23.07.2013 Views

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

et “ikke-land” - De Berejstes Klub

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

tema sydamerika<br />

Slangen i Paradis<strong>et</strong><br />

sydamerika er <strong>et</strong> Paradis på jord, s<strong>et</strong> med vores nordlige blå øjne. tiden<br />

går langsomt, solen skinner, folk synger og danser, og ingen har stress eller<br />

mavesår. alle har god tid. Engang imellem alt for god tid, vil mange danskere<br />

nok mene. alle snakker med alle, folk har høns og får med i busserne, og<br />

så er der musik overalt. Pigerne er nogle af de smukkeste i verden, og<br />

sprutten er billig. <strong>De</strong>r er mange fristelser i sydamerika, men d<strong>et</strong> er bestemt<br />

ikke ufarligt. I Ushuaia på Tierra del Fuego fik jeg <strong>et</strong> flot stempel i pass<strong>et</strong><br />

der sagde ’fin del mundo’ - verdens ende. Og d<strong>et</strong> kunne d<strong>et</strong> meg<strong>et</strong> l<strong>et</strong> være<br />

blev<strong>et</strong>. <strong>De</strong>r er nemlig osse en bagside på medaljen, en slange i Paradis<strong>et</strong>.<br />

TeksT: arne runge<br />

foTo: knud b. bacH<br />

I buenos Aires dansede smukke unge<br />

par tango på gaden. <strong>De</strong> var iført de<br />

smukkeste klassiske tango-dress og<br />

blev akkompagner<strong>et</strong> af musik fra en<br />

gh<strong>et</strong>toblaster. På Ipanema-stranden i<br />

Rio spillede guitaristerne bossanova,<br />

mens mine øjne var ved at trille ud af<br />

hoved<strong>et</strong> ved syn<strong>et</strong> af alle de chokoladefarvede<br />

pigenumser med G-strenge, de<br />

var omring<strong>et</strong> af. når pigerne kom op fra<br />

vand<strong>et</strong>, var der vanddråber og gåsehud<br />

på ballerne. I Paraguay gik jeg ind i en<br />

købmandsforr<strong>et</strong>ning for at købe en cola.<br />

Flaskerne med cola stod på en hylde ved<br />

siden af flasker med rom. Flaskerne kostede<br />

d<strong>et</strong> samme - seks kroner. På vandrehjemm<strong>et</strong><br />

i Cuenca i ecuador sad alle<br />

hippierne hver aften og sniffede kokain.<br />

Kokainen kostede otte kroner gramm<strong>et</strong>.<br />

otte kroner for at blive udødelig - <strong>et</strong> par<br />

timer. Men der var osse mange lomm<strong>et</strong>yverier,<br />

og d<strong>et</strong> der var værre. Meg<strong>et</strong><br />

værre.<br />

Pistoloverfald i uruguay<br />

Klokken var to om eftermiddagen. <strong>De</strong>n<br />

skarpe sol stod højt på himlen, og termom<strong>et</strong>r<strong>et</strong><br />

nærmede sig de 40 grader.<br />

<strong>De</strong>r var ikke en sjæl at se. Folk havde<br />

rull<strong>et</strong> persiennerne ned, byen sov siesta.<br />

Jeg slentrede langsomt ned ad den<br />

lille sidegade, der førte mod stranden.<br />

Pludselig blev stilheden brudt. Ud fra<br />

en gyde sprang fire unge knægte, den<br />

ene med en pistol i hånden. Mens de tre<br />

andre omringede mig, pegede drengen<br />

med pistolen direkte på min mave og<br />

sagde ’Money’. ’Que pasa’ - hvad sker<br />

der - spurgte jeg forvirr<strong>et</strong>, for d<strong>et</strong> var<br />

ikke rigtigt gå<strong>et</strong> op for mig endnu, at d<strong>et</strong><br />

var <strong>et</strong> ”hold up”. Money, gentog han, og<br />

pludselig fattede jeg choker<strong>et</strong>, hvad der<br />

var gang i.<br />

<strong>De</strong>n store rygsæk, med alt mit brugte<br />

tøj, var sikkert anbragt på hotell<strong>et</strong>, men<br />

jeg havde alt af værdi på mig. I min lille<br />

dagtursrygsæk lå mit kamera, mine<br />

film, min walkman, min dagbog og min<br />

guidebog og mine nye dobbeltslebne<br />

briller, og i lommen på mine cowboybukser<br />

havde jeg, i en lille lærredspose,<br />

mit pas, min flybill<strong>et</strong>, mine rejsechecks,<br />

mit visakort, og elleve hundrede dollars<br />

i kontanter. Ups! At aflevere ville sandsynligvis<br />

have afslutt<strong>et</strong> den tremåneders<br />

rundrejse i Sydamerika, som jeg<br />

var begyndt på kun to uger tidligere.<br />

Adrenalin<strong>et</strong> susede rundt i kroppen på<br />

mig. Pludselig sprang jeg ind imellem to<br />

af drengene og løb så godt jeg kunne. en<br />

af drengene fik fat i min T-shirt som blev<br />

flå<strong>et</strong>, samtidig med at der kom en taxi<br />

fra en sidegade. <strong>De</strong>n bremsede hård op<br />

lige ud for os. Drengene stoppede osse<br />

op og tog så benene på nakken, og jeg<br />

åndede l<strong>et</strong>t<strong>et</strong> op. Jeg glemte helt at sige<br />

tak til taxichaufføren. Jeg skyndte mig<br />

op til hovedgaden og ind på den første<br />

café, jeg mødte. På vejen passerede jeg<br />

en gammel dame, som havde s<strong>et</strong>, hvad<br />

der var sk<strong>et</strong>. Hun stirrede vildt efter<br />

mig, mens hun gjorde kors<strong>et</strong>s tegn.<br />

”Mens de tre andre omringede mig,<br />

pegede drengen med pistolen direkte<br />

på min mave og sagde ’Money’. ”<br />

Kiwien fik en strik om<br />

halsen og mistede alt<br />

I la Paz, hovedstaden i bolivia, boede<br />

jeg på hostel Continental, <strong>et</strong> rygsækshotel<br />

med sovesale og en stor have. en<br />

morgen, da jeg sad og drak morgenkaffe<br />

med <strong>et</strong> par andre backpackere, kom<br />

Jimmi, en Kiwi fra new Zealand, ind ad<br />

døren. Han kom lige fra politistationen<br />

og fortalte os, helt omtuml<strong>et</strong>, en meg<strong>et</strong><br />

trist historie. Han var ankomm<strong>et</strong> til la<br />

Paz klokken fem samme morgen, og da<br />

d<strong>et</strong> stadig var mørkt og der ikke var en<br />

sjæl på gaden, havde han tag<strong>et</strong> en taxi<br />

til hotell<strong>et</strong>. Hotell<strong>et</strong> havde han fund<strong>et</strong><br />

i guidebogen. Han b<strong>et</strong>alte taxien, som<br />

straks kørte videre, og gik ind i receptionen.<br />

Men alt var optag<strong>et</strong>. Så ud på<br />

gaden igen. Taxien var jo kørt, så han<br />

fandt guidebogen frem for at kikke efter<br />

<strong>et</strong> and<strong>et</strong> hostel, da en ung fyr kom<br />

forbi og spurgte, om han kunne hjælpe.<br />

Han fortalte, at lige rundt om d<strong>et</strong> næste<br />

hjørne lå der <strong>et</strong> and<strong>et</strong> hostel. <strong>De</strong> fulgtes<br />

ad, men rundt om hjørn<strong>et</strong> ventede hans<br />

kammerater. <strong>De</strong> kastede en snøre om<br />

halsen på ham, og mens to strammede<br />

snøren, så han næsten blev kvalt, rippede<br />

de ham for alt. Han kom tilbage til<br />

hotell<strong>et</strong>, hvor jeg boede, i T-shirt og underdrenge.<br />

Selv hans bukser og støvler<br />

havde de stjål<strong>et</strong>.<br />

Hotell<strong>et</strong> havde så lånt ham nog<strong>et</strong> tøj og<br />

ring<strong>et</strong> til politi<strong>et</strong>, som hjalp ham med at<br />

komme i kontakt med sit forsikringsselskab.<br />

new Zealand havde ingen ambassade<br />

i bolivia, så han skulle helt til<br />

Santiago for at få nyt pas. Politi<strong>et</strong> havde<br />

giv<strong>et</strong> ham <strong>et</strong> stykke papir med <strong>et</strong> stempel,<br />

der var <strong>et</strong> slags nødpas, så han<br />

kunne rejse til Chile. Han var helt knust.<br />

Hold da kæft hvor var han ked af d<strong>et</strong>.<br />

nogen havde i mellemtiden tjekk<strong>et</strong> ud,<br />

så han havde nu få<strong>et</strong> en seng i en sovesal<br />

på hotell<strong>et</strong>.<br />

To dage senere var han blev<strong>et</strong> kammerat<br />

med <strong>et</strong> par aussier, som man kalder<br />

folk fra Australien, som osse boede på<br />

vores hostel. <strong>De</strong> havde få<strong>et</strong> nogle bajere,<br />

og nu havde han d<strong>et</strong> helt fint igen.<br />

Han havde købt nyt tøj og en ny rygsæk.<br />

<strong>De</strong> fik mig ned med nakken <strong>et</strong> par dage,<br />

sagde han, men de<br />

skal fan’me ikke få<br />

lov at ødelægge<br />

hele min rejse. Så<br />

de tre nye venner<br />

tog sammen til<br />

Puno ved Titicacasøen.<br />

Jeg tog med. Hans nødpas gjaldt<br />

en måned, så der var god tid. en måned<br />

senere, en uge før min hjemrejse, var<br />

d<strong>et</strong> min tur igen.<br />

<strong>De</strong> fik mig alligevel til sidst<br />

Jeg var træt men l<strong>et</strong>t<strong>et</strong>, da jeg satte<br />

mig tilr<strong>et</strong>te ved <strong>et</strong> bord på den lille restaurant<br />

på hovedgaden i Trujillo, lige<br />

rundt om hjørn<strong>et</strong> fra busstationen. Hold<br />

da kæft hvor var jeg træt. Men alt var<br />

gå<strong>et</strong> helt efter bogen. næsten bedre,<br />

de forhold jeg havde rejst under de sidste<br />

fjorten timer tag<strong>et</strong> i b<strong>et</strong>ragtning.<br />

Jeg havde rejst på tommelfingeren ned<br />

gennem ecuador og d<strong>et</strong> nordlige Peru,<br />

og jeg havde lige købt en bill<strong>et</strong> til natbussen<br />

til lima. bussen afgik halvanden<br />

time senere. Så nu trængte jeg bare til<br />

lidt at spise, så tilbage til busstationen<br />

og ind i bussen med mig og mine rygsække.<br />

Så kunne jeg bare slappe af og<br />

sove trygt de næste tolv timer.<br />

Jeg havde i elleve uger rejst d<strong>et</strong> meste<br />

af Sydamerika rundt. Fra Rio de<br />

Janeiro var jeg - via Paraguay, Uruguay,<br />

Argentina, Tierra de Fuego, Chile, bolivia<br />

og ecuador - nu på vej til lima for at<br />

tage fly<strong>et</strong> hjem. En ting havde fulgt mig<br />

hele rejsen: de andre backpackeres<br />

historier om deres egne og bekendtes<br />

oplevelser med overfald, voldtægter,<br />

tyverier, røverier og bondefangerier. Så<br />

jeg var stolt af, at jeg havde klar<strong>et</strong> den<br />

i så lang tid uden at miste nog<strong>et</strong> som<br />

helst. Jeg havde vær<strong>et</strong> meg<strong>et</strong> tæt på<br />

<strong>et</strong> par gange, især dengang med pistoldrengene<br />

i Montevideo, så jeg vidste, at<br />

jeg havde vær<strong>et</strong> heldig og at d<strong>et</strong> gjaldt<br />

om at passe på. Meg<strong>et</strong> på. Hele tiden.<br />

Alligevel gik d<strong>et</strong> galt.<br />

28 GLOBEN nr. 30 / <strong>De</strong>cember 2007 GLOBEN nr. 30 / <strong>De</strong>cember 2007 2

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!