You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
grader bliver d<strong>et</strong> en han, ved 29 en hun og<br />
ved 30 grader enten eller. R<strong>et</strong> utroligt!<br />
Vi kigger også ind til skolen med 35 børn.<br />
Jeg spørger efter engelsklæreren. Hende<br />
jeg spørger, forstår ikke mit simple spørgs-<br />
mål – men viser sig ikke desto mindre at<br />
være...engelsklæreren!<br />
salvador - d<strong>et</strong> ”ægte” Brasilien<br />
Sidste stop på den fælles klubtur er Salvador<br />
i den nordlige bahia provins, også kendt<br />
som d<strong>et</strong> ”ægte” Brasilien. Her findes alle<br />
brasiliens kontraster og hudfarver. Claus har<br />
sørg<strong>et</strong> for <strong>et</strong> hyggeligt hotel i Cidade Alta,<br />
den gamle bydel, som ligger på <strong>et</strong> plateau<br />
halvfjerds m<strong>et</strong>er over hav<strong>et</strong>. <strong>De</strong> stejle gader<br />
i den maleriske by har alverdens tilbud af<br />
varer, som falbydes af utrolig smukke mennesker,<br />
mange iført store skørter i heftige<br />
farver, mens en hær af tiggere, gadesælgere,<br />
gadebørn, ”artister” og and<strong>et</strong> godtfolk<br />
prøver at overleve fra dag til dag.<br />
<strong>De</strong>r er politi på hvert <strong>et</strong> gadehjørne. og ikke<br />
uden grund! I den ”hyggelige” hotelgade lige<br />
uden for vores hotel bliver <strong>et</strong> fransk bøssepar<br />
slå<strong>et</strong> ned bagfra og frarøv<strong>et</strong> alt. <strong>et</strong> vidne<br />
ti m<strong>et</strong>er væk har selvfølgelig int<strong>et</strong> s<strong>et</strong> eller<br />
hørt, da politi<strong>et</strong> ankommer!<br />
en elevator fører ned til Cidade baja – den<br />
nedre bydel. Ved havnen ligger Salvadors<br />
berømte marked – nu muntert og sprudlende<br />
af liv - men med en mere dyster fortid.<br />
Her fandtes den gamle toldbygning, hvor<br />
slaverne blev opbevar<strong>et</strong> i kælderen i vand til<br />
knæene, indtil de på marked<strong>et</strong> blev faldbudt<br />
til højeste pris. <strong>et</strong> nog<strong>et</strong> skummelt sted,<br />
som vi efter nogen søgen finder frem til.<br />
På marked<strong>et</strong> kan man købe imitationer af<br />
de slavekæder, som slaverne bar rundt om<br />
liv<strong>et</strong>. Hvert syvende år fik slaven <strong>et</strong> nyt<br />
smykke af sin ejer til at hænge i kæden, og<br />
når de havde elleve var de fri! og så gamle,<br />
at de ikke mere kunne klare sig i frihed!<br />
olinda - en malerisk by<br />
<strong>Klub</strong>turen er slut, men flere af os har valgt at<br />
forlænge den med en uge i den nordlige region.<br />
Vi tager til olinda, seks kilom<strong>et</strong>er uden<br />
for Recife, en gammel by med nærmest<br />
landlig stemning, som er erklær<strong>et</strong> fred<strong>et</strong> af<br />
UneSCo. Husene er meg<strong>et</strong> velbevarede og<br />
malede i mange farver, gaderne er stejle,<br />
der er en pragtfuld udsigt over bugten og<br />
der er mindst ti kirker i byen.<br />
Påskemorgen bliver vi vækk<strong>et</strong> af fyrværkeri<br />
klokken halv seks, og de næste to timer går<br />
vi i procession med byens borgere for klokken<br />
halv otte at nå domkirken, der er fyldt til<br />
bristepunkt<strong>et</strong>. Her venter vi en stiv halv time<br />
på, at de gejstlige skal begynde løjerne. Ind<br />
træder de med pompt og pragt, mens byens<br />
tosse fumler rundt bag dem hele vejen op til<br />
alter<strong>et</strong>, så d<strong>et</strong> er svært at holde masken. Så<br />
lyder der gregoriansk sang og vi får sågar<br />
stænk<strong>et</strong> ægte katolsk vievand på vore syndige<br />
hoveder.<br />
<strong>De</strong>n nærliggende Recife er en ikke særlig<br />
køn storby. Men byen har dog én attraktion,<br />
nemlig Casa de Cultura, byens gamle fængsel<br />
i centrum, der nu er indr<strong>et</strong>t<strong>et</strong> til marked.<br />
Kun én celle på seks kvadratm<strong>et</strong>er står tilbage<br />
i sin oprindelige, triste form med gitter<br />
for, resten af cellerne er omdann<strong>et</strong> til små<br />
butikker, der hovedsagelig sælger kunsthåndværk,<br />
men også d<strong>et</strong> sædvanlige turist<br />
crap.<br />
efter tre uger sætter vi atter kursen mod<br />
Danmark, mætt<strong>et</strong> med indtryk og med stor<br />
lyst til at udforske mere af d<strong>et</strong>te pragtfulde<br />
land, fuld af kontraster, men ikke mindst<br />
befolk<strong>et</strong> af smukke mennesker med app<strong>et</strong>it<br />
på liv<strong>et</strong>. en app<strong>et</strong>it vi nordboere kan lære<br />
meg<strong>et</strong> af.<br />
konkurrence besynderlige måltider<br />
under tema<strong>et</strong> ”Besynderlige måltider” har dommerkomiteen<br />
denne gang valgt arne Runges artikel, om en meg<strong>et</strong> interessant<br />
middag i Vi<strong>et</strong>nan, som konkurrencevinder. <strong>De</strong>suden bringes 2 andre<br />
medrivende artikler der var med i opløb<strong>et</strong>.<br />
Befrugtede æg og hundepik<br />
af arne runge<br />
Befrugtede æg til<br />
morgenmad og hundepik til<br />
aftensmad<br />
en af mine store fornøjelser ved at rejse<br />
er at prøve fremmed mad. Ikke nødvendigvis<br />
fin gourm<strong>et</strong>mad, men nærmere<br />
mad, som vi normalt aldrig ville drømme<br />
om at spise i Danmark. om ikke and<strong>et</strong>,<br />
så for oplevelsens skyld og for at kunne<br />
sige, at jeg i hvert fald har prøv<strong>et</strong> d<strong>et</strong>.<br />
I Grønland spiste jeg engang hvalbøf<br />
og sælspæk. Hvalbøffen smagte rigtig<br />
godt, men sælkød, fy for pokker. D<strong>et</strong><br />
var d<strong>et</strong> rene levertran. Men nu havde<br />
jeg da prøv<strong>et</strong> d<strong>et</strong>, og slap for at prøve<br />
d<strong>et</strong> igen. Men d<strong>et</strong> var formodentlig meg<strong>et</strong><br />
sundt for helbred<strong>et</strong>.<br />
I Mexico spiste jeg engang græshopper<br />
med citronsauce, og d<strong>et</strong> smagte faktisk<br />
rigtig godt. ”Rene proteiner”, som mexicanerne<br />
sagde. I Kina fik de mig engang<br />
overtalt til at spise tusinde år gamle<br />
andeæg. <strong>De</strong> var nu nok ikke tusinde år,<br />
men gamle var de helt bestemt, og de<br />
smagte grimt. Meg<strong>et</strong> grimt. en oplevelse,<br />
som jeg sent glemmer. Så jeg er<br />
altid på udkik efter nye madoplevelser,<br />
når jeg er ude at rejse. For <strong>et</strong> par år<br />
siden rejste jeg <strong>et</strong> par måneder rundt i<br />
Vi<strong>et</strong>nam, med min rejseveninde Maria,<br />
hvor vi hørte andre backpackere spøge<br />
med, at man i Vi<strong>et</strong>nam simpelthen spiste<br />
alt, hvad der bevægede sig. Vi besluttede<br />
os så til at finde nog<strong>et</strong>, vi aldrig<br />
før havde spist. Jo mærkeligere jo<br />
bedre, aftalte vi.<br />
allerede morgenmaden blev<br />
<strong>et</strong> scoop<br />
Vi startede med at dele en halv flaske<br />
vi<strong>et</strong>namesisk risbrændevin for ligesom<br />
at drikke os mod til. og så gik vi i gang<br />
med operation ”Mærkelig mad”. Vi fandt<br />
en lokal morgenrestaurant, hvor de lokale<br />
sad og spiste morgenmad, og fik<br />
en flink lokal student til at oversætte<br />
spisekort<strong>et</strong>. Han kikkede på kort<strong>et</strong> og<br />
anbefalede så nummer ét og nummer<br />
fem. nummer ét oversatte han til lysebrune<br />
biller der knasede, når man spiste<br />
dem, og nummer fem til befrugtede<br />
hønseæg. ”D<strong>et</strong> er d<strong>et</strong>, de fleste spiser”,<br />
sagde han, og pegede rundt i lokal<strong>et</strong>.<br />
”Ja, men så tager vi d<strong>et</strong>”, sagde jeg. <strong>De</strong><br />
lysebrune biller var helt bestemt dem, vi<br />
i Danmark kalder kakerlakker, og inden i<br />
d<strong>et</strong> blødkogte æg lå der <strong>et</strong> lillebitte sort<br />
kyllingefoster. Maria så ikke særlig glad<br />
ud. ”Man skal bare holde sig for næsen<br />
og lukke øjnene”, sagde jeg til hende.<br />
D<strong>et</strong> gjorde vi så, man er vel ingen chicken,<br />
og hvem ved, måske smagte d<strong>et</strong><br />
godt. D<strong>et</strong> gjorde d<strong>et</strong> nu ikke, d<strong>et</strong> kneb<br />
simpelthen med at glemme, hvad vi<br />
spiste, selv om vi havde lukk<strong>et</strong> øjnene.<br />
Men spændende var d<strong>et</strong>.<br />
<strong>De</strong>n er godt nok sej, sådan<br />
en hundepik<br />
Sent på eftermiddagen sad vi på en fortovsrestaurant<br />
og drak vi<strong>et</strong>namesisk<br />
fadøl, mens folk indenfor var i gang med<br />
at spise aftensmad. efter en halv snes<br />
fadøl gik vi indenfor for at se, om der<br />
skulle være nog<strong>et</strong> spændende mad. Vi<br />
fik hver <strong>et</strong> spisekort på engelsk, som vi<br />
satte os til at studere. Jeg var nå<strong>et</strong> til<br />
havrok, de der store flyvende tæpper<br />
med en lang tynd hale, man ofte svømmer<br />
under eller over, når man snorkler.<br />
D<strong>et</strong> kunne være helt sjovt at prøve.<br />
Maria var spansk og forstod kun ganske<br />
lidt engelsk, men alligevel var d<strong>et</strong> hende,<br />
der pludselig sagde: ”Arne, her er<br />
nog<strong>et</strong> jeg er helt sikker på, du gerne vil<br />
prøve”. Hun viste mig kort<strong>et</strong> og pegede<br />
på dogpenis. D<strong>et</strong> stod der fan’me, på<br />
korrekt engelsk. Dogpenis. Jeg bestilte<br />
to portioner, men Maria r<strong>et</strong>tede hurtigt<br />
bestillingen til én portion. ”Jeg er ikke<br />
sikker på, jeg kan lide d<strong>et</strong>”, sagde hun,<br />
Arne Runge får<br />
tilsendt denne<br />
bog for sin<br />
spændende<br />
vinderartikel<br />
1. plads<br />
I Vi<strong>et</strong>nam spiser man alt hvad der bevæger sig siges<br />
d<strong>et</strong>, og d<strong>et</strong> er vist ikke helt løgn. Foto: Arne Runge<br />
så lad os starte med en enkelt. D<strong>et</strong> var<br />
heldigt, for d<strong>et</strong> var nu heller ikke d<strong>et</strong><br />
bedste jeg havde spist. <strong>De</strong>n er godt nok<br />
sej, sådan en hundepik. Men ned kom<br />
den da. osse hoved<strong>et</strong>, som jeg tilbød<br />
Maria.<br />
spansk humor<br />
Mens vi spiste, fortalte Maria en spansk<br />
joke om dengang hotdogs blev introducer<strong>et</strong><br />
i Spanien. en spanier sad og<br />
kikkede interesser<strong>et</strong> på spisekort<strong>et</strong> og<br />
bemærkede, at de solgte perros calientes<br />
- varme hunde. ”Que es”, spurgte<br />
han tjeneren. ”<strong>et</strong> stykke varm hund i<br />
<strong>et</strong> sandwichbrød”, svarede tjeneren.<br />
”bueno”, sagde han modigt, lad mig<br />
prøve sådan en. Han fik sin hotdog og<br />
åbnede brød<strong>et</strong> for ligesom at se hvad<br />
d<strong>et</strong> var, der var indeni. ”Undskyld”,<br />
sagde han så lidt usikkert til tjeneren,<br />
”jeg kunne vel ikke få <strong>et</strong> and<strong>et</strong> stykke<br />
af hunden?”<br />
GLOBEN nr. 30 / <strong>De</strong>cember 2007 3