et “ikke-land” - De Berejstes Klub

skine. Heldigvis ved Roger lige præcis,
hvor vi kan finde én, så han ringer ef-
ter sin bror, der vil køre os derud. Det
eneste, han glemmer at fortælle er, at
der er 45 kilometer. Ad meget hullede
veje. Veludhvilede og renvaskede pas-
serer vi den overordentligt grumsede
flod Demerara, der er næsten to kilo-
meter bred, og fortsætter gennem små
landsbyer, hvor folk stopper op og sen-
der nysgerrige blikke efter de to blonde
gæster i Hassans taxi.
Da vi ankommer til den lille flække
Parika er gaderne fulde af handlende og
et usædvanligt broget udbud af mad-
og tekstilvarer. Side om side ligger
appetitlige meloner og knap så lækre
slagtervarer, der ville få den hjemlige
fødevarestyrelse til at tabe kæben for
bestandigt. Men vigtigst af alt finder vi
her af alle steder landets eneste bank,
hvor man kan hæve på Visa-kort. Pyha!
alle butikkers moder
efter en velfortjent eftermiddagslur,
hvor vi sov skønhedssøvn oven på vores
nyerhvervede kontanter, er vi endelig
klar til at gå på oplevelse i denne mærk-
værdige hovedstad, der mest af alt gør
sig bemærket ved sin eklatante mangel
på attraktioner.
Der er en zoologisk have næsten
uden dyr og en botanisk have næsten
uden vegetation. Absolut bundklasse.
Derudover er der kun træhuse. endeløse
Et par skolepiger tør lade sig fotografere af den
meget blege fotograf.
gader med træhuse. I alverdens afskygninger
og farver. Dog overvejende firkantede
og hvide eller i hvert fald oprindeligt
hvide. For hovedparten af husene
trænger lige så meget til frisk maling,
som europæere trænger til solcreme
under den kyniske tropesol.
Tæt ved landets mest berømte marked,
Starbroek, finder man landets førende
materialist- og kosmetologforetagende.
I gentagne håbløst ringe tv-reklamer på
hotellets tv har vi måbende studeret,
hvordan de falbyder alt, hvad hjertet
begærer af fantastiske cremer, franske
parfumer og andet feminint, uundværligt
tingeltangel. Så vi går på øjenshopping
i butikken på størrelse med en
dansk kiosk og ser først, at der ikke er
nogen som helst form for belysning andet
end sollyset, der som de nysgerrige
nordboer sniger sig ind i hulen.
Det er åbenbart ikke normalt, at mænd
kommer ind og øjenshopper. Så for ikke
bare at være til besvær spørger vi om
lidt almindeligt hårvoks. Det må de da
have. ”Jo”, spørger den venlige ekspedient
”vil I have den med bivoks eller
den uden bivoks?” Hmm! Vi får lov at
skrue låget af og ved selvsyn konstatere,
at det rigtignok dufter af honning.
”nej tak, det er ikke lige den, vi leder
efter” smiler vi overbevisende og forlader
butikken. Forunderligt at et besøg i
en ekstremt ringe assorteret butik kan
være højdepunktet på en formiddags
sightseeing.
Udenfor kører hestevogne rundt i gaderne
tungt læsset med nyfældet tømmer.
Vi søger derfor i sikkerhed på de
ikke-eksisterende fortove og studser
over alt det træ, der gennem hundrede
år har udgjort fundamentet i regeringsbygninger,
kirker og almindelige huse.
Derfor kommer det ikke som en større
overraskelse, at hovedstadens mest
iøjnefaldende bygning er Sct. Georgekatedralen.
Grangiveligt verdens højeste
kirke opført i træ med sit 44 meter
høje tårn. På dens store trappe foran
Der er træbygninger i alle mulige farver i Georgetown.
Søndag har man dem helt for sig selv, men
selv midt i de mildest talt slidte omgivelser er kirken
i hovedstaden imponerende.
”Hey Charlie, skriger
de igen og igen.”
kan man sidde og betragte livets gang i
Georgetown. Med jævne mellemrum afbrydes
man af en tiggers ”Give me some
money, mister” eller en flok skolebørns
nysgerrige tilråb. ”Hey Charlie”, skriger
de igen og igen. Vi fatter ikke, hvorfor
vi lige skal kaldes det. Det studser
vi over et stykke tid, indtil den venlige
kirkevagt Albert stopper op og giver sig
tid til en informativ snak. ”Det kalder de
alle hvide mennesker. Ikke som en provokation.
Det er bare meget nemmere,
når I ligner hinanden. og så er Guyana
jo gammel engelsk koloni” understreger
han.
endnu en tigger, denne gang åbenlyst
en narkoman, nærmer sig med fremstrakte
hænder. ”I må endelig ikke give
ham og hans slags noget. De er ødelagt
af stofferne, og desværre oversvømmes
landet af det skidt. Derfor bliver flere og
flere kriminelle” fortæller han med en
opgivende mine.
faldefærdig færge
Vi ser medfølende på den ældre herre
med det smittende, men lettere opgivende
smil. Han trasker ind i sit helle i
trækirken, mens vi daffer videre og fryder
os over, at vi ikke skal blive mere
end fire dage i denne parodi på en hovedstad,
hvor de engang så smukke
kanaler nu er proppet med affald, opsvulmede
rottekorpusser og alverdens
bakterier.
I en af de utallige overgejlede minibusser
med altødelæggende subwoofer og
seje slogans som ”Pimpjuice Van” og
”Joyride 2000”, bumper vi ud gennem
Georgetowns miserable forstæder og
bevæger os mod floden Courantyne,
hvor en historisk dårlig vedligeholdt
færge skal fragte os til Surinam, der
indtil 1975 var en del af det hollandske
kongedømme.
Vi ved dog, at vi vender tilbage til dette
mystiske land. Vi er nemlig blevet
fortrolige med dets kaos og uendelige
mængder træ. Så på gensyn, du fascinerende
trælasthandel.
klub info
Folkersen-prisen 2007
I forbindelse med generalforsamlingen
for syv år siden indstiftede klubben en
såkaldt ”Folkersen-pris” til minde om
klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator,
Poul Folkersen, der døde den 4.
august 2000, kort efter at han var blevet
udnævnt til æresmedlem af klubben.
Denne hædersbevisning uddeles til et
klubmedlem, der gennem årerne har
dyrket rejselivet i Poul Folkersens ånd,
en person der ved et særligt energisk
og grænsesøgene rejseliv er nået langt
bort fra de gængse turistområder og har
fået en grundig indsigt i lokale forhold.
endvidere lægges der vægt på, at oplevelser
og erfaringer på passende vis
er blevet videregivet til både klubben
og resten af samfundet. Prisen uddeles
hvert år i forbindelse med generalforsamlingen
og består – ud over af selve
æren – i år af et kontant beløb på kr.
2.000.
Alle kan foreslå kandidater, men hvem
der modtager prisen afgøres af en
jury bestående af et tomands udvalg:
Formanden for De berejstes Klub og sidste
års prismodtager (Gerner Thomsen).
Tidligere modtagere har været Claus
Qvist Jessen, lone Friis larsen, Claus
Andersen, Arne Runge, Rasmus Krath,
Pia og Poul Saabye samt som nævnt
Gerner Thomsen.
Det er jo et særdeles celebert selskab
af personligheder – flere af dem af enspændertypen
- der rejser efter mottoet:
Jo værre, jo bedre.
Årets Folkersen er en gæv jyde, der den
sidste halve snes år har gjort det, som
vi alle drømmer om: Lagt arbejdslivet
bag sig og så ellers rejse ud i verden
halve år ad gangen. Rejser, hvor der er
god tid til at møde lokalbefolkningen og
finde på de oplevelser, der altid dukker
op for den tålmodige.
Hans opvækst på landet i beskedne kår
gav egentlig ikke store løfter om de kommende
eventyr. Senere blev det dog via
en militærkarriere til flere udstationeringer
på Cypern og i Skotland, samtidig
med at der var god tid til at indhente den
uddannelse, som han ikke havde fået
taget i første omgang. Det blev derefter
til et succesfuldt job i finanssektoren,
hvor den medfødte sparsommelighed
lagde det økonomiske grundlag for det
nuværende frie rejseliv.
Hans seneste rejse, der også var på et
halvt års tid, bragte ham bl.a. til to ikke
tidligere besøgte territorier. På det ene
viste det sig dog, at han måtte se sig
slået med et par uger af et andet medlem.
Så meget mere målbevidst gik han
efter det andet territorium, Tokelau,
som vi kunne læse om i sidste nummer
af Globen, og hvor han efter flere ugers
ventetid nåede frem med en fragtbåd -
vistnok som den første dansker nogensinde.
De husker ham stadig på Tokelau – ligesom
de gør det dybt inde i brasiliens
regnskov, i Rajastans ørken og på de
mest ufremkommelige øer i Filippinerne
– for hvad gør man, når man gerne vil i
kontakt med de lokale, men ikke rigtig
kan kommunikere på almindelig vis?
Årets Folkersen har udviklet sin egen
metode, som går under navnet Chicken
Dance, og som man efter sigende nu
kan opleve rundt om i verdens fjerne
landsbyer. Måske kan vi lidt senere få
en demonstration af Chicken Dance, da
han har lovet under julefrokosten at underholde
om sin seneste rejse.
Mine damer og herrer – det er mig en
stor glæde på klubbens vegne at kunne
overrække Folkersen-prisen 2007
til vort medlem nr. 352, Henri Madsen.
Med æren følger et kontakt beløb på kr.
2.000, som kan bruges på nye rejseoplevelser.
Til orientering kan jeg desuden
oplyse, at der den 11. januar afholdes
medlemsmøde i Henris selvbyggede
træhus på Mols. Det bliver garanteret
ikke kedeligt.
Søren Padkjær
Generalforsamling DBK 2007
ny bestyrelse blev:
Jens Poul Madsen (056, formand), Gerner Thomsen (263), Lars Munk (207),
Jakob Linaa (233), Thomas Snorgaard (264). Desuden fortsætter følgende
personer der ikke var på valg i bestyrelsen: Nikolaj Witte (212), Kirsten
Kjærsgaard (318), Jakob Øster (312) og Per Danielsen (223). Revisor Lasse
nørgaard blev desuden genvalgt. ny fordeling af ansvarsområder i bestyrelsen
fremgår af side 66 kontaktpersoner.
Referat og regnskab:
Udsendes til alle medlemmer pr. mail. Regnskabet blev godkendt og viste, at
klubben har en sund økonomi, der er blevet yderligere forbedret af de mange
nye medlemmer. Kontingentsatser vil for såvel aktive som passive medlemmer
forblive uændrede i 2008.
2 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 3