et “ikke-land” - De Berejstes Klub

tema sydamerika
Med Claus i førertrøjen
- Klubtur til Brasilien
Det regner, og temperaturen er seks grader i Danmark, da Claus andersens
lille Brasiliensgruppe på ni personer – aktive som passive medlemmer – den
1. april 200 drager mod varmere himmelstrøg med kurs mod Rio de janeiro
– første stop på en rundrejse, der også tager os til foz do Iquazu, Pantanal,
salvador og olinda. og til det vestligste medlemsmøde i De Berejstes Klub.
Claus har organiseret det hele, og med ham i førertrøjen bliver det ikke
kedeligt. Han kender landet, taler sproget og bliver ikke hylet ud af den, selv
om han glemmer sine flybilletter til den videre rejse i flyet til Rio.
TeksT: ann kledal og anneTTe grønkær
foTo: ann kledal og morTen elm
Karneval i Rio – erotik i luften!
Rio – bare navnet får billeder frem på
nethinden af karneval og sambarytmer,
fest, farver og erotik, sol og hvide
strande, Sukkertoppen, Copacabana,
Kristusfiguren og smukke mennesker
i alverdens kulører, der bare forstår at
nyde livet. For de fleste i gruppen er Rio
ny by i nyt land, for et par stykker af
os et kært gensyn efter at have oplevet
karnevalet. Rio og karnevalet kan ikke
beskrives, det skal opleves!
Det pirrer alle sanser på en sådan måde,
at en vinterbleg dansker må overgive sig
fuldstændigt. en hel nat med paraderne
og sambaen på Sambadromen, de flotte
blocos – optog på store lastbiler – der
kører gennem gaderne for fuld udblæsning,
de helt vilde transvestitfester om
natten, hvor alle brasiliens transvestitter
er samlet for at fremvise deres dyrekøbte
ynder. I minimale kostumer, på
bare tæer eller tårnhøje hæle. Alt oser
af dekadence og erotik. Sådan er Rio i
februar. nu skal vi se byen på et fredeligere
tidspunkt.
Den smukkest beliggende
storby
Rio – den smukkest beliggende storby
i verden. byen ved havet med de hvi-
de strande, små øer og bjergtoppe der
dukker op som grønne muldvarpeskud,
dækket af tæt vegetation. Rio de Janeiro
betyder januarfloden, og den blev døbt
sådan af de første portugisere, der kom
til Guanabarabugten d. 1. januar 1502,
fordi de troede, de havde opdaget en ny
flod. Byen var på det tidspunkt ubetydelig,
men da guldminerne i Minas Gerais
åbnedes omkring år 1700, var Rio den
nærmeste havneby, og enorme rigdomme
blev udskibet herfra. byen blev
handelscenter for portugiserne og var
Brasiliens hovedstad fra 1763 til 1960,
hvor man udnævnte den nyopførte
brasilia til regeringsby – til stor ærgrelse
for mangen en politikerfrue, der
blev nødt til at forlade deres sorgløse
liv i deres elskede Rio til fordel for en by
uden sjæl midt inde i landet.
Corcovado er navnet på en af de højeste
toppe i Tijuca bjergkæden, der deler
Rio, og den kendte Kristusfigur står i 710
meters højde med udbredte hænder.
Togbanen op til Corcovado kører gennem
junglen fyldt med store farvestrålende
sommerfugle og eksotiske planter,
og vi underholdes af et sambaband, der
stiger på undervejs og lokker til en dans
og et lille bidrag. nogle af turisterne ser
lidt stramme ud i betrækket, da de be-
gynder at spille (kan man nu heller ikke
sidde i fred her!), men selv den sureste
må overgive sig til rytmerne.
Rige og fattige – side om side
Fra Corcovado er der en enestående
udsigt over Rio. På trods af de mange
turister står man helt lamslået over en
sådan skønhed: Sukkertoppen, strandene,
junglen. Men op ad bjergsiderne
findes over 500 favelaer som turisten
næppe får øje på. en af grundene er, at
fattige og rige bor side om side. På den
ene side af en vej kan der ligge luksuriøse
villaer og højhuse beboet af pengestærke
brasilianere, på den anden
klamrer favelaen sig op ad bjergsiden,
beboet af fattige, styret af bander.
I nogenlunde fordragelighed, for de rige
har brug for de fattige som chauffører,
stuepiger og barnepiger, og de fattige
har brug for de rige for at få mad på
bordet. F.eks. ligger Rios største favela
– Rochina – med over 130.000 indbyggere
klos op ad den amerikanske skole,
hvor forældre betaler 10.000 kroner om
måneden i skolepenge, og hvor poderne
hentes og bringes af privatchauffører.
Gang i den på stranden
Vi bor to blokke fra Copacabana. På
denne brede, hvide, palmeklædte strand
med den 4,5 km lange strandpromenade,
der fortsætter over i Ipanema, udfolder
livet sig på godt og ondt.
om dagen er stranden og promenaden
fyldt med folk, der enten solbader, cykler,
jogger, spadserer, spiller fodbold eller
volley, eller hænger ud på en af de
mange strandbarer med en kokossaft, og
senere på dagen måske en caipirinha.
om aftenen og natten er det ikke stranden,
men de mange barer på den lange
promenade, der er gang i. Copacabana
er nemlig også hjertet af Rios prostitutionskvarter
med baren ”Help” som det
største trækplaster. Her udfolder der sig
en livlig aktivitet for at kapre kunder, og
pigernes kostumer overlader ikke meget
til fantasien. Fantastisk flotte er de, og
om det er ”rigtige” piger eller transvestitter
er svært at sige. begge kæmper
samme kamp for at tjene hurtige penge.
Hurtige penge vil alle jo gerne tjene.
også billetkonduktøren i bussen – den
unge pige, der prøver at snyde os for to
riales. Vi lægger ti riales for tre personer
og får to igen. Altså otte riales for
tre busbilletter??? Hun var ikke engang
kvik nok til kun at give en tilbage, den
var vi måske hoppet på! og hun var heller
ikke spor flov, da hun måtte hoste op
med to riales mere.
Med Knud som vært
et lidt usædvanligt medlemsmøde bliver
der også tid til. Den gæstfri vært, som
har inviteret gruppen, er medlem af De
berejstes Klub, Knud bach, som bor i
Petropolis, en by oppe i bjergene, cirka
75 kilometer nord for Rio.
Knud har sat os stævne på byens museum,
som tidligere var residens for
den portugisiske kejser Don Pedro. Iført
enorme filtsko glider vi gennem museet,
og får et godt indtryk af de enorme rigdomme
portugiserne besad og den luksus,
de levede i, i stærk kontrast til den
fattige befolkning.
efter museumsbesøget kører vi med
Knud ud til hans arbejdsplads ”Aalborg
Industries”, hvor han har været direktør
de sidste seks år. Fabrikken afventer
vores besøg, og iført sikkerhedshjelme
får vi en rundvisning
Aalborg Industries er verdens førende
leverandør af marinekedler og har også
fabrikker i Kina og Indonesien. Inde
på fabrikken bakses der rundt med de
enorme kedler. og i modsætning til
mange andre fabrikker i brasilien har fabrikken
et rigtig godt arbejdsmiljø. Der
er sikkerhedsrepræsentanter, og sikkerhedsreglerne
med bl.a. høreværn og
sikkerhedshjelm bliver overholdt. og interesserede
medarbejdere har mulighed
for at videreuddanne sig efter arbejdstid,
men på firmaets regning. En yngre
kvindelig medarbejder i laboratoriet er
således i gang med en uddannelse til
kemiingeniør, og fortæller de måbende
danskere, at hun efter arbejdsdagen fra
7 til 16 tager bussen to timer frem og
tilbage til Rio hver aften for at gå på universitetet!
Corcovado: Annette, Gritt og Ann – ikke helt alene
foran Rios vartegn, den store Kristusfigur.
endelig går turen i skudsikker bil hjem
til Knud bachs residens, et lejligheds-
kompleks, godt beskyttet af sikker-
hedsvagter, hvor vi slår os ned på en
kæmpeterrasse. Tour de table og post-
kortoplæsning er denne dag erstattet af
hyggesnak og en kølig caipirinha, mens
vi venter på brasilianernes foretrukne
specialitet Carne asada - grillstegte kyl-
lingehjerter, pølser og oksekød i store
mængder. Godt mætte og lettere be-
rusede ser vi til sidst lysbilleder fra
brasilien, hvilket giver os endnu mere
lyst til at udforske dette enorme land.
foz do Iguazu – verdens
største vandfad
Heldigvis er det det, vi skal , så vi drager
videre til Foz do Iguazu. I lufthavnen op-
dager den gode Claus, at han har glemt
nogle af sine flybilletter i flyet til Rio, og
selv om de kan se, at han er booket ind
på flyet til Foz, kommer han ikke med
– sikkert fordi flyet er overbooket i forvejen!
Så han ankommer efter mange
diskussioner og flere timer senere efter
at have været en tur over Sao Paulo.
Gruppen når dog frem uden fører, og vi to
lægger straks ud med en helikoptertur over
vandfaldene, som ligger mellem brasilien,
Argentina og Paraguay. De næste to dage
ser vi de 273 store og små vandfald, der
strækker sig over tre kilometer, både fra
brasilien-siden og Argentina-siden. To helt
forskellige oplevelser.
Fra brasilien ser man dem store og
brusende på afstand. Fra Argentina
kommer man via stier meget tættere
på. Hovedattraktionen er Garganta do
Diablo – Djævlens Gab – hvor der falder
13.000 kubikmeter vand med halvfems
meter pr. sekund og med et øredøvende
brag. Til sidst må vi bare prøve en tur
med speedbåd op ad floden for at sejle
under faldene og blive drivvåde..
Pantanal – verdens største
vådområde.
Turen videre til Pantanal nationalpark
foregår med fly til Campo Grande og
derfra 236 km vestpå i bil. Noget af en
tur! Pantanal er verdens største vådområde
og fem gange Danmarks størrelse.
Vi indlogerer os på en Fazenda - ”Refúgio
ecológico Caiman”.
Parken rummer i hundredvis af fuglearter,
bl.a. den blå ara, der er truet pga.
sine lange halefjer. Derfor har man startet
”Projecto Macau”, som tager sig af opdræt
og beskyttelse af den blå ara.
Da projektet startede for femten år siden
var der kun 1500 araer i området.
Bestanden er nu vokset til 4000. Fuglene
er unikke. De danner par for livet og bliver
cirka 35 år. Et par får kun unger hvert
andet år, for det tager halvandet år, før
ungerne kan klare sig selv. når de er små
er det nemlig svært for dem at knække
de nødder, de lever af. Parken er også et
paradis for brillekaimanen, en alligator,
der bliver cirka halvanden meter lang. De
ligger for det meste sløve, næsten blinde
og døve med dårlig lugtesans – de reagerer
kun på vibrationer. De lægger cirka
fyrre æg, og temperaturen bestemmer,
om det bliver en han eller hun. Ved 31
0 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 1