et “ikke-land” - De Berejstes Klub

tema sydamerika
Slangen i Paradiset
sydamerika er et Paradis på jord, set med vores nordlige blå øjne. tiden
går langsomt, solen skinner, folk synger og danser, og ingen har stress eller
mavesår. alle har god tid. Engang imellem alt for god tid, vil mange danskere
nok mene. alle snakker med alle, folk har høns og får med i busserne, og
så er der musik overalt. Pigerne er nogle af de smukkeste i verden, og
sprutten er billig. Der er mange fristelser i sydamerika, men det er bestemt
ikke ufarligt. I Ushuaia på Tierra del Fuego fik jeg et flot stempel i passet
der sagde ’fin del mundo’ - verdens ende. Og det kunne det meget let være
blevet. Der er nemlig osse en bagside på medaljen, en slange i Paradiset.
TeksT: arne runge
foTo: knud b. bacH
I buenos Aires dansede smukke unge
par tango på gaden. De var iført de
smukkeste klassiske tango-dress og
blev akkompagneret af musik fra en
ghettoblaster. På Ipanema-stranden i
Rio spillede guitaristerne bossanova,
mens mine øjne var ved at trille ud af
hovedet ved synet af alle de chokoladefarvede
pigenumser med G-strenge, de
var omringet af. når pigerne kom op fra
vandet, var der vanddråber og gåsehud
på ballerne. I Paraguay gik jeg ind i en
købmandsforretning for at købe en cola.
Flaskerne med cola stod på en hylde ved
siden af flasker med rom. Flaskerne kostede
det samme - seks kroner. På vandrehjemmet
i Cuenca i ecuador sad alle
hippierne hver aften og sniffede kokain.
Kokainen kostede otte kroner grammet.
otte kroner for at blive udødelig - et par
timer. Men der var osse mange lommetyverier,
og det der var værre. Meget
værre.
Pistoloverfald i uruguay
Klokken var to om eftermiddagen. Den
skarpe sol stod højt på himlen, og termometret
nærmede sig de 40 grader.
Der var ikke en sjæl at se. Folk havde
rullet persiennerne ned, byen sov siesta.
Jeg slentrede langsomt ned ad den
lille sidegade, der førte mod stranden.
Pludselig blev stilheden brudt. Ud fra
en gyde sprang fire unge knægte, den
ene med en pistol i hånden. Mens de tre
andre omringede mig, pegede drengen
med pistolen direkte på min mave og
sagde ’Money’. ’Que pasa’ - hvad sker
der - spurgte jeg forvirret, for det var
ikke rigtigt gået op for mig endnu, at det
var et ”hold up”. Money, gentog han, og
pludselig fattede jeg chokeret, hvad der
var gang i.
Den store rygsæk, med alt mit brugte
tøj, var sikkert anbragt på hotellet, men
jeg havde alt af værdi på mig. I min lille
dagtursrygsæk lå mit kamera, mine
film, min walkman, min dagbog og min
guidebog og mine nye dobbeltslebne
briller, og i lommen på mine cowboybukser
havde jeg, i en lille lærredspose,
mit pas, min flybillet, mine rejsechecks,
mit visakort, og elleve hundrede dollars
i kontanter. Ups! At aflevere ville sandsynligvis
have afsluttet den tremåneders
rundrejse i Sydamerika, som jeg
var begyndt på kun to uger tidligere.
Adrenalinet susede rundt i kroppen på
mig. Pludselig sprang jeg ind imellem to
af drengene og løb så godt jeg kunne. en
af drengene fik fat i min T-shirt som blev
flået, samtidig med at der kom en taxi
fra en sidegade. Den bremsede hård op
lige ud for os. Drengene stoppede osse
op og tog så benene på nakken, og jeg
åndede lettet op. Jeg glemte helt at sige
tak til taxichaufføren. Jeg skyndte mig
op til hovedgaden og ind på den første
café, jeg mødte. På vejen passerede jeg
en gammel dame, som havde set, hvad
der var sket. Hun stirrede vildt efter
mig, mens hun gjorde korsets tegn.
”Mens de tre andre omringede mig,
pegede drengen med pistolen direkte
på min mave og sagde ’Money’. ”
Kiwien fik en strik om
halsen og mistede alt
I la Paz, hovedstaden i bolivia, boede
jeg på hostel Continental, et rygsækshotel
med sovesale og en stor have. en
morgen, da jeg sad og drak morgenkaffe
med et par andre backpackere, kom
Jimmi, en Kiwi fra new Zealand, ind ad
døren. Han kom lige fra politistationen
og fortalte os, helt omtumlet, en meget
trist historie. Han var ankommet til la
Paz klokken fem samme morgen, og da
det stadig var mørkt og der ikke var en
sjæl på gaden, havde han taget en taxi
til hotellet. Hotellet havde han fundet
i guidebogen. Han betalte taxien, som
straks kørte videre, og gik ind i receptionen.
Men alt var optaget. Så ud på
gaden igen. Taxien var jo kørt, så han
fandt guidebogen frem for at kikke efter
et andet hostel, da en ung fyr kom
forbi og spurgte, om han kunne hjælpe.
Han fortalte, at lige rundt om det næste
hjørne lå der et andet hostel. De fulgtes
ad, men rundt om hjørnet ventede hans
kammerater. De kastede en snøre om
halsen på ham, og mens to strammede
snøren, så han næsten blev kvalt, rippede
de ham for alt. Han kom tilbage til
hotellet, hvor jeg boede, i T-shirt og underdrenge.
Selv hans bukser og støvler
havde de stjålet.
Hotellet havde så lånt ham noget tøj og
ringet til politiet, som hjalp ham med at
komme i kontakt med sit forsikringsselskab.
new Zealand havde ingen ambassade
i bolivia, så han skulle helt til
Santiago for at få nyt pas. Politiet havde
givet ham et stykke papir med et stempel,
der var et slags nødpas, så han
kunne rejse til Chile. Han var helt knust.
Hold da kæft hvor var han ked af det.
nogen havde i mellemtiden tjekket ud,
så han havde nu fået en seng i en sovesal
på hotellet.
To dage senere var han blevet kammerat
med et par aussier, som man kalder
folk fra Australien, som osse boede på
vores hostel. De havde fået nogle bajere,
og nu havde han det helt fint igen.
Han havde købt nyt tøj og en ny rygsæk.
De fik mig ned med nakken et par dage,
sagde han, men de
skal fan’me ikke få
lov at ødelægge
hele min rejse. Så
de tre nye venner
tog sammen til
Puno ved Titicacasøen.
Jeg tog med. Hans nødpas gjaldt
en måned, så der var god tid. en måned
senere, en uge før min hjemrejse, var
det min tur igen.
De fik mig alligevel til sidst
Jeg var træt men lettet, da jeg satte
mig tilrette ved et bord på den lille restaurant
på hovedgaden i Trujillo, lige
rundt om hjørnet fra busstationen. Hold
da kæft hvor var jeg træt. Men alt var
gået helt efter bogen. næsten bedre,
de forhold jeg havde rejst under de sidste
fjorten timer taget i betragtning.
Jeg havde rejst på tommelfingeren ned
gennem ecuador og det nordlige Peru,
og jeg havde lige købt en billet til natbussen
til lima. bussen afgik halvanden
time senere. Så nu trængte jeg bare til
lidt at spise, så tilbage til busstationen
og ind i bussen med mig og mine rygsække.
Så kunne jeg bare slappe af og
sove trygt de næste tolv timer.
Jeg havde i elleve uger rejst det meste
af Sydamerika rundt. Fra Rio de
Janeiro var jeg - via Paraguay, Uruguay,
Argentina, Tierra de Fuego, Chile, bolivia
og ecuador - nu på vej til lima for at
tage flyet hjem. En ting havde fulgt mig
hele rejsen: de andre backpackeres
historier om deres egne og bekendtes
oplevelser med overfald, voldtægter,
tyverier, røverier og bondefangerier. Så
jeg var stolt af, at jeg havde klaret den
i så lang tid uden at miste noget som
helst. Jeg havde været meget tæt på
et par gange, især dengang med pistoldrengene
i Montevideo, så jeg vidste, at
jeg havde været heldig og at det gjaldt
om at passe på. Meget på. Hele tiden.
Alligevel gik det galt.
28 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 2