Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

58 Analyse
En fiktionsfilm er en beretning/historie, der fortælles gennem beskrivende billeder
og dialog. Beretningen kan tage mange former - f.eks. forskyde sig tidsmæssigt
med flashbacks og drømmesekvenser (struktur), billeder kan understøtte filmens
univers og dialogen (indre og ydre) er det, der tegner karaktererne. Citaterne illustrerer
s˚aledes nogle væsentlige sammenfald mellem de elementer, der kan indg˚a
i en narrativ fortælling, som den giver sig udtryk i film og romaner/noveller.
Skriveprocessen
Der er til gengæld nævneværdig forskel p˚a processen for de to skrivedomæner. For
manuskripter til fiktionsfilm findes en veletableret fremgangsm˚ade, som i mange
tilfælde adskiller sig fra det at skrive en roman eller novelle. Manuskriptskrivning
har nogle ganske veldefinerede trinvise fremgangsm˚ader - eksempelvis er bogen
”The Screenwriters Workbook” (Field, 1988) opdelt i to dele: ’preparation’ og
’execution’. I citatet herunder fortæller Niels (den manuskriptforfatter vi har interviewet)
om opdelingen af skrivearbejdet i synopsis og ’treatment’, som hører
til i Fields ’preparation’-fase og selve manuskriptet som udarbejdes i ’execution’fasen.
Det første er, at f˚a idéen p˚a plads - det foreg˚ar ved, at man udvikler en
synops. En synops ligger typisk mellem 3-5 normalsider, som beskriver
ideen og hvilke steps, der er i historien, og hvad konflikterne er.
Treatments er uden dialog, der m˚a ikke være dialog. Hvilket er irriterende
for mig, scenerne er dialogb˚arne (...), oplæggene er det, man
arbejder mest med. Den første fase [af selve manuskriptskrivningen]
er at bygge nogle karakterer og nogle miljøer op og s˚a prøve p˚a at
f˚a det til at g˚a op - dette er meget s˚adan et regnestykke, der skal g˚a
op, fordi man vil gerne sætte et hovedproblem op ret hurtigt, man vil
gerne sørge for, at man har en aktiv hovedperson, der gør noget. Og
for at vedkommende skal være aktiv skal man have etableret, at vedkommende
gerne vil ha’ et eller andet, de vil opn˚a, og derfor vil man
gerne have, at det skal være svært at opn˚a. Derfor finde nogle problemer
og jo flere problemer desto sværere er det at f˚a en slutning til
sidst. For alt det, man ˚abner, skal man jo lukke igen, ellers giver det
en d˚arlig fornemmelse. (Niels)
Denne opdeling er væsentlig at bemærke, fordi den er et udtryk for at arbejdet med
et manuskripts historie og elementer er struktureret i oplæg til instanser, der skal