Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

Den 3. stemme
- en undersøgelse af skønlitterære forfatteres
arbejde med henblik p˚a et fremtidigt
samarbejdssystem
c
Dadi Ingólfsson, Katrine Vinther Andersen, Maiken Søltoft, Thea Bohm
Vejleder: Kjeld Schmidt
The IT University of Copenhagen (IT-C) 2002

Forord
Tak til forfatterne, der afs˚a tid til at fortælle os om deres arbejde og dermed gav
os afgørende viden til dette speciale. Og tak til vores vejleder Kjeld Schmidt, som
gav os væsentlig inspiration til brugbare angrebsvinkler. Endelig er vi taknemmelige
for, at Eevi Beck gav sig tid til at sende sin Ph.D-afhandling, der med dets
væsentlige forskningsarbejde har bidraget med inspiration til at udforske kooperative
skriveprocesser.

Abstract
The work described in this master thesis is based on an idea about supporting
authors writing fiction, by creating a cooperative workspace on the internet. The
product of this master thesis is, thus, a number of mock-ups that represent our first
efforts in designing this collaborative web-based system.
The idea of supporting cooperative creative writing has an innovative dimension,
as fictional authors seldom write together. The shared workspace, therefore,
provides the settings for a new practice of work.
The key issue has been to investigate and analyze the nature of how authors
work and subsequently to challenge these findings with a design sketch for a Computer
Supported Cooperative Writing system. In that respect this master thesis
contributes to the field of CSCWriting, in that it investigates the nature of work of
fictional authors and because it offers a first sample design.
In conducting our investigation we have drawn upon ethnographic preconceptions
and because including the potential users has been important to us, we have
used techniques and ethics inspired by the research field of Participatory Design
in our design-work. Furthermore, our theoretical foundation is build upon CSCW.
As a research field CSCW has offered a valid and indispensable conceptual framework
for our work.

Indhold
1 Indledning 13
1.1 Problemformulering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
1.2 Tre komplekse omr˚ader . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
1.3 Specialets struktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
2 Begreber og position 17
2.1 Forfattere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
2.1.1 M˚al og motivation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
2.1.2 Produkt og proces . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
2.2 Samarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21
2.2.1 Samordning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22
2.2.2 Gensidig opmærksomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . 22
2.2.3 Distribueret arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
2.3 Innovative processer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24
2.3.1 At støtte forfatteres samarbejde . . . . . . . . . . . . . . 25
2.3.2 Papir versus skærm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25
3 Forfattere og værket 27
3.1 Forfatterrollens udvikling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
3.2 IT og samarbejde om skønlitteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . 30
4 Analyse 35
4.1 At indkredse forfatteres arbejdspraksis . . . . . . . . . . . . . . . 36
4.2 Om informationsindsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
4.3 Om bearbejdning af empiri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42
4.4.1 Den individuelle arbejdspraksis . . . . . . . . . . . . . . 44
4.4.2 Den fælles arbejdspraksis . . . . . . . . . . . . . . . . . 49

8 INDHOLD
4.4.3 Overlap mellem individuel og fælles arbejdspraksis . . . . 54
4.4.4 Inspiration fra manuskriptskrivning . . . . . . . . . . . . 57
4.5 Behov og problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
4.5.1 Behov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
4.5.2 Problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67
5 Design - vores proces 71
5.1 Fremgangsm˚ade i designprocessen . . . . . . . . . . . . . . . . . 72
5.1.1 En klassisk systemudviklingsmodel . . . . . . . . . . . . 72
5.2 Designarbejde og brugerinddragelse . . . . . . . . . . . . . . . . 78
5.2.1 Brugbarhed af scenarier . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78
5.2.2 Brugbarhed af workshops . . . . . . . . . . . . . . . . . 81
5.3 See—move—see . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84
6 Design - CONCERT 87
6.1 Scenarie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87
6.1.1 Første møde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
6.1.2 Andet møde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90
6.1.3 Scener oprettes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92
6.1.4 Redaktøren ser p˚a projektet . . . . . . . . . . . . . . . . 92
6.2 Implementeringsmuligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95
6.2.1 Hvad er XML? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96
6.2.2 XML Schema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98
6.2.3 XLink . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101
7 Design - diskussion af designvalg 105
7.1 Fleksibilitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
7.2 Samordning og gensidig opmærksomhed . . . . . . . . . . . . . . 107
7.3 Parallelle kommunikationskanaler . . . . . . . . . . . . . . . . . 108
7.3.1 Kommunikation via tekstens elementer . . . . . . . . . . 108
7.3.2 Kommunikation om tekst, elementer og samarbejde . . . . 109
7.3.3 Non-task information . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109
7.3.4 Kommunikationsmedier . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
7.4 Diskussion/kommentar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111
7.5 Ansvar, regler og roller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

INDHOLD 9
8 Diskussion - relevante forskningsfelter 117
8.1 CSCW - en konceptuel ramme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118
8.2 Etnografi uden observation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
8.3 Triangulering og analyse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122
8.4 Analyse i etnografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124
8.5 Etnografisk inspirerede IT-designere . . . . . . . . . . . . . . . . 128
8.6 Participatory Design . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130
8.7 Problemformulering revisited . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134
9 Perspektivering 137
9.1 Videre forskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138
10 Litteratur 141

10 INDHOLD

Figurer
4.1 Triangulering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
4.2 Affinitetsdiagram . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
4.3 Struktur for et manuskript fra Field (1988, s. 27) . . . . . . . . . . 60
4.4 Affinitetsdiagram og funktionalitet. . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
5.1 Scenariediagram. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
5.2 Vores iterative designproces . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85
6.1 Invitation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
6.2 Kvittering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
6.3 Hovedskærmbillede (Main) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89
6.4 Diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89
6.5 Hvem er p˚a . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89
6.6 ’Cooperation’- samarbejdet diskuteres . . . . . . . . . . . . . . . 90
6.7 Seneste ændringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
6.8 Vælg person . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
6.9 Scene og tekststruktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92
6.10 Tekststruktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93
6.11 Log-filen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94
6.12 XML-dokument for persongalleri . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98
6.13 XML Schema for en person . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99
6.14 XML Links for en person . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101
7.1 Tekststrukturering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

12 FIGURER

Kapitel 1
Indledning
En fælles interesse for litteratur og kreative skriveprocesser motiverede dette speciale,
og skabte lysten til at udforske en idé om at designe et system, hvor forfattere
kan samarbejde om at skrive skønlitterære tekster. Koblingen mellem at
samarbejde om udarbejdelsen af skønlitteratur og at understøtte dette ved hjælp
af IT ligger i forlængelse af den uddannelse, vi afslutter med dette speciale. Vi
har p˚a vores uddannelse beskæftiget os med, hvordan arbejdspraksis bedst muligt
kan understøttes ved hjælp af IT, specielt med henblik p˚a, hvordan IT kan støtte
samarbejde.
Samarbejde er et fænomen, der gennemsyrer den moderne vestlige verden -
b˚ade p˚a arbejdspladser og efterh˚anden ogs˚a inden for kunst og kultur. Netop forfatterdomænet
byder p˚a en udfordring i den henseende: Den isolerede og særligt
begavede forfatter, der alene i sit elfenbenst˚arn skriver enest˚aende romaner, er
en opfattelse, vi i den vestlige verden har opereret med de sidste par hundrede
˚ar, og værket er s˚aledes ofte i vores bevidsthed tæt knyttet til ét forfatternavn.
Denne opfattelse understøttes af, at der ikke findes særligt mange eksempler p˚a
skønlitterære forfattere, der har udgivet bøger sammen.
Vores interesse for litteratur og ideen om at lave et system, der skal understøtte
forfatteres samarbejde, blev s˚aledes yderligere motiveret af en undren over at samarbejde
ikke har fundet vej til den skønlitterære genre.
En anden interesse, vi har til fælles, er de muligheder for at arbejde sammen
p˚a tværs af f.eks. geografiske afstande og tid, der muliggøres via Internettets
teknologier. Det vil sige, at Internettet tilbyder nye rammer for distribueret
skrivning og udarbejdelse af kollektive tekster.
Vores fælles interesse for kreative skriveprocesser og muligheden for at

14 Indledning
samarbejde om disse har resulteret i, at dette speciales fokus og produkt er
udvikling af en designskitse til et fremtidigt webbaseret samarbejdssystem, der
skal understøtte forfatteres kooperative udarbejdelse af skønlitterære tekster.
Udarbejdelsen af et samarbejdssystem til forfattere f˚ar endvidere en innovativ
dimension, idet der endnu ikke eksisterer en decideret kooperativ arbejdspraksis.
Det er nødvendigt at f˚a kendskab til og forst˚aelse for skønlitterære forfatteres
arbejdspraksis for bedst muligt at kunne designe et samarbejdstøttende
system, der er m˚alrettet til netop disse forfattere. Denne opfattelse ligger naturligt
i forlængelse af vores uddannelse, hvor brugerinddragelse i systemudviklingsprocesser
har været et væsentligt fokus. Forskningsfeltet Computer Supported
Cooperative Work (CSCW) tilbyder i den henseende en passende begrebslig
ramme for vores undersøgelse og design. I vores undersøgelse af forfatteres
arbejdspraksis vil vi benytte os af de specifikke brugerorienterede teknikker,
der tilbydes inden for Participatory Design (PD), specielt med henblik p˚a
MUST-metoden(Metode til forUndersøgelse i Systemudvikling - og Teori herom.
(Bødker et al., 2000)). En væsentlig inspirationskilde i denne henseende er
etnografiens problematisering af kvantitative undersøgelsesteknikker. Heraf kan
vi udlede følgende problemformulering.
1.1 Problemformulering
Vi vil designe et webbaseret system, der skal fungere som et værktøj for forfatteres
samarbejde om skønlitterære tekster. Hvordan kan vi gøre dette n˚ar der ikke
findes en etableret praksis for samarbejde, og n˚ar vi finder det væsentligt at sætte
brugeren i fokus?
I forlængelse af vanskeligheden ved at identificere forfatteres arbejdspraksis i
en samarbejdssituation er det interessant at undersøge, hvad forskellige metoder
og teknikker tilbyder. Vi vil derfor undersøge anvendelighed og begrænsninger for
PD- og CSCW-felterne, samt MUST-metodens anvendelighed i forbindelse med
en innovativ systemudviklingsproces. Endelig vil vi belyse, hvordan etnografiske
angrebsvinkler kan anvendes i en proces som vores.

1.2 Tre komplekse omr˚ader 15
1.2 Tre komplekse omr˚ader
I forlængelse af problemformuleringen har vi indledningsvist identificeret nogle
komplekse omr˚ader, som er særdeles væsentlige for dette speciale:
Forfattere er ikke rubricerbare i samme forstand som f.eks. arbejdstagere inden
for organisationer. De indg˚ar ikke i en arbejdssammenhæng, hvor opgaver
stilles af overordnede instanser, men vælger selv, om de overhovedet
vil ’stille opgaven’ og derefter udføre og udgive produktet af deres
virke. Endvidere findes der ikke en etableret kooperativ arbejdspraksis for
skønlitterære forfattere.
Samarbejdssystemer er svære at udvikle, fordi samarbejde er et højst komplekst
fænomen. Ved en undersøgelse af samarbejde med henblik p˚a udvikling
af systemer er det nødvendigt at tilegne sig en dybereliggende forst˚aelse
for de strukturer og mekanismer, der er forankrede i samarbejdet. Desuden
er det grundlag systemerne skal udvikles p˚a dybt forankret i computere til
enkeltbrugere.
En innovativ systemudviklingsproces er vanskelig i vores tilfælde, fordi de metoder
og den forskning, vi kender til, er baseret p˚a organisatoriske sammenhænge.
Samtidig er vores specifikke domæne ikke nemt at undersøge, idet
der ikke findes en veletableret praksis for at samarbejde om udarbejdelsen
af fiktive tekster.
Koblingen mellem disse tre omr˚ader skaber tilsammen et interessant emne for
dette speciale, og designet af et system, der er baseret p˚a arbejdet med disse
omr˚ader, er en god udfordring for os.
1.3 Specialets struktur
Specialet er struktureret, som følger:
De tre komplekse omr˚ader, vi har beskrevet, danner overskrifter for flere begreber,
som er væsentlige for specialet. Disse vil vi indkredse i kapitel 2.
Som motivation for dette speciales arbejde belyser vi i kapitel 3 forfatterrollens
udvikling gennem de seneste ˚arhundreder for at finde frem til de antagelser,
der er forbundet med forfatterrollen i dag. Kapitlet afsluttes med en gennemgang

16 Indledning
af, hvad vi med udviklingen af det fremtidige samarbejdssystem vil tilføje dét at
skrive skønlitterære tekster.
I kapitel 4 - Analyse beskriver vi først vores fremgangsm˚ade - b˚ade for informationsindsamlingen
og for den videre analyse af den indsamlede empiri. Herefter
følger en beskrivelse af forfatteres arbejdspraksis, struktureret omkring den
individuelle og den samarbejdende praksis, og endelig de fænomener, som er fælles
for de to praksisser. I det efterfølgende afsnit klarlægger vi de sammenfald,
der er mellem skønlitteratur og manuskriptskrivning, samt hvordan dette beslægtede
skrivedomæne har fungeret som en væsentlig inspirationkilde. Analyseafsnittet
afsluttes med en beskrivelse af henholdsvis de behov, forfatterne har for at et
fremtidigt system kan understøtte deres arbejde, og de problematiske aspekter, der
genereres af vores ønske om at understøtte disse.
I kapitel 5 belyser vi vores designproces ud fra to inspirationskilder:
¡ En klassisk systemudviklingsmetode.
¡ Brugerinddragende teknikker fra MUST-metoden.
Kapitlet afsluttes med refleksioner over vores konkrete arbejde med designskitser.
For at fremlægge resultatet af vores arbejde vil vi i kapitel 6 gennem et scenarie
illustrere en af mange m˚ader, systemet kan bruges p˚a. I forlængelse heraf
giver vi eksempler p˚a, hvordan XML kan anvendes til implementering af dele af
et system som CONCERT.
Fremstillingen af aspekter vedrørende vores designarbejde afsluttes i kapitel 7
med en diskussion af vores designmæssige valg set i forhold til de konklusioner
og retningslinier, der findes inden for CSCWriting.
I kapitel 8 diskuterer vi de problematikker, som er opstillet i problemformuleringen.
Kapitlets hovedvægt er s˚aledes p˚a de teoretiske rammer og forskningsmæssige
retningslinier, vi har arbejdet med i hele processen.
Specialet afsluttes med en perspektivering, hvor vi opsummerer vores bidrag
til forskningsfeltet CSCWriting og opstiller forslag til videre forskning.
Indholdet i denne rapport koncenteres om proces og teori, hvorimod specialets
produkt og en beskrivelse af dets funktionalitet kan findes i vedlagte
bilagshæfte.

Kapitel 2
Begreber og position
Dette speciales slutprodukt er en skitse til et fremtidigt system, hvis primære
m˚algruppe er skønlitterære forfattere, der i mindre grupper samarbejder om tekster.
Det er primært prosaforfattere, vi har forsøgt at designe til, men vi har ogs˚a
forsøgt at give mulighed for, at lyrikere kan benytte systemet. Endelig skal det
ogs˚a være muligt for redaktører og andre udefrakommende at kommentere tekster
ved hjælp af systemet.
Vi har valgt at kalde systemet CONCERT. Ordet ’concert’ leder tankerne hen
p˚a, hvordan sammenspil i et orkester kan skabe helhed og harmoni, der ville være
umulig at opn˚a individuelt. ’Concert’ defineres da ogs˚a i Websters New World
College Dictionary s˚aledes:
To arrange or settle by mutual understanding; contrive or plan together;
(...) mutual agreement; harmony of action... (Webster’s New
World College Dictionary, third edition, Simon & Schuster, Inc. 1992,
Editor Victoria Neufeldt og David B. Guralnik )
Ovenst˚aende definition udtrykker den ideelle situation for brugen af vores
fremtidige system. Vi ønsker alts˚a ikke at effektivisere den kreative proces, men
at give mulighed for ”harmony of action” s˚aledes, at samarbejdende forfattere kan
koncentrere sig om det kreative fremfor at bruge tid p˚a besværlig koordinering af
tekst ved hjælp af f.eks. e-mail.
Med dette speciale undersøger vi mulighederne for at understøtte skønlitterære
forfatteres samarbejde ved hjælp af IT. Derudover udarbejder vi en designskitse
til et potentielt samarbejdssystem. Derfor placerer vi os inden for CSCWriting,
som et specialiseret og afgrænset forskningsomr˚ade inden for CSCW.

18 Begreber og position
De forskningsprojekter, vi har beskæftiget os med inden for CSCWriting, omhandler
studier af akademisk skrivning, hvor b˚ade rammerne for (sam)arbejdet
og produktets struktur i det væsentligste er velkendte (f.eks. Beck (1994), Gruber
et al. (1995), Jones (1995), Koch (1995)). I modsætning hertil f˚ar vores undersøgelse
en særlig karakter, fordi en skønlitterær tekst indeholder langt flere
uforudsigelige og dynamiske elementer og strukturer end akademiske tekster.
Desuden vil vi understøtte en arbejdsform, der ikke findes (direkte) præcedens for
derved at skabe rammerne for, at skønlitterære forfattere kan (sam)arbejde over
Internettet.
I dette kapitel vil vi indlede med en indkredsning af, hvad det særegne ved
skønlitterær skrivning er ved at foretage en komparativ sidestilling med akademisk
skrivning. Idet vi placerer os inden for CSCW og CSCWriting, vil vi i det
efterfølgende afsnit indkredse den specifikke betydning, vi tillægger væsentlige
begreber, der knytter sig til de nævnte forskningsfelter. Begreberne danner et vigtigt
analytisk og designmæssigt omdrejningspunkt for vores undersøgelse og design.
Endelig vil vi opridse nogle af de emner, der er forbundet med vores specifikke
innovative projekt. P˚a den m˚ade skaber vi et grundlag for i de efterfølgende
afsnit at kunne referere til disse begreber, samtidig med at vi f˚ar introduceret problemomr˚adet.
Endelig afrundes kapitlet med en kort introduktion til nogle problematikker
der er forbundet med en innovativ udviklingsproces.
2.1 Forfattere
I Ph.D.-afhandlingen ”Practices of Collaboration in Writing and Their Support”
(1994) har Eevi Beck som udgangspunkt for sine undersøgelser defineret det at
skrive akademisk. Dette tilbyder et godt udgangspunkt for at kunne sidestille vores
domæne med et beslægtet omr˚ade for derved at indkredse, hvad det vil sige at
skrive skønlitteratur. De aspekter, der vil blive sidestillet i nedenst˚aende gennemgang,
er: M˚alsætning, motivation, selve produktet og skriveprocessen.
2.1.1 M˚al og motivation
Beck fremstiller i sin Ph.D.-afhandling akademikeres bevæggrunde for at indg˚a
i et samarbejde. Beck beskriver, at forfattere inden for akademisk skrivning har
et konkret form˚al med at skrive; at f˚a publiceret artikler og forskningsresultater
og derved gøre opmærksom p˚a sig selv i karriereøjemed. Dette medfører bl.a.,
at der ofte er tale om, at akademiske forfattere ønsker at skrive for at f˚a gjort

2.1 Forfattere 19
standpunkter klare og dermed opn˚a anerkendelse fra andre forskere inden for det
samme felt. Et andet m˚al med at publicere forskningsresultater og lignende er
et ønske om at samle point til at kravle op af karrierestigen. Den overordnede
konklusion Beck drager om m˚alet for at deltage i et samarbejde er, at der som
oftest er tale om mange forskellige slags m˚al — b˚ade fra deltager til deltager
og fra projekt til projekt. Om motivation for at deltage i et samarbejde p˚apeger
Beck, at akademiske tekster skrives i grupper p˚a grund af et behov for at
gøre dette. Eksempelvis kan organiseringen af arbejdet fordre, at man skriver
sammen, eller samarbejdet kan blive en nødvendighed p˚a grund af adgang til
ressourcer, s˚asom viden og tid. I forlængelse heraf er skrivning i forbindelse
med akademisk arbejde som oftest ikke det primære fokus, fordi forskerens
hovedfunktion ikke er at skrive. At f˚a publiceret artikler er blot en af flere
m˚ader at formidle forskningsresultater p˚a. P˚a trods af at det at skrive ikke er i
fokus for arbejdet, udgør det alligevel en væsentlig del af arbejdsbyrden. Motivationen
bag det fælles skrivearbejde udspringer alts˚a i høj grad af en nødvendighed.
Skønlitterære forfattere kan ogs˚a tænkes at have forskellige m˚al og motivationer
for at samarbejde. Som en ekstrem kan man for skønlitterære forfattere
postulere, at m˚alet med et samarbejde vil være udgivelsen af en bog, og som
den modsatte ekstrem kan man hævde, at samarbejdet er m˚alet i sig selv. Disse
to ekstremer ophæver p˚a sin vis relevansen af at definere ét m˚al, fordi de begge
er lige gyldige og lige ekstreme. Der vil for forfattere, der skriver skønlitteratur
sammen, være tale om et virvar af motivationer og m˚alsætninger, som er til stede
parallelt. Det vil sige, at forfatterne potentielt set vil deltage i et samarbejdsprojekt,
b˚ade fordi de i et givent samarbejde kan finde inspiration, provokation og
mulighed for at eksperimentere, men ogs˚a fordi de potentielt set er interesserede
i en udgivelse. I forbindelse med motivation er der i modsætning til akademikere
for de skønlitterære forfattere ikke tale om nødvendighed. Det er op til den
enkelte, om denne vil indg˚a i et samarbejde med andre forfattere eller ej, og fordi
forfattere som oftest selv stiller opgaven, er der alts˚a tale om en usædvanlig høj
grad af frivillighed.
Det kan være vanskeligt at forudsige, hvad m˚al og motivation vil sige for
brugen af et system, som endnu ikke er implementeret eller for en arbejdspraksis,
som ikke findes endnu. Derfor mener vi at forfatteres m˚al og motivation for
et givent samarbejde, vil være multifacetterede og forskellige fra forfatter til
forfatter.

20 Begreber og position
2.1.2 Produkt og proces
Inden for akademisk skrivning findes visse forventninger til, hvordan det færdige
produkt kommer til at tage sig ud. Det vil sige, at der f.eks. lægges vægt
p˚a hvilke metoder og hvilken argumentation, der anvendes for at komme frem
til det ønskede indhold, og hvordan dette præsenteres. Der er alts˚a meget fokus
p˚a, hvordan det færdige produkt skal se ud og struktureres. Hvordan processen i
forbindelse med udarbejdelsen af produktet tager sig ud, er der imidlertid mindre
fokus p˚a, og den varierer fra gruppe til gruppe. (Beck, 1994, s. 31)
I korrespondancen fra ”Hypoteser for to stemmer” 1 beskriver en af forfatterne,
hvad poesi er. For at gøre dette sætter han poesien over for prosaen og beskriver
de to genrer med en vandret og lodret metafor set i forhold til drivkraften i teksten:
Det er s˚aledes lige for at opfatte prosa som vandret — i den forstand
at man som læsende drives frem, af handling, plot, intriger, g˚ader etc.
Anskuet p˚a den m˚ade er en af de mest prosaiske genrer kriminalromanen,
som ogs˚a netop ofte holdes frem som et eksempel p˚a ’prosaprosaen’.
I denne metaforik er poesien s˚a selvfølgelig nærmere lodret.
Man drives ikke frem i teksten, men nærmere ned i den. Man g˚ar i st˚a,
synker ned. Ligesom sproget gør i digtene... (Korrespondance)
Omend forfatteren i dette citat udtrykker nogle radikale p˚astande om, hvad henholdsvis
poesi og prosa er, viser han med denne opstilling, at prosatekster som
oftest har en drivkraft, der fører teksten fremad. Alt efter hvilken type prosa, der
er tale om kan drivkraften dog variere, hvilket ogs˚a antydes med udtrykket for
kriminalromanen som ’prosa-prosaen’. Og der vil s˚aledes være visse typer prosa
(f.eks. kortprosa), som lægger sig tættere op ad poesien end ad ’prosa-prosaen’.
I Korrespondancen beskriver forfatteren et andet kendetegn ved en teksts
genre, som ”forskellen mellem sidestilling og underordning af elementer” (Korrespondance).
Med sidestilling henvises til poesiens fokus p˚a ordenes ligebyrdighed,
hvad ang˚ar skabelsen af lyrisk mening, hvorimod underordning gennem beskrivelser
og forklaring er det, der sørger for at skabe sammenhæng og drivkraft
i prosateksten. De underordninger, der skaber sammenhængen i en skønlitterær
tekst, er de tidsmæssige og ˚arsagsmæssige. De skaber en handling, som driver
1 ”Hypoteser for to stemmer” er en bog, der er skrevet af Morten Søndergaard og Tomas
Thøfner næsten udelukkende ved hjælp af kommunikation via e-mail. Vi har f˚aet adgang til et
uddrag af denne korrespondance, hvor forfatterne ud over tekst til bogen ogs˚a indeholder bl.a.
kommunikation om beslutninger og hvad det at skrive betyder.

2.2 Samarbejde 21
læseren frem. Selvom forfatteren i citatet herover beskriver forskelle p˚a poesi og
prosa, er der ikke desto mindre ogs˚a sprogmæssige elementer, som er fælles for
de to genrer. Det fælles best˚ar i de passager, hvor prosaen f˚ar et lyrisk udtryk, og
netop dette aspekt viser skønlitteraturens placering inden for det kunstneriske og
kreative. En faglitterær tekst derimod bruger ”systematiske, argumentative og emnespecifikke
underordninger.” (Korrespondance). Denne beskrivelse af faglitteraturen
er i overensstemmelse med Becks p˚apegning af akademiske forfatteres forventninger
til metoden og fokus p˚a præsentation af indholdet. I den skønlitterære
tekst er der ikke de samme krav om systematik og argumentation, som der er i den
faglitterære tekst. Denne mangel p˚a systematik gør ogs˚a, at teksterne kan blive
mere komplekse. Det er forfatternes fantasi, der bestemmer hvilke elementer, der
indg˚ar, og hvordan disse systematiseres. Der er alts˚a klare forskelle p˚a produkt og
proces for faglitteratur og skønlitteratur.
2.2 Samarbejde
Samarbejde om tekster defineres vidt forskelligt af forskere inden for CSCWriting,
og vi finder det derfor vigtigt at definere, hvad vi forst˚ar ved samarbejde
om at skrive kollektive tekster. En radikal definition af samarbejde om tekst er,
at samarbejdet opst˚ar i forbindelse med læsning eller skrivning af en tekst, ogs˚a
n˚ar disse handlinger udføres individuelt. Argumentet bag denne definition er, at
”Writing and reading are displaced social or collaborative acts. They are practical
means allowing us to overcome the limitations of time and distance that would otherwise
inhibit (...) communication...” (Bruffee, 1983, s. 167). I kontrast til denne
opfattelse ønsker vi at beskæftige os med den form for tæt samarbejde om tekst,
som Beck definerer herunder:
’[C]lose’ coauthoring - as opposed to, for example, editing. This is
defined as the writing of documents by two or more persons, where
the names appearing in the author list are those who considered themselves
involved in the writing of that document. (Beck, 1994, s. 12)
Vi har s˚aledes ikke fokus p˚a det samarbejde, der opst˚ar, n˚ar udefrakommende
aktører redigerer eller kommer med konstruktiv kritik af tekst (selvom denne mulighed
selvfølgelig findes). I stedet er vores definition af et skønlitterært samarbejde:
En proces, hvor to eller flere forfattere skriver p˚a det samme produkt. Det
er i denne proces naturligvis muligt at skrive p˚a hver sin del af et produkt, men det

22 Begreber og position
er ogs˚a muligt, at der kun findes én tekst, som man er fælles om at skrive. Under
alle omstændigheder er forfatterne fælles om produktet ved udgivelsen. Det vil
sige, at alle, der skriver p˚a det samlede produkt, er forfattere til dette.
I og med at vi kobler CSCW og forfatteres (fremtidige) samarbejde om
skønlittere tekster, er begreberne samordning, gensidig opmærksomhed og distribueret
arbejde vigtige at f˚a afklarede.
2.2.1 Samordning
”In sum, a cooperative work arrangement arises simply because there is no omniscient
and omnipotent agent” (Schmidt, 1994, s. 10). Samarbejdet opst˚ar alts˚a,
fordi de kvaliteter, der tilføres, tilsammen kan hjælpe til at skabe en helhed, der
ikke ville være mulig individuelt. P˚a baggrund af dette og den gensidige afhængighed,
der eksisterer mellem samarbejdets individuelle aktiviteter, er det nødvendigt,
at aktørerne udfører ekstra arbejde, der sikrer samordning af aktiviteterne. Ved
samordning (efter Strauss’ articulation (Strauss, 1985)) er der tale om de aktiviteter,
som sørger for sammenhæng mellem og koordinering af individuelle aktiviteter,
s˚aledes at der opn˚aes helhed i arbejdet. Ved at udføre de samordnende
aktiviteter søger aktørerne alts˚a at f˚a svar p˚a:
Who is doing what, where, when, how, by means of which, under
which constraints? (Schmidt, 1994, s. 18)
For brugere af CONCERT vil der, ligesom for andet samarbejde, ikke være én
’agent’, der udfører opgaven. I den forbindelse bliver begrebet samordning et centralt
analytisk og designmæssigt omdrejningspunkt for os, fordi vi b˚ade skal undersøge,
hvordan forfattere p˚a nuværende tidspunkt foretager samordnende aktiviteter,
og hvordan vi efterfølgende kan indarbejde samordningsmekanismer i
designskitsen til støtte for forfatteres samordning. I og med at der endnu ikke findes
en etableret praksis for samarbejde mellem skønlitterære forfattere, vil vi have
en vis mulighed for at præge de mekanismer, der indbygges i CONCERT. Potentielle
brugere vil dog ogs˚a blive inddraget i designet af samordningsmekanismerne
for derved at sikre, at det præg, mekanismerne f˚ar, er anvendeligt inden for det
skønlitterære domæne.
2.2.2 Gensidig opmærksomhed
Gensidig opmærksomhed er et begreb, der er tæt knyttet til samordning, idet det
omhandler et af de væsentligste problemomr˚ader inden for samarbejde — nem-

2.2 Samarbejde 23
lig det at stille de aspekter af ens arbejde, som er væsentlige for andre aktører i
et arbejdsarrangement, til r˚adighed for disse aktører. Samtidig er det vigtigt, at
man selv er opmærksom p˚a de aspekter af de andre aktørers arbejde, som bliver
gjort tilgængelige. At have denne opmærksomhed p˚a hinandens arbejde er en vigtig
faktor, for at samordning af de individuelle aktiviteter kan finde sted. Uden
tilstrækkelig viden om andres aktiviteter i arbejdsfeltet er det naturligvis ikke muligt
at foretage den koordinering og tilpasning, som er nødvendig for udførelsen
af samordnende aktiviteter. (Schmidt, 1994, s. 60)
Ved udarbejdelsen af designskitser til CONCERT bliver det vigtigt at indtænke
gensidig opmærksomhed i systemet. Skønlitterære forfattere har, som allerede
nævnt, en høj grad af frihed i forhold til opbygningen og indholdet i deres tekster.
Teksterne kan s˚aledes komme til at indeholde et utal af narrative elementer
(f.eks. personer og lokaliteter). For samarbejdende forfattere kan det s˚aledes være
en forholdsvis kompleks opgave at holde styr p˚a s˚avel, hvad der sker i selve teksten,
som de narrative elementer, der knytter sig til den. For at gøre det muligt at
skabe en overordnet helhed i en kollektiv tekst, er det nødvendigt, at forfatterne i
forbindelse med deres egne aktiviteter sørger for ogs˚a at være gensidigt opmærksomme
p˚a, hvad der sker med det samlede projekt.
2.2.3 Distribueret arbejde
Distribueret arbejde kan defineres p˚a mange m˚ader. Beck tager i sin Ph.D.afhandling
udgangspunkt i, at distriburet arbejde foreg˚ar over større geografisk
afstand:
In this thesis the interest is in people who write together being at a
great enough distance from each other that we would say they are
working remotely, or in a distributed fashion. This roughly translates
to a distance great enough to have an observable effect on their ability
to meet in the same place at the same time, such that the persons routinely
have to make use of technologies that mediate over geographical
distance (...) in order to accomplish their work (Beck, 1994, s. 33-34)
Schmidt (1994) derimod beskriver ikke distribueret arbejde, som noget der er kendetegnet
ved at blive udført over geografiske afstande. Derimod hævder han, at
distribueret arbejde vil finde sted i ethvert samarbejde i kraft af, at de aktiviteter,
der udføres, er fordelt mellem forskellige individer:

24 Begreber og position
[W]ork is an individual phenomenon in so far as labor power happens
to be tied to individuals and cannot be separated from the individuals.
That is, a cooperative work process, is performed by individuals with
individual interests and motives(...) In sum, then, cooperative work is,
in principle, distributed in the sense that actors are semi-autonomous
in their work in terms of contingencies, criteria, methods, specialties,
perspectives, heuristics, interests, motives, and so forth. (Schmidt,
1994, s. 21)
I og med at CONCERT designes til Internettet, vil samarbejdet kunne finde sted
over store afstande, men det er ikke det, der udgør den primære kompleksitet i
forhold til forfatteres distribuerede arbejde. Det er snarere, som Schmidt pointerer,
at skrivearbejdet er fordelt mellem flere selvstændige individer. Dette vil for vores
speciale sige, at distribueret arbejde kan foreg˚a i en adskillelse i tid og/eller rum,
hvor rum ikke alene ses som de fysiske adskildte rum, som to personer kan befinde
sig i. Der er for os ogs˚a tale om rum set som forfatteres individuelle mentale rum,
hvor tekstens elementer kan f˚a frit spil via forfatterens fantasi. Hermed lægger
vi os opad Schmidts definition af distribueret arbejde. Samarbejde foreg˚ar altid
distribueret, hvilket gør samordningsaktiviteter til en nødvendighed i forbindelse
med samarbejde:
As an integral part of cooperative work, articulation work arises as a
set of activities required to manage the distributed nature of cooperative
work. (Schmidt, 1994, s. 21)
2.3 Innovative processer
Som specialets problemformulering indikerer, er en innovativ forundersøgelsesog
designproces, hvor der ikke eksisterer en opgavestiller i form af en virksomhed
eller et formuleret behov fra de potentielle slutbrugere, en udfordrende opgave,
som fordrer, at knap s˚a gængse metoder tages i brug. Vi introducerer de konkrete
metoder, vi har gjort brug af i undersøgelses- og udviklingsprocessen i tilknytning
til de relaterede omr˚ader — analyse af empiri og udvikling af design. Til gengæld
vil vi her belyse, hvad det vil sige at understøtte arbejdspraksis n˚ar denne endnu
ikke eksisterer. Desuden har vi fundet det vigtigt indledningsvist at se p˚a, hvilke
vigtige kvaliteter papir har i forhold til design af et system, der skal understøtte
udarbejdelsen af et papirbaseret produkt.

2.3 Innovative processer 25
2.3.1 At støtte forfatteres samarbejde
[T]he notion that the system design task should be informed by studies
of how people work has much to commend it, as the resulting
systems are to ’support’, and hence, influence in some sense, people’s
work. (Beck, 1994, s. 17)
Via det system vi udarbejder designudkast til, vil vi, udover at definere rammerne
for noget endnu ikke eksisterende, ogs˚a komme til at p˚avirke, hvordan arbejdet
bliver udført. At understøtte har mange betydninger i et innovativt projekt. P˚a den
ene side er der tale om, at arbejdspraksis for den individuelt arbejdende forfatter
skal understøttes, fordi selve akten at skrive er individuel (jf. afsnittet om distribueret
arbejde). Netop dette aspekt gør vores undersøgelse relevant. Men p˚a den
anden side fordrer vores projekts natur, hvor rammerne for noget nyt sættes, at
vi forsøger at indtænke fremtidige arbejdsformer og praksisser. Det vil sige, at vi
skal bevæge os mellem to poler, hvor der p˚a den ene side skal skabes fleksible
rammer, s˚a den individuelt arbejdende forfatter imødekommes, og der p˚a den anden
side skal tages højde for samarbejdets konsekvenser. Det vi vil understøtte
er s˚aledes ikke en effektivisering af forfatternes proces, vi ønsker snarere at muliggøre
samarbejde p˚a tværs af tid og rum.
2.3.2 Papir versus skærm
Et væsentligt omdrejningspunkt i en innovativ systemudviklingsproces er at undersøge
de artefakter, der indg˚ar i det arbejdsfelt, IT-systemet skal designes til.
Papir er i sagens natur et s˚adant væsentlig omdrejningspunkt for forfatteres arbejdspraksis
og dermed det arbejdsfelt, vi undersøger. I Bogen ”The Myth of the
Paperless Office” (A. J. Sellen og R. Harper, 2002) er den overordnede pointe, at
man ved ønske om IT-fornyelser, der skal reducere brugen af papir, nødvendigvis
m˚a undersøge de kvaliteter, papir tilbyder. Nogle af papirets væsentligste kvaliteter
er, at man kan kommentere direkte p˚a det, dets fysik indikerer længde og
fylde, og papirets utvungne placerbarhed indikerer en status for arbejsprocessen
(har læst, skal læse, skal arbejdes p˚a).
Form˚alet med CONCERT er ikke at eliminere brugen af papir for forfattere,
der arbejder sammen, men snarere at tilbyde samordningsfunktionalitet, der kan
lette h˚andtering af dokumenter i en samarbejdssituation. Ikke desto mindre kan
det ogs˚a i den henseende være vigtigt at være opmærksom p˚a de aspekter fra
papiret, der mistes, n˚ar dokumentudvekslingen foreg˚ar virtuelt. Eksempelvis vil

26 Begreber og position
den m˚ade, hvorp˚a der kommenteres p˚a papiret, være et vanskeligt designmæssigt
spørgsm˚al.
Vi har i dette kapitel behandlet begreber og fænomener, der er vigtige for
vores omr˚ade. Vi har s˚aledes introduceret vores problemfelt, og inden vi begynder
at behandle dette problemfelt, vil vi motivere vores arbejde med CONCERT
ved at se nærmere p˚a forfatterrollens udvikling og de tendenser, der præger
skønlitteraturen nu.

Kapitel 3
Forfattere og værket
Writing is the destruction of every voice, of every point of origin.
Writing is that neutral, composite, oblique space where our subject
slips away, the negative where all identity is lost, starting with the
very identity of the body writing. (Barthes, 1988, s. 168)
I dette kapitel skitserer vi henholdsvis, hvordan forfatterrollen har udviklet sig
gennem de seneste ˚arhundreder og de antagelser, der er forbundet med forfatterrollen
i dag. Gennemgangen skal illustrere, hvad der i første omgang har været
med til at motivere vores arbejde, som i en vis forstand udfordrer forfatterrollen.
Det skal bemærkes, at vi i denne gennemgang hovedsageligt har valgt at gøre
brug af to ganske radikale filosoffer, der begge er eksponenter for den tidlige poststrukturalisme
– Roland Barthes og Michel Foucault. At valget er faldet p˚a disse
to filosoffer, er ikke tilfældigt, idet de begge formulerer fænomener netop p˚a et
tidspunkt i litteraturhistorien, hvor det kunstneriske udtryk eksploderede og tog
mange forskellige former. Fra 1960’erne og frem tog forfattere tendenser fra modernismen
op 1 og dekonstruerede gennem parafraser, fragmenter og sidestilling
af forskelligartede udtryk den litterære tekst (Alain Robbe-Grillet’s ”La jalousie”
og Italo Calvino’s ”Hvis en vinternat en rejsende”). I kapitlets afslutning formulerer
vi, hvilke udfordringer forfatterrollen indeholder for os, og hvad vi vil tilføje
dét at skrive skønlitterære tekster.
1 Den klassiske fortælling brydes i begyndelsen af det 20. ˚arhundrede f.eks. af James Joyce og
Virginia Wolfe med brugen af ’Stream of conscioussness’

28 Forfattere og værket
3.1 Forfatterrollens udvikling
Foucault har p˚apeget, at forfatterrollen ikke altid har haft den sakrosankte betydning,
den senere har f˚aet. N˚ar vi tænker p˚a en bog, tænker vi ogs˚a p˚a et navn,
nemlig forfatternavnet. S˚adan har det ikke altid været:
There was a time when texts that we today call ’literary’ (narratives,
stories, epics, tragedies, comedies) were accepted, put into circulation,
and valorised without any question about the identity of their
author (...) A reversal occurred in the seventeenth or eighteenth century
(...) literary discourses came to be accepted only when endowed
with the author-function. (Foucault, 1988, s. 202-203)
Citatet illustrerer, at der opstod en radikal ændring ikke bare af, hvordan tekster
skrives, men ogs˚a hvordan de læses. Der er alts˚a tale om en ny m˚ade at opfatte
litteratur p˚a, hvor værket og skaberen bliver inkorporeret i en enhedstankegang, og
det er alts˚a ikke mange ˚arhundreder siden, at enheden mellem forfatternavnet og
værket opstod. Implicit i denne enhedstanke ligger en formodning om, at der bag
en roman altid findes en stærk forfatterstemme, forst˚aet som at romanen i kraft af
dens skabers identitet ikke kunne være skrevet af andre:
The coming into being of the notion of ’author’ constitutes the privileged
moment of individualization in the history of ideas, knowledge,
literature, philosophy, and the sciences. Even today, when we reconstruct
the history of a concept, literary genre, or school of philosophy,
such categories seem relatively weak, secondary, and superimposed
scansions in comparison with the solid and fundamental unit of the
author and the work. (Foucault, 1988, s. 197)
Omend der inden romantikkens fremkomst var tendenser, der pegede frem mod,
hvad Foucault i citatet herover fremhæver som ’the priviliged moment of individualization’,
n˚aede tankegangen om forfatteren og værket som en enhed et
højdepunkt i netop romantikken. I det hyppigt citerede forord til et af romantikkens
hovedværker ”Lyrical Ballads” lægger digteren William Wordsworth vægt
p˚a, at selve værket stammer direkte fra forfatterens (hans egne) oplevelser, hvilket
i høj grad gør værket ufortolkeligt uden et forfatternavn:
Poetry is the spontaneous overflow of powerful feelings: it takes its
origin from emotion recollected in tranquillity: the emotion is contemplated
till by a species of reaction the tranquillity gradually disappears,
and an emotion, similar to that which was before the subject

3.1 Forfatterrollens udvikling 29
of contemplation, is gradually produced, and thus itself actually exist
in the mind. In this mood successful composition generally begins,
and in a mood similar to this it is carried on. (W. Wordsworth og S. T.
Coleridge, 1963, s. 260)
Wordsworths overvejelser om digtets natur illustrerer, hvordan digterens ’behandling’
af udefrakommende impulser — følelser der er ’født’ af naturen — er en
højst individuelt betonet handling, som i sidste ende betyder, at en fusion opst˚ar
mellem digteren og naturen. Digtene i ”Lyrical Ballads” handler primært om
Wordsworth’s oplevelser i naturen; hvordan han oplever naturen (”again I hear
These waters, rolling from their mountain-springs With a sweet inland murmur...”
fra digtet ”Lines written a few miles above Tintern Abbey”) og hvordan han oplever
sig selv(og menneskeheden) som en del af naturen, eller ligefrem at han selv
er naturen (se f.eks. digtet ”A Slumber did my spirit seal” (W. Wordsworth og S.
T. Coleridge, 1963, s. 152)). Det er derfor meget forst˚aeligt, at forfatterrollen kom
mere i fokus end tidligere, eftersom forfatteren i denne (selv)forst˚aelse ikke alene
er tekstens ’ejer’, men ogs˚a en del af hvert ord i teksten. Denne tankegang var
fremherskende længe og lever i en vis grad endnu, men med den modernistiske
bevægelse blev der sat spørgsm˚alstegn ved den:
The Author, when believed in, is always conceived of as the past of
his own book: book and author stand automatically on a single line
divided into a before and after. The Author is thought to nourish the
book, which is to say that he exists before it, thinks, suffers, lives for
it, is in the same relation of antecedence to his work as a father to
his child. In complete contrast, the modern scriptor is born simultaneously
with the text, is in no way equipped with a being preceding or
exceeding the writing, is not the subject with the book as predicate;
there is no other time than that of the enunciation and every text is
eternally written here and now. (Barthes, 1988, s. 170)
At Barthes skifter mellem ordene ’Author’ og ’scriptor’ i beskrivelsen af henholdsvis
en gammeldags og en (post)moderne opfattelse af forfatteren er ikke tilfældigt.
Ordet ’scriptor’ indikerer en mindre betydningsfuld status end forfatteren,
og derved er ’The modern scriptor’ ikke længere central i sit værk.
Dette bliver endnu tydeligere, n˚ar romanen bliver den mest populære form for
skønlitteratur i stedet for digtet. I stedet for digtets ’enest˚aende’ stemme, som den
er formuleret i romantikken, bliver en del af romanens natur med modernismen,
at den er sammensat af mange stemmer, og ingen af dem er selve forfatterens:

30 Forfattere og værket
The author (as creator of the novelistic whole) cannot be found at
any one of the novel’s language levels: he is to be found at the center
of organization where all levels intersect. The different levels are to
varying degrees distant from this authorial center. (...) Literary language
is not represented in the novel as a unitary, completely finished-off
and indisputable language—it is represented precisely as a living mix
of varied and opposing voices (...), developing and renewing itself.
(Bakhtin, 1988, s. 131)
Forfatteren bliver et værktøj for sproget, i stedet for at sproget er forfatterens
værktøj. Hans stemme bliver sværere og sværere at høre, og han forsvinder i
baggrunden af selve værket, eller som Morten Søndergaard udtrykker i sin nye
digtsamling ”Vinci senere” i digtet ”Landskaber” : ”Jeg behøver bare fodre de
sm˚a orddyr, der bor nede i mit tastatur.” (Søndergaard, 2002)
Selvom der findes eksempler p˚a samarbejde om skønlitterær tekst i litteraturhistorien
(paradoksalt er Wordsworths og Coleridgedes samarbejde i romantikken
om ’Lyrical Ballads’ et af de mest berømte), har netop forfatternavnet, idéen om
det litterære geni, st˚aet i vejen. Selv ikke med den industrielle revolution blev
det populært at arbejde sammen om skønlitterær tekst. Forfatteren beholdt sin
status p˚a trods af, at andre kunstformer som f.eks. film, der ikke lader sig gøre
uden samarbejde, opstod og eksploderede. Men forfatterens status blev svagere
og svagere. For Mallermé f.eks. var det sproget og alts˚a ikke forfatteren, der taler
i et værk (Bakhtin, 1988, s. 168). Surrealisterne eksperimenterede med skrivning
”by ceaslessly recommending the abrupt disappointment of expectiations of meaning
(the famous surrealist ’jolt’), by entrusting the hand with the task of writing
as quickly as possible what the head itself is unaware of (automatic Writing),
by accepting the principle and the experience of several people writing together”
(Barthes, 1988, s. 169). Forfatternavnet mister gradvist sin autoritet og betydning,
hvilket i ’Barthesiansk’ forstand ender med forfatterens død:
The removal of the Author (...) is not merely an historical fact or an
act of writing; it utterly transforms the modern text... (Barthes, 1988,
s. 169)
3.2 IT og samarbejde om skønlitteratur
P˚a trods af at vi lige har konstateret, at forfatteren er ’død’, er den største fællesnævner
for udgivelsen af litteratur, at det er én forfatter, der skriver ét værk. Og

3.2 IT og samarbejde om skønlitteratur 31
den m˚ade, de fleste af os finder frem til de bøger, vi læser, er som oftest baseret
p˚a et forfatternavn. Men spørgsm˚alet om, hvorfor forfattere ikke skriver sammen i
højere grad, kan stadig rejses i en tid, hvor flere litteraturforskere har konstateret,
at tekster har tabt deres ”transcendental source of meaning” (Terry Eagleton s.42)
— en mening der før blev givet teksten af forfatteren (jf. Wordsworth). Udover at
vi stadig i den vestlige verden har bevaret det, Foucault benævner som forfatterens
sakrosankte betydning, findes flere mulige forklaringer p˚a, at enhedstankegangen
stadig florerer:
Høj kompleksitetsgrad: Det er vanskeligt at dele og udveksle dokumenter, at
holde styr p˚a versioner, blive enige om stil, arbejdsdeling, plot, metaforer,
karakterer, lokaliteter etc. Det at skrive er en kompleks proces og i øvrigt
meget forskellig fra forfatter til forfatter.
A room of ones own: Virginia Woolf peger p˚a, at for at kunne skrive behøver
kvinder (hvilket jo ogs˚a er tilfældet for mænd!) ”money and a room of her
own if she is to write fiction” (Woolf, 1975). De ydre rammer skal være i
orden, for at man kan skrive. Det kræver ro og koncentration at skrive, og
det er ikke sikkert, at gruppearbejde giver det bedste resultat i den sammenhæng.
Forfatteres følsomhed: Forfattere kan være meget følsomme omkring produktet
af deres skrivning. Kritik kan være svær nok at h˚andtere, men det kan være
endnu sværere at h˚andtere, at en anden forfatter m˚aske ændrer i ens tekst.
Dette kræver en stor samarbejdsvilje, og at forfattere tager lidt afstand fra
deres ego.
Det er selvfølgelig ikke muligt at eliminere alle disse problemer med en computer
og et webbaseret samarbejdssystem, men IT-værktøjer kan ihvertfald være behjælpelige.
Der vil altid være en høj kompleksitetsgrad ved at skrive en skønlitterær
tekst, og denne kompleksitet vil øges, hvis flere samarbejder om teksten. ITværktøjer
kan hjælpe ved at holde styr p˚a tekstens elementer, s˚aledes at der kan
skabes overblik over den overordnede struktur. IT er oplagt til at hjælpe med asynkron
s˚avel som synkron kommunikation, holde styr p˚a forfatternes aftaler omkring
samarbejdet, arbejdsdeling etc. B˚ade forfatternes følsomhed, og at de ydre rammer
skal være i orden (ro mens de skriver), støder lidt sammen med at de i en
samarbejdssituation skal holde tæt kontakt med andre forfattere. Computeren kan
dog ogs˚a være behjælpelig i den henseende, eftersom computeren i og for sig er
et individuelt værktøj, men ejer den vigtige tilføjelse, at der eksisterer muligheder

32 Forfattere og værket
for at kommunikere, hvis man har lyst til det. Dermed kan computeren virke som
vindue ud i verden, uden at verden f˚ar lov til at forstyrre den følsomme proces,
forfattere er i gang med.
Men hvorfor skulle forfattere overhovedet have lyst til at arbejde sammen?
Svaret p˚a det kan, sjovt nok, findes i romantikken, hvor netop idéen om det
enest˚aende geni fandt sit højdepunkt. William Wordsworth beskriver motivationen,
for at han vælger at samarbejde med sin ven Samuel Taylor Coleridge
s˚aledes:
For the sake of variety and from a conscioussness of my own weakness
I was induced to request the assistence of a friend. (W. Wordsworth
og S. T. Coleridge, 1963, s. 236)
Wordsworth forklarer ikke, hvad han mener med ’my own weeakness’, men det er
indlysende, at ’noget’ tilføjes; det vil sige, at der kommer mere kød p˚a, n˚ar flere
samarbejder om et værk.
Wordsworth og Coleridge’s samarbejde er ikke unikt i litteraturhistorien. Især
i vores tid findes flere eksempler p˚a skønlitterært samarbejde — f.eks. gyserforfatterene
Stephen King og Peter Straub (The Talisman og Black House), digterne
Søndergaard og Thøfner (Hypoteser for to stemmer) og kriminalforfatterne Maj
Sjöwall og Per Wahlöö (f.eks. Roseanna, Manden p˚a Balkonen). Disse eksempler
understreger for os behovet for et system, der kan understøtte samarbejde om
skønlitterære tekster og dermed ogs˚a relevansen af vores undersøgelse, analyse og
design.
Hvis vi vender blikket mod de hjemlige horisonter, er det interessant at bemærke
to væsentlige fænomener p˚a den danske litteraturscene, der er fremkommet
inden for de seneste ˚artier. Først og fremmest eksperimenterer den yngre generation
af forfattere (f.eks. Brixvold et al. (2001), M. Søndergaard og T. Thøfner
(1999)) gevaldigt med prosaens muligheder gennem manipulation af formen:
Prosaisterne udfordrer p˚a flere niveauer den klassiske forst˚aelse af romanen
og bliver ikke st˚aende ved modernismens ulykkelige grunderfaring:
tab, splittelse og fravær. Snarere skrives der i dag romaner, der
ser selvsamme modernistiske vilk˚ar som muligheder for flersidige undersøgelser
af prosaens muligheder og hele feltet for den senmoderne
eksistens. (Conrad et al., 1997, s. 6)
Med CONCERT vil vi skabe rum for denne undersøgelse af prosaens muligheder
— hvad sker der med teksten, n˚ar flere forfattere skriver sammen, og hvad vil det

3.2 IT og samarbejde om skønlitteratur 33
gøre ved skabelsesprocessen, at forfatterne kan følge med i kollegers udfoldelser
og eksperimenter. Eksemplerne p˚a forfatternes flersidighed og lyst til at eksperimentere
med romanen motiverer det mulighedsrum, vi med CONCERT ønsker at
give.
Fokus p˚a selve skabelsesprocessen er det andet interessante fænomen, der præger
den danske litteraturscene, hvilket kan afkodes i udgivelsen af et væld af poetikker
de seneste ˚ar. 2 Poetik betyder ’læren om og regler for digtekunsten’, men
den betydning, der lægges i de poetikker, der er udkommet, er snarere ’reflektioner
over skabelsesprocessen’, hvilket ekspliciteres i titlen p˚a Søren Ulrik Thomsens
poetik fra 1994/95: ”En dans p˚a gloser - eftertanker om den kunstneriske skabelsesproces”
(Thomsen, 1996). Det fokus, forfatterne demonstrerer ved udgivelsen
af poetikker, der skal belyse og eksponere deres skabelsesproces, motiverer i høj
grad vores design af CONCERT. Implicit i dette fokus findes nemlig snerten af en
˚abenhed for og interessere i skabelsesprocessen i en mere bred forstand end alene
for én selv. Med CONCERT skaber vi et mulighedsrum i et virtuelt atelier, hvor
computeren bliver et lærred for teksten, og hvor kunstnerne ikke kun hver for sig,
men ogs˚a sammen, kan udfylde dette lærred med ord.
2 I introduktionen til kapitlet ’Poetik - litteraturens selvforst˚aelse?’ findes en fyldestgørende
liste over de mange udgivelser frem til 1996 (Conrad et al., 1997)

34 Forfattere og værket

Kapitel 4
Analyse
En idé om at skrive kollektive tekster p˚a Internettet kan tage mange retninger. Vi
er imidlertid n˚aet frem til en afgrænsning af ideen, hvor vi som nævnt i indledningen
ønsker at understøtte skønlitterære forfatteres samarbejde om tekster. Den
afgrænsning, vi har foretaget i forhold til udviklingen af CONCERT, er vi kommet
frem til ved at gøre brug af en kombination af MUST-metodens to første faser —
forberedelses- og fokuseringsfasen. 1 Vi diskuterede selvsagt rammerne for vores
arbejde, men ikke mindst brugte vi de to faser til at indkredse, hvad vi specifikt
ville med denne undersøgelse og designskitse. Vores ønske om at understøtte
skrivende samarbejde har vi s˚aledes via indledende undersøgelser f˚aet bekræftet
relevansen af. 2 Samtidig har vi opn˚aet forst˚aelse for, at udformningen af ideen potentielt
set kan udvikle sig i mange retninger. F.eks. kunne vi have valgt at arbejde
med hyperteksthistorier, hvor Internettes brugere frit kan bygge videre p˚a en historie
ved hjælp af links eller vi kunne have valgt at lave en virtuel føljeton, hvor
historiens elementer (karakterer, steder etc.) kan opbygges af brugerne (som i et
computerspil). At s˚adanne ideer blev lagt til side skyldes, at karakteren af s˚adanne
projekter f˚ar en mere underholdende og flygtig karakter, fordi det at skrive s˚aledes
mere bliver en oplevelse for brugeren/forfatteren selv. Idet vi ønsker at designe et
samarbejdsværktøj af mere langtidsholdbar og seriøs karakter, er vi derfor endt
1 MUST-metoden foresl˚ar faseinddeling til at organisere arbejdsforløbet, s˚a der er en hensigtsmæssig
fremadskriden i projektet: forberedelsesfasen, fokuseringsfasen, fordybelsesfasen og fornyelsesfasen.
Disse fire faser har alle et slutprodukt i form af en rapport, der fungerer som et
beslutningsgrundlag.
2 Vores informanter i forberedelses- og fokuseringsfasen var studerende fra forfatterskolen,
journalister, der har eksperimenteret med at skrive journalistisk s˚avel som mere prosaistisk prægede
tekster, og endelig har vi diskuteret ideen med en cand mag i Nordisk Filologi, der har skrevet
speciale om cyberlitteratur og hypertekst.

36 Analyse
med det angivne fokus p˚a at designe et værktøj til understøttelse af skønlitterære
forfatteres fremtidige samarbejde.
En vigtig delkonklusion i fokuseringsfasen var at konstatere, at der rent faktisk
findes et behov for at understøtte det at skrive sammen. Og dermed er der
ogs˚a en relevant problemstilling for os. I den forbindelse er vores brug af MUSTmetoden
interessant, fordi en s˚adan problemstilling forudsættes i MUST-metoden.
Vi har s˚aledes brugt metoden omvendt, idet vi har klarlagt det overordnede behov
i fokuseringsfasen.
For at kunne udvikle et værktøj som støtter forfattere i deres samarbejde omkring
produktion af tekster, mener vi, at det er nødvendigt at indkredse deres arbejdspraksis,
b˚ade hvad ang˚ar deres individuelle og fælles arbejde. Det skal her
pointeres, at betegnelsen ’fælles arbejdspraksis’ ikke er udtryk for, at der findes en
etableret samarbejdspraksis. Det er vores klare indtryk, at de kollektive skriveprocesser,
vi er stødt p˚a i informationsindsamlingen, snarere er udtryk for kollektive
eksperimenter med tekst end en decideret arbejdspraksis.
For at indkredse forfatteres arbejdspraksis har vi foretaget en informationsindsamling,
hvis kilder vil blive beskrevet nedenfor. P˚a baggrund af en analyse, hvor
de vigtigste og essentielle pointer fra materialet er sammenholdt, beskrives den individuelle
og fælles arbejdspraksis, hvorefter de overlap, der findes mellem de to
praksisser, beskrives. Disse beskrivelsers hovedfokus er at tegne et billede af ligheder
og især forskelligheder mellem forskellige skønlitterære forfattere. Desuden
har vi arbejdet med et beslægtet skrivedomæne - manuskriptskrivning - for derved
at kunne fastlægge forskelle og ligheder og hente vigtig og relevant inspiration til
det videre designarbejde. Afslutningsvist har vi deduceret de væsentligste pointer
fra analysen af materialet og grupperet dem i to afsnit. Det ene omhandler de behov,
forfattere har, for at et system understøtter deres arbejde. I det andet afsnit
diskuterer vi indledningsvist problematiske aspekter for realiseringen af et s˚adant
system. Disse to afsnit opsummerer s˚aledes resultatet af analysen og repræsenterer
samtidig det indledende designarbejde. Det arbejde, der ligger bag dette kapitel,
er struktureret efter MUST-metodens tredje fase — fordybelsesfasen.
4.1 At indkredse forfatteres arbejdspraksis
Skønlitterære forfatteres arbejdspraksis adskiller sig fra de fleste andre arbejdspraksisser
ved en væsentlig faktor: Forfatteres arbejdspraksis indg˚ar ikke i en
virksomheds- eller organisationssfære, hvad ang˚ar etablerede fremgangsm˚ader el-

4.2 Om informationsindsamling 37
ler produktionscykluser. Det betyder at deres arbejde ikke kan rubriceres inden for
en bestemt produktionscyklus. Skønlitterære forfatteres arbejde er derimod temmelig
ubundet og som oftest stillesiddende og reflekterende. Denne særlige arbejdspraksis
og det at vi med dette innovative projekt selv stiller opgaven, har gjort
at vores informationsindsamling har f˚aet en særlig karakter. Vi har ikke kunnet benytte
flere af de teknikker til undersøgelse, som etnografi, PD og MUST-metoden
opstiller — f.eks. observation, styregruppe/fokusgruppe og organisationsanalyse,
da det f.eks. vil være alt for tidskrævende og tildels ogs˚a meningsløst at observere
forfatteren, der arbejder ved sin computer.
Mange af de teknikker, der tilbydes f.eks. inden for PD, er udviklet p˚a baggrund
af projekter i organisationer. B˚ade forskningsprojekter inden for PD og
CSCW har anvendt etnografiske tilgangsvinkler, og koblingen mellem den datalogiske
og sociologiske faglighed er dybt forankret i studier af arbejdspraksis i
organisationer.
Fordi vores afsæt er at udvikle et system, der skal understøtte en endnu ukendt
arbejdsform, der ikke finder sted ét analyserbart sted, har vi benyttet os af en anden
fremgangsm˚ade — triangulering, som vil blive beskrevet i afsnittet herunder.
4.2 Om informationsindsamling
Trigangulering vil sige at sammenholde tre forskellige men beslægtede informationskilder
for derved at udtrække gentagne mønstre, ligheder og forskelle. Den
viden, der kan deduceres gennem en triangulering, kan sammenlignes med de informationer
etnografer hævder at kunne hente gennem observation af en given
kontekst. Observation er en af de vigtigste teknikker inden for etnografi, fordi den
dokumenterer et hyppigt forekommende misforhold mellem hvad aktører siger de
gør og hvad de rent faktisk gør. Idet triangulering netop handler om at finde tre
forskelligartede kilder, der behandler det samme emne, kan denne teknik siges at
varetage omtalte misforhold. De tre kilder vi har trianguleret imellem er:
¡
Interviews b˚ade med forfattere der skriver alene, og forfattere der samarbejder.
Det vil sige forfatteres udsagn om deres arbejdspraksis, og hvad det vil
sige at skrive skønlitteratur.
¡ Forfatteres erindringer og (selv-)biografier, bøger om at skrive, arbejdspapirer
og korrespondance for et kollektivt skriveprojekt, artikler og anmeldelser
af forskellige værker fra diverse tidsskrifter og dagblade. Det vil sige, at der

38 Analyse
¡
for denne informationskilde er tale om forfatteres refleksion (efterrationaliseringer)
3 i forhold til det at skrive samt et konkret eksempel p˚a en fælles
skriveproces.
Interview med en filmmanuskriptforfatter, læsning af en filmmanuskriptlærebog
og undersøgelse af computerbaserede værktøjer til udarbejdelse af
filmmanuskripter. 4
Vores form˚al med at foretage triangulering var at opn˚a dybde i analysen. Gennem
triangulering kunne vi sammenholde det sagte med det skrevne, finde hyppigt forekommende
mønstre i materialet og finde frem til ligheder og forskelle. P˚a denne
m˚ade har vi kunnet etablere en grundig forst˚aelse for væsentlige træk ved at skrive.
Trianguleringen hjalp os s˚aledes til at opn˚a et anderledes indblik i arbejdspraksis
end ved kun at fokusere p˚a udsagn, der blev fremprovokeret i vores interviews.
I vores interviews har vi bedt alle informanter fortælle om deres arbejde fra
start til slut i en skriveproces. Derefter har vi suppleret med spørgsm˚al, der indkredser
aspekter ved samarbejde og anvendelse af IT.
For det første punkt i ovenst˚aende liste gælder det, at vi gennemførte interviews
med tre forfattere, som b˚ade skriver alene og har arbejdet sammen med
andre. Den ene forfatter (herefter kaldet Søren) adskiller sig dog væsentligt fra
de andre; han har udgivet mange bøger, er veletableret og er desuden ældre end
de to andre. Forfatteren har en veletableret og ikke mindst velstruktureret individuel
arbejdspraksis, som kommer til udtryk i mange forskellige genrer - der
dog alle placerer sig inden for det skønlitterære. P˚a trods af forskellige eksperimenter
med kollektiv skrivning udtrykte Søren en vis skepsis for at samarbejde,
hvilket st˚ar i kontrast til de to yngre mere samarbejdslystne og teksteksperimenterende
forfattere. Disse to forfattere (herefter kaldet Loke og Jesper) har i forskellige
tekster arbejdet sammen b˚ade med hinanden og med andre forfattere, og
er af en generation, der eksperimenterer mere med det tekstlige udtryk. Et udtryk
som ikke nødvendigvis placerer sig inden for romanen eller novellen. Denne
generations lyst til at eksperimentere fik vi yderligere bekræftet gennem et interview
med Morten Søndergaard og Tomas Thøfner fra Information (Kaarsholm,
2002). De har ved hjælp af e-mail skrevet bogen ”Hypoteser for to stemmer” (M.
Søndergaard og T. Thøfner, 1999).
3 Det interessante i forbindelse med refleksion og efterrationalisering er, at det, der formuleres,
kan være væsentligt anderledes end det, der umiddelbart udtrykkes under et interview.
4 Herefter vil vi anvende ordet ’manuskript’ frem for ’filmmanuskript’.

4.3 Om bearbejdning af empiri 39
Som det kan ses i listens andet punkt, spænder informationskilderne vidt. Vi
har forsøgt at brede læsningen ud s˚a forskellige typer ’efterrationaliseringer’ om
det at skrive er repræsenterede. Der er væsentlig forskel p˚a typen af efterrationaliseringer
i f.eks. Hemingways formfuldendte udsagn om det at skrive (Hemingway,
1998) og Stephen Kings konkrete og kontante sproglige anbefalinger
(King, 2000). For at f˚a en nuanceret forst˚aelse for skriveprocessen er det netop interessant
at se p˚a forskelle og ligheder mellem to s˚a forskellige informationskilder.
Vores informationskilder for dette punkt har ikke kun været udtryk for refleksion
over skriveprocessen. Vi har ogs˚a behandlet korrespondancen om skriveprocessen
for ovennævnte kollektive udgivelse ”Hypoteser for to stemmer”. Korrespondancen
indeholdt dele af selve produktet, diskussioner om mulige veje at g˚a og information,
der ikke relaterer sig direkte til skriveprojektet (sociale aspekter). Vi
har s˚aledes kunnet opn˚a en forst˚aelse af hvordan produktet tog form og hvordan
processen forløb.
De to første dele af vores triangulering har overordnet set dannet to grupperinger,
som er synonyme med en generationsopdeling: En ældre, der udtrykker
modvilje, og en yngre, der er mere eksperimenterende og samarbejdsvillig i forhold
til kollektive tekster.
Den sidste del af trianguleringen best˚ar af et interview med en manuskriptforfatter,
der udover at beskrive sin arbejdsproces ogs˚a demonstrerede to programmer
til udarbejdelse af manuskripter. I denne del af trianguleringen har vi ogs˚a valgt
at medtage en manuskript lærebog.
I figur 4.1 illustreres trianguleringens kilder og de overordnede lighedstræk,
vi har fundet mellem kilderne: Samlet set har vi forsøgt at brede vores informationsindsamling
ud, s˚a der udover forfatteres forskellighed og ligheder, som de
kommer til udtryk i udsagn og skrift, ogs˚a er blevet inddraget andre informationskilder,
der nuancerer billedet af dét at skrive. Vi er klar over, at billedet ikke er
fyldestgørende, men at opn˚a fuld forst˚aelse for forfatteres genrevalg og de mange
forfattergenerationer er et projekt, der b˚ade er ekstremt tidskrævende og p˚a sin vis
ogs˚a umuligt.
4.3 Om bearbejdning af empiri
Efter informationsindsamlingen har næste skridt naturligt nok været at foretage
en analyse af materialet. For at f˚a et overblik over og en struktur p˚a empirien har

40 Analyse
Figur 4.1: Triangulering
vi udarbejdet et affinitetsdiagram. 5 Det har vi gjort ved at nedskrive pointer og
citater fra vores kildemateriale (interviews, biografier og h˚andbøger), som vi hver
især har fundet interessante og relevante. P˚a den m˚ade er kildematerialet blevet
behandlet udfra fire forskellige personers synsvinkler. 6 Herefter har vi diskuteret,
hvad vi overordnet har f˚aet ud af gennemlæsningen af materialet. Det har betydet,
at vi ved at sammenholde de forskellige udvalgte noter og citater har kunnet kategorisere
forskellige temaer for skrivearbejdet. Det er særligt interessant, at der
har vist sig at være mange sammenfald mellem de noter, vi hver især har skrevet,
fordi det signalerer, at der er tale om essentielle og bemærkelsesværdige forhold,
vi alle fire har fundet anvendelige for den videre analyse af materialet.
Efter diskussion af vores individuelle noter var det ogs˚a tydeligt, at der var
nogle overordnede temaer, vi kunne anvende ved fordeling af noterne p˚a affinitetsdiagrammet
(Se det endelige affinitetsdiagram i figur 4.2). Der var for det første
tale om en vertikal tidslinie, som følger skriveprocessens forløb fra den initiale
5 Affinitetsdiagrammering er en teknik, der hjælper til at give overblik over store datamængder,
s˚aledes at der dannes struktureret mening. Hver deltager identificerer problemer og interessante
punkter, som herefter rubriceres og klassificeres, s˚aledes at der til sidst fremkommer en struktur,
som kan afkodes og bruges ved design af selve systemet (H. Beyer og K. Holtzblatt, 1998)
6 P˚a trods af at vi er fire forskellige individer, skal vi gøre opmærksom p˚a indflydelsen af den
fælles interesse, det fælles fokus og forholdsvis ensartede faglige viden, vi deler i forbindelse med
dette speciale

4.3 Om bearbejdning af empiri 41
idéfase til færdigt produkt 7 og for det andet tale om en horisontal opdeling med
følgende kategorier:
1. Forfatteres individuelle arbejdspraksis
2. Forfatteres fælles arbejdspraksis
3. Ideer til systemet
Udfra ovennævnte opdeling af affinitetsdiagrammet placerede vi noterne p˚a affinitetsdiagrammet,
og allerede her var det tydeligt, at der havde dannet sig visse
grupperinger. Efter en god diskussion af noternes placering og betydning kunne vi
flytte rundt p˚a sedlerne, hvorefter grupperingerne blev tydeligere, og konturer af
væsentlige omdrejningspunkter begyndte at vise sig. Vi diskuterede, hvor forskellige
grupperinger skulle placeres i en skriveproces - f.eks. skulle noter, som var en
gentagende forekomst, have en central plads, fordi denne del i forfatteres arbejde
er noget, der strækker sig ud i alle faser af den individuelle skriveproces. Et vigtigt
omdrejningspunkt for vores diskussioner har været betydningen og placeringen af
diametralt modsatte udsagn, som f.eks. udsagn om en uforudsigelig og dynamisk
skriveproces sammenholdt med udsagn om en foruddefineret og meget struktureret
proces. Disse diametralt modsatte udsagn er i affenitetsdiagrammet blevet
grupperet sammen, da deres emne er det samme (f.eks. processen, notetagning og
diskussion), og de har hjulpet til tidligt i vores proces at tydeliggøre en væsentlig
pointe for os, nemlig, at der blandt skønlitterære forfattere er tale om meget forskellige
arbejdsprocesser og praksisser. Det er s˚aledes denne forskellighed, vi vil
fokusere p˚a i nedenst˚aende beskrivelse af arbejdspraksis.
Processen med placering og diskussion har forløbet over flere dage, hvilket har
været positivt for vores forst˚aelse af forfatternes arbejdsproces. De friske øjne, vi
har haft den efterfølgende dag, har synliggjort temaer, som vi ikke umiddelbart har
været opmærksomme p˚a. Efter færdiggørelsen med placering og omrokering af
noter, har vi tegnet diagrammet af og givet de grupperinger, der er opst˚aet, en samlende
overskrift. Ved at udarbejde dette affinitetsdiagram har vi opn˚aet en fælles
7 Anvendelsen af en tidslinie til at illustrere skriveprocessens forløb skal ikke ses som et udtryk
for, at vi ser skriveprocessen som en lineær proces, der er ens for alle forfattere. Opdelingen er
foretaget udelukkende for at kunne danne os et overblik over den komplekse proces, forfatterne
gennemg˚ar. Michael Koch beskriver i ”Design issues and model for a distributed multi-user editor”
(Koch, 1995) den kognitive proces som er tilstede i forbindelse med skrivning. Processen best˚ar
overordnet set af tre faser: planlægning, oversættelse (generering af tekst) og redigering. Dette er
ogs˚a faser, der er relevante for alle vores informanter — de har i beskrivelsen af deres arbejde
antydet denne opdeling af arbejdet —, men som Koch pointerer, er det aldeles forskelligt, hvordan
de forskellige faser vægtes, og nøjagtig hvilke aktiviteter, der udføres, er ligeledes forskelligt.

42 Analyse
forst˚aelse for begreber der er væsentlige i forbindelse med forfatteres individuelle
og fælles arbejdspraksis, og vi har f˚aet en oversigt over de centrale fokuspunkter,
der skal overføres til designarbejdet. Diagrammet kom til at se ud som i figur 4.2.
Som det kan ses, er der flest noter ved den individuelle arbejdspraksis. Hvilket
bekræfter en formodning om, at det at skrive er en individuel handling, som under
alle omstændigheder skal understøttes. En anden faktor, som understøtter denne
formodning, er, at der ogs˚a er mange enkeltst˚aende noter, og som nævnt en del
diametralt modsatrettede udsagn, hvilket vidner om, at arbejdspraksis er forskellig
og betyder noget forskelligt fra forfatter til forfatter. Denne forskellighed vil
fremg˚a af de næste afsnits afdækning af forfatteres arbejdspraksis.
4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis
I det følgende vil forfatteres arbejdspraksis, som den er kommet til syne igennem
vores analyse, blive beskrevet. Beskrivelsen vil tage udgangspunkt i affinitetsdiagrammet,
og der vil s˚aledes først blive set p˚a den individuelle arbejdspraksis,
dernæst den fælles, og endelig vil de elementer, der ligger p˚a grænsen mellem
de to praksisser, blive beskrevet. Den sidste kategori i vores diagram — Ideer til
Systemet — vil vi behandle i dette kapitels sidste afsnit, hvor vi behandler behov
— alts˚a overordnede krav til det fremtidige system — og problemer i forbindelse
med implementeringen af CONCERT. Vi har udvalgt de citater, der indg˚ar i de efterfølgende
beskrivelser, ud fra en vurdering af formuleringen af det p˚agældende
emne. Derfor kan der forekomme en del citater fra de samme forfattere, hvilket
ikke skal ses som et udtryk for, at det alene er den p˚agældende forfatter, der har
udtalt sig om emnet. Der er snarere tale om, at denne forfatter har formuleret sig
klart og præcist om emnet.
Det skal understreges, at n˚ar vi beskriver den individuelle praksis, s˚a er der
ikke alene tale om arbejdet for den forfatter, der arbejder isoleret med sin bog
og først indg˚ar i samarbejde med en redaktør, n˚ar der foreligger et gennemarbejdet
manuskript. Dette er naturligvis individuelt arbejde i udstrakt grad. Ikke desto
mindre er flere af de elementer, vi beskriver nedenfor, ogs˚a elementer som en
forfatter, der indg˚ar i et skrivende samarbejde med andre forfattere, benytter sig
af, n˚ar han arbejder alene p˚a en del af en fælles tekst. Vores beskrivelse af den
individuelle arbejdspraksis refererer til fænomener, begreber eller faktorer, som
i analysematerialet er beskrevet af de enkelte forfattere som udtryk for individuelt
arbejde med tekst. I og med at mange informanter i større eller mindre grad

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 43
Figur 4.2: Affinitetsdiagram

44 Analyse
benytter sig af de nedenfor beskrevne elementer, er disse relevante at medtage i
et system, som skal understøtte deres arbejde. Er der tale om et tæt samarbejde
ved hjælp af det kommende system, vil det være relevant ikke blot at give den
enkelte forfatter mulighed for at bruge disse sædvanlige elementer. Det vil ogs˚a
være relevant at inddrage elementerne for at sikre en gensidig opmærksomhed og
fornemmelse for det fælles værk.
Det er tydeligt for os, at om end der er sammenfald i den m˚ade som forskellige
forfattere arbejder p˚a, s˚a er deres arbejde præget af en høj grad af individualisme.
De slutninger, som kan drages p˚a baggrund af analysearbejdet, m˚a derfor siges at
være overordnede, men dog stadig relevante for en generel forst˚aelse af forfatteres
arbejdspraksis.
4.4.1 Den individuelle arbejdspraksis
Idé
”Det hele starter med en vag idé” s˚aledes beskrev informanten, Søren, den spæde
start p˚a en bog. Dette er naturligvis ikke i sig selv nok til, at man kan skrive en
roman. Ideen m˚a udvikles for dermed at opn˚a mere substans. Hvor lang tid denne
modningsproces tager, er forskelligt fra person til person og fra projekt til projekt.
I nogle tilfælde kan der være tale om op til flere ˚ars forberedelsesarbejde. Hvordan
selve modningen foreg˚ar, kan ogs˚a variere. For nogle er det en proces, som foreg˚ar
isoleret, nogle diskuterer den med andre, nogle læser relevant litteratur for blot at
finde inspiration og udbygge ideen, og andre læser for at finde fakta til brug i selve
teksten. Én forfatter bruger f.eks. lang tid p˚a at lade ideen udvikle sig:
Og s˚a kan jeg begynde at læse rettet ind mod den her [idé]. S˚a jeg
kan begynde at læse historiske romaner, og jeg kan ogs˚a begynde at
læse mig ind p˚a noget konkret stof om vores tid. (...) Og der læste
jeg s˚a ind p˚a noget med fængselsforhold, og kunne alts˚a læse noget
konkret, ogs˚a jura og forskellige faglige tekster der omkring. Og det
jeg gør, n˚ar jeg læser, er, at jeg har en fornemmelse af min idé, som
st˚ar i dialog med de bøger, jeg læser... (Søren)
En anden forfatter tager udgangspunkt i en situation, som s˚a former ideen hen ad
vejen:
Situationen kommer først. Derefter kommer personerne - altid flade til
at begynde med. S˚a snart disse ting er fæstnet i min hjerne, begynder

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 45
jeg at fortælle. Jeg har tit en idé om, hvad udfaldet m˚aske vil blive,
men jeg har aldrig forlangt af et hold personer, at de gør tingene p˚a
min m˚ade. Tværtimod vil jeg have dem til at gøre tingene p˚a deres
m˚ade. I nogle tilfælde bliver resultatet, som jeg foruds˚a. Men i de
fleste er det noget, jeg aldrig havde ventet. (King, 2000, s. 143)
Noter
Under hele denne proces vil forfattere som regel tage noter i en eller anden form.
Det normale er, at n˚ar jeg er i gang med at skrive, eller n˚ar jeg er
fordybet i planlægning, s˚a er det faktisk hele døgnet. Alts˚a ogs˚a om
natten og ogs˚a lige før jeg skal sove, der kan komme noget. Jeg har
altid nogle stumper papir til at ligge ved siden af min seng. Og jeg har
udviklet s˚adan en teknik, s˚a jeg kan skrive i mørke og ikke behøver at
vække min kone. (Søren)
Noter er et centralt element for forfatteres arbejdspraksis, og notetagning foreg˚ar
ikke bare i planlægnings- og idéfasen, men igennem hele processen fra idé til
færdigt produkt. Det er forskelligt, hvilken type noter der tages. Der kan være tale
om konkrete sætninger, som man ved skal med et eller andet sted i teksten, eller
ideer til mere overordnede temaer, som skal beskrives. Mængden af noter varierer
b˚ade mellem forfattere og for typen af projekt. En ting, som er kendetegnende for
alle forfatternes brug af noter er, at de sjældent tager noter omkring noget, som
skal ændres eller tilføjes i tekst, som allerede er skrevet. Noterne er som regel
rettet imod endnu ikke skrevet tekst.
Og n˚ar jeg s˚a f˚ar en fornemmelse af, at nu er jeg ved at have stof
nok (...). S˚a laver jeg en køreplan for mig selv (...). Hvor jeg s˚a giver
mig til at læse de noter igennem, som jeg har skrevet igennem tiden.
Prøver at f˚a lidt struktur p˚a historien. (Søren)
Noterne har for de fleste af forfatterne ikke alene den funktion, at de hjælper til at
fastholde konkrete ideer til teksten. De bruges ogs˚a til at lave struktur p˚a det stof,
forfatterene er i besiddelse af. Brugen af noter er et meget væsentligt element for
de forfattere, der indg˚ar i vores empiri.
Rammer
Et andet væsentlig aspekt ved idéfasen, som ligger i forlængelse af dét at tage
noter, er fastlægning af en eller anden form for overordnede rammer for skrivearbejdet.
Igen varierer dette aspekt meget - én forfatter stiller f.eks. hvad-hvis

46 Analyse
spørgsm˚al, som angiver interessante situationer, der formulerer et udgangspunkt
for historien:
En tilstrækkelig stærk situation gør hele spørgsm˚alet om handling diskutabelt,
hvilket er helt i orden med mig. De mest interessante situationer
kan som regel udtrykkes som et Hvad-hvis-spørgsm˚al: Hvadhvis
vampyrer invaderede en lille provinsby i New England? (De
dødes by) Hvad-hvis en politimand i en afsidesliggende by i Nevada
gik amok og begyndte at dræbe alle inden for synsvidde? (Desperation).
(King, 2000, s. 148)
Andre forfattere beslutter sig for at eksperimentere med at skrive i en bestemt
genre eller at skrive mod et bestemt punkt, som han p˚a forh˚and har besluttet skal
med i historien, f.eks. en særlig hændelse:
Jeg har en viden om en struktur, en fornemmelse af en struktur, som
jeg vil tilstræbe. Som oftest i temmelig store træk, s˚adan at det er ikke
ret præcist. Først og fremmest er det nok en fornemmelse af at, der
er nogle godter rundt omkring, at der er nogle gode steder. Alts˚a jeg
har hende der, hvis historie vi er interesserede i og engagerede i, og
vi har ham der som er skæv, og som g˚ar skævt p˚a alt, og nu mødes de
alts˚a en gang om lidt, og da m˚a der alts˚a ske et eller andet mærkeligt.
(Søren)
Andre anvender noter med formfuldendte sætninger som ramme for, hvad kommende
afsnit skal indeholde:
Jeg skriver sætninger ned, som jeg ved skal komme p˚a et eller andet
tidspunkt, men p˚a et senere tidspunkt, eller n˚ar jeg synes, jeg har noget
færdigformuleret s˚adan sm˚a afsnit, som jeg ikke er n˚aet til endnu,
men som jeg ved skal bruges, s˚a skriver jeg det p˚a en seddel. (Jesper)
I forbindelse med at sætte rammer for projektet er det interessant at se lighedspunkter
med det at skrive manuskripter. Flere forfattere benytter sig af manuskriptlignende
arbejdsprocesser, hvor rammerne for historien sættes p˚a forh˚and, hvilket
vil blive behandlet i afsnittet om sammenfald ved manuskriptskrivning.

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 47
Skriveprocessen
For selve produktionen af tekst er der forholdsvis stor variation i, hvordan der arbejdes.
Nogle kan, n˚ar de først er g˚aet i gang, skrive meget intenst og udelukkende
fremadrettet og kan ligefrem føle at teksten ’forfalder’, hvis ikke de arbejder kontinuerligt
med den.
Men det er alts˚a med at komme i gang p˚a et tidspunkt, hvor jeg stadigvæk
er rigtig nysgerrig, og spændt p˚a; hvad kan det her blive til?
Hvad vil det her med mig? Og da skriver jeg alts˚a, n˚ar jeg tager mig
sammen, beslutter at nu skal det være, s˚a skriver jeg typisk helt fra
begyndelsen og hen til slutningen. Skriver det igennem praktisk talt
uden at rette eller ændre, og n˚ar jeg er færdig med den gennemskrivning
som selvfølgelig - det ændrer sig lidt med tiden hvor lang tid det
tager - men den bliver skrevet forholdsvis koncentreret og ret hurtigt.
N˚ar jeg er færdig, er bogen stort set færdig. (Søren)
Hvor nogle forfattere arbejder sig færdige med teksten mere eller mindre i en køre,
har andre et udtalt behov for at lade teksten hvile p˚a et tidspunkt, som det fremg˚ar
af dette citat fra Stephen Kings lærebog:
Det her lyder m˚aske en smule diktatorisk, men det er det faktisk ikke.
Du har lavet en masse arbejde, og du har brug for en hvileperiode
(hvor lidt eller hvor meget afhænger af den enkelte forfatter). Din
hjerne og din fantasi - to ting, som er beslægtet, men ikke er helt det
samme - er nødt til at genoplade, i det mindste hvad ang˚ar dette ene
specielle arbejde (...). Hvor længe du lader din bog hvile - nærmest
ligesom brøddej mellem æltninger - er helt op til dig selv, men jeg
synes, det bør være minimum seks uger. (King, 2000, s. 186-187)
I forbindelse med ideernes lange modningstid, og de mange noter, der tages, kunne
det være oplagt at konkludere, at teksten p˚a forh˚and er givet og allerede eksisterede
i forfatterens hoved. I forlængelse af denne konklusion vil skriveprocessen
derfor udelukkende handle om at f˚a den eksisterende tekst p˚a skrift. Skriveprocessen
er for mange forfattere imidlertid en meget dynamisk og uforudsigelig proces.
Men for igen at fremhæve forskelligheden og det faktum, at vi ikke kan rubricere
forfatteres arbejdspraksis, illustrerer dette citat, at nogle forfattere rent faktisk inden
skrivearbejdet har teksten og indholdet p˚a plads:

48 Analyse
N˚ar jeg endelig skriver den første sætning, ved jeg, hvad der skal ske,
s˚a jeg opdigter egentlig ikke historien, mens jeg skriver den; jeg husker
snarere en historie, som allerede er sket. (Irving, 2000, s. 120)
Størstedelen af vore øvrige kilder er dog enige om, at skrivning er en dynamisk
proces, og mange ved s˚aledes ikke præcist, hvad der sker, før det rent faktisk
er nedfældet. Nedenst˚aende citat fra en interviewkilde viser tydeligt kontrasten
mellem de to slags skriveprocesser:
Det skal ikke være s˚a gennemtænkt, at jeg er g˚aet død i det. Det er
alts˚a en fornemmelse af, hvorn˚ar synes jeg, at nu kan jeg, men er
stadig lidt spændt og lidt nervøs. Ja jeg er nysgerrig over for stoffet.
Hvorimod hvis jeg har haft det for længe, s˚a er der alts˚a risiko for, at
jeg bare kan referere det, s˚a bliver det alts˚a en bog om en bog s˚a at
sige. Da fortæller jeg, hvordan bogen kunne have været i stedet for at
skrive bogen. (Søren)
Redigering /2. gennemskrivning
Redigeringsprocessen er et andet punkt, der varierer fra forfatter til forfatter. For
nogle forfattere er hele processen fra start til slut defineret stramt i forskellige
faser, og en finjustering af historien i form af redigering og gennemskrivning m˚a
først forekomme efter en vis tidsramme. F.eks. deler Stephen King i sin lærebog
skriveprocessen op i klart definerede faser: Forberedelse, første gennemskrivning
og anden gennemskrivning:
[N]˚ar først den [romanen] er det [skrevet igennem første gang], er
jeg i stand til at g˚a tilbage, læse det, jeg har skrevet, og lede efter
underliggende mønstre. Hvis jeg ser nogen (og det gør jeg næsten
altid), kan jeg arbejde p˚a at trække dem frem i et andet, mere fuldt
bevidst udkast til historien. (King, 2000, s. 174)
Andre forfattere skriver historien helt igennem fra start til slut:
Der hvor man virkelig skal have blodet til at springe, det er, n˚ar man
begynder at skrive. Og i hvert fald for mit vedkommende. N˚ar jeg
siger, at jeg skriver s˚adan, at jeg skriver det færdigt første gang, s˚a
hænger det sammen med, (...) at jeg er bedst, hvis jeg virkelig tror p˚a
det. Det er knald eller fald. Den skal være der nu. (Søren)

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 49
Der er alts˚a tale om ganske forskellige arbejdsprocesser for forfattere, n˚ar der arbejdes
individuelt med teksten. For ideens modningsproces, rammer for teksten,
selve skrivningen og redigeringsarbejdet finder vi modsatrettede udsagn, hvilket
vidner om, at der ikke findes én lokaliserbar arbejdspraksis eller en trinvis fremgangsm˚ade
i processen ved skrivning. Der er i en vis udstrækning tale om en faseinddelt
arbejdsproces, fordi den naturlige rækkefølge fra idé, over fastlæggelse
af rammer, skrivearbejdet til redigeringsarbejdet bevirker, at man overordnet kan
tale om denne inddeling. Men der er samtidig i sagens natur tale om, at disse faser
overlapper og forskydes, n˚ar en forfatter f.eks. vender tilbage til udgangspunktet
for ideen, n˚ar elementer i teksten kræver fordybelse eller n˚ar teksten ændres
radikalt ved gennemskrivning.
4.4.2 Den fælles arbejdspraksis
Vi har tidligere været inde p˚a, at de elementer, vi har beskrevet for den individuelle
arbejdspraksis, ogs˚a gør sig gældende for den fælles arbejdspraksis. Derfor
indg˚ar ideens modningsproces, rammer for skrivningen, selve skrivearbejdet og
gennemskrivning selvfølgelig ogs˚a i en fælles arbejdspraksis, og vil derfor ikke
blive yderligere behandlet i dette afsnit. Vi vil derimod fremhæve de væsentlige
fænomener, der adskiller sig fra den individuelle arbejdspraksis. For at man kan
arbejde sammen om en tekst, er det nødvendigt, at der etableres en form for fælles
fokus og enighed om de rammer, der skrives inden for. Dette er noget, som forfatterne
i fællesskab kommer frem til enten ved hjælp af diskussion, eller fordi det
opst˚ar hen ad vejen.
[P]˚a det tidspunkt havde Politiken en poesi-konference hvor vi begge
to bidrog (...) ikke fordi der skete særligt meget i den konference -
(...) men vi fik kontakt og p˚a et tidspunkt foreslog en af os at vi skulle
skrive en linje hver i et digt - det gjorde vi s˚a og det blev til nogle
ikke særligt gode digte (...) Tomas havde en tekst hvor ordet Hypotese
indgik og det greb vi fat i - jeg tror egentligt det var en slags
strandet prosatekst som han bare gav mig s˚a jeg kunne remixe den.
(Kaarsholm, 2002)
Citatet illustrerer, hvordan en idé kan opst˚a i et fælles projekt og ligefrem definere,
at projektet opst˚ar. Men det viser samtidig ogs˚a, at rammerne kan ændre sig
undervejs — i dette tilfæle fra poesi til prosa.

50 Analyse
For fælles projekter er der ofte én enkelt person (forlægger, forfatter, redaktør),
som har opstillet nogle rammer for projektet eller som har f˚aet en overordnet idé,
der i fælleskab diskuteres og bearbejdes. F.eks. fortæller Søren om et kollektivt
skriveprojekt han deltog i, at:
Det var [en forfatter] der lavede rammehistorien. Og det var ham der
havde f˚aet ideen. Han havde siddet sammen med [en forlægger] og
[en tredje person], og de tre havde siddet og snakket om, at det var nu
en skam, at man ikke har nogle af de der gode gamle fortællinger, og
s˚a besluttede de alts˚a at prøve at friste os. (Søren)
Fokus og rammer skal ikke forst˚as som skrappe retningslinier for arbejdet. Det
betyder blot, at der skal være et overordnet fokus - en fælles idé, der arbejdes ud
fra. De rammer, der opstilles, skal være brede og er blot til for at sikre, at der f.eks.
skrives inden for den samme genre, s˚aledes at teksten f˚ar et forholdsvis ensartet
udtryk p˚a trods af de mange stemmer, der taler i den.
Men efter at have snakket med forlaget havde vi skudt os ind p˚a alt i
alt, at vi m˚aske skulle skrive en 40-50 sider hver, eller hvad vi nu var
modige nok til at skyde efter - det var s˚adan set det eneste, vi havde,
da vi tog af sted. S˚a havde vi nok en fornemmelse af, at det skulle
være ret essay-agtigt. (Jesper)
Koordinering og ansvar
To temaer, der ikke overraskende synes at være meget væsentlige for en fælles
arbejdspraksis, er koordinering af samarbejdet og følelsen af ansvar for projektet.
Med hensyn til gruppemedlemmernes koordinering af møder gav vores informanter
udtryk for, at dette kan være en temmelig besværlig proces. En forfatter vil
ofte ud over at være engageret i et fælles skriveprojekt ogs˚a være engageret i
andre projekter. Desuden kan geografiske afstande gøre det svært at f˚a tid til at
mødes og snakke om det projekt, man er fælles om. Alle informanter har dog set
et behov for at mødes i løbet af processen. Det gælder b˚ade for forfattergrupper,
som p˚a forh˚and kendte hinanden og for grupper, som har skrevet sammen i nogen
tid vha. e-mail uden forudg˚aende ’fysisk kendskab’ til hinanden.
[V]i skulle i første omgang møde op med en person hver, som var
vores hovedperson, vores fortæller. S˚a skulle de alts˚a hver fortælle

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 51
syv historier. S˚a den kom til at best˚a af 7 x 7 historier. Plus en rammehistorie
som var skrevet af en ottende. Og da var den alts˚a fælles
p˚a den m˚ade, at rammehistorien kunne jonglere med min person, han
kunne blive forelsket i en af de andre eller sur p˚a en af de andre, uden
at det var mig der bestemte. Jeg stod alts˚a kun for de indre historier,
alts˚a de historier, han fortalte. Og det var ret sjovt, ogs˚a fordi vi alts˚a
s˚a nogle af hinandens historier (...). Og da var der en struktur og en
ramme, og vi skulle ligesom harmonere, passe lidt med hinanden. P˚a
et tidspunkt hvor vi havde skrevet og burde have skrevet tre eller i
hvert fald to, tog vi afsted og satte os sammen et sted p˚a Sardinien,
og satte os ned i en rundkreds og læste vores egne historier op, og det
var alts˚a virkelig en oplevelse. Alts˚a den der fornemmelse med de lidt
ufærdige historier, og man hører, hvad de andre er kommet frem til,
diskuterer dem undervejs. Det synes jeg var noget af det skæggeste,
jeg har været med til s˚adan skrivemæssigt i hvert fald. (Søren)
Citatet illustrerer, at en vis form for koordinering af det, der skrives, er nødvendig.
For flere af forfatterne har dette aspekt været problematisk, idet det har været
svært at følge med i, hvad der produceres af hvem. Dette har især betydning,
n˚ar forfatterne hver især parallelt arbejder p˚a en del af en samlet tekst. Da er det
væsentligt, at de kan følge med i, hvad der sker i de andre dele af den samlede
tekst. Der skal helst ikke st˚a nøjagtig det samme flere steder i teksten, men der
skal være en gennemg˚aende rød tr˚ad.
Flere af informanterne gav udtryk for, at det er godt for teksten og forfatternes
arbejde, n˚ar de kan hente inspiration fra og g˚a i dialog med hinandens tekster. Som
nedenst˚aende citat viser, kan der opst˚a problemer, hvis man p˚a et tidspunkt har set
andres tekster og opbygger en form for dialog med udvalgte temaer i teksten. N˚ar
det ikke mellem møder er muligt at se de andres tekst, ved man ikke, at de temaer
der er opbygget en dialog med, i mellemtiden er blevet slettet, og det, der er tilbage
i ens egen tekst, er nu helt uden pointe. Samarbejde i denne form mangler alts˚a i
høj grad mulighed for at opn˚a gensidig opmærksomhed for, hvad medforfatterne
arbejder p˚a.
Vi mødtes kun to gange og udvekslede, og hvor vi læste op, det vil
sige, man diskuterede med en tekst, man egentlig ikke rigtig kendte,
som stadig var under udvikling, og hvis man gik ind og ville diskutere
noget specifikt, s˚a vidste man ikke, om det stadig var med næste gang
man mødtes. Det skete i hvert fald for mig med din tekst [Taler til

52 Analyse
Jesper]. Hvor jeg troede, at jeg havde skrevet noget forskelligt fra din,
og s˚a fjernede du bare det afsnit, s˚a der ikke var nogen pointe i min
tekst mere. S˚a der ville det m˚aske have været rart med et eller andet
sted, hvor man kunne se hinandens. (Loke)
I de tilfælde hvor samarbejdet bliver tættere, og der arbejdes sammen om et enkelt
tekststykke, har flere informanter nævnt, at der kan opst˚a problemer med at føle
tilstrækkeligt ansvar for det, der arbejdes p˚a. Dette manglende ansvar kan skyldes
flere ting. For det første er det sandsynligt, at forfatterne, som nævnt ovenfor, er i
gang med andre projekter, og derfor har nedprioriteret det fælles arbejde til fordel
for egne projekter. Flere gjorde opmærksom p˚a, at travlhed med andre projekter
og bevidstheden om medforfatternes kompetencer, bevirker, at man lader de andre
tage det store læs. Men hvis alle stiltiende har denne holdning, mister projektet
selvsagt sin dynamik, og resultatet bliver derefter.
Alts˚a jeg tror, det hang sammen med, at vi var d˚arlige til det. Ja og
jeg ved ikke, hvorfor vi var d˚arlige til det. M˚aske ogs˚a noget ansvars
forflygtigelse. Man tænker, de andre de tager sgu’ da slæbet. Og de
gør nok det der. Der var ikke nogen af os, der var helt indstillede p˚a
at tage det p˚a os. (Søren)
En anden ˚arsag til manglende ansvar kan være den følsomhed, som alle forfatterne
har givet udtryk for, at de har i forhold til deres tekster. Hvis der arbejdes tæt
sammen om teksten, har den enkelte forfatter pludselig ikke den samme kontrol
med teksten, som han har i en individuel arbejdssituation, og ønsker derfor m˚aske
ikke at udlevere sig selv via teksten i samme grad, som ved selvstændigt arbejde.
Nogle forfattere var inde p˚a, at de i den tætte samarbejdssituation havde tendens
til at lave rene humoristiske tekster, fordi det er nemt at lave uden at lægge for
meget af sig selv i arbejdet.
Det er m˚aske det, som er svagheden ved det, fordi det bliver meget
s˚adan uforpligtigende, og det bliver nemt kunstigt. Jeg synes den
tekst, vi skrev sammen for [et litteratur tidsskrift], blev ikke nogen
særlig god tekst, den er meget pudsig, men det bliver meget fjollet,
man kommer til at bruge nogle ord, som man ikke s˚adan ellers
ville bruge, man kan slynge nogle sætninger ud, som man ikke rigtig
behøver at st˚a til regnskab for. (Loke)

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 53
Den 3. stemme
Omkring selve skabelsen af teksterne gav flere af forfatterne udtryk for, at der
ved kollektive tekster skabes en fortællerstemme, som er noget andet og mere end
blot summen af dem, der skriver sammen - en form for 3. stemme. I forlængelse
af ovenst˚aende problematik omkring ansvar, s˚a kan det være svært for nogle at
skabe en 3. stemme, som de reelt synes om og kan forholde sig til. Som nævnt
bliver den 3. stemme nemt af en humoristisk type, der afviger fra den m˚ade, de
involverede forfattere normalt skriver p˚a. En af informanterne gav udtryk for ikke
at kunne genkende sin egen skrivem˚ade eller stemme ved genlæsningen af en
kollektiv tekst, der blev skrevet som en slags stafet over et kort tidsrum, hvor alle
deltagere var til stede i samme lokale:
[J]eg glemte ret hurtigt, hvad jeg selv havde skrevet bare i den korte
tekst vi havde lavet, m˚aske vi alle skrev s˚a fremmed for os selv, at
man ikke kunne kende det. (Loke)
Samtidig er vi stødt p˚a et andet projekt, hvor samarbejdet ogs˚a har bevirket, at
ingen af deltagerne har kunnet genkende deres egen stemme, men hvor deltagerne
har fundet den 3. stemme værdifuld. Dette projekt har haft karakter af en dialog,
hvor den aktive skriver har haft dokumentet hos sig selv privat i et forskudt tidsrum
og har kunnet ændre og tilføje til den fælles tekst:
Ret hurtigt begyndte vi at sende digtlinjer til hinanden. Men det viste
sig, at digte skrevet i fællesskab meget sjældent blev gode. Det er,
som om der skal én stemme eller ét gemyt til at føre et digt igennem,
for at det kan lykkes. Med prosa var der et større spillerum. Vi sendte
simpelthen tekster frem og tilbage til hinanden som e-mails. Den anden
havde fuld h˚ands- og halsret over det skrevne, og til sidst opstod
der en tredje forfatterstemme, som vi begge to er kommet til at holde
meget af, og som vi vist nok hver især misunder lidt. Gid det dog var
os, der havde skrevet den bog! (Kaarsholm, 2002)
Det har været væsentligt for os at konstatere, at der rent faktisk er tale om, at
noget værdifuldt — og m˚aske ogs˚a noget nyt — kan komme ud af samarbejdet.
Vi har i dette afsnit set, hvilke problemer der kan opst˚a, n˚ar der samarbejdes
omkring skønlitterære tekster. Ansvaret i forhold til og koordinering af s˚avel
samarbejdet som produktet, der samarbejdes om, er ikke altid lige let. Det er

54 Analyse
derfor nogle af disse aspekter, vi vil se nærmere p˚a, n˚ar vi i afslutningen af dette
kapitel opstiller de problemer og behov, der skal tages højde for i forbindelse
med udarbejdelsen af CONCERT. Erkendelsen af, at der kan eksistere en 3.
stemme, har været en af de meget positive opdagelser, vi har gjort i forbindelse
med analysen af den fælles arbejsdspraksis, idet der hermed ˚abnes op for, at
CONCERT kan være med til at fremme samarbejdet om nye former for tekster.
Den 3. stemme er imidlertid ikke noget, vi direkte kan understøtte i systemet.
Men ved at give forfatterne de rette muligheder i systemet, kan vi forh˚abentlig
hjælpe til, at flere forfattere sammen finder en 3. stemme, de kan misunde.
4.4.3 Overlap mellem individuel og fælles arbejdspraksis
I dette afsnit vil vi se p˚a fænomener, der er fælles for den individuelle og den
fælles arbejdspraksis, hvilket vil sige de noter, der i affinitetsdiagrammet (se figur
4.2) ligger p˚a linien mellem de to praksisser. Der er i analysen af det indsamlede
materiale dukket nogle temaer op, som synes at være vigtige, b˚ade n˚ar der
arbejdes individuelt og kollektivt om en tekst. Det ene er forfatteres holdning til
diskussion af de tekster, der arbejdes p˚a, og det andet er forfatteres følsomhed i
forhold til kritik af deres tekster. Kritik kan siges at høre under diskussioner, idet
man kan forestille sig, at de kommentarer, der fremkommer i forbindelse med
kritikken, danner grundlag for diskussion af teksten: En forfatter starter med at
give kommentarer til teksten, og andre kommenterer s˚a disse kommentarer. P˚a
den m˚ade opst˚ar der en dialog om/diskussion af teksten gennem kommentarerne.
Denne kobling af kommentarer og diskussioner er bl.a. ogs˚a beskrevet i A. Michailidis
og R. Rada (1995) og Kaufer et al. (1995). Vi vil i designet komme ind
p˚a fordelene ved at se disse to elementer som nært sammenhængende.
Diskussion af emner og tekst
Alle de informanter, der indg˚ar i empirien, har kommenteret betydningen af at diskutere
b˚ade for dem selv og for den tekst, der skrives p˚a. Der er dog stor variation
i, hvordan de forholder sig til emnet. Nogle mener, at det vil dræbe teksten eller
emnet, hvis man taler om det. Teksten vil miste sin glød, og det er derfor farligt
at tale om den. Ved at diskutere teksten vil det, man skriver, blive et referat af en
historie i stedet for historien selv.
Jeg skal stole p˚a mig selv, og jeg har en fornemmelse af, at det hænger
sammen med, at det er s˚a usikkert, man ved ikke hva’ fa’n princippet

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 55
er, eller man kan ikke se, om det er det rigtige. S˚a hvis jeg lod andre
komme ind, er jeg bange for, at jeg lod mig forføre, og lod mig køre
ud p˚a noget, som jeg ikke bagefter kunne st˚a inde for. (Søren)
Andre mener, at det gavner teksten at diskutere. Det kan godt ske, at man f˚ar
diskuteret et emne til døde, men i diskussionen opst˚ar der nye vinkler og nye
emner, som gør, at der hele tiden udfolder sig noget nyt. Diskussionen ses her
ikke som noget negativt, men som noget udviklende og positivt.
[M]ange af de tematikker, vi havde sat os for kunne være en del af
[værket] (...), blev p˚a en m˚ade diskuteret s˚a meget i smadder - jeg
ved ikke hvorfor, men den kom til at handle meget mere om os lige
pludselig, fordi der dukker bare noget nyt op. S˚a hvis man diskuterer
et emne i smadder, s˚a ˚abner der sig bare et andet. Alts˚a hvis man
holder projektet ˚abent, og hvis man ikke har et eller andet endem˚al,
at man vil have, at det skal handle om noget præcist, s˚a tror jeg ikke,
det er en svaghed, s˚a rammer man bare et andet sted. (Loke)
Vores empiri indikerer, at den negative holdning til diskussioner først og fremmest
er at finde hos forfattere, som i høj grad arbejder individuelt, og som tilhører en lidt
ældre generation af forfattere. Hvor de, der ser gevinsten af diskussion, ofte er de
lidt yngre forfattere, som ogs˚a i højere grad end de lidt ældre ser det interessante i
at samarbejde om tekster. Ernest Hemingway, som er en af dem, der mest radikalt
viser sin modstand over for samarbejde og diskussion mellem forfattere, har bl.a.
udtalt følgende:
Forfattere burde overhovedet arbejde alene. De skulle egentlig kun
se hinanden, n˚ar de havde fuldført et arbejde - og s˚a helst ikke for
ofte. Ellers bliver de ligesom forfattere i New York. De minder om
ormene i en lystfiskers flaske, prøver at suge viden og næring af den
blotte berøring med hinanden og med flasken. Snart viser flasken sig
i form af kunst, snart i form af nationaløkonomi, snart i form af smart
teologi. Men n˚ar de først én gang er kommet ned i en bestemt flaske,
m˚a de blive i den. De føler sig ensomme uden for flasken. De bryder
sig ikke om at føle sig ensomme. De er bange for at komme til at st˚a
alene med deres overbevisning... (Hemingway, 1998, s. 71)

56 Analyse
Kritik af tekst
Hvorn˚ar man som forfatter er klar til at f˚a kritik af sin tekst, er meget forskelligt.
Nogle er hele tiden i kontakt med deres redaktør, mens andre venter, til deres
udkast ligger helt klart. Nogle viser deres tekster til ligesindede undervejs, mens
andre mener, at det vil ødelægge en tekst, hvis andre ser den (jf. foreg˚aende afsnit
om diskussioner).
Dette første udkast - historieudkastet - bør skrives uden nogen hjælp
(eller indblanding) fra andre. Der vil m˚aske komme et tidspunkt, hvor
du gerne vil vise, hvad du har lavet til en nær ven (meget ofte er den
nære ven, du først tænker p˚a, den, der deler seng med dig), enten fordi
du er stolt af det, du laver, eller fordi du er usikker p˚a det. Mit bedste
r˚ad er at modst˚a denne trang. Hold trykket oppe; sænk det ikke ved at
udsætte det, du har skrevet, for tvivlen, rosen eller endog velmenende
spørgsm˚al fra en Verden Udenfor. (King, 2000, s. 185)
Uanset hvorn˚ar de benytter sig af kritik, er de fleste dog enige om, at det er et
følsomt omr˚ade. Flere taler p˚a en eller anden m˚ade om, at man i forbindelse med
kritik skal sørge for ikke at forstyrre teksten, men derimod se mulighederne i den.
[O]g alle sammen vidste godt, hvor følsom man er i den situation, s˚a
man kunne sige noget og gøre noget, men alts˚a ogs˚a (...) sørge for
ikke at forstyrre noget. (Søren)
Det skal tilføjes, at skellet mellem generationerne til en vis grad kommer til
syne her, idet de ældre forfattere er mere følsomme i forhold til kritik. To af de
yngre forfattere har udtalt, at kritik ikke er noget problem for dem. Hvis de viser
deres tekster til andre, er det netop for at f˚a kritik. Vi mener dog ogs˚a, at de
yngre forfattere udviser nogen følsomhed over for deres tekster i kraft af deres
forbehold for at give sig selv fuldt ud i en fælles tekst. Det tyder alts˚a p˚a, at
forfatterne er mest tilfredse med de tekster, hvor de giver lidt af sig selv, og for at
de vil gøre det, er det vigtigt for dem selv at bestemme, hvem der skal kunne give
kritik.
Vi har nu beskrevet væsentlige fænomener for forfatteres individuelle og
fælles arbejdspraksis samt de sammenfald, der er mellem de to praksisser. Vi vil
nu vende blikket mod et andet skriveorienteret domæne — manuskriptskrivning
— for at belyse, hvordan denne del af trianguleringen qua væsentlige fællestræk

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 57
mellem dette og det skønlitterære skrivedomæne har tilvejebragt vigtig inspiration
til det videre designarbejde.
4.4.4 Inspiration fra manuskriptskrivning
[Nogle af mine] romaner blev naturligvis pudset af og udformet i detaljer
i redigeringsprocessen, men de fleste af elementerne fandtes fra
begyndelsen. ”En film bør være der i r˚aklipningen,” sagde filmklipperen
Paul Hirsh engang til mig. Det samme gælder for bøger. (King,
2000, s. 148-49)
Citatet herover illustrerer, at der grundlæggende kan være ligheder mellem manuskripter
og romaner og noveller. De ligheder, vi har identificeret, omhandler
især de fortællemæssige elementer, der indg˚ar i narrativ fiktion. Der er s˚aledes to
grunde til, at vi har inddraget manuskriptforfattere og manuskriptskrivning:
¡ Ligheder mellem dét at skrive manuskripter og dét at skrive skønlitteratur
Manuskriptværktøjer kan være en væsentlig inspirationskilde for os, fordi
¡
narrative elementer behandles her
Vi har, som tidligere nævnt, indsamlet information fra tre kilder for manuskriptskrivning:
Interviewet en manuskriptforfatter, undersøgt IT-baserede skriveværktøjer
til manuskriptskrivning og læst en lærebog for emnet. Disse tre kilder
vil vi sammenholde med citater fra skønlitterære forfattere.
Nedenst˚aende citat af Stephen King beskriver de tre dele, han mener en historie
best˚ar af:
I mine øjne best˚ar historier og romaner af tre dele: beretning, som
flytter historien fra punkt A til punkt B og sluttelig til punkt Z; beskrivelse,
som skaber en sansemæssig virkelighed for læseren, og dialog,
som giver personerne liv gennem det, de siger. (King, 2000, s. 141-
142) (Vores fremhævning)
De samme tre elementer indg˚ar i denne definition af manuskripter fra bogen ’The
Screenwriter’s Workbook’:
A screenplay is a story told in pictures, dialogue, and description,
within the context of dramatic structure. (Field, 1988, s. 20)(Vores
fremhævning)

58 Analyse
En fiktionsfilm er en beretning/historie, der fortælles gennem beskrivende billeder
og dialog. Beretningen kan tage mange former - f.eks. forskyde sig tidsmæssigt
med flashbacks og drømmesekvenser (struktur), billeder kan understøtte filmens
univers og dialogen (indre og ydre) er det, der tegner karaktererne. Citaterne illustrerer
s˚aledes nogle væsentlige sammenfald mellem de elementer, der kan indg˚a
i en narrativ fortælling, som den giver sig udtryk i film og romaner/noveller.
Skriveprocessen
Der er til gengæld nævneværdig forskel p˚a processen for de to skrivedomæner. For
manuskripter til fiktionsfilm findes en veletableret fremgangsm˚ade, som i mange
tilfælde adskiller sig fra det at skrive en roman eller novelle. Manuskriptskrivning
har nogle ganske veldefinerede trinvise fremgangsm˚ader - eksempelvis er bogen
”The Screenwriters Workbook” (Field, 1988) opdelt i to dele: ’preparation’ og
’execution’. I citatet herunder fortæller Niels (den manuskriptforfatter vi har interviewet)
om opdelingen af skrivearbejdet i synopsis og ’treatment’, som hører
til i Fields ’preparation’-fase og selve manuskriptet som udarbejdes i ’execution’fasen.
Det første er, at f˚a idéen p˚a plads - det foreg˚ar ved, at man udvikler en
synops. En synops ligger typisk mellem 3-5 normalsider, som beskriver
ideen og hvilke steps, der er i historien, og hvad konflikterne er.
Treatments er uden dialog, der m˚a ikke være dialog. Hvilket er irriterende
for mig, scenerne er dialogb˚arne (...), oplæggene er det, man
arbejder mest med. Den første fase [af selve manuskriptskrivningen]
er at bygge nogle karakterer og nogle miljøer op og s˚a prøve p˚a at
f˚a det til at g˚a op - dette er meget s˚adan et regnestykke, der skal g˚a
op, fordi man vil gerne sætte et hovedproblem op ret hurtigt, man vil
gerne sørge for, at man har en aktiv hovedperson, der gør noget. Og
for at vedkommende skal være aktiv skal man have etableret, at vedkommende
gerne vil ha’ et eller andet, de vil opn˚a, og derfor vil man
gerne have, at det skal være svært at opn˚a. Derfor finde nogle problemer
og jo flere problemer desto sværere er det at f˚a en slutning til
sidst. For alt det, man ˚abner, skal man jo lukke igen, ellers giver det
en d˚arlig fornemmelse. (Niels)
Denne opdeling er væsentlig at bemærke, fordi den er et udtryk for at arbejdet med
et manuskripts historie og elementer er struktureret i oplæg til instanser, der skal

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 59
bevillige penge til den videre produktion af manuskriptet. Derved adskiller manuskriptskrivningen
sig fra prosaforfatteres skrivning, fordi processen bliver mere
opsplittet i delprodukter, der tidligt i processen skal formidle produktets værdi og
anvendelighed.
Citatet illustrerer endvidere, hvordan manuskriptskrivningen har en skabelon
for processen, hvilket eksempelvist giver sig til udtryk i, at ideen skal centreres
om en karakter, der hurtigt skal sætte et hovedproblem op, og at dialogen er
en fyldig del af manuskriptet. Begge disse eksempler adskiller sig væsentligt fra
skønlitteraturen, hvor alt mere eller mindre er tilladt, fordi teksten alene kan beskrive
meget og skabe billeder hos læseren.
For os er det desuden interessant at bemærke opdelingen i forberedelse (synopsis
og treatment) og selve skrivearbejdet (manuskriptet). Det giver sig blandt
andet udtryk i et grundigt karakterforberedelsesarbejde og fordeling af brændpunkter
i historien (problemer), som det fremg˚ar af ovenst˚aende citat. Syd Field
kalder i ”The Screenwriters Workbook” disse brændpunkter ’plot points’ og anbefaler
for at skabe dynamik, at disse fordeles efter et forholdsvist stramt skema
i filmens forløb (Field, 1988, kap. 3). En lignende fornemmelse for dynamik og
spænding findes for den skønlitterære forfatter, om end ikke s˚a fastlagt:
[E]n historie [skal] have en spænding. Noget der bygger en spænding
og en nysgerrighed op fra begyndelsen. Og n˚ar der s˚a er en tilstrækkelig
nysgerrighed, s˚a kan man begynde at tage svinkeærinder i form
af forhistorier og s˚adan noget. Og s˚a skal der summeres op til, og s˚a
skal man op p˚a toppunktet. S˚adan nogle fortællemæssige krumspring,
tror jeg, vi kender alle sammen mere eller mindre klart og mere eller
mindre bevidst (...). S˚a det er alts˚a p˚a en eller anden m˚ade en viden
om selve fortællingens dynamik. (Søren)
Selvom ovenst˚aende citat fra en prosaforfatter indikerer, at der skrives ud fra en
fornemmelse for en struktur, s˚a understreger citatet, at der er tale om en indbygget
fornemmelse. Det vil sige, at der ikke er tale om, at forfatteren p˚a forh˚and definerer
faste rammer for fortællingen. Det modsatte forhold finder vi i manuskriptlærebogen,
hvor Syd Field udover de omtalte ’plot points’ understreger det fordelagtige
ved p˚a forh˚and at finde frem til manuskriptets paradigme. Dette defineres
som ”[A] model, an example, a conceptual scheme” (Field, 1988, s. 25). Der er
alts˚a tale om en meget præcis angivelse af fiktionens struktur, som bestemmes p˚a
forh˚and. Manuskriptforfattere opfordres s˚aledes til at udarbejde en struktur, sva-

60 Analyse
rende til den der kan ses i figur 4.3, inden de p˚abegynder selve manuskriptskrivningen.
Figur 4.3: Struktur for et manuskript fra Field (1988, s. 27)
Syd Field understreger, at arbejdet med karaktererne i forberedelsesprocessen
er centralt for udviklingen af et godt manuskript - ideen skal formidles i omtalte
paradigme og defineres ud fra et subjekt og en struktur. Nedenst˚aende citater understreger
en grundlæggende forskel i skriveprocessen mellem de to fiktionsgenrer:
En skønlitterær forfatter fortæller om hvordan personerne udvikler sig i løbet
af skriveprocessen:
For mig afhænger det, der sker med personerne, efterh˚anden som historien
skrider frem, udelukkende af, hvad jeg opdager om dem undervejs
- med andre ord hvordan de vokser. (King, 2000, s. 167)
Mens en manuskriptforfatter beskriver den ’matematiske’ proces, han benytter sig
af for at strukturere sin historie:
[J]eg kan vældig godt li’ at sidde og tegne tegninger - timelines, fikspunkter
(nogle møder hinanden der) etc. for mig at se, er det nærmest
en matematisk proces - at bygge s˚adan en historie op - i s˚adan en historie
er der nogle episoder, der er vigtigere end andre, og de episoder
skal placeres rigtigt. (...) Nogle historier kan først g˚a i gang n˚ar man
har f˚aet en masse ting at vide, og det fungerer ikke. (Niels)
Den skønlitterære forfatter lader alts˚a historien udvikle sig undervejs, mens manuskriptforfatteren
tidligt strukturerer historien, og dermed ikke - i s˚a høj grad -
giver mulighed for at historien løbende kan udvikle sig.

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 61
Ideen
Med hensyn til idéfasen er der visse ligheder mellem de to genrer. Inden for begge
findes der forfattere, som vælger at tage afsæt i en situation - en nøglescene. F.eks.
beskriver Niels i citatet herunder, hvordan den initiale idé bearbejdes ved hjælp af
en nøglescene:
[M]ed spillefilm er der en indskydningsproces, hvor mig og instruktøren
er optagede i at være enige om tingene, og der vil man
m˚aske tage og starte med en nøglescene. (Niels)
At der inden for den skønlitterære skrivning findes paralleller til denne tilgang,
bevidner citatet af Stephen King i afsnit 4.4.1 om. Her beskriver King, at han
tager udgangspunkt i en bestemt situation ved at stille sig selv et ’Hvad-hvisspørgsm˚al’.
Vi forestiller os, at et projekt p˚a CONCERT ogs˚a vil kunne skydes i gang
via en nøglescene eller en forfatters bud p˚a en struktur. Desuden forestiller vi os
at der, ligesom for manuskriptforfatteren, m˚a finde et stort forberedelsesarbejde
sted, fordi ideen skal forankres hos alle aktører. Endelig vil det for brugen af
CONCERT være overordentligt væsentligt, at de narrativeelementer, der indg˚ar
i en histories udvikling, koordineres og sammentænkes konstant. Dette har for
os tydeliggjort at manuskriptdomænet er en anvendelig inspirationskilde. Det
er derfor oplagt for os at forholde os til nogle af de teknikker, der bruges inden
for manuskriptskrivning, b˚ade i forhold til den m˚ade en historie opbygges p˚a i
skriveprocessen, og den m˚ade der fokuseres p˚a materialets virkemidler.
I dette afsnit har vi set, at der er visse sammenfald for de to genrers brug
af narrative elementer og at der er visse fællestræk for de to typer af skriveprocesser.
I det følgende afsnit vil vi beskrive endnu en inspirationskilde fra
manuskriptdomænet, nemlig et IT-baseret manuskriptværktøj.
Inspiration til CONCERT
Vi er af Niels, blevet introduceret til ’Dramatica Pro’, et IT-baseret manuskriptværktøj.
Systemet er et enkeltbruger system og er i realiteten beregnet til udarbejdelse
af et komplet manuskript, men Niels anvender det udelukkende til at teste
sine ideer og tjekke dramatiske sammenhænge:
[M]en det gør alts˚a ogs˚a, n˚ar du har siddet med dine ideer en million
gange, s˚a finder du ud af, om det er brugbart eller ej. Som regel kan

62 Analyse
man ikke bruge det, der kommer ud af det her oplæg til noget som
helst. (...) s˚a begynder den s˚a at komme med nogle ting - ’ which
character is in conflict with Albert over values’ (...) men det, den gør
er, at den beder en om tage stilling til nogle ting, som man ellers
ville springe over. Det er et stykke software, som er designet til at
kunne printe noget færdigt ud, og det har jeg ikke været ude for, men
til gengæld er det en vældig god proces, som tvinger en til at tage
stilling til en masse konflikter og en masse ting... (Niels)
Den funktionalitet, som her demonstreres, kan ogs˚a være relevant for samarbejdende
skønlitterære forfattere i forbindelse med det store tjekkearbejde — ofte
centreret om personmotivation — som forfattere udfører:
For mig har de mest iøjnefaldende fejl, jeg finder ved gennemlæsningen,
at gøre med personmotivation (beslægtet med personudvikling,
men ikke helt det samme). N˚ar det sker, sl˚ar jeg mig opgivende for
panden og griber s˚a min pen og skriver noget i retning af s.91: Sandy
Hunter hugger en dollar fra Shirleys gemmested i forsendelsesafdelingen.
Hvorfor? For fanden da, Sandy ville ALDRIG gøre noget i
den retning! Jeg markerer ogs˚a siden i manuskriptet med et stort ¢£
[mystisk symbol] symbol, som betyder, at det er nødvendigt med beskæringer
og/eller ændringer p˚a denne side, og p˚aminder mig selv om
at tjekke mine notater for de præcise detaljer, hvis jeg ikke kan huske
dem... (King, 2000, s. 188-190)
Der er alts˚a tale om en del narrative elementer, der ogs˚a i et fremtidigt system
som vores skal understøttes. Det drejer sig om karakterer, disses indbyrdes relationer
og motivationer, konflikter, spændingskurve og endelig tid og sted. Det
tjekkearbejde, der foretages af forfattere, kan ogs˚a ses som en form for oprydning
i teksten, hvor forfatterne forsøger at skabe sammenhæng i fortællingen. Det
vil sige, at de forsøger at f˚a overblik over fortællingens opbygning og at tilføje
scener, som kan fremhæve den intenderede mening. King beskriver nedenfor det
oprydningsarbejde han udfører.
Under denne læsning koncentrerer den øverste del af min hjerne sig
om historie og værktøjskasseanliggender (refererer til første del af bogen,
som handler om stilistiske ting). (...) Men nedenunder stiller jeg
mig selv det Store Spørgsm˚al. Det største: Er denne historie sammenhængende?
Og hvis den er, hvad vil s˚a forvandle sammenhæng til en

4.5 Behov og problemer 63
sang? Hvad er de tilbagevendende elementer? Fletter de sig sammen
og skaber et tema? (...) Og frem for alt leder jeg efter det, jeg mente,
for i det andet udkast har jeg brug for at tilføje scener og begivenheder,
som forstærker den mening. Jeg skal ogs˚a slette alt, hvad der g˚ar
i andre retninger. Den slags vil der uundg˚aeligt være, især i begyndelsen
af en historie, hvor jeg er tilbøjelig til at fægte rundt. (King, 2000,
s.188-190)
N˚ar flere forfattere skriver sammen vil det være mindst lige s˚a relevant at de
samarbejdende forfattere kan skabe sig et overblik over den fælles fortællings
struktur.
Manuskriptværktøjet ’Dramatica Pro’ har inspireret os under informationsindsamlingen
til at tænke i f.eks. persongallerier og scener som en m˚ade at holde styr
p˚a sammenhængen i historien. En scene defineres af, hvor og hvorn˚ar den finder
sted, og hvilke personer og ting der indg˚ar. Dette er ogs˚a elementer, der for
skønlitteratur er væsentlige at f˚a overblik over, n˚ar man som Stephen King stiller
sig selv det store spørgsm˚al om historiens sammenhæng. Vi vil i designafsnittet
komme yderligere ind p˚a, hvordan disse elementer kan understøtte skønlitterære
forfatteres samarbejdsproces.
Ved at have inddraget filmmanuskriptskrivningen og sammenholdt elementer
af denne med skønlitterær skrivning har vi f˚aet inspiration til elementer, der
er væsentlige at overveje i forbindelse med design af systemet. F.eks. har
vi i ’Dramatica Pro’ set elementer s˚a som persongalleri, scener og tidslinier
demonstreret, og disse synes bestemt at kunne være brugbare for os. P˚a trods
af visse sammenfald i forhold til det produkt, der arbejdes med (f.eks. at bygge
op omkring nøglescene eller arbejde mod klimaks), er der stor forskel p˚a selve
arbejdsprocessen og p˚a slutproduktet. Decideret inpiration til understøttelse af
processen har det ikke været muligt at hente fra dette omr˚ade.
Inden vi fortsætter med designet, vil vi i det følgende afsnit opsummere,
hvilke behov og problemer, vi har udledt af den samlede analyse.
4.5 Behov og problemer
Ud fra analysen af arbejdspraksis har vi udledt nogle behov, forfattere har, og
problemer der opst˚ar i vores forsøg p˚a at imødekomme disse. Behovene og problemerne
er nødvendige at medtænke i designet af CONCERT for at det vil kunne

64 Analyse
Figur 4.4: Affinitetsdiagram og funktionalitet.
understøtte deres arbejdspraksis. P˚a baggrund af affinitetsdiagrammets tre kategorier
(individuel og fælles arbejdspraksis samt ideer til systemet), har vi opstillet
en liste over henholdsvis konkrete krav til systemets funktionalitet og mere overordnede
og abstrakte krav. Det skal understreges, at vi her ikke alene arbejder
med temaer deduceret direkte fra empirien, men ogs˚a med væsentlige begreber
fra CSCW feltet og især CSCWriting. Listen kan ses i figur 4.4. Det er med udgangspunkt
i denne liste, at vi har opstillet de behov og problemer, der vil blive
behandlet i de følgende afsnit.
4.5.1 Behov
Vores empiri og analysen af denne har synliggjort en række behov, som forfatterne
har til et system, der skal støtte deres (sam-)arbejde. I gennemgangen af behovene
beskrives tre væsentlige og meget overordnede krav til systemet: Fleksibilitet og
samordning og gensidig opmærksomhed, som er de første punkter i figur 4.4’s
’abstrakte krav’. Med hensyn til samordning og gensidig opmærksomhed beskriver
vi en række mere specifikke funktionaliteter, som CONCERT bør indeholde.
Disse er i figuren listet under ’funktioner til systemet’.
Fleksibilitet
Som det allerede er nævnt i beskrivelsen af arbejdspraksis i analysen, er der stor
variation i, hvordan forfattere arbejder. Især i det individuelle arbejde, men ogs˚a

4.5 Behov og problemer 65
n˚ar der indg˚as i et samarbejde. Hvordan samarbejdet foreg˚ar vil kunne variere fra
gruppe til gruppe og fra projekt til projekt. Dette er ikke noget, der alene gælder
skønlitterære forfattere. Blandt flere andre beskriver Jones (1995) variationen i,
hvordan forfattere arbejder. F.eks. kan brug af skrivestrategier 8 variere ikke bare
fra projekt til projekt men ogs˚a i løbet af en enkel skriveproces. Udover at forfatternes
arbejdspraksis har en meget forskelligartet karakter, er det at samarbejde i
det hele taget uforudsigeligt og kræver derfor et system, der ikke er rigidt opbygget,
men giver mulighed for tilpasning til den p˚agældende situation.
Samordning og gensidig opmærksomhed
I beskrivelsen af arbejdspraksis findes et afsnit, der beskriver koordinering (se
’koordinering og ansvar’ i afsnit 4.4.2), og det er tydeligt, at dette for forfatterne
ligesom for alle andre, der samarbejder, er særdeles væsentligt. Forfatterne arbejder
p˚a forskellige tidspunkter og med forskellig rytme, og deres behov for koordinering
handler derfor b˚ade om koordinering af deres tid: Hvorn˚ar skal der
holdes møder? Hvorn˚ar skal hvad diskuteres? Hvorn˚ar er der deadline? Og om
koordinering af artefakter: Hvad har vi klar til deadline? Hvem skriver p˚a hvilke
dokumenter? Hvad er indholdet i de andres tekster? Hvilke personer er sat ind i
historien og hvorn˚ar?
For at kunne foretage denne koordinering er det nødvendigt, at forfatterne har
mulighed for at opretholde en gensidig opmærksomhed p˚a hinandens arbejde. Da
arbejdet foreg˚ar distribueret, er det særdeles væsentligt, at denne opmærksomhed
kan opbygges ved hjælp af samordningsmekanismer i systemet. Nedenfor vil de
funktionaliteter, som vi udfra vores analyse ser relevansen af, blive nævnt. Funktionaliteterne
kan være til støtte for forfatterne i deres individuelle arbejde og
anvendes allerede i analog form af visse forfattere, hvilket i sig selv retfærdiggør
funktionaliteternes tilstedeværelse i CONCERT. Funktionaliteterne bliver imidlertid
endnu mere væsentlige, n˚ar der er tale om samarbejde, idet de udover en
strukturerende effekt ogs˚a bevirker, at samarbejdet kan samordnes.
Versionsstyring: Ved hjælp af versionsstyring skal det være muligt at f˚a en historik
over et givent projekts udvikling, herunder skal det være muligt at
se, hvad der er sket med projektets forskellige elementer og tekstdele, samt
hvem der har gjort hvad med hvilke dele. Versionsstyring skal endvidere
8 Skrivestrategier er udtryk for, hvordan der arbejdes med produktion af tekst i et samarbejde,
f.eks. kan der arbejdes separat p˚a hver sin del, eller man kan være fælles om at beslutte formulering
og indhold. (Jones, 1995, s. 394)

66 Analyse
give mulighed for at finde tilbage til tidligere versioner i tilfælde af, at der
skulle være opst˚aet en fejl.
Persongalleri, lokaliteter og tidslinier: Disse struktureringsmekanismer bliver
af nogle forfattere allerede anvendt i deres individuelle arbejde til at strukturere
og holde styr p˚a, hvem og hvad der indg˚ar hvor og hvorn˚ar i historien.
Disse narrative elementer kan i et samarbejde for˚arsage problemer, hvis der
ikke tages højde for, hvordan de samordnes. N˚ar der er flere forfattere om
et projekt, er de narrative elementer desuden helt essentielle, idet de letter
muligheden for at skabe sig overblik over historien. Her har vi ud over forfatternes
udtrykte ønske om en strukturering af disse elementer (jf. kolonnen
’Ideer til systemet’ i figur 4.2) ogs˚a fundet relevante sammenfald med det at
skrive manuskripter, og betegnelserne til disse elementer er hentet fra netop
dette domæne.
Rettigheder til at ændre/læse: For at kunne følge med i de tekster, som indg˚ar
i et givent projekt, er det nødvendigt, at der er mulighed for, at forfatterne
hver især kan g˚a ind og se, hvad der sker med teksterne. Men da forfatterne,
som nævnt tidligere, er meget følsomme omkring det, de skriver, skal det
dog være muligt at bestemme, hvorn˚ar en tekst skal være tilgængelig for andre.
Alt efter projektets type, og hvordan forfatterne ønsker at arbejde, skal
der være mulighed for at bestemme, om alle kan skrive i alle dokumenter,
eller om der kun er mulighed for at læse og kommentere.
Diskussionsforum/Kommentering/Etablering af idé og fokus: Da systemet i
høj grad er tænkt som støtte til forfattere, der gerne vil arbejde sammen,
men ikke har mulighed for at mødes, skal der naturligvis være et ’sted’,
hvor det er muligt at diskutere. For at kunne indg˚a i et samarbejde om en
tekst, er det f.eks., som tidligere nævnt, nødvendigt at være enige om nogle
rammer, ideer eller et fokus, der kan arbejdes udfra. Dette vil være muligt
at komme frem til ved hjælp af et diskussionsforum. Ved diskussion af rammer
og lignende er der tale om diskussioner, der som s˚adan ikke knytter
sig til et konkret dokument. Der kan imidlertid ogs˚a være behov for diskussion
af de dokumenter, der arbejdes p˚a. Dette kan foreg˚a mere eller mindre
synkront. Ved at man enten mødes samtidig i diskussionsforumet og kommenterer
en tekst, eller det kan foreg˚a ved, at en kommenterer p˚a en tekst,
og andre kommenterer disse kommentarer. Disse mange betydninger af dét
at diskutere er ikke alene udledt af vores empiri, men er ogs˚a fænomener, vi

4.5 Behov og problemer 67
har stødt p˚a inden for CSCWriting (f.eks. Beck (1994), Kaufer et al. (1995),
A. Michailidis og R. Rada (1995)).
Tekststrukturering: Det er forskelligt, hvor store dokumenter der arbejdes med
ad gangen, og hvor i historien en forfatter starter. Derfor har vi udledt et
behov, der handler om, at det samlede dokument skal kunne opdeles i mindre
dele, som det s˚aledes skal være muligt at bearbejde hver for sig, og som
frit kan flyttes rundt i den samlede struktur. Som forskellige forskere inden
for CSCWriting beskriver, vil forfatteres m˚al som regel være at opn˚a et lineært
opbygget dokument, men hvordan lineariteten opn˚as, og strukturen
undervejs tager sig ud, vil variere (jf. bl.a. Jones (1995)). At understøtte en
s˚adan tekststrukturering vil potentielt set kunne hjælpe til at skabe overblik
over processen, idet det er muligt at se, hvilke tekstdele der findes, deres
indbyrdes strukturer, og hvem der arbejder p˚a hvilke tekstdele.
Notestrukturering: Her er det vigtigt at forholde sig til de mange funktioner, vi i
empirien har konstateret, at noter kan have i en skriveproces. De kan fungere
hjælp til at holde styr p˚a de ideer en forfatter har i skriveprocssens initiale
fase, de kan fungere som sm˚a huskesedler for den enkelte forfatter omkring
særlige kendetegn ved narrative elementer eller de kan fungere som huskesedler
for sm˚a tesktstykker der skal med i den endelig tekst. Fordi noter og
strukturering af disse er et centralt hjælpemiddel for forfatterne, mener vi, at
noterne i CONCERT bør ligge synlige for alle i gruppen, og dermed hjælpe
til samordning af arbejdet og skabe gensidig opmærksomhed.
Søgefunktioner: De projekter, der arbejdes p˚a, kan sagtens tænkes at være forholdsvis
komplekse - de kan best˚a af mange og lange dele, og det er
selvsagt nødvendigt hurtigt at kunne tilg˚a de forskellige dele. Derfor vil
en søgefunktion naturligvis være relevant. Denne skal kunne give hurtig adgang
til bl.a. tekstdele og de omtalte elementer, der knytter sig til teksten
(personer, steder, tid m.m.) samt ændringer, tilføjelser etc. i disse.
4.5.2 Problemer
Dette afsnit har hovedvægt p˚a generelle problemer, der findes for implementering
og brug af CONCERT. Problemerne tager afsæt i fænomenerne: Fleksibilitet,
samordning, gensidig opmærksomhed, ansvar og motivation, som tilsammen
udgør listen ’abstrakte krav’ i figur 4.4. Vi vil her indledningsvist diskutere disse
fænomener, som er væsentlige at have in mente, inden designet p˚abegyndes.

68 Analyse
Et overordnet problem, som vi ser i forbindelse med udarbejdelse af et system
som CONCERT, er, at forfatterne fortrinsvis er vant til at arbejde individuelt
og derfor formendtlig ikke tænker s˚a meget over at dele deres arbejde med andre.
Det er dog vigtigt at medtænke denne overlevering af vigtige oplysninger om
tekstens og tekstelementernes udvikling, da det ellers kunne f˚a alvorlige konsekvenser
for historien. Det vil sige, at systemet ikke blot skal give mulighed for,
at medforfattere kan skabe sig overblik over, hvad der sker med historien etc.,
men vi skal sørge for, at der i det hele taget kan opbygges en praksis for, hvordan
forfatterne stiller de nødvendige informationer til r˚adighed for medforfatterne.
Det fordrer for det første, at der ikke er tale om en kompliceret proces, som bryder
væsentligt med forfatterens almindelige skrivepraksis. For det andet m˚a det
ikke være for tidskrævende. For at sikre at de nødvendige informationer bliver
stillet til r˚adighed for de øvrige forfattere, der deltager i projektet, vil det være
nødvendigt at sørge for, at informationerne let kan indfanges og synliggøres. Det
vil sige, at der skal være en høj grad af fleksibilitet for systemets funktionalitet,
s˚a de forskellige projekters karakter og ikke mindst brugen af narrative elementer
imødekommes og understøttes. Men systemets fleksibilitet kan ikke alene optimere
dets anvendelighed for forfatterne. Det er ogs˚a nødvendigt at forholde sig til
forfatternes ansvarsfølelse.
Forfatterne gjorde, som det er nævnt tidligere, opmærksom p˚a, at det kan være
svært at føle ansvar for en tekst, n˚ar man indg˚ar i samarbejde om den. Dette stiller
nogle krav til os som designere, idet vi skal forsøge at gøre det muligt for
forfatterne at føle dette ansvar. Da forfatterne ofter er meget selvbevidste og individualistiske,
er det ikke muligt eksplicit at sige, at der skal være en leder eller
andre veldefinerede roller p˚a deres projekter. Derimod er det vigtigt, at vi forsøger
at skabe et gruppefællesskab/tilhørsforhold bl.a. ved hjælp af de forskellige mekanismer
til gensidig opmærksomhed, som er blevet nævnt ovenfor.
Denne opmærksomhed kræver en vis form for samordning. Derfor skal
vi forholde os til en balancegang mellem noget styrende og frihed til selv at
bestemme. Balancegangen handler s˚aledes om p˚a den ene side at sørge for, at
samordning finder sted, hvilket bl.a. kræver, at forfatterne føler ansvar for det
fælles projekt og p˚a den anden side handler balancegangen om, at CONCERT
skal være s˚a fleksibelt, at forfatterne motiveres til at bruge det.
Vi har i dette kapitel belyst vores fremgangsm˚ade for indsamlingen af empiri
og beskrevet arbejdspraksis for forfattere, der arbejder individuelt og
forfattere, der indg˚ar i samarbejdsprojekter. For den tredje del af trianguleringen

4.5 Behov og problemer 69
— manuskriptskrivning — har vi belyst forskelle og ligheder i forhold til
skønlitterærskrivning og ikke mindst den inspiration, vi har hentet fra dette
beslægtede skrivedomæne. Endelig har vi opstillet de behov, vi har udledt af
empirien, og de problematiske aspekter, der er ved at designe et system som
CONCERT. Denne sidste opstilling er, som nævnt, en analytisk aktivitet, der
ligger p˚a grænsen mellem analyse og design, idet vi allerede her tænker i de
funktionaliteter, der kan komme p˚a tale i designet. Vi vender nu blikket helt mod
vores designproces.

70 Analyse

Kapitel 5
Design - vores proces
Designet af CONCERT har været en lang proces. Inkorporeringen af kravene
til systemet og h˚andteringen af de problematiske aspekter, vi har opsummeret i
analysen, har krævet tilbundsg˚aende diskussioner og designvalg, der indeholder
et væld af detaljer.
Designprocessens kompleksitet har vi h˚andteret ud fra to vidt forskellige
angrebsvinkler, der dog komplementerer hinanden. Kapitlets første afsnit beskriver
vores brug af en Dewans’s design- og evalueringsmodel (Dewan, 2001),
som repræsenterer en klassisk tilgang til systemudvikling. Modellen kommer
i flere henseender til kort i forhold til vores udtrykte ønske om at inddrage de
potentielle brugere ved udviklingen af CONCERT. Derfor positionerer vi os i
forhold til denne model ved efterfølgende at fremstille, hvordan vi har gjort brug
af teknikker, som MUST-metoden tilbyder. Disse teknikker hjælper til at inddrage
brugere i udviklingsprocessen. Det skal bemærkes, at vi indledningsvist brugte
MUST-metodens afsluttende fase — fornyelsesfasen — til at strukturere det
arbejde, der ligger til grund for dette kapitel. Men eftersom vores produkt ikke
skal forankres eller inkorporeres i en virksomhed viste det sig, at den overvejende
del af de aktiviteter, der indg˚ar i denne fase, ikke var relevante for vores projekt.
En aktivitet, der dog har været helt essentiel for vores designproces, har været
udarbejdelsen af mock-ups. Denne aktivitet perspektiverer vi i kapitlets sidste
afsnit ved at sidestille vores proces med Schöns iterative designproces (’see move
see’ Schön (1992)).

72 Design - vores proces
5.1 Fremgangsm˚ade i designprocessen
5.1.1 En klassisk systemudviklingsmodel
Vi har i forbindelse med designet af forfatterværktøjet ladet os inspirere af en model
for design og evaluering af samarbejdssystemer, som Prasun Dewan opstiller i
artiklen ”An Integrated Approach to Designing and Evaluating Collaborative Applications
and Infrastructures”(Dewan, 2001). Modellen er struktureret i 14 faser,
der samlet set skal dække et systemudviklingsforløb og tilbyder, som nævnt, en
brugbar m˚ade hvorp˚a vi kan fremstille relevante aspekter af vores designproces. 1
Idet vi har afgrænset os fra implementering af systemet, er det hovedsageligt de
første 5 faser, vi har indarbejdet i vores proces, og derfor vil beskrive her. Beskrivelsen
vil vi koble med vores brug af de enkelte faser og afrunde med en
perspektivering og kritik af Dewans model.
Om Dewans model
Dewan’s model til design og evaluering af CSCW systemer ligner til forveksling
den traditionelle systemudviklingsvandfaldsmodel, hvilken han ogs˚a refererer til
gentagne gange i artiklen. Men allerede indledningsvist p˚apeger Dewan det problematiske
i vandfaldsmodellens anvendelighed i en CSCW-sammenhæng, fordi
den er for generel til at være anvendelig ved design af systemer til samarbejde. Der
mangler s˚aledes visse overvejelser, som er essentielle for samarbejdssystemer, og
Dewan har derfor opstillet en model til brug ved udarbejdelse og evaluering af
samarbejdssystemer. Han understreger, at modellen ikke er ”intended as the process
for collaboration reseach, but instead a first-cut effort at identifying a process
for such research” (Dewan, 2001, s. 76) (Fremhævning i original).
Form˚alet med at identificere en s˚adan proces begrunder Dewan med tre
argumenter:
1. Via modellen er det muligt at identificere forskningsindsatser, som komplementerer
hinanden, fordi Dewan identificerer de forskellige faser, der er i
en systemudviklingsproces. Samtidig kan nye forskningsindsatser anvende
1 Dewans hovedpointe med artiklen er dog, at designeren skal sammentænke infrastrukturer
og applikationer. Vi har dog i dette projekt valgt at afgrænse os fra at sammentænke disse to og
koncentrere derfor udelukkkende om applikationsniveauet

5.1 Fremgangsm˚ade i designprocessen 73
modellen til at fokusere forskningen ved udelukkende at anvende de faser,
som er relevante for det givne projekt.
2. Modellen kan være et supplement ved forskellige discipliners diskussion af
deres placering i forbindelse med udvikling af samarbejdssystemer.
3. Endelig kan den fungere som en reference i forbindelse med en eksplicit
beskrivelse af en forskningsplan (Dewan, 2001, s. 76).
Vi bruger netop Dewans model, som en hjælp til at identificere vores forskningsindsats,
og vi kan derved foretage en eksplicit beskrivelse af denne, hvilket vil
sige, at vi kombinerer det første og det tredje punkt. Vi bruger de første faser
i modellen, som inspiration til vores designarbejde og f˚ar herved præsenteret
elementer, som det er væsentligt at gennemg˚a ved design af et system som
CONCERT.
I den tekstuelle beskrivelse af modellen lægger Dewan op til, at man kan
anvende feedback fra de senere faser til at raffinere arbejdet fra tidligere faser,
ligesom det gør sig gældende for den traditionelle vandfaldsmodel. Det vil
sige, at der findes en vis grad af iteration i modellen. Vores designproces har
ligeledes været iterativ, idet vi har arbejdet med en stadig vekselvirkning mellem
designudkast i form af simple mock-ups med indikation af den bagvedliggende
funktionalitet, diskussion af disse udkast og konklusioner fra brugerworkshops.
Vi har alts˚a gjort brug af et sammenspil mellem tre overordnede designaktiviteter,
som vi har bevæget os mellem iterativt. Dewans iterative faseinddeling er s˚aledes
til en vis grad relevant for os. Vi mener dog, at denne opstilling i veldefinerede
og p˚a hinanden følgende faser er for rigid, idet vi mener, at faserne i højere grad
bør gennemføres som sideløbende aktiviteter frem for p˚a hinanden følgende
faser. Vi vælger alts˚a at se Dewans opstillede faser som aktiviteter, der p˚a et givet
tidspunkt bør gennemføres og kan gennemføres parallelt, fremfor at se dem som
egentlige trinvise faser i et designforløb. En anden væsentlig anke mod Dewans
model er, at den i vores øjne mangler en væsentlig dimension, idet Dewan p˚a intet
tidspunkt inddrager brugerne i processen.
Ikke desto mindre vil vi herunder illustrere anvendeligheden af at inddrage
enkelte af Dewans faser gennem en kort beskrivelse af de punkter, vi har anvendt,
sammenholdt med de designmæssige indsatser, vi har foretaget.

74 Design - vores proces
Dekomponering af funktioner
Dekomponering af funktioner (Dewan, 2001, s. 82ff) er en aktivitet, hvor den
overordnede systemfunktionalitet opdeles i underfunktionaliteter. Dewan giver
eksempler s˚asom ’undo’ og ’adgangskontrol’. Ved at foretage denne dekomponering
er det muligt at fokusere sit design. De forskellige underfunktionalieter,
der indg˚ar i det samlede system, vil ofte i nogen grad være afhængige af hinanden,
men ved dekomponeringen bliver det muligt at isolere de komplekse dele,
som alene vedrører en enkelt underfunktionalitet. Den overordnede kompleksitet
i designarbejdet kan herved reduceres.
Som i Dewans model startede vi med at finde frem til systemets funktionalitet.
Vi startede med de overordnede punkter, vi fandt frem til i analysen. Der er her tale
om b˚ade konkrete funktioner, f.eks. støtte til notetagning eller et persongalleri, og
mere komplekse funktionaliteter, s˚asom diskussion og støtte til gensidig opmærksomhed
(jf. liste i figur 4.4). Vi vil her hævde, at selvom vi har fundet komplekse
funktionalitetskrav til systemet fra relevant CSCW-litteratur, havde det ikke været
muligt at definere mere forfatterspecifikke krav uden en informationsindsamling
og analyse af samme. Hvorfra Dewan udleder kravene til et givent systems funktionalitet,
er ikke beskrevet i artiklen. Men forst˚aelsen af brugeres arbejdspraksis
og en analyse af samme, mener vi, er et essentielt fokuspunkt i en udviklingsproces.
Scenarieudvikling
Scenarieudvikling (Dewan, 2001, s. 84ff) bruges til at beskrive en brugers interaktioner
med en applikation. Der vil tidligt i en systemudviklingsproces være tale
om hypotetiske scenarier, idet de anvendes i et forsøg p˚a at forst˚a, hvordan de potentielle
brugere kunne tænkes at interagere med applikationen. Dewan beskriver
to former for scenarier:
[They] can be application-specific or application-independent based
on whether it is described in terms that are specific to a particular
application. (Dewan, 2001, s. 84)
Om de to typer scenarier forklarer Dewan, at de applikationsspecifikke indeholder
beskrivelser om fiktive brugere, der udfører en given handling, og de identificerer
derved krav til applikationen. De applikationsuafhængige scenarier beskriver en
handling i mere abstrakte termer og opstiller s˚aledes bl.a. krav til infrastrukturen.

5.1 Fremgangsm˚ade i designprocessen 75
Dewan fremhæver, at en vekselvirkning mellem de to bringer gode resultater, og
de kan hver især være med til at generere scenarier af den modsatte type.
Da vi ikke beskæftiger os med designmæssige aspekter, der har med infrastrukturer
at gøre, har vi udelukkende opereret med applikationsspecifikke scenarier.
Disse har været særligt anvendelige i forbindelse med udviklingen af et
samarbejdssystem, hvor en fasttømret og veldefineret arbejdspraksis ikke findes.
Derfor er det nødvendigt, at vi som designere forsøger at forestille os de situationer,
som kan opst˚a i arbejdet med det kommende system, for p˚a den m˚ade at finde
frem til de krav, et s˚adant system fordrer. Her er scenarier brugbare, fordi de netop
opstiller situationer for arbejdet med det fremtidige system. Det har desuden været
essentielt for os, at vi i arbejdet med scenarierne har inddraget vores viden om
brugerne. Et eksempel p˚a, hvordan vi har inddraget denne viden, kan opsummeres
i dette spørgsm˚al: Hvad nu hvis Loke ønsker at se nogle gamle versioner af
Jespers bidrag til projektet, fordi han er g˚aet i dialog med indholdet i disse bidrag
(jf. afsnit 4.4.2). Dewan pointerer, at det kan være svært at inddrage brugerne direkte
i scenarieudviklingen, da de kan have svært ved umiddelbart at tage stilling
til, hvad der teknisk kan lade sig gøre. Vi vil dog hævde, at der findes kvaliteter
ved at indsamle viden om omr˚adet ved hjælp af etnografiske metoder og herudfra
udarbejde scenarierne. Scenarierne kan s˚a igen anvendes ved en forst˚aelsestest af
skærmbillede mock-ups, hvilket vi vil komme ind p˚a senere i afsnittet om brugen
af workshops.
Ud fra de funktionalitetskrav, som vi fandt frem til ved dekomponeringen
(Dewans 1. fase), forsøgte vi gentagne gange ved hjælp af scenarier at beskrive en
eller flere potentielle processer for vores kommende system (se figur 5.1 i afsnit
5.2.1). Det vil sige, at vi forestillede os processen fra begyndelsen af et projekt og
frem til skrivningen. For vores projekt har det at arbejde med scenarier desuden
været et vigtigt værktøj, som ogs˚a er blevet anvendt i andre henseender. Scenarierne
har hjulpet os til at forst˚a funktionaliteters potentielle muligheder og har fungeret
som diskussionsoplæg i designprocessen. Derfor kan scenarier for os ikke
reduceres til et punkt i en faseinddelt model, men snarere som en aktivitet, der
under hele designprocessen kan bruges til at klarlægge vigtige designbeslutninger
og komplekse problemstillinger.
Principper
Udover scenarieudvikling som hjælp til at identificere krav til det kommende system,
pointerer Dewan relevansen af den forskning, som allerede har fundet sted

76 Design - vores proces
inden for feltet. (Dewan, 2001, s. 87)
I vores analysearbejde har flere begreber fra CSCW og CSCWriting haft indflydelse
p˚a vores arbejde. Samtidig har disse principper præget vores designproces.
Vi har alts˚a forholdt os til diverse forskningsresultater, og de pointer der er
udsprunget fra forskningen. Det handler konkret om at forsøge at inkorporere
pointer fra CSCW, som f.eks. at gensidig opmærksomhed skal understøttes med
værktøjer, der indikerer, hvad samarbejdspartnere arbejder p˚a, og hvad der er ændret.
Dette kapitels afluttende afsnit kommer ind p˚a flere eksempler, hvor forskningsresultater
har relevans for os.
Vores arbejde med CSCW begreber kan alts˚a ikke isoleres til en enkelt fase,
men har præget vores arbejde kontinuerligt. Allerede i informationsindsamlingen
har disse principper m˚alrettet vores undersøgelse ved at fokusere vores spørgsm˚al
til informanterne for at f˚a afklaret relevansen af disse principper. Derfor bliver
Dewans faseinddeling igen for os undermineret af, at principper fra CSCWriting
feltet har været et centralt omdrejningspunkt ikke kun i designarbejdet, men ogs˚a
i informationsindsamlingen og i analysen.
Krav
Dewan opstiller tre former for krav som bør overvejes (Dewan, 2001, s. 88ff):
1. Effektiviteten af systemet (f.eks. responstider).
2. Systemets fleksibilitet (hvorvidt systemet kan understøtte brugernes behov).
3. ’Ease-of-specification’ (systemets tilpasningsgrad).
At definere krav inden for disse punkter er væsentligt, fordi det bliver muligt at
fokusere en udviklingsproces, og kravene gør det s˚aledes muligt at evaluere systemet
efter endt udvikling. Det skal dog her bemærkes, at der ved denne vurdering
er tale om en udviklingsorienteret og funktionsbaseret evaluering. Vi mener derfor,
at en evaluering i forhold til brugernes tilfredshed med og forst˚aelse af systemet
snarere skal udføres ved hjælp af brugbarhedstest af systemet, hvor brugerne
udfører netop de situationer, der dannede udgangspunkt for scenarier (som jo er
baseret p˚a empirien) og dermed var med til at opstille kravene til systemet.
Brugergrænseflade
Udvikling af brugergrænseflader er en fase, som Dewan behandler overfladisk,
fordi han mener, at

5.1 Fremgangsm˚ade i designprocessen 77
[I]t does not have much to do with collaboration, and has more to do
with the user-interface tool and look-and-feel adopted by the system.
(Dewan, 2001, s. 92)
Vi finder det en anelse besynderligt, at Dewan beskriver relevansen af at beskæftige
sig med brugergrænsefladen s˚a overfladisk. At underminere brugergrænsefladens
betydning i en samarbejdssituation er direkte forkert. Vi har, efter at have
arbejdet med de første scenarier og krav, udarbejdet et udkast til skærmbillede
mock-ups. Vi mener, at udvikling af skærmbillede mock-ups som en del af processen
omkring definering af krav til systemet kan have en positiv indvirkning p˚a
det endelig system. Skærmbillederne kan s˚aledes udgøre et godt udgangspunkt
for diskussion af nye eller ændrede krav til systemet. Samtidig er mock-ups’ne
oplagte, n˚ar vi som designere skal inddrage potentielle brugere, der kan evaluere
forslagene.
Vi vil hævde, at de potentielle brugere s˚aledes kan hjælpe med en videreudvikling
af de scenarier og tankeeksperimenter, vi som designere har opstillet
tidligere i designprocessen. Ved at fremvise skærmbillederne f˚ar designeren
ikke blot testet, om opbygningen af skærmbillederne er anvendelig, men f˚ar
endvidere ny information vedrørende funktionaliteten, der er nødvendig at tage
højde for. Udarbejdelsen af brugergrænsefalden er derfor væsentlig for IT-støttet
samarbejde. Da brugerne skal samarbejde ved hjælp af brugergrænsefladen, kan
de give os ny viden om, hvordan de vil samarbejde i det fremtidige system.
Desuden kan information om ny funktionalitet bearbejdes vha. udarbejdelse af
nye scenarier og krav, som herefter forsøges inkorporeret i skærmbillederne. For
os foreg˚ar alts˚a en væsentlig iteration mellem denne og de foreg˚aende faser,
som i høj grad baseres p˚a informationer fra de potentielle brugere. Derfor er
der igen for denne af Dewans faser tale om, at vi ikke har brugt arbejdet med
brugergrænseflade som en afgrænset aktivitet.
Vi har tidligere været inde p˚a henholdsvis anvendeligheden og kritiske implikationer
ved Dewans model. Alene det faktum, at vi har kunnet anvende og
har forholdt os til de første trin i Dewans samarbejdsorienterede vandfaldsmodel,
markerer, at vi finder en del af hans model anvendelig i en systemudviklingsproces.
Selv for et indledende arbejde som vores. Men idet vi ikke har arbejdet med
Dewans faser isoleret eller som en overskrift for vores aktiviteter, men i stedet
har arbejdet parallelt med alle faser i en iterativ proces, ophæves relevansen af
Dewans model og bliver i stedet en checkliste eller - som vi har demonstreret
ovenfor - en m˚ade at strukturere og formidle de designmæssige arbejdsindsatser,

78 Design - vores proces
vi har foretaget. Derudover vil vi mene, at den overordnede anvendelighed af
en model som denne undermineres kraftigt ved det faktum, at der ikke finder
brugerdeltagelse sted. Hvorfra kommer de indledende funktionalitetskrav, og
hvordan kan designdelene raffineres og gøres brugbare, hvis brugerne ikke
deltager?!
5.2 Designarbejde og brugerinddragelse
For at perspektivere Dewans model vil vi her fokusere p˚a de dele af vores designarbejde,
som adskiller sig væsentligt fra en mere traditionel udviklingsmetode.
I den henseende har vi arbejdet med udpluk fra MUST-metoden: Overordnet set
er der én væsentlig faktor ved MUST, vi har fundet anvendelig og væsentlig -
nemlig metodens fokus p˚a brugerinddragelse. Desuden tilbyder MUST teknikker,
der har været brugbare i vores designarbejde, nemlig scenarier og workshops
med brugere. Vi vil derfor indlede med en beskrivelse af vores brug af scenarier,
hvorefter vi vil redegøre for relevansen af brugerinddragelse ved at demonstrere,
hvordan forskellige designspørgsm˚al blev afklaret p˚a to workshops med potentielle
brugere. I specialets næstsidste kapitel (kapitel 8) vil vi forsøge at indkredse
anvendeligheden af og begrænsningerne ved MUST-metoden for et projekt som
vores.
5.2.1 Brugbarhed af scenarier
I ”Professionel IT-forundersøgelse” defineres scenarier s˚aledes:
Et scenarie er en tekstuel beskrivelse, der viser en fremtidig arbejdspraksis.
(Bødker et al., 2000, s. 316)
I bogen lægges der vægt p˚a brugen af scenarier i organisatoriske sammenhænge,
og s˚aledes ogs˚a p˚a aspekter s˚asom fremtidige forretningsprocesser for og arbejdsorganisering
i virksomheden. S˚adanne aspekter er ikke relevante for vores designproces,
fordi vi hverken designer til en kunde eller en eksisterende arbejdspraksis.
Men det væsentlige ved at anvende scenarier i selve designprocessen fremhæves
ogs˚a:
Endelig kan et scenarie ogs˚a bruges som et middel til alene at formidle
projektgruppens visioner (...) Men ogs˚a i det tilfælde kan
projektgruppen komme ud for, at beskrivelsen af scenariet afslører

5.2 Designarbejde og brugerinddragelse 79
sammenhænge, som indtil da har været overset eller utilstrækkelig
forst˚aet. (Bødker et al., 2000, s. 316-317)
Vores brug af scenarier har, som allerede nævnt, haft mange funktioner - endvidere
bruger vi i et senere afsnit et scenarie til at formidle én mulig anvendelse af
designforslaget.
Ud fra funktionalitetskrav udledt af analysen forsøgte vi at beskrive en hel
proces for brugen af vores fremtidige forfatterværktøj - det vil sige fra begyndelsen
af et projekt og frem til skrivningen. Vi forestillede os s˚aledes de overordnede
faser, som en bruger skal igennem, før selve skrivearbejdet g˚ar i gang. Og vi forestiller
os ligeledes, hvordan de forskellige værktøjer kan være behjælpelige, n˚ar
skrivningen er p˚abegyndt. Herunder ses den model, vi udarbejdede (figur: 5.1).
Figur 5.1: Scenariediagram.
Der er overordnet tre inddelinger i figuren - at starte et projekt, at fastlægge
nogle rammer for projektet (her tænkes der p˚a rammer for s˚avel samarbejdet som
for teksten) og endelig er der selve skrivearbejdet. Figuren illustrerer vores forsøg
p˚a at dekomponere funktionalitet til mindre dele, s˚aledes at der kan opn˚as overblik
over de funktioner, et s˚adan system bør have for at kunne understøtte mange
forskellige typer projekter og arbejdspraksisser. N˚ar vi illustrerer scenariet i en
figur som ovenst˚aende, er der dog ikke tale om en fastlagt og trinvis procedure.
Modellen er blot det første og meget overordnede og abstrakte trin i vores design,

80 Design - vores proces
og vi har brugt den som et fælles udgangspunkt og en forst˚aelsesramme for det
videre arbejde, hvor funktionaliteten skal raffineres og rubriceres yderligere.
Kasserne i modellen er udelukkende tænkt som vores indledningsvise forslag
til den funktionalitet, der skal være tilgængelig i systemet, og de skal derfor ikke
ses som hverken den endelige navngivning eller opdeling. Vi har, som Dewan
pointerer relevansen af, i første omgang opdelt funktionaliteten i underfunktionliteter,
for derved at reducere den samlede kompleksitet af designarbejdet. Der er
alts˚a tale om, at funktionaliteten i det videre designarbejde qua vores akkumulerede
viden om indholdet i én funktion, kan sl˚as sammen under en samlende og
mere rummende betegnelse.
For s˚aledes at raffinere disse funktionaliteter og opn˚a en forst˚aelse for, hvordan
den skal anvendes i systemet, har vi forsøgt at lave applikationsspecifikke scenarier,
som kan danne grundlag for det videre design. Det vil sige, at vi med udgangspunkt
i en hypotetisk bruger, har forsøgt at f˚a forst˚aelse for, hvordan de forskellige
funktionaliteter kan anvendes. Et eksempel p˚a et scenarie (blandt mange
andre) kan ses nedenfor. Det beskriver samspillet mellem et diskussionsforum og
de forskellige elementer i teksten (personer, steder og tid):
Baseret p˚a en fascination af en anden forfatters sprog vælger forfatter
1 at invitere forfatter 2 til et projekt. Der er ikke fastlagt et emne/lavet
oplæg. I diskussionsforumet starter forfatter 1 med at skrive, at p˚a det
seneste har fænomenet ’hypoteser’ optaget ham. De to forfattere causerer
frem og tilbage om begrebet - som en dialog i en chat; og bliver
hurtigt enige om, at de gerne sammen vil udforske dette emne. I dialogboksen
ved siden af fører forfatter 2 et ’jeg’ ind i persongalleriet.
Det gøres nemt i et felt ved at skrive ’jeg’, hvorefter det popper op.
Bagefter argumenterer han for i diskussionsforumet, at en hypotese
nødvendigvis m˚a fremføres af et jeg. Forfatter 1 skriver ’jamen hvad
med en modtager - skal der ikke være et ’du’?’. ’Jo’ skriver forfatter
2 og indfører et ’du’, hvorefter han i diskussionsforumet skriver, at
han ikke synes, at nogen bestemte kendetegn skal defineres for de to
karakterer - m˚aske mere nogle relationer. (...) Forfatter 1 skriver, at
en tur p˚a Nørrebro fik ham til at tænke p˚a (et eller andet), og skriver
Nørrebro samt sin tanke op i lokalitetsvinduet. Forfatterne bliver
enige om at skrive en hypotese per side - højst en halv side og nummerere
dem med datoer. Disse ting skriver de i tekstmæssige regler.

5.2 Designarbejde og brugerinddragelse 81
Eksemplet ovenfor hjalp os til at se, at elementer (personer, lokaliteter etc.) i teksterne
kan bruges p˚a forskellige m˚ader. De kan anvendes i starten af et projekt
til idégenerering og senere i projektet kan de igen anvendes, som hjælp til at huske
sm˚a detaljer. Desuden blev det ved beskrivelsen af scenariet ogs˚a klart for
os, at det skal være muligt at diskutere s˚avel nye ideer, skreven tekst og tekstens
elementer, samtidig med at man genererer nye ideer, tekst eller elementer.
De scenarier, vi har udarbejdet, bygger i høj grad p˚a den funktionalitet, som er
resultatet af den tidligere dekomponering, men er ogs˚a blevet suppleret med viden
fra forskning inden for relaterede felter (akademisk skrivning).
Udarbejdelsen af scenarier og diskussion af disse førte til erkendelse af ny
eller ændret funktionalitet, som ville være relevant for systemet. Disse erkendelser
forsøgte vi at visualisere ved at udarbejde skærmbillede mock-ups.
Scenarier i forskellige former har været afgørende for udviklingen af vores
design. Vi har b˚ade arbejdet med meget abstrakte scenarier, s˚asom det indledende
og med mere uformelle scenarier i diskussioner af, hvad forfattere kunne tænkes
at gøre i specifikke situationer. Denne vekselvirkning mellem meget overordnede
designfeatures og detaljerede aspekter ved vores potentielle system har alts˚a bidraget
til at gøre vores designudkast nuanceret og gennemarbejdet. Vi vil derfor
hævde, at teknikken med at bruge scenarier i meget udførlig grad er overordentlig
væsentlig i forbindelse med design.
5.2.2 Brugbarhed af workshops
I bogen ”Professionel IT-forundersøgelse” beskrives workshops s˚aledes:
Workshop er en teknik, som er velegnet n˚ar projektgruppen skal udvikle
en forst˚aelse af brugernes nuværende arbejde, eller n˚ar der skal
udvikles skitser af fremtidige IT-anvendelser. Da en workshop har et
produktorienteret sigte og typisk kun tager et par timer eller en halv
dag, kan den med fordel have enten et primært analytisk- eller et primært
designorienteret tema. (Bødker et al., 2000, s. 270)
I vores designarbejde har workshops været en stor del af evalueringsprocessen af
designskitserne, og disse har hjulpet til, at forfatternes arbejdspraksis bedst muligt
imødekommes i designet. Vi har gennemført to workshops med hver to forfattere.
Første workshop handlede om at f˚a afklaret vores designforslags overordnede anvendelighed
og reduceret vore mange tvivlsspørgsm˚al. Gennem vores mange iterationer
af bud p˚a skærmbilleder og diskussioner af dem, kom vi frem til et sæt

82 Design - vores proces
skærmbilleder, som blev udgangspunkt for en diskussion p˚a den første workshop.
Resultatet af denne førte til ændringer og tilføjelser i s˚avel skærmbilledernes udseende
som systemets funktionalitet. Et nyt sæt skærmbilleder blev til og disse blev
præsenteret for to andre forfattere p˚a en ny workshop. Denne workshop havde udover
de samme m˚al som den første endvidere til hensigt at undersøge brugbarhed
og forst˚aelighed af specifikke funktionaliteter og skærmelementer.
Væsentlige diskussioner blev taget op p˚a de to workshops og her vil vi kort
komme ind p˚a nogle af de vigtige punkter. I kapitel 6 vil vi i en diskussion af vores
designudkast i forhold til forskellige forskningsresultater inden for CSCWriting
belyse disse punkter yderligere.
En af de større diskussioner drejede sig om parallelle kommunikationskanaler.
Allerede i analysen var vi opmærksomme p˚a de problemer, der kan opst˚a i forbindelse
med parallelle kommunikationskanaler, og vi har derfor fra starten forsøgt
at kombinere kommunikationskanalerne, hvor det var muligt. Det blev yderligere
bekræftet ved workshoppene, at det er meget væsentligt at forsøge at sikre en klar
definering af kommunikationskanalerne og det form˚al, de tjener. I forlængelse af
denne diskussion er det vigtigt at bemærke, at der findes forskellige abstraktionsniveauer
for de elementer, der er knyttet til et skønlitterært samarbejdsprojekt:
personer, steder og tid. Disse skal samordnes, for at kaos ikke opst˚ar. Derfor har
vi opereret med to abstraktionsnivaeuer for elementernes samordning: Den udvikling
der sker for elementerne i selve teksten skal samordnes via funktionalitet
— f.eks. i et persongalleri, hvor elementet objektificeres og dets udvikling behandles.
I forbindelse med disse abstraktionsniveauer drejede diskussionerne p˚a
workshoppene sig om, hvordan man kan sikre, at den tekst, der beskriver forskellige
personer og steder, rent faktisk afspejles af de objekter, der findes for netop
disse personer og steder. En vigtig udløber af denne diskussion er, hvor meget
ekstraarbejde man kan kræve af forfatterne i forbindelse med at sikre samordning
af samarbejdet og projektet. At sørge for at f.eks. et objekt for en person afspejler
det, der st˚ar i teksten, vil uvægerligt kræve noget ekstraarbejde fra forfatternes
side. Men det er nødvendigt at mindske dette, s˚a det ikke bliver for stor en belastning.
Det skal dog nævnes, at ekstraarbejdet ikke alene ses som noget negativt af
forfatterne, da det samtidig kan have en positiv effekt p˚a teksten, at de stopper op
og beskriver det, de har lavet.
Et andet væsentligt punkt, som blev taget op ved begge workshops, var ansvar.
Workshoppene viste, at der findes to niveauer af ansvar: Et ansvar for projektet,
det vil sige, produktet af samarbejdet og et ansvar i forhold til ens medforfattere
det vil sige en form for respekt for dem og de aftaler, der er indg˚aet. Workshop

5.2 Designarbejde og brugerinddragelse 83
deltagerne gav ligeledes udtryk for, at det kunne være interessant at give mulighed
for tildeling af roller. Det vil sige, at de var positive overfor, at der gives mulighed
for eksplicit at finde en leder, hvis rolle er at sætte rammer eller stille konkrete opgaver
til de øvrige medlemmer. Rollerne skal dog ikke være der, fordi projekterne
nødvendigvis har brug for f.eks. en leder, men fordi brugen af roller vil kunne
udfordre forfatternes kreativitet. Alle disse diskussioner vil vi g˚a mere i dybden
med senere i kapitel 6, n˚ar vi diskuterer designvalg i forhold til den forskning, der
allerede findes inden for feltet, CSCWriting.
Som en afrunding p˚a vores erfaringer fra workshoppene og brugerinddragelse,
vil vi hævde, at det i høj grad har været gavnligt for vores projekt at inddrage brugerne,
og det har bidraget til at fastsl˚a flere ting for os. For det første har vi f˚aet
bekræftet den overordnede anvendelighed af systemet, hvilket er væsentligt men
ogs˚a særdeles motiverende. For det andet har brugerne bidraget til, at mere specifikke
brugervenlighedshensyn bliver taget. F.eks. har brugernes udsagn bevirket,
at designet er blevet ændret, og at visse funktionaliteter har f˚aet nye navne og symboler,
s˚aledes at de passer ind i forfatternes forst˚aelse af arbejdsomr˚adet og ikke
designernes. Nedenst˚aende citat fra en af vores workshops er et eksempel p˚a en
skærmbillede-mock-up, hvor de anvendte begreber viste sig at være overflødige.
M: Alts˚a det der [Style], det synes jeg virker lidt gammeldags. At man
skal skrive stil.
K: Ja, det synes jeg ogs˚a.
M: Genrer er s˚a flydende nu - og især med s˚adan nogle projekter,
s˚adan nogle ting som ligger herinde. Der er sgu mange som ikke ville
vide hvad de skulle skrive, tror jeg.
Brugernes indfyldelse p˚a projektet har ogs˚a bevirket, at ny funktionalitet er blevet
tilføjet, hvilket har givet mulighed for et bredere fokus i forhold til m˚algruppen. I
et tidligt design var systemet hovedsageligt rettet mod traditionel narrativ prosa,
men ved en opblødning af visse elementer er systemet blevet mere anvendeligt
for f.eks. lyrikere eller kortprosa forfattere.
Vi vil derfor hævde, at vi uden denne inddragelse af potentielle brugere i
designprocessen ville miste afgørende input, information og viden om, hvad der
skal til, for at forfattere vil benytte et system som CONCERT.

84 Design - vores proces
5.3 See—move—see
Designprocessen har været tidskrævende, meget intens og krævet mange
dybtg˚aende diskussioner b˚ade internt i specialegruppen og med de involverede
brugere. Under dette forløb er vi stødt p˚a et interessant kooperativt problem for
vores egen proces: Hvordan kan vi som gruppe designe skærmbillede mock-ups,
n˚ar det at udarbejde det grafiske design (og derved ogs˚a de visuelle udkast) er en
individuel proces?
Vi har i projektgruppen diskuteret, hvordan skærmbillederne skal se ud, hvilke
elementer der skal indg˚a, og hvad der skal ske, n˚ar der trykkes p˚a en knap. Men
det at udarbejde de konkrete skærmbillede mock-ups er i modsætning til diskussionerne
kun blevet udført af en person (grafisk designer). Disse mock-ups er
igen blevet diskuteret i gruppen, hvorefter den grafiske designer igen har ændret i
skærmbillederne. Efter flere iterationer af denne proces er skærmbillederne blevet
præsenteret for brugerne p˚a workshops, som beskrevet ovenfor. Herefter har vi i
gruppen diskuteret udbyttet af workshoppene og den grafiske designer igen har
taget over. Denne iterative proces er fortsat frem til det endelige design.
I artiklen ”Designing as Reflective Conversation with the Materials of a Design
Situation” beskriver D. A. Schön (1992) en designtilgangsvinkel (see-movesee),
der ligner vores designproces. Schön p˚apeger, at n˚ar der designes, flyttes
elementer i designet, hvorved ny mening skabes:
A designer sees, moves and sees again. Working in some visual medium
(...), the designer sees what is ’there’ in some representation of
a site, draws in relation to it, and sees what he/she has drawn, thereby
informing further designing. In all this ’seeing’, the designer not
only visually registers information, but also constructs its meaning;
he/she identifies patterns, and gives them meanings beyond themselves.
Schön (1992, s. 5)
Med see-move-see er der alts˚a tale om en overordentlig iterativ proces, hvor et artefakt
(f.eks. en repræsentation af skærmbilleder p˚a et stykke papir) hjælper med
at klargøre ikke bare slutproduktet, men ogs˚a selve designerens mentale billede
af designet. Det kooperative har best˚aet i, at vi med hyppige mellemrum har diskuteret
de forskellige mock-ups intensivt p˚a baggrund af oplæg fra den grafiske
designer (der hvor ’Grafisk Designer’ og ’Designere’ griber ind i hinanden som
illustreret i figur 5.2). Ved diskussionerne af designartefaktet (i vores tilfælde oftest
et stykke udprint af en mock-up) præsenteres, kritiseres og diskuteres dette,

5.3 See—move—see 85
og forslag til ændringer bliver tegnet ind p˚a det. Designartefaktet hjælper med at
bygge bro fra den grafiske designers mentale model til de øvrige designeres mentale
model, og p˚a et senere tidspunkt fra designernes kollektive mentale model til
de potentielle brugeres mentale model (der hvor ’Designere’ og ’Brugere’ griber
ind i hinanden som illustreret i figur 5.2).
Figur 5.2: Vores iterative designproces
Designbeslutningerne er dog meget forskellige alt efter, hvem der er med p˚a
møderne. De mest finkornede beslutninger tager den grafiske designer selv (f.eks.
symbolernes størrelse), beslutningerne bliver mere grovkornede, n˚ar alle designerne
mødes. Der bliver snakket om overordnet funktionalitet, hvilke symboler
der skal med, sammenhæng mellem skærmbilleder etc. Men det er gennem mødet
med de potentielle brugere, de store ideer kommer frem.
Don Norman har skrevet om tre typer af mentale modeller, der indg˚ar i et
system:
Tree different aspects of mental models must be distinguished: the
design model, the user´s model, and the system image (...). The design
model is the conceptualization that the designer has in mind. The
user´s model is what the user develops to explain the operation of the
system. Ideally, the user´s model and the design model are equivalent.
However, the user and designer communicate only through the
system itself (Norman, 1990, s. 189-190)
I vores tilfælde er ’the design model’ distribueret mellem fire mennesker, hvilket
har sine fordele. Den iterative designproces, som Schön beskriver, bliver udvidet

86 Design - vores proces
til flere designere, hvilket gør, at produktet bliver mere gennemtænkt. I stedet
for én type iterativ designprocess udvides den nu til tre: Den første mellem den
grafiske designer og artefaktet, den anden mellem alle designerne og artefaktet,
og den tredje mellem brugerne, designerne og artefaktet. P˚a den m˚ade prøver vi
at nærme os ’the users model’, inden selve systemet implementeres, s˚aledes at vi
kommer tættere p˚a Normans ideal - at ”the user’s model and the design model are
equivalent”.
Vi har i det foreg˚aende beskrevet processen for designet af CONCERT. Vi
har diskuteret de teknikker, vi har gjort brug af, og hvordan de har p˚avirket
processen og produktet af denne. Ingen af de to designmæssige inspirationskilder
ville dog have fungeret som enkeltst˚aende designværktøjer. Den ene af inspirationskilderne
— MUST-metoden — har, som tidligere nævnt, været essentiel i
vores indledende arbejde, men er kommet os til kort i designarbejdet, idet dens
sidste fase — fornyelsesfasen — i høj grad bærer præg af, at metoden er udviklet
med henblik p˚a systemudvikling i organisationer. Udarbejdelse af mock-ups
er ganske vist en af de forsl˚aede aktiviteter for fornyelsesfasen, men de øvrige
aktiviter er meget m˚alrettet slutproduktet, som er en forundersøgelsesrapport, der
indeholder overvejelser omkring en samlet vision. Det vil sige, at aktiviteterne
drejer sig om f.eks. kortlægning af brugernes kvalifikationsbehov og udarbejdelse
af en strategi for realiseringen. Disse aktiviteter er ikke relevante for os, idet
vores projekt ikke skal forankres og godkendes. Metodens princip om brugerinddragelse
har dog haft en stor betydning gennem hele vores projekt, og dermed
ogs˚a i designfasen. Der hvor MUST-metoden er kommet til kort, har vi suppleret
med den anden inspirationskilde - Dewans model. Denne har været brugbar for
os, fordi den understøtter designarbejdet og implementering og derfor giver os
mulighed for at komme ud over foranalysen. At vi ikke har kunnet bruge denne
model alene, skyldes, som nævnt, den manglende brugerinddragelse og den rigide
faseinddeling. De to inspirationskilder har derfor komplementeret hinanden i vores
designproces. Det væsentlige ved brugerinddragelse er endvidere tydeliggjort
i afsnittet om vores designproces internt i gruppen, hvor de potentielle brugere
leverede de vigtigste input.
Efter denne detaljerede beskrivelse af vores arbejdsproces og vigtige inspirationskilder,
vil vi i næste kapitel vende blikket mod det designudkast, som er dette
speciales slutprodukt.

Kapitel 6
Design - CONCERT
I dette kapitel vil vi ved hjælp af et scenarie beskrive dele af systemets funktionalitet.
Den forskel p˚a forfatteres arbejdspraksis, der er kommet til syne i vores
analyse, betyder, at brugen af CONCERT vil kunne variere meget. Nedenst˚aende
scenarie illustrerer s˚aledes blot én af mange m˚ader, som systemet kan bruges p˚a 1 .
I forlængelse af scenariet vil vi opridse mulige implementeringsmuligheder.
6.1 Scenarie
En forfatter (Erling) beslutter at skrive en roman sammen med en anden forfatter
(Marie), som han har mødt p˚a et mødested p˚a www.concert.dk. De aftaler, at
Erling skal oprette et ’room’ p˚a sitet, og at han skal invitere Marie og Erlings
redaktør Finn. Erling og Marie har p˚a forh˚and aftalt historiens overordnede omdrejningspunkt
i mødestedet, men de har ogs˚a aftalt, at de skal fastlægge nogle
flere rammer for romanen inde i projektets chatfunktion - ’Discuss/comment’. Erling
vælger ’Make New Project’ knappen p˚a sitet, giver projektet navnet ’Roses
are Red’, vælger password og sprog (hvilket sprog de skriver p˚a) og skriver en
meget kort beskrivelse af projektet i ’description’ feltet (se bilag B1: ’Erling opretter
et projekt i ’Define Project’). Derefter trykker han p˚a ’Invite’ for at invitere
til projektet (figur 6.1). Han vælger Marie fra sin private adressebog (for systemets
brugere), og fordi Finn ikke er bruger af systemet, skriver Erling hans e-mail
adresse i et andet felt og vælger, at Finn kun har læse/kommentaradgang.
Erling trykker p˚a ’Send Invitations’, hvorefter systemet sørger for henholdsvis
at sende invitation til Marie, hvor hun kan g˚a direkte ind p˚a projektet ”Roses are
1 Se Webtræet i bilag A1, der illustrerer de mange veje man kan vælge at g˚a i CONCERT.

88 Design - CONCERT
Figur 6.1: Invitation
red”, og at sende en invitation til Finn, der skal oprette sig som bruger for at kunne
deltage i projektet. Marie er online p˚a systemet, idet Erling sender invitationen og
f˚ar derfor besked via en popup, der fortæller, at hun er inviteret til projektet. Fordi
Marie allerede er bruger af systemet, har hun allerede et password. Finn derimod
Figur 6.2: Kvittering
modtager en mail, hvorfra han kan oprette sig som bruger af systemet.
Efter at have trykket p˚a ’Send Invitations’, f˚ar Erling en kvittering fra systemet
(figur: 6.2), hvor han klikker p˚a ’Go to project’ for at g˚a i gang med projektet med
det samme.
6.1.1 Første møde
Det første Erling møder, er hovedskærmbilledet (figur 6.3). N˚ar Marie’s navn vises
i ’Partners’ (figur 6.5) kan han se, at Marie har accepteret invitationen og er
kommet ind p˚a projektet. Han klikker p˚a ’Discuss/Comment’-knappen for at starte
en chat (figur 6.4)og ˚abner diskussionen ’Cooperation’ (som er et default chatnavn

6.1 Scenarie 89
Figur 6.3: Hovedskærmbillede (Main)
Figur 6.4: Diskussion
for alle projekter) og inviterer alle de inviterede, s˚a de kan deltage i diskussionen.
I Maries browser ˚abnes et popupvindue, hvor hun bliver spurgt,
om hun vil deltage i diskussionen ’Cooperation’. Hun klikker p˚a
’OK’, hvorefter skærmen automatisk fremviser et chatvindue. Erling
og Marie diskuterer, hvordan projektet skal forløbe. De beslutter
blandt andet, at de skal bruge 1 dag om ugen p˚a projektet, hvilket
Erling definerer som en regel ved at klikke sig ind p˚a ’Cooperation’funktionen
(figur 6.6). De begynder at diskutere historiens plot og
yderligere opbygning, og efter et stykke tid bliver Marie opmærksom
p˚a, at det vil være relevant for det fremtidige arbejde at gemme
denne del af diskussionen som en selvstændig diskussion. De op-
Figur 6.5:
Hvem er p˚a
retter derefter en anden chat inde i ’Discuss/Comment’, og kalder den ’Plot og
opbygning’. De kommer frem til, at hovedpersonen (som ikke er lavet endnu) skal
være en almindelig dansk pige p˚a 8 ˚ar, som med sine barnlige øjne er vidne til
anden Verdenskrig. Historien skal handle om, hvordan pigen ser sin familie og
naboer forandre sig under krigen. De aftaler, at Erling skal lave et forslag til hovedpersonen,
mens Marie skal lave forslag til pigens familie og naboer. De aftaler,
at de om en uges tid skal mødes igen p˚a projektet og diskutere resultaterne og de
næste skridt. Marie inviterer, ved hjælp af en mødefunktion i systemets kalender,

90 Design - CONCERT
Figur 6.6: ’Cooperation’- samarbejdet diskuteres
Erling og Finn til et møde om en uge (Finn m˚a gerne deltage, hvis han er blevet
bruger). Erling og Marie begynder at arbejde hver for sig. Marie logger af systemet,
fordi hun har en d˚arlig modemforbindelse og desuden bedre kan lide at
arbejde lokalt. Hun har tidligere replikeret en udgave af systemet til sin egen computer.
Erling fortsætter online og opretter ’Sofie’ i persongalleriet (’Characters’)
(se bilag B3: Erling har oprettet personen ’Sofie’) og en lokalitet (’Location’),
som han kalder ’Sofies hjem’(se eksempel i bilag C8: ’Location’). 2
6.1.2 Andet møde
En uge senere logger Marie p˚a igen og f˚ar en besked, der viser, hvad der er blevet
ændret siden sidste gang, hun var p˚a sitet.
Hun ser, at Erling har lavet personen ’Sofie’, og eftersom hun ved, at det
er Erlings forslag til hovedpersonen, klikker hun sig ind p˚a persongalleriet -
’Characters’ - for at se, hvad Erling har fundet p˚a. Hun finder frem til per-
2 Han klikker p˚a ’Characters’ knappen p˚a hovedskærmbilledet (bilag C4: ’Main’) og kommer
ind i et tomt persongalleri (se eksempel i bilag C5: ’Characters’), hvorefter han klikker p˚a ’New
Character’ hvilket ˚abner et vindue, som gør det muligt for ham at lave en ny person (bilag C5b).
Noget tilsvarende gør sig gældende for oprettelse af lokalitet.

6.1 Scenarie 91
Figur 6.7: Seneste ændringer
sonen ’Sofie’ og læser Erlings forslag. En besked fra systemets kalenderfunktion
popper op og fortæller, at et planlagt møde er g˚aet i gang. Marie accepterer
mødet, og systemet ˚abner ’Discuss/Comment’, hvor mødet finder sted. De
diskuterer Erlings beskrivelse af personen ’Sofie’ (se bilag B3: ’Erling har oprettet
personen ’Sofie”). Erling tilknytter b˚ade personen ’Sofie’ og lokaliteten
’Sofies hjem’ til diskussionen ved at vælge diskussionens overskrift og herefter
klikke p˚a ’Sofie’ samt p˚a ’Sofies Hjem’ fra Block & Connect drop down menuen.
Efter en lang diskussion om ’Sofie’ bliver Erling og Marie
enige om personens egenskaber, hendes hjem og s˚a
videre. De bliver ogs˚a enige om, at historien skal have
mange sidespor, hvor ’Sofie’ blot spiller en lille rolle.
De beslutter historiens tidsrum (den skal foreg˚a fra 1941
til 1945) og de skal nu i gang med at lave forslag til sce- Figur 6.8: Vælg person
ner, som skal dække de 5 ˚ar, historien forløber over. De
beslutter desuden, at hvis der arbejdes off-line skal ændringer lægges ud p˚a CON-
CERT s˚a snart man er villig til at vise det skrevne til de andre. Marie lægger det
som en regel i systemets ’Cooperation’ funktion.

92 Design - CONCERT
6.1.3 Scener oprettes
Erling har besluttet sig for at lave en scene, hvor ’Sofies far’ f˚ar at vide, at han
skal til jobsamtale. Erling opretter to karakterer i ’Characters’: ’Sofies far’ og den
fremtidige arbejdsgiver. Derefter opretter han en ny scene ved at ˚abne ’Timeline’skærmbilledet
(se eksempel i bilag C9: Timeline (med et spor)), hvor han klikker
p˚a ’New scene’-knappen. Der ˚abnes en tom scene (se bilag B4: ’Erling opretter en
scene’), og Erling starter med at give scenen navnet ’Jobsamtale’, hvorefter han
drag’er og drop’er de to nyoprettede karakterer ind i scenen. Erling vælger at lave
en forbindelse mellem denne scene og dokument nr. 3, fordi han har tænkt sig at
skrive om denne scene (jobsamtalen) i kapitel 3. Det gør han ved at vælge dokument
3 i ’Connections’-menuen i højre side, og derefter klikker han p˚a ’connect
to doc’. Herefter skriver han en kort beskrivelse af, hvad der skal ske i scenen i
’Description’-feltet, og klikker p˚a ’Save’. Herefter kommer han automatisk tilbage
til ’Timeline’-skærmbilledet. Her kan han nu se sin egen scene, samt en scene som
Marie i mellemtiden har oprettet og kaldt: ’Sofie finder ud af det med huset’
6.1.4 Redaktøren ser p˚a projektet
Et par m˚aneder senere skal projektets redaktør — Finn — læse, hvad
der er blevet skrevet, efter at der er kommet flere scener, personer
etc. til. Finn vil gerne have et overordnet billede af projektet og klikker
derfor p˚a ’Time’ p˚a hovedskærmbilledet. Han f˚ar vist et skærmbillede
med alle scener i kronologisk rækkefølge. For at se hvordan
scenerne st˚ar i forhold til bogens opbygning, klikker Finn p˚a ’Show
textstructure’ i venstre side af sceneskærmbilledet (se bilag B5: ’Redaktøren
bruger ’Timeline”).
Han kan nu se, at bogen er struktureret over en forskudt tidslig
rækkefølge, s˚aledes at Sofies død er beskrevet i det første og andet
kapitel (figur 6.9), hvorefter resten af romanen handler om, hvad
der skete inden hendes død. Det kan han se, ved at sidste scene -
’Sofie dør’ - p˚a ’Timeline’ kobler sig til bogens første kapitel. Han
klikker tilbage til hovedskærmbilledet, hvor han ser p˚a strukturfiguren
(længst til højre p˚a skærmbilledet), at Erling og Marie begge er
online, og at de arbejder p˚a henholdsvis kapitel 5 og 6. Erling har
samtidig ogs˚a kapitel 1 ˚aben (figur 6.10: Tekststruktur, se ogs˚a bilag
C13: ’Udsnit: Tekststrukturering’).
Figur 6.9:
Scene og
tekststruktur
Finn beslutter sig for, at han har lyst til at læse, hvad Marie og Erling

6.1 Scenarie 93
har skrevet indtil nu, inden han diskuterer teksten med dem. Derfor klikker
han p˚a ’Choose All’ knappen øverst p˚a tekststrukturen og derefter p˚a ’Print’.
Derved printes en læsevenlig udgave af hele projektet ud p˚a hans printer
(han vil hellere læse længere tekst fra papir end
skærm).
Finn synes ikke kapitel 1 holder i forhold til resten af romanen,
og for at skabe sig et overblik, klikker han p˚a
’Log’ knappen i det øverste venstre hjørne p˚a hovedskærmbilledet
(se eksempel i bilag C4: ’Main’). Hvorefter
han i ’Log’-vinduet (figur 6.11 p˚a næste side) vælger
’Documents’ i valgmulighederne i den venstre side,
skriver ’1’ i ’By Name’-feltet (fordi han ved at det drejer
sig om kapitel 1) og trykker derefter p˚a ’Search’knappen.
Der kan han se, at Marie har arbejdet mest p˚a
dette kapitel, men at det ikke er blevet bearbejdet i et
godt stykke tid. Derefter opretter han en diskussion i ’Discuss/comment’
og inviterer begge forfattere til en diskussion,
men kun Marie vælger at deltage. De bliver
enige om, at Marie skal arbejde noget mere p˚a kapitel
1, hvorefter Marie ’requester’ kapitlet fra Erling (se bilag
C11: ’Request’). Marie og Finn diskuterer frem og tilbage
om historiens overordnede struktur ud fra ’Timeline’skærmbilledet
og kommer frem til at lave en understruktur
med navnet ’kærlighed i skoven’, som skal foreg˚a
sideløbende med hele hovedhistoriens udvikling. Marie
opretter det og drag’er og drop’er to scener ned,
hvor de hører til (se bilag B6: ’Marie og Finn diskuterer’).
Figur 6.10:
Tekststruktur
Vi har med scenariet illustreret, hvordan en gruppe fiktive brugere kan arbejde
med CONCERT. Scenariet har derfor været en m˚ade for os at kunne
redegøre for funktionalitet og elementer i vores design-mockups og dermed
vores endelige designforslag til systemet. I det næste afsnit vil vi uddybe en
af de funktionaliteter, vi netop har beskrevet — persongalleriet — i forhold til
implementering ved hjælp af XML-teknologier.

94 Design - CONCERT
Figur 6.11: Log-filen

6.2 Implementeringsmuligheder 95
6.2 Implementeringsmuligheder
Der er mange interessante teknologiske spørgsm˚al, der skal svares p˚a i forbindelse
med implementering af et computerbaseret samarbejdsværktøj. Implementering af
CONCERT har ikke været en del af vores m˚alsætning, men vi vil alligevel nævne
nogle væsentlige problematikker, vi forudser for implementering af systemet. En
af disse vil vi herefter beskrive ved hjælp af udvalgte XML-teknologier.
Det skal bemærkes, at vi i designet af CONCERT har valgt at se bort fra funktionaliteter
til kalender og tekstbehandling, som de f.eks. kan findes i Lotus Notes
og Microsoft Word. Disse funktionaliteter skal selvfølgelig bygges ind i systemet
ved implementering, ligesom muligheder for at arbejde off-line skal tænkes
ind i CONCERT. At vi har udelukket disse aspekter skyldes at vi har ønsket at
koncentrere os om de aspekter, som er særegne for det skønlitterære omr˚ade.
Atul Prakash har i artiklen Group Editors (Prakash, 1999) p˚apeget problemomr˚ader,
som er nødvendige at forholde sig til i det endelige design af ethvert
samarbejdssystem:
Concurrency control og l˚asning: Concurrency control er nødvendigt for at sikre
konsistens, n˚ar data editeres parallelt. Der kan nemt opst˚a problemer med
tabt data, n˚ar to brugere prøver at gemme et dokument p˚a samme tid. Den
første brugers ændringer ville forsvinde, hvis ikke der er tages højde for
dette problem i systemet. En mulig løsning kan være, at brugere kan ’l˚ase’
elementer, s˚aledes at andre ikke har skriverettigheder til dem, men fordi
mere end én forfatter skal kunne skrive samtidigt p˚a ét dokument i CON-
CERT, bør concurrency control-problemet løses ved en realisering af systemet.
Fejl-tolerance og god responstid: Et computerbaseret samarbejdsværktøj skal
kunne h˚andtere fejl i s˚avel hardware som i software b˚ade hvad ang˚ar fejl
p˚a de enkelte maskiner, der gør brug af systemet, og p˚a serveren systemet
ligger p˚a. Hvis en af computerne bryder sammen, skal systemet kunne reagere,
s˚aledes at risikoen for tab af data minimeres. Men p˚a samme tid skal
alle relevante processer, der er i gang p˚a det p˚agældende tidspunkt enten
fuldføres eller afbrydes og l˚ases.
Multi-bruger undo/redo: N˚ar flere arbejder p˚a det samme system — eller ligefrem
det samme dokument p˚a systemet — skal alle kunne undo’e sin egen
proces, og ikke bare den seneste handling udført p˚a dokumentet. Dette betyder,
at systemet skal kunne holde styr p˚a alle brugeres aktiviteter og gemme

96 Design - CONCERT
det til eventuelt senere brug. Dette er et meget komplekst omr˚ade, hvor systemet
skal understøtte en næsten menneskelig vurdering af, hvorn˚ar hvad
skal ske i hvilken proces.
Der er desuden en næsten endeløs liste af tekniske problemer, der bør undersøges
nærmere inden en realisering af et webbaseret kooperativt system. Her skal blot
nævnes enkelte af disse omr˚ader:
Versionstyring: Ældre versioner skal gemmes og kunne hentes p˚a en nem
¡
m˚ade.
¡ Sikkerhed: Uvedkommende skal ikke kunne hacke sig ind i systemet.
¡ Platforme: Systemet skal kunne bruges p˚a alle platforme.
¡ Symboler Systemet skulle kunne h˚andtere alle Uniform symboler.
¡ B˚andbredde.
En af CONCERT’s væsentligste funktioner og et stort problemfelt inden for computer
baserede samarbejdsværktøjer er strukturering af tekst. Vi har fundet frem
til, at nogle XML-teknologier er særdeles anvendelige, idet XML netop omhandler
h˚andtering af tekst.
I eksemplificeringen har vi valgt at tage udgangspunkt i systemets persongalleri
— ’Characters’, da dette er en central og kompleks funktionalitet. Den første
del af afsnittet giver en generel introduktion til XML, og beskriver denne teknologis
anvendelighed for os. Herefter p˚abegyndes beskrivelsen af dele af systemet.
I denne beskrivelse har vi valgt at lægge vægt p˚a:
XML Schema som er en teknologi, der anvendes til at beskrive lovlige data og
datatyper i XML-dokument samt selve opbygningen af dokumentet.
XLink som bruges til at oprette forbindelser mellem forskellige dokumenter eller
dele af disse.
6.2.1 Hvad er XML?
XML (eXtensible Markup Language) er et sprog til strukturering af data, eller
snarere et meta-sprog til beskrivelse af markup sprog. 3 XML er derfor i virkeligheden
bare et regelsæt for, hvordan et dokument kan se ud. At XML best˚ar af et
3 Et markup sprog identificerer strukturer i dokumenter. XML er en delmængde af SGML (Standard
Generalized Markup Language) forst˚aet p˚a den m˚ade, at en SGML fortolker forst˚ar alle
XML-dokumenter, men ikke omvendt.

6.2 Implementeringsmuligheder 97
regelsæt og ikke nogle fast definerede elementer, giver mulighed for, at man selv
kan definere strukturer for en given type data. Det vil sige, det er muligt at lave sit
eget markup sprog med elementer, der giver mening for netop den type data, man
forsøger at strukturere. For at et XML-dokument kan tolkes af en XML-fortolker
skal det være velstruktureret — ’well-formed’ som det hedder i XML standarden
— hvilket betyder:
¡
¡
¡
¡
at dokumentet har netop ét rodelement 4
at der altid findes start og slut for et element
at de enkelte elementer har en ordnet struktur
(dvs. og ikke )
at alle attributter indsættes i ”citationstegn”
Ved at sørge for at ens eget markup sprog følger XML standarden og er velstruktureret,
gives der mulighed for, at det kan samarbejde med andre XML-baserede
teknologier s˚avel som ikke-XML-baserede teknologier
Nedenfor i figur 6.12 ses et simpelt eksempel p˚a, hvordan systemets persongalleri
kan opbygges:
Persongalleriet er repræsenteret ved elementet , der kan indeholde
et givent antal -elementer, som hver repræsenterer én person.
-elementet indeholder metadata om en person s˚asom navn, alder,
højde og beskrivelse.
XML-dokumentet for persongalleri overholder alle reglerne for XMLdokumenter
som er beskrevet ovenfor, og kan derfor siges at være velstruktureret.
Det har f.eks. netop ét rodelement (), alle tags afsluttes, attributers
værdi er i g˚aseøjne etc. Men det er ikke altid nok at være sikker p˚a, at ens
XML-dokument er velstruktureret. Det kan ogs˚a være nødvendigt at vide, at alle
dokumenter af en given type er formateret ens. F.eks. skal alle person-elementer
i vores system være formaterede p˚a samme m˚ade. Dette kan sikres ved, at der
opstilles nogle regler for, hvordan persongalleriet og dets elementer kan se ud.
Herefter kan alle personer, der oprettes, blive valideret i forhold til dette regelsæt.
4 Et XML-dokument kan ses som en træstruktur med et rod-element og et givent antal undere-
lementer

98 Design - CONCERT
6.2.2 XML Schema
Figur 6.12: XML-dokument for persongalleri
At det er nødvendigt at opstille regelsæt og validere XML-dokumenter, skyldes
XML teknologiens ekstreme fleksibilitet, hvor man frit kan definere sit eget markup
sprog. Hvis det skal være muligt at samarbejde om XML-dokumenter, er
det derfor nødvendigt at ”define what element and attribute names are allowed to
appear in a conforming document in order to make that document useful. Furthermore,
we need to be able to indicate what sort of content each of these elements
and attributes are allowed to contain.” (Duckett et al., 2001, s. 10).
Der findes teknologier, der kan hjælpe til denne validering f.eks. DTD (Data
Type Definition) og XML Schemas. Vi har valgt at bruge XML Schemas. Det
har vi for det første valgt, fordi det er en W3 standard 5 , og dermed ved vi at teknologien
er gennemarbejdet og veldokumenteret. Vi kan derfor antage at der er
visse fremtidsperskpktiver i denne teknologi. For det andet giver XML Schema
mulighed for at sikre, at data i et XML-dokument er af en bestemt type (f.eks.
int, boolean, dato) og at data har det rigtige format (f.eks. at en streng af max.
40 karakterer), hvilket betyder at XML Schema’et tjekker om dataindholdet i et
dokument er korrekt. Dette er f.eks. ikke muligt i DTD. For det tredje har vi valgt
XML Schema, fordi de i modsætning til f.eks. DTD er skrevet i XML, og det derfor
ikke er nødvendigt at sætte sig ind i flere sprog for at opstille en ’grammatik’
5 P˚a www.w3.org defineres en W3 standard s˚aledes:” Standardization: W3C contributes to efforts
to standardize Web technologies by producing specifications (called ”Recommendations”)
that describe the building blocks of the Web. W3C makes these Recommendations (and other
technical reports) freely available to all.”

6.2 Implementeringsmuligheder 99
for sine XML dokumenter. Ved at anvende en s˚adan ’grammatik’ sikres konsistens
i opbygningen af elementer, idet de alle anvender den samme grammatik.
Nedenfor ses et eksempel p˚a et XML Schema til systemets persongalleri:
Figur 6.13: XML Schema for en person
For at XML-dokumentet for personer kan blive valideret i forhold til dette
skema er det naturligvis nødvendigt at tilføje en reference til skemaet. Det gøres
ved at indsætte følgende kode i XML-dokumentet:
...

100 Design - CONCERT
Med denne reference til vores namespace 6 for opbygning af personer sikres
validiteten af de person-elementer, der oprettes. Skulle der være andre, der
ønsker at lave XML-dokumenter for personer med det samme format, som her
angivet, vil de ved at tilføje en tilsvarende reference i deres XML-dokumenter
kunne genbruge vores skema til validering af deres personer. Det er faktisk ogs˚a
det, der sker, n˚ar der i vores XML Schema’s top findes følgende reference:
http://www.w3.org/2001/XMLSchema. Herved sikrer vi, at det skema, vi opretter
til validering af personer, selv er validt i forhold til W3’s specifikation.
Som systemet p˚a nuværende tidspunkt er tænkt opbygget, bruges XML
Schema’et først og fremmest til at sikre konsistens for, hvordan elementer opbygges.
F.eks. definerer skemaet, hvordan et person-element ser ud, n˚ar en forfatter
opretter en ny person. Men skemaet er ogs˚a anvendeligt i forbindelse med en fremtidssikring
af systemet. Man kunne forestille sig, at forfatterne f.eks. ønsker at inddrage
en historisk person i en tekst. Hvis forfatteren kender til et XML-dokument,
hvor denne person er beskrevet, vil man kunne give mulighed for at forfatteren kan
hente det givne XML-dokument, fremfor selv at skulle oprette personen. Dette
XML-dokument vil givetvis være formateret efter et andet skema, end det vi anvender.
Hvis det ’fremmede’ personelement imidlertid, som minimum indeholder
de subelementer og attributter, som er p˚akrævede i vores skema 7 , vil det være muligt
at validere det i forhold til vores skema og elementet kan dermed anvendes i
vores system. Det vil sige, at der gives mulighed for, at ’fremmede’ elementer kan
indg˚a i vores system, s˚alænge de blot overholder en given standard. Hvis vi undlod
at bruge et skema til at definere personerne, ville man kunne risikere, at der
pludselig fandtes personelementer defineret efter vidt forskellige regler, hvilket let
vil kunne føre til fejlsituationer.
Ved at anvende et XML Schema f˚ar vi ogs˚a mulighed for at tilføje standardværdier
til elementerne. F.eks. kan det ved hjælp af skemaet sikres, at der registreres
dato og tid for, hvorn˚ar et element er oprettet eller ændret.
6 Et namespace gør det muligt for XML baserede teknologier at genkende et XML sprog.
Det fungerer som en slags stregkode, men med en URL i stedet for streger og ciffrer. Dette er
nødvendigt blandt andet for at gøre det muligt, at flere kan bruge samme tagnavne forskelligt.
F.eks. kan ¤¦¥¨§©¦ gives en anden betydning i et andet XML Schema. Ved at angive det
namespace som elementet er tilknyttet vil en fortolker imidertid aldrig være i tvivl om hvordan
elementet skal tolkes).
7 Dette vil kunne tjekkes ved hjælp af et XSLT stylesheet. ”XSLT is used to transform an XML
document from one form to another (...). The resulting document may be XML, HTML, plain text
or any other text-based document.” (Deitel et al., 2001, s. 320)

6.2 Implementeringsmuligheder 101
6.2.3 XLink
En væsentlig funktionalitet i vores system er at give mulighed for at skabe relation
mellem forskellige elementer. Den meste gængse m˚ade, hvorp˚a der i dag skabes
relationer mellem ressourcer p˚a Internettet, er ved hjælp af HTML’s -element.
Disse giver imidlertid kun mulighed for at lave en-vejslinks og kun mellem netop
to ressourcer. Dette er ikke tilstrækkeligt i vores system, hvor et personelement
f.eks. kan forbindes til flere personer, lokaliteter etc. At skabe multidirektionelle
forbindelser mellem elementer kan gøres p˚a flere m˚ader, f.eks. kan relationerne
oprettes vha. referencer i en database. Denne teknologi er imidlertid ikke s˚a fleksibel
som XML og tilbyder ikke den samme funktionalitet som f.eks. XML teknologierne
XLink, RDF eller Topic Maps gør.
Figur 6.14: XML Links for en person
I vores system er det ikke muligt p˚a forh˚and at vide, hvilke ressourcer en
forfatter ønsker at forbinde; det kan være to personer, der forbindes, men det kan
ogs˚a være en person og en vilk˚arlig sætning i en diskussion. Den fleksibilitet, som
dette kræver, vil det være meget svært at h˚andtere ved hjælp af en database. Vi
har derfor valgt at anvende en af de ovennævnte XML teknologier til at h˚andtere
denne problematik, nemlig XLink.
At vi har valgt denne teknologi fremfor andre, skyldes ligesom ved valget af
XML Schema, at der er tale om en W3 standard. Ved at bruge XLink f˚ar man

102 Design - CONCERT
mulighed for at lave links mellem et vilk˚arlig antal ressourcer p˚a samme tid, uden
nødvendigvis at have skriverettigheder til de ressourcer der linkes til. Ved brug
af de velkendte HTML -elementer er det nødvendigt at have skriverettigheder
til HTML dokumentet, der skal linkes fra. Dette mindsker muligheden for at
lave relationer mellem ressourcer og vil kunne begrænse funktionaliteten i vores
system, idet alle, der deltager i forfatternes proces, ikke nødvendigvis har skriverettigheder
til alle dokumenter. F.eks. kan en historiker, der læser korrektur p˚a en
historisk roman, ønske at skabe en forbindelse mellem en begivenhed, som den er
beskrevet i romanen, og som den ses beskrevet p˚a en forskningshjemmeside. Dette
vil ved hjælp af XLink være muligt for ham, uden at han ændrer i de oprindelige
dokumenter.
En ting, der endnu ikke er givet mulighed for i CONCERT, men som kan lade
sig gøre ved hjælp af XLink, netop fordi relationerne kan oprettes i separate dokumenter,
er, at de samarbejdende forfattere kan oprette hver deres sæt af relationer.
Det kan f.eks. være anvendeligt i idéfasen, hvor der kan eksperimentes med, hvordan
de overordnede strukturer for teksten skal være.
En anden fordel ved XLink fremfor HTML-links er, at det er muligt at beskrive
de forbindelser, der oprettes. Det vil sige, man kan angive metadata, som beskriver
forholdet mellem de ressourcer, der indg˚ar i linket. Det er s˚aledes ikke længere
nødvendigt at læse, hvad der st˚ar i ressourcerne i begge ender af et link for at f˚a
en fornemmelse af ideen bag relationen.
Med HTML links er det kun muligt at lave link til et bestemt sted i et HTMLdokument,
hvis der p˚a forh˚and i dette dokument er angivet et anchor, der kan
refereres til. Hvis man ikke har skriverettigheder til dokumentet for enden af linket,
er det alts˚a kun muligt at lave en forbindelse til selve dokumentet, hvorefter
brugeren selv m˚a finde frem til det relevante punkt. XLink tilbyder ved hjælp af
XPointer denne mulighed.
XPointer 8 bygger p˚a XPath teknologien. XPath gør det muligt at ’pege p˚a’
noder i et XML træ, som f.eks. et personelement eller en persons alder som de
ses i figur 6.12. Udover XPath’s muligheder gør XPointer det muligt at ’pege
ind i’ elementerne, forst˚aet p˚a den m˚ade, at der kan peges p˚a et ord i XML træet
(f.eks. ordet ’Jon’ i name elementet i figur 6.12, mellem to bogstaver (f.eks.
mellem ’J’ og ’S’ i name elementet) eller en given række af karakterer (f.eks.
’on Sør’ i name elementet i figur 6.12). Dette er relevant, f.eks. n˚ar systemet skal
8 Ved færdiggørelsen af dette speciale er der endnu ikke kommet en ’recommendation’ p˚a XPointer
teknologien, men kun et ’Last Call Working Draft’ fra teknologiens udviklere. Chen et al.
(2001a)

6.2 Implementeringsmuligheder 103
h˚andtere, at en bruger laver et kommentar til et dokument, en del af en sætning
i dokumentet eller bare et bogstav. Det gør, at det er muligt at lave links mellem
næsten hvadsomhelst i dokumentet p˚a en teknisk set meget overskuelig m˚ade.
Dette kapitels form˚al har været at beskrive vores designskitse til CONCERT.
Scenariet har illustreret én af mange m˚ader CONCERT kan bruges, og ved at demonstrere,
hvordan XML-teknologier kan imødekomme CONCERT’s komplekse
struktur, har vi eksemplificeret, hvordan dele af en fremtidig implementering kan
iværksættes.

104 Design - CONCERT

Kapitel 7
Design - diskussion af designvalg
Vi har som nævnt f˚aet inspiration til krav, som systemet bør opfylde, fra forskningsprojekter
med studier af forskellige former for skrivearbejder. Iagttagelser i
disse forskningsprojekter har desuden underbygget, samt i enkelte tilfælde udfordret
de opdagelser, vi selv har gjort i undersøgelsen af det skønlitterære forfatterdomæne.
Vi vil i det følgende diskutere vores design i forhold til CSCW begreberne:
fleksibilitet, samordning og gensidig opmærksomhed. Disse begreber danner udgangspunkt
for diskussion af emner, der vedrører de muligheder for at kommunikere,
som CONCERT tilbyder, og hvordan vi har forsøgt at tage højde for ansvar
og roller i designet af systemet.
7.1 Fleksibilitet
En overordnet men særdeles væsentligt iagttagelse, vi har gjort, er, at systemet bør
være meget fleksibelt. Dette skyldes i høj grad de individuelle forfatteres meget
forskellige m˚ade at arbejde p˚a. Men selve samarbejdets dynamiske struktur kræver
ogs˚a et fleksibelt system. Studier af f.eks. Beck (1994) viser at samarbejdet og
skriveprocessen kan være helt forskellig fra projekt til projekt p˚a trods af, at det
er de samme forfattere, der indg˚ar i projektet. Derfor er det ikke alene forfatternes
interne forskelligheder, der kræver et fleksibelt system, men ogs˚a den dynamik,
som findes i et samarbejde.
Awareness by the designer that groups may change over their lifetime,
might mean, for example, allowing the way document versions are

106 Design - diskussion af designvalg
managed, any access restrictions are enforced, and how annotations
are done, to be dynamically changed by the users. (Beck, 1994, s. 149)
Vi har forsøgt at gøre systemet fleksibelt ved at give forfatterne
mulighed for at vælge mellem forskellige funktionaliteter. Det kommer
blandt andet til udtryk i de forskellige elementer, der knytter sig
til teksten (persongalleri, lokaliteter mm.). Her kan forfatterne b˚ade
vælge at benytte f.eks. funktionaliteten ’Characters’, som vi primært
har tiltænkt den. Men den kan ogs˚a anvendes til at beskrive eksempelvis
symboler i forbindelse med lyriske tekster (f.eks. solen, havet
etc.). I alle tilfælde vil det være muligt, at brugeren selv kan definere
relationerne mellem karaktererne. At bruge de eksisterende elementer,
som noget de ikke er, vil dog formodentlig skabe forvirring eller
irritation for visse brugere. Der findes jo netop for det p˚agældende
element felter, der er navngivet, s˚a de passer til dette element. F.eks.
kan man vælge at angive køn og alder for en person, hvilket højst
sandsynligt ikke er relevant i en beskrivelse af symboler som solen
og havet. For at undg˚a denne irritation er det derfor ogs˚a muligt selv
at definere elementer, s˚aledes at disse f˚ar den ønskede opbygning af
indhold og relationer. Hermed ydes der en stor fleksibilitet til brugere,
der har lyst til at tilpasse elementerne nøjagtigt til egne behov.
Men der er samtidig ogs˚a mulighed for, at den ikke-computer-vante
bruger kan komme hurtigt i gang ved at anvende de elementer, som
allerede eksisterer, og herefter, n˚ar der er opn˚aet større kendskab til
systemet, selv kan tilpasse det som ønsket. Det vil sige, at der gives
en fleksibilitet i systemet i forhold til brugernes erfaring med
computere.
En anden designovervejelse vedrørende fleksibilitet har været i
forhold til tekststrukturering. Her har vi dels prioriteret, at brugerne
Figur 7.1:
Tekststrukturering
har mulighed for selv at bestemme, hvordan tekststykkerne skal defineres. F.eks.
er det ikke alle forfattere, der arbejder med kapitler. Da de dog stadig skal have
mulighed for at strukturere teksten og opdele den i mindre brudstykker, skal det
være muligt for de forfatterne, der skriver i et givent projekt, selv at definere tekstens
afsnit. Denne fleksibilitet medfører desuden, at forfattere inden for forskellige
genrer kan benytte systemet.
Forfatterne kan desuden have behov for at rykke rundt p˚a teksten for at finde
den rette opbygning. Dette understøtter systemet ved at give mulighed for at omstrukturere
teksten (romanen) p˚a f.eks. kapitelniveau ved hjælp af tekststrukture-

7.2 Samordning og gensidig opmærksomhed 107
ringsoversigten (se figur 7.1). Denne oversigt giver mulighed for hurtigt at overskue
den samlede tekst og letter derfor omstruktureringen. At give forfatterne
mulighed for selv at definere tekststykkerne og omstrukturere disse ligeledes væsentlige
pointer i flere CSCWriting artikler (se f.eks.Jones (1995), Kaufer et al.
(1995)).
7.2 Samordning og gensidig opmærksomhed
Vi har i analysen understreget, at samordning og gensidig opmærksomhed er væsentlige
aspekter for samarbejdende forfattere. Ikke mindst betyder den frihedsgrad,
der findes i det skønlitterære tekstlige udtryk, at det er væsentligt at samordne
de tekstlige elementers udvikling. Samordning og gensidig opmærksomhed
er væsentlige begreber b˚ade i den generelle CSCW litteratur (Se f.eks. (Schmidt,
1994)), men ogs˚a inden for CSCWriting (f.eks. (Koch, 1995)).
Koch beskriver bl.a., at det skal være muligt at se dokumenters historik, information
om medforfatterne og deres arbejde p˚a projektet. Desuden er kommunikation
mellem forfatterne essentielt for at skabe gensidig opmærksomhed p˚a det
givne projekt, og det vil yderligere muliggøre samordning af samarbejdet. (Koch,
1995, s. 4b). Kochs undersøgelse er baseret p˚a akademiske tekster, som best˚ar af
relativt afgrænsede elementer (figurer og tabeller), hvor rammer og struktur for
teksten ofte er fast defineret. I modsætning til skønlitterære tekster er elementerne
alts˚a placeret eksplicit og synligt i teksten. At skabe den gensidige opmærksomhed
og samordning, som Koch beskriver, kan være problematisk i vores system,
fordi skønlitterære tekster best˚ar af langt flere forskellige elementer (personer,
lokaliteter mm.). Det er i skønlitterære projekter den enkelte forfatters fantasi,
som sætter grænse for, hvad der kan indg˚a, og hvordan elementerne kobles sammen.
Omend det kan være problematisk at understøtte gensidig opmærksomhed
og samordning p˚a grund af teksternes komplicerede opbygning, er det ikke desto
mindre overordentlig vigtigt. Samordning er netop essentielt ved komplekse tekster
for at sikre, at tekstens indhold bliver konsistent. F.eks. skal det i vores system
være muligt at f˚a overblik over de ændringer, der er sket med teksten, dens personer,
lokaliteter, i forhold til tid etc. Dette overblik kan forfatterne skabe ved hjælp
af ’Timeline’-funktionen (jf. bilag 9c). Herved giver systemet mulighed for, at de
samarbejdende forfattere bliver opmærksomme p˚a tekstens udvikling.
Der hersker s˚aledes ingen tvivl om, at kommunikation om projektet er essentielt.
Det understøttes i systemet ved hjælp af forskellige kommunikationskanaler,

108 Design - diskussion af designvalg
som vi i det følgende vil uddybe og belyse yderligere .
7.3 Parallelle kommunikationskanaler
I beskrivelsen af udbyttet af de to workshops var en af de centrale diskussioner parallelle
kommunikationskanaler. Et væsentligt aspekt i disse diskussioner er, om
flere af kommunikationskanalerne kan rubriceres under samme abstrakte betegnelse.
Et diskussionsforum, dét at give kommentarer og dét at tage noter kan faktisk
kombineres i en enkelt funktionalitet - nemlig vores ’Discussion/Comment’.
Her kan en diskussion laves om til en kommentar til tekst eller elementer, og
endelig gemmes i notearkivet - ’Ideas/notes’. Ved at undg˚a parallelle kommunikationskanaler
sikres det, at de samarbejdende forfattere ikke kommunikerer forbi
hinanden ved at benytte hver deres kommunikationskanal.
P˚a baggrund af viden fra workshoppene og den viden, vi har tilegnet os via
CSCWriting, har vi identificeret to væsentlige kommunikationsformer for vores
system:
Kommunikation via tekstens elementer (persongalleri, lokaliteter, tidslinie
¡
og forfatter-definerede elementer)
Kommunikation om teksten, elementerne og samarbejdet vha. kommenta-
¡
rer/diskussioner, noter og email
Kommunikation via tekstens elementer omhandler især designmæssige aspekter,
der os bekendt ikke er beskrevet inden for CSCWriting og kravene til aspekterne
er derfor primært udledt af vores empiri. I designet af kommunikation om tekstens
elementer g˚ar vi i dialog med forslag, designguidelines og erfaringer fra relevante
artikler fra CSCWriting.
7.3.1 Kommunikation via tekstens elementer
Alle med skriverettigheder til et givent projekt har mulighed for at ændre i teksten
og de forskellige elementer (personer, steder etc.) der knytter sig til den, og systemet
vil herefter sørge for, at medforfatterne kan se, at der er sket ændringer i et
element eller teksten. Der kan s˚aledes siges at være tale om en form for indirekte
kommunikation, da det ikke er forfatterne selv, men systemet der sørger for, at
ændringerne kommunikeres videre til medforfatterne, og herved sørger for, at de
kan opretholde en gensidig opmærksomhed for projektet. Systemet kan imidlertid

7.3 Parallelle kommunikationskanaler 109
ikke automatisk komme med forklaringer til de ændringer, der er lavet, hvorfor systemet
m˚a have kommunikationskanaler, hvor forfatterne kan orientere hinanden
om projektet og samarbejdet.
7.3.2 Kommunikation om tekst, elementer og samarbejde
I diskussionsforumet er der mulighed for at kommentere tekst og diverse elementer
og diskutere disse med de andre forfattere. Der er her tale om en direkte kommunikationskanal,
hvor forfatterne kan føre s˚avel synkron som asynkron diskussion.
Der findes desuden et idékartotek — ’Ideas/notes’ —, hvor det er muligt at
sikre, at ens ideer ikke bliver væk i bunker p˚a arbejdsbordet, og samtidig er det muligt
at kommunikere sine huskesedler og strøtanker videre til de andre forfattere.
Idékartoteket skaber derfor en fælles kilde til inspiration til det videre arbejde.
Ved at bruge diskussionsforumet og idékartoteket er det alts˚a ikke systemet,
der sørger for at gøre opmærksom p˚a, hvad der sker med projektet, men derimod
forfatterne selv, der ’taler’ sammen om det. Den information, der kommunikeres
i disse fora, vil som regel have en karakter af metainformation i forhold til det
projekt, der arbejdes p˚a. Det kan f.eks. være informationer, der fortæller noget
om, hvad der skal ske eller er sket med forskellige dele af teksten og dens elementer,
men informationerne i sig selv p˚avirker ikke teksten direkte. S˚a godt som alle
inden for CSCWriting pointerer væsentligheden ved at kunne kommunikere om
det fælles arbejde — især med henblik p˚a at skabe muligheder for, at samarbejdspartnere
kan diskutere og kommentere hinandens arbejde (se f.eks. Kaufer et al.
(1995), A. Michailidis og R. Rada (1995)).
7.3.3 Non-task information
Den kommunikation om og via teksten, som er beskrevet i de to foreg˚aende afsnit,
knytter sig direkte til produktet, der arbejdes p˚a. I et samarbejde vil der imidlertid
ogs˚a forekomme kommunikation, som ikke knytter sig direkte til produktet. Dette
p˚apeger Beck ved understrege væsentligheden af ’Non-task information’. Det at
adskille non-task information fra den øvrige information kan tænkes at give en vis
struktur for, hvordan informationer kommunikeres og genfindes. En s˚adan adskillelse
og strukturering kan dog have en negativ effekt for samarbejdet:
[O]ther communication, at the time apparently unrelated, could later
come to be used in a coauthor’s assessment of what action to take

110 Design - diskussion af designvalg
(...)Such ’non-task’ communication was therefore not only social contact,
but an integral part of the subsequent autonomous making of
decisions which would be likely to be acceptable to the other. This
indicate the subtlety of coordination between these coauthors, and
supports the view that one can not separate out some communication
as extraneous or redundant, as one might otherwise want to do if one
wanted to encourage a more ’efficient’ process. (Beck, 1994, s. 133)
Beck beskriver i citatet herover, hvordan information, der ikke umiddelbart var opgavefokuseret,
senere fik afgørende betydning for deltagernes beslutninger. I korrespondancen
mellem to forfattere er det blevet klart for os, at forfatterne p˚a en og
samme tid kommunikerer om ting, som ikke vedrører projektet og om selve projektet.
Beck’s eksempel viste, at non-task information havde betydning for hvordan
en forfatter valgte at handle p˚a et senere tidspunkt. Korrespondancen mellem
forfatterne har endvidere vist, at denne ’non-task information’ kan f˚a endnu større
betydning for projektet end blot at støtte beslutningstagning. I korrespondancen
mellem to forfattere er der eksempler p˚a, at informationer i en mail om den ene
forfatters hjemkomst fra en ferie, er blevet taget ordret med i selve produktet af
den anden forfatter. Forfatternes indbyrdes kommunikation fungerer alts˚a som en
form for inspiration for deres fælles tekst. At forsøge at adskille ’non-task information’
fra information, der relaterer sig direkte til projektet, vil alts˚a kunne
fjerne en væsentlig del af det spil, der foreg˚ar mellem samarbejende skønlitterære
forfattere.
7.3.4 Kommunikationsmedier
Som det kan ses af gennemgangen af kommunikationsmuligheder i vores system,
er der alene mulighed for at anvende forskellige former for skriftlig kommunikation.
Der er imidlertid flere forskere, som inden for CSCWriting og CSCW
har udført eksperimenter med at implementere s˚avel auditive som visuelle kommunikationsmuligheder.
Flere forskere argumenterer for det væsentlige ved de
kvaliteter, som disse medier tilbyder (se bl.a. Liu et al. (2001), C. Gutwin og S.
Greenberg (1998), Ishii et al. (1994), Benford et al. (1998)). Plowman (1995) har
ikke direkte lavet forsøg, hvor der inddrages medier til understøttelse af det auditive
og visuelle, men hun har undersøgt, hvilken betydning brugen af tale har i et
samarbejde om en tekst. Plowman argumenterer for, at der i et system bør indbygges
mulighed for kommunikation via visuelle eller auditive medier, s˚aledes at de
samarbejdende parter kan tale sammen.

7.4 Diskussion/kommentar 111
[A] supplement [audio/video link] to text-based communication needs
to be built into system design... (Plowman, 1995, s. 238)
Vi er enige i at tale kan tilbyde væsentlige kvaliteter, som kan være svære at f˚a
frem p˚a skrift. Af flere ˚arsager mener vi dog, at det ikke er relevant at integrere
s˚adanne teknologier i vores system.
For det første m˚a vi tage hensyn til m˚algruppen for vores projekt. At give
mulighed for kommunikation via auditive eller visuelle medier vil kræve en
b˚andbredde, som det p˚a nuværende tidpunkt ikke kan forventes, at alle forfattere
er i besiddelse af.
For det andet har vi i vores empiri kunnet se, at forfatterne bruger telefon n˚ar,
der ikke er mulighed for at mødes, og vi mener ikke, at integrering af et auditivt
medie vil tilbyde noget væsentligt forskelligt fra dét, en telefon kan præstere.
Fordi der findes denne teknologi, som kan anvendes parallelt med systemet, mener
vi, at Plowmans ’krav’ om indbygning af auditive og visuelle medier i samarbejdssystemer
er overflødige.
For det tredje bliver problematikken omkring parallelle kommunikationsveje
væsentlig, fordi integrering af auditive og visuelle medier kan medføre, at informationer
g˚ar tabt. Plowman pointerer da ogs˚a værdien ved skriftlig kommunikation,
hvis fordel ligger i, at informationer kan fastholdes og genkaldes, hvilket er
vigtigt for samspillet mellem skønlitterære forfattere. (Plowman, 1995, s. 240)
I artiklen ”Collaborative Writing in Multiple Discourse contexts” p˚apeger
Gruber et al. (1995), hvordan forskellige kommunikationskanaler kan komplementere
hinanden, og hvordan de anvendes forskelligt i forskellige kontekster.
Artiklen bygger p˚a en undersøgelse af, hvordan diskussioner finder sted ved brug
af et elektronisk diskussionsforum, email og ved ansigt-til-ansigt diskussioner. I
stedet for at kommunikationskanalerne bruges isoleret, viser undersøgelsen, at en
diskussion kan fortsætte p˚a tværs af disse. Denne undersøgelse viser, at parallelle
kommunikationskanaler ogs˚a kan være en fordel, fordi de benyttes af brugerne i
forhold til konteksten. Her skal man dog jf. ovenst˚aende diskussion holde sig for
øje hvilke kommunikationskanaler, systemet stiller til r˚adighed.
7.4 Diskussion/kommentar
En vigtig pointe i forhold til vores system er, at kommunikation i skriftbaserede
elektroniske diskussionsfora synes at være mere ustruktureret end den kommunikation,
der foreg˚ar, n˚ar man diskuterer ansigt-til-ansigt. Dette forklarer Gruber

112 Design - diskussion af designvalg
s˚aledes:
[P]articipants can write and send messages at the same time rather
than waiting for others to finish a turn. Therefor, contributions are
made in a parallel as well as in a linear fashion(...). This leads to
multiple, simultanous topics and sub-topics to which participants can
contribute. As a result, discussion of a single topic thread usually lasted
for only a few turns (a typical topic continuation pattern was 3-5
turns per topic). (Gruber et al., 1995, s. 259)
Citatet viser, at skriftlige elektroniske diskussioner ofte skifter emne. Med udgangspunkt
i denne antagelse findes der visse problemer i forhold til fleksibiliteten
i CONCERT’s diskussionforum. Systemet er nemlig opbygget s˚aledes, at en
diskussion kun kan gemmes under ét givent emne. Da det imidlertid m˚a formodes,
at forfattere ikke opretter en ny diskussion for hvert nyt emne, vil det være en fordel,
hvis vores system i stedet gav mulighed for at knytte diskussioner til flere
forskellige emner. Dette aspekt vil vi diskutere i afsnittet herunder.
Strukturering, automatisering og samordning
At foretage strukturering af diskussioner eller af de øvrige elementer kræver et
stort stykke arbejde af forfatterne, hvorfor man kunne forestille sig, at en automatisering
af denne proces kunne være relevant. Dette er imidlertid hverken ønskeligt
eller muligt. En automatisk strukturering vil kun i et vist omfang være mulig,
da det kun vil være f˚a elementer, systemet vil kunne genkende. F.eks. vil systemet
kunne genkende karakteren ’Sofie’, n˚ar hun nævnes ved navn. Mens referencer
som f.eks ’hun’, ’tøsen’, ’kvindfolket’ etc. ikke automatisk kan associeres til
hende. 1 Et forsøg p˚a automatisering vil alts˚a let kunne resultere i fejlagtige eller
mangelfulde relationer. At det ikke er ønskeligt at automatisere s˚avel struktureringen
af elementer, som andre informationer forfatterne videregiver til hinanden,
skyldes at disse samordnende aktiviteter indeholder en særlig værdi for samarbejdet
netop, fordi de er udført af projektets deltagere og ikke af et system. Denne
særlige værdi indeholder ud over gensidig opmærksomhed ogs˚a en synliggørelse
af forfatternes engagement.
1 Ved implementering af CONCERT er vores hensigt, at systemet skal kunne genkende personnavne,
og dermed f.eks automatisk kunne fortælle, hvor i teksten navnet forekommer, og hvorn˚ar
der er sket ændringer i forbindelse med dette navn

7.5 Ansvar, regler og roller 113
P˚a de afholdte workshops blev det ekstraarbejde, som uundg˚aeligt finder sted
ved samordningsarbejde, diskuteret. Forfatterene var her enige om, at disse aktiviteter
har værdi for s˚avel processen som for produktet, fordi forfatterne bliver
nødt til at stoppe op og reflektere over det, der er produceret. Denne iagttagelse
udbygges bl.a. af Beck (1994). Hun konstaterer, at udarbejdelsen af f.eks. referater
af de ændringer, en forfatter har foretaget, er en væsentlig handling. At disse
handlinger er væsentlige, skyldes bl.a., at modtagerne af denne information ved,
at afsenderen har foretaget et bevidst valg ved at videreformidle netop disse informationer,
frem for andre. Udarbejdelsen af referater og lignende bliver derfor
væsentlige handlinger for samarbejdet. Et automatisk genereret referat ville ikke
kunne give modtageren den samme vished om, at det var netop de udvalgte informationer,
som var de væsentlige, og det ville ikke kunne give den samme følelse
af engagement, som information produceret af ens medforfattere vil gøre. Muligheden
for at videregive denne form for informationer er alts˚a en væsentlig del af
det sociale spil, som foreg˚ar i forbindelse med et samarbejde.
7.5 Ansvar, regler og roller
Vi er klar over, at ansvar i sidste ende p˚ahviler den enkelte forfatter, men det ér
muligt i et system at forsøge at motivere brugerne, s˚aledes at de kommer til at
føle ansvar for det projekt, der arbejdes p˚a. Som det er beskrevet tidligere, har vi
gennem workshops erfaret, at der findes to former for ansvar:
1. Ansvar for produktet der arbejdes p˚a. Denne form for ansvar kræver en
form for motivation — en glæde ved at skrive p˚a projektet og en følelse af
spænding for, hvad teksten tilbyder, efter at de andre har haft fingre i den.
Dette er imidlertid aspekter, som ikke kan understøttes i systemet.
2. Ansvar i forhold til gruppen. I forbindelse med et samarbejde opstilles der
ofte regler for, hvordan samarbejdet skal forløbe, og det er vigtigt at have
respekt for disse og for medforfatterne.
Hvis en gruppe forfattere har aftalt en given m˚ade at arbejde p˚a, er der ifølge vores
informanter ikke interesse i at bryde med disse regler. Der kan imidlertid opst˚a
særlige situationer, hvor det er nødvendigt at handle uden om de opstillede regler.
Derfor skal det at overholde regler ikke være noget, der af systemet p˚atvinges
forfatterne med mindre de, som nævnt tidligere, eksplicit ønsker dette som en del
af en kreativ udfordring.

114 Design - diskussion af designvalg
At der kan opst˚a særlige situationer, hvor det bliver nødvendigt at bryde opstillede
regler, er en af Becks væsentlige observationer. 2 Som de foreg˚aende afsnit
om kommunikation har vist, tilbyder samarbejdende forfattere hinanden forskellige
former for information — b˚ade informationer som vedrører projektet og
s˚akaldt ’non-task’ information. Disse informationer vil ifølge Beck blive anvendt,
n˚ar der i en given kontekst skal træffes beslutninger i forbindelse med projektet.
Det vil sige, at regler opstillet tidligere i projektet, senere i forløbet brydes, fordi
en forfatter vurderer, at det at foretage ’ureglementerede’ handlinger vil være det
mest fordelagtige for projektets videre forløb. Ovenst˚aende handling kalder Beck
for ’informed opportunism’ (Beck, 1994, s. 136). At ’informed opportunism’ og
dermed regelbrud kan være nødvendige, skyldes den store foranderlighed og forskelligartethed,
som præger skriveprojekter generelt og ikke mindst skønlitterære
projekter.
For akademiske skriveprojekter vil der som regel være enighed om, hvad slutproduktet
skal være, og hvordan det skal se ud (f.eks. en artikel til et givent tidsskrift,
som skal opfylde de krav tidsskriftet stiller til artiklen). N˚ar der er tale om
skønlitterære samarbejdsprojekter, er der imidlertid flere løse ender (jf. kapitel 2
afsnit 2.1). Det kan muligvis være et m˚al at f˚a produktet udgivet, men det vil ofte
ogs˚a være selve processen, som er væsentlig. Dette ses tydeligt i den korrespondance,
vi har studeret. I mange af de e-mails, der er blevet sendt findes forslag til,
hvordan man kunne prøve at forme produktet. Ideen til dette bliver udviklet under
en stor del af forløbet og er alts˚a ikke fastlagt p˚a forh˚and. F.eks. ændrer projektet
p˚a et tidspunkt helt form fra at best˚a af poesi til noget, der minder mere om prosa.
De mekanismer, der opst˚ar, n˚ar der samarbejdes, medfører ofte en rollefordeling
mellem de samarbejdende. Denne rollefordeling kan være b˚ade eksplicit
aftalt i gruppen eller opst˚a som en følge af gruppens sammensætning. Det vil
sige, roller opst˚ar, uanset om de defineres eller ej. Desuden kan der ogs˚a være tale
om, at de enkelte aktører i et samarbejde kan have flere roller simultant, ligesom
en rolle kan varetages af flere aktører. P˚a baggrund af vores empiri har vi erfaret,
at skønlitterære forfattere sjældent eksplicit aftaler en rollefordeling. Fordi det at
skrive er en uforudsigelig og dynamisk proces, vil rollefordelingen kunne ændres i
løbet af processen, og derfor kan man ikke eksplicit tildele de samarbejdende forfattere
roller. P˚a baggrund heraf har vi ikke i vores system specifikt givet mulighed
2 At regler brydes har ogs˚a Lucy A. Suchman pointeret i ”Office Procedure as Practical Action:
Model of Work and System Design” (Suchman, 1983). Betegnelsen ’procedure’ indeholder tanken
om et overordnet regelsæt for den trinvise fremgangsm˚ade, der ligger som en skabelon for en given
arbejdspraksis. Suchman illustrerer, hvordan en procedure bliver dekonstrueret gennem intuitiv
problemløsning, og pointerer i forlængelse af dette det intuitives plads i en given arbejdspraksis.

7.5 Ansvar, regler og roller 115
for at definere roller. Det er derimod muligt at opstille nogle regler for, hvem der
kan udføre hvilke handlinger, hvilket kan siges implicit at definere nogle roller for
deltagerne.
Inden for CSCWriting diskuteres hyppigt tildeling af specifikke roller til
aktører i et samarbejde. (Plowman, 1995) foresl˚ar i artiklen ”The Interfuctinality
of Talk and Text”, at man i designet af et samarbejdsystem skal tage udgangspunkt
i den styrende aktør i en gruppe (den som artikulerer ideer, sørger for distribution
af informationer i gruppen, søger konsensus ved konflikter etc.). Denne tildeling
af roller finder vi for rigid, idet vi ligesom f.eks. Beck (1994) og Jones (1995)
har erfaret, at aktørers funktioner kan ændre sig i løbet af en proces. En specifik
rollefordeling ville s˚aledes ødelægge den dynamik, der findes i et samarbejde.
Som det fremg˚ar af dette kapitel har vi fundet væsentlig inspiration til designet
i CSCWriting-litteraturen. Men den største udfordring for designet af
CONCERT har været, at forsøge at understøtte samordning af og gensidig
opmærksomhed p˚a de elementer, der knytter sig til den skønlitterære tekst —
personer, lokaliteter, tid etc. Det vil sige elementer og funktionalitet, som vi
ikke er støt p˚a i CSCWriting litterarturen. Som nævnt, har det i den henseende
været givtigt, at vende blikket mod værktøjer til manuskriptskrivning, hvor disse
elementer indg˚ar. Denne inspiration har vi i designet forsøgt at modellere, s˚a de
funktioner, der skal varetage samordning af elementer, der knytter sig til teksten,
kan anvendes fleksibelt. Dermed forsøger vi at tage højde for den høje grad af
frihed, som knytter sig til skønlitterær skrivning.

116 Design - diskussion af designvalg

Kapitel 8
Diskussion - relevante
forskningsfelter
I dette kapitel diskuteres de problemer for undersøgelsen og udviklingen af designskitsen
til CONCERT, som vi rejste spørgsm˚al om i problemformuleringen.
Vores slutprodukt er overordnet set et udkast til et fremtidigt CSCW system. I
den forbindelse er det interessant at belyse, hvordan CSCW-feltet og dermed centrale
CSCW begreber har spillet ind i vores indledende systemudviklingsproces.
Forskningsprojekter inden for CSCW har de sidste ˚artier p˚apeget relevansen af
at inddrage etnografiske teknikker og retningslinier i undersøgelse og design (eksempelvis
Hughes et al. (1993), Blomberg et al. (1993), Forsythe (1999), Ehrlich
(1999)), og derfor er det relevant for os at undersøge samspillet mellem den etnografiske
tilgang og CSCW begreberne. Det skal i den forbindelse bemærkes, at vi
ikke har foretaget en etnografisk undersøgelse af arbejdspraksis i gængs forstand,
fordi vi ikke har brugt etnografiens helt centrale ’teknik’ - observation. Ikke desto
mindre har vi arbejdet koncentreret om at afdække, hvordan forfatteres arbejdspraksis
tager sig ud for den individuelle forfatter for efterfølgende at forsøge at
skabe rammerne for en ny samarbejdspraksis. Endvidere har vi gjort brug af teknikker,
der er fremkommet inden for Participatory Design og har overordnet set
arbejdet ud fra en af PD-feltets helt centrale pointer, der omhandler brugerinddragelse
i forundersøgelsesprocessen. I den forbindelse belyser vi MUST-metodens
anvendelighed for et projekt som vores med et kritisk blik p˚a metodens fokus p˚a
organisatoriske sammenhænge.

118 Diskussion - relevante forskningsfelter
8.1 CSCW - en konceptuel ramme
Vi har allerede fra starten af dette projekt været klar over, at centrale CSCWbegreber
s˚asom samordning og gensidig opmærksomhed var væsentlige fænomener
at afdække. Men at opn˚a en grundig forst˚aelse for, hvordan de aktører, vi
designer til, samarbejder p˚a nuværende tidspunkt, har ikke været vores primære
fokus. Den innovative dimension i vores indledende systemudviklingsproces gør
spørgsm˚al vedrørende, hvordan forfattere p˚a nuværende tidspunkt samordner aktiviteter,
og dermed skaber en social orden, knap s˚a væsentlige. Forst˚aelsen fungerer
i vores tilfælde i stedet som en indledende inspiration til designarbejdet mere
end som en størrelse, der skal indarbejdes direkte i et system. Vi skal ikke indarbejde
en fasttømret socialt bestemt arbejdspraksis, men i stedet forsøge at sætte
rammerne for skabelsen af en ny samarbejdspraksis. Det skal i den forbindelse
bemærkes, at selvom vi har fundet frem til samarbejdsprojekter mellem forfattere,
har vi p˚a ingen m˚ade fundet indikationer af fasttømrede samarbejdspraksisser,
hvilket endvidere gør CSCW-feltets fokus p˚a afdækning af en social orden mindre
relevant for vores undersøgelse. Endvidere har det været væsentligt for os,
at opn˚a en forst˚aelse af at forfatteres arbejdspraksis ikke kan defineres over en
kam. Derimod er forskelligheden den dominerende fællesnævner, vi har udledt i
en analyse af empirien.
P˚a trods af ovennævnte forbehold over for CSCW-feltets meget overordnede
ønske om at afdække, hvad der skaber en social orden, har CSCW-begreberne
spillet en essentiel rolle for vores proces. Vi har overordnet set brugt CSCWbegreberne
til tre ting:
For det første har vi formuleret spørgsm˚al til informationsindsamlingen med
vægt p˚a samarbejdsfænomener. Med begreber, s˚asom samordning og gensidig
opmærksomhed, i baghovedet formulerede vi spørgsm˚al, der skulle afdække
aspekter med henblik p˚a et fremtidigt samarbejde. Dermed opn˚aede
vi to ting. For det første at gøre forfatterne opmærksomme p˚a de problemer,
der kan opst˚a ved f.eks. koordinering af tekstrelaterede elementer. For det
andet kunne vi afdække, hvilke problematiske aspekter forfattere potentielt
ser ved samarbejde over nettet.
For det andet har vi i behandlingen af empirien brugt begreberne til at rubricere
væsentlige fænomener. Idet vi med CONCERT ønsker at understøtte centrale
samarbejdsmekanismer blev begreberne overskrifter for grupperingen
af udsagn fra empirien.

8.1 CSCW - en konceptuel ramme 119
Og for det tredje har begreberne været afgørende for vores designproces. Begreber
som samordning og gensidig opmærksomhed har spillet en helt central
rolle, da vi har brugt begreberne til at formulere en slags ’hvad hvis nu?!’
spørgsm˚al. Et eksempel p˚a et s˚adant spørgsm˚al lyder: ’Hvad hvis nu en
forfatter gerne vil vide, hvad der er sket med et person-element, og vedkommende
ikke bruger log’en?’. Begreberne har alts˚a været helt centrale i
forbindelse med vores ønske om at designe ny samarbejdsfunktionalitet.
Især i designprocessen var begreberne centrale. Det samordningsarbejde CON-
CERT vil kræve af forfatterne er et centralt og problematisk spørgsm˚al. Eftersom
selve skrivearbejdet som oftest foreg˚ar individuelt, vil det kræve helt nye
arbejdsmønstre og ikke mindst ekstra arbejde at videreformidle til samarbejdspartnere,
hvordan f.eks. tekstrelaterede elementer har udviklet sig. Vi har arbejdet
ud fra en vekselvirkning mellem devisen ’jo mindre ekstraarbejde forfatterne
skal udføre desto bedre’ og forst˚aelsen af, at det ekstraarbejde, forfatterne
nødvendigvis skal udføre, indeholder vigtige opmærksomhedsmæssige aspekter.
I forbindelse med samordning og gensidig opmærksomhed har det endvidere
været interessant for os at arbejde med aspekter, der vedrører roller og regler, som
er fænomener der fremhæves inden for CSCWriting. Kendskabet til betydningen
af at arbejde med disse to begreber har præget b˚ade informationsindsamling, analysen
og især designarbejdet. Vi har i designkapitlet været inde p˚a, hvordan roller
og regler diskuteres af forskellige forskere inden for CSCWriting. I forbindelse
med workshoppene konstaterede vi endvidere, at forfatterne udviste interesse for
at indg˚a i forskellige roller og ligefrem udtrykte interesse for den kreative udfordring,
der findes, hvis bestemte regelsæt kunne styre en proces. Inden vi spurgte
forfatterne var vores formodning, at roller og regler ville vække kraftig modstand,
idet s˚adanne aspekter ville hæmme deres kreativitet og støde mod deres vanlige
individuelle arbejdspraksis. Inden for forskning om akademikeres samarbejde bliver
roller og planer hyppigt diskuteret, hvilket inspirerede os til overhovedet at
spørge til disse aspekter.
Inden for CSCW er ogs˚a aktørers brug af artefakter et væsentligt omdrejningspunkt.
Igen er der her tale om et fænomen, vi ikke har afdækket for forfatternes
nuværende arbejdspraksis gennem en grundig observation. Vi har i informationsindsamlingen
været opmærksomme p˚a vigtigheden af at undersøge brugen af artefakter
og er i den forbindelse stødt p˚a brugen af noter. I designarbejdet har vi
derfor forsøgt at inkorporere noter i designet, hvilket har resulteret i et virtuelt
noteapparat. Dermed skaber vi et virtuelt artefakt, der tager sit udgangspunkt i det
fysiske artefakt, vi stødte p˚a i informationsindsamlingen.

120 Diskussion - relevante forskningsfelter
Begreberne har alts˚a spillet en væsentlig rolle - ikke mindst for udledningen
af designkrav og i selve designarbejdet. Vi vil hævde, at uden CSCW’s begreber
ville vi i vores innovative proces have manglet en essentiel begrebslig ramme. En
ramme, der h˚andterer de aspekter ved samarbejde, der ofte vil være problematiske.
I ”The critical role of workplace studies in CSCW”, (Schmidt, 2000) problematiserer
Schmidt relevansen af kravet om, at der i etnografiske undersøgelser
skal deduceres specifikke designkrav. I stedet pointerer han, at studier af arbejdspraksis
har en mere grundlæggende rolle for CSCW-feltet
The primary role of workplace studies in CSCW is thus to dismantle
the common-sense conceptions of cooperative work, take them apart,
unpack and disclose the hidden practises of articulation work, and
thus give us access - analytically and conceptually - to the
intricate ways and means of the production of social order in cooperative
activities. (Schmidt, 2000, s. 4)
Det er alts˚a ikke udledningen af designkrav, der er undersøgelsens primære rolle,
men i stedet en afdækning af hvad eksempelvis samordning og gensidig opmærksomhed
betyder for et bestemt omr˚ade. P˚a trods af, at vi som nævnt, ikke har haft
et ekstraordinært fokus p˚a forfatteres nuværende samordning og gensidige opmærksomhed,
er Schmidts pointe alligevel relevant for vores sammenhæng. Relevansen
opst˚ar gennem vores forst˚aelse for samarbejdets uundg˚aelige ’intricate
ways and means’, og dermed tilbyder begreberne et godt analytisk og konceptuelt
udgangspunkt for b˚ade analyse og især design.
I artiklen ”Designing with Ethnography: A Presentation Framework for Design”
(Hughes et al., 1997) beskrives, hvordan en etnografisk undersøgelse af en
forretningsvirksomhed, via et fokus p˚a vigtige CSCW-begreber, kan bygge bro
mellem de abstrakte designkrav og den etnografiske beskrivelse. Det fokus, der
lægges i undersøgelsen, ligner s˚aledes vores. Ved at koncentrere sig om aspekter
vedrørende distribueret koordination, planer og procedurer og aktørernes opmærksomhed
p˚a arbejdet tilføjes den etnografiske undersøgelse en begrebslig
ramme med et særligt fokus.
The framework is fundamentally motivated by the demands of design.
The intent is to provide some bridge between fieldwork and emerging
design decisions. It is worth stressing here that the framework is not
an analytical device that is then applied to a setting. Rather the aim
is to use the framework to highlight particular issues within a corpus

8.2 Etnografi uden observation 121
of fieldwork material. Each of these categories within the framework
loosely align with potential design issues. (Hughes et al., 1997, s. 3)
Det er alts˚a ikke en m˚ade at behandle materialet p˚a, men en m˚ade at f˚a bragt
materialet ind i en CSCW sammenhæng, og samtidig præsentere den etnografiske
undersøgelse p˚a en spiselig m˚ade for IT-designere og systemudviklere. I citatet
herover er det vigtigt at bemærke understregningen af, at de CSCW-begreber, der
anvendes i undersøgelsen ikke skal indg˚a p˚a en prædefineret m˚ade, men snarere at
disse fænomener ’loosely align with potentiel design issues’. Denne m˚ade at gøre
brug af CSCW-begreberne, mener vi, er helt essentiel.
Artiklen afsluttes med diskussion af netop den rolle, etnografer har i forhold
til IT-designeren, og dermed understreges en klart defineret grænse mellem den,
der udfører den etnografiske undersøgelse og den, der behandler resultaterne af
materialet:
[W]e believe that the production and integration of ethnographic materials
into design can best be achieved through the collaboration of
specialists, recognising that the nature of the exercises of design and
fieldwork are very different. (Hughes et al., 1997, s. 17)
Den artikel, vi har inddraget ovenfor, og Schmidt’s artikel placerer sig begge i
en diskussion af relevansen af etnografiske arbejdsstudier inden for CSCW med
særligt henblik p˚a udledningen af designkrav. Fordi vi i vores arbejde b˚ade har
arbejdet med fokus p˚a samarbejde og har forsøgt at undersøge arbejdspraksis for
forfattere, samt deduceret designkrav, bliver denne diskussion interessant og relevant
for os at tage op. I vores undersøgelse udviskes grænsen mellem etnografen
i marken og designeren ved computeren. Herunder vil vi beskrive, hvordan vi
har arbejdet med en etnografisk vinkel, belyse forskellige forskeres analytiske angrebsvinkler
og afrundende vil vi diskutere problematikken om adskillelsen mellem
etnografen og IT-designeren.
8.2 Etnografi uden observation
[N]ew applications often follow a process in which an initial concept
— generating requirements from the vision of a small group of people
— is modified and elaborated into a richer functional specification.

122 Diskussion - relevante forskningsfelter
Ethnography and other field methods, when used to study the intended
user population, can provide input to these design requirements.
(Ehrlich, 1999, s. 12)
Da det har været essentielt for os at inddrage de potentielle brugere, og vi samtidig
ønsker at understøtte samarbejde, er det relevant for os at inddrage den etnografiske
vinkel og undersøgelsesmetode. Vi ønskede at opn˚a den bedst mulige
forst˚aelse af den kontekst, vi udvikler systemet til, for p˚a den m˚ade at sikre os,
at vi udvikler et system, som kan og vil blive brugt af vores m˚algruppe. Samtidig
har det for os været vigtigt, at CONCERT som minimum understøtter dét at
arbejde individuelt, p˚a trods af at vi vil udfordre forfatteres individuelle arbejdspraksis.
Pointen om at understøtte den individulle praksis understreges hyppigt i
forskningen inden for CSCW (se f.eks. C. Gutwin og S. Greenberg (1998), Grudin
(1994)). Grunden til, at den etnografiske tilgangsvinkel er relevant for os, er, at
der implicit i dens undersøgelsesmetode findes en formodning om, at der er mere
i en kontekst, end hvad der umiddelbart kan siges om den. Med andre ord vil de
beskrivelser af f.eks. arbejdspraksis, der kan udledes fra interviews og kvantitative
undersøgelser ikke nødvendigvis formidle det fulde billede af, hvad der rent faktisk
foreg˚ar i en given kontekst. Denne problemstilling er f. eks i MUST-metoden
benævnt ’say/do’ og af Blomberg et al. (1993) defineret i en dichotomi mellem
det ideelle og det manifeste. Som benævnelserne indikerer, er der tale om et hyppigt
forekommende misforhold mellem det, der i en interviewsituation kan siges
om et emne, og hvordan der reelt ageres omkring emnet. Etnografiens forkromede
teknik til at h˚andtere dette forhold er observation af arbejdspraksis, som skal give
mulighed for, at man kan lokalisere de fænomener, der adskiller sig fra den eksplicitte
formulering af praksis. Det har, som før nævnt, ikke været muligt for os at
anvende observation til at afdække misforholdet mellem adfærd og udsagn, men
det har dog stadig været helt centralt for os, at vi har kunnet bruge den etnografiske
problematisering af udsagn i vores informationsindsamling ved hjælp af triangulering.
Vi vil i det følgende indkredse, hvordan den etnografiske vinkel har præget
vores arbejde med henblik p˚a analytiske aspekter, og derefter diskutere, hvordan
forskellige forskere har diskuteret etnografiens analytiske potentiale.
8.3 Triangulering og analyse
Vi har med trianguleringen mellem tre informationskilder forsøgt at indkredse
gentagne mønstre for dét at skrive, hvilket vi i en analyse af empirien har kon-

8.3 Triangulering og analyse 123
stateret visse fællestræk for. B˚ade mellem de tre informationskilder og for det
skønlitterære domæne isoleret set har vi endvidere opn˚aet en forst˚aelse for, at der
er tale om en høj grad af forskel p˚a, hvordan der skrives. Det er netop ved at sammenholde
praksis, som den udtrykkes i vores interviews med den refleksion, der
findes i bøger om at skrive, at den etnografiske vinkel inkorporeres i vores proces.
Gennem denne behandling af materialet fandt vi f.eks. frem til, at der var tale
om vidt forskellige udsagn om det samme fænomen. For vores vedkommende har
det alts˚a været nødvendigt at fortolke etnografiens arbejdsmetode og at forsøge
at inkorporere say/do-problematikken p˚a alternativ vis. 1 Da vi har valgt ikke at
observere en forfatters arbejdspraksis, har vi i stedet sammenholdt forskelligartede
udsagn om det at skrive, hvor vi, som nævnt, har gjort brug af især uformelle
interviews, dokumentanalyse og sammenholdt den udledte information med et beslægtet
skriveorienteret omr˚ade — manuskriptskrivning.
Endvidere har vi forsøgt at indarbejde etnografiens centrale problemstilling,
der handler om forholdet mellem at bevæge sig ind p˚a et omr˚ades præmisser —
som det gøres ved deltagende observation — og g˚a ud af en given kontekst for
bedst muligt at kunne beskrive denne. Det har vi gjort ved at forsøge at benytte os
af et flersidigt perspektiv (jf. Forsythe (1999)) p˚a materialet, idet vi b˚ade har arbejdet
med at sammenholde diverse udsagn fra de tre forskelligartede informationskilder
i et affinitetsdiagram, og samtidig har været bevidste om grænserne mellem
de tre vidt forskellige informationskilder. ’Inde/ude’-problemstillingen udspringer
af etnografiens overordnede princip om, at forst˚aelsen for en kontekst bedst muligt
opn˚as gennem deltagelse i samme kontekst. Deltagelsen i konteksten kan betyde,
at etnografens analytiske udgangspunkt mistes og at han derfor ikke form˚ar at
skelne mellem sig selv og de observerede, hvilket har f˚aet overskriften ’going
native’ (jf. (Blomberg et al., 1993)). Det hænder ofte, at indlevelsen i brugernes
forst˚aelsesramme for˚arsager, at det kan være svært at skelne og forholde sig konstruktivt
og kritisk til det, der observeres og deltages i. Vi har p˚a intet tidspunkt
bevæget os ind og deltaget i forfatternes kontekst, hvilket vi vil hævde, der b˚ade
er fordele og ulemper ved. Det fordelagtige ved ikke at observere med deltagelse
i arbejdspraksis er, at vi har beholdt vores analytiske udgangspunkt uden at blive
farvet af diverse samordningsmekanismer. P˚a den m˚ade har vi kunnet bibeholde
vores innovative udgangspunkt, hvor vi vil sætte rammerne for en ny arbejdspraksis.
Til gengæld er den ˚abenlyse ulempe ved, at vi ikke har kunnet observere —
1 P˚a sin vis er tanken om at observere en forfatters skrivearbejde grotesk, fordi ønsket om
at afdække et misforhold mellem, hvad forfatteren, siger han gør, og hvad han rent faktisk gør,
underminerer forfatteren som det overordentligt selvstændige og reflekterende menneske, han er.

124 Diskussion - relevante forskningsfelter
f.eks. møder mellem forfattere, der diskuterer og evaluerer fælles tekster — at vi i
sagens natur kunne have f˚aet et mere tilbundsg˚aende billede af, hvordan forfattere
arbejder.
Vedrørende problematikken omkring inde/ude spiller vores arbejde med
CSCW-begreberne igen ind. Vi har med overskrifter som samordning og gensidig
opmærksomhed kunnet træde et skridt ud af den sammenhæng, vi undersøgte
og har kunnet rubricere materialet ’udefra’. Vi har indsamlet information fra tre
adskilte kategorier, men har behandlet materialet i én ’pulje’ og ud fra den grupperet
de udsagn, der knytter sig til et bestemt fænomen (f.eks. ansvar eller kritik).
Vi vil hævde, at vi med bevidsthed om de etnografiske problemstillinger, der
omhandler ’inde/ude’ og ’say/do’, har benyttet os af to af den etnografiske tilgangsvinkels
væsentligste pointer. Et flersidigt perspektiv er kendetegnende for
vores tilgangsvinkel til empirien, fordi vi med trianguleringen har udfordret forfatternes
udsagn, og fordi vi endvidere har været bevidst om problematikken omkring
at lade sig opsluge af forfatternes univers. Det har især været muligt, fordi
vi har arbejdet med de føromtalte CSCW-begreber. Begreberne har været med til
at formulere spørgsm˚al om, hvordan vi kunne udfordre den arbejdspraksis, vi udledte
af empirien. Vi har derved kunnet træde et skridt tilbage og ud af forfatternes
kontekst.
Endelig har vi arbejdet med en s˚akaldt ’falsk naivitet’ (Anderson, 1994) som
et analytisk omdrejningspunkt i behandlingen af de elementer, vi arbejdede med
i designarbejdet. Den falske naivitet har for vores designarbejde været givende,
idet vi hermed har kunnet problematisere grundlæggende antagelser inden for den
givne kontekst præcis ved at sidestille disse med det bizarre (Anderson, 1994): Et
helt nyt system, der sætter rammerne for en ny arbejdspraksis.
8.4 Analyse i etnografi
En af de første forskere, der p˚apegede etnografiens relevans i systemudvikling og
arbejdspladsstudier, var Lucy A. Suchman, der i den hyppigt citerede artikel ”Office
Procedures as Practical Action”, (1983), p˚apeger væsentligheden af at f˚a afdækket
de intuitive løsningsmodeller, der finder sted, n˚ar en trinvis procedure ikke
overholdes. Suchman demonstrerer, at en s˚adan afdækning passende kan foretages
gennem en slags observation, nærmere bestemt en b˚andoptagelse. Suchman er en
af hovedskikkelserne inden for Situated Action, som er et felt, der indtager en radi-

8.4 Analyse i etnografi 125
kal holdning til menneskelig aktivitet. 2 Inden for Situated Action findes en opfattelse
af, at menneskelig aktivitet udelukkende genereres af den specifikke situation
de befinder sig i, og derfor negeres vigtigheden af at forholde sig til størrelser, der
er udtryk for den procedurerettede dimension i arbejdslivet. Suchmans indflydelse
p˚a, hvordan etnografiske arbejdsstudier er foretaget inden for systemudviklingen,
er kolossal. Omend vi finder Suchmans pointe vigtig og interesssant, er det snarere
hendes p˚apegning af det relevante ved at gøre brug af den etnografiske problematisering
af say/do-problematikken og den indflydelse p˚a arbejdspladsstudier, hun
har for˚arsaget, som vi med inddragelsen af hendes skelsættende artikel vil pege
p˚a. Inden for etnografien lægges der s˚aledes vægt p˚a udarbejdelsen af beskrivelser
baseret p˚a langvarige observationer af en given arbejdspraksis og undersøgelser,
der udelukkende er baseret p˚a interviews, er s˚aledes ilde set. Selvom vi overordnet
set er enige i, at der skal tages højde for say/do-problematikken, finder vi det
problematisk med det fokus, der lægges p˚a observation i den etnografiske informationsindsamling.
Bonni Nardi har ogs˚a bemærket denne ensidighed, som hun
især tilskriver ovennævnte felt — Situated Action:
[I]nterviews are treated as more or less unreliable accounts of idealized
or rationalized behavior, such as subjectively reported goals as
”verbal interpretation” (Lave 1988) and plans as ”retrospective reconstructions”
(Suchman 1987)... (Nardi, 1996, s. 129)
Denne ensidige opfattelse af relevansen af interviews underminerer fuldstændig
værdien af at registrere udtryk for de interviewedes personlige refleksion over,
hvad de gør, og hvorfor de gør det. Vi mener, at denne refleksion er uvurderlig,
og at der i høj grad kan komme noget brugbart ud af interviews. Ikke mindst n˚ar
diverse udsagn sammenholdes med andre udsagn og information fra andre kilder,
som vi har demonstreret via trianguleringen.
Et andet problematisk aspekt ved etnografien er den hovedvægt, der lægges
p˚a, at materialet skal præsenteres uden analytiske perspektiver og konklusioner.
Men der findes forskere, der har problematiseret denne tilgangsvinkel, og som
har p˚apeget de analytiske aspekter, der findes inden for etnografisk inspirerede
undersøgelser. Vi har fremhævet to af disse — Forsythe og Anderson, fordi de
begge bidrager med angrebsvinkler, der er brugbare for os.
I artiklen ”It’s Just a Matter of Common Sense: Ethnography as Invisible
Work” opstiller D.E. Forsythe tre vigtige elementer i den etnografiske research,
2 P˚a trods af at vi nævner Situated Action, er det ikke et udtryk for, at vi p˚a nogen m˚ade placerer
os inden for denne skole

126 Diskussion - relevante forskningsfelter
hvoraf de to sidste elementer fremhæver analytiske perspektiver 3 :
Det første element er informationsindsamling, hvor Forsythe beskriver diverse
teknikker s˚asom: observation, formelle og uformelle interviews og dokumentanalyse.
Informationsindsamlingen muliggør en undersøgelse af gentagne mønstre
i refleksion og praksis — og disses indbyrdes relation. Det er alts˚a vigtigt, at
informationsindsamlingen tilvejebringer en detaljeret indsigt i en hyppigt forekommende
uligevægt i forholdet mellem, hvad folk siger, de gør, og hvad de rent
faktisk gør.
Forsythe understreger, at den registrering, der finder sted i informationsindsamlingen,
ikke er brugbar med mindre diverse udsagn og adfærd analyseres og
sammenholdes, hvilket er det andet element. Her er der tale om en overordnet tilgang
til den indsamlede information, som er forankret i antropologisk og socialvidenskabelig
teori 4 Denne tilgang fordrer, at researcheren behandler og analyserer
forholdet imellem aktørers antagelser og handlinger i sociale situationer. Evalueringen
af den indsamlede information er vigtig, hævder Forsythe og stiller s˚aledes
krav til researcherens analytiske evner. Det tredje element indebærer s˚aledes, at
etnografen i analysen tager udgangspunkt i et flersidigt perspektiv, hvilket indebærer
en vekselvirkning mellem dét at indg˚a p˚a omr˚adets præmisser og dét at
sætte sig udenfor med et eller flere kritiske perspektiver p˚a genstandsomr˚adet.
Det formulerer Forsythe s˚aledes:
[T]his etnographic stance promotes the conceptual distance necessary
for systematic comparison of multiple perspectives on events and processes.
(Forsythe, 1999, s. 129)
Forsythe hævder, at etnografen er research-instrumentet, idet han/hun besidder det
analytiske og flersidige blik, som muliggør tilegnelsen af værdifuldt og brugbart
materiale. Det er alts˚a vigtigt som etnograf at besidde evnen til at kunne bevæge
sig frem og tilbage mellem ’inde’ og ’ude’. Det vil sige, at dét at forske inden
for og studere en given kontekst kræver en grundlæggende forst˚aelse af de tre
ovenst˚aende elementer, som Forsythe beskriver. Udover forst˚aelsen kan disse elementer
for forskeren tilvejebringe en fremgangsm˚ade til at gennemskue og analysere
de sociale og konceptuelle strukturer, der ligger bag en given sammenhæng.
3Forsythe’s hovedpointe med artiklen er, at arbejdspladsstudier skal foretages af uddannede
etnografer.
4Forsythe fremhæver, at inden for disse discipliner opdeles viden ofte i kategorier, for derefter
at sammenholde disse.

8.4 Analyse i etnografi 127
R. J. Anderson´s artikel ”Representations and Requirements: The Value of Ethnography
in System Design” (Anderson, 1994) diskuterer etnografiens relevans
netop i designprocessen. Han p˚apeger og kritiserer, at der i brugen af etnografi i
systemudviklingen er for megen fokus p˚a informationsindsamling, og at det derfor
kan være svært at gennemskue, hvordan denne information kan bruges konstruktivt.
Han fastsl˚ar, at det i højere grad er de analytiske aspekter, der kan hjælpe
materialet til et højere og derfor mere brugbart plan, hvilket vi kun kan være
enige med ham i. Anderson benytter sig ikke direkte af Forsythe’s formulering
af ’det flersidige blik’. Ikke desto mindre finder vi, at det er oplagt at inddrage
flere af hans pointer, fordi han tilvejebringer brugbare angrebsvinkler, der ligger
i direkte forlængelse af det flersidige blik. I overensstemmelse med Suchman
(1983) p˚apeger Anderson mulighederne, der ligger i at foretage en analyse af den
indsamlede data ved at:
Counterposing a summary logic of organisational structure such as
associated with the calculus of efficiency and productivity with the
logics of daily organizational life. (Anderson, 1994, s. 151)
At sidestille informationen i to modsatrettede grupperinger er alts˚a en konkret
m˚ade at forholde sig til proceduren over for det intuitive. For os har det været
helt centralt at kunne udfordre det kendskab til forfatteres arbejdspraksis, vi har
opn˚aet med forskellige spørgsm˚al til, hvordan en ny samarbejdende arbejdspraksis
kan understøttes. Andersons fremgangsm˚ade har s˚aledes et helt specifikt fokus
i modsætning til den form for etnografisk informationsindsamling, som alene er
reportage. Ofte er den reporterende form reduceret til en impressionistisk beskrivelse,
som ikke forholder sig til det indsamlede materiale. Netop denne etnografiske
form kritiserer Anderson og understreger ved at bruge udtrykket ’transducer’,
at den etnografisk inspirerede IT-designer ikke kun har en rolle, som ˚abent og
ufortolkende kanaliserer information fra konteksten til notebogen og endelig ind
i en rapport. Anderson fremhæver, at IT-designeren i højere grad har en medierende
rolle, med et specifikt ærinde - hvilket i høj grad gør sig gældende for os (jf.
diskussionen i næste afsnit, hvor vi diskuterer vores rolle i udviklingsprocessen).
Anderson p˚apeger anvendeligheden af designerens motiverede blik, der søger at
registrere flere (ofte modsatrettede) aspekter, hvilket var præcis det vi gjorde i analysen.
I forlængelse af det bevæger Anderson sig ind i problematikken omkring
vekselvirkningen mellem indlevelse og fortolkning (jf. Blomberg et. al., 1993 og
Forsythe), og formulerer et bud p˚a, hvordan analysedelen kan h˚andteres. Til dette

128 Diskussion - relevante forskningsfelter
form˚al definerer Anderson et s˚akaldt ’udvekslingssystem’, hvor artefakter, sociale
strukturer og diverse udsagn behandles:
¡ decentrering af det kendte gennem at sidestille det med det bizarre
¡ beskrivelse som grupperer det kendte med det bizarre
¡
formalisering s˚a en syntese er mulig
Denne behandling af forskellige komponenter kan kun lade sig gøre, hvis ITdesigneren
har et observerende fokus, hvor alting ses og beskrives (mennesker og
maskiner/artefakter) i lyset af, hvordan konteksten vil reagere, hvis p˚agældende
genstand ikke var tilstede. Dermed kræves det af IT-designeren i f.eks. observationen,
at han evner at have følgende strategi in mente:
The strategy for grounding this description is the adoption of a faux
naiveté about the ordinary world around us. (Anderson, 1994, s. 166)
P˚a den vis kan IT- designeren bevidst g˚a ind og arbejde med vidt forskellige elementer
s˚asom artefakter eller personer og behandle disse elementers betydning.
Anderson har s˚aledes to yderst brugbare pointer i artiklen. Fokus i den etnografiske
informationsindsamling skal ikke kun være at beskrive, men skal i højere
grad best˚a af en bevidst analyse af materialet. Og forst˚aelsen for konteksten kan i
sidste ende frembringe tiltag til brug for designet — tiltag, som intervenerer med
forudindtagede og konventionelle opfattelser. Via det meget analytiske fokus Anderson
demonstrerer med artiklens pointer, placerer han sig med en radikal anderledes
position omkring etnografiens relevans end de fleste andre forskere, hvilket
vi vil uddybe i afsnittet herunder om adskillelsen mellem etnografer og designere
— og dermed mellem den rene beskrivelse og designudviklingsprocessen.
8.5 Etnografisk inspirerede IT-designere
I artiklerne ”From Etnographic Record to System Design” af Hughes et al. (1993)
og ”Sociologist can be Surprisingly Useful in Interactive Systems Design” af
Sommerville et al. (1992) beskriver henholdsvis etnografer og dataloger en case,
hvor der har fundet et samarbejde sted mellem netop disse to discipliner. Casen
handler om at afdække arbejdspraksis for ’Air Traffic Control’ og undersøge mulighederne
for at understøtte denne arbejdspraksis ved hjælp af IT. Det interessante

8.5 Etnografisk inspirerede IT-designere 129
ved disse artikler er for os, at de udstiller en adskillelse mellem dét at foretage en
etnografisk undersøgelse og dét at designe et IT-system.
At dette aspekt er interessant for os, skyldes, at vi med vores speciale netop
har gennemg˚aet en proces, hvor der ikke har fundet en adskillelse sted mellem ITdesigneren
og etnografen. Vi har s˚aledes b˚ade udført den indledende undersøgelse
af arbejdspraksis og udarbejdet designudkast. Da vi mener, at vores speciale kan
bidrage med information til CSCWriting, finder vi det s˚aledes relevant at argumentere
for, at en kobling mellem etnografi og IT-design er b˚ade mulig og relevant.
Derfor er det oplagt for os at diskutere konsekvenserne af at ophæve denne
adskillelse. Vi er bevidste om, at en s˚adan ophævelse kan have negative konsekvenser
for processens endelige resultat. Dette kan ske, hvis man ikke i tilstrækkelig
grad er bevidst om sin forudg˚aende viden og dermed ikke lader undersøgelsesfeltet
tale til én, men derimod forsøger at anvende begreber fra sin
forh˚andsviden, n˚ar man er i felten. Der er givetvis ogs˚a nogle etnografer, der vil
underkende resultatet af en proces, som vores, der er udført af etnografisk inspirerede
IT-designere. F.eks. er Forsythe (1999) overordnede agenda med føromtalte
artikel at argumentere imod de mange kortvarige etnografiske undersøgelser, der
udføres af aktører uden etnografisk uddannelse.
Blandt etnografer er den hyppigst formulerede begrundelse for at opretholde
en adskillelse mellem IT-designeren og etnografen, at den uddannede etnograf er
i stand til at registrere og beskrive en kontekst uden at være influeret af specifikke
IT-designmæssige spørgsm˚al. Netop denne up˚avirkede tilgangsvinkel, mener
vi, kan være problematisk. For det første mener vi ikke, at det vil være muligt
at bibeholde den ønskede up˚avirkede tilgangsvinkel, hvilket skyldes, at der i
ethvert længerevarende interdisciplinært samarbejde, ifølge vores overbevisning,
m˚a finde fordelagtig gensidige læring sted. For det andet mener vi i forlængelse
af diskussionen af CSCW-begrebernes relevans i vores arbejde, at en vis analytisk
ramme er essentiel for arbejdet med et givent omr˚ade. Ud over CSCW-begreberne
har vi ogs˚a kunnet gøre brug af vores generelle IT-viden i analysen af informationer
indhentet i felten. I kraft af vores viden om IT kommer vi uværgerligt til
at tænke i designforslag n˚ar brugernes arbejdspraksis analyseres. Dette fører sammen
med anvendelsen af CSCW-begreberne til, at der rejses nye spørgsm˚al, som
der m˚a findes svar p˚a hos brugerne. Det er naturligvis vigtigt, at det ikke er disse
begrebslige rammer, der styrer feltarbejdet og dermed er bestemmende for hvilke
problemer, der identificeres i arbejdsfeltet. Begreberne skal indarbejdes i analysen
af den indsamlede data, og netop det flersidige blik som Forsythe (1999) beskriver
kan hjælpe i denne proces. Der er s˚aledes tale om den samme form for proces, som

130 Diskussion - relevante forskningsfelter
den der beskrives i Hughes et al. (1993), hvor etnografen hjembringer data fra en
case og IT-designerne, ved hjælp af relevante spørgsm˚al, udfordrer etnografernes
videre undersøgelse. Blot er det i vores tilfælde de samme personer, der under
forskellige hatte udfører arbejdet.
At vi har mulighed for at anvende vores forst˚aelse for s˚avel CSCW som IT,
medfører, at det ikke for vores undersøgelse har været nødvendigt at starte fra et
nulpunkt til trods for, at undersøgelsen foreg˚ar inden for et forholdsvis uudforsket
domæne. Dette skyldes, at de generelle begrebslige rammer, som allerede eksisterer
er en anvendelig tilgangsvinkel for os og dermed bidrager til forskningens
akkumulation.
Vi er naturligvis bevidste om, at den store ekspertise, etnografer og systemudviklere,
hver især besidder, er vanskelig at bibeholde ved en kobling af de to
fagligheder til én etnografisk inspireret IT-designer. Der er s˚aledes ingen af os,
der er egentlige etnografer, og vi er heller ikke IT-designere i ægte datalogisk
forstand.
Ønsket om at koble etnografen og IT-designeren er fremherskende inden for
forskningsfeltet PD, hvilket især gør sig gældende for MUST-metoden. Metoden
bygger p˚a et princip om, at designere, der har integreret etnografiske teknikker
i designarbejdet, i samarbejde med brugerne foretager en analyse og designer
udkast til nye IT-anvendelser. 5 Da vi ligeledes har koblet etnografen og ITdesigneren,
vil vi vende blikket mod PD for derved at belyse dette forskningsfelts
relevans for vores undersøgelse og design.
8.6 Participatory Design
Kensing og Blomberg (1998) fremhæver, at forskningsfeltet PD er domineret af
diskussioner om (organisations)politiske konsekvenser af IT-fornyelser, hvordan
brugerdeltagelse skal defineres, og hvordan brugerinddragende teknikker og metoder
kan udvikles og anvendes.
PD is not defined by the type of work supported, nor by the technologies
developed, but instead by a commitment to worker participation
in design and an effort to rebalance the power relations between users
5 I artiklen ”Make Room for Ethnography in Design! J. Simonsen og F. Kensing (1998) argumenterer
to af ophavsmændene til MUST-metoden for etnografiens essentielle rolle i systemudvikling.

8.6 Participatory Design 131
and technical experts and between workers and managers. (F. Kensing
og J. Blomberg, 1998, s. 181)
For os er det vigtigt at udvikle et system, hvor de potentielle brugere kan forst˚a
og anvende b˚ade de individuelle og de samarbejdsorienterede funktionaliteter. I en
vis udstrækning er det ogs˚a vigtigt, at forfatterne kan (gen)finde værktøjer, der understøtter
deres nuværende arbejdspraksis. Med andre ord har vi et ekstraordinært
fokus p˚a at inddrage brugerens viden og forst˚a, hvordan brugeren agerer. Denne
agenda har vi til fælles med PD. Men hvor PD tager sit udspring i organisatoriske
sammenhænge og derved ogs˚a har fokus p˚a brugernes uddannelse og direkte
indflydelse p˚a designet, har vi ikke arbejdet med, at brugerne skal inddrages i
selve akten at designe. Vi har, baseret p˚a den viden vi har opn˚aet om forfatteres
arbejdspraksis, kunnet opstille designkrav, og forfatterne har via workshops haft
indflydelse p˚a, hvordan vores design har udviklet sig. Kendskabet til brugernes
domæne samt de input, vi har f˚aet til vores designskitser koblet med vores viden
om teknologiske muligheder inden for IT, har været vores m˚ade at inddrage de potentielle
brugere. Her har PD en noget anden form˚alsparagraf, hvilket illustreres i
nedenst˚aende teser fra Kyhn og Ehn:
Professional experience with and knowledge of the labour process for
which computer support is being designed are important in the design
process (...)
Professional experience with and knowledge of computers are important
when designing computer support for a labour process (...)
Design should be done with users, neither for or nor by them (P. Ehn
og M. Kyng, 1987, s. 54)
Vi er enige i, at det er vigtigt at have s˚avel forst˚aelse for den p˚agældende arbejdspraksis
som at have erfaring med computere, og viden om IT-teknologier. Ikke
desto mindre finder vi netop adskillelsen mellem eksperter fra henholdsvis ITudviklingen
og det p˚agældende domæne betydningsfuld, fordi vi netop i kraft af
vores viden om CSCW og IT-teknologi kunne udfordre forfatteres arbejdspraksis.
I teserne ovenfor understreges ’experience with’. Netop forfatteres arbejdspraksis
er ikke mulig at opleve og f˚a direkte erfaring med, og der findes gode kvaliteter
ved at kunne se domænet udefra (jf. vores pointe om brugen af et flersidigt blik).
Vi har designet for brugerne, og mener, at der findes kvaliteter ved at gøre
dette. Hverken vi eller forfatterne har interesse i, at vi skal have direkte erfaring

132 Diskussion - relevante forskningsfelter
med deres arbejdspraksis. Til gengæld har vi fundet en god dynamik i den (begrænsede)
gensidige læreproces, der har fundet sted via vores workshops. Gennem
de designudkast vi forelagde forfatterne, opn˚aede forfatterne viden om samarbejdsproblematikker,
og vi raffinerede den forst˚aelse vi havde af deres arbejdspraksis.
Vi mener alts˚a, at den adskillelse vi har gjort brug af i vores projekt er
hensigtsmæssig.
Inden for PD er forpligtigelsen til at tage hensyn til de involverede og den samlede
kontekst (organisationen) et centralt omdrejningspunkt, som ikke er direkte
applikerbart i vores sammenhæng, fordi vi ikke arbejder inden for en organisation
eller virksomhed. Endvidere bevirker det fokus, der i PD er p˚a den gensidige
læreproces mellem bruger og designer, at de teknikker til brugerindflydelse, der
findes inden for feltet, præges af denne udveksling. Dette aspekt vil vi belyse ved
at se nærmere p˚a en af de metoder der er fremkommet inden for PD.
Kritik af MUST
At MUST-metoden udspringer af forskningsfeltet PD, ses tydeligt i den
overenstemmelse, der findes mellem PD-feltets ønske om at designe med brugerne
og metodens principper om reel brugerdeltagelse og at arbejdspraksis skal
opleves(Bødker et al., 2000). 6
MUST-metoden har spillet en central rolle i vores speciale, og vores brug af
den kan opsummeres i disse punkter:
Konstruktiv inspirationskilde til planlægning og strukturering af un-
¡
dersøgelsen
Væsentlig inspirationskilde hvad ang˚ar teknikker (workshops og scenarier),
¡
der kan understøtte vores fokus p˚a brugerinddragelse
Men metoden er flere gange kommet til kort p˚a grund af vores undersøgelsesomr˚ades
særlige karakter, og fordi undersøgelsen er innovativ. Allerede
i definitionen af, hvad en forundersøgelse er, finder vi to centrale problemer,
hvad ang˚ar metodens anvendelighed i vores projekt - og evt andre innovative processer:
Forundersøgelse: Et m˚alafklarende, problemformulerende og
løsningsangivende projekt, der gennemføres i en virksomhed med
6 Metoden bygger p˚a fire principper: ’en samlet vision’, ’reel brugerdeltagelse’, ’arbejdspraksis
skal opleves’ og ’forankring’.

8.6 Participatory Design 133
sigte p˚a at designe bæredygtige IT-anvendelser ud fra en mere eller
mindre præcis problemstilling i virksomheden. (Bødker et al., 2000,
s. 29)
I citatet nævnes ’virksomheden’ som en slags opgavestiller for forundersøgelsen
og som det centrale omdrejningspunkt for undersøgelsesarbejdet. Heri ligger en
angivelse af, at der findes et analyserbart sted, hvorudfra m˚al, problemer og
løsninger kan deduceres. Det er for det første problematisk for os, at definitionen
understreger virksomheden som analysestedet, og for det andet er det problematisk,
at der lægges vægt p˚a det m˚alafklarende, fordi der herved indikeres et produktionsorienteret
og virksomhedsbaseret ønske om via ’bæredygtige IT-anvendelser’
at n˚a specifikke m˚alsætninger. Eftersom definitionen p˚a en forundersøgelse er det,
der former bogen, finder vi alts˚a her et væsentligt problem for vores brug af metoden.
Vi har hverken et analyserbart sted eller en opgavestiller, og der er derfor
ikke tale om en fornyelse og forbedring af en eksisterende arbejdspraksis.
I forlængelse af denne problematik bliver de fire principper, bogen er skrevet
ud fra, problematiske at applikere p˚a vores projekt. Principperne er i høj grad
baserede p˚a inkorporeringen af ny teknologi i en virksomhed/organisation, hvor
spørgsm˚al om brugernes kvalifikationer, organisationens overordnede udvikling
og forretningsstrategier er de væsentlige perspektiver, IT-designeren skal forholde
sig til.
I kraft af MUST-metodens begrebsafhængige fokus p˚a virksomheden som
’analysested’, formes metodens faser og disses slutprodukter s˚aledes at de har
været vanskelige at anvende som skabelon for os. Vanskeligheden opst˚ar, fordi
fasernes slutprodukter fungerer som forankrende instanser i en dialog med virksomheden.
I en innovativ proces, hvor vi selv stiller opgaven, er der ikke megen
idé i at udarbejde f.eks. en strategianalyserapport eller forundersøgelserapport. Vi
bevæger os ikke inden for en virksomheds magtstrukturer, og vi skal derfor ikke
forankre CONCERT hos forfattere. Da vi med arbejdet p˚a CONCERT har været
s˚avel økonomisk som (organisations)politisk uafhængige, og fordi den potentielle
m˚algruppe ideelt set kan omfatte forfattere i hele verden, er princippet om forankring
irrelevant.
Faseopdelingen har ogs˚a en anden konsekvens for forundersøgelsesprocessen:
En fase er en samling aktiviteter, der udføres mellem to tidspunkter,
og som bringer forundersøgelsen fra én beslutningssituation til den
næste. Der er s˚aledes tale om en indholdsmæssig progression i beslutningernes
omfang og detaljeringsgrad.(...) Med denne definition

134 Diskussion - relevante forskningsfelter
af en fase, giver det s˚aledes ikke mening at tale om at iterere eller
vende tilbage til en fase n˚ar den er gennemført... (Bødker et al., 2000,
s. 34)
Med denne opdeling i faser (med klart definerede aktiviteter) understreges en adskillelse
mellem f.eks. analyse- og designaktiviteter. Hermed fremhæves, at der
ikke skal tænkes i designløsninger før den nødvendige empiri og de nødvendige
brugerinddragende aktiviteter er gennemført. Som ovenst˚aende citat fremhæver
kan der alts˚a ikke være tale om iteration mellem faser og dermed de p˚agældende
aktiviteter. I vores tilfælde har der b˚ade været iteration mellem de forskellige aktiviteter
p˚a tværs af analyse- og designfasen, og samtidig har vi i kraft af vores ITviden
tænkt i forslag til design fra starten. Et eksempel p˚a initielle designmæssige
overvejelser var vores opmærksomhed p˚a, at kunne koordinere f.eks. personer, der
indg˚ar i en tekst, ved hjælp af de muligheder et persongalleri kan tilbyde. Iteration
mellem analyse og design har desuden været gavnlig i og med, at de behov, vi har
udledt af analysen, blev yderligere raffinerede i designprocessen.
P˚a trods af de mange forbehold over for MUST-metoden, vi opstiller ovenfor,
har den været brugbar for os. Nedenst˚aende citat fra ”Professionel ITforundersøgelse”
opsummerer ganske passende vores brug af MUST-metoden:
Metoden skal altid tilpasses det konkrete projekt. Det er s˚aledes op til
IT-designerern i en forundersøgelse at beslutte, dels hvordan principperne
skal følges, dels den mere detaljerede organisering og planlægning
af de enkelte faser, og endelig, hvilke teknikker og beskrivelsesværktøjer
der skal anvendes. Metoden kan benyttes som ressource og
inspiration til dette arbejde. (Bødker et al., 2000, s. 36)
MUST har s˚aledes ikke fungeret som en decideret metode, men har snarere været
en væsentlig inspirationskilde, der har kunnet hjælpe os til at strukturere processen
og tilbudt anvendelige teknikker til brugerinddragelse.
8.7 Problemformulering revisited
Vi har i dette kapitel diskuteret de metodiske problematikker, vi har arbejdet med
i specialet. Hovedform˚alet med dette kapitel har været at diskutere relevansen,
anvendeligheden og begrænsningerne ved de forskningsfelter, vi har inddraget i
vores proces. Vi har s˚aledes søgt at besvare de spørgsm˚al, vi formulerede i vores
problemformulering.

8.7 Problemformulering revisited 135
Vi har konstateret at CSCW-feltet og dets begreber har fungeret som en essentiel
konceptuel ramme for udviklingen af et samarbejdssystem, uden hvilken vi
havde manglet vigtige analytiske angrebsvinkler. Begreberne har endvidere hjulpet
os til at designe et samarbejdssystem til et omr˚ade, hvor der ikke findes en
etableret praksis, idet begreberne implicit indeholder aspekter ved samarbejde, der
under alle omstændigheder vil forekomme. I kraft af vores viden om de potentialer,
der findes ved den etnografiske tilgangsvinkel til undersøgelsen af arbejdspraksis,
har vi ønsket at demonstrere, hvordan væsentlige etnografiske problematikker
er inkorporeret i vores undersøgelse, og har endvidere rejst et nyt spørgsm˚al
om, hvorvidt det er muligt at sammensmelte etnografen og systemudvikleren til
en etnografisk inspireret IT-designer. Et spørgsm˚al vi besvarer med udgangspunkt
i vores egne erfaringer med at sammensmelte de to roller.
Endelig har vi pointeret, hvordan PD-feltets helt centrale pointer, der omhandler
brugerinddragelse i forundersøgelsesprocessen, b˚ade har fungeret som en overordnet
tese vi har arbejdet ud fra, men ogs˚a hvordan en specifik metode — MUST
— inden for denne retning i flere henseender kommer til kort ved en innovativ proces
som vores qua dens organisatoriske sigte. Ikke desto mindre har denne metode
hjulpet os til at sætte brugeren i centrum.

136 Diskussion - relevante forskningsfelter

Kapitel 9
Perspektivering
Vi har med dette speciale fundet frem til problematikker, der findes i forbindelse
med udvikling af et computerbaseret kollektivt skriveværktøj for skønlitterære forfattere.
Vi har gjort rede for, at vi lever i en tid, hvor forfatterens rolle er under
forandring, og vi mener, at CONCERT kan bane vejen for nye m˚ader at skrive
p˚a. Vi forestiller os, at systemet kommer til at fungere som et virtuelt atelier, hvor
rammerne for et samarbejde mellem forfattere kan etableres og udspille sig. Det
at skrive skønlitterær tekst er en meget kompleks arbejdspraksis at kortlægge. Vi
har med en undersøgelse af dette domæne forsøgt at bidrage med ny viden til
CSCW-feltets ’conceptual foundation’:
[W]orkplace studies have had and continue to have profound impact
on the development of CSCW technologies. Not in the form of a direct
relationship of ’requirements specification’ with respect to the design
of specific systems, but by contributing to the conceptual foundation
of CSCW. (Schmidt, 2000, s. 5)
Inden for CSCWriting diskuteres skriverelaterede problematikker, men i den litteratur
vi har læst inden for dette felt, har forskerne ikke beskæftiget sig med
skønlitterært samarbejde. I vores undersøgelse har vi fundet visse sammenfald
med akademisk skrivning, som f.eks. den høje grad af uforudsigelighed og dynamik,
der præger s˚avel skønlitterære som akademsike skriveprocesser. Men vores
undersøgelse har derudover bidraget med essentielle karakteristika, der præger
skønlitteratur, og disse karakteristika er derfor nødvendige at understøtte. Vores
bud p˚a et fremtidigt system illustrerer s˚aledes, hvordan tekstrelaterede elementer
s˚asom personer, sted og tid gennem forskellige funktionaliteter kan medvirke til,
at et fælles projekt samordnes og der skabes gensidig opmærksomhed.

138 Perspektivering
9.1 Videre forskning
Med CSCW-feltets begreber som konceptuel ramme og inddragelse af potentielle
brugere har vi givet et bud p˚a et bæredygtigt design, men den innovative dimension
i vores udviklingsproces har bevirket, at vi med dette speciale kun er n˚aet
de første skridt. Den reelle bæredygtighed vil vi s˚aledes først kunne afprøve, n˚ar
det endelige produkt foreligger. I forlængelse af dette er der omr˚ader, som skal
undersøges, før en endelig implementering af CONCERT kan finde sted:
Sprog og kultur. Vi har taget udgangspunkt i den vestlige kultur, men har i vores
empiri hovedsageligt beskæftiget os med danske forfattere. Dette er en
˚abenlys begrænsning i forhold til sprog og kultur. Hvis systemet skulle leve
op til vores idé om at understøtte globalt samarbejde mellem forfattere, vil
det kræve tværkulturelle undersøgelser.
Kommunikation via auditive og visuelle kanaler. Disse kommunikationkanaler
er under stadig udvikling, og grundigere undersøgelser af deres kognitive
dimensioner vil kunne tilføje yderligere aspekter for kommunikationen
mellem de samarbejdende forfattere.
Skriveorienterede omr˚ader. Det kræver flere og grundigere undersøgelser af,
hvad det vil sige at skrive inden for forskellige genrer og forskellige skriveorienterede
omr˚ader. Hvis dette fandtes, ville det bl.a. give mulighed for
at m˚alrette systemets funktionaliteter til flere forskellige former for samarbejde
om tekst.
Mobile teknologier. Netop fordi vores system understøtter samarbejde uafhængigt
at tid og sted, kan yderligere forskning inden for mobilteknologi tilføje
relevante muligheder. Ved at give forfatterne mulighed for at arbejde p˚a
projektet via f.eks. en palm pilot eller mobiltelefon kan samarbejdet om et
projekt blive mere kontinuerligt og fleksibelt.
Papirets kvaliteter. Sammenhængen mellem papirets kvaliteter i en kreativ skriveproces
over for en computerbaseret kollektiv og kreativ skriveproces er et
omr˚ade, vi kun har beskæftiget os med p˚a overfladen. Det ville give betydningsfuld
viden at undersøge brugen af papir mere indg˚aende i forhold til
en samarbejdssituation for skønlitterære forfattere.
Fortsat iterativ udviklingsproces. Ovenst˚aende undersøgelser vil ikke isoleret
set føre til, at vi derefter kan gennemføre en implementering. Den itera-

9.1 Videre forskning 139
tive proces, vi har benyttet os af gennem b˚ade analysen og designet, vil
fortsat være essentiel. Vekselvirkningen mellem brugerinddragelse, redesign
og evaluering af det eksisterende system er stadig væsentlig for at opn˚a
det bedst mulige og brugbare system. Ydermere er evaluering af et samarbejdssystem
som CONCERT vigtig for at bidrage til CSCW’s konceptuelle
ramme.
Realisering af et system som CONCERT er, som sagt, afhængigt af videre forskning
inden for mange omr˚ader, og videre iterativt design. De rammer for en ny
samarbejdspraksis, der med en realisering af CONCERT, skabes vil s˚aledes kræve
at brugen af systemet studeres og undersøges — og dermed vil observation af arbejdspraksis
komme p˚a tale.
Vores indledende undersøgelse viser, at der findes et latent behov for et system
som CONCERT. Samtidig har de forfattere, vi via workshops har forelagt diverse
designskitser, udvist stor interesse for at kunne samarbejde via og eksperimentere
med CONCERT. Det glæder vi os til....

140 Perspektivering

Kapitel 10
Litteratur

142 Litteratur

Litteratur
F. Arciniegas A. http://www.xml.com/pub/a/2000/09/xlink/, 2000.
A. J. Sellen og R. Harper. The Myth of the Paperless Office. Massachusetts
Institute of Technology, USA, 2002.
A. Michailidis og R. Rada. Comparative study on the effects of groupware and
conventional technologies on the efficiency of collaborative writing. Computer
Supported Cooperative Work, 3:[327–357], 1995.
R. J. Anderson. Representations and requirements: The value of ethnography in
system design. Human Computer Interaction, 9:151–182, 1994.
R. J. Anderson. Work, ethnography, and system design. The Encyclopedia of
Microcomputing, 20:159–183, 1997.
M. Bakhtin. Modern Criticism and Theory, chapter From the prehistory of novelistic
discourse, pages [125–156]. Addisson Wesley Longman Inc., 1988.
R. Barthes. Modern Criticism and Theory, chapter The Death of the Author, pages
[167–172]. Addisson Wesley Longman Inc., 1988.
K. Bødker, J. Simonsen, and F. Kensing. Professionel IT-forundersøgelse - grundlaget
for bæredygtige IT-anvendelser. Samfundslitteratur, 2000.
E. Beck. Practices of Collaboration in Writing and Their Support. PhD thesis,
University of Sussex, School of Cognitive an Computing Sciences, 1994.
S. D. Benford, C. Greenhalgh, G. Reynard, C. Brown, and B. Koleva. Understanding
and constructing shared spaces with mixed-reality boundaries. ACM
Transactions on Computer-Human Interaction, 5:185–223, 1998.
J. Blomberg, J. Giacomi, A. Mosher, and P. Swenton-Hall. Ethnographic Field
Methods and Their Relation to Design, pages 123–155. Lawrence Erlbaum
Associates, 1993. Editors: D. Shuler og A. Namioka.

144 LITTERATUR
J. Brixvold, P. H. Llambias, L. Frost, and L. Skinnebach. Kærlighed til fædrelandet
var drivkraften. Lindhardt og Ringhof, 2001.
K. A. Bruffee. Writing and reading as collaborative or social acts, pages 159–
169. National council of teachers of English, 1983.
C. Gutwin og S. Greenberg. Design for individuals, design for groups: Tradeoffs
between power and workspace awareness. Proceedings of the ACM Conference
on Computer Supported Cooperative Work, pages 207–216, 1998.
J.J. Cadiz, A. Gupta, and J. Grudin. Using web annotations for asynchronous
collaboration around documents. Proceedings of the ACM Conference on Computer
Supported Cooperative Work, pages 309–318, 2000.
P. Chen, R. Daniel, S. DeRose, D. Durand, M. Goto, P. Grosso, C. Maden,
E. Maler, J. Marsh, D. Orchard, H. S. Thompson, and D. Veillard.
http://www.w3.org/tr/2001/rec-xlink-20010627/, 2001a.
P. Chen, R. Daniel, S. DeRose, D. Durand, M. Goto, P. Grosso, C. Maden,
E. Maler, J. Marsh, D. Orchard, H. S. Thompson, and D. Veillard.
http://www.w3.org/tr/2001/rec-xlink-20010627/, 2001b.
N. A. Conrad, K. Nordentoft, B. Oppermann, B. F. Rostbøll, and M. Skov, editors.
Perspektiver i nyere dansk litteratur. Forlaget SPRING, 1997.
D. Diaper og M. Beer. Collaborative document annotation using electronic mail.
Computer Supported Cooperative Work, 3:297–325, 1995.
H. M. Deitel, P. J. Deitel, T. R. Nieto, T. M. Lin, and P. Sadhu. XML How to
Program. Prentice Hall, 2001.
P. Dewan. An integrated approach to designing and evaluating collaborative applications
and infrastructures. Computer Supported Cooperative Work, 10:75–
111, 2001.
B. DuCharme. http://www.xml.com/pub/a/2002/03/13/xlink.html, 2002.
J. Duckett, O. Griffin, S. Mohr, F. Norton, I. Stokes-Rees, K. Williams, K. Cagle,
N. Ozu, and J. Tennison. Proffesional XML Schemas. Wrox, 2001.
K. Ehrlich. Designing Groupware Applications: A Work-centered Design Approach,
volume 7 of Trends in Software, chapter 1, pages 1–28. Wiley, 1999.
F. Kensing og J. Blomberg. Participatory design: Issues and concerns. Computer
Supported Cooperative Work, 7:[167–185], 1998.

LITTERATUR 145
D. C. Fallside. http://www.w3.org/tr/xmlschema-0/, 2001.
S. Farnham, H. R. Chesley, D. E. McGhee, and R. Kawal. Structured online interactions:
Improving the decision-making of small discussion groups. Proceedings
of the ACM Conference on Computer Supported Cooperative Work, 3:297–325,
2000.
S. Field. The Screenwriters Workbook. Dell Publishing Company, 1988.
D. E. Forsythe. ”it’s just a matter of common sense”: Ethnography as invisible
work. Computer Supported Cooperative Work, 8:127–145, 1999.
M. Foucault. Modern Criticism and Theory, chapter What is an Author, pages
[197–210]. Addisson Wesley Longman Inc., 1988.
S. Greenberg, D. Webster M. Roseman, and R. Bohnet. Human and Technical
Factors of distributed group drawing tools, pages 37–62. Mc Graw Hill Book
Company, New York, 1995.
R. E. Grinter. Supporting articulation work using software configuration management
systems. Computer Supported Cooperative Work, 5:447–465, 1996.
S. Gruber, J. K. Peyton, and B. C. Bruce. Collaborative writing in multiple discourse
contexts. Computer Supported Cooperative Work, 3:247–269, 1995.
J. Grudin. Groupware and social dynamics: Eight challenges for developers. In
The Sociological Quarterly, volume 37, pages 92–105, 1994.
M. Guzdial, J. Rick, and B. Kerimbaev. Recognizing and supporting roles in
cscw. Proceedings of the ACM Conference on Computer Supported Cooperative
Work, pages 261–268, 2000.
H. Beyer og K. Holtzblatt. Creating one view of the customer. Morgan Kaufmann
Publishers, 1998.
E. Hemingway. Om at skrive. Lindhardt og Ringhof, 2. udgave edition, 1998.
Redigeret af Larry W. Philips, dansk udgave ved Bo Green Jensen.
J. A. Hughes, J. O´Brian, M. Rouncefield, T. Rodden, and S. Blythin. Designing
with ethnography: A presentation framework for design. Proceedings of
”Designing Interactive Systems”in ACM Press, pages [1–17], 1997.
J. A. Hughes, D. Randell, and D. Shapiro. From etnographic record to system
design. Computer Supported Cooperative Work, 1:123–141, 1993.

146 LITTERATUR
J. Irving. Min filmaffære. Lindhardt og Ringhof, 2000. Erindringer.
H. Ishii, M. Kobayashi, and A. Kazuho. Iterative design of seamless collaboration
media. Communications of the ACM, 37:83–97, 1994.
J. Simonsen og F. Kensing. Make room for ethnography in design! Journal of
Computer Documentation, 22:20–30, 1998.
S. Jones. Identification and use of guidelines for the design of computer supported
collaborative writing tools. Computer Supported Cooperative Work, 3:[379–
404], 1995.
K. Schmidt og L. J. Bannon. Taking cscw seriously: Supporting articulation work.
Computer Supported Cooperative Work, 1:[7–40], 1992.
L. F. Kaarsholm. Gid det var os, der havde skrevet den bog. Information, 24. maj
2002. Interview via e-mail med Morten Søndergaard og Tomas Thøfner om
deres arbejde med ”Hypoteser for to stemmer”.
D. S. Kaufer, C. M. Neuwirth, R. Chandhok, and J. Morris. Accommodating
mixed sensory/modal preferences in collaborative writing systems. Computer
Supported Cooperative Work, 3:[271–296], 1995.
S. King. Om at skrive - en forfatters erindringsbog om h˚andværket. Vintens
forlag, 2000.
M. Koch. Design issues and model for a distributed multi-user editor. Computer
Supported Cooperative Work, 3:359–378, 1995.
M. Larsen. Rittersport revisited. Information, 3. maj 2002. Anmeldelse af Morten
Søndergaard og Tomas Thøfner’s ”Hypoteser for to stemmer”.
Y. Liu, Y. Shi, and G. Xu. Supporting group awareness in collaborative design.
pages 36–40, 2001.
M. Sharples og B. C. Bruce. Collaborative writing and technological change:
Implications for writing practice and system design. Computer Supported Cooperative
Work, 3:[225–228], 1995.
M. Søndergaard og T. Thøfner. Hypoteser for to stemmer. Biblioteket Øverste
Kirurgiske, 1999.
B. A. Nardi. Studying Context: A Comparison of Activity Theory, Situated Action
Models and Distributed Cognition, pages 69–102. The MIT Press, 1996.

LITTERATUR 147
D. Norman. User-centered Design, chapter 7, pages 187–217. Doubleday, 1990.
First published 1988.
P. Ehn og M. Kyng. The Collective Resource Approach to Systems Design. Avebury,
1987.
L. Plowman. The interfuctinality of talk and text. Computer Supported Cooperative
Work, 3:229–246, 1995.
L. Plowman, Y. Rogers, and M. Ramage. What are workplace studies for. Proceedings
of the Fourth European Conference on Computer-Supported Cooperative
Work, pages 309–324, 1995.
A. Prakash. Group editors. In Computer Supported Co-operative Work, volume 7
of Trends in Software, pages 103–133. Wiley, 1999.
K. Schmidt. Modes and mechanisms of interaction in cooperative work. 1994.
K. Schmidt. The Critical Role of Workplace Studies in CSCW. Cambridge University
Press, 2000.
D. A. Schön. Designing as a reflective conversation with the materials of a design
situation. Knowledge Based Systems, 5(1), March 1992.
M. Søndergaard. Vinci senere. Borgen, 2002.
I. Sommerville, T. A. Rodden, R. Bentley, and P. Sawyer. Sociologist can be
surprisingly useful in interactive systems design. Proceeding of HCI’92, 7:
341–353, 1992.
A. L. Strauss. Work and the division of labor. In The Sociological Quarterly,
volume 7 no. 1, pages 1–19, 1985.
L. A. Suchman. Office procedures as practical action: Model of work and system
design. ACM Transactions on Office Information Systems, 1:320–328, 1983.
S. U. Thomsen. En dans p˚a gloser - eftertanker om den kunstneriske skabelsesproces.
Vindrose, 1996.
W. Wordsworth og S. T. Coleridge. Lyrical ballads. Methuen and co ltd., 1963.
The text of the 1798 edition with the additional 1800 poems and the Prefaces
edited with introduction, notes and appendices By R. L. Brett and A. R. Jones.
V. Woolf. A Room of One’s own. Penguin Books ltd, 1975.