et “ikke-land” - De Berejstes Klub

tema sydamerika
Øjeblikke på Amazonas
I midten af oktober fik jeg mulighed for, sammen med fotograf Søren
Kjeldgaard, at rejse med en dansk ledet ekspedition fra Iquitos i det
nordøstlige Peru op ad Amazonfloden og dennes bifloder. Amazonfloden
med sine godt . 00 km er et vidunder i særklasse, som ingen bør bilde sig
ind at kunne rumme og forstå helt. Dette er derfor blot nogle subjektive
brudstykker, som alene har til formål at beskrive en brøkdel af livet langs
denne enorme flod
TeksT: anders k. pedersen
foTo: anders k. pedersen og søren kJeldgaard
2 /10: nauta
lysreguleringen passer sig selv. Ingen
ser ud til at tage nævneværdig notits af
den. Jeg lister lidt rundt i gaderne og
finder en substitut for mine originale
Ray ban, model Top Gun, som har måttet
lade livet her i Peru. 24 kroner koster
de. Jeg gider ikke slå en handel af - smiler
bare. Køber derudover tre pakker lokale
cigaretter.
Her passer folk mere eller mindre sig
selv, på trods af, at Iquitos kun er en
køretur på to timer væk - eller en sejltur
på fjorten timer, som er tilfældet
for os. en enkelt forsøger sig dog med
salg af et seks meter langt slangeskind.
”Anaconda, kun tyve kroner”. Jeg smiler,
men er ikke interesseret. Skyggerne
er blevet længere, og Angel og hans
venner leger i den begyndende solnedgang.
De besidder endnu ikke det filter,
der hedder situationsfornemmelse, og
vi nyder deres spil, mens de poserer for
vores kameraer.
Vi skubber båden fri fra havnen og starter
motoren. Jeg placerer mig ude foran
på skibets tag med fødderne dinglende
i kaptajnens synsfelt. Guillermo, Pedro
og Carlos råber fra land. Vi har glemt
tre af vores peruvianske venner, som -
udover at være venner - også er med til
at fastholde mig i kategorien ”den hvide
mand på tur”. De gør alle de ting jeg
eller andre ellers skulle gøre. Deres arbejdsindsats
er fænomenal, og jeg nyder
at se med hvilket humør de klarer
dagen. Inde langs bredden bliver husene
igen færre i antal, og lyden af civilisation
forsvinder. Jeg kigger fremad.
Kursen er sat. På vej ud i solnedgangen.
På vej videre på eventyr.
Det var blevet morgen og aften på ekspeditionens
første dag, og jeg så, at alting
var godt.
2 /10: ”Det Grønne
Helvede” og ”den Beskidte
flod”.
Solnedgangen er fantastisk. Jeg sidder
forrest på vores båd Delfincito (den lille
delfin) og følger interesseret ruten igennem
vandet, som farvelægges af den
smukke himmel. På trods af, at båden
kun stikker en meter ned i vandet, tager
vi den lange vej rundt, hvor floden er
dybest og langsomt eroderer på mæanderens
yderside og over tid skaber nye
vandveje. Jeg læner mig tilbage, mens
jeg forsøger at indtage omfanget af det
billede, der bliver malet foran mig. Jeg
tænker på de lidet flatterende navne
”det Grønne Helvede” og ”den beskidte
Flod”. navne, som skulle beskrive regnskoven
og den flod der løber igennem
den. navne, som på ingen måde evner
at indfange al den majestæt, jeg som
dansker lader mig fascinere af i dette
øjeblik. Fascinationen kommer måske
let til mig, set i lyset af mit danske
sammenligningsgrundlag: Rold Skov og
Gudenåen.
Uanset sammenligningsgrundlag bekræfter
det dog mere end noget andet
de ord jeg læste på et cafetoilet i
det indre København nogle år tilbage.
”You only see half of everything – the
other half is the meaning you give to the
things you see”. en anden har sagt, at
man skal være varsom med den måde
man fortolker verden på, for verden er
præcis som man fortolker den. For mig
er Amazonfloden mere end bare en beskidt
flod. Den dræner 40 % af hele det
sydamerikanske kontinent og står for 20
% af den mængde ferskvand, der udledes
i verdenshavene, og så pumper den
10.000 gange så meget
vand ud i Atlanterhavet,
som Gudenåen udleder
i Randers Fjord. ”Det
Grønne Helvede” burde
snarere omdøbes til ”den
Grønne Himmel”, for med en størrelse
på 75 gange Danmarks areal synes den
uendelig, og her leves livet mere end
noget andet sted i verden.
Midt i alt dette sidder jeg lige nu, og på
sidelinjen får jeg lov til at følge en gruppe
mennesker, der forsøger at forklare
lidt mere af det liv, der udspiller sig for
vores allesammens øjne.
2 /10: Intuto
Jeg vågner tidligt om morgenen ved
at motoren slukker. Vi er i Intuto. Jeg
ser solopgangen agterude gennem fem
myggenet, som dækker de hængekøjer,
der hænger ved siden af mig. Solen lokker
mig ud af fjerene tidligere end ellers,
og klokken halv seks står jeg klar
på dækket.
I dag skal arbejdet endelig til at begynde,
og alle gør langsomt klar til det
de har ventet på i flere måneder. Inden
morgenmaden bliver serveret går jeg
en tur på land for at få fast grund under
fødderne og for at se mig lidt omkring.
Jeg møder hurtigt Søren, som allerede
har været oppe et stykke tid for at tage
billeder i det bløde morgenlys.
ekspeditionen, som er en gruppe studerende
under ledelse af professor Henrik
balslev fra Aarhus Universitet, er verdensmestre
i palmer. et udsagn der
nok kan få de fleste til at trække lidt på
smilebåndet, men jo mere tid vi bruger
sammen med dem, desto mindre nørdet
synes det at blive. lortet hænger sammen,
havde en af de studerende fået
at vide en dag på studiet, og derfor er
det ikke nørdet, for det giver mening.
biologer som disse zoomer helt ind eller
starter indefra, hvor en idealist som mig
bilder mig selv ind, at det er mere rigtigt
at starte udefra og danne sig det store
overblik over tingene først. På denne
tur er det dog blevet klarere for mig,
at min evne til at begribe det store billede
hænger uløseligt sammen med min
evne til at sætte mig ind i de små ting.
Det vigtigste er dog - uanset hvor man
starter fra - at være i bevægelse enten
ind eller ud, for fattigdommen sætter
ind den dag videbegærligheden bliver
mættet.
”jeg sanser et glimt i hendes øjne.
’lad mig føde dine børn’, står der”
Projektet er delt op i forskellige fokusområder,
men hver dag vil de komme til
at lave mere eller mindre det samme.
De der tænker, at feltarbejde er en nem
vej til at få lidt ferie i sin studietid, skal
ikke være med her mange minutter for
at finde ud af, at det er benhårdt arbejde.
Fire – seks timer hver dag i den tætte
jungle i fuld uniform og gummistøvler
kan give enhver sved på panden, og de
fleste vil sikkert have fået nok inden den
første uge er gået. Vi er med på sidelinien
den første dag og vender hjem til
båden efter en gåtur på i alt tretten kilometer.
Solen har bagt hele dagen, og et
par af ekspeditionsdeltagerne kaster op
i floden. Selv professoren på 56 år må
sande, at det har været en hård dag.
oppe i Intuto by falder jeg hen under
aftenen i snak med Darci og Paula. De
glæder mig ved at vise mig vej til en
kold cola længere nede i byen, hvor der
stadig er åbent. Jeg drikker den hurtigt,
mens den er allerbedst. Darci kigger
på mig. Jeg sanser et glimt i hendes
øjne. ”lad mig føde dine børn”, står der.
Svaret er nej, og i næste øjeblik vælger
0 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 1