et “ikke-land” - De Berejstes Klub

Kontrasternes storby; i Mogadishu lever almindelige mennesker konstant med krig og soldater i baggrunden - just another day in a warzone.
Somalia – et “ikke-land”
- Rasmus Krath blandt krigsherrer og
præsidenter på Afrikas Horn
fucked up, elendigt, ludfattigt – og stolt. sådan står somalia for mig nu
to måneder efter jeg forlod landets blødende hovedstad Mogadishu, alt
imens soldaterne skød rundt om i byens gader og befolkningen flygtede
ud af ruinerne. jeg kom derfra igen, men somalierne og kampene er der
stadigvæk - som de har været det de sidste sytten år i et somalia, hvor
anarki, lovløshed og Darwins lov hersker i en grad og langstrakthed, som
verden ikke har set i postkolonitiden.
TeksT og foTo: rasmus kraTH
”Fedt rejseland”, tænkte jeg ellers, da
jeg første gang bredte Somaliakortet ud
på mit skrivebord hjemme i Århus sidste
vinter – en tanke, der skulle blive både
be- og afkræftet, som rejsen senere
kom til at skride frem måneder efter mit
første bly møde med landkortet.
Jeg rejste til Somalia i juli og august
2007. Jeg ville lære om en ekstrem
verden og blive klogere på, hvordan
mennesker lever i kaos og efter en moderne
tids junglelov, hvor hver mand er
sin egen lykkes smed. Jeg ville møde
og snakke med nogle af de ni millioner
somaliere, der bebor Afrikas Horn - et
område i vores verden, der stort set
har været forladt og glemt af det internationale
samfund siden midten af
1990´erne, hvor FN - med USA i spidsen
- led et sviende nederlag i Mogadishus
gader under det atten timer lange slag,
der har fået navnet ”black Hawk Down”
(også titlen på en heftig og patriotisk
amerikansk Hollywoodfilm fra 2001).
Siden har det centrale Somalia været
styret af krigsherrer og skiftende regimer,
der aldrig har haft kontrol over
landet i mere end seks måneder ad gangen
– og det kun i dagtimerne. Pt. sidder
en begyndende overgangsregering
sat på ”magten” af etiopiske tropper,
der kæmper mod forskellige militser,
oprørsgrupper og andet godt.
Hvordan rejser man i et
”ikke-land”?
”How to do?” var det første spørgsmål,
jeg måtte stille mig selv. Hvordan rejser
man i et land, hvor guidebøger end ikke
har nået tegnebrættet, hvor offentlig
transport ikke rigtigt findes, og hvor den
danske ambassade i nabolandet Kenya
officielt melder ud, at de ikke har noget
chance for at redde en ud, hvis det
går galt? Min løsning endte med at blive
politisk. Mens jeg rejste rundt i Sudans
støv i foråret, fik jeg kontakt til en sød,
særlig og somalisk politiker, der boede i
Århus. Han kendte en fyr i london, der
kendte en minister i den lokale regering,
der styrer en af de mindre urolige dele
af Somalia, selvstyredelen Puntland i
det nordøstlige af landet. Ministeren
arbejdede tæt sammen med Puntlands
lidt tykke præsident, og præsidenten
var lun på at få historier om Somalias
måske begyndede lov og (u)orden
spredt ud i verden. Summa summarum
blev jeg inviteret på besøg i Puntland af
regeringen imod løftet om at holde fore-
drag om det storslåede Somalia hjemme
i Danmark.
Via en tidligere NGO-aftale fik jeg flyvelejlighed
med eU´s humanitære ottepersoners
propelflyver, der den 9. juli i
år åd sig gennem himlen fra nairobi i
Kenya og efter tre nervøse timer gled
ned på den anden side af lands lov og
ret i Puntlands regeringsby Garowe på
toppen af Afrikas sagnomspundne Horn.
I was there. lufthavnen var en skummel
airstrip uden lufthavnsbygning, paskontor
eller hygge midt i en stenørken, hvor
mit tvivlsomme somaliske eventyr nu
skulle tage sin start. Jeg fik stemplet
det danske pas på køleren af en gammel
russisk jeep med flade dæk. En spytklat
derefter blev jeg mødt af en skinnende
blå Toyota 4WD med tonede ruder, der
hvinende bremsede op i støvet foran
mine lidt for store fødder. Fire døre gik
op, og de tonede ruder afslørede en grim
og skægget chauffør, to AK47-bevæbnede
soldater og en usansynligt spinkel
gut spundet ind i ti meter patronbælter
og mast ned under et maskingevær, der
må have været dobbelt så tungt som
ham selv. ”Welcome to Puntland”, sagde
chaufføren, hev mig ind i bilen og trådte
på speederen, så vi fløj ud over et sandet
hjulspor ind mod byen tyve kilometer
borte, ”To the Presidencial Palace”,
sagde han og smilede somalisk.
Mødet med en præsident
Præsidentens gemakker lå midt i Garowe
by omgivet af blik-, træ- og paphuse i
et spindelvæv af gamle telefonledninger
og håndmalede reklameskilte for
cocacola og udbydere af mobilnetværk
(noget af det eneste, der faktisk er styr
på i Somalia). Vi ventede kort i forkontoret
og blev så budt ind til en buttet og
lavstammet mand, der præsenterede
sig som ”Musa, President of Puntland,
Regional Administration of Somalia”,
efterfulgt af sætningen: ”What do you
wish to see in my country?”
”Hehe”, tænkte jeg, ”er det her fedt, eller
hvad...?”. og det var det. Præsident
Musa var overordenligt afrikansk flink
og udstyrde mig med to firhjulstrækkere,
to chauffører, tre sikkerhedsvagter
og en tolk, der skulle stå til min rådighed
al den tid, jeg havde tænkt mig
at opholde mig i Puntland. Jeg takkede
Musa på en pæn jysk måde og gik klukkende,
tændt og særdeles benovet ud af
præsidentens kontor med aftalte planer
om at køre Puntlands ørkener, sletter og
kyster tynde med mit nu officielle følge
på seks nydelige somaliere i de to biler.
Der skete vitterligt mange ting de næste
uger rundt i det ret smukke Puntland,
men højdepunktet kom, da vi nåede den
pulserende havneby busaso op mod det
tyrkisblå vand i Aden Golfen, der adskiller
Afrika fra Den Arabiske Halvø. Jeg
var efterhånden kommet ret godt ind
under huden på min tolk, Hamid, der
viste sig at være et helt igennem fornuftigt
menneske med stor viden, insigt
og interesse i verden og ikke mindst
Somalia. en af de ting vi snakkede om
var den danske Coaster, Danica White,
der på det tidspunkt lå kapret ud for kysten
ud til det Indiske ocean i et område
af Somalia, der er regeret af en af landets
krigsherrer. Jeg havde aftalt med
Somalias præsident i godt selskab
32 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 33