Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

4.4 Karakteristika ved arbejdspraksis 53
Den 3. stemme
Omkring selve skabelsen af teksterne gav flere af forfatterne udtryk for, at der
ved kollektive tekster skabes en fortællerstemme, som er noget andet og mere end
blot summen af dem, der skriver sammen - en form for 3. stemme. I forlængelse
af ovenst˚aende problematik omkring ansvar, s˚a kan det være svært for nogle at
skabe en 3. stemme, som de reelt synes om og kan forholde sig til. Som nævnt
bliver den 3. stemme nemt af en humoristisk type, der afviger fra den m˚ade, de
involverede forfattere normalt skriver p˚a. En af informanterne gav udtryk for ikke
at kunne genkende sin egen skrivem˚ade eller stemme ved genlæsningen af en
kollektiv tekst, der blev skrevet som en slags stafet over et kort tidsrum, hvor alle
deltagere var til stede i samme lokale:
[J]eg glemte ret hurtigt, hvad jeg selv havde skrevet bare i den korte
tekst vi havde lavet, m˚aske vi alle skrev s˚a fremmed for os selv, at
man ikke kunne kende det. (Loke)
Samtidig er vi stødt p˚a et andet projekt, hvor samarbejdet ogs˚a har bevirket, at
ingen af deltagerne har kunnet genkende deres egen stemme, men hvor deltagerne
har fundet den 3. stemme værdifuld. Dette projekt har haft karakter af en dialog,
hvor den aktive skriver har haft dokumentet hos sig selv privat i et forskudt tidsrum
og har kunnet ændre og tilføje til den fælles tekst:
Ret hurtigt begyndte vi at sende digtlinjer til hinanden. Men det viste
sig, at digte skrevet i fællesskab meget sjældent blev gode. Det er,
som om der skal én stemme eller ét gemyt til at føre et digt igennem,
for at det kan lykkes. Med prosa var der et større spillerum. Vi sendte
simpelthen tekster frem og tilbage til hinanden som e-mails. Den anden
havde fuld h˚ands- og halsret over det skrevne, og til sidst opstod
der en tredje forfatterstemme, som vi begge to er kommet til at holde
meget af, og som vi vist nok hver især misunder lidt. Gid det dog var
os, der havde skrevet den bog! (Kaarsholm, 2002)
Det har været væsentligt for os at konstatere, at der rent faktisk er tale om, at
noget værdifuldt — og m˚aske ogs˚a noget nyt — kan komme ud af samarbejdet.
Vi har i dette afsnit set, hvilke problemer der kan opst˚a, n˚ar der samarbejdes
omkring skønlitterære tekster. Ansvaret i forhold til og koordinering af s˚avel
samarbejdet som produktet, der samarbejdes om, er ikke altid lige let. Det er