et “ikke-land” - De Berejstes Klub

En idyllisk lille landsby på vej ud af Andesbjergene.
Cartagena, den koloniale perle ved det caribiske hav, er godt besøgt af tusindvis af krydstogtturister
og backpackere.
Han lå flad af grin mens han fortalte mig,
hvad der ventede mig i regnskoven, gav
mig mit pas tilbage og sagde, at jeg var så
langt ude, at han bare kunne ønske mig
held og lykke i det grønne helvede. Jeg
takkede pænt og gik tilbage til bussen,
hvor jeg lænede mig tilbage i mit sæde
og tændte en smøg. Den har du brug for,
sagde min nabo, for om cirka en time
kommer vi til den næste guerillagruppe.
Da vi nåede til næste gruppe blev jeg i
bedste Hollywoodmaner stillet op ad
bussen med spredte ben, mens en ung
knægt borede sit gevær ind i min ryg.
buschaufføren forkortede opholdet, idet
han fortalte den hurtige version til kommandanten.
Han stillede nogle enkelte
konkrete spørgsmål som tydede på, at de
to grupper kommunikerede sammen. Jeg
løj til den store guldmedalje og var lidt
stolt af, at ingen fandt mine 1000 dollars,
som var godt gemt i mine cykelbukser.
Vi fortsatte turen til dagens sidste guerillagruppe.
Kommandanten her havde
solbriller på og kasketten trukket godt
langt ned i panden. Af erfaring vidste jeg,
at det ikke er et godt tegn, men jeg blev
nødt til at følge ham til en hytte, der lå lidt
længere væk.
Min første tanke var ”han er bøsse”.
Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg havne i en
sådan situation efter alt hvad der var sket
i dag? Jeg blev helt nervøs og vidste slet
ikke hvad jeg skulle gøre. Min homoseksuelle
debut med en guerilla i en forladt
hytte i Colombia. Det var da noget af en
historie. Vi gik ind i hytten, han lukkede
døren, tog brillerne af, smed sin kasket på
bordet og smilede. Hvad skulle jeg gøre?
Spændingen var ikke til at holde ud. Han
tilbød mig noget at drikke, og så stillede
han masser af spørgsmål omkring min
cykeltur, livet i europa, og, og, og... Jeg
blev så lettet at jeg nær var faldet ham
om halsen.
Tilbage i bussen undskyldte jeg mange
gange og fordelte mine sidste smøger,
mens jeg besvarede utallige spørgsmål.
lige inden Quibdo blev vi atter kontrolleret,
denne gang af det officielle militær.
Den præstation fik mig til at trække på
smilebåndene.
sendt retur af det
colombianske fBI
Det var trykkende varmt da vi ankom i
mørket til Quibdo. Mit største behov bestod
i et værelse med aircondition, noget
mad og nogle kolde øller.
næste dag undersøgte jeg muligheden for
at rejse med en cargobåd 400 kilometer
gennem regnskoven op ad Rio Atrato til
den caribiske kyst. Den trafik var blevet
indstillet efter at AUC (paramilitær) var
begyndt at kontrollere området længere
nordpå. Jeg kunne prøve at sejle med indianerne
fra landsby til landsby, men det
ville nok tage uger, og så havde jeg stadigvæk
problemet med AUC, som skyder
først inden de spørger.
Jeg blev mere end skuffet nu, hvor jeg
havde glædet mig til denne unikke tur
udenom guerillaen. I stedet gik jeg rundt
i byen og sugede den fascinerende stemning
til mig. en blanding af Sort-Afrika
og Amazonas, fuldstændig ignoreret og
glemt af resten af Colombia. Halvnøgne
indianere som gik småforvirrede rundt,
nærmest uden orientering, delvist berusede.
om aftenen kiggede jeg længe
efter dem, når de forsvandt i mørket
med deres selvbyggede kanoer, tilbage
til regnskoven. Klokken ti bankede det
på døren, og en sort pige i tyverne med
kort kjole, rød læbestift og en dyb hjerteformet
udskæring spurgte, om jeg havde
brug for noget til natten, mens hun løftede
brysterne. Jeg takkede pænt nej og
sagde, at jeg havde oplevet nok de sidste
par dage.
Næste morgen fik jeg besøg af to civilklædte
colombianske DAS-agenter (FBI).
De tjekkede mit pas over walkie-talkie og
spurgte om min mission. Min mission? Jeg
var cykelturist på vej fra Quito til Caracas,
uden mission. Hvordan jeg var kommet
forbi guerillaen, hvad min plan var, og om
jeg overhovedet havde en anelse om, i
hvilket område jeg befandt mig. Så fortalte
de, at det ikke var sjovt længere, at
der var borgerkrigslignede konflikter, og
at jeg skulle forlade Quibdo hurtigst muligt.
De sidste vesterlændinge, der forlod
området, var fra ”læger uden grænser”,
efter at en af dem var blevet bortført i juli
2000 og løsladt måneden før jeg kom til
området.
Jeg besluttede mig for natbussen samme
vej tilbage frem for at vente en hel uge
på en plads i et militærfly. Jeg var selvfølgelig
skide nervøs, men havde ingen rigtige
alternativer. Heldigvis sov mine gode
venner, da vi passerede posterne, og vi
ankom helskindet til Medellín.
Jeg cyklede nu videre mod Cartagena.
På vejen stødte jeg kun en enkelt gang
mere på en guerillapost, som jeg listede
mig forbi, mens hele banden sov til middag.
efter jeg forlod bjergene, blev landskabet
noget mere trist. enkelte marker
med sukkerrør, majs og rigeligt med køer.
Solen brændte fra morgen til aften, og
en stærk modvind fulgte mig helt op til
Caracas. Der er ikke noget værre end at
cykle i modvind. næste gang kigger jeg
på vejrkortet inden jeg starter min tur.
Cartagena og ”semana
santa”
endelig nåede jeg frem til Cartagena,
storbyen med den velbevarede gamle bydel
ved den caribiske kyst. Jeg trængte til
at se og føle havet, lytte til bølgerne og
bare nyde storbylivet. Hele byen vrimlede
med udenlandske turister, både kokain
glade backpackere og tusindvis af turister
fra de mange krydstogtskibe der indtog
hele byen.
Jeg skaffede mig et visum til Venezuela
og lagde planer om, hvor jeg skulle nyde
min velfortjente ”semana santa”, altså
påskeugen. ”Semana santa” er sydamerikanernes
sommerferie, priserne bliver
fordoblede, og man skal som cyklist holde
sig langt væk fra vejene, ellers bliver
man kørt ned af en øl- og romglad bilist.
Desuden er hotellerne overbookede, så
må man finde sig et sted at bo i god tid.
Den nye regering under præsident
Pastrana havde lovet colombianerne, at
de kunne køre i egen bil fra bogota op
til kysten. I påsken forlod hver dag tre
militærkonvojer hovedstaden med højst
fakta om Colombia
- 98% af alle mord og forbrydelser
bliver aldrig opklaret
- 3.000 bortførelser om året (verdensrekord)
- 26.000 mord (2004)
- 2.450.000 internt fordrevne personer
(verdensrekord i 2001)
- 41.000.000 indbyggere, heraf 0,3%
udlændinge. 3% af colombianerne
bor i udlandet, hovedsagelig i USA
- FARC med ca. 20.000 mand, ELN
med ca. 6-9.000 mand, begge guerillagrupper
og AUC (paramilitær) med
ca. 15-20.000 mand kontrollerer
40-60% af landets territorier, mest
landområder
200 privatbiler ad gangen. Både på jorden
og i luften sikrede militæret sig, at
ingen af bilerne blev stoppet og overfaldet.
billederne virkede absurde, og jeg
håbede at noget lignende aldrig vil ske
i europa. Men det var dengang i påsken
2001. I dag får vi ikke engang lov til at
tage en plastikflaske med vand op i flyet.
lige før Sierra nevada forlod jeg kystvejen
og cyklede gennem en pragtfuld skov
ned ad en grusvej, som endte i en lille sti.
For enden ventede et paradis (Tayronaparken)
med hængekøjer under et palmetag,
hvid sandstrand og små restauranter.
Stedet var fyldt med backpackere
fra hele Sydamerika. om aften sad vi
samlet, og alle havde en god og sjov historie
at fortælle. bordet blev hurtigt
fyldt med flasker, guitaren pakket ud, og
så blev der ellers festet til tidlig morgen.
Herligt! en uforglemmelig påskeferie.
Venezuela skuffede
Tiden pressede lidt, jeg skulle nå mit fly
fra Caracas, selvom vinden pressede mig
til at blive længere i dette skønne land.
Venezuela var et stort cykelmareridt.
Flere gange måtte jeg hoppe af cyklen,
fordi idioterne ikke tog hensyn.
Den sidste dag var det nær gået helt galt,
da min forbremse gik i stykker på vej ned
ad en serpentinervej. Jeg reddede mig
ved et stunt, og syntes det var på tide at
komme hjem til det københavnske forår.
- De tre grupper har tilsammen cirka
samme styrke som militæret (2001)
- Guerillakonflikten har siden 1966
kostet over 200.000 menneskeliv,
mest bønder
- 74% af befolkningen lever i byer
- Colombia producerer 80% af verdens
kokain, 25% af verdens heroin
og tonsvis af marihuana
- Ca. 980 lufthavne/landingsbaner,
både legale og illegale
- Kun 26% af vejene er asfalterede;
folk flyver helst, også korte strækninger,
eller de bliver i lokalområdet.
- USA’s militærhjælp på 7,5 mia. $ er
uden større virkning
10 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 11