Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

3.1 Forfatterrollens udvikling 29
of contemplation, is gradually produced, and thus itself actually exist
in the mind. In this mood successful composition generally begins,
and in a mood similar to this it is carried on. (W. Wordsworth og S. T.
Coleridge, 1963, s. 260)
Wordsworths overvejelser om digtets natur illustrerer, hvordan digterens ’behandling’
af udefrakommende impulser — følelser der er ’født’ af naturen — er en
højst individuelt betonet handling, som i sidste ende betyder, at en fusion opst˚ar
mellem digteren og naturen. Digtene i ”Lyrical Ballads” handler primært om
Wordsworth’s oplevelser i naturen; hvordan han oplever naturen (”again I hear
These waters, rolling from their mountain-springs With a sweet inland murmur...”
fra digtet ”Lines written a few miles above Tintern Abbey”) og hvordan han oplever
sig selv(og menneskeheden) som en del af naturen, eller ligefrem at han selv
er naturen (se f.eks. digtet ”A Slumber did my spirit seal” (W. Wordsworth og S.
T. Coleridge, 1963, s. 152)). Det er derfor meget forst˚aeligt, at forfatterrollen kom
mere i fokus end tidligere, eftersom forfatteren i denne (selv)forst˚aelse ikke alene
er tekstens ’ejer’, men ogs˚a en del af hvert ord i teksten. Denne tankegang var
fremherskende længe og lever i en vis grad endnu, men med den modernistiske
bevægelse blev der sat spørgsm˚alstegn ved den:
The Author, when believed in, is always conceived of as the past of
his own book: book and author stand automatically on a single line
divided into a before and after. The Author is thought to nourish the
book, which is to say that he exists before it, thinks, suffers, lives for
it, is in the same relation of antecedence to his work as a father to
his child. In complete contrast, the modern scriptor is born simultaneously
with the text, is in no way equipped with a being preceding or
exceeding the writing, is not the subject with the book as predicate;
there is no other time than that of the enunciation and every text is
eternally written here and now. (Barthes, 1988, s. 170)
At Barthes skifter mellem ordene ’Author’ og ’scriptor’ i beskrivelsen af henholdsvis
en gammeldags og en (post)moderne opfattelse af forfatteren er ikke tilfældigt.
Ordet ’scriptor’ indikerer en mindre betydningsfuld status end forfatteren,
og derved er ’The modern scriptor’ ikke længere central i sit værk.
Dette bliver endnu tydeligere, n˚ar romanen bliver den mest populære form for
skønlitteratur i stedet for digtet. I stedet for digtets ’enest˚aende’ stemme, som den
er formuleret i romantikken, bliver en del af romanens natur med modernismen,
at den er sammensat af mange stemmer, og ingen af dem er selve forfatterens: