et “ikke-land” - De Berejstes Klub

tema sydamerika
Guerillaer, narkosmuglere
og ingen turister
- En cykeltur gennem Colombias ”no go area”
TeksT og foTo: Henrik scHumacHer
Udenrigsministeriet havde advaret
kraftigt om ikke at rejse til ecuador.
Regeringen i Quito havde øget
gaspriserne med 50%. Alle hovedveje
i ecuador var spærret med brændende
barrikader, og under de voldsomme
demonstrationer i Quito havde militæret
skudt nogle demonstranter. Ikke
ligefrem de bedste forudsætninger
for at starte en tre måneders cykeltur
gennem Sydamerika, men det er heller
ikke første gang et sydamerikansk land
oplever denne slags uroligheder.
efter en dejlig uge og et stort hul
i budgettet forlod jeg Quito trods
uroligheder mod nord. Jeg nød
fartvinden, bevægelsen og ikke mindst
cyklen som transportmiddel, hvor
sjælen kan følge med. Vejene var stort
set uden trafik, og de indfødte lod mig
passere deres vejspærringer mod nogle
smøger og smalltalk.
efter tre dage nåede jeg grænsen til
Colombia; nok det mest udfordrende
land for mig. Guerillaer og paramilitære
styrker bød på helt nye udfordringer.
Faren for bortførelse var hele tiden
tilstede i de to måneder, jeg cyklede
gennem Colombia.
Med narkosmuglere til
kokainområdet
Jeg elsker at cykle oppe fra
Andesbjergene og ned til Amazonas
regnskove. Man kommer indenfor kort tid
gennem de forskellige vegetationszoner,
fra kulde og træløse bjergtoppe ned
til tæt regnskov med vandfald, dyr og
fugtig varme.
I Pasto forlod jeg den verdensberømte
Panamericana Highway, som starter i
Lige om hjørnet fik Guerillaen sig en middagslur, jeg trillede
lydløst forbi, men den gik ikke, og så var der ellers ballade.
Alaska og ender efter 22.000 km ved
Kap Horn. Der mangler dog 400 km
mellem Panama og Colombia. Planen
var at trille oppe fra bjergsøen lago de
Cocha i 3300 meters højde og ned til
Colombias kokainområde i Putumayo.
Min cykel var ikke egnet til denne ”rough
and bumpy road” (Lonely Planet) med
store sten og mudderbad på skift.
Jeg besluttede mig for at blaffe ned til
Mocoa. To flinke fyre fra Cali tog mig
med i deres pickup. De var på vej ned
til Amazonas for at ”besøge familien” og
hente nogle specielle ”urter”, som kun
vokser i det område.
Det tog os næsten hele dagen at køre
de 140 kilometer med flere stop, hvor
de betalte større beløb til noget de
kaldte Vejdirektoratet. Mig beskrev de
som ”loco aleman con bici”, altså skør
tysker med cykel. Det var fint med mig,
bare jeg kunne nyde den enestående og
uberørte natur.
Vi kørte gennem den frugtbare
Sibordoydal og på smalle grusveje,
som bød på hæsblæsende udsigter til
regnskov, der nærmest klistrede sig
fast op ad de stejle skråninger. Ud af
vinduet kunne jeg nogle gange se en
rivende flod et par hundrede meter
længere nede. Jeg jublede over at være
en af de få rejsende, der nogensinde har
fået denne vidunderlige naturoplevelse,
og så i selskab med narkokurerer.
Sent på eftermiddagen satte de mig af
ved et vejkryds og ønskede mig held og
lykke med turen. De sidste 15-20 kilometer
til Mocoa lignede den sidste dag
af ”Tour de France”. Hele den lokale
befolkning kom stormende ud af deres
hytter for at hilse på mig og klappe
mig på skulderen. børnene og hundene
løb efter mig, de fløjtede og klappede
i hænderne. Jeg var den eneste turist
i flere år, der var kommet ned i deres
skønne område.
amerikansk løsning på
narkoproblemer
Mocoa, som er den største by i området,
ligger i 600 meters højde omgivet af
regnskov og med et behageligt klima.
Byen nyder godt af narkotrafikken. Der
er en helt unik stemning på byens mange
hoteller, restauranter, barer, salsatecas
og i gaderne. Jeg følte mig meget tryg
og blev hurtigt kendt som ”el ciclisto”.
næste morgen vågnede jeg ved en
kæmpelarm. noget chokeret spurgte jeg
hotelejeren, hvad der foregik. Det var
amerikanere, der bekæmpede narko.
Den amerikanske regering havde i samarbejde
med den colombianske regering
lavet en ”plan Colombia” som kostede
USA 1,3 milliarder dollars. Den gik ud
på at dræbe alle kokaplanter ved hjælp
Mit møde med en roterende ventilator resulterede i en hed
flirt med lægen på skadestuen. Colombia er et dejligt land!
af sprøjtegift og derefter ødelægge de
illegale laboratorier. USA havde sendt
”special forces” for at varetage denne
opgave med helikoptere og våben.
Det lykkedes dem at forgifte store områder
og floder. Kokainproduktionen
flyttede sammen med tusinder af flygtninge
til nabolandene, hvor den nu er
lige så stor som før, men mere spredt.
De lokale fik aldrig tilbudt alternativer
eller hjælp.
Det må være den amerikanske måde
at løse deres egne narkoproblemer på,
tænkte jeg. Hvordan ville den amerikanske
regering mon reagere, hvis
saudiaraberne sprøjtede californiske
vinmarker med gift, fordi alkohol er lige
så forbudt i deres land som kokain er i
USA?
eU havde på samme tidspunkt tilbudt at
give kokabønderne (cocaleros) løn for at
ødelægge planterne uden gift. efterfølgende
skulle de plante frugttræer, og
eU ville købe frugterne til samme beløb,
som de tidligere fik fra narkobaronerne.
Ingen dårlig ide, men USA’s ”her og nu
løsning” var hurtigere. De næste par
dage så jeg, hvordan de syge cocaleros
med deres børn på armene strømmede
til byen, fordi de havde drukket forgiftet
vand. Stemningen var vendt 180 grader,
og jeg havde fået nok af USA’s kortsigtede
narkopolitik.
GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 7