et “ikke-land” - De Berejstes Klub

Costa del Sol-konceptet er for længst nået til Sydamerika, hvor hoteller troner højt over de
kridhvide sandstrande.
Jeg smed mine to rygsække på gulvet
foran mine ben, bestilte dagens menu
og forsøgte at følge med i en spansk
film på TV’et, som hænger på alle re-
stauranter i Sydamerika. Der var ikke
andre i restauranten. De store glasdøre
stod åbne ud til gaden. Jeg bemærke-
de godt nok, at der kom to gæster ind
i restauranten, men tænkte ikke nær-
mere over det. Pludselig prikkede den
ene mig på ryggen og ville hjælpe mig
med at flytte lidt på bordet, så jeg bedre
kunne se fjernsynet. Flink fyr. Jeg af-
slog hans hjælp og sagde alt var oK.
Så vigtigt var det heller ikke med det
TV. Han prikkede mig igen på ryggen,
og da jeg vendte mig om, spurgte han
på gebrokken engelsk, hvor jeg kom fra.
Jeg var godt nok dødtræt, men jeg er
jo en venlig mand, så jeg svarede ham,
at jeg var fra Denmark. Det vil sige,
mens jeg var ved at forklare ham, hvor
Denmark befandt sig på landkortet, gik
det pludselig op for mig, at der var no-
get galt. Den flinke mand var alt for iv-
rig. Jeg vendte mig lynhurtigt tilbage og
så hælene af den anden mand, på vej
ud af restauranten med min lille rygsæk
i hånden. Den med alle værdierne. Hold
da kæft. Jeg sprang op af stolen og løb
efter manden. Men som i en tegnefilm
stoppede jeg brat op i døren, jeg kunne
alligevel ikke fange ham, han var tyve år
yngre end jeg, så jeg løb tilbage til bor-
det, for dog at redde min store rygsæk.
Selv om jeg var træt, hvilket var hoved-
grunden til at det gik galt, så var jeg
hurtig til at fange det gamle trick. Mens
jeg løber efter den første mand, som
jeg aldrig kunne have fanget alligevel,
smutter hans makker med den anden
rygsæk. Det er et trick. ligesom i dyreverden
er de altid to eller flere, der ar-
bejder sammen. Mændene er makkere
og går omkring ved bus- og togstationer,
hvor de udser sig et offer. en svag,
træt, enlig eller måske påvirket person.
De følger så efter ham eller hende, og
første gang chancen byder sig, slår de
til. Det var det, der nu var sket. De havde
set, hvor træt jeg var, da jeg ankom
til busstationen for et øjeblik siden for
at købe billet til bussen, fulgt efter mig
og slået til, som en slange der snupper
en mus. Haps. Væk var alle mine tredive
eksponerede film, mit kamera og
min dagbog.
Jeg var i chok, alt blev sort omkring mig
af blindt raseri og sorg. De allervigtigste
ting, mine film og min dagbog med alle
mine adresser, med folk jeg havde mødt
og lovet at skrive og sende fotos til, var
væk. Skidt med kameraet, walkmanden,
mine briller og hvad der ellers var
i rygsækken. Men min dagbog og tredive
eksponerede film, fra næsten tre
måneders rundrejse i Sydamerika. Det
var ikke til at bære. Gu´ske lov havde
jeg stadig mine penge, pas og papirer,
i lærredsposen i lommen. Hundrede
mand og én bajer.
et ungt, meget hjælpsomt, peruansk
ægtepar, der kom kørende i en gammel
hvid folkevognsbobbel, tog mig med
i deres bil, og vi kørte forgæves rundt
for at se efter tyvene. De var naturligvis
over alle bjerge. Så kørte de mig til
Turistpolitiet. Den tykke, mørke turistpolitichef
med den flotte uniform, moustache
og pistol i bæltet hoppede ind i
bilen, og vi kørte hurtigt tilbage til restauranten.
Her fik tjeneren en ordentlig
skideballe for ikke at have forhindret,
at en turist blev bestjålet i hans restaurant.
Tilbage på politistationen skrev
han en rapport til forsikringsselskabet
og fik min e-mailadresse, hvis noget
skulle dukke op. Jeg hørte aldrig mere
fra ham. nogle år tidligere var jeg, på
min første Sydamerika tur, osse ude for
en spændende historie, som jeg sent
glemmer.
Guerilla, politi og røvere i
Colombia
’Manos arriba’ skreg de, og bragede ind
gennem døren til vores værelse på den
lille busstation. Vi rakte forskrækket
hænderne i vejret. Hvor kommer I fra, og
hvad laver I her, spurgte de på spansk.
Det var guerillaen, dem der regerer i
sydlige Colombia. Vi forklarede at vi,
jeg og Køle-Poul, var turister og på vej
til Amazonas for at besøge indianerne.
løgn, skreg han, hvem fanden vil møde
indianerne? enten var vi spioner fra CIA,
eller osse havde vi andre skumle planer,
og Danmark - Dinamarca - var der bestemt
intet land i verden der hed. De var
helt sikre på, at vores pas var falske, og
konfiskerede alt. Vores rygsække, pas,
penge, rejsechecks og flybilletter, låste
os inde og satte to bevæbnede vagter
udenfor til at passe på, at vi ikke stak af.
Vi bliver sgu’ nok skudt, sagde Poul, han
var godt nok bleg i ansigtet. Men næste
morgen kom de tilbage. De så mindre
alvorlige ud end dagen før. Vi har snakket
med hovedkontoret, sagde de, jeres
papirer er gode nok. Der er et land der
hedder Danmark, men I må ikke opholde
jer her. I skulle have søgt om tilladelse
på vores kontor i bogota. Tænk,
guerillaen havde et kontor i bogota. Vi
fik alt tilbage og blev sat på en direkte
bus tilbage til hovedstaden bogota.
lige før ankomsten til bogota var der
et checkpoint. bevæbnet politi kom op
i bussen og checkede folks papirer. Da
de så os to lyshårede danskere, spærrede
de øjnene op. Vi blev taget med
til politistationen. bagagen og vores papirer
blev konfiskeret, og vi blev lukket
inde i en lille celle. Der skete det samme
som dagen før. Der var intet i bagagen,
der ikke måtte være der, og vores pas
og visa var gode nok, så næste morgen
blev vi lukket ud igen. De fattede heller
ikke, at vi bare ville besøge indianerne.
Vi blev enige om at tage nordpå til
Cartagena ved den caribiske kyst, hvor
alle turisterne var. Her ville vi nok være
mere sikre. Vi fandt et lille hyggeligt
hotel i centrum. Alt åndede idyl. næste
morgen, da vi sad udenfor hotellet og
drak morgenkaffe, kom en avisdreng
forbi. Canadisk par røvet og myrdet på
stranden i nat, råbte han, for at sælge
aviser med nyheden. Jeg købte en avis
og så, at der på forsiden var et stort
farvebillede af de myrdede.
De havde fået skåret
halsen over, og blodet var
løbet ned af deres nøgne
kroppe. Jeg kikkede på
Poul. Du behøver ikke at
oversætte, sagde han, jeg har fanget
den og jeg vil hjem nu. Vi havde kun
været i Colombia en måned ud af de
tre måneder, vi havde billet til, og det
var februar og snevejr hjemme, og Poul
Schlütter var statsminister. Men der var
intet at gøre, Poul havde givet op, og
selvfølgelig rejste jeg med hjem. Vi tog
et lokalt fly til Bogota og der fik vi ordnet
det, så vi kom med det første fly
hjem til Danmark.
Voldtægt og mistede pas
På et hostel i Santiago, hovedstaden i
Chile, mødte jeg en finsk pige i tyverne,
der havde været på en arrangeret jungletur
og var kommet væk fra sin gruppe.
Hun havde vandret omkring alene i fire
dage, hvor hun var blevet voldtaget af
en flok lokale indianere, før hun endelig
fandt nogen, der hjalp hende tilbage
til civilisationen. Men hun var en stærk
pige, som finnerne som regel er, så hun
fortsatte ufortrødent sin rejse rundt på
kontinentet. Men hun tog nok ikke med
på flere jungleture, vil jeg tro. Jeg mødte
osse en dansk familie, far, mor og to
børn, som på en busstation havde fået
stjålet en dagtursrygsæk med blandt
Vindere af skribentkonkurrencen 2007
1. plads: Arne Runge (29 point) - gavekort til JYSK Rejsebureau kr. 1.000,-
2. plads: Jesper Grønkjær (26 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab
3. plads: Rasmus Krath (22 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab
4. plads: Jakob Øster (18 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab
5. plads: Lars Munk (17 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab
5. plads: Per Allan Jensen (17 point) - Turen Går Til guidebog og passivt medlemskab
andet alle fire pas. Da de stod ved
skranken havde faren købt busbilletter,
mens den lille rygsæk stod på gulvet
ved siden af ham. Da han havde betalt
billetterne og ville tage rygsækken, var
den væk. De var på vej til en ambassade
for at få hjælp.
”ting man mister i sydamerika,
får man sjældent tilbage ”
tragikomisk, men alligevel
På samme hostel i Santiago mødte jeg
osse en amerikaner fra new York. Han
havde et trick, fortalte han. Han havde
købt et rygsæks-stålnet til at placere
omkring rygsækken, som man så kunne
låse fast med en solid hængelås, hvor
man ville. Han havde prøvet det på hovedgaden
i Santiago i Chile, hvor han
havde låst rygsækken til en lygtepæl
og ladet den stå der, men han gik på
sightseeing. Da han kom tilbage var den
der endnu. Han havde så kørt med et
tog til Cusco, hvor han havde låst den
fast til en hylde i loftet i den første vogn
han kom op i. Der var ingen ledige pladser,
så han gik videre og fandt en plads
nogle vogne længere fremme. Da han
om morgenen ville hente rygsækken,
var vognen, sammen med et par andre
vogne, blevet koblet fra i løbet af natten.
Han havde opsøgt jernbaneselskabet
uden held. Så nu havde han måtte
købe sig en ny rygsæk og noget skiftetøj.
Ting man mister i Sydamerika, får
man sjældent tilbage.
Vindere af 10 stk. kufferttags fra Turen Går Til udtrukket tilfældigt blandt alle der har stemt i konkurrencen: Søren Padkjær,
Jacob Gowland Jørgensen, Kirsten Kjærsgaard, Jakob linaa, Theis Sølling, Morten Villadsen, Mikkel Høj, Henrik Schumacher,
Per Allan Jensen, Kira liseau
30 GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 31