Den 3. stemme - en undersøgelse af skønlitterære ... - Kjeld Schmidt

32 Forfattere og værket
for at kommunikere, hvis man har lyst til det. Dermed kan computeren virke som
vindue ud i verden, uden at verden f˚ar lov til at forstyrre den følsomme proces,
forfattere er i gang med.
Men hvorfor skulle forfattere overhovedet have lyst til at arbejde sammen?
Svaret p˚a det kan, sjovt nok, findes i romantikken, hvor netop idéen om det
enest˚aende geni fandt sit højdepunkt. William Wordsworth beskriver motivationen,
for at han vælger at samarbejde med sin ven Samuel Taylor Coleridge
s˚aledes:
For the sake of variety and from a conscioussness of my own weakness
I was induced to request the assistence of a friend. (W. Wordsworth
og S. T. Coleridge, 1963, s. 236)
Wordsworth forklarer ikke, hvad han mener med ’my own weeakness’, men det er
indlysende, at ’noget’ tilføjes; det vil sige, at der kommer mere kød p˚a, n˚ar flere
samarbejder om et værk.
Wordsworth og Coleridge’s samarbejde er ikke unikt i litteraturhistorien. Især
i vores tid findes flere eksempler p˚a skønlitterært samarbejde — f.eks. gyserforfatterene
Stephen King og Peter Straub (The Talisman og Black House), digterne
Søndergaard og Thøfner (Hypoteser for to stemmer) og kriminalforfatterne Maj
Sjöwall og Per Wahlöö (f.eks. Roseanna, Manden p˚a Balkonen). Disse eksempler
understreger for os behovet for et system, der kan understøtte samarbejde om
skønlitterære tekster og dermed ogs˚a relevansen af vores undersøgelse, analyse og
design.
Hvis vi vender blikket mod de hjemlige horisonter, er det interessant at bemærke
to væsentlige fænomener p˚a den danske litteraturscene, der er fremkommet
inden for de seneste ˚artier. Først og fremmest eksperimenterer den yngre generation
af forfattere (f.eks. Brixvold et al. (2001), M. Søndergaard og T. Thøfner
(1999)) gevaldigt med prosaens muligheder gennem manipulation af formen:
Prosaisterne udfordrer p˚a flere niveauer den klassiske forst˚aelse af romanen
og bliver ikke st˚aende ved modernismens ulykkelige grunderfaring:
tab, splittelse og fravær. Snarere skrives der i dag romaner, der
ser selvsamme modernistiske vilk˚ar som muligheder for flersidige undersøgelser
af prosaens muligheder og hele feltet for den senmoderne
eksistens. (Conrad et al., 1997, s. 6)
Med CONCERT vil vi skabe rum for denne undersøgelse af prosaens muligheder
— hvad sker der med teksten, n˚ar flere forfattere skriver sammen, og hvad vil det