et “ikke-land” - De Berejstes Klub

tema sydamerika
Fra verdens højeste
jernbane til verdens ende
”jeg står her i over .000 meters højde og banker næver. Har alt for lidt tøj
på, men hvem kunne også vide, at vi skulle ende her. får taget mine støvler
på – bare det at snøre dem bliver man for-pustet af, når man er kommet op
fra højde 0 for få timer siden”.
TeksT og foTo: Jørgen oulund
Jeg er taget med toget fra Arica ved
Stillehavet i det allernordligste Chile og
er på vej til la Paz i bolivia. Vi er nu tæt
på det højeste pas i 4.247 meters højde.
Godt vi snart skal ned til 3.636 meter i
la Paz. Toget har nu holdt stille i meget
lang tid. Jeg går togføreren på klingen,
og han tilstår, at vi næppe kommer videre
foreløbig. et godstog i retning mod
os er afsporet på denne ensporede livline
mellem bolivia og Stillehavet. Han
tilbyder at hente bagagen til os alle, så
vi kan få noget mere kluns på heroppe
i kulden, hvor solen er på vej væk bag
den 5.980 meter høje sneklædte vulkan
Tacota. en nat i denne højde bliver kold
– meget kold. bagagen ligger på taget,
ligesom i busserne, og toget er næsten
også en bus, eller rettere skinnebus, én
vogn, men bred og lang.
Vi er kørt ind på et vigespor for at vente.
Det tyder på, at vi skal overnatte
i denne højde. Jeg fisker ekstra tøj,
dunvest og sovepose op af rygsækken
og klæder mig på til nattens kulde.
Dunvesten pakker jeg en lille pige ind
i. Familien har kun det tøj på de går og
står i, så de er taknemmelige for, at jeg
ofrer min varme dunvest på datteren.
bortset fra lamaer er her virkeligt øde
i denne højde. Jeg synes det er spændende
og foreslår, at vi skal lave en lille
fest ved at dele øl, vin, snacks m.m. Vi
har ikke decideret mad med, da det ikke
må tages med over grænsen, og der er
måltider med i prisen for togbilletten. Vi
har en glimrende kok ombord, som tryller
i verdens mindste køkken (mange år
senere ser jeg en tv-udsendelse om toget,
som vist nok nu er nedlagt). Jeg har
hovedpine af højden, men får nu ekstra
tid til at vende mig til den og sparer en
hotelovernatning.
Verdens højest beliggende
hovedstad
Jeg har mødt et boliviansk ægtepar, som
er på vej hjem fra bryllupsrejse i Chile.
De fik stjålet deres penge på stationen,
så vi deler mine sidste lokale penge til
et ekstra måltid mad i toget. Jeg hakker
tænder og kan ikke falde i søvn. lægger
mig til sidst på det kolde metalgulv og
får et par timer. Pludselig sætter toget
sig langsomt i bevægelse, og tidligt om
morgenen, med otte timers forsinkelse,
ankommer vi til la Paz.
Jeg har mødt et par piger i København
til et Sydamerika-kursus i MS, og vi har
aftalt at lægge besked på konsulatet,
når vi er fremme. Jeg er dog blevet en
Billede til venstre: La Paz, Bolivia, verdens højest beliggende hovedstad. Læg mærke til den rene, klare luft og frygt så den tynde, tynde luft.
Billede til højre: Afsporing forude. Klar til overnatning i 4.000 meters højde. Togpersonalet er i færd med at sende bagagen ned, så alle kan få noget mere tøj på.
Den typiske indianerkvinde med den uundværlige
bowlerhat. De er ikke helt så bredrøvede, som de ser
ud til, men bærer 6-10 lag underskørter.
uges tid forsinket, så de er nok fløjet videre.
Alt er lukket og slukket så tidligt, så
vi pruster og stønner os med sækken på
nakken til nærmeste hotel. Her får jeg en
mate (cocothe) mod højdesygen, medens
jeg venter på værelset. På vej over patioen
til værelset bliver der pludselig råbt:
”Hej, Jørgen!” og - tro det eller ej - det
er Pia og else fra MS-kurset København,
som er på vej til morgenmad på præcis
samme hotel. Verden er lille. Jeg falder
om på sengen med alt tøjet på og vågner
et par timer senere ved en buldren på døren.
Det er pigerne i shorts og soltoppe.
Det er middag, og solen står højt. Man siger
også, at La Paz har alle fire årstider
hver dag. Forår om morgenen, sommer
til middag, efterår om eftermiddagen og
vinter om aftenen.
De inviterede på café, og vi fik rigtig kaffe
og drak øl for at fejre gensynet. Caféen
var tysk ejet, og ved flere af bordene sad
ældgamle tysktalende mænd og talte om
gamle dage, medens de drak kaffe og spiste
berlinere. Gad vidst om en tidligere
”kendt” læge, doktor Mengele, mængede
sig her, eventuelt assisteret af en vis Herr
”La Paz har alle fire årstider hver
dag. forår om morgenen, sommer til
middag, efterår om eftermiddagen
og vinter om aftenen. ”
Martin bormann – hmm? Temmelig tanke-
vækkende, men kaffen var god, téen ex-
cellent og berlinerne sublime. Vi var nu i
indianerland. Selv her i landets hovedstad
Sådan klarer man sin nødtørft i Andes-regionen,
når man er en lille tissetrold. Læg mærke til pigens
interesse for regnormen.
var der mange af dem. Især kvinderne var
meget synlige med deres farvestrålende
dragter og umi-skendelige bowlerhatte.
Verdens værste vejstrækning
efter at have set, hvad der var at se i
la Paz, trængte jeg til at komme ned
i varmen igen. Jeg købte en busbillet til
Coroico. Da jeg havde hørt om den berygtede
strækning, valgte jeg den største
bus jeg kunne finde. Og efter en enkelt
punktering på vejen ankom jeg efter den
mest halsbrækkende og hårrejsende,
men storslåede busrejse jeg nogensinde
har gjort. Til gengæld boede jeg på værelse
Illusion, endeligt et opfindsomt navn
på et værelse, håber så ikke det hele er
en illusion. Allerede efter en times tids
kørsel rundede vi Cumbre, en helt gold
bjergknold på 4.725 meters højde. Kort
efter var vi på vej nedad til grønne marker
med køer, lidt senere skov og til sidst
junglevegetation med bl.a. bregner, bananer
og eucalyptus. en utrolig forvandling
fra sneklædte, næsten 7.000 meter
høje tinder til regnskov, gennem hårrejsende
hårnålesving, langs dybe kløfter fra
4.725 til ca. 1.500 meter på 80 kilometer.
Storslået og lidt uhyg-
geligt. Der var mange kors
ved vejkanterne, især i de
grumme sving ved de dybe
kløfter, hvor små vandfald
af og til skyllede på tværs
af vejen, eller hvad man nu
skulle kalde den.
endelig nede i varmen igen efter altiplanoets
lunefulde vejr og kolde nætter.
Cocabønderne og minearbejderne og -
De skovlede malmen op i tipvognene pr. håndkraft
og skubbede vognene på cirka et ton ud af minen på
samme vis.
ikke mindst - deres enker demonstrerer
mod regeringen. Arbejderne bliver jo ikke
så gamle på grund af det hårde slid. og
så er amerikanerne kommet til cocaområderne
hernede for at ”hjælpe” regeringen
med at fjerne cocamarkerne. Det kan
gøre mig så eddersplintrende rasende.
Det er jo ikke her problemet er, men i
USA. Det er som at tisse i bukserne for at
holde varmen. Det er amerikanerne, som
efterspørger skidtet, ikke bolivianerne,
som i hundreder af år har haft tradition
for at tygge cocabladene og drikke theen.
Det er ligesom Tyskland, der lige har givet
50 millioner dollars til at støtte bekæmpelsen
af cocadyrkelsen, medens deres
kemiske fabrikker, ifølge Times Magazine,
leverer tusindvis af tons kemikalier til kokainfremstillingen.
Himmelråbende dobbeltmo-ralsk.
Verdens højeste jernbane
lige nu skrumpler jeg med toget mod
Potosi. efter en vidunderlig solopgang
passerer vi verdens højest beliggende
jernbanepas, Condor, 4.786 meter oppe i
Andeskæden. Mon det er det samme pas,
Simon og Garfunkel synger om i den berømte
el Condor Pasa? nå, men det svarer
næsten til toppen af europas højeste
bjerg, Mont blanc.
Tre timer senere er vi fremme ved den
højest beliggende storby i verden, Potosi,
4.070 meter oppe. Den med det berømte
– og berygtede – sølvbjerg. Jeg går op
af en kæmpestejl bakke til hotellet med
fuld oppakning, og får heldigvis ikke ondt
mere, så pillerne mod højdesygen virker
stadig.
GLOBEN nr. 30 / December 2007 GLOBEN nr. 30 / December 2007 7