolitiet. Den tykke, mørke turistpolitichef 

med den flotte uniform, moustache 

og pistol i bæltet hoppede ind i 

bilen, og vi kørte hurtigt tilbage til restauranten. 

Her fik tjeneren en ordentlig 

skideballe for ikke at have forhindret, 

at en turist blev bestjålet i hans restaurant. 

Tilbage på politistationen skrev 

han en rapport til forsikringsselskabet 

og fik min e-mailadresse, hvis noget 

skulle dukke op. Jeg hørte aldrig mere 

fra ham. nogle år tidligere var jeg, på 

min første Sydamerika tur, osse ude for 

en spændende historie, som jeg sent 

glemmer. 

Guerilla, politi og røvere i 

Colombia 

’Manos arriba’ skreg de, og bragede ind 

gennem døren til vores værelse på den 

lille busstation. Vi rakte forskrækket 

hænderne i vejret. Hvor kommer I fra, og 

hvad laver I her, spurgte de på spansk. 

Det var guerillaen, dem der regerer i 

sydlige Colombia. Vi forklarede at vi, 

jeg og Køle-Poul, var turister og på vej 

til Amazonas for at besøge indianerne. 

løgn, skreg han, hvem fanden vil møde 

indianerne? enten var vi spioner fra CIA, 

eller osse havde vi andre skumle planer, 

og Danmark - Dinamarca - var der bestemt 

intet land i verden der hed. De var 

helt sikre på, at vores pas var falske, og 

konfiskerede alt. Vores rygsække, pas, 

penge, rejsechecks og flybilletter, låste 

os inde og satte to bevæbnede vagter 

udenfor til at passe på, at vi ikke stak af. 

Vi bliver sgu’ nok skudt, sagde Poul, han 

var godt nok bleg i ansigtet. Men næste 

morgen kom de tilbage. De så mindre 

alvorlige ud end dagen før. Vi har snakket 

med hovedkontoret, sagde de, jeres 

papirer er gode nok. Der er et land der 

hedder Danmark, men I må ikke opholde 

jer her. I skulle have søgt om tilladelse 

på vores kontor i bogota. Tænk, 

guerillaen havde et kontor i bogota. Vi 

fik alt tilbage og blev sat på en direkte 

bus tilbage til hovedstaden bogota. 

lige før ankomsten til bogota var der 

et checkpoint. bevæbnet politi kom op 

i bussen og checkede folks papirer. Da 

de så os to lyshårede danskere, spærrede 

de øjnene op. Vi blev taget med 

til politistationen. bagagen og vores papirer 

blev konfiskeret, og vi blev lukket 

inde i en lille celle. Der skete det samme 

som dagen før. Der var intet i bagagen, 

der ikke måtte være der, og vores pas 

og visa var gode nok, så næste morgen 

blev vi lukket ud igen. De fattede heller 

ikke, at vi bare ville besøge indianerne. 

Vi blev enige om at tage nordpå til 

Cartagena ved den caribiske kyst, hvor 

alle turisterne var. Her ville vi nok være 

mere sikre. Vi fandt et lille hyggeligt 

hotel i centrum. Alt åndede idyl. næste 

morgen, da vi sad udenfor hotellet og 

drak morgenkaffe, kom en avisdreng 

forbi. Canadisk par røvet og myrdet på 

stranden i nat, råbte han, for at sælge 

aviser med nyheden. Jeg købte en avis 

og så, at der på forsiden var et stort 

farvebillede af de myrdede. 

De havde fået skåret 

halsen over, og blodet var 

løbet ned af deres nøgne 

kroppe. Jeg kikkede på 

Poul. Du behøver ikke at 

oversætte, sagde han, jeg har fanget 

den og jeg vil hjem nu. Vi havde kun 

været i Colombia en måned ud af de 

tre måneder, vi havde billet til, og det 

var februar og snevejr hjemme, og Poul 

Schlütter var statsminister. Men der var 

intet at gøre, Poul havde givet op, og 

selvfølgelig rejste jeg med hjem. Vi tog 

et lokalt fly til Bogota og der fik vi ordnet 

det, så vi kom med det første fly 

hjem til Danmark. 

Voldtægt og mistede pas 

På et hostel i Santiago, hovedstaden i 

Chile, mødte jeg en finsk pige i tyverne, 

der havde været på en arrangeret jungletur 

og var kommet væk fra sin gruppe. 

Hun havde vandret omkring alene i fire 

dage, hvor hun var blevet voldtaget af 

en flok lokale indianere, før hun endelig 

fandt nogen, der hjalp hende tilbage 

til civilisationen. Men hun var en stærk 

pige, som finnerne som regel er, så hun 

fortsatte ufortrødent sin rejse rundt på 

kontinentet. Men hun tog nok ikke med 

på flere jungleture, vil jeg tro. Jeg mødte 

osse en dansk familie, far, mor og to 

børn, som på en busstation havde fået 

stjålet en dagtursrygsæk med blandt 

Vindere af skribentkonkurrencen 2007 

1. plads: Arne Runge (29 point) - gavekort til JYSK Rejsebureau kr. 1.000,- 

2. plads: Jesper Grønkjær (26 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 

3. plads: Rasmus Krath (22 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 

4. plads: Jakob Øster (18 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 

5. plads: Lars Munk (17 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 

5. plads: Per Allan Jensen (17 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab 

andet alle fire pas. Da de stod ved 

skranken havde faren købt busbilletter, 

mens den lille rygsæk stod på gulvet 

ved siden af ham. Da han havde betalt 

billetterne og ville tage rygsækken, var 

den væk. De var på vej til en ambassade 

for at få hjælp. 

”ting man mister i sydamerika, 

får man sjældent tilbage ” 

tragikomisk, men alligevel 

På samme hostel i Santiago mødte jeg 

osse en amerikaner fra new York. Han 

havde et trick, fortalte han. Han havde 

købt et rygsæks-stålnet til at placere 

omkring rygsækken, som man så kunne 

låse fast med en solid hængelås, hvor 

man ville. Han havde prøvet det på hovedgaden 

i Santiago i Chile, hvor han 

havde låst rygsækken til en lygtepæl 

og ladet den stå der, men han gik på 

sightseeing. Da han kom tilbage var den 

der endnu. Han havde så kørt med et 

tog til Cusco, hvor han havde låst den 

fast til en hylde i loftet i den første vogn 

han kom op i. Der var ingen ledige pladser, 

så han gik videre og fandt en plads 

nogle vogne længere fremme. Da han 

om morgenen ville hente rygsækken, 

var vognen, sammen med et par andre 

vogne, blevet koblet fra i løbet af natten. 

Han havde opsøgt jernbaneselskabet 

uden held. Så nu havde han måtte 

købe sig en ny rygsæk og noget skiftetøj. 

Ting man mister i Sydamerika, får 

man sjældent tilbage. 

Vindere af 10 stk. kufferttags fra Turen Går Til udtrukket tilfældigt blandt alle der har stemt i konkurrencen: Søren Padkjær, 

Jacob Gowland Jørgensen, Kirsten Kjærsgaard, Jakob linaa, Theis Sølling, Morten Villadsen, Mikkel Høj, Henrik Schumacher, 

Per Allan Jensen, Kira liseau 


Kontrasternes storby; i Mogadishu lever almindelige mennesker konstant med krig og soldater i baggrunden - just another day in a warzone. 

Somalia – et “ikke-land” 

- Rasmus Krath blandt krigsherrer og 

præsidenter på Afrikas Horn 

fucked up, elendigt, ludfattigt – og stolt. sådan står somalia for mig nu 

to måneder efter jeg forlod landets blødende hovedstad Mogadishu, alt 

imens soldaterne skød rundt om i byens gader og befolkningen flygtede 

ud af ruinerne. jeg kom derfra igen, men somalierne og kampene er der 

stadigvæk - som de har været det de sidste sytten år i et somalia, hvor 

anarki, lovløshed og Darwins lov hersker i en grad og langstrakthed, som 

verden ikke har set i postkolonitiden. 

TeksT og foTo: rasmus kraTH 

”Fedt rejseland”, tænkte jeg ellers, da 

jeg første gang bredte Somaliakortet ud 

på mit skrivebord hjemme i Århus sidste 

vinter – en tanke, der skulle blive både 

be- og afkræftet, som rejsen senere 

kom til at skride frem måneder efter mit 

første bly møde med landkortet. 

Jeg rejste til Somalia i juli og august 

2007. Jeg ville lære om en ekstrem 

verden og blive klogere på, hvordan 

mennesker lever i kaos og efter en moderne 

tids junglelov, hvor hver mand er 

sin egen lykkes smed. Jeg ville møde 

og snakke med nogle af de ni millioner 

somaliere, der bebor Afrikas Horn - et 

område i vores verden, der stort set 

har været forladt og glemt af det internationale 

samfund siden midten af 

1990érne, hvor FN - med USA i spidsen 

- led et sviende nederlag i Mogadishus 

gader under det atten timer lange slag, 

der har fået navnet ”black Hawk Down” 

(også titlen på en heftig og patriotisk 

amerikansk Hollywoodfilm fra 2001). 

Siden har det centrale Somalia været 

styret af krigsherrer og skiftende regimer, 

der aldrig har haft kontrol over 

landet i mere end seks måneder ad gangen 

– og det kun i dagtimerne. Pt. sidder 

en begyndende overgangsregering 

sat på ”magten” af etiopiske tropper, 

der kæmper mod forskellige militser, 

oprørsgrupper og andet godt. 

Hvordan rejser man i et 

”ikke-land”? 

”How to do?” var det første spørgsmål, 

jeg måtte stille mig selv. Hvordan rejser 

man i et land, hvor guidebøger end ikke 

har nået tegnebrættet, hvor offentlig 

transport ikke rigtigt findes, og hvor den 

danske ambassade i nabolandet Kenya 

officielt melder ud, at de ikke har noget 

chance for at redde en ud, hvis det 

går galt? Min løsning endte med at blive 

politisk. Mens jeg rejste rundt i Sudans 

støv i foråret, fik jeg kontakt til en sød, 

særlig og somalisk politiker, der boede i 

Århus. Han kendte en fyr i london, der 

kendte en minister i den lokale regering, 

der styrer en af de mindre urolige dele 

af Somalia, selvstyredelen Puntland i 

det nordøstlige af landet. Ministeren 

arbejdede tæt sammen med Puntlands 

lidt tykke præsident, og præsidenten 

var lun på at få historier om Somalias 

måske begyndede lov og (u)orden 

spredt ud i verden. Summa summarum 

blev jeg inviteret på besøg i Puntland af 

regeringen imod løftet om at holde fore- 

drag om det storslåede Somalia hjemme 

i Danmark. 

Via en tidligere NGO-aftale fik jeg flyvelejlighed 

med eU´s humanitære ottepersoners 

propelflyver, der den 9. juli i 

år åd sig gennem himlen fra nairobi i 

Kenya og efter tre nervøse timer gled 

ned på den anden side af lands lov og 

ret i Puntlands regeringsby Garowe på 

toppen af Afrikas sagnomspundne Horn. 

I was there. lufthavnen var en skummel 

airstrip uden lufthavnsbygning, paskontor 

eller hygge midt i en stenørken, hvor 

mit tvivlsomme somaliske eventyr nu 

skulle tage sin start. Jeg fik stemplet 

det danske pas på køleren af en gammel 

russisk jeep med flade dæk. En spytklat 

derefter blev jeg mødt af en skinnende 

blå Toyota 4WD med tonede ruder, der 

hvinende bremsede op i støvet foran 

mine lidt for store fødder. Fire døre gik 

op, og de tonede ruder afslørede en grim 

og skægget chauffør, to AK47-bevæbnede 

soldater og en usansynligt spinkel 

gut spundet ind i ti meter patronbælter 

og mast ned under et maskingevær, der 

må have været dobbelt så tungt som 

ham selv. ”Welcome to Puntland”, sagde 

chaufføren, hev mig ind i bilen og trådte 

på speederen, så vi fløj ud over et sandet 

hjulspor ind mod byen tyve kilometer 

borte, ”To the Presidencial Palace”, 

sagde han og smilede somalisk. 

Mødet med en præsident 

Præsidentens gemakker lå midt i Garowe 

by omgivet af blik-, træ- og paphuse i 

et spindelvæv af gamle telefonledninger 

og håndmalede reklameskilte for 

cocacola og udbydere af mobilnetværk 

(noget af det eneste, der faktisk er styr 

på i Somalia). Vi ventede kort i forkontoret 

og blev så budt ind til en buttet og 

lavstammet mand, der præsenterede 

sig som ”Musa, President of Puntland, 

Regional Administration of Somalia”, 

efterfulgt af sætningen: ”What do you 

wish to see in my country?” 

”Hehe”, tænkte jeg, ”er det her fedt, eller 

hvad...?”. og det var det. Præsident 

Musa var overordenligt afrikansk flink 

og udstyrde mig med to firhjulstrækkere, 

to chauffører, tre sikkerhedsvagter 

og en tolk, der skulle stå til min rådighed 

al den tid, jeg havde tænkt mig 

at opholde mig i Puntland. Jeg takkede 

Musa på en pæn jysk måde og gik klukkende, 

tændt og særdeles benovet ud af 

præsidentens kontor med aftalte planer 

om at køre Puntlands ørkener, sletter og 

kyster tynde med mit nu officielle følge 

på seks nydelige somaliere i de to biler. 

Der skete vitterligt mange ting de næste 

uger rundt i det ret smukke Puntland, 

men højdepunktet kom, da vi nåede den 

pulserende havneby busaso op mod det 

tyrkisblå vand i Aden Golfen, der adskiller 

Afrika fra Den Arabiske Halvø. Jeg 

var efterhånden kommet ret godt ind 

under huden på min tolk, Hamid, der 

viste sig at være et helt igennem fornuftigt 

menneske med stor viden, insigt 

og interesse i verden og ikke mindst 

Somalia. en af de ting vi snakkede om 

var den danske Coaster, Danica White, 

der på det tidspunkt lå kapret ud for kysten 

ud til det Indiske ocean i et område 

af Somalia, der er regeret af en af landets 

krigsherrer. Jeg havde aftalt med 

Somalias præsident i godt selskab 


den danske ambassade i nairobi ikke at 

opsøge skibet, da en løsning så småt 

var under opsejling i de dage, og det 

skulle ikke forstyrrers af en nysgerrig 

dansk eventyrer. Men en ting jeg godt 

kunne spørge min tolk om, var hvordan 

Somalia egentlig beskytter dets 3333 

kilometer kyster og om, hvorfor far- 

vandet er så fyldt med pirater og andet 

happengut, som var den historie, jeg så 

ofte havde hørt tilbage i Danmark. 

om at sejle med et krigsskib 

”Do you wanna see our costal fleet?”, 

spurgte Hamid hurtigt og begyndte at 

prale med en flåde på tre krigsskibe 

og ti motorbåde, der skulle vise sig 

at være det absolut eneste, det sam- 

lede Somalia råder over til at beskytte 

Afrikas næstlængste kystlinie. ”Yes I 

do, Sir!”, svarede jeg, og fluks var rat- 

tet drejet mod busasos havn. På havnen 

troppede flådeministeren op og så mig 

an gennem sine tynde, runde og gen- 

nemfedtede briller. ”So you want to give 

talks about Somalia and tell abour our 

coastal fleet? You shall be welcome! I 

will prepare a sailing trip for you – come 

to the habour tomorrow morning!” Den 

er fin, tænkte jeg, og brugte resten af 

dagen på at nusse rundt i busasos støvede 

markedsgader, hvor jeg gentagne 

gange var ved at falde over pengeveksleres 

pengebjerge rundt i de smalle gyder. 

Somalias største pengeseddel er 33 

danske ører værd, så der skulle nogle 

kilo sedler til for at matche de 200 dollers, 

jeg havde sat mig for at veksle den 

dag. Hvor mange tons penge skal der så 

til for at købe et krigsskib, tænkte jeg. 

næste morgen stod jeg fro og tidligt op 

i forventning om at komme ud på den 

turkisblå og piratfyldte Aden Golf med 

en af kystflådens motorbåde, som var 

det fartøj, jeg regnede med, at sejlturen 

skule foregå i. Men allerede da vi nærmede 

os havnen, kunne jeg høre en motorsummen 

og en øredøvende larm fra 

noget, der ikke helt matchede min forestilling 

om en lille motorbåd. Hvad har 

de gang i, de somaliere, funderede jeg, 

som vi trillede ind gennem den rustne 

havneport bevogtet af soldater i slidte 

uniformer. landets to største krigsskibe, 

det var hvad de havde gang i soma- 

lierne på havnen. Simpelthen. Den gode 

flådeminister havde valgt at fyre op for 

blusset i de to af Somalias tre krigsskibe 

og indhente to besæninger på i alt 

halvtreds soldater, som nu fór rundt og 

baksede med hostende motorer, vandpumper 

og kanonerne på dækket. ”For 

fanden, Somalia”, udbrød jeg stille, det 

her var sgu lidt for vildt at stille op med 

bare for min skyld. Jeg resonerede, at 

det måtte være et udtryk for den stolthed, 

jeg efterhånden var begyndt at 

mærke, at de fleste somaliere havde 

omkring deres land og de ting, der trods 

alt fungerer efter de sidste mange års 

håbløshed. Jeg skal fandme berette om 

det her, tænkte jeg, så de folk her får 

noget ud af alle deres anstrengelser for 

at fortælle verden, at alt ikke er helt hat 

og briller i Somalia. 

Med det udgangspunkt steg jeg ombord 

på det gode skib ”Horse 1”, der efterfølgende 

tøffede glad ud til havs efterfuldt 

af ”Horse 2”. Jeg fik en god time 

på vandet og aftalte undervejs sammen 

med kaptajnerne over radioen, hvordan 

krigsskibene skulle sejle i forhold 

til hinanden, så jeg kunne tage nogle 

ordentlige billeder af den fornemme 

flåde. De to skibe udmærkede sig ved 

umiskendeligt at minde om fiskekuttere 

påsvejset to ældgamle kanoner og en 

flagstang med et håbefuldt blafrende 

somalisk flag. Det her må være verdens 

mindste ”største krigsskibe” i et land, 

tænkte jeg forundret for mig selv. Hvor 

er det egenligt synd for de mennesker, 

at der er så lidt at rutte med her - både 

til at vise frem, men ikke mindst at forsvare 

sig med. Der er altså en grund til, 

at pirater trives ud for disse kyster, hvor 

meget Puntlands regering end gerne vil 

gøre noget ved det som ansvarlig for 

hele Somalias kystbevogtning. Pirater er 

desværre ikke det eneste, de skal trækkes 

med i det ellers dragende blå hav 

ud for Afrikas Horn, fandt jeg senere ud 

af. Pga. den meget manglende kontrol 

med somalisk farvand må somalierne 

finde sig i, at adskillelige udenlandske 

– herunder europæiske – skibe sniger 

sig ind mod de ubeskyttede kyster og 

dumper gift, olie og kemikalier i vandet, 

der ikke er omfattet af internationale 

farvandslove og derigennem represalier. 

Somalierne kan kun kigge på. 

Ind i Mogadishu, somalias 

blødende hjerte 

Hmm, hvad nu, tænkte jeg, da vi var 

kommet ind på havnen og jeg havde 

sagt farvel til den stolte flådeminister. 

Der var begyndt at tegne sig et billede 

af et Somalia, der vitterligt ikke 

var som andre lande, jeg har prøvet 

at rejse i. Hvordan kan en nation kun 

have tre fiskekuttere og ti sølle motorbåde 

som et samlet forsvar af så megen 

kyst? Hvordan kan en præsident bruge 

så mange ressourcer på at trække en 

dansk semi-journalist igennem sit land? 

og hvordan man have en højeste pengeseddel 

på kun 33 øre? Ja, hvordan skulle 

jeg finde ud af alt det, og hvordan skulle 

jeg komme tættere på at forstå, hvorfor 

det hele er kommet hertil i Somalia? Jeg 

vidste det egentlig godt, svaret havde 

ligget i mit baghoved allerede fra første 

dag på rejsen: Jeg måtte tage til 

Mogadishu, Somalias blødende hjerte. 

Byen, hvor borgerkrigen i 1991 startede, 

byen der ikke har haft et egentligt 

styre i 16 år, byen hvor ”det offentlige” 

ikke eksiterer; der et ingen strømforsyning, 

ingen vandforsyning, ingen sanitet 

og kun tres private hospitalssenge 

til 2,5 millioner indbyggere. Mogadishu, 

Somalias hovedstad. 

”Do you think, I can travel to Mogadishu?”, 

spurgte jeg en aften tolken Hamid. Han 

kiggede mig lige i øjnene med et på én 

gang skarpt, alvorligt og blødt, sårbart 

blik. ”If you mean, you want to to go, I 

think we can arrange a way”, svarede 

han. Så var det som om, at den aftale 

var blevet indgået uden flere nødvendige 

ord. Vi ringede til præsident Musas 

kontor, til ministeren i regeringen og til 

kontakterne i london + Århus. I løbet 

af et par dage blev skabt kontakt ned til 

den egentlige regering for hele Somalia; 

den spæde overgangsregering, der sidder 

i Mogadishu. Jeg ved ikke helt, hvordan 

det så kom i stand, men det endte 

med, at jeg fik Somalias rigtige præsident 

i røret over en skrattende telefonforbindelse 

ned til hovedstaden. ”You 

shall be welcome, we will take care of 

you. Goodbye”. 

Dealen blev, at Somalias hærchef, 

Commander of National Security, fik ansvaret 

for min sikkerhed i den tid, jeg 

I Mogadishu havde jeg en privat sikkerhedsstyrke på op til otte lejesoldater. 

Når vi gik ud på gaden, flankerede de alle hjørner, mens jeg gik med min sikkerhedsrådgiver i midten. 

skulle være i Mogadishu. Det måtte vel 

være den sikreste måde at besøge byen 

på, tænkte jeg og sagde god for at sætte 

det hele i søen og tage en somalisk 

flyver (det arveste lort) ned til hjertet 

af ”ikke-landet”, det centrale Somalia. 

overgangsregeringen er endnu ikke en 

regering på den måde, vi forstår ordet. 

Det er en sammenslutning af gamle 

magthavere, der har kastet deres soldater 

ind i en fælles pulje og nu forsøger at 

vinde over alle dem, der ikke kom med 

i fællesskabet. I dagtimerne skulle det 

gå nogenlunde, fik jeg at vide, men om 

natten var byen lovløs, og der var strict 

curfew en time før solnedgang for alle, 

der havde sit liv kært. 

Jeg landede i Mogadishu en formiddag, 

blev hentet af en sikkerhedsrådgiver 

og blev installeret på et hotel, 

hvor jeg kom til at bo nabo til nabo med 

flere af overgangsregeringens ministre, 

der havde indrettet deres ministerkontorer 

på hotelværelser. Fattigdom. 

Spillereglerne for de ni dage, jeg skulle 

tilbringe i Somalias hovedstad, blev, 

at jeg selv skulle leje de biler, vi skulle 

bruge til at komme rundt i byen. 

Sikkerhedsrådgiveren, der hed Jama og 

hele tiden talte i telefon, skaffede så de 

soldater, der skulle udgøre min fire til 

otte mand store sikkerhedsstyrke alt efter, 

hvor vi skulle hen i byen. ”okay, if 

this is what it takes to be here, then we 

do so”, sagde jeg, imens jeg så småt var 

ved at pisse i bukserne af angst. 

Vi kørte ud i byens gader og så en verden 

af ruiner, skraldebunker og ekstrem 

armod. Gader fyldt med pickups med 

kanoner svejset på ladet og lastbiler 

ældre end Arne Runge. Vi så æselkærrer 

med vandvogne trille rundt i gaderne 

ledsaget af den monotone lyd fra 

private generatorer, der gav strøm til 

forskellige områder af byen – hvis man 

vel at mærke havde penge til at betale 

ejerne. Ingen penge, ingen strøm og intet 

vand. 

om natten hørte jeg skud. om dagen 

hørte jeg historier om, hvem der var 

blevet skudt. Mogadishu var ekstrem. 

Som dagene gik, fik jeg lov til at møde 

præsidenten, forskellige krigsherrer, 

ministre og alle mulige andre somaliere, 

der hver havde deres bud på, hvad 

der ville ske i Somalias fremtid og på, 

hvorfor tingene var blevet, som de var i 

landet nu. Sidstnævnte var der dog ret 

meget enighed om, Somalias historie. 

”om natten hørte jeg skud. om dagen 

hørte jeg historier om, hvem der var 

blevet skudt.” 

Billede øverst: Heftig beskyttelse var hverdag under hele mit ophold i Mogadishu. Denne jeep fulgte 

os på vej til præsidentens plads. 

Billede nederst: Seks kilo penge vekslet på pengemarkedet – special price for you: 200 dollers, do 

you want a plasticbag? 

enigheden skulle endvidere vise sig at 

fortsætte i de bøger, jeg senere skulle 

læse om Somalia efter at være kommet 

hjem fra Mogadishu: 

Hvad er der egentligt sket i 

somalia - landets historie 

Somalia blev koloniseret i slutningen af 

1800-tallet. England, Italien, Frankrig 

og etiopien delte det ellers samlede 

Afrikas Horn imellem sig og brugte efterfølgende 

tiden på at udnytte somalierne 

til at trække så mange ressourcer 

ud af landet som muligt. Det lykkedes 

ret godt, og da Somalia blev selvstændigt 

i 1960 var landet ludfattigt. Den 

kolde krig ramte nu den unge somaliske 

nation som den vigtige strategiske 

brik, landet var imellem Afrika og den 

Arabiske Halvø. Russerne pumpede våben 

ind i Somalia og støttede en diktator, 

der kom til at sidde godt og grundigt 

på magten. I slutningen af 1970érne 

overtog USA påvirkningen af Afrikas 

Horn, og diktatorens regime fik støtte af 

USA, der i 1980érne smed endnu flere 


våben og accepterede diktaturets ofte 

hårde fremfærd mod dets undersåtter. 

Til gengæld fik USA fri adgang til havne, 

lufthavne og andre nyttige områder i 

det kølige forhold til Sovjetunionen. 

I 1989 sluttede den kolde krig, og 

USA suspenderede støtten til Somalia. 

landet brød ud i borgerkrig, og diktatoren 

blev væltet, men freden kom aldrig. 

Regeringssystemet var brudt sammen, 

strukturerne var væk og det centrale 

Somalia med hovedstaden Mogadishu 

blev overtaget af private mænd med 

private militser, warlords - det centrale 

Somalia forblev i lovløshed. Fn med USA 

i spidsen forsøgte i rusen over sejren i 

den første Golfkrig at sende en mindre 

fredsbevarende styrke til Somalia. Men i 

takt med, at USA forsøgte at snigmyrde 

forskellige ledende somaliere, brød en 

regulær krig ud mellem Fn-styrken og 

somaliske militser. Kampene blussede 

voldsomt op i 1993-94, og selv ikke 

USA’s Special Forces og Delta Forces 

kunne komme oprøret til livs. 

Black Hawk Down 

Den tredie oktober 1993 kom så den 

skæbnesvangre og verdensberømte 

dag, der malede begyndelsen på enden 

for Fn og USA i Somalia. en amerikansk 

styrke på 160 Rangers og 

Delta Force tropper - heftigt beskyttet 

af kampvogne på landjorden og black 

Hawk helikoptere i luften – blev sendt 

ind i Mogadishus centrum for at ramme 

krigsherren Aideed, der mentes at være 

til et møde midt i byen. Mogadishu eksploderede, 

gaderne fyldtes med bevæbnede 

militssoldater, og to black Hawks 

blev skudt ned. De amerikanske soldater 

blev fanget i byen, og atten Rangers 

kom ikke ud i live. 

Det kom som et chok for verden, Fn 

og især USA, at verdens bedste soldater 

kunne tabe til en bande utrænede 

somaliere, og missionen i Somalia blev 

hurtigt nedprioriteret. I 1995 forlod 

de sidste udenlandske tropper Afrikas 

Horn, og omverden vendte ryggen til de 

tilbageblevne krigsherrer og de ni millioner 

somaliere, der nu for alvor gik en 

Forfatteren blev forelsket på markedet i Somalia 

– pigen var desværre afsat og mor til to... pis. 

usikker fremtid i møde. Fn og USA’s katastrofale 

erfaring i Somalia resulterede 

desværre i, at folkemordet i Rwanda i 

1994 fik lov at foregå stort set uden intervention 

udefra. Man havde simpelthen 

fået kolde fødder i Afrika på det 

tidspunkt. 

Først i 2006 fandt Somalia så en vis ro 

via et styre, der kaldte sig De Islamiske 

Domstole. Juli-december 2006 blev 

første gang i 17 år, hvor somalierne i 

Mogadishu kunne gå frit rundt i byens 

gader uden risiko for at blive skudt på. 

Det religiøse budskab havde samlet 

folk, og krigherrerne blev hurtigt banket 

ud. Men alarmklokkerne på kontoret for 

Krigen Mod Terror og Alt Islamisk Rod i 

Pentagon lyste pludseligt rødt, og USA 

sendte i slutningen af 2006 støtte til de 

gamle krigsherrer, der sammen med det 

kristne Etiopien fik frit lejde til at fjerne 

de Islamiske Domstole. Den nuværende 

pro-etiopiske overgangsregering blev så 

installeret i foråret i år, etiopien udstationerede 

tropper i landet, og USA bombede 

civile landsbyer i 2006 og 2007 for 

at ramme Al Quedas sympatisører i det 

sydlige Somalia. 

the future...? 

Hvad sker så nu i Somalia? Måske lykkes 

det for overgangsregeringen at 

samle landet, måske ikke. 850.000 

mennesker er flygtet ud af Mogadishu 

i år, og konflikterne er blusset op hen 

over efteråret. Verden udenfor venter, 

ser tingene an og lader somalierne være 

i det. Det plejer man at gøre. Jeg forlod 

selv Somalias hovedstad i midten af 

august og har som så mange andre lagt 

tankerne om et vildt, splittet og fortabt 

land lidt fra mig, nu hvor livet går videre 

herhjemme i andedammen. Somalierne 

er der dog endnu, og i november har 

Mogadishu set nogle af de hårdeste 

kampe i mange måneder, selvom hovedstaden 

officielt skulle være under 

overgangsregeringens kontrol. Resten 

af det centrale Somalia ligger endnu såret 

og lovløst hen og bejler sørgmodigt 

om titlen som verdens mest gennemførte 

”ikke-land” i vor tid. Men det er 

somaliernes land, og de er stolte af det 

- på trods. 

I see Orange Blossom, when you pass by my love... 

på markedet i Somalia 

klub info 

DBK’s Top 20 for besøgte 

lande 

Placering i år 

(sidste år) 

Med bjarnes genopdukken er vi alle atter blevet rykket en 

plads nedad - alt andet lige. 

Medlemsnummer og navn alder antal lande tilvækst 

sidste år 

1 (-) 027 - Bjarne lund-jensen 178 - 12 

2 (3) 2 8 - Peter schönsted 12 10 - 

3 (1) 0 7 - arne Erik Runge 3 12 2 

( ) 2 3 - fred R. schäfer 12 10 - 

(2) 010 - Michael Mini 7 118 1 17 

( ) 01 - Claus Qvist jessen 11 28 

7 ( ) 082 - niels j. l. Iversen 3 10 3 

8 (8) 0 7 - Bertel Kristensen 107 1 

(13) 030 - svend Garbarsch 7 10 13 

10 (10) 03 - Kaj Heydorn 7 10 3 1 

11 (11) 022 - Preben Mogensen 103 3 

12 (-) 38 - Peter Goltermann 3 101 - - 

13 ( ) 001 - ole Egholm 0 101 0 8 

1 (12) 038 - Henrik Døcker 8 8 -1 1 

1 (23) 0 0 - anette sode 7 12 2 

1 (20) 0 1 - Paul-Erik jensen 0 7 10 2 

17 (1 ) 0 - stig Monrad 8 3 21 

18 (22) 312 - jakob Øster 3 3 7 - 

1 (1 ) 02 - Per allan jensen 2 1 27 

20 (17) 112 - søren Padkjær 1 2 1 1 

Årets ’hurtigløbere’ er Anette Sode med 12 lande efterfulgt 

af Peter Schönsted, Fred Schäfer og Paul-erik Jensen med 

hver 10 lande. De tidligere års rekord-landefræsere Arne 

Runge og niels Iversen er nu endelig gået lidt ned i tempo, 

men er stadig klart i spidsen mht. antal nye lande de sidste 

5 år. 

At der forekommer en enkelt negativ tilvækst (eller at disse 

tilsyneladende ikke stemmer med de faktiske antal besøgte 

nye lande det sidste år) hænger sammen med den 

gennemførte ’landereform’, hvorefter man f.eks. godskrives 

for besøg i eks-sovjettiske republikker, selv om besøget 

er foretaget før disses selvstændighed. Til gengæld er 

der så forsvundet en række gamle lande (som f.eks. DDR, 

Tjekkoslovakiet etc.). 

tilvækst 

sidste år 

En streg ud for tilvækst (eller placering sidste år) skyldes 

manglende medlemskab det relevante år. 

Den gennemsnitlige tilvækst af lande pr. år på listen er helt 

oppe på 4.2 (mod 1.1 for klubben som helhed), så ’det går 

stærkt i toppen’. 

Antal medlemmer med mindst 100 lande er vokset fra 11 til 

13, hvilket dels skyldes Bjarnes tilbagekomst og dels Peter 

Goltermann, der - ved sin indmeldelse for nylig - blev klubbens 

hidtil yngste medlem over den magiske grænse (en rekord 

som vores ærede redaktør vist nok pønser på at slå 

inden for det kommende år). 

Tallene er baseret på data fra hjemmesiden pr. 1. november 

(efter registrering af postkortene for oktober måned). 

Per Allan Jensen 


1 2 3 4 

Maden 

I Kathmandu er der hundredvis 

af spændende 

- og meget billige - restauranter, 

der serverer 

såvel regionale specialiteter 

som mad fra 

alverdens lande. Prøv 

at finde en restaurant 

med gårdhave eller 

tagterrasse, hvor du er 

i fred for byens larm og 

måske kan sidde og se 

de sneklædte bjergtinder 

i horisonten. landets 

nationalret hedder dal 

bhat, og det kan man 

vænne sig til. 

Kathmandu 

ting du ifølge 

Per allan jensen skal 

vide om Kathmandu 

38 GLOBEN nr. 30 / December 2007 

transport 

Du får langt mest ud af 

at opleve Kathmandu 

til fods. Far vild i smalle 

gyder, fald i svime over 

små butikker og kig ind 

i porte, gårdhaver og 

templer. Hvis du bliver 

træt i benene, så tag en 

cykel-rickshaw (fra hvis 

sæde du kan nå at følge 

med i hvad der sker) i 

stedet for at tage en larmende 

og forurenende 

taxa. 

opland 

når det bliver for 

meget med Kathmandus 

mylder, så brug en 

dag på at besøge de to 

andre gamle kongebyer, 

Patan og bhaktapur. 

eller én af de store 

buddhistiske stupaer: 

Swayambhunath og 

boudhanath. eller det 

hinduistiske tempelkompleks 

Pashupatinath. 

Det hele ligger indenfor 

en times kørsel med bus 

eller taxa eller - hvis du 

har det fornødne mod 

- på en lejet cykel. 

Prisniveau 

Kathmandu er en af 

verdens billigste hovedstæder. 

Her kan du 

få mad og overnatning 

for et godt stykke under 

hundrede kroner om dagen, 

og hvis du ofrer lidt 

mere, kan du opleve gedigen 

luksus og føle dig 

som en fyrste. en times 

massage koster 20-30 

kroner, og en flyvetur 

hen forbi Mt. everest 

(en oplevelse for livet) 

koster 700 kroner. 

5 shopping 

Hvis du ikke allerede er 

shopaholic, så risikerer 

du let at blive det. Forvent 

ikke haute Couture 

butikker som i Rom eller 

Paris, men til gengæld 

kan der gøres rigtig 

gode køb, hvis du mangler 

rygsæk, støvler, 

sovepose eller vandretøj 

til trekkingturen. Desuden 

er der mange flotte 

smykker, ikke mindst 

af tibetansk oprindelse 

(gode gaver, fylder og 

vejer begrænset). 

Religion 

85% hinduer lever fredeligt 

sammen med buddhister, 

muslimer og kristne. 

terrassemarker 

Yderst maleriske, og eneste 

mulighed for opdyrkning af 

det kuperede terræn. 

Safari 

I landets sydlige del kan 

man komme på safari og se 

tigre og næsehorn. 

nEPaL 

Varme kilder 

Det er en fryd at sidde i en 

varm kilde og se på Himalayas 

sneklædte tinder. 

Rododendron 

bliver kæmpestore og blomstrer 

i april-maj. et syn for 

guder. 

Bærere 

Små senede mænd med 

en vægt på 50-60 kg., som 

kan bære op til 100 kg. 

Børn 

Som så mange andre steder 

i den tredje verden myldrer 

det med fotogene unger. 

mt. Everest 

nepals - og verdens - 

højeste bjerg (8.848 m). På 

nepalesisk Sagarathma. 

Yakokser 

Spiller en vigtig rolle i højlandet, 

både til transport og til 

mejeribrug (god ost).


Med Claus i førertrøjen 

- Klubtur til Brasilien 

Det regner, og temperaturen er seks grader i Danmark, da Claus andersens 

lille Brasiliensgruppe på ni personer – aktive som passive medlemmer – den 

1. april 200 drager mod varmere himmelstrøg med kurs mod Rio de janeiro 

– første stop på en rundrejse, der også tager os til foz do Iquazu, Pantanal, 

salvador og olinda. og til det vestligste medlemsmøde i De Berejstes Klub. 

Claus har organiseret det hele, og med ham i førertrøjen bliver det ikke 

kedeligt. Han kender landet, taler sproget og bliver ikke hylet ud af den, selv 

om han glemmer sine flybilletter til den videre rejse i flyet til Rio. 

TeksT: ann kledal og anneTTe grønkær 

foTo: ann kledal og morTen elm 

Karneval i Rio – erotik i luften! 

Rio – bare navnet får billeder frem på 

nethinden af karneval og sambarytmer, 

fest, farver og erotik, sol og hvide 

strande, Sukkertoppen, Copacabana, 

Kristusfiguren og smukke mennesker 

i alverdens kulører, der bare forstår at 

nyde livet. For de fleste i gruppen er Rio 

ny by i nyt land, for et par stykker af 

os et kært gensyn efter at have oplevet 

karnevalet. Rio og karnevalet kan ikke 

beskrives, det skal opleves! 

Det pirrer alle sanser på en sådan måde, 

at en vinterbleg dansker må overgive sig 

fuldstændigt. en hel nat med paraderne 

og sambaen på Sambadromen, de flotte 

blocos – optog på store lastbiler – der 

kører gennem gaderne for fuld udblæsning, 

de helt vilde transvestitfester om 

natten, hvor alle brasiliens transvestitter 

er samlet for at fremvise deres dyrekøbte 

ynder. I minimale kostumer, på 

bare tæer eller tårnhøje hæle. Alt oser 

af dekadence og erotik. Sådan er Rio i 

februar. nu skal vi se byen på et fredeligere 

tidspunkt. 

Den smukkest beliggende 

storby 

Rio – den smukkest beliggende storby 

i verden. byen ved havet med de hvi- 

de strande, små øer og bjergtoppe der 

dukker op som grønne muldvarpeskud, 

dækket af tæt vegetation. Rio de Janeiro 

betyder januarfloden, og den blev døbt 

sådan af de første portugisere, der kom 

til Guanabarabugten d. 1. januar 1502, 

fordi de troede, de havde opdaget en ny 

flod. Byen var på det tidspunkt ubetydelig, 

men da guldminerne i Minas Gerais 

åbnedes omkring år 1700, var Rio den 

nærmeste havneby, og enorme rigdomme 

blev udskibet herfra. byen blev 

handelscenter for portugiserne og var 

Brasiliens hovedstad fra 1763 til 1960, 

hvor man udnævnte den nyopførte 

brasilia til regeringsby – til stor ærgrelse 

for mangen en politikerfrue, der 

blev nødt til at forlade deres sorgløse 

liv i deres elskede Rio til fordel for en by 

uden sjæl midt inde i landet. 

Corcovado er navnet på en af de højeste 

toppe i Tijuca bjergkæden, der deler 

Rio, og den kendte Kristusfigur står i 710 

meters højde med udbredte hænder. 

Togbanen op til Corcovado kører gennem 

junglen fyldt med store farvestrålende 

sommerfugle og eksotiske planter, 

og vi underholdes af et sambaband, der 

stiger på undervejs og lokker til en dans 

og et lille bidrag. nogle af turisterne ser 

lidt stramme ud i betrækket, da de be- 

gynder at spille (kan man nu heller ikke 

sidde i fred her!), men selv den sureste 

må overgive sig til rytmerne. 

Rige og fattige – side om side 

Fra Corcovado er der en enestående 

udsigt over Rio. På trods af de mange 

turister står man helt lamslået over en 

sådan skønhed: Sukkertoppen, strandene, 

junglen. Men op ad bjergsiderne 

findes over 500 favelaer som turisten 

næppe får øje på. en af grundene er, at 

fattige og rige bor side om side. På den 

ene side af en vej kan der ligge luksuriøse 

villaer og højhuse beboet af pengestærke 

brasilianere, på den anden 

klamrer favelaen sig op ad bjergsiden, 

beboet af fattige, styret af bander. 

I nogenlunde fordragelighed, for de rige 

har brug for de fattige som chauffører, 

stuepiger og barnepiger, og de fattige 

har brug for de rige for at få mad på 

bordet. F.eks. ligger Rios største favela 

– Rochina – med over 130.000 indbyggere 

klos op ad den amerikanske skole, 

hvor forældre betaler 10.000 kroner om 

måneden i skolepenge, og hvor poderne 

hentes og bringes af privatchauffører. 

Gang i den på stranden 

Vi bor to blokke fra Copacabana. På 

denne brede, hvide, palmeklædte strand 

med den 4,5 km lange strandpromenade, 

der fortsætter over i Ipanema, udfolder 

livet sig på godt og ondt. 

om dagen er stranden og promenaden 

fyldt med folk, der enten solbader, cykler, 

jogger, spadserer, spiller fodbold eller 

volley, eller hænger ud på en af de 

mange strandbarer med en kokossaft, og 

senere på dagen måske en caipirinha. 

om aftenen og natten er det ikke stranden, 

men de mange barer på den lange 

promenade, der er gang i. Copacabana 

er nemlig også hjertet af Rios prostitutionskvarter 

med baren ”Help” som det 

største trækplaster. Her udfolder der sig 

en livlig aktivitet for at kapre kunder, og 

pigernes kostumer overlader ikke meget 

til fantasien. Fantastisk flotte er de, og 

om det er ”rigtige” piger eller transvestitter 

er svært at sige. begge kæmper 

samme kamp for at tjene hurtige penge. 

Hurtige penge vil alle jo gerne tjene. 

også billetkonduktøren i bussen – den 

unge pige, der prøver at snyde os for to 

riales. Vi lægger ti riales for tre personer 

og får to igen. Altså otte riales for 

tre busbilletter??? Hun var ikke engang 

kvik nok til kun at give en tilbage, den 

var vi måske hoppet på! og hun var heller 

ikke spor flov, da hun måtte hoste op 

med to riales mere. 

Med Knud som vært 

et lidt usædvanligt medlemsmøde bliver 

der også tid til. Den gæstfri vært, som 

har inviteret gruppen, er medlem af De 

berejstes Klub, Knud bach, som bor i 

Petropolis, en by oppe i bjergene, cirka 

75 kilometer nord for Rio. 

Knud har sat os stævne på byens museum, 

som tidligere var residens for 

den portugisiske kejser Don Pedro. Iført 

enorme filtsko glider vi gennem museet, 

og får et godt indtryk af de enorme rigdomme 

portugiserne besad og den luksus, 

de levede i, i stærk kontrast til den 

fattige befolkning. 

efter museumsbesøget kører vi med 

Knud ud til hans arbejdsplads ”Aalborg 

Industries”, hvor han har været direktør 

de sidste seks år. Fabrikken afventer 

vores besøg, og iført sikkerhedshjelme 

får vi en rundvisning 

Aalborg Industries er verdens førende 

leverandør af marinekedler og har også 

fabrikker i Kina og Indonesien. Inde 

på fabrikken bakses der rundt med de 

enorme kedler. og i modsætning til 

mange andre fabrikker i brasilien har fabrikken 

et rigtig godt arbejdsmiljø. Der 

er sikkerhedsrepræsentanter, og sikkerhedsreglerne 

med bl.a. høreværn og 

sikkerhedshjelm bliver overholdt. og interesserede 

medarbejdere har mulighed 

for at videreuddanne sig efter arbejdstid, 

men på firmaets regning. En yngre 

kvindelig medarbejder i laboratoriet er 

således i gang med en uddannelse til 

kemiingeniør, og fortæller de måbende 

danskere, at hun efter arbejdsdagen fra 

7 til 16 tager bussen to timer frem og 

tilbage til Rio hver aften for at gå på universitetet! 

Corcovado: Annette, Gritt og Ann – ikke helt alene 

foran Rios vartegn, den store Kristusfigur. 

endelig går turen i skudsikker bil hjem 

til Knud bachs residens, et lejligheds- 

kompleks, godt beskyttet af sikker- 

hedsvagter, hvor vi slår os ned på en 

kæmpeterrasse. Tour de table og post- 

kortoplæsning er denne dag erstattet af 

hyggesnak og en kølig caipirinha, mens 

vi venter på brasilianernes foretrukne 

specialitet Carne asada - grillstegte kyl- 

lingehjerter, pølser og oksekød i store 

mængder. Godt mætte og lettere be- 

rusede ser vi til sidst lysbilleder fra 

brasilien, hvilket giver os endnu mere 

lyst til at udforske dette enorme land. 

foz do Iguazu – verdens 

største vandfad 

Heldigvis er det det, vi skal , så vi drager 

videre til Foz do Iguazu. I lufthavnen op- 

dager den gode Claus, at han har glemt 

nogle af sine flybilletter i flyet til Rio, og 

selv om de kan se, at han er booket ind 

på flyet til Foz, kommer han ikke med 

– sikkert fordi flyet er overbooket i forvejen! 

Så han ankommer efter mange 

diskussioner og flere timer senere efter 

at have været en tur over Sao Paulo. 

Gruppen når dog frem uden fører, og vi to 

lægger straks ud med en helikoptertur over 

vandfaldene, som ligger mellem brasilien, 

Argentina og Paraguay. De næste to dage 

ser vi de 273 store og små vandfald, der 

strækker sig over tre kilometer, både fra 

brasilien-siden og Argentina-siden. To helt 

forskellige oplevelser. 

Fra brasilien ser man dem store og 

brusende på afstand. Fra Argentina 

kommer man via stier meget tættere 

på. Hovedattraktionen er Garganta do 

Diablo – Djævlens Gab – hvor der falder 

13.000 kubikmeter vand med halvfems 

meter pr. sekund og med et øredøvende 

brag. Til sidst må vi bare prøve en tur 

med speedbåd op ad floden for at sejle 

under faldene og blive drivvåde.. 

Pantanal – verdens største 

vådområde. 

Turen videre til Pantanal nationalpark 

foregår med fly til Campo Grande og 

derfra 236 km vestpå i bil. Noget af en 

tur! Pantanal er verdens største vådområde 

og fem gange Danmarks størrelse. 

Vi indlogerer os på en Fazenda - ”Refúgio 

ecológico Caiman”. 

Parken rummer i hundredvis af fuglearter, 

bl.a. den blå ara, der er truet pga. 

sine lange halefjer. Derfor har man startet 

”Projecto Macau”, som tager sig af opdræt 

og beskyttelse af den blå ara. 

Da projektet startede for femten år siden 

var der kun 1500 araer i området. 

Bestanden er nu vokset til 4000. Fuglene 

er unikke. De danner par for livet og bliver 

cirka 35 år. Et par får kun unger hvert 

andet år, for det tager halvandet år, før 

ungerne kan klare sig selv. når de er små 

er det nemlig svært for dem at knække 

de nødder, de lever af. Parken er også et 

paradis for brillekaimanen, en alligator, 

der bliver cirka halvanden meter lang. De 

ligger for det meste sløve, næsten blinde 

og døve med dårlig lugtesans – de reagerer 

kun på vibrationer. De lægger cirka 

fyrre æg, og temperaturen bestemmer, 

om det bliver en han eller hun. Ved 31 


grader bliver det en han, ved 29 en hun og 

ved 30 grader enten eller. Ret utroligt! 

Vi kigger også ind til skolen med 35 børn. 

Jeg spørger efter engelsklæreren. Hende 

jeg spørger, forstår ikke mit simple spørgs- 

mål – men viser sig ikke desto mindre at 

være...engelsklæreren! 

salvador - det ”ægte” Brasilien 

Sidste stop på den fælles klubtur er Salvador 

i den nordlige bahia provins, også kendt 

som det ”ægte” Brasilien. Her findes alle 

brasiliens kontraster og hudfarver. Claus har 

sørget for et hyggeligt hotel i Cidade Alta, 

den gamle bydel, som ligger på et plateau 

halvfjerds meter over havet. De stejle gader 

i den maleriske by har alverdens tilbud af 

varer, som falbydes af utrolig smukke mennesker, 

mange iført store skørter i heftige 

farver, mens en hær af tiggere, gadesælgere, 

gadebørn, ”artister” og andet godtfolk 

prøver at overleve fra dag til dag. 

Der er politi på hvert et gadehjørne. og ikke 

uden grund! I den ”hyggelige” hotelgade lige 

uden for vores hotel bliver et fransk bøssepar 

slået ned bagfra og frarøvet alt. et vidne 

ti meter væk har selvfølgelig intet set eller 

hørt, da politiet ankommer! 

en elevator fører ned til Cidade baja – den 

nedre bydel. Ved havnen ligger Salvadors 

berømte marked – nu muntert og sprudlende 

af liv - men med en mere dyster fortid. 

Her fandtes den gamle toldbygning, hvor 

slaverne blev opbevaret i kælderen i vand til 

knæene, indtil de på markedet blev faldbudt 

til højeste pris. et noget skummelt sted, 

som vi efter nogen søgen finder frem til. 

På markedet kan man købe imitationer af 

de slavekæder, som slaverne bar rundt om 

livet. Hvert syvende år fik slaven et nyt 

smykke af sin ejer til at hænge i kæden, og 

når de havde elleve var de fri! og så gamle, 

at de ikke mere kunne klare sig i frihed! 

olinda - en malerisk by 

Klubturen er slut, men flere af os har valgt at 

forlænge den med en uge i den nordlige region. 

Vi tager til olinda, seks kilometer uden 

for Recife, en gammel by med nærmest 

landlig stemning, som er erklæret fredet af 

UneSCo. Husene er meget velbevarede og 

malede i mange farver, gaderne er stejle, 

der er en pragtfuld udsigt over bugten og 

der er mindst ti kirker i byen. 

Påskemorgen bliver vi vækket af fyrværkeri 

klokken halv seks, og de næste to timer går 

vi i procession med byens borgere for klokken 

halv otte at nå domkirken, der er fyldt til 

bristepunktet. Her venter vi en stiv halv time 

på, at de gejstlige skal begynde løjerne. Ind 

træder de med pompt og pragt, mens byens 

tosse fumler rundt bag dem hele vejen op til 

alteret, så det er svært at holde masken. Så 

lyder der gregoriansk sang og vi får sågar 

stænket ægte katolsk vievand på vore syndige 

hoveder. 

Den nærliggende Recife er en ikke særlig 

køn storby. Men byen har dog én attraktion, 

nemlig Casa de Cultura, byens gamle fængsel 

i centrum, der nu er indrettet til marked. 

Kun én celle på seks kvadratmeter står tilbage 

i sin oprindelige, triste form med gitter 

for, resten af cellerne er omdannet til små 

butikker, der hovedsagelig sælger kunsthåndværk, 

men også det sædvanlige turist 

crap. 

efter tre uger sætter vi atter kursen mod 

Danmark, mættet med indtryk og med stor 

lyst til at udforske mere af dette pragtfulde 

land, fuld af kontraster, men ikke mindst 

befolket af smukke mennesker med appetit 

på livet. en appetit vi nordboere kan lære 

meget af. 

konkurrence besynderlige måltider 

under temaet ”Besynderlige måltider” har dommerkomiteen 

denne gang valgt arne Runges artikel, om en meget interessant 

middag i Vietnan, som konkurrencevinder. Desuden bringes 2 andre 

medrivende artikler der var med i opløbet. 

Befrugtede æg og hundepik 

af arne runge 

Befrugtede æg til 

morgenmad og hundepik til 

aftensmad 

en af mine store fornøjelser ved at rejse 

er at prøve fremmed mad. Ikke nødvendigvis 

fin gourmetmad, men nærmere 

mad, som vi normalt aldrig ville drømme 

om at spise i Danmark. om ikke andet, 

så for oplevelsens skyld og for at kunne 

sige, at jeg i hvert fald har prøvet det. 

I Grønland spiste jeg engang hvalbøf 

og sælspæk. Hvalbøffen smagte rigtig 

godt, men sælkød, fy for pokker. Det 

var det rene levertran. Men nu havde 

jeg da prøvet det, og slap for at prøve 

det igen. Men det var formodentlig meget 

sundt for helbredet. 

I Mexico spiste jeg engang græshopper 

med citronsauce, og det smagte faktisk 

rigtig godt. ”Rene proteiner”, som mexicanerne 

sagde. I Kina fik de mig engang 

overtalt til at spise tusinde år gamle 

andeæg. De var nu nok ikke tusinde år, 

men gamle var de helt bestemt, og de 

smagte grimt. Meget grimt. en oplevelse, 

som jeg sent glemmer. Så jeg er 

altid på udkik efter nye madoplevelser, 

når jeg er ude at rejse. For et par år 

siden rejste jeg et par måneder rundt i 

Vietnam, med min rejseveninde Maria, 

hvor vi hørte andre backpackere spøge 

med, at man i Vietnam simpelthen spiste 

alt, hvad der bevægede sig. Vi besluttede 

os så til at finde noget, vi aldrig 

før havde spist. Jo mærkeligere jo 

bedre, aftalte vi. 

allerede morgenmaden blev 

et scoop 

Vi startede med at dele en halv flaske 

vietnamesisk risbrændevin for ligesom 

at drikke os mod til. og så gik vi i gang 

med operation ”Mærkelig mad”. Vi fandt 

en lokal morgenrestaurant, hvor de lokale 

sad og spiste morgenmad, og fik 

en flink lokal student til at oversætte 

spisekortet. Han kikkede på kortet og 

anbefalede så nummer ét og nummer 

fem. nummer ét oversatte han til lysebrune 

biller der knasede, når man spiste 

dem, og nummer fem til befrugtede 

hønseæg. ”Det er det, de fleste spiser”, 

sagde han, og pegede rundt i lokalet. 

”Ja, men så tager vi det”, sagde jeg. De 

lysebrune biller var helt bestemt dem, vi 

i Danmark kalder kakerlakker, og inden i 

det blødkogte æg lå der et lillebitte sort 

kyllingefoster. Maria så ikke særlig glad 

ud. ”Man skal bare holde sig for næsen 

og lukke øjnene”, sagde jeg til hende. 

Det gjorde vi så, man er vel ingen chicken, 

og hvem ved, måske smagte det 

godt. Det gjorde det nu ikke, det kneb 

simpelthen med at glemme, hvad vi 

spiste, selv om vi havde lukket øjnene. 

Men spændende var det. 

Den er godt nok sej, sådan 

en hundepik 

Sent på eftermiddagen sad vi på en fortovsrestaurant 

og drak vietnamesisk 

fadøl, mens folk indenfor var i gang med 

at spise aftensmad. efter en halv snes 

fadøl gik vi indenfor for at se, om der 

skulle være noget spændende mad. Vi 

fik hver et spisekort på engelsk, som vi 

satte os til at studere. Jeg var nået til 

havrok, de der store flyvende tæpper 

med en lang tynd hale, man ofte svømmer 

under eller over, når man snorkler. 

Det kunne være helt sjovt at prøve. 

Maria var spansk og forstod kun ganske 

lidt engelsk, men alligevel var det hende, 

der pludselig sagde: ”Arne, her er 

noget jeg er helt sikker på, du gerne vil 

prøve”. Hun viste mig kortet og pegede 

på dogpenis. Det stod der fan’me, på 

korrekt engelsk. Dogpenis. Jeg bestilte 

to portioner, men Maria rettede hurtigt 

bestillingen til én portion. ”Jeg er ikke 

sikker på, jeg kan lide det”, sagde hun, 

Arne Runge får 

tilsendt denne 

bog for sin 

spændende 

vinderartikel 

1. plads 

I Vietnam spiser man alt hvad der bevæger sig siges 

det, og det er vist ikke helt løgn. Foto: Arne Runge 

så lad os starte med en enkelt. Det var 

heldigt, for det var nu heller ikke det 

bedste jeg havde spist. Den er godt nok 

sej, sådan en hundepik. Men ned kom 

den da. osse hovedet, som jeg tilbød 

Maria. 

spansk humor 

Mens vi spiste, fortalte Maria en spansk 

joke om dengang hotdogs blev introduceret 

i Spanien. en spanier sad og 

kikkede interesseret på spisekortet og 

bemærkede, at de solgte perros calientes 

- varme hunde. ”Que es”, spurgte 

han tjeneren. ”et stykke varm hund i 

et sandwichbrød”, svarede tjeneren. 

”bueno”, sagde han modigt, lad mig 

prøve sådan en. Han fik sin hotdog og 

åbnede brødet for ligesom at se hvad 

det var, der var indeni. ”Undskyld”, 

sagde han så lidt usikkert til tjeneren, 

”jeg kunne vel ikke få et andet stykke 

af hunden?” 



Sådan bliver 

man sej 

af Jørgen oulund 

Jeg har altid været med på den værste 

– også når det gælder mad. Således føl- 

te jeg mig tit fristet første gang jeg var 

i equador, når otavallomarkedet tilbød 

marsvin – de firbenede altså, dem der 

ligner rotter, de mangler bare den lange 

skællede hale. Men min kone nedlagde 

veto. Senere, da jeg var der sammen 

med min rejsefælle Steffen, var det 

ham, der nedlagde vetoet. Steffen og 

jeg drog videre til Peru og slog os ned i 

den gamle inka-kongeby, Cusco. 

Her så marsvinene rigtig fede og gode 

ud. og en enkelt restaurant fristede 

med den på menukortet. Steffen stod 

og trippede lidt. Jeg kaldte ham både 

tøsedreng, kujon, salonspejder og pølsedansker. 

Helt uvillig til at prøve livets 

sande gourmet-specialiteter. Det kunne 

han, som en sand madelsker, alligevel 

ikke have siddende på sig. Så vi bestilte 

hver et marsvin. 

efter en rum tid kom så kokkens stolthed, 

serveret direkte på tallerkenen, 

åh nej, snyd, kun en halv til os hver. De 

havde simpelthen kløvet den fede gnaver 

på langs – men ellers var den hel, 

med hoved og røv. 

Vi måtte i gang med kniv og gaffel fra 

en ende af – om man så må sige – vi 

gemte hovedet til sidst. Den var lidt sej 

i det, og der var simpelthen ikke meget 

sul på dyret, så vi guffede hvad vi kunne, 

helt ind til skelettet. Det må da have 

været tænkt som en forret, men trods 

den nagende sult mistede vi appetitten 

efter denne lille appetitvækker og skyllede 

efter med en stor øl. 

næh, må jeg så be’ om en ordentlig 

vovhund, det ved man da hvad er. På 

en senere rejse til Vietnam mødte vi en 

meget ulykkelig amerikansk pige, som 

undrede sig over de mange hundehandlere, 

der var i Saigon. 

Siden opdagede hun, at de ikke alle 

sammen blev købt som skødehunde 

– tvært imod, de endte snarere deres 

dage som ”mavehunde” – altså nede i 

maven på vietnameserne. De guffer 

hunde i sig, som vi andre gør med en 

saftig oksebøf. 

Hun blev meget forelsket i en køn lille 

vovse og besluttede sig for at ”løskøbe” 

den fra en ukendt skæbne for derefter 

at bringe den med hjem til Guds eget 

land. 

Som sagt, så gjort. Hun betalte den 

flinke damehundehandler og ventede 

på hunden. Damen vendte sig om med 

hunden, bukkede sig ned og der lød et 

højt og tørt knæk, vendte sig om igen 

og sagde værs’go’ og velbekomme. Som 

en service havde hun brækket nakken 

på den lille vovse, så den var grydeklar. 

Den kom aldrig med hjem til USA. 

Med denne glubende appetit på hunde i 

landet der smed yankierne ud med fynd 

og klem, tænkte jeg, at det måske var 

kosten, der gjorde dem så seje. Jeg ville 

også gerne være sej, så jeg måtte lægge 

kostvanerne om, fremover var der 

også hund på menuen. 

Vi var blevet gode venner med to cykeltaxichauffører, 

og jeg forhørte mig 

om mulighederne for denne kulinariske 

specialitet. De blev ellevilde. Tænk, at 

sådan en blegfis ligefrem forespurgte 

hos dem, som selv elskede hunde, ja, 

altså til middagsmad forstås. 

Vi bestilte hver en lille fed gnaver - men fik kun en 

halv. Den grinte smøret af os, som om vi var blevet 

snydt. Jeg besluttede straks at næste gang skulle 

der vovhund på menuen. Foto: Jakob Øster 

De valgte en hunderestaurant, og jeg 

bød på aftensmad. Min stærkt forargede 

kone skulle ikke nyde noget og truede 

med alt fra Dyrenes beskyttelse til 

skilsmisse. Jeg talte om ”Skik følge eller 

land fly” m.m. og fik så tilladelsen. 

Vi cyklede derud igennem byens anarkistiske 

trafikmylder. På restaurantens 

gulv i hjørnet lå flere ”levende sække” 

og i gryderne, på panderne og kødkrogene 

– lutter hund. Vi startede med en 

lille hors d’oeuvre af hundepølser, altså 

ikke dem der lugter, men pølser lavet 

af hunde øh, altså med hundekød i. 

Derefter en dejlig krydret hunderagout 

og til slut hundeflæskesteg med sprød 

svær og det hele. Alt sammen virkelig 

delikat, men en smule sødt. Til maden 

vietnamesisk brændevin og til kaffen en 

lille pibe opium. et udsøgt måltid som 

egentligt ikke er spor besynderligt. Mit 

eneste problem hjemme igen var, når 

jeg går tur med min kone, at hun påstår 

jeg ser så lækkersulten ud, hver gang 

jeg ser en hund. 


Fårehjerne og en 

sej tennisbold 

af ann kledal 

Vi er i Spanien for første gang – jeg og 

Lone – ikke mere end 20 somre og uden at 

kunne mange ord spansk. en dag sidder vi 

i en lille landsby på den lokale kro og kigger 

i menukortet, der lige så godt kunne 

være på kinesisk. Men så kommer krofatter 

os til undsætning. ”especial, especial”, 

siger han og peger på en ret. Det forstår vi 

og tænker ”Skik følge eller land fly”. Vores 

ordforråd rækker ikke til flere forespørgsler, 

så vi nikker og smiler. 

og ind kommer et fårehoved med tænder 

og øjne, og i toppen skvulper hjernemassen, 

som netop er denne egns specialitet. 

og så sker det pinlige! Vi begynder at grine, 

vi holder os for maven, tårerne løber, 

vi kan slet ikke stoppe. Hver gang vi ser på 

hinanden, begynder vi igen. Der er kun ét 

at gøre! Betale hurtigt – og flygte. 

Mange somre senere i 2000 kommer jeg 

til Cuba, og her indtager jeg et måltid, der 

også får lattermusklerne på overarbejde. 

Min kollega Pia er gået kold herhjemme og 

benytter sidste udkald til at søge ”uddannelsesorlov” 

for at lære spansk og danse 

salsa på Cuba. Hun drager af sted et år, og 

jeg tager ud og besøger hende, og vi havner 

på et tidspunkt i Trinidad. Her foreslår 

Pia, at vi går på pesos-restaurant ligesom 

cubanerne. Pia har nemlig et studenter 

”carnet” og må betale i pesos, hvorimod 

jeg som turist må punge ud med det 

samme beløb i dollar. Men, men…..hun har 

”lånt” en dansk venindes ”carnet” til mig, 

og skønt veninden er blond og blåøjet og 

jeg det modsatte, går den lige ind! 

Så vi finder en udefra set pæn restaurant, 

hvor vi viser vores carnet og bliver lukket 

ind. Der er højt til loftet med krystallysekroner, 

og et orkester spiller i hjørnet. 

Vi bliver placeret ved et fint dækket bord 

med plettet dug, og rundt om os sidder 

kun cubanere, der sikkert undrer sig over, 

hvad vi dog laver der, vi, der kan spise på 

bedre restauranter og betale i dollars! Men 

vi ved jo heller ikke, hvad der venter os. 

en tjener slentrer hen til vores bord, og 

vi bestiller vores mad. Vi starter med en 

sort bønnesuppe til 12 p = 48 øre. Den ser 

uhyre uspiselig ud – hvilket den også er. 

Som hovedret bestiller vi pommes frites, 

hvidkålsstuvning, tomatsalat og et stykke 

svinekød ”A la Uruguay”. 

Ind kommer en kagetallerken med ti små 

fritter til hver - de sidste de har - og en 

kødbolle som en tennisbold. Ingen hvidkålsstuvning, 

kun en håndfuld rå, snittet 

hvidkål! Ingen tomatsalat – den glemte 

de. Dertil orangejuice, spædet op med 

halvt vand! noget af et pauvert måltid, 

men måske er kødbollen A la Uruguay 

lækker? not! 

Vi får skåret bollen i stykker. Den består 

af presset dåsesvinekød med en sej ost 

indeni og rullet i rasp. Hvad Uruguay så 

end har med det at gøre? Det lykkes os 

med gaflen at fiske en ”streng” af osten 

et godt stykke op i luften som en elastik 

for derefter at lade den svuppe tilbage i 

bollen under krampeagtige latteranfald og 

næste konkurrence 

Pia har fået fat i en ”streng” sej ost, som hives op 

som en elastik, mens jeg kæmper med tårerne og 

med at komme ind i min ”tennisbold”. Foto: Ann 

Kledal 

tårer i øjnene, som får mig til at mindes 

fårehjernen. Det begynder at blive pinligt! 

både ost og kød er total sejt, ja uspiseligt. 

Vi lader den rå hvidkål ligge, spiser de ti 

fritter og sætter vores lid til desserten. 

Der er mange desserter på kortet, og vi 

bestiller en kokosdessert. ”Med eller uden 

ost? ” spørger tjeneren gud hjælpe mig. 

Tak, uden! og en kaffe og en te! efter 

tyve minutter kommer tjeneren tilbage. 

Desværre – ikke flere desserter i dag, 

overhovedet! Hverken med eller uden ost! 

Men kaffen kommer – kold. og teen smager 

af erstatningskaffe, hvilket den muligvis 

også er! 

Så kommer regningen. 65 p = 26 kr! 

Det er garanteret forkert, siger Pia – 

Cubaeksperten. og ganske rigtigt. Punkt 

for punkt gennemgår vi den. Ud af 8 poster 

er 7 forkerte. Resten er der lagt på. 

Så vi ender med 19 kr. eller 20 pesos for 

meget, som sikkert deles i porten. bliver 

tjeneren flov? Ikke spor, men sikkert ærgerlig 

over at den ikke gik. 

Men da underholdningsværdien har været 

i top, giver vi alligevel én dollar i drikkepenge! 

og går sultne hjem på værelset og 

spiser, hvad vi har - tørt brød med et glas 

rom til! 

”snydt og bedraget” 

Konkurrence: Bedste indsendte artikel vinder. Er du blevet snydt så vandet driver? 

Har du købt uægte diamanter i bangkok eller uægte tæpper i Tunesien?. 

er du blevet fuppet godt og grundigt af snedige, kreative plattenslagere i 

Indien, og tør du fortælle andre om det, så send os dit bidrag. Artikler vurderes 

alene på tekst, men send meget gerne ét billede med, der kan illustrere 

artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn. 

Præmie: Greg Mortenson and David Oliver Relin: Three Cups of tea 

GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007


Fra verdens højeste 

jernbane til verdens ende 

”jeg står her i over .000 meters højde og banker næver. Har alt for lidt tøj 

på, men hvem kunne også vide, at vi skulle ende her. får taget mine støvler 

på – bare det at snøre dem bliver man for-pustet af, når man er kommet op 

fra højde 0 for få timer siden”. 

TeksT og foTo: Jørgen oulund 

Jeg er taget med toget fra Arica ved 

Stillehavet i det allernordligste Chile og 

er på vej til la Paz i bolivia. Vi er nu tæt 

på det højeste pas i 4.247 meters højde. 

Godt vi snart skal ned til 3.636 meter i 

la Paz. Toget har nu holdt stille i meget 

lang tid. Jeg går togføreren på klingen, 

og han tilstår, at vi næppe kommer videre 

foreløbig. et godstog i retning mod 

os er afsporet på denne ensporede livline 

mellem bolivia og Stillehavet. Han 

tilbyder at hente bagagen til os alle, så 

vi kan få noget mere kluns på heroppe 

i kulden, hvor solen er på vej væk bag 

den 5.980 meter høje sneklædte vulkan 

Tacota. en nat i denne højde bliver kold 

– meget kold. bagagen ligger på taget, 

ligesom i busserne, og toget er næsten 

også en bus, eller rettere skinnebus, én 

vogn, men bred og lang. 

Vi er kørt ind på et vigespor for at vente. 

Det tyder på, at vi skal overnatte 

i denne højde. Jeg fisker ekstra tøj, 

dunvest og sovepose op af rygsækken 

og klæder mig på til nattens kulde. 

Dunvesten pakker jeg en lille pige ind 

i. Familien har kun det tøj på de går og 

står i, så de er taknemmelige for, at jeg 

ofrer min varme dunvest på datteren. 

bortset fra lamaer er her virkeligt øde 

i denne højde. Jeg synes det er spændende 

og foreslår, at vi skal lave en lille 

fest ved at dele øl, vin, snacks m.m. Vi 

har ikke decideret mad med, da det ikke 

må tages med over grænsen, og der er 

måltider med i prisen for togbilletten. Vi 

har en glimrende kok ombord, som tryller 

i verdens mindste køkken (mange år 

senere ser jeg en tv-udsendelse om toget, 

som vist nok nu er nedlagt). Jeg har 

hovedpine af højden, men får nu ekstra 

tid til at vende mig til den og sparer en 

hotelovernatning. 

Verdens højest beliggende 

hovedstad 

Jeg har mødt et boliviansk ægtepar, som 

er på vej hjem fra bryllupsrejse i Chile. 

De fik stjålet deres penge på stationen, 

så vi deler mine sidste lokale penge til 

et ekstra måltid mad i toget. Jeg hakker 

tænder og kan ikke falde i søvn. lægger 

mig til sidst på det kolde metalgulv og 

får et par timer. Pludselig sætter toget 

sig langsomt i bevægelse, og tidligt om 

morgenen, med otte timers forsinkelse, 

ankommer vi til la Paz. 

Jeg har mødt et par piger i København 

til et Sydamerika-kursus i MS, og vi har 

aftalt at lægge besked på konsulatet, 

når vi er fremme. Jeg er dog blevet en 

Billede til venstre: La Paz, Bolivia, verdens højest beliggende hovedstad. Læg mærke til den rene, klare luft og frygt så den tynde, tynde luft. 

Billede til højre: Afsporing forude. Klar til overnatning i 4.000 meters højde. Togpersonalet er i færd med at sende bagagen ned, så alle kan få noget mere tøj på. 

Den typiske indianerkvinde med den uundværlige 

bowlerhat. De er ikke helt så bredrøvede, som de ser 

ud til, men bærer 6-10 lag underskørter. 

uges tid forsinket, så de er nok fløjet videre. 

Alt er lukket og slukket så tidligt, så 

vi pruster og stønner os med sækken på 

nakken til nærmeste hotel. Her får jeg en 

mate (cocothe) mod højdesygen, medens 

jeg venter på værelset. På vej over patioen 

til værelset bliver der pludselig råbt: 

”Hej, Jørgen!” og - tro det eller ej - det 

er Pia og else fra MS-kurset København, 

som er på vej til morgenmad på præcis 

samme hotel. Verden er lille. Jeg falder 

om på sengen med alt tøjet på og vågner 

et par timer senere ved en buldren på døren. 

Det er pigerne i shorts og soltoppe. 

Det er middag, og solen står højt. Man siger 

også, at La Paz har alle fire årstider 

hver dag. Forår om morgenen, sommer 

til middag, efterår om eftermiddagen og 

vinter om aftenen. 

De inviterede på café, og vi fik rigtig kaffe 

og drak øl for at fejre gensynet. Caféen 

var tysk ejet, og ved flere af bordene sad 

ældgamle tysktalende mænd og talte om 

gamle dage, medens de drak kaffe og spiste 

berlinere. Gad vidst om en tidligere 

”kendt” læge, doktor Mengele, mængede 

sig her, eventuelt assisteret af en vis Herr 

”La Paz har alle fire årstider hver 

dag. forår om morgenen, sommer til 

middag, efterår om eftermiddagen 

og vinter om aftenen. ” 

Martin bormann – hmm? Temmelig tanke- 

vækkende, men kaffen var god, téen ex- 

cellent og berlinerne sublime. Vi var nu i 

indianerland. Selv her i landets hovedstad 

Sådan klarer man sin nødtørft i Andes-regionen, 

når man er en lille tissetrold. Læg mærke til pigens 

interesse for regnormen. 

var der mange af dem. Især kvinderne var 

meget synlige med deres farvestrålende 

dragter og umi-skendelige bowlerhatte. 

Verdens værste vejstrækning 

efter at have set, hvad der var at se i 

la Paz, trængte jeg til at komme ned 

i varmen igen. Jeg købte en busbillet til 

Coroico. Da jeg havde hørt om den berygtede 

strækning, valgte jeg den største 

bus jeg kunne finde. Og efter en enkelt 

punktering på vejen ankom jeg efter den 

mest halsbrækkende og hårrejsende, 

men storslåede busrejse jeg nogensinde 

har gjort. Til gengæld boede jeg på værelse 

Illusion, endeligt et opfindsomt navn 

på et værelse, håber så ikke det hele er 

en illusion. Allerede efter en times tids 

kørsel rundede vi Cumbre, en helt gold 

bjergknold på 4.725 meters højde. Kort 

efter var vi på vej nedad til grønne marker 

med køer, lidt senere skov og til sidst 

junglevegetation med bl.a. bregner, bananer 

og eucalyptus. en utrolig forvandling 

fra sneklædte, næsten 7.000 meter 

høje tinder til regnskov, gennem hårrejsende 

hårnålesving, langs dybe kløfter fra 

4.725 til ca. 1.500 meter på 80 kilometer. 

Storslået og lidt uhyg- 

geligt. Der var mange kors 

ved vejkanterne, især i de 

grumme sving ved de dybe 

kløfter, hvor små vandfald 

af og til skyllede på tværs 

af vejen, eller hvad man nu 

skulle kalde den. 

endelig nede i varmen igen efter altiplanoets 

lunefulde vejr og kolde nætter. 

Cocabønderne og minearbejderne og - 

De skovlede malmen op i tipvognene pr. håndkraft 

og skubbede vognene på cirka et ton ud af minen på 

samme vis. 

ikke mindst - deres enker demonstrerer 

mod regeringen. Arbejderne bliver jo ikke 

så gamle på grund af det hårde slid. og 

så er amerikanerne kommet til cocaområderne 

hernede for at ”hjælpe” regeringen 

med at fjerne cocamarkerne. Det kan 

gøre mig så eddersplintrende rasende. 

Det er jo ikke her problemet er, men i 

USA. Det er som at tisse i bukserne for at 

holde varmen. Det er amerikanerne, som 

efterspørger skidtet, ikke bolivianerne, 

som i hundreder af år har haft tradition 

for at tygge cocabladene og drikke theen. 

Det er ligesom Tyskland, der lige har givet 

50 millioner dollars til at støtte bekæmpelsen 

af cocadyrkelsen, medens deres 

kemiske fabrikker, ifølge Times Magazine, 

leverer tusindvis af tons kemikalier til kokainfremstillingen. 

Himmelråbende dobbeltmo-ralsk. 

Verdens højeste jernbane 

lige nu skrumpler jeg med toget mod 

Potosi. efter en vidunderlig solopgang 

passerer vi verdens højest beliggende 

jernbanepas, Condor, 4.786 meter oppe i 

Andeskæden. Mon det er det samme pas, 

Simon og Garfunkel synger om i den berømte 

el Condor Pasa? nå, men det svarer 

næsten til toppen af europas højeste 

bjerg, Mont blanc. 

Tre timer senere er vi fremme ved den 

højest beliggende storby i verden, Potosi, 

4.070 meter oppe. Den med det berømte 

– og berygtede – sølvbjerg. Jeg går op 

af en kæmpestejl bakke til hotellet med 

fuld oppakning, og får heldigvis ikke ondt 

mere, så pillerne mod højdesygen virker 

stadig. 


Verdens rigeste sølvbjerg. 

næste dag måtte jeg op på og ind i bjer- 

get. Det måtte jeg bare. Hyrede en guide 

sammen med et par tyskere og en enkelt 

dansker. efter en drøj tur var vi oppe ved 

indgangen i 4.500 meters højde, min personlige 

gå-rekord. Spanierne plyndrede jo 

bjerget i sin tid, men her er stadig ”sølvstænk” 

for en fattig indianer. Minen er kollektiv, 

og årerne er nord/sydvendte, så 

meget ved de. Lønnen ligger på cirka 350 

kr. pr. måned. De skovlede malmen op i 

tipvogne pr. håndkraft og skubbede vognene 

på cirka et ton ud af minen, også pr. 

håndkraft. Det var regulært slavearbejde. 

Somme tider skulle det først i sække på 

nakken stejlt opad, derefter i trillebør ud 

til tipvognene og så endelig med disse ud 

i dagslyset. luften var fyldt med støv og 

stanken af arsenik, og der var bælgmørkt. 

Gangene er ofte så lave, at man må gå 

med krummet ryg. Cirka femten år holder 

sådan en indianerslave. Så er det stenlunger 

og ødelagt ryg. Selve minesøgeren arbejder 

med hammer og mejsel. Han skal 

hugge tres centimeter ind med mejslen, 

derefter dynamitstænger (som alle i øvrigt 

kan købe alle vegne for 2,50 kr.) ind i hullet, 

så en prop lavet af sand, femten meter 

væk og bAnG! mere sølv, hvis heldet er 

med dem og minegangen ikke er styrtet 

sammen over dem ved eksplosionen. 

Djævelen i bjerget 

De arbejder hele dagen hernede uden mad 

og drikke. Dagen startede med indtagning 

og tygning af tredive gram cocablade. Det 

dulmer sulten og giver energi. Jeg købte 

en pose til dem som gave og tog selv 

en smagsprøve, som senere kom mig til 

hjælp. Der er 5.000 miner her i bjerget, så 

indvendigt er det hullet som en ost. Her er 

fyrre etager og cirka halvtreds meter mellem 

hver. De tror, at djævelen bor i bjerget 

og ejer det, så hver fredag ofrer de cocablade 

og cigaretter til ham. To gange om 

året ofrer de en lama. Djævelen får først 

lidt cocablade. Klokken 12.00 skærer de 

Inde i det forulykkede fly blev en del fanget 

i fælden og druknede, medens nogle 

slap ud i tide. Flyet kom for langt ind på 

banen i landingsfasen. 

så halsen over på lamaen og ofrer blodet, 

og klokken 16.00 spiser de den. Disse offergaver 

skal give dem held med at finde 

sølvet og formilde djævelen, som de tager 

sølvet fra. Selve turen ind i minen var en 

stor oplevelse, men utroligt anstrengende. 

Vi klatrede op og ned i mulvarpehullerne i 

tre timer i 4.500 meters højde. Man skal 

ikke lide af ”klaus”, og min puls var da 

også oppe på 150, da vi var oppe i lyset 

igen. Jeg gav min gamle skjorte til en af 

minearbejderne. Så på en måde har jeg 

også ofret til bjergdjævelen. 

flystyrt 

Fra Potosi tog jeg sydpå til Puntas Arenas. 

Her skulle jeg finde en transportmulighed 

til Port Williams, verdens sydligste by. Jeg 

fandt ud af, at land- og vandtransport 

var håbløs, så der var kun én vej, et lille 

charterfly. Bookede en plads og så i tvnyhederne 

om aftenen, at et fly var styrtet 

ned i Port Williams. Det var dertil jeg 

skulle flyve morgen – eller hvad? Næste 

morgen kom der bud fra flyselskabet om, 

at turen var aflyst p.g.a. ulykken i går, som 

foreløbig havde kostet tyve dræbte og 

mange sårede. Det er et meget vanskeligt 

område at beflyve. Der er gletchere, 

bjerge, kastevinde, lavt skydække og ofte 

regn eller sne, derfor skal jeg flyve med et 

lille driftsikkert propelfly. Det forulykkede 

var et stort moderne jetfly, som kræver 

lange landingsbaneforhold. efter to dages 

aflysninger kom vi på vingerne. Den 

lille maskine skruede sig op over bjergene 

med skyer og turbulens. Derefter kom de 

smukke bjerge til syne og en flot regnbue. 

Så dukkede beagle-kanalen op med forrevne 

bjerge på hver side. efter nogen tid 

dukkede så verdens ende op forude, og 

vi begyndte at smide højde af. Der dukkede 

landingsbanen op og dér - ulykkesflyet 

tydeligt parkeret på bunden af vandet 

for enden af banen. Halefinnen og lidt af 

snuden var oven vande. Makabert, øger 

skrækken for vores egen landing, som 

heldigvis forløb perfekt. 

to sekunder skilte liv fra død 

Inde i det forulykkede fly blev en del fanget 

i fælden, medens nogle slap ud i tide. 

Vores hotelvært havde været med til redningsarbejdet, 

og han glemte aldrig synet 

af de, der ikke nåede ud. Halvandet til to 

sekunder skilte liv fra død. Piloterne fik det 

store fly for sent ned på den korte bane. 

Og i stedet for at flå gashåndtagene i bund 

for at komme i luften igen valgte de at 

håbe på at banen var lang nok – det var 

den desværre ikke. nok om død og ulykke, 

jeg fandt en bil, der ville bringe mig de sidste 

seks kilometer ind til selve byen og et 

logi. Her var hverken bus eller taxi i denne 

udørk. Vågnede næste morgen til isnende 

kulde. Der var bare tre grader, og det lyder 

måske rimeligt i februar i Danmark, 

men hernede var det højsommer og vi er 

på 56 grader ligesom hjemme, bare sydlig 

bredde. Sov med lange joggingbukser, 

underbukser, specialundertrøje, sweatshirt 

og sokker, og alligevel frøs jeg under 

tre tæpper og et tykt vattæppe. Hvordan 

skal jeg dog holde varmen på denne lille, 

forblæste, regnfulde ø? 

Verdens ende 

Sammen med et par schweitzere hikede 

jeg cirka 25 kilometer i et ganske flot vejr 

ud langs Beagle-kanalen og fik et glimt af 

Ushuaia på Argentinasiden. De slås om 

hvilken by, der er sydligst. Det er nu Port 

Williams, men argentinerne hævder, at 

det ikke er en rigtig by, men kun en flådestation. 

never mind, den er sydligst. Her 

er mange specielle fugle, og vi bliver inviteret 

ind på en krabbe-konservesfabrik 

til smagsprøver. Dejligt måltid og flinke 

mennesker, men her kommer heller ingen 

turister overhovedet. Vi fortsatte ud 

til et flot vandfald og nogle imponerende 

bæverdæmninger. Disse dygtige ingeniører 

fældede træer med de bare tænder og 

byggede de flotteste ting med de samme 

bisser. Vi balancerede over deres dæmninger 

på tilbagevejen uden at tvivle på, 

at de kunne holde. 

lige nu sidder jeg og nyder udsigten over 

verdens sydligste by, så nåede jeg, trods 

besværlighederne, dog dette mål, selvom 

stemningen hernede er meget trykket. 

Aviserne, tv-stationerne og folk på gaden 

taler kun om én ting, flyulykken her for enden 

af landingsbanen ved verdens ende. 

Jeg er omgivet af snedækkede, lave bjerge 

på tre sider og beagle-kanalen på den 

fjerde, den kanal, der forbinder Stillehavet 

med Atlanterhavet. lidt sydligere har vi så 

Kap Horn, som jeg forhåbentlig kommer til 

at runde for sejl til næste år. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Øjeblikke på Amazonas 

I midten af oktober fik jeg mulighed for, sammen med fotograf Søren 

Kjeldgaard, at rejse med en dansk ledet ekspedition fra Iquitos i det 

nordøstlige Peru op ad Amazonfloden og dennes bifloder. Amazonfloden 

med sine godt . 00 km er et vidunder i særklasse, som ingen bør bilde sig 

ind at kunne rumme og forstå helt. Dette er derfor blot nogle subjektive 

brudstykker, som alene har til formål at beskrive en brøkdel af livet langs 

denne enorme flod 

TeksT: anders k. pedersen 

foTo: anders k. pedersen og søren kJeldgaard 

2 /10: nauta 

lysreguleringen passer sig selv. Ingen 

ser ud til at tage nævneværdig notits af 

den. Jeg lister lidt rundt i gaderne og 

finder en substitut for mine originale 

Ray ban, model Top Gun, som har måttet 

lade livet her i Peru. 24 kroner koster 

de. Jeg gider ikke slå en handel af - smiler 

bare. Køber derudover tre pakker lokale 

cigaretter. 

Her passer folk mere eller mindre sig 

selv, på trods af, at Iquitos kun er en 

køretur på to timer væk - eller en sejltur 

på fjorten timer, som er tilfældet 

for os. en enkelt forsøger sig dog med 

salg af et seks meter langt slangeskind. 

”Anaconda, kun tyve kroner”. Jeg smiler, 

men er ikke interesseret. Skyggerne 

er blevet længere, og Angel og hans 

venner leger i den begyndende solnedgang. 

De besidder endnu ikke det filter, 

der hedder situationsfornemmelse, og 

vi nyder deres spil, mens de poserer for 

vores kameraer. 

Vi skubber båden fri fra havnen og starter 

motoren. Jeg placerer mig ude foran 

på skibets tag med fødderne dinglende 

i kaptajnens synsfelt. Guillermo, Pedro 

og Carlos råber fra land. Vi har glemt 

tre af vores peruvianske venner, som - 

udover at være venner - også er med til 

at fastholde mig i kategorien ”den hvide 

mand på tur”. De gør alle de ting jeg 

eller andre ellers skulle gøre. Deres arbejdsindsats 

er fænomenal, og jeg nyder 

at se med hvilket humør de klarer 

dagen. Inde langs bredden bliver husene 

igen færre i antal, og lyden af civilisation 

forsvinder. Jeg kigger fremad. 

Kursen er sat. På vej ud i solnedgangen. 

På vej videre på eventyr. 

Det var blevet morgen og aften på ekspeditionens 

første dag, og jeg så, at alting 

var godt. 

2 /10: ”Det Grønne 

Helvede” og ”den Beskidte 

flod”. 

Solnedgangen er fantastisk. Jeg sidder 

forrest på vores båd Delfincito (den lille 

delfin) og følger interesseret ruten igennem 

vandet, som farvelægges af den 

smukke himmel. På trods af, at båden 

kun stikker en meter ned i vandet, tager 

vi den lange vej rundt, hvor floden er 

dybest og langsomt eroderer på mæanderens 

yderside og over tid skaber nye 

vandveje. Jeg læner mig tilbage, mens 

jeg forsøger at indtage omfanget af det 

billede, der bliver malet foran mig. Jeg 

tænker på de lidet flatterende navne 

”det Grønne Helvede” og ”den beskidte 

Flod”. navne, som skulle beskrive regnskoven 

og den flod der løber igennem 

den. navne, som på ingen måde evner 

at indfange al den majestæt, jeg som 

dansker lader mig fascinere af i dette 

øjeblik. Fascinationen kommer måske 

let til mig, set i lyset af mit danske 

sammenligningsgrundlag: Rold Skov og 

Gudenåen. 

Uanset sammenligningsgrundlag bekræfter 

det dog mere end noget andet 

de ord jeg læste på et cafetoilet i 

det indre København nogle år tilbage. 

”You only see half of everything – the 

other half is the meaning you give to the 

things you see”. en anden har sagt, at 

man skal være varsom med den måde 

man fortolker verden på, for verden er 

præcis som man fortolker den. For mig 

er Amazonfloden mere end bare en beskidt 

flod. Den dræner 40 % af hele det 

sydamerikanske kontinent og står for 20 

% af den mængde ferskvand, der udledes 

i verdenshavene, og så pumper den 

10.000 gange så meget 

vand ud i Atlanterhavet, 

som Gudenåen udleder 

i Randers Fjord. ”Det 

Grønne Helvede” burde 

snarere omdøbes til ”den 

Grønne Himmel”, for med en størrelse 

på 75 gange Danmarks areal synes den 

uendelig, og her leves livet mere end 

noget andet sted i verden. 

Midt i alt dette sidder jeg lige nu, og på 

sidelinjen får jeg lov til at følge en gruppe 

mennesker, der forsøger at forklare 

lidt mere af det liv, der udspiller sig for 

vores allesammens øjne. 

2 /10: Intuto 

Jeg vågner tidligt om morgenen ved 

at motoren slukker. Vi er i Intuto. Jeg 

ser solopgangen agterude gennem fem 

myggenet, som dækker de hængekøjer, 

der hænger ved siden af mig. Solen lokker 

mig ud af fjerene tidligere end ellers, 

og klokken halv seks står jeg klar 

på dækket. 

I dag skal arbejdet endelig til at begynde, 

og alle gør langsomt klar til det 

de har ventet på i flere måneder. Inden 

morgenmaden bliver serveret går jeg 

en tur på land for at få fast grund under 

fødderne og for at se mig lidt omkring. 

Jeg møder hurtigt Søren, som allerede 

har været oppe et stykke tid for at tage 

billeder i det bløde morgenlys. 

ekspeditionen, som er en gruppe studerende 

under ledelse af professor Henrik 

balslev fra Aarhus Universitet, er verdensmestre 

i palmer. et udsagn der 

nok kan få de fleste til at trække lidt på 

smilebåndet, men jo mere tid vi bruger 

sammen med dem, desto mindre nørdet 

synes det at blive. lortet hænger sammen, 

havde en af de studerende fået 

at vide en dag på studiet, og derfor er 

det ikke nørdet, for det giver mening. 

biologer som disse zoomer helt ind eller 

starter indefra, hvor en idealist som mig 

bilder mig selv ind, at det er mere rigtigt 

at starte udefra og danne sig det store 

overblik over tingene først. På denne 

tur er det dog blevet klarere for mig, 

at min evne til at begribe det store billede 

hænger uløseligt sammen med min 

evne til at sætte mig ind i de små ting. 

Det vigtigste er dog - uanset hvor man 

starter fra - at være i bevægelse enten 

ind eller ud, for fattigdommen sætter 

ind den dag videbegærligheden bliver 

mættet. 

”jeg sanser et glimt i hendes øjne. 

’lad mig føde dine børn’, står der” 

Projektet er delt op i forskellige fokusområder, 

men hver dag vil de komme til 

at lave mere eller mindre det samme. 

De der tænker, at feltarbejde er en nem 

vej til at få lidt ferie i sin studietid, skal 

ikke være med her mange minutter for 

at finde ud af, at det er benhårdt arbejde. 

Fire – seks timer hver dag i den tætte 

jungle i fuld uniform og gummistøvler 

kan give enhver sved på panden, og de 

fleste vil sikkert have fået nok inden den 

første uge er gået. Vi er med på sidelinien 

den første dag og vender hjem til 

båden efter en gåtur på i alt tretten kilometer. 

Solen har bagt hele dagen, og et 

par af ekspeditionsdeltagerne kaster op 

i floden. Selv professoren på 56 år må 

sande, at det har været en hård dag. 

oppe i Intuto by falder jeg hen under 

aftenen i snak med Darci og Paula. De 

glæder mig ved at vise mig vej til en 

kold cola længere nede i byen, hvor der 

stadig er åbent. Jeg drikker den hurtigt, 

mens den er allerbedst. Darci kigger 

på mig. Jeg sanser et glimt i hendes 

øjne. ”lad mig føde dine børn”, står der. 

Svaret er nej, og i næste øjeblik vælger 


Øverst: Det gode skib Delfincito (den lille delfin), som var vores hjem i de 

9 dage vi var ombord. En original bananbåd, med visse forbedringer. 

Nederst: Heni på 5 år er endelig blevet overbevist, at fotografen ikke har 

ondt i sinde. Hun smiler skævt. 

jeg at sige pænt tak for snakken og de- 

res tid, og stille og roligt lister jeg retur 

til båden. Aftensmaden står klar da jeg 

kommer. 

27/10: slangerne i paradis 

Den eneste slange i dette paradis er 

den pagt myggene har indgået med 

sandfluerne. En pagt, der er velsignet 

af fanden selv. Pagten går i al sin en- 

kelthed ud på, at sandfluerne får lov til 

at herske i dagtimerne, og myggene rå- 

der så, når mørket falder på. Jeg har i 

mange år søgt efter pålidelige skrifter, 

der underbygger den parentes i skabel- 

sesberetningen, der fortæller om den 8. 

dag (dagen efter Gud havde hvilet sig 

og set, at alt var godt). På den dag kom 

Djævelen til Gud og spurgte om lov til 

at skabe lidt, når nu Gud havde skabt så 

meget. Gud gav Djævelen 666 sekunder 

(godt elleve minutter), og på den tid fik 

han kreeret myggene, sandfluerne og 

deres fætre og kusiner, som heller ikke 

gør andet end at fremelske ondskaben i 

mennesket. Herren selv kunne godt se, 

at det ikke var den klogeste disposition 

i verdenshistorien, for ikke at sige evig- 

heden. Han bestemte derfor, at de først 

skulle slippes løs i tilfælde af et evt. 

syndefald. Resten af historien kender vi 

selv, og dén rejsende, der endnu ikke 

har forbandet en af disse tilbage til Den 

evige Ild, hvor de hører til – ja, han eller 

hun har ikke rejst nok. Thi selv i et 

sommerhus i Søndervig kan de smadre 

enhver terrassehygge for rolige unge 

danske mænd og kvinder, der blot forsøger 

at nyde et stykke dansk sommer, 

når det er bedst. 

Her går jeg så hvileløst rundt på taget 

af den lille delfin og har fundet min egen 

lille ovale bane på cirka tredive meter. 

Øverst: Pedro og Carlos kommer stolt hjem fra junglen og tilbyder suri til 

den knap så begejstrede forfatter. 

Nederst: Tøj hænger til tørre i landsbyen Santa Elena. 

Tilsyneladende er bevægelse det eneste, 

der hjælper på disse sandfluer, så 

de ikke har tiden til at sætte sig og mæske 

sig i mit blod. Hver gang jeg står 

stille går der cirka tredive sekunder, og 

jeg bliver vidne til et bespisningsunder 

af bibelske dimensioner. Her står jeg 

som substitut for de fem brød og to fisk, 

men alligevel er jeg ene mand i stand til 

at bespise 5000 sandfluer foruden hunner 

og unger. Så meget frirum har jeg 

dog ikke givet de små fluer endnu, og 

jeg har derfor kun cirka 5-600 bid. Et tal 

der dog vil stige proportionalt med antal 

dage i dette landskab. 

Min trampen rundt på det grå bliktag er 

ikke så lidt forstyrrende for Søren, Mette 

og Guillermo, der sidder nedenunder og 

arbejder. De er tilsyneladende knap så 

attraktive som undertegnede, eller også 

har de bare lært at lide. Guillermo, får 

jeg senere at vide, sidder med jævne 

mellemrum og peger op mod taget og 

siger; ”Andres. loco”, hvorefter han 

griner så de to store guldtænder i hans 

overmund blottes og giver genskin i sollyset. 

2 /10: santa Elena 

Der er cirka halvtreds huse i den lille 

landsby. På et tidspunkt hører den lille 

asfaltsti op, og jeg går videre til et hus, 

der ligger hundrede meter længere ude. 

Mor og far er ikke 

hjemme, men halvanden 

meter hævet 

over jorden i det åbne 

hus sidder tre små 

piger. De kigger på 

mig med store øjne 

og siger ikke meget. 

I nogle af landsbyerne langs med floden 

går der rygter om den forfærdelige 

Gringo (hvide mand). En af historierne 

går på, at den hvide mand skulle skære 

ansigterne af de små børn, tørre dem 

og sælge dem i USA som souvenirs. en 

anden går på, at den onde Gringo tager 

de små indianerbørn og hænger dem 

op med hovedet nedad og derefter tapper 

den olie, der løber ud af deres øjne. 

olien bliver så brugt til at fylde på den 

hvide mands flyvemaskiner. Om det er 

disse historier de tre små piger tænker 

på ved jeg ikke, men jeg gør mit for at 

ligne den rareste hyggeonkel. Jeg får 

deres navne. Heni på fem år sidder tættest 

på mig i sin hængekøje, og jeg får 

lov til at tage et billede af hende. endelig 

smiler hun. 

31/10: suri 

Carlos og Pedro kommer hjem fra skoven 

med en pose, indeholdende 10-15 

svulmende hvide larver. Suri hedder de, 

og nærende skulle de være. Til stort 

held for de stakkels larver sidder 90% 

af mine smagsløg i øjnene, og jeg har 

på ingen måde lyst til at sætte tænderne 

i en organisme, der på ingen tid 

er på vej kravlende ud af plasticposen. 

De griner, som står alt det jeg ikke kan 

forklare tydeligt på spansk, skrevet i 

øjnene på mig. De laver sjov med mig, 

og jeg laver sjov med dem. Sarkasmen, 

ironien og de godmodige ydmygelser vi 

med jævne mellemrum sender videre til 

hinanden igennem skøn interkontinental 

kommunikation er forrygende - for 

grine og gøre nar kan man altid, som 

professoren plejer at sige, når han lægger 

ryg til nogle af mine morsomheder. 

Den uhøjtidelighed der er til stede om- 

bord mellem ung og gammel, dansker 

eller ej, nyder jeg mere end aircondition 

på en varm sommerdag. For mens de 

nymodens anlæg, man må spejde langt 

efter herude, kun køler på ydersiden, så 

går denne forfriskende jargon helt ind 

og skaber glæde dér, hvor hjertet slår. 

Det er længe siden jeg i god tone har 

været så ligefrem over for folk, der er 

godt på vej mod de 50, og helt op til de 

70 somre (et udtryk, der ikke fungerer 

helt så godt hernede). Jeg kalder Cesar 

”En af historierne går på, at den 

hvide mand skulle skære ansigterne 

af de små børn, tørre dem og sælge 

dem i usa som souvenirs” 

på 47, som er professor på universitet i 

Iquitos, for en gammel mand. og sammen 

med Guillermo, der fyldte 60 i lørdags, 

driller vi ham med, at han har en 

lille tissemand. Guillermo får igen med 

en sætning om, at han er ”supergays” 

og hans kone hedder ikke Maria, men 

Mario. Hvornår har jeg sidst været så 

bramfri overfor en 60-årig? Vi smiler og 

griner sammen og kompenserer dermed 

for de ting, der går tabt i oversættelsen. 

Det er for nemt og i-bås-sættende at 

kalde dem simple mennesker, men med 

en mere simpel livsstil og færre midler 

formår de at udtrykke mere livsglæde 

end de fleste danskere, og det uanset 

om de stemmer på velfærd eller skattelettelser 

ved folketingsvalget. Jeg har 

uendeligt meget at lære endnu og lader 

mig derfor fascinere, hver gang jeg er 

afsted. Jeg vil komme til at savne dem. 

Senere kommer Pedro smilende med en 

friturestegt suri. Den ser mere harmløs 

ud nu, så jeg spiser den, og den smager 

faktisk helt ok. 

1/11: Postludium 

Det er blevet november. Derhjemme er 

det ensbetydende med konstant nattefrost 

og mørket, der alt for hurtigt tærer 

af dagens lyse timer. I søndags gik de 

over til vintertid, synonymt med årstidernes 

skiften. Her hedder det regntid 

og tørtid, men klokken er den samme. 

Der er ingen grund til at ændre tiden for 

at spare sollys. Vi er for tæt på Ækvator 

til, at det skulle give mening. Den evige 

som-mer her, som vi stadig nyder med 

store mængder sved i armhulen, står i 

skærende kontrast til årsti-dernes skiften 

i Danmark. På trods af vores evige 

snak om vejret og den utilfredshed, der 

er forbundet med dette, så er jeg ikke 

et sekund i tvivl om, at enhver dansker 

efter få år vil komme til at savne duften 

af det spirende forår, der vidner om, at 

sommeren er på vej. For uanset hvor 

meget sidste sommer regnede væk, så 

fastholdes vi som naive børn i troen på, 

at det nok bliver meget bedre til næste 

år. 

Husene langs floden står hyppigere her, 

hvor Rio Tigre snart løber ud i den store 

Marañon flod, for kort efter at blive en 

del af den flod, der blot bærer navnet 

Amazonas. Det sker ved byen nauta, 

som siden vi i går aftes vinkede farvel til 

de andre og gik ombord på denne fragtbåd, 

har været vores bestemmelsessted. 

nauta er både det første og sidste 

trinbræt på civilisationens motorvej, 

af-hængigt af hvilken vej du sejler. For 

os har det været begge dele. For otte 

dage siden vinkede vi farvel til Angel og 

alle de andre legende børn på havnen i 

nauta, mens solnedgangen og eventyret 

ventede forude. nu er vi om få timer tilbage, 

og nauta vil for os være den sikre 

havn og det sidste nævneværdige punktum 

i denne historie. Derfra hedder det 

offentlig transport til Iquitos, og derfra 

kan enhver bog om Peru guide dig til 

den historie, man ville kunne fortælle. 

Derfra ligger eventyret på Amazonas 

bag os, og forude venter e-mails, aircondition 

og mobiltelefoner. Derfra er 

der kun mindet tilbage, og håbet om at 

man fik set det man ville – at man fik 

grebet dagen, mens den var der. 


Costa Del Sol 

- anno 2007 

spansk multikultur – eller internationalt beton-helvede? 

smager den spanske sangria stadig af god rødvin og friske frugter, eller er 

den blevet sur og udtyndet med årene…? En lidt skeptisk dansk rejsende er 

taget til den spanske solkyst for at tage pulsen. 

TeksT og foTo: Henrik frier Hansen 

fordommene 

Havde C.V. Jørgensen ret, da han i halv- 

fjerserne sang om ’Costaen’ og om at 

’være pift, væk over samtlige bjerge’, og 

at ’finde sit luksuseksil der, hvor solen den 

danser…”? 

Jo, der er ganske rigtigt mange højt opsat- 

te, grå hårpragter hernede på den span- 

ske solkyst. lyserøde spadseredragter, 

tyske ølmaver og danske køkkenbutikker. 

Der er grobund nok til fodre ens værste 

fordomme om ’Costaén’ som nordeuro- 

pæernes foretrukne luksuseksil. Man fin- 

der fornemme eksempler på pensione- 

rede engelske damer med silkesløjfede 

puddelhunde og deres mænd, der kan få 

sig en ’pint of Guinness’ på den lokale en- 

gelske bodega mens de ser ’the six oćlock 

news’ direkte på satellit-tv. Tyskerne kan 

glæde sig over det spritnye lidl-supermarked, 

der netop er åbnet, og hvor de kan få 

både pølser og tysk øl til lavpris. Faktisk 

kan man bo her på solkysten uden rigtigt 

at forlade det derhjemme. 

International stemning 

Måske det netop er fordi man kan finde 

sin egen lille niche hernede og indrette sig 

som man vil, at her er så mange forskellige 

mennesker fra hele verden. Scenen 

er virkelig international. Her i den lille by 

Algarrobo, hvor jeg opholder mig i et lille 

3-ugers eksil, er både de handlende, de 

besøgende og de fastboende repræsenteret 

ved et bredt udsnit af mennesker 

fra hele verden. Den lokale slagter er 

østriger, de små pubber kan jeg finde på 

både spansk, dansk og engelsk. Frisøren 

er russisk, og restauranten ved siden af 

er kinesisk. en ung tysk fyr har lige slået 

sig ned og åbnet et autoværksted. og så 

er der kommet mange latinamerikanere 

til kysten. Den lokale internetcafé er columbiansk, 

min bager lige overfor er fra 

Ecuador, og på markedet kan jeg finde 

sælgere fra både Peru og bolivia. og jeg 

kan høre accenten af mange argentinere 

hernede også. Spanien har - som gammel 

sydamerikansk kolonimagt - modtaget 

mange sydamerikanske immigranter, 

der kommer for at prøve lykken i det rige 

europa, og det gør gadebilledet spændende 

og varieret. 

Selv om Algarrobo er et lille sted, kan jeg 

mærke en duft fra verden. Her er en international 

stemning, som man ellers kun 

finder ude i verdens store kosmopoler, og 

det klæder stedet meget. 

spanierne 

Spørgsmålet er jo, om dette her egentlig 

er Spanien? Jo, selvfølgelig er det Spanien. 

bare gå en tur en søndag ved frokosttid og 

se alle de spanske familier gå tur ved stranden 

og spise frokost på den lokale restaurant. 

Her luftes både bedstemor og børnebørn 

i bedste spanske stil. Spanierne, der 

mere end noget andet folk jeg har mødt, 

elsker at gå ud og socialisere. børnene får 

sig en ’churro’ og leger ved stranden. De 

voksne spiser ’boquerones’ til frokost og 

får sig et stort glas vin mens de snakker 

og snakker …ih, hvor de kan snakke. Hele 

familier er samlet for at spise og sludre, og 

man kan virkelig se, hvordan de nyder at 

tilbringe en fredelig søndag sammen. en 

stemning af familieliv jeg kun har oplevet i 

latinske samfund. 

På en stol foran den lille købmand kan man 

se den typiske ældre spanske mand, der 

bare sidder på en stol. Han laver egentlig 

ikke noget, men sidder blot der og hviler 

sig og kigger lidt på verden, der går forbi. 

Han ryger måske på en stor cigar, som 

han ikke må hjemme hos lillemor, måske 

han sidder og småfiser lidt efter frokosten 

– eller sludrer blot lidt med alle de andre 

gamle mænd, der måtte komme forbi. 

På baren overfor sidder fire andre ældre 

mænd ved et bord på terrassen. De spiller 

domino og går op i det med liv og sjæl. 

De gestikulerer højrøstet omkring de små 

brikker, der bankes ned i bordet med stolthed 

og en vis pondus. Måske de får sig en 

enkelt øl, men så heller ikke mere. Der er 

fodbold i aften på tv – ’la liga’ – og det gælder 

om at få udgangstegn igen senere… 

liv i gaden 

lørdag aften er der bryllup i byen. Man 

kan ikke undgå at vide det, for hele byen 

er mærket af det. Fra det unge par stiger 

ud af kirken i deres elegante dragter, kan 

man høre familiens og vennernes højrøstede 

tiljublen og se blitzlyset fra de 

mange kameraer, der tager bryllupsbilleder. 

både til og fra festen transporteres 

de nygifte i flot pyntede biler, der dytter 

konstant med hornet. Forbipasserende 

biler dytter igen, og inden længe dytter 

alle byens biler i takt. nogle gange tror jeg 

bilkortegen tager en ekstra runde i byen, 

bare for at gøre opmærksom på dagens 

store begivenhed. Hvis oven i købet det 

lokale fodboldhold har vundet lørdagens 

kamp, er der endnu flere biler i gaderne 

for at dytte og vise deres glæde. larmen 

kan blive enorm. Men det er en glædelig 

larm, det er liv – og det er så spansk som 

det kan blive. 

for enhver smag 

Måske jeg er nået til et senere sted i livet, 

end jeg troede, men jeg falder lige 

ind i denne scene! Jeg lader fordommene 

om de tyske ølmaver falde – og begynder 

faktisk at forstå, hvorfor folk er her. Solen 

er her jo, i modsætning til derhjemme. 

også nu i oktober, hvor den står højt på 

himlen og varmer med 27 efterårsgrader. 

luften er tør og behagelig, man kan 

næsten mærke, at det er sundt at ånde 

hernede. Havet er her, Middelhavet ligger 

jo altid tæt på, hvad enten man har 

lyst til at bade i det, gå langs det eller 

blot kigge på alle skibene, der sejler forbi. 

bjergene er her, Sierra nevada ligger mod 

øst og sætter hele sceneriet i perspektiv. 

bjergene er fyldt med små landsbyer, der 

emmer af fred og ’tranquilidad’. Vil jeg til 

storbyen, ligger Malaga med sine 600.000 

indbyggere kun en bustur væk. og to andre 

skønne andalusiske byer, Sevilla og 

Granada, ligger også, så de kan nås på en 

dag. Vil jeg have usnobbet stemning og 

atmosfære, kan jeg tage på marked og 

finde sigøjnere, der sælger alt fra guldure 

til piratkopierede flamenco-cdér. Og hvis 

jeg virkelig ønskede at snobbe lidt og have 

en bid af det fine, så ligger Marbella lige 

vest for Malaga med sine internationale 

filmfestivaler og sit verdenskendte jet-set. 

Man kan virkelig finde liv for enhver smag 

her på kysten. 

Byggekaos 

Spanien har også haft rentefald og et 

kæmpe boom på boligmarkedet. Kører 

man en tur langs kysten, oplever man at 

Spanien har haft bygge-boom de sidste år. 

Der er blevet bygget mange nye ferielejligheder, 

rigtig mange, og det er absolut 

ikke alle steder, der er lige kønne. Man får 

fornemmelsen af, at der ikke altid er helt 

orden i byplanlægningen de forskellige 

steder. Man hører historier om korruption 

og ’købte’ byggetilladelser. Faktum er i alt 

fald, at man ser kæmpe betonbyggerier 

mange steder, hvor de nok ikke burde høre 

hjemme. Selv i området omkring nationalparken 

Gabo de Gatas bliver der bygget 

på livet løs – og nogle vil nok mene, at det 

ligner mere et beton-helvede end et ferie-paradis. 

Mange boliger ligger da også 

stadig tomme og usolgte, og man siger, at 

der er blevet bygget mere end markedet 

kan bære. Man mener dog, at fænomenet 

stopper nu, og at det stort set ikke mere 

kan lade sig gøre at få en byggetilladelse. 

Hvor det hele begyndte 

Men denne udvikling på kysten har måske 

sin naturlige forklaring. Det var jo her 

på kysten, det hele startede. Charter-turismen 

med Spies og Tjæreborg, der introducerede 

rejser til spændende og eksotiske 

Torremolinos i Sydspanien. Det 

samme gjorde englænderne, tyskerne og 

svenskerne. De meste af nordeuropa kom 

hertil i horder for at nyde godt af solen, 

drikke ’Sangria’ og opleve denne spændende 

og fremmede kultur, som det jo var 

dengang. Først var det charter-turisterne, 

senere kom folk for at købe sommerhuse, 

og nu er det pensionisterne, der vil have 

deres otium-bolig under en spansk palme. 

og det er ikke bare nordeuropæerne, der 

Der promeneres i bedste stil.. 

Danskervenlig ”Eurobar” i Torremolinos 

vil bo her og nyde klimaet, det er også 

spanierne selv. 

Presset på Costa del Sol har simpelthen 

været enormt gennem årene. Jeg tror 

næppe man finder et så stort antal besøgende 

turister ret mange andre steder 

i verden. Det er simpelthen utroligt, 

at Costa del Sol ikke er blevet udpumpet 

for alt liv og charme og bukket under af 

al den massive turisme. Men det er den 

faktisk ikke. Det er gået op, og det er gået 

ned, men Costa del Sol er her endnu og er 

kun blevet mere moden med årene. Midt 

i betonjunglen findes der stadig masser 

af charmerende perler her på kysten, og 

uanset hvor mange tyske ølmaver der end 

måtte troppe op, så kan man ikke fratage 

Costa del Sol det gode klima eller den varme 

spanske sjæl. Disse ting vil altid være 

her. Sangriaén smager stadig godt under 

solen, også selv om den er blevet dyrere 

og nu skal betales med euro og ikke med 

pesetas. 



4 bryllupper og et vandfald 

Enhver mands drøm, og enhver mors mareridt, blev pludselig en realitet, 

da familie og venner drog til bryllup i et land, som flyder med smukke 

mennesker, køer og pingviner, og hvor planlægning er en by i – ja, 

argentina. 

TeksT: Jacob goWland Jørgensen 

foTo: Jacob goWland Jørgensen, peTer ulf Jørgensen, cHrisTian Jørgensen og fabian maine 

Forvirringen er total. Små og store mennesker 

går rundt mellem hinanden i kirken 

”nuestra señora de las Mercedes” 

i den aristokratiske forstad belgrano i 

buenos Aires, Argentina. 

Selvom sponsering er en fast bestanddel 

af livet i metropolen med 11 millioner 

indbyggere, så skyldes kirkens navn ikke 

et tysk bilfirma, men en lokal helgen, der 

skal sikre, at dagens usædvanlige brudepar 

får en god start på livet som hr. og fru 

Jørgensen. Men helgenen har lidt svært 

ved at gøre så meget ved det sceneri, der 

udspiller sig foran den. 

Klokken er 17.50 på en lørdag, og det er 

store dåbs- og bryllupsdag, så det er vigtigt, 

at brylluppet starter kl. 18.00, fortalte 

præsten, hvis familie oprindelig hed 

bentsen og stammede fra nordjylland. 

Tid er ellers sjældent noget, der bliver 

taget alvorligt her, men i dag bliver det 

taget meget alvorligt. 

en barnedåb er netop overstået, og bryllupsgæsterne 

forsøger at komme ind, 

mens en masse andre forsøger at komme 

ud. Gommen med familie kæmper sig op 

til alteret, kun for at konstatere, at der 

ikke er nogen præst, ingen stole eller så 

forfærdelig meget andet. brudens familie 

kommer forvirrede ind fra en sideindgang 

og begynder desperat at lede efter præsten. 

Samtidig begynder flere af dåbsgæsterne 

at hulke højlydt og sætter sig 

stortudende på flere af de forreste rækker. 

Pludselig rammer sandheden den danske, 

protestantiske gom, og det går op 

for ham, at han befinder sig i en katolsk 

kirke, at han skal giftes med en argentinsk, 

katolsk kvinde og have adskillige 

hundrede katolske gæster til middag, og 

det netop på det tidspunkt, hvor pave 

Johannes Paul har tabt kalotten for sidste 

gang og er draget mod Skt. Peters porte. 

Samtlige dommedagsprofetier og overtroiske 

uheldsvarsler fra ind- og udland 

passerer revy for gommen, mens den 

lejede pingvindragt pludselig strammer 

skæbnesvangert om halsen. 

Klokken er nu 17.55, og bryllupsgæsterne 

får presset de andre besøgende ned 

mod udgangen, der hulkende siver ud af 

kirken, og halleluja, præsten kommer løbende 

ind i cowboybukser og forsikrer, at 

der skal holdes bryllup. Vandene skilles, 

og det hele bliver sat op i løbet af ingen 

tid, og 17.58 lægger der sig en befriende 

stilhed over det store, hvide kirkerum. 

Sveden pibler frem fra gommens pande 

– nu er der kun at vente. 

Præsten får kåben på, og alt ånder fred, 

udover den hjertelyd, som må kunne 

høres i hele rummet, tænker gommen. 

Men den åndelige Mercedes er med det 

usædvanlige brudepar. Dørene går op 

kl. 18.00, og sjældent har verden set så 

skønt et syn vandre op ad kirkegulvet, 

mens kirkesangerne, som til daglig synger 

i buenos Aires verdensberømte opera, 

får en ny bølge af våde øjne til at opstå 

blandt gæsterne. 

enhver mands drøm står nu ved siden af 

gommen og ser forelsket og nervøs ud. 

Ave Maria, tænker gommen, da vielsen 

er vel overstået, og overvejer at blive lidt 

mere religiøs end man nok er, når man 

er sådan en gennemsnitsdansker fra en 

ret uaristokratisk forstad til København, 

og man kun har familie som forgrener sig 

til brønderslev og til Flemløse lige syd for 

Snave. 

fra pampassen til strøget 

Historien begynder halvandet år før, hvor 

en moderne kvinde fra globaliseringens 

tidsalder beslutter sig for at tage fra 

Argentina til det kolde nord og besøge det 

land, hvor en del af hendes familie stammer 

fra, og samtidig studere på universitetet. 

Hendes familiehistorie stammer fra 

en tid, hvor det var det normale, at det 

var danskerne, der vandrede ind i andre 

lande for at kunne få et bedre liv end i 

fattige Danmark. Hendes danske mor 

kom til Argentina sammen sin far, der var 

dansk ambassadør dér, og hun fandt sin 

argentinske drøm hos en ung mand fra 

en af de gamle, argentinske storfamilier, 

der oprindeligt bestod af spaniere og englændere. 

Mange år senere befinder den unge, moderne 

datter med den vidtfavnende familiehistorie 

sig i barlygternes skær på en 

råkold januaraften, hvor sneen og blæsten 

har indtaget stræderne i København. 

Glade, unge stemmer blander sig i baren 

og på dansegulvet, hvor der danses tæt 

for at få varmen. efter nogle få danse 

med en dansk fyr tager kvindens islandske 

veninde et billede af den argentinske 

kvinde og den danske fyr og forudser, at 

de bliver gift. 

om der virkelig er noget om de islandske 

spådomme er svært at sige, men udsagnet 

fra sagaøens datter blev til virkelighed, 

og billedet fra den råkolde januaraften, 

hvor tangoen og støvledansen mødte 

hinanden, hænger på min opslagstavle. 

For det var den aften, jeg mødte min argentinske 

kone Clara. 

Knap halvandet år senere stod vi i vores 

landes nationalfarver og blev gift på rådhuset 

i Danmark, og det var startskuddet 

til det, der skulle blive en oplevelse 

af argentinske dimensioner – fire bryllupper 

og et vandfald. Vi skulle til vores 

kirkebryllup og stor fest med sytten tilrejsende 

danskere, islændinge og en enkelt 

franskmand. 

Vi havde på forhånd arrangeret hotel i 

det smarte Recoleta i buenos Aires og 

en masse udflugter og aktiviteter af den 

slags, som er meget nemmere at arrangere, 

når man kender nogle lokale. Men 

det var slet ikke nemt, når det er i et land 

som Argentina, hvor planlægning bliver 

betragtet som overvurderet, og hvor der 

ikke er noget, der ikke kan laves om. For 

anden gang. Uden at spørge. 

Turistbureauer og guider har dog fået 

øjnene op for, at mange turister er vant 

1. billede fra venstre: Vandene skiltes, og brudeparret 

kunne ånde lettet op efter en vellykket vielse og 

grinende se frem til et brag af fest, mens der blev 

taget billeder ude i kirkens grønne gård. 

2. billede: På grænsen mellem Brasilien, Paraguay 

og Argentina kan man nyde synet af et af de flotteste 

huller i jorden - de spektakulære vandfald i den 

frodige og lettilgængelige nationalpark Iquazu. 

3. billede: Der findes kun én ting, der er bedre end 

argentinsk oksekød, og det er grillet argentinsk 

oksekød, så en asado er meget populært. Sammen 

med sydende chorizos og sprødt patagonsk lam 

udgjorde koen en væsentlig del af vores frokost. 

Billede 4: Klokken 4 om morgenen er der stadig liv 

i en bryllupsfest i Argentina, og karnevalsudstyret 

og den tilhørende musik afslutter det hele med et 

ordentlig brag, hvor der danses i samtlige stilarter. 


til noget andet, så det hjalp. og utroligt 

nok får man også selv en mere fleksibel 

indstilling til tid. Der var dog også en fak- 

tor, der gjorde det hele lidt nemmere: 

penge. 

På trods af landets rigdom gik Argentina 

konkurs i 2001, så alt er i den prisklasse, 

hvor man bestiller det, man vil have og 

dropper at kigge på priserne – og sam- 

tidig i en kvalitet, som sagtens kan måle 

sig med Europa. Når en fin middag for to 

med mørbradbøffer på 400 gram og en 

flaske vin går til hundrede kroner, så skal 

der ikke være nogen smalle steder, og 

vores aktivitetsniveau matchede da også 

meget fint verdens bredeste boulevard, 

den 16-sporede Avenido de Julio, der lø- 

ber gennem buenos Aires. 

Denne fortælling handler også om ekso- 

tiske ord som Tango, Pampas, Malbec og 

lomo, der blev virkelige for os, og ikke 

mindst store portioner argentinsk festlighed 

og venlighed. Man siger om argentinerne, 

at de er italienere, der snakker 

spansk, går klædt som franskmænd og 

gerne ville være englændere. Det billede 

kom til at passe på vores oplevelser – det 

levende, kaotiske, elegante og aristokratiske 

samlet i ét folk. 

følg koen 

når vi var sultne gik vi på ”Siga la vaca” 

(=”følg koen”) og spiste Lomo (grillet 

oksemørbrad i en kvalitet som overgår 

fantasien). Når vi ville shoppe gik vi i 

indkøbscentret, der havde været et dyrskue 

tidligere. og da vi kom til parlamentet 

begyndte alle vi danskere at skrald- 

grine, så vores guide kiggede mærkeligt 

på os. Det viste sig nemlig, at da de to 

stridende parter fra uafhængighedskrigen 

i starten af 1800-tallet sluttede fred, 

skulle der være et synligt symbol på det: 

Republikanernes hvide farve blev blandet 

med føderalisternes røde farve, og således 

opstod Argentinas svar på det hvide 

hus, det lyserøde hus ”Casa rosada”, som 

man kan se i filmen ”Evita”. Og parlamentet 

blev selvfølgelig malet med koblod. 

Middagen fik vi på én af de mange fremragende 

fiskerestauranter, der ligger ved 

kysten, og de serverede kæmperejer og 

fiskespecialiteter, der blev skyllet ned 

med fadlagret, lokal Chardonnay og rødvin 

af nationaldruen Malbec. 

Højdepunktet i buenos Aires var det mest 

turistede indslag på turen, tangoaften på 

”El viejo almacen” (=”Den gamle købmand”), 

hvor det var svært at sidde stille 

i ren begejstring over de dygtige dansere, 

og de høje hæle slog gnister og violinen 

skreg sørgmodige sange om kærlighedskvaler 

ud til os. Inden da havde vi øvet os 

i tangoens trin på en danseskole, og selv 

de mest skeptiske herrer måtte indrømme, 

at det var let at danse tango, så det 

ser elegant og selvfølgeligt ud – og lige 

har det touch af arrogance, som argentinerne 

også er berygtede for. Den lokale 

joke er, at hvis en argentiner skal begå 

selvmord, skal han bare springe ud fra sit 

eget ego! 

Åndernes hus – nu med myg 

Pampassen er en enorm og frodig slette, 

der går fra buenos Aires og langt ind 

Inde bag denne facade ligger en bank, der som mange andre banker i centrum af Buenos 

Aires har valgt at have metalskodder for – også i åbningstiden, hvor bevæbnede vagter 

lukker kunderne ind af bagdøren. 

i landet, og 250 kilometer derude ligger 

min kones families lille landsted, kaldet 

en estancia. nu er lille og landsted måske 

ikke helt de korrekte ord, for alting er 

større i Argentina, og estanciaen er mere 

et gods i stil med det i filmen ”Åndernes 

hus”. 

Den oprindelige jord til godset svarer til 

arealet for 600 danske bondegårde – og 

man kan finde grænserne for godset på et 

verdenskort. Det er bygget i slutningen af 

1700-tallet, og det er lidt pudsigt, at samtidig 

med at man afskaffede stavnsbåndet 

i Danmark, indførte man det i Argentina 

og beholdt det i mange år. Det er denne 

estancia, ”Las Saladas” (= ”Saltene” opkaldt 

efter den lokale flod), som havde 

gjort familien til en af Argentinas vigtigste 

og rigeste familier. Mange års opdeling af 

jorden og krisen i landet gør dog, at der 

er mange familier, som må sælge deres 

godser, og familiens gods er ingen undtagelse. 

Vi skulle selvfølgelig derud og 

opleve det historiske sted, møde familien, 

ride på heste på pampassen i solnedgangen 

og gå tur i parken med statuerne, 

grantræerne og palmerne med undulater 

i. Samt ikke mindst hilse på vores venner 

– køerne. 

Men nu skulle vi lige have straffen for 

at rejse i efteråret: Det silede ned, og 

myg så store at svenske skovmyg ville 

blive bange var en grim start på turen, 

og samtidig var der en reel risiko for, at 

vi ikke kunne komme derfra igen i tide 

pga. mudderet. I stedet brugte vi tiden 

på at se på billeder af forfædrene, som 

havde været helte i uafhængighedskrigen 

og havde skabt dette sted som ”the last 

frontier” før indianerlandet vestpå. 

Indenfor var der også lynnedslag, for min 

kones mor havde naturligt nok svært ved 

at acceptere, at hendes datter nu skulle 

gøre det samme som hun selv havde gjort 

33 år tidligere: at flytte om på den anden 

side af Jorden. en mors værste mareridt 

førte til, at samtlige kulturforskelle mellem 

dansk og argentinsk tankegang blev 

afprøvet på ganske kort tid. Resultatet 

var, at min kone og jeg begge blev så 

stressede at vi blev syge, og derfor kom 

til at spise hinandens medicin og blev 

endnu mere afkræftede - fem dage inden 

kirkebrylluppet. Men også her blev regn 

vendt til sol, og vi spiste den traditionelle 

asado med grillet oksekød og lækre grillpølser 

i solskin, inden vi vendte tilbage til 

Buenos Aires. De næste fire dage kørte vi 

så meget i taxa, som jeg aldrig har prø- 

vet før, for vi skulle nå at have styr på 

det sidste, dvs. alt det, der var lavet om i 

sidste øjeblik. Dvs. det meste til et bryllup 

med 120 spisende gæster og i alt 180 til 

fest, for det er normalt, at der kommer en 

masse venner efter middagen. 

Vielsen & bryllup nr. 2 

efter den veloverståede vielse i ”nuestra 

señora de las Mercedes”, hvor præsten fik 

sendt en bøn til den nyligt afdøde pave 

(og samtidig var i stand til at lave jokes 

på engelsk om de vikingegener, der nok 

gemte sig i mig), kørte vi til de ”beskedne” 

festlokaler, som var ”el Jockey Club 

de buenos Aires”. Det er et fantastisk 

sted, der i landets aristokratiske machoånd 

normalt er forbeholdt mænd fra de 

bedste familier, og det ligner en blanding 

mellem et middelalderslot og et engelsk 

hus. Dér skulle vi holde et multikulturelt 

bryllup, som få af de tilstedeværende 

gæster vil glemme. Konceptet var groft 

sagt, at middagsdelen var danskinspireret, 

f.eks. var der kun 120 gæster og ikke 

700, og der var taler, som argentinerne 

da også gerne ville være med i. Det blev 

en lang og festlig middag, hvor tårerne 

jævnligt trillede fra min kones veninder, 

for de var slet ikke vant til, at man var så 

personlige til et bryllup, og onklerne roste 

os for at have lavet et så intimt bryllup. 

Middagen bestod selvfølgelig af ko og 

andre gode sager, for gommen nægtede 

at følge restaurantens forslag om, at vi 

da skulle have den dyre og eksotiske ret 

”Svinekotelet”. Efter brudevals på flere 

måder blev der lagt i kakkelovnen til argentinsk 

bryllup, som primært foregår på 

dansegulvet, og som kun kan betegnes 

som usædvanligt kækt. Vi skulle flyve 

som supermand, båret af vennerne og 

ledsaget af titelsangen, og der var fællesdanse, 

ringdanse, smiden rundt med 

brudeparret, og alt sammen godt hjulpet 

på vej af mørbradsandwich de luxe og fri 

bar, som stedet så letsindigt havde givet 

os for næsten ingen penge.Da klokken 

nærmede sig tre om natten, hvor visse 

fester nok ville ende, blev der skruet op 

for tempoet. Afslutningsdelen blev sat i 

gang med karnevalsstemning, samba 

amok, hatte og serpentiner, inden det 

blev afskedens time og vi drog mod vores 

hotel. 

Dagen efter drog hele holdet i hver sin 

retning – nogle ned for at se pingviner 

på Valdez-halvøen, andre til vindistriktet 

ved Mendoza, og vi tog på bryllupsrejse 

til Argentinas spektakulære vand- 

Vaskebjørnene var overalt ved Iquazu, og havde man mad med, var man sikker på, at det kun 

var et spørgsmål om et øjebliks uopmærksomhed før den var væk. 

fald Cataratas del Iguazu, der ligger ved 

grænsen til brasilien og Paraguay. 

Kæmpens vandland 

Vi havde frygtet at Cataratas del Iguazu 

var en turistfælde, for der lå et Sheraton 

hotel midt i det hele med ekstra dyre priser 

for udlændinge. Vi blev dog positivt 

overraskede, og den unikke naturpark, 

som vandfaldene ligger i, passer perfekt 

med de fantasibilleder jeg altid har haft 

af, hvordan nilens udspring måtte se ud. 

Massive, røde klipper og enorme mængder 

vand i frit fald. Vi fløj over vandfaldene 

i en helikopter. Det ser præcis ud som om 

en kæmpe har skullet vaske fødder i floden 

og på den måde har lavet et enormt 

hul, hvor Sydamerikas næststørste flod 

løber ud over kanten, mens ørnene cirkler 

oven over og de små næsebjørne nysgerrigt 

løber rundt og kigger efter mad på de 

mange gangstier. Det kan kun anbefales. 

Bryllup nr. 3 og og freja 

Maria 

Det tredje bryllup var hos min kones veninde 

i weekenden efter vores i bjergbyen 

Salta ved bolivia, hvor veninden skulle 

giftes med en amerikaner, men da alt jo 

kan laves om, ændrede de datoen, så det 

nåede vi ikke. 

Her efter brylluppet har vi oplevet den 

glæde, at min kone er blevet gravid. Det 

ser ud til, at vi skal have en baby på vores 

1-års bryllupsdag, og den vil så blive halvt 

dansk og halvt argentinsk og skal derfor 

nok hedde Freja Maria. babyen har også 

formildet min kones mor, som nu godt kan 

se fordelen ved ham danskeren fra forstaden 

til København, og det er jo også 

meget nemmere at holde kontakten i dag 

med billig telefoni og internet med kamera 

end det var i 1969. 

Vi er dog ikke helt sikre på kønnet, og datoen 

kommer jo nok heller ikke til at holde 

med de argentinske gener, der er i babyen, 

så vi må hellere lige spørge vores islandske 

veninde, om hun har fået nogle tegn, 

inden vi køber det lyserøde babytøj, og så 

i øvrigt købe en Mercedes, så helgenen fra 

vores vielseskirke kan hjælpe os videre. 

Det fjerde bryllup? Ja, det viste sig efterfølgende, 

at vi i kampens hede ikke var 

blevet rigtig gift i Argentina, for papirerne 

var blevet forsinket, så når vi skal derned 

til barnedåb, skal vi lige forbi bryllupskontoret 

i buenos Aires. Men denne gang skal 

det bare være os to med baby i en af de 

mest elegante og levende hovedstæder i 

verden, buenos Aires. 


Den klassiske argentinske estancia ”Las Saladas” var yderste forpost før indianerland 

da den blev bygget i 1780, og med dens enorme jordarealer lagde den 

grunden til et familiedynasti og en hel landsby, hvor arbejderne boede. 

fakta om argentina 

Danskere i argentina: Den danske koloni i Argentina er den næststørste danske koloni i verden, og der er flere byer syd 

for Buenos Aires med danske skoler og kirker, bl.a. Tandil, Necochea og Tres Arroyos. Der udvandrede 13.000 danskere til 

Argentina i årene 1860-1930, og et forsigtigt gæt lyder på, at der ca. er 50.000 mennesker med direkte eller indirekte tilknyt- 

ning til Danmark i dag. byerne ligger ikke overraskende i et område hvor der både er et behageligt klima, Argentinas bedste 

landbrugsjord og samtidig de bedste strande i landet. læs fx ”Indvandrernes paradis. Danske rødder i Argentina” af Adil 

erdem, der netop er udkommet på Geografforlaget. 

Stærke mænd var – og er - meget værdsatte i Argentina, så da familiens estancia 

”Las Saladas” skulle restaureres omkring år 1810 måtte Napoleon naturligvis 

have en hædersplads over pejsen. 

Bedste rejsemåneder: Argentina er et oplagt rejsemål året rundt pga. de mange klimazoner og højdeforskelle, men Patagonien 

i juli er altså rigtig koldt og blæsende. November, december og marts er alle oplagte måneder med flot vejr, og januar og februar 

kan også godt være fantastiske fra buenos Aires og sydpå, men er man ikke til fugtig varme skal man prøve at undgå dem. April 

og maj har også sin charme med køligere vejr og høj sol i buenos Aires. Argentinerne holder selv lang sommerferie fra Jul og frem 

til februar. 

fly: Det er billigst, hurtigst og bedst at rejse med Alitalia via Milano, og en retur koster 5800 kr., hvis du booker i rigtig 

god tid. Turen kan nogle gange blive billigere ved at købe discountbilletter til fx Madrid eller Barcelona, og flyve sydpå med 

Aerolineas Argentinas. Det kan anbefales at undgå Iberia på denne rute, da ”Sibiria Airlines” i dette tilfælde ville være et 

mere passende navn. Flypas til at flyve indenrigs i Argentina kan købes til priser fra 700 kr./enkeltbillet i Danmark. Der er 4-5 

timers tidsforskel afhængig af årstid, da man ikke har vintertid i Argentina, og turen kan gøres på under 24 timer fra hjem til 

hotel. www.alitalia.dk og www.aerolineas.com.ar. 

Hoteller: Juncal Palace Hotel i Recoleta, buenos Aires er et lidt slidt, men hyggeligt mellemklassehotel med en perfekt beliggenhed 

i gå-afstand fra transport og attraktioner. Det koster 130 kr./person/nat i dobbeltværelse. www.juncalpalacehotel. 

com.ar. Sheraton Hotel ved Iguazuvandfaldene er det eneste hotel, der ligger ved selve vandfaldet, og man kan derfor selv gå 

rundt i området, og dermed undgå de mange turbusser. Priserne går op til 900 kr./person/nat i dobbeltværelse, men de svinger 

meget, og der er mulighed for billige pakketure fra buenos Aires og store rabatter i hverdagene. Det kan ellers anbefales 

at bo på Argentina-siden ved vandfaldene, da der er en lille, hyggelig by med gode restauranter i modsætning til den uskønne 

brasilianske storby på den anden side. www.sheraton.com/iguazu 

aktiviteter: Club del Vino, vinsmagning for 150 kr./person, og hovedretter op til 100 kr. Der er også et lille vinmuseum og 

teater i klubben www.adondevamos.com/bares/Club-del-Vino/905. Tangoaften på El Viejo Almacen med stor middag med 

drikkevarer og show bagefter koster 400 kr./person. www.viejo-almacen.com.ar. Kæmpebuffeten på ”Siga La Vaca” koster fra 

35 kr./person, og er et populært sted for unge argentinere, www.adondevamos.com/restau/Siga-la-Vaca/446. For at komme 

ind på ”el jockey Club” kræver de, at man kender et lokalt medlem, men man kan altid nyde billederne på deres hjemmeside 

http://golf.eljockeyclub.com. 

Mere information: Se den officielle turisthjemmeside på www.turismo.gov.ar og fx CC Travels informative sider. 

Alle priser er cirkapriser, da prisstigningerne i øjeblikket er høje i Argentina, og priserne på hoteller og restauranter er steget 

med op til 20% det sidste år. Heldigvis er priserne med danske standarder stadig meget lave. 1 argentinsk peso = 2 kr. = vestlig 

kvalitet til lave priser. Flypriserne svinger også en del. 


En hovedstad opført i træ 

Den tidligere engelske koloni Guyana har stadig ikke fundet sit fodfæste. Det 

mærker man især i hovedstaden Georgetown, hvor man på det nærmeste 

føler sig som gæst i et centralafrikansk land, hvor bliktagsbelagte træhuse 

fylder slumkvarterne, og de koloristiske markeder er proppet med sjældne 

urter til medicinsk brug 

TeksT og foTo: simon sTaun 

Selv om solen skinner fra en næsten 

skyfri himmel, er ankomsten til Guyanas 

internationale lufthavn bestemt ikke en 

lun oplevelse. Allerede efter femten minutter 

i landet har to kulsorte og hærdebrede 

officials set sig sure på de to 

blege danske turister, der står i shorts 

samt sandaler og tripper. ”Hvor mange 

penge har I med”, spørger han uden at 

ændre udtryk. ”50 dollar i kontanter og 

tre Visa-kort” svarer vi hurtigt. ”Så må I 

rejse tilbage. I får ikke lov at komme ind 

i mit land med så lidt penge. Der er ingen 

hæveautomater” lyder det kontant 

fra ham. 

Hvad! Vi kigger desperat på hinanden 

og ved ikke, om vi skal le eller græde. 

Den overordnede chef bliver tilkaldt. 

Han udspørger os om vores uddannelse, 

formål med rejsen og økonomiske situation. 

Først efter lange, seje overvejelser 

ser han ud til at give sig. ”ok, I får lov 

at rejse ind i landet. Men det er på eget 

ansvar. Vi kommer og tjekker, at I bor 

på det hotel, I har nævnt. Så pas på, 

hvad I foretager jer” advarer han. 

Skræmte forlader vi lufthavnens skyggeside. 

Da vi kommer ud i sollyset, står 

der en hel horde af glubske taxachauffører 

og kæmper om netop os som passagerer. 

Velkommen til Guyana! 

Iskold velkomstøl 

”200 dollar” skriger en ung mand med 

guldsmykker. Selv om der er 40 kilometer 

til centrum i Georgetown, så lyder 

1300 kroner lige i overkanten. Vi trækker 

over i et hjørne og puster ud. en 

mand med rare øjne kommer over til os 

Markederne er som i hele Sydamerika farverige. Men den afrikanske påvirkning er unik for 

kontinentet. 

og tilbyder at køre turen for blot 35 dollars. 

”Jeg er muslim, så det er forbudt 

for mig at snyde. Det er faktisk min pligt 

at hjælpe jer” smiler han varmt. 

Vi sætter os tilrette i hans ekstremt velholdte 

Toyota Corolla, hvor sæderne er 

dækket til med damaskbroderede betræk. 

efter få minutter på landevejen 

bremser Roger, som han kalder sig, op, 

så støvet løfter sig dovent. ”et øjeblik” 

mumler han og stiger ud af bilen. et kort 

øjeblik senere står han og vinker med 

to kælderkolde banks-pilsnere. ”Det er 

den allerbedste øl i mit land. Velkommen 

til Guyana” råber han, mens radioen 

drøner løs med lokale reklamer. Denne 

gang lyder velkomsten en smule mere 

opløftende. 

Pengejagt over floder 

Da vi ankommer til hotellet, som vi 

havde svoret, vi ville bo på, hænger der 

et skilt på den frønnede dør: ”Closed”. 

Uforudsigelige hændelser kan man 

jo aldrig gardere sig mod, så vi lader 

Roger køre os til et andet hotel. Da vi 

har brugt stort set alle vores penge på 

taxaturen, må vi tigge om at vente med 

betalingen, til vi har fundet en ATM-ma- 


skine. Heldigvis ved Roger lige præcis, 

hvor vi kan finde én, så han ringer ef- 

ter sin bror, der vil køre os derud. Det 

eneste, han glemmer at fortælle er, at 

der er 45 kilometer. Ad meget hullede 

veje. Veludhvilede og renvaskede pas- 

serer vi den overordentligt grumsede 

flod Demerara, der er næsten to kilo- 

meter bred, og fortsætter gennem små 

landsbyer, hvor folk stopper op og sen- 

der nysgerrige blikke efter de to blonde 

gæster i Hassans taxi. 

Da vi ankommer til den lille flække 

Parika er gaderne fulde af handlende og 

et usædvanligt broget udbud af mad- 

og tekstilvarer. Side om side ligger 

appetitlige meloner og knap så lækre 

slagtervarer, der ville få den hjemlige 

fødevarestyrelse til at tabe kæben for 

bestandigt. Men vigtigst af alt finder vi 

her af alle steder landets eneste bank, 

hvor man kan hæve på Visa-kort. Pyha! 

alle butikkers moder 

efter en velfortjent eftermiddagslur, 

hvor vi sov skønhedssøvn oven på vores 

nyerhvervede kontanter, er vi endelig 

klar til at gå på oplevelse i denne mærk- 

værdige hovedstad, der mest af alt gør 

sig bemærket ved sin eklatante mangel 

på attraktioner. 

Der er en zoologisk have næsten 

uden dyr og en botanisk have næsten 

uden vegetation. Absolut bundklasse. 

Derudover er der kun træhuse. endeløse 

Et par skolepiger tør lade sig fotografere af den 

meget blege fotograf. 

gader med træhuse. I alverdens afskygninger 

og farver. Dog overvejende firkantede 

og hvide eller i hvert fald oprindeligt 

hvide. For hovedparten af husene 

trænger lige så meget til frisk maling, 

som europæere trænger til solcreme 

under den kyniske tropesol. 

Tæt ved landets mest berømte marked, 

Starbroek, finder man landets førende 

materialist- og kosmetologforetagende. 

I gentagne håbløst ringe tv-reklamer på 

hotellets tv har vi måbende studeret, 

hvordan de falbyder alt, hvad hjertet 

begærer af fantastiske cremer, franske 

parfumer og andet feminint, uundværligt 

tingeltangel. Så vi går på øjenshopping 

i butikken på størrelse med en 

dansk kiosk og ser først, at der ikke er 

nogen som helst form for belysning andet 

end sollyset, der som de nysgerrige 

nordboer sniger sig ind i hulen. 

Det er åbenbart ikke normalt, at mænd 

kommer ind og øjenshopper. Så for ikke 

bare at være til besvær spørger vi om 

lidt almindeligt hårvoks. Det må de da 

have. ”Jo”, spørger den venlige ekspedient 

”vil I have den med bivoks eller 

den uden bivoks?” Hmm! Vi får lov at 

skrue låget af og ved selvsyn konstatere, 

at det rigtignok dufter af honning. 

”nej tak, det er ikke lige den, vi leder 

efter” smiler vi overbevisende og forlader 

butikken. Forunderligt at et besøg i 

en ekstremt ringe assorteret butik kan 

være højdepunktet på en formiddags 

sightseeing. 

Udenfor kører hestevogne rundt i gaderne 

tungt læsset med nyfældet tømmer. 

Vi søger derfor i sikkerhed på de 

ikke-eksisterende fortove og studser 

over alt det træ, der gennem hundrede 

år har udgjort fundamentet i regeringsbygninger, 

kirker og almindelige huse. 

Derfor kommer det ikke som en større 

overraskelse, at hovedstadens mest 

iøjnefaldende bygning er Sct. Georgekatedralen. 

Grangiveligt verdens højeste 

kirke opført i træ med sit 44 meter 

høje tårn. På dens store trappe foran 

Der er træbygninger i alle mulige farver i Georgetown. 

Søndag har man dem helt for sig selv, men 

selv midt i de mildest talt slidte omgivelser er kirken 

i hovedstaden imponerende. 

”Hey Charlie, skriger 

de igen og igen.” 

kan man sidde og betragte livets gang i 

Georgetown. Med jævne mellemrum afbrydes 

man af en tiggers ”Give me some 

money, mister” eller en flok skolebørns 

nysgerrige tilråb. ”Hey Charlie”, skriger 

de igen og igen. Vi fatter ikke, hvorfor 

vi lige skal kaldes det. Det studser 

vi over et stykke tid, indtil den venlige 

kirkevagt Albert stopper op og giver sig 

tid til en informativ snak. ”Det kalder de 

alle hvide mennesker. Ikke som en provokation. 

Det er bare meget nemmere, 

når I ligner hinanden. og så er Guyana 

jo gammel engelsk koloni” understreger 

han. 

endnu en tigger, denne gang åbenlyst 

en narkoman, nærmer sig med fremstrakte 

hænder. ”I må endelig ikke give 

ham og hans slags noget. De er ødelagt 

af stofferne, og desværre oversvømmes 

landet af det skidt. Derfor bliver flere og 

flere kriminelle” fortæller han med en 

opgivende mine. 

faldefærdig færge 

Vi ser medfølende på den ældre herre 

med det smittende, men lettere opgivende 

smil. Han trasker ind i sit helle i 

trækirken, mens vi daffer videre og fryder 

os over, at vi ikke skal blive mere 

end fire dage i denne parodi på en hovedstad, 

hvor de engang så smukke 

kanaler nu er proppet med affald, opsvulmede 

rottekorpusser og alverdens 

bakterier. 

I en af de utallige overgejlede minibusser 

med altødelæggende subwoofer og 

seje slogans som ”Pimpjuice Van” og 

”Joyride 2000”, bumper vi ud gennem 

Georgetowns miserable forstæder og 

bevæger os mod floden Courantyne, 

hvor en historisk dårlig vedligeholdt 

færge skal fragte os til Surinam, der 

indtil 1975 var en del af det hollandske 

kongedømme. 

Vi ved dog, at vi vender tilbage til dette 

mystiske land. Vi er nemlig blevet 

fortrolige med dets kaos og uendelige 

mængder træ. Så på gensyn, du fascinerende 

trælasthandel. 

klub info 

Folkersen-prisen 2007 

I forbindelse med generalforsamlingen 

for syv år siden indstiftede klubben en 

såkaldt ”Folkersen-pris” til minde om 

klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator, 

Poul Folkersen, der døde den 4. 

august 2000, kort efter at han var blevet 

udnævnt til æresmedlem af klubben. 

Denne hædersbevisning uddeles til et 

klubmedlem, der gennem årerne har 

dyrket rejselivet i Poul Folkersens ånd, 

en person der ved et særligt energisk 

og grænsesøgene rejseliv er nået langt 

bort fra de gængse turistområder og har 

fået en grundig indsigt i lokale forhold. 

endvidere lægges der vægt på, at oplevelser 

og erfaringer på passende vis 

er blevet videregivet til både klubben 

og resten af samfundet. Prisen uddeles 

hvert år i forbindelse med generalforsamlingen 

og består – ud over af selve 

æren – i år af et kontant beløb på kr. 

2.000. 

Alle kan foreslå kandidater, men hvem 

der modtager prisen afgøres af en 

jury bestående af et tomands udvalg: 

Formanden for De berejstes Klub og sidste 

års prismodtager (Gerner Thomsen). 

Tidligere modtagere har været Claus 

Qvist Jessen, lone Friis larsen, Claus 

Andersen, Arne Runge, Rasmus Krath, 

Pia og Poul Saabye samt som nævnt 

Gerner Thomsen. 

Det er jo et særdeles celebert selskab 

af personligheder – flere af dem af enspændertypen 

- der rejser efter mottoet: 

Jo værre, jo bedre. 

Årets Folkersen er en gæv jyde, der den 

sidste halve snes år har gjort det, som 

vi alle drømmer om: Lagt arbejdslivet 

bag sig og så ellers rejse ud i verden 

halve år ad gangen. Rejser, hvor der er 

god tid til at møde lokalbefolkningen og 

finde på de oplevelser, der altid dukker 

op for den tålmodige. 

Hans opvækst på landet i beskedne kår 

gav egentlig ikke store løfter om de kommende 

eventyr. Senere blev det dog via 

en militærkarriere til flere udstationeringer 

på Cypern og i Skotland, samtidig 

med at der var god tid til at indhente den 

uddannelse, som han ikke havde fået 

taget i første omgang. Det blev derefter 

til et succesfuldt job i finanssektoren, 

hvor den medfødte sparsommelighed 

lagde det økonomiske grundlag for det 

nuværende frie rejseliv. 

Hans seneste rejse, der også var på et 

halvt års tid, bragte ham bl.a. til to ikke 

tidligere besøgte territorier. På det ene 

viste det sig dog, at han måtte se sig 

slået med et par uger af et andet medlem. 

Så meget mere målbevidst gik han 

efter det andet territorium, Tokelau, 

som vi kunne læse om i sidste nummer 

af Globen, og hvor han efter flere ugers 

ventetid nåede frem med en fragtbåd - 

vistnok som den første dansker nogensinde. 

De husker ham stadig på Tokelau – ligesom 

de gør det dybt inde i brasiliens 

regnskov, i Rajastans ørken og på de 

mest ufremkommelige øer i Filippinerne 

– for hvad gør man, når man gerne vil i 

kontakt med de lokale, men ikke rigtig 

kan kommunikere på almindelig vis? 

Årets Folkersen har udviklet sin egen 

metode, som går under navnet Chicken 

Dance, og som man efter sigende nu 

kan opleve rundt om i verdens fjerne 

landsbyer. Måske kan vi lidt senere få 

en demonstration af Chicken Dance, da 

han har lovet under julefrokosten at underholde 

om sin seneste rejse. 

Mine damer og herrer – det er mig en 

stor glæde på klubbens vegne at kunne 

overrække Folkersen-prisen 2007 

til vort medlem nr. 352, Henri Madsen. 

Med æren følger et kontakt beløb på kr. 

2.000, som kan bruges på nye rejseoplevelser. 

Til orientering kan jeg desuden 

oplyse, at der den 11. januar afholdes 

medlemsmøde i Henris selvbyggede 

træhus på Mols. Det bliver garanteret 

ikke kedeligt. 

Søren Padkjær 

Generalforsamling DBK 2007 

ny bestyrelse blev: 

Jens Poul Madsen (056, formand), Gerner Thomsen (263), Lars Munk (207), 

Jakob Linaa (233), Thomas Snorgaard (264). Desuden fortsætter følgende 

personer der ikke var på valg i bestyrelsen: Nikolaj Witte (212), Kirsten 

Kjærsgaard (318), Jakob Øster (312) og Per Danielsen (223). Revisor Lasse 

nørgaard blev desuden genvalgt. ny fordeling af ansvarsområder i bestyrelsen 

fremgår af side 66 kontaktpersoner. 

Referat og regnskab: 

Udsendes til alle medlemmer pr. mail. Regnskabet blev godkendt og viste, at 

klubben har en sund økonomi, der er blevet yderligere forbedret af de mange 

nye medlemmer. Kontingentsatser vil for såvel aktive som passive medlemmer 

forblive uændrede i 2008. 


klub info 

Formandens Beretning 

Generalforsamlingen, den 24. november 2007 

For at kunne blive medlem af De berejstes 

Klub skal man som bekendt opfylde en lang 

række krav, der beviser, at man har været vidt 

omkring i verden. betyder det så, at man hermed 

kan kalde sig berejst? og er der egentlig 

nogen klar definition af det at være berejst? 

Der findes adskillige andre rejseklubber rundt 

i verden, der beregner lande og oplevelser på 

en helt anden måde, end vi gør i DbK. Hvad er 

egentlig det rigtige? Jeg er klar over, at dette 

emne ofte bliver debatteret, da vi vel alle sammen 

her i klubben mener, vi er temmelig berejste 

– selv om vi nok er det på hver vores 

måde. 

For et par uger siden inviterede den lokale 

idrætsforening på busudflugt til Hamburg for 

at se fodbold. I bussen kom jeg til at sidde 

ved siden af en pæn mand, der bl.a. har været 

udstationeret ved de fredsbevarende styrker 

i Gaza for nogle år siden. Jeg har selv boet i 

libanon i en periode og spurgte derfor interesseret 

til, hvad han syntes om folk på de kanter, 

og hvad han ellers havde oplevet. netop Gaza 

har jo været meget i medierne i år, og det er 

altid interessant at høre en førstehåndsberetning 

fra det virkelige liv – der ifølge min egen 

erfaring ofte er noget ganske andet, end det 

medierne skaber. 

Jamen det var sådan set ikke meget, han 

kunne fortælle, for enten var de på vagt eller i 

lejren, eller også var de på druk i Gaza by. Det 

var altså det indtryk, han tog med sig hjem: 

nogle besværlige mennesker, en kedelig by og 

noget underligt mad – og ingen af delene blev 

nærmere undersøgt. Sprutten var det eneste, 

de (altså soldaterne) var fortrolige med, så det 

blev derved. 

Her er et eksempel på, at selv om man rejser 

ud i verden, så betyder det altså ikke, at man 

er berejst. I hvert fald ikke hvis vi definerer det 

at være berejst som det at opleve, at knytte 

kontakter med den lokale befolkning, at respektere 

deres kultur, at leve sig ind i deres 

dagligdag, at smage deres mad og i det hele 

taget absorbere den forskellighed, der er selve 

rejsens sjæl. 

Derfor er der brug for et sted som De berejstes 

Klub, hvor mennesker med interesser for op- 

levelser og andre kulturer kan mødes og ud- 

veksle erfaringer, fortælle historier, give prak- 

tiske tips og være med til at udbrede viden om 

og forståelse for denne fantastiske verdens 

utrolige mangfoldighed. 

På klubplan fortsætter den dynamiske udvik- 

ling med stadig flere medlemmer. Vi har netop 

fået medlem nr. 402, så vi nu er oppe på 263 

aktive medlemmer, hvilket er en stigning på 

12% i forhold til sidste år. Antallet af passive 

medlemmer er steget endnu mere, nemlig til 

175, hvilket er en stigning på over 50% i for- 

hold til sidste år. Passive medlemmer er bl.a. 

personer, som er interesserede i rejser, men 

som endnu ikke opfylder kravene til fuldt med- 

lemskab. Der er også mange, som tegner et 

passivt medlemskab for at modtage vores 

flotte medlemsblad Globen. Desuden har vi 

som passive medlemmer nu også en lille snes 

biblioteker, hvor bladene er lagt frem på tids- 

skriftshylderne, og vi på denne måde når yder- 

ligere et stort antal læsere. 

netop medlemsbladet Globen er en hjørnesten 

i klubben, der i høj grad lever op til §1 i vore 

vedtægter, hvor der står: Foreningens formål 

er at udbrede rejselysten og sprede informa- 

tion om rejselivet, fremmede lande og kultu- 

rer. Med de spændende artikler, flotte billeder 

og den helt professionelle opsætning lever bla- 

det til fulde op til betegnelsen DBK (Danmarks 

Bedste Klubblad). Der er blandt vore medlem- 

mer en uendelig kilde til fantastiske beretnin- 

ger, der netop beviser, at I får rigtig meget ud 

af jeres rejser. Med jeres indleven i og respekt 

for de lokale kulturer kommer I helt tæt på 

oplevelserne. Vi er glade over at få lov til at 

dele dem med jer. Der har tidligere i år været 

afholdt en fotokonkurrence med medlemmer- 

nes bedste rejsebilleder, hvor der igen i år var 

overvældende interesse. 

Der har i årets løb været afholdt 23 medlems- 

møder med ikke mindre end 478 deltagere, 

svarende til et gennemsnit på 21 deltagere pr. 

møde. Rigtig mange deltager flittigt i møderne, 

og i alt 134 af klubbens medlemmer har delta- 

get i ét eller flere møder. Disse møder afvikles 

som regel efter en nogenlunde fast procedure, 

med hyggesnak, oplæsning af de seneste post- 

kort, Tour de Table, et rejseforedrag - og ikke 

at forglemme en god middag. Desuden har der 

på Café Globen igen i år været afholdt et utal 

af spændende rejserelaterede arrangementer 

(foredrag, fester, quiz’er m.m.), hvoraf mange 

har været med klubmedlemmer som ’hoved- 

kræfter’. 

Vi vil gerne møde endnu flere af medlemmer- 

ne, og jeg vil derfor komme med en opfordring 

til alle – og ikke mindst vore nye - medlemmer: 

Tilmeld jeg ved første lejlighed et arrangement 

– I vil blive taget godt imod og hurtigt blive 

en del af rejsefællesskabet. Der er i tidens løb 

knyttet utallige gode kontakter på disse mø- 

der, og det er en effektiv måde at opbygge sit 

rejsenetværk, hvad enten det drejer sig om at 

finde rejsefæller, få tips om konkrete rejsemål 

eller inspiration til den næste tur. 

en stor tak til alle aktive medlemmer, hvad 

enten I har skrevet artikler i Globen, indsendt 

billeder, holdt foredrag, været vært eller på an- 

den vis bidraget til den unikke atmosfære, der 

præger De berejstes Klub. Desuden en speciel 

tak til mine kolleger i bestyrelsen – I har alle 

udført et kæmpe arbejde, og I har gjort det 

fantastisk godt. Det har været en fornøjelse at 

arbejde sammen med jer. 

Selv vil jeg også gerne sige tak til jer alle efter 4 

år som formand. Jeg har her lært mange pragtfulde 

mennesker at kende, og jeg vil ønske det 

bedste for jer og for klubben fremover. 

Søren Padkjær 

klub info 

Nye medlemmer 

3 3: Morten Villadsen 

Jeg er 27 år og læser på Musikvidenskabeligt Institut. Jeg har især rejst som backpacker og i forbindelse med friluftsliv. Som 

barn plantede jeg træer i Afrika, og som teenager rejste jeg rundt i Sydamerika og lærte spansk. For nylig har jeg sejlet 

over Atlanterhavet og rundt i Caribien ombord på et sejlskib. Jeg er nu kommet på landsholdet i undervandsjagt (fridykning 

med harpun) og skal i den forbindelse rejse endnu mere. Min seneste dykkerrejse gik til Nordnorge, hvor jeg jagede torsk, 

havkat og kongekrabber. Jeg drømmer om at backpacke og arbejde mig frem i Stillehavet som undervandsjæger. 

3 : alexander stig nielsen 

Jeg er 25 år. Jeg har læst økonomi og filosofi på Copenhagen Business School. Da jeg var 20 tog jeg på min første store tur til 

bl.a. Cambodia. Den første morgen i Siem Reap cyklede jeg tidligt ud til Angkor Wat. Den halve time hvor jeg så solen langsomt 

oplyse Angkor var en af de smukkeste i mit liv. I det øjeblik blev rejselysten for alvor vakt hos mig. Mine to næste store rejser gik 

til Guatemala hvor jeg boede privat hos en familie for at komme ind i deres kultur. Sidste år var jeg i Australien og arbejdede i et 

dyrereservat med at passe dyr. Jeg fodrede bl.a. de små kænguruer med mælkeflaske – det er til at blive helt skruk af. 

3 : Karen Hammer 

Jeg er uddannet ved Københavns Universitet i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmkundskab. 

Fra 1978 til 2007 har jeg utallige gange besøgt Vestafrika og skrevet om de enkelte landes film. 

Jeg har deltaget i Den Panafrikanske Film Festival i Ouagadougou 10 gange. Jeg var medstifter af 

burkina Faso-Danmarks venskabsforening og er p.t. formand for Mali-Danmarks venskabsforening. 

Jeg er medlem af De kvindelige Æventyrere. Jeg har 2 sønner, 8 børnebørn og 1 oldebarn. 

3 : Camilla Malmquist 

Det hele begyndte ved solnedgang i en lille fiskerlandsby på Bali i 2001. Jeg sad ganske alene … ganske stille ... – og opdagede 

pludselig, hvad det vil sige at være lykkelig. Denne åbenbaring gjorde, at jeg mærkede, hvordan det at rejse kan ændre ens 

bevidsthedstilstand. De sidste fire år har jeg brugt mere tid udenlands end hjemme. Jeg har mit ’hjem’ på ryggen og hele 

verden som min legeplads. Jeg har to gange taget en overland tur fra København til Himalaya, først med autocamper gennem 

Mellemøsten, anden gang med det trans-mongolske tog. Derudover backpacking i Sydøstasien, Australien og Sydamerika. 

3 7: jan lundquist 

lige fra jeg var lille tog mine forældre mig med på bilferier rundt i europa, og familien var blandt 

pionererne da Spies introducerede charter-turismen. Jeg har derfor rejselivet ind med modermælken, 

men jeg har også besøgt lande jeg i dag ikke kan huske. Senere er bilen udskiftet med rygsækken, og 

drømmene er udlevet på 5 forskellige kontinenter. Min fortrukne rejseform er rejser til 3. verdenslande 

med rygsæk hvor jeg kombinerer min lidenskab for dykning med at opleve fremmede kulturer. 

3 8: jimmi Wolff 

Da jeg var 19 tog jeg to måneder til Brasilien for at bo hos den udvekslingsstudent der havde boet hos 

os året før. Her oplevede jeg for første gang de store forskelle der er i verden. Siden rejste jeg rundt 

i europa og blev meget overrasket over den store gæstfrihed og forskellighed i Østeuropa, og jeg har 

rejst rundt i Thailand, Malaysia og Ægypten. Min sidste store oplevelse var, da jeg i sommers var til 

bryllup i Pakistan. Jeg boede hos en lokal familie i 14 dage og oplevede på den måde landet indefra. 

3 : Martin Richard spager 

Jeg har altid som H.C. Andersen sagt: ”At rejse er at leve”. Da jeg var lille boede 

jeg 5 år i England. Da jeg blev 18 år meldte jeg mig ind i Mellemfolkeligt Samvirke 

og rejste til Cuba. Siden tog jeg med MS til nepal, Kenya og Tanzania. efter at have 

arvet tog jeg på en jordomsejling med Queen Elisabeth 2, det varede fire måneder. 

00: Markus nørgaard 

Måske klubbens yngste medlem - 3 år? Jeg har været i 34 lande, og på den sidste rejse til 

Bolivia krydsede jeg Ækvator, så jeg kunne optages i klubben. Både storebror på 5 år og mor 

og far er medlemmer. Hver gang vi har besøgt et nyt land, bliver der sat et billede ind i min 

”landebog” med en kort beskrivelse, så jeg senere kan huske hvad jeg har oplevet. F.eks. da 

jeg fodrede duer med en lokal tjener i beirut, eller da jeg gav elefanten bananer i Cambodia. 

01: Mikael Hoffmann 

En stor del af mit rejseliv har været som styrmand og kaptajn i 12 år. Jeg var en ret atypisk sømand, 

forstået på den måde at jeg var nysgerrig. Jeg har adskillige gange taget af sted før min påmønstring 

og blevet i landet efter afmønstring. Jeg har også rejst meget med rygsæk og cykel. Primært i europa, 

men også fra Egypten til Indien, samt flere gange i USA. Hvert år er jeg på krydstogt. To år i træk har 

jeg gået Caminoen i Spanien - en pilgrimsvandring. Læs mere på www.mhoffmann.dk/mitliv 

02: Else Braathen 

Da jeg var 17 år, tog jeg på interrail i Europa og blev så bidt af det at jeg gjorde det 7 gange. Halvvejs 

gennem min uddannelse tog jeg et års rejse rundt om Jorden: Den transsibiriske jernbane, Kina, 

Sydøstasien, Australien, NZ, USA. Efter endt uddannelse har jeg arbejdet 9 år i udlandet (UK, Sverige 

og Holland), og inden jeg tog tilbage til Danmark for 3 år siden var jeg på en 4 måneds rundtur i 

Sydamerika. Jeg elsker at være på ferie, møde nye mennesker, kulturer og lære om nye lande. 


klub info 

Kontaktpersoner DBK 

Jens Poul Madsen 

info@berejst.dk 

Pelargonievej 27 

2000 Fredeksberg 

Tel. 20 66 76 33 

Formand 

Jakob Øster 


Stavnsbjerg Allé 30 

2730 Herlev 

Tel. 32 11 31 11 

Globen, ansv. redaktør 

Per Danielsen 

kasserer@berejst.dk 

Rørholmsgade 7A, 5 

1352 København K 

Tel. 33 13 56 18 

Kasserer 

Gerner Thomsen 

annoncer@berejst.dk 

Marathonvej 21, 1.-5 

2300 København 

Tel. 3259 6095 

PR-ansvarlig / Sponsorer 

Jakob Linaa 

toastmaster-west@berejst.dk 

Katrinebjergvej 67, 2. th 

8200 Århus N 

Tel. 2086 7777 

Toastmaster vest 

Nikolaj Witte 

nikolaj@wayout.dk 

Balders Plads 4, 1 tv. 

2200 København N 

Tel. 86 18 11 36 / 22 79 03 84 

Sekretær 

GLOBEN nr. 30 / December 2007 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster og adresseændringer 

Kirsten Kjærsgaard 

nytmedlem@berejst.dk 

Møllestien 34 

8000 Århus C 

Tel. 86 20 91 33 

Medlemskontakter 

Thomas Snorgaard 

toastmaster-east@berejst.dk 

Borgmestervangen 22 st. tv. 

2200 København N 

Tlf. 35 38 25 83 

Toastmaster øst 

Lars K. Munk 

munkens@gmail.com 

Smedetoften 24, 1. th 

2400 København NV 

Tel. 3834 8980 

Næstformand 

Per Allan Jensen 


Bernhard Bangs Allé 51A, 2th 

2000 København F 

Tlf: 38 10 10 78 

Globen, statistik og korrektur 

Anja Povlsen Olsen 

apovlsen@yahoo.dk 

Holcks Plads 4, st. th. 

2700 Brønshøj 

Tel. 24 65 55 22 

Globen, grafisk design 

BRASiLiEN 

Viktors Farmor 

World-Wide Expeditions 

HoNDURAS 

Regnskov – Maya-ruiner - Landsbybesøg – Caribisk Hav 

17 dages rundrejse med dansk rejseleder fra Nepenthes til alle de flotteste steder og største attraktioner 

– traditionelle som utraditionelle – i Honduras: Maya-ruinerne ved Copán, vandring i regnskoven 

ved Pico Bonito Nationalparken, besøg hos lokale familier i landsbyerne, snorkling ved de smukke 

øer Cayos Cochinos og afslapning på turist-øen Roatán i det Caribiske Hav. 

28. februar til 15. marts 2008 • 21.700 kr. 

Med sejlskib langs Brasiliens østkyst 

Det store højdepunkt er sejladsen med det smukke ”Tall Ship” Tocorimé, en tur, 

der af National Geographic er kåret til at være blandt verdens top 25 ”adventurerejser”. 

Efter 4 døgn i Iguaçu, med de fantastiske vandfald, flyves til Rio. Efter 2 dage i Rio 

begynder 6 dages sejlads med Brasiliens smukkeste og største træskib, Tocorimé. 

Alle har mulighed for sætte sejl og andre gøremål om bord. Der er vandreture i regnskov 

undervejs med badning ved vandfald, og der kastes hyppigt anker, så man kan 

få en svømmetur. Vi slutter med 3 dage i den gamle koloniale by Paraty. 

9. til 25. marts 2008 • 27.600 kr. 

LiByEN 

off road i den Libyske Ørken 

Vær blandt de første til nyde dette store lands glemte skatte. Libyen gemmer på 

velbevarede ruiner, der står med en detaljerigdom, der ikke findes lige lige mange 

andre steder. 

Efter de klassiske ruiner venter ørkenen for dig, der også kan udstå lidt strabadser og 

primitiv feltfod. I 4-hjulstrækkere kæmper vi os frem gennem ødemarkens betagende 

og afvekslende landskaber, der for tusindvis af år siden var frodig savanne. Vi standser 

med jævne mellemrum for at studere klippemalerier og relieffer. Om aftenen slår 

vi teltene op eller sover under åben himmel. 

10. til 24. marts 2008 • 21.600 kr 

LANGS SiLKEvEJEN i KiNA 

Den lange snoede silkevej gennem det nord-vestlige Kina har en historie, der går mere end 2000 år 

tilbage. Dens betydning er verdenskendt og er en helt unik rejserute. Silkevejen går gennem store ørkenområder, 

udstrakte græssletter, sneklædte bjerge, forbi grotter og ruiner af ældgamle byer. 

Der startes i Beijing og vi oplever terracotta-statuerne i Xian og Mogao-grotterne i Dunhuang. I oasebyen 

Turpan starter den mere eventyrlige del af turen: Kørslen langs Taklamakan Ørkenen til den ældgamle 

legendariske karavaneby Kashgar. 

23. marts til 10. april 2008 • 25.200 kr. 

AD PERSiENS KARAvANEvEJE 

Specialrejse i iran 

Dette er en rejse for de eventyrlystne, der ønsker at udforske nye veje og oplevelser 

i Iran. Det er en rejse for de kultur- og historie interesserede. Og for de der ønsker 

at se nogle af verdens smukkeste bygningsværker. På rejsen oplever vi ikke mindre 

en 7 af de steder der er på Unescos liste over verdens kulturarv: 

Undervejs bor og spiser vi i flere af de gamle smukt restaurerede karavanserais, og 

rejselederen beretter om en tid, hvor al transport foregik på kamelryg 

6. til 20. april 2008 • 20.600 kr. 

SMÅ GRUPPER • DANSKE REJSELEDERE 

Også rejser til: Tunesien - Jordan – Syrien - Yemen – Ethiopien – Namibia - Mexico – Peru – Ecuador - Borneo 

www.viktorsfarmor.dk • 86 22 71 81 • info@viktorsfarmor.dk

THAILAND, fly fra kr. 4.875 

NYHEDER: Unikke adventure oplevelser hvor asfalten ender og uden for de 

gængse turistruter. Prøv f.eks. vores nye tur i husbåd ved De Tre Pagoders 

Pas i Sangkhlaburi eller tag med thailandske rangers på trek i Khao Yai 

National Park. Bagefter kan du slappe af på vores skønne resort Koh Kood 

Beach Bungalows, der har egen pool og er et perfekt valg for en afstressende 

solferie. 

Ankomstpakke Bangkok, inkl. 2 nætter, fra 250 

Koh Kood Beach Bungalows, 1 nat, fra 220 

Sea Safari, 7 dage, fra 2.165 

Jungletrek: Umphang, 5 dage, 1.700 

NYHED Jungletrek: Khao Yai Ranger Tour, 4 dage, 1.595 

NYHED Husbåd: Lake Safari Sangkhlaburi, 6 dage, 2.240 

Jysk Rejsebureau har eget servicekontor og hotel i Bangkok. 

DRØMMEREJSER jorden rundt 

Hos Jysk Rejsebureau er vi eksperter i at sammensætte Jorden rundt 

rejser, der er skræddersyet netop til dine ønsker og behov. Du kan få stop 

overs overalt i verden, - og billetterne er gyldige i op til et år. Vi kan lave 

Jorden rundt til alle rejsende, men for unge under 26 år og studerende 

kan vi tilbyde særlige rabatter og kombinationer. 

Asien og USA, ungdomspris fra 9.200* 

Rute: København-Bangkok-Manila-Los Angeles/San Francisco // New York- 

København. 

Asien, Australien, New Zealand og USA, ungdomspris fra 12.995* 

Rute: København-Bangkok-Manila-Sydney-Auckland // Christchurch-Nadi- 

Los Angeles // New York-København. 

*Priserne er inkl. skatter og afgifter og med forbehold for eventuelle prisændringer. 

/ = eller. // = rejse på egen hånd. 

Læs mere på www.jysk-rejsebureau.dk 

KENYA, fly fra kr. 5.840 

Kenya er et enestående rejsemål med nogle af verdens bedste safarioplevelser. 

Jysk Rejsebureau har eget servicekontor på Wildebeest Camp i 

hovedstaden Nairobi. Wildebeest Camp består af et charmerende 

herskabshus fra 1935 bygget i victoriansk stil og omgivet af en tropisk have. 

Det perfekte sted at slappe af før og efter din safari. 

NYHED Overnatning i Wildebeest Camp, pr. nat, fra 70 

NYHED Deluxe safaritelt m. eget toilet/bad, pr. nat, fra 185 

Safari Masai Mara og Lake Nakuru, 4 dage, fra 2.785 

Trekking Mt. Kenya, 6 dage, fra 3.290 

Hell´s Gate, 1 dag, fra 880 

Walking Safari Loita Hills, 6 dage, fra 2.895 

Ballonsafari, 1/2 dag, fra 2.640 

Jysk Rejsebureau har eget servicekontor og safarihotel i Nairobi. 

FILIPPINERNE, fly fra kr. 7.155 

Et eventyr i verdensklasse! Tag med Jysk Rejsebureaus eget skib Hans Christian 

Andersen på Adventure Cruise i Filippinerne. Oplev det uspolerede 

øhav, vidtstrakte strande, traditionelle fiskerlandsbyer samt enestående 

dykning og snorkling. Kombinér dit cruise med trekking eller oplev de 

smukke risterrasser fredet af Unesco. 

Adventure Cruise, 8 dage inkl. helpension, fra 4.995 

Børn under 12 år fra 2.995 

Dykkerpakke, 6 dyk med eget udstyr fra 950 

Rundrejse og risterrasser, 5 dage, 2.230 

NYHED Svøm med hvalhajer, 4 dage, 2.425 

NYHED Vulkantrekking, 5 dage, 3.095 

Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 1216 

www.jysk-rejsebureau.dk

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?