et “ikke-land” - De Berejstes Klub

grader bliver det en han, ved 29 en hun og
ved 30 grader enten eller. Ret utroligt!
Vi kigger også ind til skolen med 35 børn.
Jeg spørger efter engelsklæreren. Hende
jeg spørger, forstår ikke mit simple spørgs-
mål – men viser sig ikke desto mindre at
være...engelsklæreren!
salvador - det ”ægte” Brasilien
Sidste stop på den fælles klubtur er Salvador
i den nordlige bahia provins, også kendt
som det ”ægte” Brasilien. Her findes alle
brasiliens kontraster og hudfarver. Claus har
sørget for et hyggeligt hotel i Cidade Alta,
den gamle bydel, som ligger på et plateau
halvfjerds meter over havet. De stejle gader
i den maleriske by har alverdens tilbud af
varer, som falbydes af utrolig smukke mennesker,
mange iført store skørter i heftige
farver, mens en hær af tiggere, gadesælgere,
gadebørn, ”artister” og andet godtfolk
prøver at overleve fra dag til dag.
Der er politi på hvert et gadehjørne. og ikke
uden grund! I den ”hyggelige” hotelgade lige
uden for vores hotel bliver et fransk bøssepar
slået ned bagfra og frarøvet alt. et vidne
ti meter væk har selvfølgelig intet set eller
hørt, da politiet ankommer!
en elevator fører ned til Cidade baja – den
nedre bydel. Ved havnen ligger Salvadors
berømte marked – nu muntert og sprudlende
af liv - men med en mere dyster fortid.
Her fandtes den gamle toldbygning, hvor
slaverne blev opbevaret i kælderen i vand til
knæene, indtil de på markedet blev faldbudt
til højeste pris. et noget skummelt sted,
som vi efter nogen søgen finder frem til.
På markedet kan man købe imitationer af
de slavekæder, som slaverne bar rundt om
livet. Hvert syvende år fik slaven et nyt
smykke af sin ejer til at hænge i kæden, og
når de havde elleve var de fri! og så gamle,
at de ikke mere kunne klare sig i frihed!
olinda - en malerisk by
Klubturen er slut, men flere af os har valgt at
forlænge den med en uge i den nordlige region.
Vi tager til olinda, seks kilometer uden
for Recife, en gammel by med nærmest
landlig stemning, som er erklæret fredet af
UneSCo. Husene er meget velbevarede og
malede i mange farver, gaderne er stejle,
der er en pragtfuld udsigt over bugten og
der er mindst ti kirker i byen.
Påskemorgen bliver vi vækket af fyrværkeri
klokken halv seks, og de næste to timer går
vi i procession med byens borgere for klokken
halv otte at nå domkirken, der er fyldt til
bristepunktet. Her venter vi en stiv halv time
på, at de gejstlige skal begynde løjerne. Ind
træder de med pompt og pragt, mens byens
tosse fumler rundt bag dem hele vejen op til
alteret, så det er svært at holde masken. Så
lyder der gregoriansk sang og vi får sågar
stænket ægte katolsk vievand på vore syndige
hoveder.
Den nærliggende Recife er en ikke særlig
køn storby. Men byen har dog én attraktion,
nemlig Casa de Cultura, byens gamle fængsel
i centrum, der nu er indrettet til marked.
Kun én celle på seks kvadratmeter står tilbage
i sin oprindelige, triste form med gitter
for, resten af cellerne er omdannet til små
butikker, der hovedsagelig sælger kunsthåndværk,
men også det sædvanlige turist
crap.
efter tre uger sætter vi atter kursen mod
Danmark, mættet med indtryk og med stor
lyst til at udforske mere af dette pragtfulde
land, fuld af kontraster, men ikke mindst
befolket af smukke mennesker med appetit
på livet. en appetit vi nordboere kan lære
meget af.
konkurrence besynderlige måltider
under temaet ”Besynderlige måltider” har dommerkomiteen
denne gang valgt arne Runges artikel, om en meget interessant
middag i Vietnan, som konkurrencevinder. Desuden bringes 2 andre
medrivende artikler der var med i opløbet.
Befrugtede æg og hundepik
af arne runge
Befrugtede æg til
morgenmad og hundepik til
aftensmad
en af mine store fornøjelser ved at rejse
er at prøve fremmed mad. Ikke nødvendigvis
fin gourmetmad, men nærmere
mad, som vi normalt aldrig ville drømme
om at spise i Danmark. om ikke andet,
så for oplevelsens skyld og for at kunne
sige, at jeg i hvert fald har prøvet det.
I Grønland spiste jeg engang hvalbøf
og sælspæk. Hvalbøffen smagte rigtig
godt, men sælkød, fy for pokker. Det
var det rene levertran. Men nu havde
jeg da prøvet det, og slap for at prøve
det igen. Men det var formodentlig meget
sundt for helbredet.
I Mexico spiste jeg engang græshopper
med citronsauce, og det smagte faktisk
rigtig godt. ”Rene proteiner”, som mexicanerne
sagde. I Kina fik de mig engang
overtalt til at spise tusinde år gamle
andeæg. De var nu nok ikke tusinde år,
men gamle var de helt bestemt, og de
smagte grimt. Meget grimt. en oplevelse,
som jeg sent glemmer. Så jeg er
altid på udkik efter nye madoplevelser,
når jeg er ude at rejse. For et par år
siden rejste jeg et par måneder rundt i
Vietnam, med min rejseveninde Maria,
hvor vi hørte andre backpackere spøge
med, at man i Vietnam simpelthen spiste
alt, hvad der bevægede sig. Vi besluttede
os så til at finde noget, vi aldrig
før havde spist. Jo mærkeligere jo
bedre, aftalte vi.
allerede morgenmaden blev
et scoop
Vi startede med at dele en halv flaske
vietnamesisk risbrændevin for ligesom
at drikke os mod til. og så gik vi i gang
med operation ”Mærkelig mad”. Vi fandt
en lokal morgenrestaurant, hvor de lokale
sad og spiste morgenmad, og fik
en flink lokal student til at oversætte
spisekortet. Han kikkede på kortet og
anbefalede så nummer ét og nummer
fem. nummer ét oversatte han til lysebrune
biller der knasede, når man spiste
dem, og nummer fem til befrugtede
hønseæg. ”Det er det, de fleste spiser”,
sagde han, og pegede rundt i lokalet.
”Ja, men så tager vi det”, sagde jeg. De
lysebrune biller var helt bestemt dem, vi
i Danmark kalder kakerlakker, og inden i
det blødkogte æg lå der et lillebitte sort
kyllingefoster. Maria så ikke særlig glad
ud. ”Man skal bare holde sig for næsen
og lukke øjnene”, sagde jeg til hende.
Det gjorde vi så, man er vel ingen chicken,
og hvem ved, måske smagte det
godt. Det gjorde det nu ikke, det kneb
simpelthen med at glemme, hvad vi
spiste, selv om vi havde lukket øjnene.
Men spændende var det.
Den er godt nok sej, sådan
en hundepik
Sent på eftermiddagen sad vi på en fortovsrestaurant
og drak vietnamesisk
fadøl, mens folk indenfor var i gang med
at spise aftensmad. efter en halv snes
fadøl gik vi indenfor for at se, om der
skulle være noget spændende mad. Vi
fik hver et spisekort på engelsk, som vi
satte os til at studere. Jeg var nået til
havrok, de der store flyvende tæpper
med en lang tynd hale, man ofte svømmer
under eller over, når man snorkler.
Det kunne være helt sjovt at prøve.
Maria var spansk og forstod kun ganske
lidt engelsk, men alligevel var det hende,
der pludselig sagde: ”Arne, her er
noget jeg er helt sikker på, du gerne vil
prøve”. Hun viste mig kortet og pegede
på dogpenis. Det stod der fan’me, på
korrekt engelsk. Dogpenis. Jeg bestilte
to portioner, men Maria rettede hurtigt
bestillingen til én portion. ”Jeg er ikke
sikker på, jeg kan lide det”, sagde hun,
Arne Runge får
tilsendt denne
bog for sin
spændende
vinderartikel
1. plads
I Vietnam spiser man alt hvad der bevæger sig siges
det, og det er vist ikke helt løgn. Foto: Arne Runge
så lad os starte med en enkelt. Det var
heldigt, for det var nu heller ikke det
bedste jeg havde spist. Den er godt nok
sej, sådan en hundepik. Men ned kom
den da. osse hovedet, som jeg tilbød
Maria.
spansk humor
Mens vi spiste, fortalte Maria en spansk
joke om dengang hotdogs blev introduceret
i Spanien. en spanier sad og
kikkede interesseret på spisekortet og
bemærkede, at de solgte perros calientes
- varme hunde. ”Que es”, spurgte
han tjeneren. ”et stykke varm hund i
et sandwichbrød”, svarede tjeneren.
”bueno”, sagde han modigt, lad mig
prøve sådan en. Han fik sin hotdog og
åbnede brødet for ligesom at se hvad
det var, der var indeni. ”Undskyld”,
sagde han så lidt usikkert til tjeneren,
”jeg kunne vel ikke få et andet stykke
af hunden?”
GLOBEN nr. 30 / December 2007 3