23.07.2013 Views

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

grader bliver d<strong>et</strong> en han, ved 29 en hun og<br />

ved 30 grader enten eller. R<strong>et</strong> utroligt!<br />

Vi kigger også ind til skolen med 35 børn.<br />

Jeg spørger efter engelsklæreren. Hende<br />

jeg spørger, forstår ikke mit simple spørgs-<br />

mål – men viser sig ikke desto mindre at<br />

være...engelsklæreren!<br />

salvador - d<strong>et</strong> ”ægte” Brasilien<br />

Sidste stop på den fælles klubtur er Salvador<br />

i den nordlige bahia provins, også kendt<br />

som d<strong>et</strong> ”ægte” Brasilien. Her findes alle<br />

brasiliens kontraster og hudfarver. Claus har<br />

sørg<strong>et</strong> for <strong>et</strong> hyggeligt hotel i Cidade Alta,<br />

den gamle bydel, som ligger på <strong>et</strong> plateau<br />

halvfjerds m<strong>et</strong>er over hav<strong>et</strong>. <strong>De</strong> stejle gader<br />

i den maleriske by har alverdens tilbud af<br />

varer, som falbydes af utrolig smukke mennesker,<br />

mange iført store skørter i heftige<br />

farver, mens en hær af tiggere, gadesælgere,<br />

gadebørn, ”artister” og and<strong>et</strong> godtfolk<br />

prøver at overleve fra dag til dag.<br />

<strong>De</strong>r er politi på hvert <strong>et</strong> gadehjørne. og ikke<br />

uden grund! I den ”hyggelige” hotelgade lige<br />

uden for vores hotel bliver <strong>et</strong> fransk bøssepar<br />

slå<strong>et</strong> ned bagfra og frarøv<strong>et</strong> alt. <strong>et</strong> vidne<br />

ti m<strong>et</strong>er væk har selvfølgelig int<strong>et</strong> s<strong>et</strong> eller<br />

hørt, da politi<strong>et</strong> ankommer!<br />

en elevator fører ned til Cidade baja – den<br />

nedre bydel. Ved havnen ligger Salvadors<br />

berømte marked – nu muntert og sprudlende<br />

af liv - men med en mere dyster fortid.<br />

Her fandtes den gamle toldbygning, hvor<br />

slaverne blev opbevar<strong>et</strong> i kælderen i vand til<br />

knæene, indtil de på marked<strong>et</strong> blev faldbudt<br />

til højeste pris. <strong>et</strong> nog<strong>et</strong> skummelt sted,<br />

som vi efter nogen søgen finder frem til.<br />

På marked<strong>et</strong> kan man købe imitationer af<br />

de slavekæder, som slaverne bar rundt om<br />

liv<strong>et</strong>. Hvert syvende år fik slaven <strong>et</strong> nyt<br />

smykke af sin ejer til at hænge i kæden, og<br />

når de havde elleve var de fri! og så gamle,<br />

at de ikke mere kunne klare sig i frihed!<br />

olinda - en malerisk by<br />

<strong>Klub</strong>turen er slut, men flere af os har valgt at<br />

forlænge den med en uge i den nordlige region.<br />

Vi tager til olinda, seks kilom<strong>et</strong>er uden<br />

for Recife, en gammel by med nærmest<br />

landlig stemning, som er erklær<strong>et</strong> fred<strong>et</strong> af<br />

UneSCo. Husene er meg<strong>et</strong> velbevarede og<br />

malede i mange farver, gaderne er stejle,<br />

der er en pragtfuld udsigt over bugten og<br />

der er mindst ti kirker i byen.<br />

Påskemorgen bliver vi vækk<strong>et</strong> af fyrværkeri<br />

klokken halv seks, og de næste to timer går<br />

vi i procession med byens borgere for klokken<br />

halv otte at nå domkirken, der er fyldt til<br />

bristepunkt<strong>et</strong>. Her venter vi en stiv halv time<br />

på, at de gejstlige skal begynde løjerne. Ind<br />

træder de med pompt og pragt, mens byens<br />

tosse fumler rundt bag dem hele vejen op til<br />

alter<strong>et</strong>, så d<strong>et</strong> er svært at holde masken. Så<br />

lyder der gregoriansk sang og vi får sågar<br />

stænk<strong>et</strong> ægte katolsk vievand på vore syndige<br />

hoveder.<br />

<strong>De</strong>n nærliggende Recife er en ikke særlig<br />

køn storby. Men byen har dog én attraktion,<br />

nemlig Casa de Cultura, byens gamle fængsel<br />

i centrum, der nu er indr<strong>et</strong>t<strong>et</strong> til marked.<br />

Kun én celle på seks kvadratm<strong>et</strong>er står tilbage<br />

i sin oprindelige, triste form med gitter<br />

for, resten af cellerne er omdann<strong>et</strong> til små<br />

butikker, der hovedsagelig sælger kunsthåndværk,<br />

men også d<strong>et</strong> sædvanlige turist<br />

crap.<br />

efter tre uger sætter vi atter kursen mod<br />

Danmark, mætt<strong>et</strong> med indtryk og med stor<br />

lyst til at udforske mere af d<strong>et</strong>te pragtfulde<br />

land, fuld af kontraster, men ikke mindst<br />

befolk<strong>et</strong> af smukke mennesker med app<strong>et</strong>it<br />

på liv<strong>et</strong>. en app<strong>et</strong>it vi nordboere kan lære<br />

meg<strong>et</strong> af.<br />

konkurrence besynderlige måltider<br />

under tema<strong>et</strong> ”Besynderlige måltider” har dommerkomiteen<br />

denne gang valgt arne Runges artikel, om en meg<strong>et</strong> interessant<br />

middag i Vi<strong>et</strong>nan, som konkurrencevinder. <strong>De</strong>suden bringes 2 andre<br />

medrivende artikler der var med i opløb<strong>et</strong>.<br />

Befrugtede æg og hundepik<br />

af arne runge<br />

Befrugtede æg til<br />

morgenmad og hundepik til<br />

aftensmad<br />

en af mine store fornøjelser ved at rejse<br />

er at prøve fremmed mad. Ikke nødvendigvis<br />

fin gourm<strong>et</strong>mad, men nærmere<br />

mad, som vi normalt aldrig ville drømme<br />

om at spise i Danmark. om ikke and<strong>et</strong>,<br />

så for oplevelsens skyld og for at kunne<br />

sige, at jeg i hvert fald har prøv<strong>et</strong> d<strong>et</strong>.<br />

I Grønland spiste jeg engang hvalbøf<br />

og sælspæk. Hvalbøffen smagte rigtig<br />

godt, men sælkød, fy for pokker. D<strong>et</strong><br />

var d<strong>et</strong> rene levertran. Men nu havde<br />

jeg da prøv<strong>et</strong> d<strong>et</strong>, og slap for at prøve<br />

d<strong>et</strong> igen. Men d<strong>et</strong> var formodentlig meg<strong>et</strong><br />

sundt for helbred<strong>et</strong>.<br />

I Mexico spiste jeg engang græshopper<br />

med citronsauce, og d<strong>et</strong> smagte faktisk<br />

rigtig godt. ”Rene proteiner”, som mexicanerne<br />

sagde. I Kina fik de mig engang<br />

overtalt til at spise tusinde år gamle<br />

andeæg. <strong>De</strong> var nu nok ikke tusinde år,<br />

men gamle var de helt bestemt, og de<br />

smagte grimt. Meg<strong>et</strong> grimt. en oplevelse,<br />

som jeg sent glemmer. Så jeg er<br />

altid på udkik efter nye madoplevelser,<br />

når jeg er ude at rejse. For <strong>et</strong> par år<br />

siden rejste jeg <strong>et</strong> par måneder rundt i<br />

Vi<strong>et</strong>nam, med min rejseveninde Maria,<br />

hvor vi hørte andre backpackere spøge<br />

med, at man i Vi<strong>et</strong>nam simpelthen spiste<br />

alt, hvad der bevægede sig. Vi besluttede<br />

os så til at finde nog<strong>et</strong>, vi aldrig<br />

før havde spist. Jo mærkeligere jo<br />

bedre, aftalte vi.<br />

allerede morgenmaden blev<br />

<strong>et</strong> scoop<br />

Vi startede med at dele en halv flaske<br />

vi<strong>et</strong>namesisk risbrændevin for ligesom<br />

at drikke os mod til. og så gik vi i gang<br />

med operation ”Mærkelig mad”. Vi fandt<br />

en lokal morgenrestaurant, hvor de lokale<br />

sad og spiste morgenmad, og fik<br />

en flink lokal student til at oversætte<br />

spisekort<strong>et</strong>. Han kikkede på kort<strong>et</strong> og<br />

anbefalede så nummer ét og nummer<br />

fem. nummer ét oversatte han til lysebrune<br />

biller der knasede, når man spiste<br />

dem, og nummer fem til befrugtede<br />

hønseæg. ”D<strong>et</strong> er d<strong>et</strong>, de fleste spiser”,<br />

sagde han, og pegede rundt i lokal<strong>et</strong>.<br />

”Ja, men så tager vi d<strong>et</strong>”, sagde jeg. <strong>De</strong><br />

lysebrune biller var helt bestemt dem, vi<br />

i Danmark kalder kakerlakker, og inden i<br />

d<strong>et</strong> blødkogte æg lå der <strong>et</strong> lillebitte sort<br />

kyllingefoster. Maria så ikke særlig glad<br />

ud. ”Man skal bare holde sig for næsen<br />

og lukke øjnene”, sagde jeg til hende.<br />

D<strong>et</strong> gjorde vi så, man er vel ingen chicken,<br />

og hvem ved, måske smagte d<strong>et</strong><br />

godt. D<strong>et</strong> gjorde d<strong>et</strong> nu ikke, d<strong>et</strong> kneb<br />

simpelthen med at glemme, hvad vi<br />

spiste, selv om vi havde lukk<strong>et</strong> øjnene.<br />

Men spændende var d<strong>et</strong>.<br />

<strong>De</strong>n er godt nok sej, sådan<br />

en hundepik<br />

Sent på eftermiddagen sad vi på en fortovsrestaurant<br />

og drak vi<strong>et</strong>namesisk<br />

fadøl, mens folk indenfor var i gang med<br />

at spise aftensmad. efter en halv snes<br />

fadøl gik vi indenfor for at se, om der<br />

skulle være nog<strong>et</strong> spændende mad. Vi<br />

fik hver <strong>et</strong> spisekort på engelsk, som vi<br />

satte os til at studere. Jeg var nå<strong>et</strong> til<br />

havrok, de der store flyvende tæpper<br />

med en lang tynd hale, man ofte svømmer<br />

under eller over, når man snorkler.<br />

D<strong>et</strong> kunne være helt sjovt at prøve.<br />

Maria var spansk og forstod kun ganske<br />

lidt engelsk, men alligevel var d<strong>et</strong> hende,<br />

der pludselig sagde: ”Arne, her er<br />

nog<strong>et</strong> jeg er helt sikker på, du gerne vil<br />

prøve”. Hun viste mig kort<strong>et</strong> og pegede<br />

på dogpenis. D<strong>et</strong> stod der fan’me, på<br />

korrekt engelsk. Dogpenis. Jeg bestilte<br />

to portioner, men Maria r<strong>et</strong>tede hurtigt<br />

bestillingen til én portion. ”Jeg er ikke<br />

sikker på, jeg kan lide d<strong>et</strong>”, sagde hun,<br />

Arne Runge får<br />

tilsendt denne<br />

bog for sin<br />

spændende<br />

vinderartikel<br />

1. plads<br />

I Vi<strong>et</strong>nam spiser man alt hvad der bevæger sig siges<br />

d<strong>et</strong>, og d<strong>et</strong> er vist ikke helt løgn. Foto: Arne Runge<br />

så lad os starte med en enkelt. D<strong>et</strong> var<br />

heldigt, for d<strong>et</strong> var nu heller ikke d<strong>et</strong><br />

bedste jeg havde spist. <strong>De</strong>n er godt nok<br />

sej, sådan en hundepik. Men ned kom<br />

den da. osse hoved<strong>et</strong>, som jeg tilbød<br />

Maria.<br />

spansk humor<br />

Mens vi spiste, fortalte Maria en spansk<br />

joke om dengang hotdogs blev introducer<strong>et</strong><br />

i Spanien. en spanier sad og<br />

kikkede interesser<strong>et</strong> på spisekort<strong>et</strong> og<br />

bemærkede, at de solgte perros calientes<br />

- varme hunde. ”Que es”, spurgte<br />

han tjeneren. ”<strong>et</strong> stykke varm hund i<br />

<strong>et</strong> sandwichbrød”, svarede tjeneren.<br />

”bueno”, sagde han modigt, lad mig<br />

prøve sådan en. Han fik sin hotdog og<br />

åbnede brød<strong>et</strong> for ligesom at se hvad<br />

d<strong>et</strong> var, der var indeni. ”Undskyld”,<br />

sagde han så lidt usikkert til tjeneren,<br />

”jeg kunne vel ikke få <strong>et</strong> and<strong>et</strong> stykke<br />

af hunden?”<br />

GLOBEN nr. 30 / <strong>De</strong>cember 2007 3

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!